Aldric

Healer

Status: Inaktiv

Godkendt: 07.09.2017

Antal posts: 149

Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Aldric Dai
Kaldet: Aldric
Køn: Mand
Alder: 21
Fødselsdag: 17. februar 1999
Tilhørsforhold: Neutral God
Tro: Han ved det ikke rigtigt
Erhverv: Healer
Nuværende levested: Omrejsende - Han rejser rundt uden noget fast mål
Race: Menneske

Udseende

Højde: 175 cm
Vægt: 72 kg
Aldric er en mellemhøj, slank ung mand med lettere brede skuldre. Hans krop er dog ikke muskuløs, men heller ikke tynd, da han ikke har manglet mad de sidste mange år. Man kan dog godt fornemme, at han voksede op uden adgang til al den mad, han havde brug for. Spredte ar kan findes, de fleste stammer fra hans fald ned af klippen. Det værste ar er dog at finde i hans ansigt - det strækker sig fra lidt over hans højre øjenbryn, ned igennem øjenbrynet, ned over øjet og halvvejs ned over hans kindben. Det har som årene er gået, fået den almindelige hvide farve ar får. Det er takket og bredt. Selve øjet er der endnu, men det er meget tydeligt, at det fysisk har været gået i stykker, som det også er arret. Pupillen og iris kan ikke ses, men er dækket af en lys grå hinde, der kun er et par toner mørkere end det hvide i øjet.
Resten af hans ansigt er ganske kønt, om end en smule kantet med en kraftig, lige næse, firkantet, lidt spidst hage og en skarp kæbelinje. Hans ene fungerende øje er i en grønlig farve, hans læber blege og en smule fyldige og en lille hvid skønhedsplet på hagen i venstre side. Hans hår er kulsort og halvlangt med kraftige bølger, der næsten kan kaldes krøller.

Af tøj har han kun et par tykke strikkede trøjer i grålige farver, en enkelt ærmeløs tyndere trøje, et par kraftige løse bukser i mørk brun og et par praktiske støvler. Derudover har han en god kraftig kappe, som er beregnet til hårdt vejr.

For det meste vil man se ham med et armygrønt tørklæde bundet om hovedet for at dække det døde øje og arret, men han har det dog kun på, når han ved, at han kan risikere at støde på væsner, så når han går alene ude i ingenting, har han ansigtet frit.

Han har en enkelt kniv i bæltet, men ellers ingen våben, da han ikke ved, hvordan man bruger dem. På ryggen har en rygsæk med sine løse ejendele, der blandt andet inkluderer to tæpper, et vandskind, fyrtøj og den ekstra trøje.
Om halsen var han en halskæde med et vedhæng af ben, der er skåret ud som en fugl.

Magi

Magisk evne (1): Healing. Aldric kan heale næsten alle former for skader i et levende væsen (dyr og væsner). De fleste uden nogen former for mén, men næsten allerede helede sår vil få ar og i forvejen eksisterende ar kan han ikke gøre noget ved. Almindelige sygdomme, virus og bakterie, kan han oftest uden problemer heale, dog med undtagelser. Genbetingede sygdomme kan han for det meste også klare. Magisk skabte og påvirkede sår og sygdomme har han ingen indflydelse på.

Han er en meget stærk healer, der har evner til at heale meget store skader og sygdomme og også for flere personer i træk. Men alt godt har en bagside, og når hans energi er brugt op, rammes han hårdt. Ud over voldsom træthed, der gør, at han næsten ikke kan stå på sine ben, en knaldende hovedpine grænsende til migræne og kvalme, har al den negative energi fra sygdomme og skader hobet sig op i hans krop, hvilket over tid gør ham syg og til sidst vil slå ham ihjel, hvis han ikke kommer af med det. Måden han kommer af med alt det her er, at lede den dårlige energi væk fra sig selv. Ind i et andet levende væsen (dyr, træer, væsner), ned i jorden eller ind i en ting, der er stor nok til at rumme det. Resultatet af det er, at personen/træet/jorden/kampestenen/hvad end det er, dør. F.eks. vil en kampesten flække, et træ vil visne og den plet på jorden vil i meget lang tid være ufrugtbar. Et levende væsen vil som et træ, visne, blive gammelt på sekunder og dø, grå og mumieagtig.
Det går ikke stille af sig, når han overfører energien, det er som en lydløs eksplosion, der fysisk kan mærkes af omkringstående som en trykbølge. Ikke at der sker noget voldsomt, ting flytter sig ikke, man kan bare mærke bølgen af dårlig energi/magi.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): -
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Personlighed

Aldric kan vel roligt kaldes en meget forvirret ung mand. Hans liv har været meget rodet og fyldt med store omvæltninger. Han ved ikke helt, hvad han skal tro og tænke. De sidste seks år han har fået at vide, at havde en mening med livet, men efter han fandt ud af, at der var blevet løjet for ham, er han ikke så sikker længere. Han er blevet udnyttet og han ved ikke helt, hvordan han skal håndtere det.
Vreden er lige nu nok det mest fremtrædende. Vrede mod verden, vreden mod guderne, som han ikke ved om han tror på, vrede mod sin familie og vrede mod alt, der har noget at gøre med Kile. Og samtidigt er han ulykkelig. Ulykkelig, sorgfuld og deprimeret, som han ikke ved, hvor han står henne i verden.

Men hvis man fjerner alle de overliggende følelser, vil man hurtigt opdage, at han er en god person. En der bare gerne vil hjælpe så godt han kan, gøre verden et bedre sted at være. Og selvom han har glemt, hvordan man har det sjovt, er han stadig legesyg og drillende, smilende og leende. Det er bare gemt væk til noget eller nogen for ham til at finde den del af sig selv frem igen.

Som han tog fra kiletemplet var han ved at overveje, om han nogensinde skulle bruge sin evne igen, som den er blevet misbrugt i de mange år, men er kommet frem til, at han ikke kan gemme den væk. Men han vil aldrig nogensinde lade sig selv udnytte på den måde igen.

Aldric har det ikke ret godt med sig selv, især ikke på grund af al den dårlige samvittighed, som er blevet bygget op. Først er der hans brors død, som han ser som sin skyld. Derefter kilepræsternes overbevisning om, at hans døde bror er skyld i hans evne (om han tror på det ved han ikke rigtigt, men tænk nu hvis?). Og nu alle de mennesker, som må tro, at han er et forfærdeligt menneske, fordi kilepræsterne tog penge for hans hjælp. Derfor vil man nok opleve ham gøre det så svært for sig selv som muligt, forære ejendele væk og sige nej tak til betaling for hjælp. Han er overbevist om, at han ikke fortjener noget som helst godt.

Det ødelagte øje skaber problemer for ham. Ud over at han somme tider får ondt, har det også en psykisk vægt. Han har set, hvordan folk stirrer med en blanding mellem fascination og forfærdelse på arret og det døde øje og nogle dage skjuler han det bag et tørklæde, som han binder om hovedet. Det står for ham som et tegn på hans broders død, et minde han ville ønske, han kunne slippe for.

Man skulle måske tro, at han er svag psykisk, men under forvirringen er han ganske stædig og hårdfør. Selvom han ikke altid føler sig veltilpas blandt andre, vil de fleste sige, at han har en behagelig personlighed og han har let ved at få venner.

Styrker:
- En psykisk underliggende styrke
- Sin evne
- Han har trods alt en ganske behagelig personlighed og de fleste kan lide ham

Svagheder:
- Vreden mod verden
- Manglende kendskab til våben og kamp
- At han altid sætter sig selv sidst

Baggrundshistorie

Aldric blev født ind i en familie, der boede helt ude ved den østlige kyst, næsten helt oppe ved grænsen til norden. Forholdene var barske, som den lille landsby lå langt væk fra alting på de forblæste klipper. Ikke det mest optimale sted at bo, men det var et hjem.
Den lille familie bestod af Aldrics mor, far og en storebror ved navn Heron. Selvom de var fattige og sommetider ikke altid havde mad på bordet, var det et godt og kærligt hjem. Aldrics storebror, der var tre år ældre end ham, tog sig godt af ham og de brugte det meste af deres tid sammen.

Intet spændende skete igennem Aldrics opvækst. Indtil en skæbnesvanger dag, ikke længe efter, at han havde rundet sin 12 fødselsdag. Det var den rigtige tid på året til at samle æg fra de fugle, som havde reder i de stejle klipper ud til stranden og Aldric og Heron klatrede rundt som de altid havde gjort og samlede æg ind. Pludseligt skred klippen under Aldrics fødder. Panisk fik han grebet fat i kanten og undgik at falde det lange stykke ned af klippen, ned på stranden. Straks var Heron ved ham og med et fast greb i hans arme, forsøgte han at hive op. Men klippen var skrøbelig og gav efter for presset og de faldt begge ned af skrænten. Som deres kroppe ramte klippen, satte de et klippeskred i gang og stenene hamrede i mod dem. En enkelt sten ramte Aldric i ansigtet, hen over hans højre øje, og efter smerten blev alting sort. Som de ramte bunden, brugte Heron sin krop som skjold for Aldric i mod de faldende sten, som de blev begravet. De store sten hamrede over ham og slog ham ihjel, men Aldric lå beskyttet under ham.
Da Aldric vågnede med voldsomme smerter i ansigtet og i hovedet og ude af stand til at se med sin ene øje, kunne han skimte Herons døde blik. Og selvom Aldric skreg og skreg sin brors navn, var der ingen tegn på liv. Til sidst måtte han indse, at Heron aldrig ville trække vejret igen. Tiden gik og Aldric kæmpede selv med luften, klemt fast under sin brors krop og de mange kilo sten. Som han var sikker på, at han ville følge sin bror ind i døden, hørte han et råb. Og med sine sidste kræfter skreg han om hjælp.

Da de endeligt fik ham gravet ud, var han bevidstløs. Hvilket måske var meget godt, da reaktionerne på hans tilstand var stille og sammenbidte. Der var ingen tvivl om, at han aldrig ville komme til at se igen på det højre øje. Der var ingen healere i nærheden og øjet måtte hele så godt det kunne selv.
I lang tid lå han hjemme i sengen og led under smerterne fra det ødelagte ansigt og sorgen over Heron. Den dårlige samvittighed var ved at æde ham op. Hvis han nu bare havde været mere forsigtig. Så var det aldrig sket.
En dag tvang hans forældre ham til at gå ud. Hans øje var næsten helet, hvilket efterlod et langt grimt ar, der gik fra hans øjenbryn, ned over øjet og halvvejs ned over kindbenet. Af skam havde han fået sin mor til at binde et tørklæde om hans hoved, så ingen kunne se det. Langsomt og usikkert på ubrugte ben, gik han ned igennem landsbyens eneste gade med blikket i jorden, ude af stand til at se på nogen. Og fordi han ikke så sig for, endte han med at gå ind i en ældre kvinde, der var stoppet op med et voldsomt hosteanfald. Som han greb ud for at forhindre hende i at falde, kom hans hænder i kontakt med hendes hud - og noget skete. Hvad kunne Aldric ikke forklare, men kvinden spærrede øjnene op og tog en dyb, fri vejrtrækning, pludseligt fri fra sine fysiske skavanker.

Det spredte sig hurtigt, at den enøjede dreng havde fået evner til at hele og for et tid brugte han sin energi på at hjælpe landsbyboerne og de omkringboende bønder med deres onder. Det var en hård evne pludseligt at besidde, men det hjalp Aldric med at håndtere den dårlige samvittighed. Og sorgen.
En dag kom der en gruppe mennesker ind i landsbyen, klædt i de genkendelige sorte rober og de røde masker. De ville snakke med Aldrics forældre. Det blev forklaret, at Aldrics evne var meget speciel og man ønskede at bringe ham til kiletemplet, der lå lidt længere syd for landsbyen, hvor han ville kunne komme til at hjælpe mange flere personer end i den lille landsby. Og Aldrics forældre selvfølgelig ville blive rigeligt kompenseret for tabet af deres søn, så de ville kunne leve uden at mangle noget. Og hvem kunne sige nej til at lade sin søn tjene Kile og samtidigt have udsigt til et økonomisk ubekymret liv? Så Aldric måtte følges med kilepræsterne tilbage til deres lille tempel. På en måde var han glad, for her fik han mulighed for at hjælpe endnu flere. Samtidigt var han ked af at forlade sit hjem og sin familie.

Præsterne afslørede hurtigt for ham, at de mente, at hans pludseligt opståede evne var hans storebror, der i døden havde besluttet sig for at give denne evne til ham og at det var Kiles vilje at lade ham få den, så længe han tjente hende. Og Aldric, der jo stadig var et barn, blev hurtigt presset til at tro det selv. Så han begyndte at heale og heale og hjælpe så mange mennesker han kunne, ofte langt ud over hvad han kunne holde til. Det var også her konsekvenserne af hans evne begyndte at vise sig, men med præsternes hjælp, kom der også under kontrol.

Årene gik. Præsterne tog sig godt af Aldric, selvom de krævede meget af ham. De lærte ham at læse og underviste ham også lidt i historie og andre mere kedsommelige ting. Og guderne, selvfølgelig, med fokus på Kile, som han også lærte at tilbede. Aldric levede i den overbevisning, at han hjalp alle dem, der havde brug for hjælp, men efterhånden begyndte han at få en nagende følelse af, at der var noget galt. Hvad han ikke vidste var, at det lille tempel ikke længere hørte officielt under Kile. Præsterne var brudt fri af ordenen og havde lavet deres egen lille gruppe af troende. Og de, der kom for at blive healet, fik kun lov til at møde Aldric, hvis de kunne betale for det. Nogle gange måtte familie give uhørlige summer for at redde deres kære. Men det vidste Aldric ikke og den dag han fandt ud af det, gik hans verden i stykker igen. Her troede han, at han gjorde noget godt for alle, som havde brug for det, men i stedet hjalp han til at ruinere væsner, som havde brug for hjælp.
Nogle uger gik, mens han overvejede, hvad han skulle gøre. Og en mørk blæsende aften pakkede han i al hemmelighed en taske og forlod templet uden at blive opdaget, næsten seks år efter, at han var ankommet. Uden mål, uden plan, fandt han vej til stranden og begyndte at gå syd på. Præsterne ville nok starte med at søge efter ham hjemme.


Familie: Forældre, der stadig bor i en lille landsby ved den nordlige østkyst
Storebror (afdød)

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Over middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Fantastisk

- I wanna heal, I wanna feel like I'm somewhere I belong -
Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 3