Mørke blev på én gang Sidkas problem og mulige redning. Hvis mørket nåede at falde på, kunne Renaél ikke se hendes rosarøde kinder, når de var langt nok væk til ikke at kunne forklares med kildens varme længere. Men hvis kinderne stadig var varme til den tid, var noget af mørket i hende selv forsvundet. Det måtte være den eneste logiske forklaring. Hendes flugt fra Mørket havde taget et stykke af hendes sjæl med sig. Et stykke af den hun var, og den hun måtte være for at overtage klanen og føre dem mod storhed. Det mørke i hende, der gjorde hende til den, hun var. Adskilte hende fra de ynkelige skovelvere. Skovelvere, som lige nu ikke kunne se forskel på dem og hende. 

Tanken var underlig, og den rumsterede i hendes hoved, mens hun rystede det værste vand af sig og tog kjolen op i hænderne. Hun anede stadig ikke, hvordan den virkede. Skulle armene ind i de ekstra lag rundt om ærmerne, eller skulle de hænge og flagre nedenunder som løs gammelelverhud? Nok kunne hun påskønne en flot kjole, der fremhævede formerne, men det her virkede mere som sammenslyngede lag, nogen havde tænkt alt for lidt over. For slet ikke at tale om, hvor besværligt stoffet ville være, hvis hun skulle flygte gennem underskoven. Sidka knugede om amuletten. Den beskyttede hende forhåbentligt mod det scenarie.

Der var den igen, tanken. Hun havde aldrig haft brug for beskyttelse før. Hun beskyttede andre, ikke omvendt. Hun gjorde med andre, som hun havde lyst, ikke omvendt. Eller, ikke før mødet med Zahinael i hvert fald. Mon det her i virkeligheden var en del af Yumes plan for hævn? Hvad hvis amuletten ikke kun slørede udseendet, men også tankerne? Hvis det var den, der gav hende lyst til at være kvalmende sød ved den lyshårede ungelver. Trangen til at hive amuletten af og se, hvordan det ændrede hendes tanker, var overvældende, men hun bed det i sig. Hvis hun gjorde det, ville hun blot ende på flugt igen. Der var intet helle for hende lige nu - ikke hvis hun viste sit sande jeg.
"Jeg forstår stadig ikke det her ærme," mumlede hun og undgik at se Renaél i øjnene. Hun følte rødmen over sin beklædnings-inkompetence var steget helt op til panden. Samtidig ærgrede hun sig en smule over ikke at have kigget mere, mens han blev påklædt igen. "Jeg er vist lidt for vant til... Praktisk tøj. Er alt det der flitterstads bare pynt, eller gør det faktisk noget?"

Koften klæbede lidt ubehageligt til den halvvåde hud, men Renaél trak alligvel også i hoserne og gik i gang med at spænde det lette bælte, der holdt det hele sammen. Der var ingen tid til at ligge i græsset og tørre i solstrålerne, der på dette tidspunkt alligevel ikke trængte igennem dækket af træer i andet end ganske smalle striber. Frygten for det kommende mørke fik ham til at skynde sig, men da han så over på Vanna, var hun stadig ikke trukket i kjolen.

Hvilken elverkvinde kunne ikke finde ud af at tale en kjole på? Hun måtte virkelig være en vild kriger-type! Havde hun mon heller aldrig været til fest?

"Det skal denne her vej .. her lad mig hjælpe." Tilbød han og tog blidt fat i hendes arm, som han forsøgte at guide gennem ærmet. Hans kinder var en smule røde ved tanken om, at han vidste mere om kjoler, end hun gjorde. Han håbede ikke, at hun tænkte dårligere om ham af den grund!

"Har du aldrig været til Løvfaldsfesten?" Spurgte han, lidt nysgerrigt, mens blikket blev ved med at skæve op mod himlen. De måtte altså virkelig set at komme af sted!

Armen skulle igennem to snoninger, som Sidka overhovedet ikke havde overvejet var en del af ærmet, og pludselig gav det hele mening. Idet ærmet faldt på plads, blev kjolen trukket nedad over hendes krop i en lav udskæring og den ene skulder blottet nui med snoningerne over skulderen og resten af ærmet som svævende stof om armen. Det var en ret flot kjole... Til en skovelver. Lidt for lang og lidt for løs til Sidkas egen smag, men heller ikke helt slemt. Yume havde nok valgt den af en grund. Hvad den anden kvinde næppe havde tænkt på, var at Sidka ville komme tættere på efteråret end sommeren. Et par uger til, og den her kjole ville være alt for kold i sig selv. Ikke at Sidka havde noget imod kulde, selvfølgelig!

"Tak," sagde hun til hans hjælp, og det føltes så underligt, at hun også rødmede. Måske var det bare aftensolen, men hun bildte sig ind, at han også var lidt rød i kinderne. Måske fordi han ikke var vant til at hjælpe kvinderne i tøjet? "Løvfaldsfesten..."
Sidka smagte på ordet. Det var et af de der bløde skovelverord, hvor de havde kaldt en højtid noget, som mørkelversproget tog afstand fra. Faldende løv... Efterår. Det måtte være den højtid. Mørkelverne havde en tilsvarende højtid - i tid omend næppe i aktiviteter - men den hed direkte oversat Bladenes drabsdag, hvilket stadig ikke helt fangede essensen af festen. 
"Jeg kommer altid for sent til den," løj hun og gjorde tegn til at de kunne begynde at gå. "Jeg har også misset den i år, ikke?" Sig ja, sig ja, sig ja. "Hvordan er den at være til?"
Uden tvivl ville svaret være kedeligt, men hun havde lyst til at høre ham snakke.

"Det er en pæn kjole." Kommenterede han, mens han hjalp med at få den på plads. De kunne godt være lidt besværlige, sådanne ærmer, men det var skovelvermode, som kan kendte det bedst. Ud af øjenkrogen benyttede han lejligheden til at lige at skotte en smule til hendes krop, inden kjolen kom helt på, og han igen kom i tanker om, at de havde travlt!

Han skyndte sig at samle den sørgelige kurv til urter op og begyndte ned af skovstien i et rask tempo. Fordelen ved den korte frisure var, at han ikke engang behøvede at vride vandet ud af håret .. og hun havde jo sagt, at det klædte ham..

Ved hendes ord lyste han en smule op og han vendte sig halvt om mod hende på skovstien: "Du er heldig i år så, den er lige på trapperne!" Sagde han begejstret. Det var en begivenhed han altid så frem til - muligheden for at slå sig løs, og det var en af de sammenkomster, hvor elverne for en gangs skyld ikke gik så meget op i ung og gammel. Alle dansede med alle. "Det er super festligt! Der bliver åbnet for sommerens lager af elvervin, og der er altid en masse sang og dans.. det.. argh!" Han havde stadig vendt hovedet mod hende og var nær gået i ind i et træ. Han nåede dog at springe til side i sidste øjeblik, men egoet var en smule skadet og han rømmede sig rød i kinderne, holdende blikket på stien, som de fortsatte.

Pis.
Løvfaldsfesten var tæt på. Det var ikke så godt. Hvor tæt på mon den var? Kunne hun snige sig uden om deltagelse? Snyde sig syg og gemme sig i Rens hytte? Eller måske... Måske faktisk tage med og have det sjovt med de små skovelvere... Rens funklende øjne viste hans passion for festen og havde en tiltrækningskraft, der var svær at snige sig udenom. Måden hans stemme ændrede sig og hele hans ansigt lyste op, gav jo næsten Sidka lyst til at prøve den her fest og se, hvad den havde at byde på. Utvivlsomt ville den ikke være lige så god som en mørkelverfest, og slet, slet ikke blodig nok, men vin sagde man jo aldrig nej til, og måske kunne det være en fin ting at få en ide om, hvad hun skulle håndtere, hvis hun blev her længe. Hvis hun kunne håndtere fulde skovelvere, kunne hun vel også håndtere dem ædru. 

"Pas på, du--!" 
Men det var for sent, og hun nåede ikke at række ud efter ham, før han selv hoppede væk fra træet, der stod, hvor det altid havde stået, men tydeligvis overordentligt meget i vejen. Et lille latterfnys kom gryntende ud ad hendes næse, idet hun greb blidt om hans arm med spillende øjne og et drillende smil.
"Se dét har jeg ikke prøvet før - en elver angrebet af et træ! Lad mig hjælpe dig sikkert forbi dem," grinede hun. "Kan I ikke mærke træerne, eller hvad? Eller, jeg mener, kan du ikke? Altså, fordi vi... er ... skovelvere? Min bror kan mærke samtlige træer i flere kilometers omkreds, og jeg kan mærke rødderne under mine fødder. Jordmagi, du ved."

Renaél ønskede brændende, at hun blot ville ignorere nær-sammenstødet med træet, og at han kunne vende tilbage til at fortælle om løvfaldsfesten, men da han vendte blikket mod hende med blussende røde ører, var hun tydeligvis på nippet af et grineanfald.

"Det var bare fordi jeg var optaget af .. øh .. ja, jeg kiggede på dig i stedet for vejen." Sagde han i et dumt forsøg på at vende uheldet til, at det bare var fordi hun var så interessant. Træet stod og lænede sig en smule ud over vejen - som om det med vilje forsøgte at fange uopmærksomme ungelvere. Han kunne vædde på, at det ikke havde stået sådan, sidste gang han havde passeret denne her sti..

"Jeg har ikke jordmagi" Sagde han med et skuldertræk. "Men du må da gerne advare mig om træerne næste gang .. kan du også se, om der er noget mystisk ved det? Måske er det et levende træ.." Han bakkede lidt længere væk og stirrede mistænksomt på det. Hvis det var et levende træ, var det jo slet ikke hans skyld, at det havde grebet ud efter ham!

"Ha, nej, jeg ved ikke så meget om træer," indrømmede Sidka og trak på skuldrene. "Jeg tror bare, det er et træ. Medmindre I prøver kun at holde rigtig lige træer her i Lindeskovene."
Hun smilede til ham og følte sig alligevel lidt smigret over hans undskyldning. At han havde set på hende frem for vejen var jo ikke en helt dum ting. Havde de stået omvendt, var det samme nok sket for hende. Hun havde ikke ligefrem holdt særligt godt øje med sti foran dem heller.

"Men jeg vil nu ikke kalde det her en vej, heller," fortsatte hun med et nik mod manglen på vækst. "Mere en veksel, hvis noget. Se dét hér er en sti!"
Sidka stampede i jorden og græsset spredte sig, som jorden kom op til overfladen og gjorde sig stift foran dem. Bare et par meter, så hun ikke spildte for meget energi på det. Det buende træ rørte sig ikke så meget igen - det var trods alt ikke træer, der var hendes speciale.
"Men lad os hellere komme videre," sagde hun og skuttede sig. "Jeg har ikke en tyk kofte eller kappe eller noget. Der kunne Yu... min tante godt have tænkt lidt bedre over, hvad hun lagde klar til mig. Bor du alene? Altså, jeg trænger mig ikke på for andre vel?"
Hvad Sidka nok i virkeligheden spurgte efter var, om hun havde ham for sig selv. Eller hvor meget hun skulle passe på over for andre. Renaél virkede ret overbevist om, at hun var en skovelver, men hvis for mange begyndte at stille spørgsmål, anede hun ikke, om hun ville kunne holde løgnen kørende.

"Det kunne da godt være.." Mumlede Renaél lidt forlegent, men glad for, at hun trods alt ikke grinede alt for meget af ham. Han gik meget omhyggeligt uden om træet og forsøgte at holde blikket på skovstien, som pludseligt fik et væld af græs, da der kom en stampen bag ham. Han kiggede over skulderen og nikkede imponeret: "Åh fedt .. kan du også fremmane blomster og sådan noget?"

I hans baghoved var der en lille tanke, der godt nok nagede ham om, at hun vidste utroligt lidt om Elverly, men han bortforklarede det hastigt med, at hun jo tydeligvis var opvokset et andet sted. Han ville gerne vise hende mere af det hele!

"Jeg bor alene.. lad os skynde os, så du kan få en varm kappe på. Du kan sagtens få en af mig." Sagde han glad og satte farten en smule op på skovstien, som han hurtigt skottede op mod himlen. Der var et smukt, gyldent skær i trækronerne, fra den nedgående sol, men han kunne ikke lade være med et føle et lille stik af frygt for, at det ville nå at blive mørkt. Heldigvis var der ikke langt til Elverly nu.. og vejen frem og tilbage til kilden var så kendt for ham, at han nærmest kunne den i søvne! 

"Nej," svarede Sidka prompte til spørgsmålet om blomster, og kom lidt for sent i tanker om, hvem hun snakkede med, og at en så afskysfyldt stemmeføring nok ikke var det bedste. "Øh, altså det er fordi, det bare er jord..."
Hvordan kunne hun vende den her til sin fordel igen? Hvorfor skulle det være så svært at være sød?
"Det er der bare mange, der gerne vil have, jeg kan... Eehm," forsøgte hun og kørte en hånd gennem det fugtige hår. "Men jeg er jordmagiker. Jeg kan vælte halve bjerge, hvis det skulle være. Eller lave stier på ufremkommelige steder. Min magi er meget praktisk, og ikke så få-blomster-til-at-gro-agtig. Jeg kan flytte en blomst fra et sted til en anden, men ikke skabe dem." Ikke at det var noget, hun havde gjort. Det virkede så... nyttesløst. 
"Men med de stier, I holder jer her, burde jeg da være kommet forbi noget før!" tilføjede hun med et smil til ham. "Medmindre I rigtig godt kan lide jeres små veksler."

De nærmede sig Elverly nu. En bygrænse, hun kendte en lille smule for godt fra deres sidste tur herhen, og mens skumringen lagde sig som et beroligende tæppe over skoven, begyndte panikken at stige i Sidkas indre. Hvad nu hvis de havde magikere ved indgangen, som kunne se igennem hendes forklædning? Genkende amuletten eller vide, at der var magi omkring hende, så snart de så hende?
Hun sank en klump, mens flere ord lidt satte sig fast i halsen på hende. 
Det skal nok gå, det skal nok gå, det skal nok gå.
Kunne hun virkelig tro på det? Kunne hun gå forbi vagterne uden at ligne en forbryder med angstsved på panden?
I en hurtig bevægelse lod hun sin hånd glide ind i Renaéls og klemte en smule til. 

Lidt overrasket skottede Renaél til Vanna, da han hørte voldsomheden i hendes nej til spørgsmålet om blomsterne. Han skyndte sig dog hastigt at vende blikket mod stien igen, så han ikke fik endnu et sammenstød med et træ. Ærligt, så virkede hun heller ikke som blomster-typen. Det var lidt ligesom kjolen, som hun havde haft svært ved .. det var nok fordi hun var opfostret som sådan en kriger-type.

"Nååå, det er bare fordi de fleste jordmagikere, jeg har mødt, kan sådan noget med blomster. Men det du kan, lyder da ret vildt." Skyndte han sig at sige. Det var jo ikke fordi der noget galt med hendes type magi!
"Så længe du ikke lige pludselig får jorden til at forsvinde under mig.." Sagde han med et lille grin i hendes retning. Han syntes egentlig, at han havde været i pinlige situationer nok for i dag.

Mellem træerne længere fremme begyndte bebyggelser at komme til syne. Træhytter, der var bygget i trækronerne forbundet af hængende broer. Skovstien førte til en større og lidt mere officielt udseende sti, hvor et par vagter var placeret ved en slags port af sammenflettede grene. De så ud til at kede sig en smule.
Lidt overrasket så Renaél ned på hånden, der havde sneget sig ind i hans: "Vi kan .. øh.. godt liste ind ad bagvejen, hvis du foretrækker det?" Foreslog han. Hun havde jo hele tiden virkelt lidt hemmelighedsfuld, så måske hun ville foretrække ikke at vade gennem hovedporten.. Den ikke-alt-for-kvikke ungelver havde ikke som sådan opfattet, at der kunne være noget galt med det.

"Der er en bagvej? Åh, den må du vise mig, det vil jeg gerne," strømmede det ud af Sidkas lettere paniske mund, og hun fugtede læberne og bed lidt i dem på samme tid. 
En bagvej lød lige som det, hun skulle bruge. Ikke noget med at gå forbi vagter eller være bange for at blive fanget i et anti-magifelt og få alting ødelagt - og blive slået ihjel ikke at forglemme.
"Jeg er ikke ... Jeg er ikke så god til mange nye folk og steder og sådan," løj hun hastigt for at få det til at give mening. "Det er så overvældende, når jeg er vant til bare skoven og at rejse alene, hæh."
Nervøsiteten var i det mindste ikke svær at lyve om, for den havde hun overflod af lige nu. Og løgnen kunne jo næppe være svær at tro på. Skovelvere var fulde af usikkerheder, dét vidste hun med sikkerhed, så Renaél måtte have mødt nogen, der var bange for andre, ligesom hun foregav nu - omend ikke af helt samme grunde.

"Normalt har jeg min tante til at hjælpe mig," tilføjede hun, da det gik op for hende, at hun stadig holdt Rens hånd og ikke havde lyst til at give slip. "Jeg er glad for at have dig her i dag."
Den sidste sætning havde lydt som det rigtige, smigrende at sige i Sidkas hoved, men så snart den forlod hendes læber, føltes den alt for rigtig. Som om hun faktisk mente det dybt nede i maven et sted. Det var sært. Sådan noget rart noget plejede aldrig at føles så godt.

Antydningen af et smil spillede i kanten af Renaéls læber. Han kunne godt lide, at det var som om de to havde en hemmelighed sammen - at han var en del af hendes mystiske mission, hvad den så-end-var. Det var alligevel sjældent, han følte sig særlig vigtig i sin egen hverdag.
Og at en attraktiv ungelver lød til at foretrække at være alene med ham .. det kunne man da heller ikke brokke sig over, kunne man?

Et sted i det begyndende halvmørke, havde et par årvågne øjne fra en elverspejder placeret højt i en trættop, sandsynligvis fået øje på dem, men som Renaél lidt snigende ledte hende forbi porten og hen til nogle tykke træstammer ved udkanten af bebyggelserne, lignede det mest af alt to ungelvere, som var ude på ballade af den mere romatiske slags. I hvert fald var der ingen, som antastede dem, og Renaél viste, en smule stolt, Vanna nogle små hulrum med plads til hænder og fødder i en træstamme, der førte op til en af hængebroerne over dem, der gav adgang til byen.

"Du har mig lige så længe, du har brug for mig." Sagde han glad. Hendes smiger ramte lige de rigtige steder, der fik ham til at føle sig betydningsfuld. Det var næsten ærgeligt, at han måtte give slip på hendes hånd, mens han kravlede op ad træstammen mod hængebroen. Undervejs gjorde han sit bedste for at se rigtig godt ud, mens han klatrede.. bare sådan i tilfælde af, at hun havde lyst til at tjekke hans bagdel ud.
Næsten lydløst landede hans fødder på hængebroen, der svejede en smule, og hans blik gled ud over byen foran ham, hvor et væld af forskellige lys efterhånden var begyndt at glimte mystisk mellem trækronerne. 

Om Sidka tjekkede Renaéls bagdel ud...!
Det var måske ikke de strammeste baller i Lindeskovene, men hans stramme bukser formåede at fremhæve alt ved hans slanke figur på en måde, der tydeligvis fungerede lige så godt bagfra som forfra. Da han sprang fra træet og op på hængebroen glemte Sidka helt at kravle videre selv, fordi hun et øjeblik bare beundrede hans smidighed. ... I'endrith ville slå hende ihjel, hvis hun kunne høre Sidkas tanker lige nu.

Men det kunne hun heldigvis ikke!
"Pas på, hvad du siger," kunne Sidka ikke lade være med at hviske til ham, så snart hun var oppe på hængebroen og stod helt tæt på ham. "Det kan være, jeg beholder dig."
Hendes hånd var nået halvvejs hen mod Renaéls indbydende bagdel, før hun afværgede den og endte med at klø sig lidt akavet på hoften. Det måtte næsten være amuletten, der gjorde noget ved hende. Mon den kom med en indbygget tiltrækningsting? Udover at ligne en skovelver, syntes hun også de var rigtig flotte nu? Bagerst i halsen sad følelsen af, at hun havde syntes Renaél var flot hele tiden, og den rationelle del af hendes hjerne havde forsøgt at kaste den følelse op i månedsvis uden held.
"Så hvor er din hytte?" spurgte Sidka og løftede blikket mod Elverly. 
Med det samme blev hun lamslået af, hvor stort det var. Hun havde set noget af byen under sit første besøg, men ikke oppefra. Der var hun blevet slæbt hen ad jorden og havde set broer, grene og hytter og blade i usammenhængende brudstykker, inden hun var blevet hevet op i et af træerne og smidt i et bur. Herfra var usigten en helt anden. Det hele så planlagt ud, selvom broer og bygninger snoede sig ind mellem hinanden i snirklede, elviske former. Der var noget over det, selvom det lå i løvtræernes skygge og ikke på en grov klippeside ud til det barske hav. En ro, der genklang noget dybt i Sidkas eget, omformede ophav. 
Med solens sidste spæde stråler, der forsvandt bag dem, og fik gyldne pletter til at danse på alting foran dem, kunne hun ikke holde et lavmælt "Wauv" inde, selvom hun virkelig prøvede. 

Heldigvis, eller måske uheldigvis, for Renaél, vidste han intet om hvad der foregik i den anden "skovelvers" sind. I halvmørket var han blevet en smule rød i kinderne - det var meget sjældent, at han rent faktisk følte, at han var til nytte, så muligheden for at vise hende byen og rent faktisk imponere hende lidt var noget, han havde tænkt sig at nyde i fulde drag.

"Det lyder ganske indbydende .. denne vej, så tager vi hen til hytten." Han blinkede muntert til hende og begyndte at føre an hen over broerne. Han kunne ikke helt dy sig for at lægge vejen en smule om, så den gik forbi nogle af de smukkeste steder i byen - forbi nogle af de ældste træer, hvis trækroner nåede nærmest umuligt højt op, og hvor udspringende klipper ved siden af broerne, fik sølvglimtende vand til at bruse af sted. Alt sammen var det oplyst af smukke, magiske lamper.

"Det er lige he-" Renaél stivnede en smule, som et par elvere kom til syne på den anden side af hængebroen. Det var et par relativt unge krigere, der mere end én gang havde ladet Renaél vide, hvad de syntes om hans manglende evner på bueskydningspladsen. 

"Hva' sniger du dig rundt heroppe for, slapsvans? Skal du ikke ud og plukke nogle urter ved midnat?" Kunne den ikke undlade at bemærke, som de nærmede sig hinanden på broen. Renaéls kinder blussede og hænderne blev knyttet en anelse. Den anden af de to krigere lod til at være mere interesseret i at kigge på Vanna, og Renaél gik automatisk en smule ind foran hende og skød brystet frem. Ikke at det så specielt imponerende ud.

Når man var vant til de nøgne klipper og krogede træner i Kzar Mora, og obsidianøernes blanke sten, var Elverly som at træde ind i et eventyr, og selvom alle Sidkas børneeventyr endte med, at de idylliske byer brændte ned, blev hun betaget af omgivelserne. Helt uden at tænke over det, rakte hun sin arm ud, da de gik forbi et vandfaldsudspring, ligeglad med at ærmet blev vådt. Hun stoppede op foran nogle særligt prangende fugle og stirrede på dem, indtil det gik op for hende, at hun burde foregive at have set dem før. Selv hængebroerne var flere steder dekoreret med blomster, perler og farverige bånd. Her kunne Sidka heller ikke lade være med at køre fingerspidserne over dem, forundret over, at man gad bruge tid på det, overrasket over at hun et sted indeni syntes at det var pænt, og kæmpende mod trangen til at rive bare en lille del i stykker.

Hun blev hevet ud af sin trancelignende forundringstilstand, da to elvere kom gående mod dem på broen og straks henvendte sig til Renaél. Ingen forklaring var nødvendig. Sidka kunne genkende bøller, når hun så dem. De her to mindede hende om Ardulvyl og Sethro hjemme fra klanen. Kamp.-typer, der ikke havde en skid respekt for andet end fysisk råstyrke. Hun kunne ikke tælle, hvor mange gange hun havde måtte bevise sit værd over for tosser, der troede, de var de eneste seje i verden.
    Måden, Ren trådte ind foran hende på, fortalte hende, at han troede, hun skulle beskyttes. Sødt, men en smule nyttesløst. Men han vidste jo heller ikke, at hun allerede udmærket godt kendte til hans kampevner - eller mangel på samme. Nøj, hvor havde hun følt sig dum, da vagterne i Elverly slæbte hende væk med beretninger om, hvor uduelig Renaél var i kamp, og hvor latterligt heldig, han måtte have været for at fange en mørkelver i skoven.
    "Du er ny her, er du ikke?" spurgte den ene idiot.
    "Renaél viser mig rundt i byen," svarede Sidka roligt, forventende at det ville eksalere. Det var præcis  sådan noget, man skulle sige til bøller for at de fandt på et dumt modsvar. Et tilbageholdt smil dirrede i hendes mundvig.
    "Vi kunne vise dig byen, smukke. Du behøver ikke hænge ud med slappe-Ren," sagde idiot nummer to, helt som Sidka havde forventet. Tid til at stoppe den her konflikt hurtigt og effektivt, inden den rigtig kom i gang. Og måske, bare måske... Imponere Ren lidt.
    Sidkas dræberinstinkt tryglede om at flå halsen ud på idioten, men hun beherskede sig. I stedet trådte hun et halvt skridt frem, lagde hånden om hans hals og tvang hans hoved udover rælingen på hængebroen.
    "Vi kunne også finde ud af, om det er rigtigt, at alle elvere lander på benene," snerrede hun.
    Det var ikke fordi, hun var stærkere, at hun lykkedes med det, men fordi den svagsindede skovelver næppe havde overvejet, at hun ville tage til genmæle. Det var egentlig meget smart. Tanken strejfede Sidka, at kjoler måske ikke var så slemme, hvis man skulle udføre et overraskelsesangreb - der burde dog stadig være mere plads til knive under stoffet.

Renaél kunne ikke undlade at bemærke betagelsen, som han skottede en smule til Vanna. Han så det ikke som mistænkeligt - derimod begyndte at smørret smil at kunne anes i hans mundvige: der var så meget smukt, han kunne vise hende, og hun ville utvivlsomt finde det hele (og ham) betagende!

Antydningen af smørrethed forsvandt dog som dug fra solen fra hans ansigt, så snart 'bøllerne' dukkede op.

Han håbede inderligt, at det ikke kom til nogen form for konflikt - det bedste man kunne gøre var at dukke hovedet og skynde sig forbi, og så ville Vanna forhåbentlig ikke tro, at han var alt for stor en kujon.. men selvfølgelig skulle de forsøge på noget. Hans krop krympede sig en smule automatisk, som ordene slappe-ren lød højt og tydeligt på broen, og han ønskede inderligt, at han var i stand til at vise dem, at han bestemt ikke var slap!

Det gav bare virkelig ikke særlig mange muskler at bruge det meste af sin tid på at gå og samle urter i skoven og hænge ud nede ved de varme kilder..

Han åbnede munden for at sige et eller andet, bede dem om at lade Vanna være i fred, men lukkede den i igen, da hun tog til genmæle. Øjnene blev en smule store, for hendes trussel lød virkelig som om hun kunne finde på det. Hvis det var ham, der hang med hovedet ud over broen i det her øjeblik, var der en reel fare for, at han havde tisset i hoserne!

"Hey, slapsvansen har fået en besky- hey, giv slip på ham!" Idiot nummer et så ud som om han ikke helt turde tage fat i Vanna af frygt for, at det var ham selv der om et øjeblik skulle teste sin evne til at gribe fat i et træ, inden man ramte jorden hårdt..

Sidka skævede over til Renaél, da den anden bøllebad hende om at slippe hans ven. Rens øjne var så store som tekopper, og det fik Sidka til at bide sig i læben af usikkerhed. Var det for meget? Skovelvere var jo ikke kendt for deres aggressivitet mod hinanden - kun imod deres vanskabte artsfæller - så måske hun skulle tage den lidt med ro, så hun ikke blev opdaget på sin første dag her.
"Næste gang slipper du ikke så let," hviskede hun til den skrækslagne elver under sig og ønskede, hun kunne styre illusionsmagien nok til at lade sine øjne blive røde bare et sekund. "Hvis du siger noget grimt om Ren én gang til, finder jeg dig i en gyde en dag, hvor du ikke har venner med dig."
Rædslen i elverfyrens blik fortalte hende, at hun ikke behøvede uddybe, hvad hun havde tænkt sig at gøre ved ham i gyden. Det udfyldte hans fantasi helt uden hjælp fra hende. Om Elverly så faktisk havde gyder var lidt en anden sag. En blind-bro?

Sidka slap elveren, der tumlede over i favnen på sin ven, mens broen gyngede under dem af al den omskiftende vægt.
"Så lad os da komme forbi, I ... kvajpander!" I sidste øjeblik nåede hun at bruge et elvisk term frem for et mørkelvisk bandeord, og selvom ordet absolut ingen kant havde, flyttede de to bøller sig skyndsomt bagud på broen indtil hun og Ren kunne komme forbi dem. 
Hun kunne ikke lade være med at smile grumt til den ene en sidste gang, mens hun gik forbi, og så tog hun Rens arm i sin, mens de fortsatte til den næste hængebro.
"Er de altid sådan?" spurgte hun og havde det for første gang, siden hun trådte ind i Lindeskovene, som om hun var på hjemmebane. Mhn, lidt vold kunne altid gøre en dag bedre, også selvom det her kun havde været truslen om det. 
Rædslen i den elvers blik kunne holde hendes blodtørst nede i dagevis. Og så føltes det utrolig godt at have sat dem på plads, når deres offer havde været Ren. Han virkede ikke god til konflikt, og Sidka havde ikke tænkt sig at lære ham det. Nej, ikke når hun meget nemmere bare kunne skræmme hans bøller til at opføre sig ordentligt. Dén tanke føltes helt forkert, så snart den indfandt sig på mørkelverens nethinde, og hun fik en pludselig trang til enten at vaske sin mund med sæbe eller kaste op. Det måtte være Elverlys godhedsmagi, der fik hende til at tænke sådan.

Renaél turde nærmest ikke blinke af frygt for, at der ville ske noget, det splitsekund han ikke kiggede. Samtidig var han bange for, hvad han kunne komme til at se, hvis Vanna gjorde alvor af truslerne. Det måtte være sådan rigtige krigere gjorde: han vidste godt, at nogle af spejderne kunne være rimelig hårdkogte, men han havde aldrig set en ungelver true en anden på den måde.

Idioten så ud til at prise sig lykkelig for, at der ikke var særlig mange gyder i Elverly, som han væltede over mod sin kammerat, og Renaél greb instinktivt fat i rækværket på broen, mens han skævede lidt nervøst ned mod jorden.
Man sagde at skovelvere var i stand til at lande lige så let på fødderne som en kat, men healerhuset fortalte en anden historie, når de slæbte folk ind, der havde dummet sig ud over en hængebro.

"J-ja, flyt jer!" 

Han skyndte sig at genvinde mælet, da han og Vanna skubbede sig forbi bøllerne. Hvis han var heldig betød det, at de lod ham være, næste gang de så ham. Selvom episoden havde forskrækket ham grundigt, kunne en lille del af ham ikke lade være med at fryde sig en smule over synet af skrækken i deres øjne. 

"Jaeh .. altså jeg ville totalt have gjort noget. Du kom mig bare lidt i forkøbet." Skyndte han sig at sige, mens han ledte Vanna hen mod området, hvor de mindre elverhytter lå. Hun skulle helst ikke tro, at han var alt for meget en kujon .. også selv om han bare var urtesamler. 

"Jaer, klart," fnøs Sidka og himlede med øjnene.
Som om Renaél faktisk havde gjort noget ved to andre, betydeligt stærkere ungelvere. Han havde fået sig selv kastet ud over den hængebro, havde han - hvis ikke værre. Hvis bøllerne ofte gjorde det her, vidste de præcis, hvilke knapper de skulle trykke på hos Ren, og hans generelle spinkelhed og sky natur var garanteret en af dem, de brugte ofte. Lidt ligesom det var præcis den, Sidka netop havde trykket på. Hvorfor stak det i brystet at indse dét?
Ubevidst havde hun haft armene over kors siden balladen, og hun måtte aktivt trække vejret ind og tvinge kroppen til at slappe af, før posituren løsnede sig. Hun skævede til Renaél, der forsøgte at virke stærk, mens alt i hans kropssprog skreg af flugt.
"Hør," sukkede hun og gjorde sig umage for ikke at lyde for hård i tonelejet. "Du kan godt bare lægge dig ned og tage de tæv, de giver dig. Men så stopper de ikke. Du lærer dem kun, at du kan være underholdningen, når de keder sig."

Det havde været den vigtigste lektie som barn i I'endrith-klanen. Hvis man lod sig tryne, blev man det, og man kunne absolut ikke forvente hjælp fra de voksne. Det var en del af at vokse op, og selvom det hos mørkelverne var en del mere brutal mobning end det, Sidka lige havde været vidne til, lod det til at det ikke kun var en mørkelverting. Skovelverne brystede sig af at være godhjertede og rene, men det her var præcis som derhjemme. De samme regler gjaldt.
"Jeg kan lære dig et par tricks til at lukke dem ned, før de kommer for godt i gang," fortsatte hun. "Selvom en kamp kan være sjov i sig selv, skal man være sikker på, man kan vinde den. Hvis ikke, skal den stoppes, før den kommer i gang. Ligesom hér," Hun nikkede i retning af hængebroen, der var forsvundet bag træer bag dem. "Så snart jeg havde fat i halsen på ham, turde han ikke gøre en skid. Jeg var for tæt på til at hans venner kunne hjælpe uden at han kom til skade, og han kunne ikke trække våben uden, at jeg ville opdage det. Det behøver ikke være mere end dét. Enten få fat i dem, eller give et slag et sted, der virkelig gør ondt. Derfra skal du bare sørge for ikke at løbe væk, men gå væk som om du mener det. Så ved de, at de skal passe på med at fornærme dig igen."

"Det er altså rigtigt nok! Jeg.." Renaél stoppede sig selv og sukkede dybt. Han vidste ikke, hvorfor han blev ved med at lyve. Han ville bare så gerne have, at hun ikke så ham, som han var - svag og et offer for stærkere, ondere elvere.

Han stoppede et øjeblik på træbroen. Et sted over dem hang et par lamper og svingede roligt frem og tilbage, deres lys ikke tilstrækkeligt til at oplyse omgivelserne, men blot give en mystisk, glitrende effekt over den tavse by i trætoppene. Pludselig lidt fåmælt, lod han en hånd glide gennem det nu korte hår, og lod blikket glide ud i mørket, ind til han endelig svarede:

"Det er bare .. de har set mig nede på træningspladsen. De ved godt, at jeg ikke kan finde ud af det." Han vendte sig mod hende, en anelse forhåbningsfuld - hun havde virkelig været sej, da hun satte dem på plads. Det måtte være al hendes hemmelige-spion-træning eller hvad hun nu præcis lige var..

"Jeg vil gerne lære nogle af dine tricks."