Således lød den gamle gåde altså.

Lucid havde ikke stiftet bekendtskab med denne gådefulde ledetråd, før indtil for ganske nyligt, eftersom han ganske vidst havde været indespærret bag Kzar Moras porte i årtusinder. Nu hvor han atter var fri og tilbage i hovedstaden, lærte mange nye ting om smukke Dianthos dag for dag. Det skulle være et under, hvis Reina ikke allerede havde løst gåden for længe siden. Især fordi Lucid ikke var et splitsekund i tvivl om, at ledetråden førte sine skattejægere imod Isarikatedralen. Lige præcis her, hvor en ypperstepræst af Zaladin aldrig skulle placere sine nøgne, grå fødder. Det var en uskreven lov.

Hvilken skam, for selvom Lucid havde mange år på bagen, havde han ikke mistet sin eventyrlyst.
Han stod blot udenfor templets store døre, som han så ofte gjorde på sin vanlige rute igennem tempelhaverne, og kunne blot gisne om, hvordan det så ud indefra.

    Det var ikke underligt at se ypperstepræster spadsere rundt i tempelhaverne. Ej heller var det underligt at se ypperstepræsten for Zaladin gøre det. Opholdet foran Isarikatedralen var i sig selv heller ikke ekstra bemærkelsesværdigt. Nej, det mærkværdige opstod efter de første otteogfirs sekunder. 
    "Har du endelig fundet en vinkel på Reina, kære ven?" lød Zahinael stemme ved siden af Lucid. 
    Normalt ville ypperstepræsten fortsætte sin vandre rundt mellem de grønne træer og buske, men i dag var han blevet stående. Nu hvor Zahinael stod ved siden af ham, lagde han også mærke til en ekstra glød i Lucids blik. En hungren, som ikke plejede at være der, når hans gamle ven stod foran katedralen.
    "Åh, du vil derind i dag?" spurgte han, før Lucid endnu havde fået tid til at svare på Zahinaels første forespørgsel. Det her var pludselig blevet meget mere spændende end først antaget. Dét der var ikke blikket hos en dæmon, der havde fået information nok til at gå mod en af sine modstandere. Det der var blikket hos en, der havde noget at udføre lige nu. 

Det var en dybt fokuseret Lucid, som Zahinael nærmede sig, men han reagerede straks med et gib i kroppen, da han pludselig blev opmærksom på, at han ikke længere stod alene. Han havde ikke regnet med at møde hans gode ven Zahinael her, og det føltes næsten som om han var blevet ’taget’ i at fantasere om det forbudte.

”Zahinael,” Hilste han varmt. Der var ingen der forstod ham lige så godt som ham, men der var alligevel ting, som han følte, at han ikke burde dele med nogen. Der var skam nyt i sagen, om hende, og alligevel var der ikke sket noget nævneværdigt. Han havde mødt hende, og hun havde afvist hans forsøg på at forsone sig. Det var ikke lige noget Lucid var ved at dø efter, for at fortælle om. Han skævede lidt rundt for at se om de var alene, og at ingen havde hørt dem nævnte ypperstepræstinden ved navn. Det var der ikke. ”Desværre ikke, nej.” Svarede han lidt slukøret, men kvikkede op med det samme igen ”Jeg stod lige og studsede over noget. Hør, har du hørt de rygter der går? Om Opalias skat? Meget tyder på at den bliver gemt derinde. Det lyder lidt som en reklame… Hvis du spørger mig. Desværre kan jeg ikke gå derind. Det vil være som at bevæge mig ind i fjendens lejr, hvis du forstår.” Ikke at Reina regnede ham for noget. Hun bekymrede sig ikke det fjerneste om ham, tilsyneladende.

    "Opalias skat?"
    Jovist havde Zahinael hørt om den, men han havde aldrig taget den seriøst. Der var et par muligheder til den, jo. Den kunne være en ammestuehistorie - så var den ligegyldig. Den kunne være en skrøne, og derfor bygge på et eller andet sandt men højst sandsynligvis blot blive brugt til at lære folk et eller andet. Så kunne den være lokkemad for at tiltrække gravrøvere eller Opalias gamle fjender umiddelpart efter hendes død, og i det tilfælde var den spændende, men heller ikke just værd at bruge tid på. 
    Og så var der det usandsynlige tilfælde, hvor den var sand. Så ville den tiltrække alskens lykkeriddere, og alene af den grund ville Zahinael holde sig langt væk. Der var ikke værre typer personager at støde ind i ved højlys dag. Men Lucid var jo ikke just den type. Zahinael lavede sig en mental note om at give manden en hobby ved lejlighed, men for nu måtte man vel lege med. Der var ikke noget andet presserende i gærde alligevel, og hvis Lucid var her, måtte han jo have fået færten af et eller andet. Måske var præsten draget af historien netop fordi den så entydigt ledte til Isaritemplet.
    "Den hvide og gyldne sol må klart referere til Isaris symbol inde i katedralen. Hvordan er remsen derfra? Vand vil vise vej - Solen skinner mod målet?" fortsatte han. "Døbefonten derinde er et oplagt valg her, i samspil måske med lyset ind fra det store vindue bagved. Vi kan gå om ad monkeindgangen på venstre side. Det bør lade os se ind fra siden, uden at du behøver gå direkte op ad kirkegulvet. Hvordan lyder det?"

"Så du kender den," Konstaterede den mørkklædte ypperstepræst. Han var både overrasket over at være den eneste, der ikke havde hørt om remsen før, men forventede samtidigt at en spionmester selvfølgelig havde styr på sin sladder. Han lyttede derfor interesseret til hans vens bud på den del af gåden, han havde haft svært ved. Lucid havde undersøgt udendørsarealerne, og der var der jo masser af vand fra springvandet og tempelhavernes søer. Men som han frygtede, foregik det spændende jo nok indenfor.
Og døbefonden? Jo, hvad ellers? Der var vel næppe tale om ypperstepræstindens vaskebalje.

"Jeg synes det lyder som en storartet ide." Svarede han, og man kunne høre på ham, at han var i et opløftet humør. "Kommer man ofte i katedralen, i forbindelse med bogbinderi?" Spurgte han, som han drog afsted rundt om den store bygning med lidt hurtige skridt. Han regnede ikke med at Zahinael var bruger af Isaris Tempel, men hvis han var, måtte det være for at forstærke illusionen om en helt almindelig, troværdig mand. Mest af alt spurgte Lucid ikke for at teste ham, men ganske enkelt fordi hans eget tempel var ved at blive genopbygget i Aztaroth. Hvis han havde bare ét spir højere end denne katedral, når det engang stod færdigt, så havde det stor betydning for Zaladins trosretning.
Træer og buske holdt dem nogenlunde diskrete, men det var ikke nok til at skjule dem helt, hvis en præst eller en besøgende skulle finde på at spadsere i nærheden. Lucid nærmede sig de store ruder og kiggede nærmere på interiøret indenfor. Han spottede døbefonden, for at se, om der skulle være noget bemærkelsesværdigt over den, om der var gammel tekst eller motiver derpå.

Det generede ham dog lidt, at han skulle kigge igennem farvet glasmosaik, og ikke kunne komme ind og røre. Det var nok den eneste ulempe, der var ved at være en så offentligt kendt person, lige nu.

    "Du vil blive overrasket over, hvor mange bøger, sådan nogle præster bestiller til indbinding," svarede Zahinael muntert og stoppede hænderne i lommerne, som de begyndte at gå hen imod sideindgangen.
    Omme på siden kastede Lucid sig nærmest over vinduet for at få set på døbefonten. Zahinael kunne ikke holde en lille latter tilbage. Entusiasmen mindede om glæde hos et lille barn, der lige havde opdaget en ny ting ved verden. Men på nogen punkter, måtte livet jo også være sådan for Lucid efter de mange års indespærring. Selvom han modsat andre havde set verden gennem drømme, kunne det næppe måle sig med realiteten, nu hvor han endelig var herude.
    "Kom, Lucid," Zahinael gjorde et kast med hovedet mod sideindgangen. "Vi finder ikke din skat ved at kigge gennem vinduet, gør vi vel?"
    Udover at en sideindgang var mindre opsigtsvækkende at tage end de store porte, når man var en dæmon med horn i panden, var det også herinde, munkene havde deres kutter hængende, når de ikke brugte dem. Zahinael gik direkte hen til et bestemt skab og dirkede hængelåsen på det uden problemer. Det var næsten som om, han havde gjort det her før. Hurtigt fandt han en kåbe til sig selv og kastede en anden hen til Lucid. I en af lommerne fandt han et par handsker, som han også rakte til den askegrå dæmon, hvorefter han trak sin egen kåbe på sig og gik hen til en tilstødende bogreol. Her fandt han den tykkeste bog, han kunne og slog den op i midten, inden han gav den til Lucid.
    "Hætten op og blikket ned. Jeg skal nok tage mig af det, hvis nogen snakker til os," Det var en af fordelene ved at se menneskelig ud. "Nå, skal vi tage et nærmere kig på den døbefont?"

”Åh, Jo... klart!” Han flyttede sig straks fra sin sikre plads bag vinduet og valgte at følge med Zahinael, som naturligvis havde en god pointe. Hvis det havde været så let, havde gåden vel også været løst for længe siden. Så han fulgte med, en kende usikker på at træde indenfor, men Zahinael var allerede i færd med at røve den største munk for skiftetøj. ”Imponerende,” Lød det lavmælt bag Zahinael, da Lucid med al opmærksomheden rettet mod ham, havde opdaget et af den gamle dæmons skjulte talenter. Han var også god med låse.

Han iklædte sig den brune kåbe, udover den sorte robe og trak hætten over hovedet, og lignede mere en deformitet end en menneskemunk, fordi hornene stak besynderligt i hætten og lignede at den ville spide igennem ulden. Lucids handsker var også ved at give efter for de skarpe kløer, da han rakte taknemmeligt ud efter den store bog, og brugte den til at tildække sig med. ”Er du sikker på det her…? Jeg føler mig lidt…” Han skævede ned ad sig selv og trak forsigtigt halespidsen ind under roberne og holdt den tæt. Han manglede ord for det, men han lignede i det mindste ikke en ypperstepræst af Zaladin længere.

Han traskede afsted efter Zahinael, med bogen oppe i hovedhøjde, indtil kysten var klar. Henne ved døbefondetn knælede han for at komme den nærmere og tjekkede den denne gang med en hånd, for at finde ud af om der var symboler eller spor af vand, der kunne lede ham på sporet. Han forsøgte endda at rykke lidt i døbefonden, for at se om den på en eller anden måde skulle være mekanisk.

    Indersiden af katedralen var lige så træg som gudindens glansbillede i folkebevidstheden. Zahinael mistede interessen for projektet det øjeblik, de trådte ind i det højhvælvede rum, og mens Lucid pillede ved døbefonten med sine vanhelligende hænder, faldt hans eget blik mod gulvet, der som det eneste ikke blændede ham i afskyelig, misforstået godhed.
    "Hm," brummede han, da han så fordybningerne i gulvet.
    Han lagde hovedet på skrå og vandrede med linjerne rundt for at finde deres oprindelsespunkt. De førte ham helt hen til indgangen, hvor små, runde fordybninger i gulvet tiltrak hans opmærksomhed. Et hurtig kig rundt i katedralen gjorde Zahinael opmærksom på tre munke, der var begyndt at skæve til Lucid, som stadig knælede ved døbefonten.
    "Undskyld mig," sagde Zahinael og trådte op til munkene. "Jeg leder efter andet bind i Engleevangeliet, men kunne ikke finde den på hylden?"
    "Andet bind? Den har vi da derude."
    "Jeg så den i forgårs."
    "Har du ikke ryddet den op, da du var færdig?"
    Og så nemt var det at distrahere tre munke, som straks gik i gang med at beskylde hinanden for ikke at have ryddet op, og skyndte sig ind til bøgerne uden at tænke over, om den forespørgende, ukendte munk fulgte med. Zahinael smilede for sig selv, skridtede hen til Lucid og prikkede ham på skulderen.
    "Vi har et øjeblik alene, ven," sagde han. "Lad os lige prøve noget."
    Han tog fat i kanten på munkeroben og samlede hjørnet af den i en lille firkant. Så sænkede han den ned i døbefontens vand og samlede stoffet omkring en håndfuld vand. Det tykke robestof holdt på vandet, og med et fast greb om den lille, hjemmelavede pose, tog han lange, stålsatte skridt tilbage mod gulvfordybningernes start ved døren. Her knælede han og lod vandet løbe ned i de små, runde fordybninger.

Åh hvad skulle den stakkels dæmonpræst dog have gjort, hvis munkene genkendte ham. Han kunne ikke lade være med at skule i smug om på Zahinael og munkene, da han talte et sted i baggrunden og sendte dem afsted.
"Du lyver jo uden at fortrække en mine," Anklagede han ham, med et roligt smil, så snart Zahinael kom ham nær. Han vidste ikke hvad det var at Zahinael havde for, da han tog vandet med sig, men han droppede sine egne undersøgelser ved døbefonten og fulgte efter ham, mens han betragtede ham med nysgerrige reptiløjne. Den kloge mand havde en ide, der var så tilfældig, at den måtte kunne noget.

Han så hvordan vandet begyndte at rinde i de graverende fordybninger, og pludselig gav den sidste del af digtet mening. Lucid ville følge efter vandet, og satte tempoet op, da vandet ledte hastigt videre. Han så hvordan det ledte ham mod en dør, som han stoppede ved, og tjekkede for eventuelle fælder, der måtte være. Men det lignede jo en ganske almindelig dør. Han lyttede kun kortvarigt ved døren, og konkluderede at der var stille på den anden side.

Så han trådte ind, og blev mødt af en gammel skrift på væggen. Vejen frem i livet kommer fra at have masser af viden, stod der skrevet. Lucid havde masser af viden. Og han vidste, at den sætning ikke havde nogen sammenhæng med Isari, men var snarere Zerafinas domæne. Så naturligvis spejdede han sit blik i retning mod glasskabene, men de var aflåste. Og han prøvede ligeledes med træskabene, men det samme galt dem. Låste skabe havde dog vist sig ikke at være et problem her til morgen. "Jeg vil gerne kigge i skriftrullerne." Sagde han beslutsomt og så mod sin kære ven. "Jeg vil hurtigt kunne sortere de hellige skrifter fra, hvis bare du fifler med låsen."

    Zahinael fulgte efter den ivrige Zaladinpræst og smuttede ind i det lille rum efter ham lige idet munkene trådte tilbage ind i fællesrummet og stadig var i gang med at diskutere hvem, der ikke havde lagt bøgerne korrekt på plads. De så sig om efter Zahinael, men han fik lukket døren diskret i og nåede lige at se dem gå mod katedralens dobbeltdøre, som jo var den primære udgang og derfor det mest sandsynlige sted, han måtte være gået hen. Et lille skævt smil kom frem på Zahinaels læber, inden han vendte sig rundt og tog rummet i øjesyn.
    "Løgne kan nemt få en derhen, hvor man vil, og lige nu har du vel heller ikke tid til at vente på, at det rette øjeblik opstår," svarede Zahinael. "Så må man skabe sig sit eget øjeblik."
    Lidt distraheret af stadig at tage alle detaljerne ind, åbnede han skabslågerne for Lucid og begyndte så sin egen undersøgelse af omgivelserne. Lucid begravede sig i skriftruller, men det kunne ikke være skatten. Nok var information og viden kilden til den største magt, man kunne besidde, men dette rum havde ikke været hemmeligt.
    Langs gulvet fulgte Zahinael de riller, vandet løb i, for at se om de stoppede her, under væggen eller videre hen et sted, hvor det afslørede, at noget mere var at finde. Han lod fingrene glide rundt langs maleriets kanter for at føle efter hemmelige knapper eller løse dele. Han tjekkede bag det, bag skabene og langs gulvet. Der måtte være noget mere her - Opalias skat ville være godt gemt, siden den ikke havde nået den almene befolkning endnu.

Efter at have fået sin låsekyndige ven til at bryde låsene op, kunne den gamle dæmonpræst gå til sagerne. Lucid elskede ord. Og særligt ord, der var låst inde, af en eller anden grund. ”Tid er et underligt koncept i vores alder.” Svarede han funderende, mens han allerede var i færd med at skimme sig igennem det første pergament. Det var lidt svært at koncentrere sig om indholdet, når Zahinael sværmede sådan om ham i det lille lokale, men han tillod det, fordi han var den der havde ført dem begge så langt ind i skattejagten. Uden ham, ville han aldrig være havnet her så hurtigt.

Som han kom igennem den lille bunke af skriftruller, og ikke kunne se nogen sammenhæng med de aflåste materialer eller teksten på væggen, blev han frustreret. ”Hvorfor har man valgt at låse det her affald inde?” Lød det overraskende gnavent fra den ellers altid så rolige præst. Det var jo værdiløs viden… Han krøllede dem sammen og lod dem dumpe på gulvet. Det måtte være mere derinde. Han kørte sin hånd hen over hylderne, for at være sikker på, at han ikke havde overset noget.

Han kiggede med et fornærmet blik på den gamle skravering i væggen, med et reptilblik hvis skarpe pupiller vibrerede undersøgende fra sten til sten, for at se om hemmeligheden var i væggen. Eller om svaret skulle findes i udsigten fra vinduet? Hen drejede hovedet for at se om der var en form for spir eller fyrtårn af en art. Måske et tegn fra oven? Det var håbløst.

    Vejen frem i livet kommer fra at have masser af viden.
    Zahinael havde stået og stirret på citatet graveret ind i væggen, mens Lucid havde pillet ved alt muligt og brokket sig over alt det bras, der var stoppet ind i rummet. Nok havde rummet været en smule hemmeligt, men de var næppe de første, der var kommet herind.
    "Lucid," sagde Zahinael, uden at bemærke om han var ved at afbryde den anden. "Måske er der kun bras tilbage, fordi andre har været her før os. De ægte, gode skriftruller ville ikke blive liggende her for at samle støv."
    Han vendte sig mod Lucid med et skævt smil og et indforstået blik.
    "Du kender Isari-tilbedere. De gør alt for at holde fast i fortiden. Jeg tror, vi skal en tur på biblioteket."

    Biblioteket var noget nemmere at komme ind på som to dæmoner. Nok kiggede folk en smule, men de var vant til både dæmoner og mørkelvere efterhånden, og selvom Lucids fremtræden var noget mere voldsom end de fleste andres, gjorde Zahinaels rolige attitude tydeligvis folk mindre skeptiske over affæren. Han gik rundt med hænderne i lommen og lignede en bibliotekar, der var ved at hjælpe en stor, farlig dæmon med at finde en godnathistorie. Faktisk lignede han så meget en bibliotekar, at folk blev ved med at spørge ham, hvilken sektion, de skulle kigge i efter deres foretrukne genre. Heldigvis kendte Nael stedet som sit eget kontor på Obsidianøerne og kunne nemt sende folk hurtigt i den rigtige retning.
    "Lad os se om ikke vi kan finde noget i Isari-sektionen, som ligner det, vi lige har set i katedralen," sagde Zahinael og førte an ned til, hvad der måtte være den absolut største sektion af hele biblioteket. Ikke så meget på grund af indholdet, men fordi folk havde sat statuer, udskårne modeller og andre hjemmelavede ting op til ære for Isari. Garanteret fordi de ikke havde fået lov til at besudle kirken med deres... kunst.

Det var slet ikke gået op for Lucid, at deres besværlige arbejde med at komme ind i katedralen havde været spildt arbejde, og at de nu skulle befærde sig udenfor. Men at tage på biblioteket var måske ikke helt forkert. En ledetråd var vel en ledetråd, og hvis hans kloge, dygtige ven Zahinael mente at de skulle på biblioteket, så betvivlede han ham ikke. Han havde stor respekt for den gamle dæmon.

Så da de ankom til biblioteket, helt smertefrit, havde Lucid gemt den lyse præstekåbe bag en reol, og optrådte nu som sig selv igen. Det var et bizart syn for de få arbejdende, der nåede at spotte Zaladins ypperstepræst flå samtlige hellige skrifter ned fra hylderne, for overfladisk at undersøge dem. Han var ret træt af at skimme de vantro tekster igennem for ingenting, så nu var han mere interesseret i at finde skjulte hemmeligheder i stedet.

Hans hoved havde brug for en pause. Han overlod Zahinael til sektionen, og tog i stedet en spadsererunde ind i biblioteket. Han kiggede ned på gulvet, skeptisk. Stregerne på gulvet mindede ham til forveksling om vandløbsbanerne fra Isari-katedralen. Lucid så ned ad gangen, hvor den tydeligt sorte streg førte hen, men fulgte ikke derned. Han begyndte i stedet at aflæse pladerne under hver skulptur. Nogle af de gamle konger havde trods alt regeret i hans levetid. Et par af disse, fortjente ikke den ære at blive repræsenteret på landets hovedbibliotek. Men det var jo bare en gammel dæmons holdning. 

    Zahinael opdagede lidt sent, at Lucid var trukket væk fra deres bogjagt og endt ovre ved statuerne - heldigvis de officielle af dem - og deres dertilhørende beskrivende messingplader. Zahinael droppede bøgerne og satte pænt den, han stod med i hånden, på plads, og rettede to andre, der var blevet byttet rundt og ikke længere stod i alfabetisk rækkefølge, før han gik over til Lucid og læste Opalias beskrivende ord hen over skulderen på ypperstepræsten.
    "Se mod mørket - ja selvfølgelig er man det. Der er ikke altid lys, og mørke er ikke altid fyldt med monstre," brokkede han sig allerede, mens han læste. "Ved du hvad, Lucid? Jeg er træt af dronningernes propagandaprogram med, at bare fordi nogen i tidernes morgen er kommet til at kalde Lyset og Mørket for noget simpelt, så er alt mørkt pludselig en dårligdom, som man kun må se på, hvis man er ekstra ambitiøs, eller- oooh. Kom, måske skal vi over i historien om Mørkets slag under Opalias styre. Hvilke var hun indblandet i?"
    Zahinael smuttede videre i biblioteket og over i afdelingen om historien mellem Lyset og Mørket. 
    "Eller en brønd..." mumlede han.
    Enten her eller i... Og så så han stregerne på gulvet. Før var han taget sin normale vej ude langs væggen og ikke at gå i midtergangen til skue for alt og alle, men  nu hvor han krydsede den, så han de streger i gulvet, der havde ført Lucid hen til statuetterne.
     Midt på stregen stoppede han op og fulgte den med blikket. Fulgte den ene farverige streg efter den anden, og den ene mere mørk end den anden. Og dér. Lige der var én af dem helt sort. Zahinael fangede Lucids blik, gjorde et nik mod den mørkeste streg og gik stålsat langs den mod hvad end der ventede nede ad netop dén biblioteksgang.

Da de to ældre herrer atter var forenet for en stund, og Lucids blik endnu var fikseret på de gamle konger med en vis skepsis, blev der udvekslet lidt hyggesladder. Ak ja, det skulle der være plads til. Og selv så mange år inde i livet, kunne det stadig få et smil på de askefarvede læber. "Det var en simplere tid, da det begyndte at blive omtalt sådan," Svarede han, og lod ikke til at dele samme frustration, selvom han var enig. Lucid tog bare lettere på det, ja, han var nok bare i et henrivende humør for tiden, for, O, Zaladin havde bragt Zahinael til Lucid af en grund. Det var hans skarpe hjerne han havde brug for, for at finde sin skat - også selvom det meget muligt allerede var fundet. "Men du har helt ret. Du plejede at være meget smukkere, dengang du gemte dig i skyggerne." Zahinael snakkede om et korrupt styre, men det ignorerede Lucid bare. Der var jo en tid hvor Zahinael var udstyret med dæmoniske træk, skulle han huske på. De talte sjældent, hvis overhoved nogensinde om hvad der var hændt hans horn, vinger og hale... Bare tanken var nok til at få ham til at slå krølle på sin egen, der dog var hengemt under uldroben.

Han skævede til Zahinael med sine smukke grønblå, rolige reptiløjne. Han var allerede begyndt at gå på opdagelse, ned langs de sorte linjer. Lucid fulgte selvfølgelig med. Han kunne mærke at hans ven var ved at grave ned i erindringerne. Man måtte sige, at Zahinael bestemt ikke skuffede i dag. Det gjorde han aldrig. Han havde styr på historien, hvad end den var fortalt af mørkets følgere eller det lyse vantro folk. Han var nok for imponeret til at rose ham i dag, men lyttede i stedet med stor respekt for hvad han havde at byde ind med. Indtil han da løftede begge øjenbryn. Sagde han lige brønd?

Den sorte stribe førte dem ned ad gamle trapper. Lucid tog en af faklerne ned fra væggen, for... selvom man var født i mørke, var det rart at kunne se noget! Han gik lidt hastigere, lidt mere utålmodigt, fordi den sorte stribe syntes at vare ved for evigt. Han nærmede sig træ-podiet, og stoppede op og så ned på podiets overflade med bøjet hoved. Der stod jo noget på podiet, som umiddelbart ikke lignede noget sprog han havde set anvendt nogen steder. "Åh... facit er der." Han pegede faklen i retning af tavlen, så den blev lyst op af orange lys. Og han begyndte hurtigt og mumlende at tyde BLANDT DE ÆLDSTE GLITRENDE TRÆER FINDER DU VEJVISNINGEN MED RIDDERSVÆRD af kodeteksten.

"Måske overkomplicerer vi tingene lidt... Mørket er bare den sorte stribe, og har ikke noget med hendes mørkeste minder at gøre." Funderede han, til sin ven. "Gamle glitrende træer? Det lyder som om skattejagten fører os længere væk end jeg først troede... Amazonitskovens dybeste indre gemmer på træer med krystalblade. Men vejvisning med riddersværd? Hvad betyder det?" Han så på sin ven for svar et øjeblik, men ventede ikke på svar, før han nådesløst begyndte at pille ved træpodiet, for at se om der var noget i det. Om der mon gemte sig et sværd et sted. Lucid var ingen ridder.

    Zahinael lod kommentaren om sin tidligere pragtfuldhed gå direkte ind ad det ene øre og ud ad det andet. Ingen grund til at hænge sig i sådanne detaljer, der forlængst var rådnet væk i gammel muld. Men selvom han forsøgte at fortrænge minderne om den tid i sit liv, fik Lucids ord det til at spøge bagerst i sindet. Ligesom hans fine hale altid fik Zahinael til at længes efter sin egen, så det var rart, at ypperstepræsten ofte gemte den væk under sin robe. Ikke at Zahinael nogensinde havde fortalt sin ven om det selvfølgelig, og det ville jo heller aldrig komme til at ske. Sket var sket. Fortiden havde banet vejen for den nutid, han levede i.
    "Så, ro på min ven," formanede Zahinael, da Lucid begyndte at kradse i podiet. Sådan nogle var ofte belagt med magi som modværge til hærværk, og det ville være usandsynligt irriterende, hvis deres skattejagt skulle afbrydes af en antigraffitibesværgelse. "Men Amazonitskovene, siger du? Det kunne jo godt lyde som stedet, men ville hun virkelig sprede en skattejagt udover hele landet? Det virker som noget, man skal have mere tid til, end en dronning ville have. Men nuvel, heldigvis har jeg den her på mig i dag, fordi jeg egentlig ventede på en tilbagemelding, da jeg stødte ind i dig."
    Det var i hvert fald en halv sandhed. Op af lommen drog han et lille marmeladeglas, hvor en sovende hunalf hurtigt blev rystet vågen og straks surmulede, mens støv dryssede fra hendes vinger.
    "Amazonit-agenten," beordrede Zahinael.
    Den lille alf skulle have to ryst mere, før hun gjorde som befalet og lagde sin magi i den krystal, hun før havde brugt som hovedpude.
    "Ikke opgaverelateret forespørgsel," sagde Zahinael uden at vente på svar fra sin agent først. Krystallens lys viste ham, at der var hul igennem, og netop denne alf var ikke så stærk i magien, så det var bedre at være kortfattet og præcis, inden magien svandt igen. "Er I stødt på et riddersværd, der peger et sted hen?"
    Nu var de jo ude at lede efter sjælefragmenter til Merihem, så havde de set andet, havde de med garanti taget noter om det. Og det her var da klart nemmere end at bruge den næste måned på at trave skovene rundt i søgen efter en eller anden gammel statue, som en fordumsdronning måske eller måske ikke havde rejst som led i at gemme en skat. Zahinael hadede hele konceptet i sådan noget. Man gemte en skat til senere. Man gemte den ikke bare for at gemme den.

Det var muligt at et så gammelt et podie gemte på noget. Et sværd eller en besværgelse, måske. Men Lucid nåede at konkludere, at det i hvert fald ikke besad noget sværd, selv inden Zahinael bad ham pænt om at lade være med at smadre det. Han stoppede med det samme og vente sig mod ham, og næsten undskyldende sagde han "Nogle gange hjælper det med vold."

Det tydede på at han ikke behøvede at overtale Zahinael til at tage med ham til deres næste stop i Amazonitskovene. Måske var den gamle røver begyndt at få blod på tanden? Måske var han begyndt at dele Lucids forkærlighed for skattejagter? 

Lucid bøjede sig lidt frem for at se hvad Zahinael havde for. Det lille marmeladeglas afslørede den lille alf, der umiddelbart mod sin vilje, var tvunget til at tjene sin dæmonske herre. Lucid var selv fra en anden tid. Og det var svært at anerkende alfer for andet end arbejdskraft. Han tænkte ikke på, at det i den moderne tid, var blevet strengt forbudt at holde alfer i små flasker mere. Han afventede alfens svar. Spændt på om den mon kunne svare på et sådan svar. Ja... hvis nogen kunne hjælpe dem i skovene, måtte det da være de små, men stærke bevingede magikere.

"Hvad er du mest til? Teleportering eller flyve?" Havde den gamle dæmon mon stadig sin grif? Lucid havde en drage stående hjemme i lejren, udenfor Dianthos, men den lystrede ikke just ham, for den var ligeglad med hans ypperstepræstestatus. Men heldigvis var hans riddersoldat, lånt af mørkets hær, ivrig efter at gøre som befalet.

   "Ro på, min ven," svarede Zahinael og lagde hånden på Lucids skulder. "Ingen grund til hastværk."
    Især ikke, hvis det betød at de skulle til at flyve til Amazonitskoven. Selv på en grif ville det tage tid, og selv med teleportation ville de først skulle finde nogen, der havde kræfterne til at gøre det og præcisionen til ikke bare at sende dem et helt tilfældigt sted hen. De skove var store - hvorfor han også selv havde haft agenter derude i månedsvis uden det mindste tegn på et sjælefragment. Man fandt ikke bare lige sådan noget nemt i en skov.
    "Herre," lød det lidt skrattende fra krystallen. Stemmen kom direkte fra krystallen og ikke fra alfen, og det klingede underligt hult, samtidig med at man nærmest kunne fornemme magiens knitren henover ordene. "Vi har set et sværd. Prøvede at få det fri, hr., men uden held. Øjeblik, Chyran siger, der stod noget på det, og han skrev det ned." To sekunder, der føltes som en evighed, passerede. "Magien er tyk omkring dig, magi på vinger kan give fingerpeg, siger han, der stod."
    Zahinael rynkede på næsen. Magi på vinger. Det var en sjov formulering. Han kiggede ned på alfen, og det støv, der faldt fra dens vinger. Det magiske støv.
    "Hmm... Har du set noget til det sværd før, som han lige fortalte om?" spurgte Zahinael sin lille marmeladealf. "Eller andre spændende ting, der er i jeres skov? Store sværd, statuer eller gemte skatte?"

Tusind års indespærring havde gjort den gamle grå præst ganske villig til at rejse langt. Han var rede på at tage af sted, og gerne hurtigst muligt. Han ville måske allernådigst tillade Zahinael at tage hjem og ordne nødvendige gøremål, men så skulle de altså også afsted derefter.

For nu afventede han, og overværede den dæmon han havde kendt så længe, have en faktisk samtale med den tingest. Personligt havde Lucid sine tvivl om alfen. Sådan nogle havde tendenser til at være useriøse og barnlige. Lucid havde måtte berolige mange stakkels sjæle, der havde skiftet alder og køn på grund af alfestreger… Men denne her alf virkede… arbejdsvillig.

Så Lucid spidsede ører, og selvom lydene var skrattende og uvante for ham, syntes han at kunne høre og forstå, at alfen kendte til en obelisk i udkanten af Alfelunden, så snart hans gode ven havde spurgt ind til andre spændende ting. Om så der var tale om den næste ledetråd eller ej, så måtte der være flere lokale alfer, der kunne pege dem i den rette retning.

”Hmm, men er Alfelunden ikke et hemmeligt sted? Er din alf i stand til at lede os hen til den obelisk?” Studsede Lucid, hvis ansigt ikke var langt beg Zahinaels øre, fordi han havde fulgt nøje med i den spektakulære samtale.

    "Intet er hemmeligt for sådan nogle som os, er det vel?" besvarede Zahinael spørgsmålet med sit eget. Samtidig vendte han et smøret smil mod Lucid, uden udtryk for at være belemret af at han stod så tæt på.
    Men selvom man kunne komme alle steder hen, var det ikke alle steder, man ville hen. Zahinael var en travl mand, når han ikke lige indlod sig i skattejagter og mysterier, og selvom det var en ganske hyggelig måde at bruge tid med Lucid, var det også en uoverskuelig mængde tid at bruge, hvis de skulle til at flyve hele vejen til alfelunden. Det var ikke just kun en eftermiddagstur.
    "Lucid, så meget som jeg gerne vil hjælpe dig med denne gådeleg," sagde han endelig. "Så har jeg også andre ting at tage mig til, og jeg kan ikke bare lige sådan hive en uge ud af min tid for noget en dronningn engang har lavet på sit dødsleje." Eller værre - i sin fritid! "Så enten må du tage til alfelunden selv og se på obelisken, eller vi skal fremskaffe en teleportør til at få os derhen uden yderligere tidstab. Selv med Luna vil det tage alt for lang tid."
    Med en teleportør ville det ikke tage for meget - især fordi Zahinael havde alfen i glasset, der kendte den præcise lokation på denne obelisk, hun talte om. Det var altid nemmere at finde et sted hen, hvis man vidste, hvor det var. Men teleportører hang ikke på trænerne, og Zahinales bekendtskaber i den retning var lånt ud i øjeblikket.