Svaret Aldric fik, gav lige så lidt mening som alt andet. Han havde gjort ting besværligt? Fordi hans evne ikke inkluderede, at han kunen heale sig selv? Hvordan kunne det være hans skyld? Manden foran ham var sindssyg, ingen tvivl om det, så det skulle åbenbart slet ikke give mening.
Han blev bare svagt forvirret over Marads latterliggørelse af ham, men han gjorde ikke andet end at stirre skrækslagent på ham. Sindssyg. Hvad kunne en sindssyg mand finde på at gøre ved ham?

Svaret kom ret hurtigt, som en fod kom i mod ham, rettet mod hans mave. Smerten eksploderede og luften blev sparket ud af ham i et lidende støn. Gispende knækkede han sammen og hans arme og hænder faldt til hans mave, der brændte i smerte. Men han nåede ikke at komme sig, før et spark smertefuldt ramte ham i siden og væltede ham omkuld på gulvet. Hostende gispede han stadig efter vejret, og hans ansigt fortrak sig i smerte, en smerte der gav ham tårer i det gode øje.
"Jeg... jeg beder dig... stop," klynkede han i mellem sine forpinte gisp, i et stadig forsøg på at appellere til mandes bedre side. Hvis han havde sådan en, det var Aldric ikke sikker på. Men han blev nødt til at forsøge.

Nu liggende på siden på gulvet, trak han benene og og krøllede sig sammen i fosterstilling for at beskytte sin mave og indre organer. Han om nogen burde vide, hvilken skade spark kunne gøre. Ikke at han vidste noget om anatomi, men han kunne mærke, hvad hans evne healede, og nogen der havde fået tæv var ofte ilde tilredt. Så han ville passe på sit ansigt og sin mave så godt som det var muligt.
Loggen forsøgte at arbejde i ham, men smerten overdøvede alt. Han var ikke vant til at have ondt på denne måde. Det var forfærdeligt. Hjælpeløsheden. Viden om, at han intet kunne gøre for at forhindre det i at ske. Rettere sagt, ikke ville gøre noget, for det var vold og han ville ikke gøre et andet væsen noget.

Marad sparkede igen, ligeglad med hvor han ramte, bare det ville komme til at gøre ondt. Ham trådte helt hen til knægten på gulvet, greb igen fat i ham og hamrede ham ind i væggen. Han ene hånd rykkede sig hen på Aædrics hals, hvor den begyndte at klemme til. Hårdt nok til at være ubehageligt, men ikke hårdt nok til faktisk at slå ham ihjel. Han holdt hånden der et stykke tid, inden han pludselig strammede til.
"Skrig" nærmest hvislede han, inden han kastede Aldric fra sig. Han var nok langt fra den stærkeste mand, men han holdt sig trods alt veltrænet, og at kaste rundt med den afpillede knægt var jo nærmest ingenting.

"Jeg gætter på du er forvirret, så lad mig introducere mig selv ordenligt. Mit navn er Pest" han sparlede Aldric i brystet for at sikre sig, at han blev liggende på gulvet. Herefter placerede han en fod på hans skulder og trådte til.
"Jeg har levet i denne verden i flere år end jeg selv har styr på. I mange af disse år har jeg spredt mine sygdomme. Men i forbandede healere formår altid at stoppe dem, før de får gjort nogen alvorlig skade." Han øgede presset på Aldrics skulder. Han havde læst alle de bøger om anatomi som stod i biblioteket, så han vidste nøjagtig, hvor han skulle trykke for at gøre skade.
"I starten slog jeg jer ihjel, når i kurerede mine sygdomme. Ikke nogen dårlig måde at fordrive tiden, men jeg indså at i kunne tjene et meget bedre formål ved at teste mine sygdomme på jer."

Endnu et spark ramte og det gik efterhånden op for Aldric, at det ikke hjalp at bede om nåde. I stedet krøllede han sig bare sammen og afventede næste spark igen, men i stedet greb manden i stedet fat i ham og slog ham ind i væggen. En hånd lagde sig om hans hals og han gispede straks desperat efter vejret. Han forsøgte at få Marads hånd væk ved at rykke i hans håndled, men det hjalp ikke. jo længer ehan havde ved, jo mere desperat blev Aldric og hans nedbidte negle begyndte at trække spor i hans hud.
Ordren fik hans blik til at flakke. Skrig. Han følte ikke for at skrige, han kunne ikke skrige, ikke med grebet om hans hals. Så han forsøgte ikke, ville ikke give manden den tilfredsstillelse, som en sidste handling af trods, før han døde.

Men han døde ikke. I stedet blev han kastet væk og en fod ramte ham i brystet, noget der fik en lyd af smerte ud af ham, samtidigt med, at han gispende fyldte lungerne igen. Hele hans overkrop brændte efter de nu fire spark og han havde mest af alt lyst til at græde. Hans gispen kunne også næsten minde om en hulken, da en fod blev placeret mod hans skulder, der straks sendte lyn af smerte ud igennem ham. Men sin frie hånd, greb han fat om mandens støvle i et forsøg på at lette presset, men det hjalp ikke. Han var for svag.

Ordene faldt ned over ham fra manden over ham, og han lyttede med et halvt øre. Pest. hvordan kunne man hedde pest? Være pest? Men han vidste, at det var sandt, eller, i hvert fald at manden lavede sygdomme. Han havde selv været udsat for en.
Smerten blev større og større og han klynkede. Klynkede noget højere. Og pludseligt kunne han ikke tage det mere og han skreg, for det gjorde så ondt, og han kunne ikke få det til at stoppe. Presset blev ved og blev tungere og det var som om, at noget var på kanten til at knække i hans skulder. Så han skreg og vred sig i et forsøg på at komme fri.
"Lad være, det gør ondt, slip mig, jeg beder dig!" Han hulkede ordene frem og skubbede til hans støvle, men han kunne ingenting, han var alt for svag.

Endelig! Et skrig. Et vidunderligt skrig så fyldt med smerte, at det nærmest fik det til at prikke i Marads hud. Aldrics hulkende bønfaldelse formåede ikke at gøre andet end at få et smil frem på hans læber, mens han øgede trykket på skulderen. Han overbejede kort hvad hab nu skulle gøre. Selvom han da ikke gik af vejen for god gammeldags vold, var det begrænset hvor meget sjov man kunne få ud af det. Nej, tortur var noget sjovere. Men hver ting til sin tid, han ville formentlig få rigeligt med tid til at torturere knægten. For nu gjaldt det blot om at markere hvem der bestemte.

Han trykkede ekstra hårdt til ganske kort, inden han fjernede foden. I stedet rettede han et spark mod den selvsamme skulder, fuldkommen ligeglad med hvor stor skade han havde skabt. Han så på knægten som han lå der på gulvet. Blod. Han ville se blod. Og høre flere af de forfærdeligt dejlige skrig han kunne komme med.

Han løftede ham op i skuldrene og sørgede selvfølgelig for, at han lige fik givet den allerede mishandlede skulder et godt pres, inden han kastede ham mod væggen med forhåbningen om, at han hoved ville ramme med en sådan kraft, at det ville resultere i bare den mindste smule blod.  Herefter gik han hen til knægten og rettede en knyttet næve mod hans ansigt. Ikke noget voldsomt hårdt slag, men bestemt heller ikke blidt.

Smerten var som ild i Aldrics skulder og han gispede klynkende efter vejret. Og det blev bare værre og værre, som presset voksede under vægten fra Marads krop. Et skingert skrig lød fra ham, da det sidste tunge pres fik noget til at give efter. Han vidste ikke hvad, men det var hans skulder, der gik af led. Tårerne løb ned over hans tinding i smerte, og han troede, at han skulle besvime, da manden sparkede til skulderen. Men han forblev ved smertefuld bevidsthed, også da han blev samlet op. Lyde af smerte kunne høres, han var ikke helt selv klar over, at han selv lavede dem.

Og så kom smerten fra baghovedet. Han mistede bevidstheden i et par sekunder, som lynene fór igennem hans kranie. Han blev slap i mandens greb, bare for et øjeblik. Slaget havde været hårdt nok til at slå hul på huden og hans hår blev hurtigt gennemblødt af blodet, der farvede væggen bag ham rød. 
Han stønnede af smerte og nåede ikke at fokusere på verden omkring sig, før en knyttet næve ramte ham i ansigtet, noget der straks sendte blodet fossende ud af hans næse. Han kunne også smage blod, så måske han var gået i stykker i munden. Han vidste det det ikke rigtigt, han var knapt nok ved bevidsthed.

Han havde kun haft så mange smerter én gang før. Og minderne kom væltende ind over ham, mens han hang i limbo mellem virkelighed og bevidstløshed. Stenenes vægt over ham, kulden og smerterne. Og hans brors døde blik, der stirrede tomt ud i luften.
Gråden ville gerne frem, men intet skete, han var alt for langt væk. Det grønne øjne sejlede uden at se direkte på Marad. Tårerne faldt stadig, tavst. Alting gjorde bare så ondt, både i kroppen og i sindet.

Marad smilte igen, da han så blodet på væggen. Nu blev det sjovt. Han mød Aldrics støn af smerte og tårene som rendte ned ad hans kinder. Det fantastisk at se på, ganske enkelt fantastisk. Han skulle nol få det sjovt med denne unge knægt, især når han tydeligvis intet kunne gøre ved det.

Han fortsatte med at lade tævene hagle ned over Aldric. Der var blod på såvel hans tøj som hans hænder, og noget håret som normalt var nydeligt bunder tilbage med et bånd havde revet sig frit, så det faldt ned over hans ansigt. Da han efterhånden indså, at drengen ikke kunne tåle mere forlod han rummet. Der gik lang tid før han sendte stuepiger ned for at få gjort rent og få gjort Aldric i stand.
Imens fik Marad gjort sig selv i stand. Han fik vasket blodet af og skiftet tøj. Han var atter tilbage som sit fattede jeg. Han placerede sig i biblioteket med en bog foran sig. Han ville skaffe en healer til knægten, men først skulle han have en chance for at lide under alle skaderne.

Slagene fortsatte. Aldric mistede enhver fornemmelse af virkelighed, smerten overdøvede alt. Hans ansigt føltes som bankekød og hans krop brændte under de knyttede næver og spark. Aldrig havde nogen tævet ham før og han føltes sig så magtesløs. Der var intet han kunne gøre for at beskytte sig. Til at starte med, forsøgte han at holde armene oppe, men de blev snart tunge som bly og Marads næver havde fri adgang til hans ansigt. Slag efter slag og til sidst var han så langt væk, at han ikke rigtigt mærkede noget mere.

Så han opdagede næsten heller ikke, at det holdt op. Men det gjorde det. Og han endte foldet sammen i fosterstilling med fronten mod væggen, klar til at blive liggende og dø.
Men han døde ikke. Et par tjenestepiger kom ind på værelset og forsigtigt fik de ham hjulpet over i sengen, inden de begyndte at vaske blodet af væggen og snart sad Sierra på sengekanten og forsøgte at vaske blod af ham og hans hår. Han var stadig knapt ved bevidsthed, men hun var uendeligt blid og han kunne ikke andet end være taknemmelig.

Til sidst gik de igen efterlod ham alene med sine smerter. Hvor længe, der gik, vidste han ikke, men snart stod der en mand ved siden af ham og lagde sine kolde fingre på ham. Aldric var ikke blevet healet før, ikke andet end af en engel, der havde healet en forstuvet ankel, så for ham var det en helt ny følelse at mærke den kølende, healende magi, da den bevægede sig igennem hans krop og fjernede skaderne og den fysiske smerte. Det var ikke så effektivt som hans egen magi og han var stadig øm, da døren blev lukket efter healeren. Men ikke mere øm end at han gled ind i søvnen, udmattet både psykisk og fysisk.

Han sov. Var flygtet ind i søvnens tryghed, og han ville ikke vågne med det samme, ikke før at han blev vækket. Det var en søvn fyldt med mareridt, et par grønne, døde øjne og vægten af sten over sig. Velkendte mareridt, men nu med et strejf af noget nyt. Et spøgelsesagtigt ansigt, Marads, der hang over ham og ville gøre ham ondt. I hans drøm skreg han, men i virkeligheden klynkede han bare svagt og rodede lidt uroligt rundt i sengen.

Marad blev siddende på biblioteket, selv efter han havde sendt bud efter en healer. Aldric ville have godt af at få hvilet ud. Han havde brug for, at han var frisk. Eller nå ja, så frisk som han kunne være efter den omgang, han lige havde været udsat for. Der kunne ikke være nogen tvivl om, at han ville være om de næste par dage. Han havde, ganske med vilje, ikke sendt bud efter nogen særligt god healer. Han var bare nødt til at sikre sig, at knægten om ikke andet kunne holde sig stående.

Da han mente, at Aldric havde haft nok tid til at sove, rejste han sig, og bevægede sig end mod værelset. Inde på værelset ruskede han ganske let i Aldric, inden han placerede han sig i en af de behagelige lænestole.
"Så er det på tide at vågne" han stemme var igen neutral. Han sad tilbagelænet i stolen med armene placeret på armlænene. Han havde ingen grund til at virke truende nu, knægten havde forhåbentligt lært sin lektie.

Aldric vågnede først, da der blev rusket i ham. Med et sæt slog han øjnene op og for et øjeblik var hans blik og sind tomt. Hvor var han? Hvad var der sket? Den tunge følelse i hans krop og ekkoet af næver mod samme fik ham til at lukke øjnene igen. Han havde kvalme. 
En stemme rykkede ham dog helt tilbage til virkeligheden og han kom på en eller anden måde op at sidde med ryggen mod muren og et bange udtryk i ansigtet. Marad. Manden, der lige havde tævet ham til kanten af, hvad han kunne holde til. Med hjertet i halsen trykkede han sig mod muren og trak benene op til sig som skjold mod rytteren.

Det gode grønne øje stirrede på ham med skræk og fortvivlelse, for han ville ikke kunne forhindre ham i at slå igen, svagere end før. Men lige nu så det ikke ud til, at manden ville slå videre, som han havde henslængt sig i en af de gode lænestole, rummet havde. Langsomt sank Aldric en klump og ville sige noget, men måtte rømme sig først, inden stemmen ville lystre.
"Hvad er det, du vil mig?" Hans stemme var hæs og dæmpet. Træt. Opgivende. Hvad kunne han gøre? Han kunne ikke kæmpe sig ud derfra og lige nu var han uendeligt træt, både i krop og sind. 

Det var nu ikke fordi, at fik han muligheden, ville han kæmpe med næb og klør for at komme ud derfra, men lige nu var sandsynligheden for frihed ikke så stor. Men han blev nødt til at forsøge alligevel.
"Kan... kan jeg ikke bare få lov til at gå?" Han forsøgte ikke at klynke, hvilket lykkedes ret godt. Ikke at han havde meget værdighed tilbage, men det var med at holde på den smule, han kunne skrabe sammen.

Marad betragtede Aldric mens minderne om deres tidligere møde tydeligvis kom tilbage til ham. Lige nu havde hun brug for at knægten faldt til ro, så han lod Aldric få tid til at bearbejde hvad der var sket. Han blev siddende roligt i stolen og betragtede Aldric som han pressede sig op mod væggen. Det var en passende reaktion. Han havde brug for, at han frygtede ham.
"Jeg skal bruge dig til at heale mine tjenestefolk. Ser du, jeg er sat i denne verden for at opfylde et enkelt mål: jeg skal skabe den ultimative sygdom. Men for at kunne skabe en sygdom som ingen healer vil kunne helbrede, skal jeg have en healer. Om det så er en healer som deltager frivilligt er ikke vigtigt. Du har valget mellem at hjælpe, eller lade mine tjenestepiger dø" Et smil gled over hans læber, det var dog så hurtigt væk, at man kunne være i tvivl om hvorvidt det blot havde været et synsbedrag. "Jeg har lagt mærke til at en af dem har fået en vis.. fascination af dig, og da jeg går ud fra det er gengældt, tvivler jeg på du vil lade hende dø"

Han gav Aldric tid til at processere de nye informationer, mens han nøje holdt øje med, hvordan han reagerede. Det ville være meget nemmere, hvis Aldric bare accepterede sin nye situation, men det ville selvfølgelig være sjovere, hvis han ville være besværlig. Det eneste han havde brug for var, at han kunne heale. Hvilken tilstand han ellers var i, var ligegyldig for ham.
"Dit liv her vil blive bemærkelsesværdigt nemmere, hvis du samarbejder. Jeg er ikke en tålmodig mand, men jeg handler heller ikke uden grund" Han gjorde intet for at skjule truslen i sine ord, men han havde også andet at give sig til, end at afstraffe Aldric. Hvis sandheden skulle frem, ville han nok foretrække ikke at se noget til ham, bortset fra når han skulle bruge hans healingevner.
"Så længe du samarbejder, er alt i huset til din frie afbenyttelse, det indebærer biblioteket. Du vil få lov til at beholde et behageligt værelse, og du vil have adgang til køkkenet. Jeg forventer at du følger mine ordrer, det indebærer at du ikke forlader min ejendom, medmindre du har fået det at vide af mig. Jeg går ud fra at jeg ikke behøver at fortælle om konsekvenserne, hvis du bryder mine regler"

Med et fortsat bange og lettere vantro udtryk, lyttede Aldric til det, Marad havde at sige. Sat i verden for at skabe den ultimative sygdom, selv healere ikke kunne heale. Hvilken katastrofe, det ville være! Han blev endnu mere bleg ved tanken. Så mange syge mennesker. Nok vidste han ikke meget om anatomi, men han vidste da lidt om, hvor hurtigt en sygdom kunne sprede sig i et tætbefolket område. hvordan en syg besøgende kunne smitte en hel landsby på en dags overnatning. Tænk hvis sygdommen ikke kunne heales. Og det lød ikke til, at manden snakkede om en mild forkølelse, men dødelige sygdomme. Aldric sank en klump. Det kunne han umuligt hjælpe med. Ikke om det så gjaldt hans liv!

Men det gjaldt ikke hans liv. Det gjaldt alle de pigebørn, han havde set i huset. Deres liv. Han fugtede sine tørre læber. Da marad nævnte noget med en bestemt pige, der havde fået en fascination af ham, så han forvirret ud og rynkede panden. Han havde da ikke... åh. Sierra. Han var ikke fascineret, han var... hun var sød og venlig, det var alt. Men det var lige meget. Han kunne ikke lade hende dø, lige så lidt som nogle af de andre.
Men hvad skulle han så gøre?

Det lød ikke som om, at han ville få nogen mulighed for at vælge selv. Det var at heale under tvang - en tanke, der fik ham til at gyse, for han vidste godt, hvad tvangen var, han havde jo lige fået en forsmag - eller heale frivilligt og måske finde en udvej en dag. Tanken om at være lukket inde i et pyntet fængsel igen, lige meget hvor mange bøger der var, gjorde ham dårlig, men var der andre muligheder lige nu?
Og et eller andet sted var han bare så træt, at tanken om at slippe for at skulle rejse og leve på landevejen, næsten var lettende. 
Han flyttede lidt på sin og hans ansigt fortrak sig kort i afsky.
"Det lyder ikke til, at jeg har noget valg." Han tøvede lidt, inden han snakkede videre. "Jeg healer. Det er mit kald. Men det bliver ikke med min gode vilje, at jeg hjælper dig. Det er kun for pigernes skyld."

Marad havde store planer for fremtiden. Planer som inkluderede mange væsners død. Han havde allerede brugt alt for mange år på at fuldbyrde sine planer. Forhåbentligt ville Aldric være en dygtig nok healer til, at han faktisk kunne føre planerne ud i livet. Al den forfærdeligt vidunderlige ødelæggelse han kunne forårsage. Selvom han nød at se healere langsomt dø var han ved at være træt af hele tiden at skulle opdrive nye og bedre healere. Det tog for meget af hans tid.
Han kunne ikke skjule et smil ved synet af Aldrics afsky. Han kunne afsky ham nok så meget han ville, det morede ham blot.
"Man har altid et valg. DU kan vælge at hjælpe mig, eller lade være. Der er konsekvenser ved alle valg, og dem skal du selv leve med.. så længe du nu ville formå at holde dig i live" 

Han rejste sig fra stolen, og rettede på de få krøller der var kommet i hans tøj. 
"For mig er det ligegyldigt, om det er med din gode vilje eller ej. Jeg har givet dig et valg, og jeg har fortalt dig hvilken fremtid du går i møde, hvis du er unødvendigt til besvær"
Han gik hen til døren, hvor han kort vendte sig om og så på Aldric.
"Jeg sender besked efter dig, når jeg har brug for dig. Jeg vil ikke anbefale at du forstyrrer mig, men du kan sende besked med en af stuepigerne, hvis det skulle være nødvendigt."
Han så afventende på Aldric for at sikre sig, at han havde forstået de simple instrukser. Nu havde han ærlig talt bedre ting at tage sig til.

Tavst lyttede Aldric til alt, hvad Marad havde at sige, bleg og med store øjne. Da han rejste sig, var det som om, at Aldric endnu mere forsøgte at blive en del af væggen, men der skete ikke noget. Manden gik i stedet hen til døren. Det afventende blik fik ham til at nikke svagt og han så efter Marad, da denne gik. Og lukkede døren bag sig. 
For et øjeblik sad Aldric som forstenet. Han var blevet kidnappet. Fanget på en gård med en psykopat.

Tårerne begyndte hurtigt at falde og han græd hjerteskærende med hovedet gemt mod sine knæ. Det mindede ham om hans tid i templet, der havde han bare ikke skulle hjælpe med at udrydde hele verden. Og de havde aldrig slået ham, ikke mere end hvad der havde været fortjent. Denne mand tævede ham halvt til døde. Smerten sad stadig i hans sind og han var bange.

Han måtte flygte. Han måtte... et indre billede af de unge piger, der havde hjulpet ham, de unge piger, der syntes at være at finde over det hele, dukkede op i hans sind. Hende han havde healet. Marad brugte dem som forsøgskaniner. Og det ville være hans opgave at sørge for, at de ville overleve.
Et eller andet flyttede sig i ham og han holdt op med at græde. Ilden begyndte at brænde i ham. Han måtte hjælpe de stakkels piger. På en eller anden måde, om det så bare var at redde dem fra at dø af mandens sygdomme. Og måske, med tiden, fandt han en måde at få alt dette til at stoppe.

Han sad længe, krøllet sammen og med rodede tanker i hovedet, inden han langsomt gled ned at ligge under tæpperne igen og udmattet faldt i søvn igen. Hvad den næste tid måtte bringe, var ikke til at vide. Men let ville det ikke blive.