Rouku tog en dyb indånding og stod med en hånd hvilende på sin hofte mens han tænkte lidt over det. Der var bestemt en mulighed, men problemet var at der også boede andre ting så højt oppe i bjergene. Nemlig dragerne. Og de var så absolut ikke rart bekendtskab - specielt ikke nu hvor magiske evner var sat ud af spil.
"Vi kan ikke bare gå derop lige nu.. Vi skal bruge oppakning og en plan.." hvor fristende det end var bare at gå derop, selvom der var langt. Tanken om mad gjorde de fleste frygtløse i disse situationer. "Kom, lad os tage hjem i stedet og se på det.. Dragerne er stadig en trussel for os" han smilede til Llyr, taknemmelig for hans forslag og man kunne se at han satte pris på det. Det var altid svært at udtrykke disse ting med ord, men selvom Llyr var så meget anderledes end Rouku betød jo ikke at Rouku ikke var stolt af sin lillebror.. Når Llyr altså lige lod være med at blive spist af en bjørnemor..

Rouku havde altid været den mere praktisk sindet af de to af dem. Hvilket ikke var så overraskende når man så på hvad de brugte deres tid på. Llyr selv ville aldrig have overvejet at de nok måtte bruge en plan. Han var bare taget afsted, men det var nok også fordi at han altid havde haft heldet på sin side. Det havde gjort at han ikke i samme grad skulle tænke sig om når han foretog sig noget. I sidste ende løste tingene sig dog for Llyr, og han var endnu ikke kommet ud for en situation der ikke havde løst sig selv.
"Det har du nok ret i..." dragerne var altid et problem her i omegnen, og selvom Llyr ville elske at studerer en, så ville han n ok aldrig rigtig få lov til det. Det var for farligt at gå så tæt på en, men de var så forbandet fascinerende. Han havde dog godt hørt rygter om at der var drager i Hovedstaden som Lysets Krigere kunne komme tæt på. Det ville da være som en drøm der gik i opfyldelse. Men de ville nok ikke lade ham komme så tæt på trods alt.
Han sørgerede for at hans alle redskaber var lagt ned i taskerne der var på hans bælte, før han nikkede. Ja, de måtte nok hellere bare gå hjem nu. Han tvivlede på at Rouku ville lade ham blive ude efter det tidligere stunt. Han var trods alt stadig storebroderen.

Det var ikke unormalt at Rouku frygtede for om Llyr kom hjem i et stykke. Man kunne være stærkt jaloux over hvor heldig den pokkers til knægt kunne være, men det var også nogle gange tæt på at gå galt. Rouku havde ofte, alt for ofte overværet at singene var lige ved at gå galt, og han krummede stadig sine tæer bare ved tanken. Men i det mindste lyttede han til fornuft lige nu.
Rouku smilede med et løftet øjenbryn, ja om han havde ret! Men der var ingen grund til at hænge sig i de ting lige nu. Det gik for godt med at enes til at sætte det over styr.
Rouku sikrede tasken omkring sin skulder og rejste sig op igen, inden han strak ryggen og kiggede sørgsmodigt omkring. "Kom, lad os gå hjem.. Så kan vi ligge en plan" og Rouku kunne forhåbentlig overtale Lorcán til at tage med i stedet, eller i hvert fald også med. Han var stadig ikke helt tryg ved at sende Llyr ud i så farlig en situation og ja, det var helt præcis fordi han betvivlede sin lillebrors evne til at se hvad der var farligt og dumt og gøre!

Det var egentlig heller ikke helt retfærdigt at Llyr var så heldig egentlig. Men ingen kendte egentlig til grunden til dette held, især fordi det var helt absurd. Der var folk der var heldige... og så var der Llyr. Heldet havde altid været i hans ryg, hvert et skridt han havde taget i livet. Han havde da oplevede sorger, men det var intet i forhold til andre.
Den yngre bror nikkede da Rouku nævnte at de skulle tage hjem og ligge en plan. "Det er nok for det bedste," mumlede han, men kiggede alligevel op mod bjergene. Han havde ikke været der i nærheden af nok gange, i forhold til hvad han gerne ville have været. Der var liv og planter deroppe, som han ikke havde studeret som han ville, men det var svært at bevæge sig derop, når han ikke selv havde et dyr der kunne begå sig i bjergene. For ikke at sige at hans bror næppe ville lade ham tage afsted med de drager der lurede.
Han begyndte så ligeså stille at tage et skridt foran det andet og bevæge sig hjemad. Deres mor ville nok være lykkelig over at vide at ingen af hendes drenge var kommet i alt for mange problemer og var kommet til skade.

Til trods for at Llyr altid var så svine heldig som han var, hindrede det ikke Rouku i at være overbeskyttende. Han selv var jo blevet noget så livsfarligt som dragejæger! Noget der virkelig var at sætte livet på spil på daglig basis, men han ønskede ikke at hans lillebror skulle gøre det samme. Mest af alt fordi, alt den held måtte få en ende før eller siden. Rouku var aldrig sindsygt heldig. Jo, heldig nok til ikke at blive grilstegt af en drage, men det var også sådan ca der hans held stoppede for det meste, og det var fint. Men han følte alligevel dobbeltstandarden trykke når han forsøgte at forbyde Llyr at gøre ting. "Så er der også chance for at vi får det rigtige udstyr med" opmunterede han den anden nu han havde fået frataget sin tur op i bjergene af fornuftig planlægning. Mon ikke han blev god igen.

//afsluttet