Sidka nikkede, mens Yume fortalte. Det var præcis sådan, hun forventede, at hendes gamle klansfæller ville have reageret. Det var det logiske at gøre, når man var i undertal, og man havde kræfterne til at skabe flere af samme sind. Det var en god historie, så hvorfor den ikke blev fortalt lige så tit, vidste hun ikke. Sikkert fordi I'endrith havde glemt halvdelen af den, eller fordi hun fokuserede på at gøre de nye generationer stærkere end de forrige. Sikre deres overlevelse. Fordi...
    "Hvordan er det anderledes end at I vil skyde os på stedet?" fløj det ud af Sidka. "For noget, der skete, før jeg blev født? I synes det var ondt gjort, men alligevel har i støttet Lyset i at indfange os som kvæg i årevis, så I kunne få tilfredsstillelsen af at nakkeskyde os personligt."
    Sidka lagde hovedet på skrå og så indgående på Yume.
    "Hvordan kan du være sikker på at ritualet ikke bare gør dig til den, du alligevel ville blive til? Vi er bare en del af jer, som I ønsker at skjule for jer selv, er vi ikke?" uden yderligere tanke spyttede Sidka på gulvet. "Og nu vil du bruge mig og Sibal i et eller andet forsøg? Jamen held og lykke med at finde Sibal så. Han er så vild med Mørket, at han nok skal fanges død, før du får ham herop."
    Ubehaget i Yumes blik generede tydeligvis ikke Sidka det mindste. På det seneste havde ubehag hos Renaél generet hende, men det var sjældent hendes eller hendes races skyld. Det var bøllernes skyld, og det var noget helt andet, jo.

hun tog fat i sit håndled som Venna, Sidka begyndte at stille spørgsmål til hvordan de var blevet behandlet, tog blikket fra hende i en lettere skam.
”Det var ikke min beslutning!” udbrød hun i en alt for følelsesladet skamfuldt tone. For det var løgn, noget af det var hun lige så meget skyld i som så mange andre.
”Fordi..” tøvede hun, og kæmpede med hvor hun sætte hvile sit blik mens hun klemte mere og mere om sit håndled.
”Fordi, vi har været alt for stolte og set jer som ’vores’ problem. Vi brugte mange år på at finde en forbandet kur til…” til hvad? Til mørkelverisme? Så om der var behov det.

”En kur vi gav op på, og valgte en anden løsning. Hvis vi ikke kan løse problemet, må vi skille os af med problemet.” det gjorde ondt at sige, det havde altid gjort ondt at sige. Så om nogle havde lyst til at dræbe nogen der engang var som dem selv.
Det næste fangede dog, som Yume’Ave som blikket blev hævet og hun blot stirret på Sidka, Venna, overrasket hvilede blikket på mørkelverne. Det overraskede nok til at de fremmanede fugle på dør håndtaget faldt fra hinanden.
”…” kort, var det tydeligt at munden åbnede og lukkede bag sløret, som hun søgte ord at sige. Hun vidste ritualet ikke var som Sidka beskrev, men alligevel var der noget hun sagde som holdt fast i hendes sind et greb som blev til Sidka forsatte sine ord og hende og hendes bror.

”Jeg har mødt din bror. Var faktisk ikke svært. Du gav mig alt hvad jeg skulle bruge til det. Sagde han har følt lyst, og har et minde hvor i to har været passioneret sammen. Var alt jeg skulle bruge for at begynde at plage hans drømme.” hun sukkede dybt og lod hovedet falde opgivende tilbage mod stolen ryglæn.
”Og nej..jeg havde håbet at i kunne bevise i ikke bare er blodtørstige dyr, der vil dræbe, lemlæste, og torturærer os alle. Bevise vi kan leve sammen.” Det var første gang nogle sinde hun havde sagt det højt, og i det føltes rart, som en kæmpe lettelse.

    De andre ord havde ikke generet Sidka, men ordene om Sibal fik hende til at gribe om stolens armlæn og rejse sig halvt op. Tænderne blev blottet i en snerren, der så helt forkert ud på det skovelviske ansigt, men var noget af det mest indgroede ved Sidka.
    "Plaget hans drømme? Hvad har du gjort ved ham?" hvæste hun.
    Nok havde Sibal været en kæmpe røv over for hende, men Sidka nægtede at tro på, at han var helt tabt. Før havde al skylden ligget på den heks, der havde fortryllet ham til at forelske sig, men hvis Yume også havde været i hans drømme, kunne det så have påvirket ham endnu mere? Kunne hun nu også være skyld i, at han havde tævet Sidka og ladet hende ligge i sneen? Kunne Yume i virkeligheden have haft en plan med alt det her fra starten?
    "Var det din plan hele tiden at drive mig herop?!" Sidka rejste sig helt op. Skuldrene trukket op til kinderne og øjnene knebet sammen fra den snerren, der lå under alle hendes ord nu. Som en ulv, der var trængt op i en krog og ikke havde andre udveje end at angribe. "Er det din skyld, at Sibal ikke vil mig mere? At han forlod mig i sneen? At han ikke ledte efter mig? Så du kunne drive mig herop som en præmieko til dit lille eksperiment?!"
    Hånden lå om amuletten nu. Trangen til at rive den af var overvældende, men hjernen kunne ikke finde ud af, hvad konsekvenserne ville være. Hun kunne ikke komme ud af Elverly uden den. Ikke uden at blive skudt. Men lige nu havde hun mest lyst til at flå den i stykker. Yume skulle ikke tro, hun kunne bruge Sidka som sin forsøgskanin.

Hun sank en klump så snart Sidka hvæste af hende, og træk sig så langt tilbage i stolen hun kunne mens blikket instinktivt faldt imellem dem. Hurtigt indså hun at hendes ordvalg nok ikke havde været det bedste. Hun kæmpede med at få noget sagt, men der kom intet, ingen ord kom til hende, og de få tanker hun fik samlet blev slået ud af hende som Sidka rejste sig helt op. Blikket lavt, lige som skulderne der lagde sig så lavt de kunne. Hænderne samlede sig og klemte hårdt om hinanden.

”Sidka…. Jeg..” fik hun mulede ud og endelig fandt modet til at kigge op og så hånden om amuletten, men med det syn var det også umuligt ikke at se den farlige mimik der lå over Sidka. Ville hun overhovedet tro på hende nu? Vil der blive lagt flere ar til min hud? Begynder tankerne som hænderne begyndte at ryste og hendes negle trak sig dybere og dybere ind i hendes håndryg.

”Jeg..har kun snakket med ham.” forsøgte hun lettere desperat at forklare. ”Og ikke engang ret længe! Drømmen blev afbrudt, da en eller anden vækkede ham! Fik.. fik ham ikke engang overbevist om vores bånd i tide!” forsatte hun som hun selv rejste sig og tog et halvt skidt væk fra Sidka, forsøgte at holde bordet mellem dem.

”Jeg ville aldrig..” begyndte hun som den første ide kom til hende ”Du..ved hvad jeg kan..du ved hvad han kan..Hvordan tror du magt ville spille ud mellem ham og mig? Hvis han ønskede var det endt som ved os.” om det ville få Sidka til at tænke og falde til ro, vidste hun ikke, men det var det eneste kort hun rigtigt havde at spille.

    "Jeg føler ikke, jeg ved noget om dig!" snerrede Sidka højere, men sænkede så stemmen. 
    Hun ville ikke have, at nogen kom løbende. Så ville de bare nakkeskyde hende for at råbe ad deres rådsmedlem. Hun knyttede  hænderne og gik væk fra sin stol. Havde lyst til at sparke til den og vælte den, men vidste også, at det bare ville give larm og unødig opmærksomhed. Tårer havde samlet sig i hendes øjenkroge, og lige nu var det nemmere ikke at se på Yume. Heldigvis var der masser af ting i hendes kammer til at tage opmærksomheden. Skovelvere og deres pyntefjas.
    "Jeg troede, du ville hjælpe mig væk!" fortsatte hun, stadig vredt, men med en lavere stemmeføring. "Ikke at du ville hive mig herop, fordi du vil lave et eksperiment på mig."
    Hun slog ud med armene i frustration. Også lidt for ikke at rive amuletten i stykker. Men hvad havde hun egentlig forventet? At Yume bare gjorde det for at være sød? Ja, det havde hun faktisk troet. Efter drømmenatten med hende, hvor Sidka var brudt sammen oven på Zahinaels tortur, havde hun fået den forestilling, at Yume ønskede at hjælpe hende. En vrangforestilling. Hvorfor ville en skovelver hjælpe en mørkelver? I særdeleshed en mørkelver, der havde gjort forfærdelige ting ved hende. Hvis Renaél vidste, hvad hun var, ville han også nakkeskyde hende uden tøven, og han kunne endda ikke lide blod.
    "Hvad er det så, du vil med mig, Yume?" spurgte hun og vendte sig rundt, men undgik stadig øjenkontakt. "Vil du lave et omvendt ritual på mig, fordi min magi minder mere om jeres end om Mørkets?"

De ord, at hun ikke følte at hun kendte Yume, var på ingen måde forkert. Men det gik begge veje, de kendte overhovedet ikke til hinanden ud over hinandens mørkeste eller midt i et passioneret øjeblik. Den tanken kastede en modbydelig fornemmelse over hende. For hvad var det endelig for en bånd de havde nu? Den gang det bare var nydelse var det faktisk nemmere at håndtere end dette. Dog virkede det stadig til at der kom mere ro over Sidka på trods af den fjendtlige tone.

”Det, ville jeg aldrig.” mumlede hun, for lidt havde hun vel? Det hele var vel et eller andet sygt eksperiment. Hun tog endnu et skridt tilbage rent instinktivt som tanken kom til hende. Som hun opdagede det stoppede hun og stirret på sine fødder for hvad i Nalish’ra havde hun gang i?

I et forsøg på at samle sig tog hun en dyb indånding bare for at finde lidt ro. Træk vejret, find ro, find dig selv, lyd det i hendes sind gang på gang, som Sidka kom med sin ide om hvad der foregik. Hvad er det så du vil.
”Jeg…” begyndte hun tøvende men før andet blev sagt kom det næste, ord som i det samme fik Yume til at tage et skridt frem, tættere Sidka.

”Aldrig! Aldrig…” lyd det som hun forsøgte at lægge en hånd på Sidkas kind.

”Hvordan kunne jeg nogle sinde ønske at tvinge jer til sådan noget? I er smukke, vidunderlige væsner. Jeg tror ikke på den ondskab de første mørkelvere havde, findes i jer, den nye generation. Jeg ville aldrig bede jer om at forkaste jer selv. Aldrig.” nærmest desperat i tonen, men lettet over at kunne sige det til nogle.
”Min drøm..Er at de fire elver racer lever sammen, i harmoni og alliance. Sådan vi kan vende mørket og lyset ryggen.”

    Sidka stod stille og lod Yume komme tæt på. På den ene side havde hun ikke lyst, men hun følte også, at hun fik flere svar, hvis hun lod det ske. Lod Yume se, at hun var klar på at samarbejde - i hvadend skørt noget, det her nu end var. Men hun blev ikke klogere at Yumes ord. En smule beroliget af hånden på kinden, men det gav ingen mening.
    "Hvordan skulle jeg kunne hjælpe dig med at forene racerne?" spurgte hun uforstående, forvirret og rystende. "Hvad kan jeg vise, udover at jeg er en dessertør fra Mørket, en skamplet på min klan og den dårligste skovelver, Lindeskoven nogensinde har set? Jeg fatter ikke, at de andre ikke har set igennem forklædningen endnu Yume! Jeg kan ikke finde ud af noget som helst, og jeg gør alting på en helt anden måde end de gør. Jeg har ikke jeres tålmodighed. Jeg er skabt til at slå ihjel og distruere."
    Det var i hvert fald det, hendes opvækst fortalte hende. Det var blevet presset ind i hovedet på hende siden hun var yngre end en ungelver, og hun havde aldrig rigtig helt forstået, hvad hun skulle ødelægge. Hun skulle herske, træde på de svage, og køre klanen i den bedste retning, når det blev hendes tur til at tage over. Men hun havde fejlet. Sammen med Sibal havde hun fejlet, og nu var hun endt på et sidespor, som hun ikke kunne finde vej væk fra igen. Uanset, hvor hun var, var folk skuffede over hende.
    "Hvordan kan du samle nogen uden tvang? Der er noget galt med mig, Yume. Det er derfor, jeg er her. Men de andre er jo ikke i stykker lige som mig."

Det gjorde ondt at lytte, det gjorde altid ondt at lytte til den natteblomst når hun endelig følte sig sårbar og ærligheden kom ud, eller i hvert fald føltes det sådan når man lyttede. Forsigtigt åndede hun ud, for lige nu virkede det ikke til at alt var farligt.
”Jeg forventer ikke du kan forene racerne kære.” tonen blev mindre panikken.

”Men..Det er netop alt det der du kan modbevise.” lyd det med et lettere smil som gemte sig under sløret. ”Ja..du er en forfærdelig skovelver, men de har heller aldrig lært alt det du er dårlig til. Lige som jeg ikke har lært alt det du er god til.” nok bedst ikke at gå for meget i dybden med hvad disse gode ting var. Ærligt var hun over overrasket at andre ikke havde mistænkt noget, men Sidka måtte gøre det bedre end man kunne forvente af hende.

”Jeg tror ærligt ikke på at alt du vil er slå ihjel, dominerer, og ødelægge. For så var jeg ikke i live i dag.” Stille tog hun blikket fra Sidka over til døren, op til hjørnet af rummet hvor det ene gæsteværelse lå. Blikket gik langsomt i som hun samlede tankerne, bare et øjebliks sinds ro.

”Du er ikke i stykker. Du er bare ikke som de forventer…” hun gik i stå som mindet om hendes egen datter kom frem.
”Der er massere galt med mig. Lige som der er massere galt med dig, sådan er vi, alle naturen væsner. Alle med deres talenter, og alle med ting de har behov for hjælp til.” hun sukkede som det blev sagt, for hun havde gjort netop som Sidkas art havde overfor Sidka. Skubbet og misbehandlet sin egen datter for ikke at være som hun skulle.

    "Jeg er ikke det, nogen forventer," sukkede Sidka opgivende. Hendes hænder pillede ved kanten af tøjet, fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre ad dem. "Hvordan er man så noget som helst, Yume? Hvis man ikke kan leve op til noget som helst?"
    Frustreret udover alle grænser, vendte Sidka sig om igen og drejede en omgang for så at vandre frem og tilbage gennem rummet.
   "Hvis jeg ikke kan gøre det rigtige som mørkelver, og jeg ikke kan gøre det rigtige som skovelver, hvilken elver er jeg så?" hænderne kørte gennem håret. "Jeg kan ikke finde ud af at være soldat i Mørket, Lyset vil gerne hænge mig, og jeg er heller ikke særligt god til at flette kurve. Hvis nogen her finder ud af, hvad jeg er, nakkeskyder de mig, og jeg vil bare gerne bruge mere tid sammen med Renaél, fordi han er sød."
    Hun dumpede tungt ned i stolen med et suk, der næsten varede lige så lang tid, som alt det, hun lige havde sagt. Fordi hendes sind bare havde plapret løs, havde hun ikke selv tænkt over, hvad hun havde sagt til sidst. Hendes eget fokus lå stadig på, hvorfor i alverden Yume havde en underlig plan med alle racerne, og hvordan Sidka passede ind i det. Hun kunne ikke se, hvordan hun skulle bevise noget som helst, når hun var dårlig til det hele.

Hun træk hurtigt hænderne til sig som Sidka begyndte at vandre rundt, gjorde alt hvad hun kunne for ikke at ende i vejen for den frustreret vandrerne mørkelver i lyse klæder. For nu sagde hun intet og blot lod frustrationerne komme ud i verden. Forsigtigt træk hun sig over til bordkanten igen og lod hånden glide over bøgerne, måske ikke den rigtige måde at undervise denne elve på, i hvert fald ikke lige nu. Det tog ikke længe for Sidka tungt faldt tilbage i stolen og med det lod hun sig selv forsigtigt finde bordkanten, og let gled over så hun sad på bordet lige foran Sidka. Der var nogle ord som hun ikke havde hørt før forlade Sidka, som hun lige skulle tygge lidt på. Sød…Han….

Hun sukkede dybt og samlede sine hænder forsigtigt på sine egne knæ.

”Du er dig. Du er en ung sort elver, som kan bevise at der kan dannes bro mellem vores arter.” begyndte hun forsigtigt.
”Renaél, var det ikke også ham du ’bor’ sammen med?” Tonen var lidt mere bestemt end tidligere, og blikket letter sammenklemt.
”Jeg..tror det vil være en, rigtig, rigtig god ide at du fortæller mig om dit forhold til den skovelver. Og før du for lov at se ham igen, så får du noget topalisurt af mig, som du skal tage før i er sammen igen.” hun sukkede som det blev sagt, og lod tankerne vandre, for hvor var hende lille depot af Topalisurt gemte sig.

    Før havde Sidka været rød i hovedet af arrigskab, men nu blev hendes kinder rosenrøde af pinlighed. Havde hun lige sagt noget om Renaél? Det havde hun, havde hun ikke? Årh ved Nalish'ra også.
    "Det er altså ikke sådan!" forsøgte hun at forsvare sig, men kunne godt høre løgnen i sin egen stemme, og så vidste man, at den var gal. "Jeg er bare... Det er bare fordi at... Du må forstå at... Fordi jeg... Øhhh..."
    Hvad zalan skulle hun sige? Hun kunne jo ikke benægte noget mere, og slet ikke over for Yume. Truslen var også stor. Hun ville ikke lade Sidka se Renaél igen, før hun havde fortalt om ham. I forvejen var hun kommet her med frygt for ikke at få lov at komme tilbage til hans lille hytte. Dét ville hun ikke lade ske.
    "Ja, det er ham jeg bor hos," endte hun med at sige efter lidt for lang tids stilhed. "Jeg mødte ham, da vi var her på den første jagt. Det var ham, der fandt mig. Han helbredte mig, selvom han bare kunne have drejet pilen om og ladet mig dø. Jeg var uden magi og uden Sibal. Og alligevel valgte Ren at hjælpe mig. Altså bare tilbage til Elverly, så de andre kunne skyde mig, men ... Men jeg tror ikke han havde tænkt over, hvad der ville ske. Jeg ville bare finde Sibal, og Ren virkede faktisk til at forstå."
    Sidka tyggede i sin læbe. Han havde faktisk været mere sød ved hende end nogen anden havde været.
    "Og så da jeg kom herop igen, stødte jeg på ham i kilderne," fortsatte hun. "Han hjalp mig med tøjet, du havde lagt til mig, for det var jo umuligt at få på. Og så satte jeg nogle bøller på plads, der var træls ved ham. Det er bare rart at være sammen med ham.
    Og du behøver ikke give mig topalisurt... Jeg har selv."

Det var nærmest umuligt ikke at smile lidt af den røde farve som først nu tog ordentligt fat i de blege kinder, dette skulle virkelig nydes, lyd tankerne som hun blot sat på bordet og kigget undrende på Sidka, som der blev kæmpet med ord, og hver gang ordene fandt en forvirret ende nikkede hun legende med et blik der sagde. ”Aha, javel så.”, det var først da hele sætninger begyndte at forlade den følelses ladet unge elver at hun lænede sig lettere tilbage og ordentligt lyttede.
Det er ham jeg bor hos. Godt, det blev mødt med et forsigtigt lyttende nik.
Det tog lidt tid at fange hvad der blev snakket om som Sidka begyndte at tale om en jagt, den historie skulle lige dreje et par gange før det gik for hende at der blev talt om før de to havde mødtes den dag hvor hun fik sit andet ar.
Der blev nikket underne til ordene om hjælp, måske ville det være en rigtig god ide at snakke med denne dreng, mand, knægt, om sort elvere. Navnet blev forsigtigt aktiveret i tankerne, lige meget hvad skulle han findes, hvis ikke for andet end at holde bare lidt øje med ham.

Hun nikkede nogle gange som Sidka begyndte at fortælle om deres andet møde, og kunne ikke lade være med at fnise let som Sidka brokkede sig over tøjet. Det sidste der blev sagt fik dog øjne til at vokse og et betvivlende blik dansede over den unge smukke skovelver forklædning.

”Okay.. Du har..selv? SÅ lad mig forstå det ret, du valgte at løbe fra mørket og af en af de meget få ting du kunne få med, valgte du tropalis urt? Fint, men mangler du så spørg. Så får du noget af mit, ikke nogle der stiller spørgsmål ved jeg anskaffer mig mere.” Hun åndede forsigtigt ind og langsomt ud, og slog forsigtigt en fingre imod sit eget knæ i en gammel melodisk rytme.

”At du er blevet forelsket, er en eminent ting. Det kan uden tvivl gavne os begge, og hvis det går begge veje og ikke kun er lyst betonet fra hans side af, måske noget der kan bruges til at overbevise rådet på sigt om at vores had er misplaceret.” blikket forsvandt fra Sidka som hun begyndte at snakke, hun kigget stadig i hendes retning men observeret ikke hvordan hun reageret på de ord der blev brugt, i stedet begyndte hun at finde plads til alt denne nye viden i sit indre, og forsøgte at pakke den lille bid af jalousi der sneget sig frem som hun havde lyttet langt væk.

    "Nejnej, jeg løb med hvad der lige lå  i min taske, jeg havde fra Mørket," forsvarede hun sig selv. "Jeg stoppede da ikke op for at finde hverken rationer til det ene eller det andet. Jeg måtte selv grave rødder op på hele turen herop at du ved det. Nej, jeg har selv topalisurt, fordi Renaél har en hel krukke stående. Så jeg tager bare fra den." 
    Hun trak på skuldrene og lænede sig tilbage. Hvorfor var det en så stor ting for Yume, at Sidka selv havde styr på den slags? Nok var hun ungelver, men hun var ikke ligefrem ny i kødets lyster, og det burde hun da have opdaget første gang, de mødtes. Hun havde tænkt, det bare var normen at have noget stående på sit kammer, da hun havde snuset rundt i Rens ting og fundet den, men måske det ikke var for de kedelige voksne. Og hun havde ved Nalish'ra ikke tænkt sig at blive med børn nu. Det var noget, man kun gjorde for at gøre klanen større.
    "Hov, jeg sagde ikke noget om at være forelsket!" Sidka rettede sig op og så fortørnet på Yume, men den røde farve i kinderne blev kun mere fremtrædende. "Ren er sød og smuk og ... ehm.. dejlig... Men jeg sagde ikke, at jeg var forelsket!"
    

Smilet forsvandt på ingen måde som hun lyttede til Sidka, som tydelig vis mente at Tropalis urt var noget hun havde fået behov for efter at have været i nær drengen. Men at han havde en krukke var spændende, en urtelæge, eller en gardner. Det må vel være de to eneste erhverv som kunne finde på at have en hel krukke af det. Det var vel også den eneste forklaring på hvorfor han ville have en krukke? Den eneste anden mulighed var vel at havde flere partnere og havde generelt behov, og derfor havde så stor en mængde, at en krukke var nødvendig.
”Du stjal hans urter?” kommenteret hun kort, mens hun lyttede og hævede kort et øjenbryn før benægtelsen kom, efterfyldt af bekræftelsen af uvante følelser.
”Du er klar over jeg også har været ung en gang ikke? Og at jeg har en datter?” det gjorde lidt ondt at sige man ikke var ung længere, men sandt var det.

”Sød, og..hvad var det? Dejlig? Er ikke ord jeg, eller dem jeg kender normalt benytter når man er lyst betonet tiltrukket af en anden. Så om du vil eller ej, så har du mange følelser bundet i dette, som du selv sagde. ’du vil gerne bruge mere tid med ham’, jeg tør væde mange ting på, at når du tænkte på mig eller når du så mig vandre ind i dine drømme. Tænkte du på en helt, helt anden måde.” hun træk smilet lidt væk, som hun huskede nogle af de ord der blev brugt i de drømme.
”Hvordan du talte om mig, i de øjeblikke af attraktion og passion. Hvordan jeg..” Et dybt suk forlod hende før hun kom ind på for meget om de ord der var brugt, om sidkaa trofæ til klanen. ”Det her, er lidt noget helt andet, er det ikke?” hun forsøgte at genfinde sit smil, og lade de gamle minder lidt væk. Minder der havde en sær blanding af godt og skidt.

    "Hey, han har sagt, jeg kan tage, hvad jeg skal bruge, mens jeg bor hos ham, ikke?" skyndte hun sig at sige. "Jeg stjæler heller ikke hans mad, vel? Tror du han vil lade mig sulte? Og jeg hjælpe ham med at finde urter og alt muligt. Det går meget hurtigere, når man har min magi - hvorfor tror du hele tiden det værste om mig?!"
    Men hun nåede ikke at få svar på spørgsmålet, før Yume begyndte at kaste Sidkas egne ord mod hende igen. Og selvom de var korrekte, ville Sidka ikke høre dem. Det, der sad mest fast var informationen om at Yume havde en datter. Det anede Sidka ikke, men Yume havde også været meget ældre, end Sidka først havde troet, så det var ikke så underligt, at der lå en masse, hun ikke kendte til. Hun havde heller ikke taget sig tiden til at spørge. Ikke ligesom med Renaél, hvor hun havde lyst til at høre om hans liv, familie og arbejde. Nej, nu var det nok! Sidka rejste sig og lagde armene defensivt over kors.
    "Er vi færdige nu? Kan jeg komme tilbage til hyten nu?" spurgte hun afværgende. 
    Hun havde ikke lyst til at svar epå nogle af Yumes spørgsmål. Ikke lyst til at få at vide, hvad hun skulle og ikke skulle, og slet slet ike lyst til at tænke så meget over sine følelser. I forvejen var der meget mere følelsessnak her end derhjemme, men der måtte være en grænse. Den ville hun trække op lige nu!

Der var ikke noget at sige som Sidka gav udtryk for sin utilfredshed omkring hendes måde at se Sidka på, i stedet valgte hun at pege på hendes eget inderlår, og kigge lettere betvivlende på hende. Der var ingen grund til at tage den krig, der var massere grund til at tænke hun stjal før hun spurgte om lov, og at få lov at tage hvad hun skal bruge, var ikke ens betydende med at hun havde fået lov at tage noget så dyrt som tropalisurt, og at hun følte at havde brug for tropalisurt var også noget der blev bidt lettere mærke i. Ligesom fortællingen om at hun hjælper ham, for det er noget der ligger den sortelviske kvindes dyriske vaner til at gøre. Der blev rystet ret på hovedet som hun lagde hånden over der hvor arter lå, og ellers blot sukkede som Sidka kom ud med sine ord.

”Som sagt kan jeg ikke stoppe dig. Det er dig der har magten her.” blikket faldt som det blev sagt for sandt var, hvis Sidka tænkte sig bare lidt om, kunne hun bevise deres lidenskab sammen og derved have et liv i hænderne.
”Der er ved at blive lavet dessert til os i køkkenet så du kan tage noget før du gør? Ellers kan vi skifte emne.” blikket gled fra sit eget lår til bøgerne på bordet.

”Som du sagde er du en dårlig skovelver, de bøger kan hjælpe. Jeg kan hjælpe. Men det skal være af din lyst natteblomst. Hvis jeg tvinger dig til det her, så har jeg intet bevist om at vores arter kan leve sammen.” let smilte hun under sløret, og om det kunne ses, anede hun ikke.

”Hvilken slags tøj vil du gerne have? Skal jeg købe det eller vil du have nogle krystaller til at kunne få noget tøj du selv kan tage på.” måske var det nok et emne skifte til at få Sidka til at falde lidt til ro, og se hvorfor hun skulle blive.

    Hun havde magten? Sidka rystede på hovedet. Bare fordi hun havde tvunget sig over Yume én gang, betød det jo ikke at hun havde magten hele tiden. Hun følte sig i hvert fald ikke særligt magtfuld lige i øjeblikket. Mest bare forvirret og konstant bange for at afsløre sig selv. Den sidste måned havde faktisk været en af de mest stressede for hende.
    "Dessert?" Sidka stoppede op. Hun havde været på vej til at sige noget andet, men ordene forsvandt ud af hovedet på hende med emneskiftet. Hvorfor var skovelvere så forbandet gode til den slags?
    Det, at Yume fulgte op med to komplet urelaterede spørgsmål hjalp overhovedet ikke på Sidkas sindsstilstand, så hun endte med at dumpe ned i stolen igen stadig med krydsede arme.
    "Fint, så bliver jeg lidt," surmulede hun som en æget ungelver. "Jeg vil gerne have krystaller til tøj. Jeg vil ikke gå i.." hun viftede hånden ad Yumes tøj. "Sådan noget dér."
    Det havde været så forfærdeligt at rende rundt i en tyng kjole, at hun havde endt med at låne et par af Rens bukser under påskud af, at hendes tante stadig var udenbys og hun ikke kunne få fat på sit tøj. De havde slet ikke været formsyede nok, men det havde ikke været hvad end det var, elvere som Yume kaldte tøj.
    "Og hvordan skal en stak bøger lige kunne hjælpe mig?" fulgte hun op med et hævet øjenbryn og en meget skeptisk tone. Hun havde aldrig været i en situation, hvor bøger gjorde udslaget, medmindre det var fordi man satte ild til dem og kastede dem mod fjenden.

Der var noget underholdende i at se Sidka tanker stoppe som tanken om dessert ramte hendes hoved, så en sød tand var hun vel. Men burde de fleste være på hendes aldre, hun træk lidt på smilet som der virkede til at komme mere ro over gæsten.

”Ja..bad dem lave noget traditionelt. Så mistænker en form for bær eller frugttærte. Tager nok lidt, skal hæve, og bage. Jeg kan gå ud og spørger?” hun åndede lettet op, så havde hun alligevel ikke ødelagt det hele, selv om hun ellers havde taget flere skridt ned ad den vej. Det var rart at blive forsikret i at Sidka blev, i hvert fald lidt. Dog kunne hun ikke lade være at se ned af sig selv som Sidka kommenteret på hendes tøj, den lette silke kjole, som lyset træk igennem og lod hendes figur komme til syne i det rigtige lys. Det lette farverige bånd om hoften som ikke fandtes for blot nogle år siden, og selvfølgelig de manglende sko.

”Var..måske også lidt meget at forvente.” kommenteret hun før hun tillod sig selv at tænke sig om. Før hun tillod sig selv at blive en smule fornærmet, den følelse kom først efter med et lille ryst på hovedet og et undrende lettere fornærmet blik blev rettet imod Sidka. Dog før hun valgte at kommentere på denne følelse hævet hun et øjenbryn af Sidkas kommentar om bøgers evne til at hjælp.
Hun lænede sig tilbage hen over bordet og tog fat i den første bog der kom ind for rækkevidde og træk den over til den anden side af bordet.

”Tilflytter guide til Lindeskoven.” mumlede hun let en krystallinsk titel, nærmest som sproget smagte forkert i munden, og træk den næste bog over og læste denne gang en elvisk titel.
”Herbology, lær dine planter.” Den næste fik samme tur som de første to. Dog fik denne en letter irriteret blik som hun skiftede tilbage til krystaliansk.
”Vaner, Rutiner, Mønstre og traditioner – Et dyk ned i de elviske og deres misundelsesværdige forbindelse med naturen.” Kort overvejet hun tydeligt at hente en bog mere, men skiftede mening og samlede igen hænderne i hendes skød.
”Du er en dårlig skovelver. Ikke? Er det ikke netop alt det her du skal vide for at blive en bedre en?” hun træk tydeligt på smilebåndet nok til at det kunne fornemmest under sløret. Forventningsfuldt skiftede dansede det dybviolette øjne over Venna, Sidka, som pege fingeren begyndte at puffe til hendes lille fingre i en let melodisk takt.

    Hvorfor skulle alt, der kom ud af Yumes mund også virke så rigtigt og rationelt? Sidka havde inderligt lyst til at fortælle hende, at man ikke bare lige kunne lære at begå sig i skovelvernes land som mørkelver, men andre havde tydeligvis gjort det, hvis der var skrevet en bog over det. Men de havde ikke været mørkelvere! Ugh, hvorfor var der ikke et godt modargument lige på tungen.
    "Ugh, fint," gav Sidka sig endelig og rakte over for at tage bøgerne.
    Ikke at hun havde tænkt sig at læse dem lige nu, men hun kunne tage dem med og sidde med dem, når Renaél alligevel lavede andre ting. Hun kunne endda skjule de fleste af dem som interesse, Ren havde givet hende. Især den med planter. Tilflytterbogen kunne hun også godt bortforklare. Den sidste... Den sidste måtte hun bare sige havde fanget hendes interesse, eller at nogen havde anbefalet den. Hun vidste jo heller ikke, hvad der var i den, så det måtte hun tage som det kom.
    "Hvad så efter bøgerne?" spurgte hun. "Hvad vil du have mig til? Du har ikke tænkt dig at fortælle nogen andre om mig, vel?"
    Det var klart Sidkas største frygt lige nu, at andre ville finde ud af, hvad hun var, og ville smide hende ud, i fangehullet, eller bare skyde hende. Hun havde endelig fundet skovelvere, hun brød sig om, og hun var ikke færdig med at bruge tid med dem. Også selvom både Thesseis og Rhea kunne være virkelig drænende til tider.

Det var underholdende at se irritationen kæmpe med Sidkas sind, så om hun forsøgte at finde grunde til at holde på den. Det var yderst tilfredsstillende at høre Sidaks brokkende, fint. Uden tvivl en oplvelse der måtte ske igen en dag.

Hvad så efter bøgerne Begyndte hun nu faktisk at tænke frem? Det var svært ikke at smile af ordene, ord som satte en masse tanker i gang, for ja, hvad efterbøgerne? Hvad ville det næste være, det gavnede ikke nogle af dem at finde ud hvor grænsen går. Hun skulle hellere ikke blive for skovelver, skulle hun? Måske. Et eftertænksomt mhm. mødte Sidkas forsættelse på hendes undren.
Hun lænede sig tilbage og lod hendes håndflader møde bordet for at holde hende oppe, blikket gik mod luftet som tankerne flød. For på langt sigt var hun vel nød til det? Om det hele fungeret fejlfrit eller ej, så skulle nogle høre det på et tidspunkt ellers var formålet med alt dette meningsløst.
”På et tidspunkt.” ingen grund til at skjule det.

”Så er jeg nød til det. Det kommer vi ikke uden om Natteblomst.” hun sukkede lettere som det blev sagt, for det store problem var hvornår og hvornår gik grænsen til at hun ikke ville blive tilgivet for sine handlinger, hvis det ikke gik var eksil vel næsten den eneste ting der ventede hende. Hvis ikke værer. Ellers skulle hun intet sige og blot lade hende blive opdaget hvis hun selv skulle gå fri fra dette.

”Alt..hvad jeg vil have dig til er at, opføre dig pænt, og falde ind og til, finde et ’hjem’, uden at komme i for mange problemer. det lyd så nemt når hun sagde det, men sandheden var nok noget helt andet.