Lucid blev overrasket. Men hvorfor? Hvorfor blev han stadig overrasket over, hvor meget viden mørket, eller skulle man hellere sige Zahinael, vidste om alt her i verden. Han var langt bedre at gå til, end det store opslagsværk, der fandtes her på hovedbiblioteket. Han hvilede sit blik på Zahinaels smørrede smil og var komfortabelt med det.

”Åh,” Sagde han, og bøjede hovedet, da Zahinael erkendte, at skattejagten var ved at blive for omfattende for ham. Han kunne ikke lade være med at blive lidt skuffet, ved tanken om at måtte fortsætte egenhændigt. Der var jo ingen tvivl om, at uden Zahinael, havde han ikke nået så langt, som kun at kigge ind ad ruderne til templet, og bare… drømme derudaf. ”Jeg forstår. Det er ikke til at sige, om skattejagten overhoved slutter ved obelisken, eller om det blot er endnu en ledetråd til en helt ny, hemmelig lokation. Men uanset hvor irriterende og måske endda lidt nedværdigende, denne her oplevelse har været, så har jeg virkelig nydt at se hvordan du arbejder.” Måske var det endda det sjoveste han havde oplevet, siden… ja, måske siden dengang hans drømmekræfter ledte ham i retning til Zaladins ansigt, der gemte sig dybt nede i en grotte, bevogtet af ældgamle fælder. Præmien til denne skattejagt, ville umuligt glæde ham lige så meget, men Lucid gjorde ikke dette for præmiens skyld. Det var faktisk svært at acceptere, at Zahinael hellere ville tilbage til arbejdet! Sådan en mand kunne da godt slippe ansvaret bare lidt. Det var jo ikke fordi mørket gik nedenom og hjem, bare fordi Zahinael var væk en lille uges tid, vel?

”Jeg tror gerne jeg vil fortsætte lidt endnu,” Konkluderede han endeligt. ”Jeg tror måske, jeg har hørt om en teleportør-gruppe. Deres leder er en skovelverkvinde, der hedder Lara. Måske, hvis du kunne hjælpe mig med nogle oplysninger om, hvor jeg kan opsnuse denne kvinde, og ej at forglemme nogle præcise koordinater til skovalfelunden… Så skal jeg være dig allerhøjest taknemmelig.”

    Skuffelsen i Lucids stemme var næsten til at tage og føle på, og det virkede helt ind i Zahinaels golde sjæl. Med et så isoleret liv som hans, hvor han skubbede de fleste væk og slog resten ihjel, betød de få venner, han havde, mere end han kunne sætte ord på - og måske mere end han faktisk selv anede. Han drog et dybt suk.
    "Det er ikke fordi jeg ikke vil, Lucid, det må du endelig ikke tro," sagde han. "Det er arbejdet, der ikke kan klare sig selv, fordi Mørket er fyldt med uduelige daglejere, der på ingen måde trækker deres del af vægten."
    Men det var også en undskyldning. Ingen havde bedt Zahinael om at fikse alle Mørkets problemer, men det var lidt endt med at blive hans opgave alligevel. Og som en ellers stor fortaler for, at man gik fra arbjdet, der ikke burde være ens ansvar, var han en kæmpe hykler, når det gjaldt hans eget. Han nærede ingen tanker om bare at lade det synke, mens han daldrede rundt på en skattejagt. Det var som at reparere skibets skrov, mens det stadig var på havet lige nu, og selv denne distraktion - hvor end forfriskende - gav en nagende knude i brystet af bekymring over alle de ting, der kunne gå galt i hans fravær.
    "Lara siger mig ikke lige noget," sagde han så til delen om en teleportør. "Måske et efternavn vil hjælpe, hvis hun har sådan et. Ved du hvad? Du kan tage til bogbinderiet, hvor mine folk vil stå klar til at give dig hvadend info, du skal bruge på hende, såfremt vi har noget. De ved allerede, at de skal hjælpe dig, hvis du dukker op, og jeg ikke er til stede. Er der noget at finde på denne Lara, er det i vores arkiver dér."
    Det føltes enormt forkert - som at efterlade en ven i nød med ikke særligt meget mere end en frokostpose til en enkelt dag.
    "Hvis du finder en teleportør, så sig til." Endnu et suk. "Så skal jeg nok tage med dig."

Der var ingen tvivl om, at når Nael snakkede om Mørket på den måde, så var det fordi han virkelig følte at de var uduelige uden hans hjælp. Og faktisk tænkte Lucid også sådan om dem. De havde brug for gamle dæmoner til at lede dem, og alligevel satte mørket deres lid til mennesker med spæde liv og begrænsede erfaringer. Han forstod godt... At deres tur måtte slutte her.

Lucid var klar til at tage imod den hjælp han nu kunne få fra Zahinaels folk, og så klare den alene derfra. Men det grå ansigt lysnede forventningsfuldt op, ved realiseringen af, at der var et spinkelt håb for, at Zahinael ville tage med ham alligevel. Åh, det skulle nok blive godt. Han sagde jo at han havde travlt og lod som om, at han kun gjorde det for Lucids skyld, men Lucid mistænkte ham for at han inderst inde morede sig lidt.

"Åh, jamen så skal du glæde dig," Lo den støvede, grå dæmonmand "Jeg vil nemlig gøre mit bedste, når nu du lover sådan." 

Og med de ord, drog Lucid afsted mod trappen for at forlade bibliotekskælderen, med tanken om at søge hjemad...