Adena krympede sig i sit sæde, og hende og Aldamar var pludselig så langt fra at være lige høje, som de kunne blive. Hans kølige tone gjorde hende utilpas, og hun ville ønske, hun nu havde noget te at varme sig på. Hvad skulle hun sige til ham? Hun kunne ikke fortælle ham sandheden. Hun havde været så tæt på at fikse det hele. Hun havde drikken til bryllupsnatten og skulle bare finde den rigtige sammensætning til selve dagen, så hun kunne være den glade, lykkelige hustru, han forventede og fortjente. Hun skulle være den perfekte kvinde til en så sød og kærlig mand, om det så betød at alkymi var det eneste, der fik hende igennem middagsselskaber og den ægteskabelige pligt uden at græde, hade sit liv og gøre Aldamars sjæl bitter eller værre... Voldelig. 

"Det-Det var bare en jeg købte på markedspladsen," sagde hun stille, og valgte den kujonagtige udvej at fortsatte med en løgn. "Jeg vidste ikke, hvad den gjorde..." Hendes blik ramte manden ved siden af Aldamar, og genkendelse af stemme og øjne flød sammen. "Fabi...?" Det kunne da ikke være Fabian, kunne det? Hun måtte se syner og ligheder, hvor der ikke var nogen. Og hvorfor havde Aldamar i det hele taget en fremmed siddende til sådan en samtale her - ville det mest passende ikke have været at sende ham hjem, så snart de var kommet tilbage til palæet? Hun rystede hurtigt på hovedet og sendte blikket tilbage til Aldamar, selvom det var det sidste sted, hun havde lyst til at kigge hen. "Kunne De måske præsentere mig for Deres ven, Deres Højhed?"

Det her var ikke en samtale Fabian kunne tage for dem, selvom han lidt havde lyst til at gå over og ryste i Adena indtil hun hostede op med hvorfor hun havde gjort det, så de faktisk kunne have en produktiv samtale omkring det, i stedet for... det her.
Den kølige tone fra Aladmar var forståelig, og et tydeligt suk gik igennem ham, da selv han kunne gætte sig til løgnen hun fyrede af. En løgn gav mening, hvis den virkelig kunne dække over noget, men de vidste alle sammen godt at hun ikke ville have reageret sådan, hvis hun havde ikke havde vidst at den indholdt en eller anden form for magi. Det skulle de ikke bruge Aldamars magi til.

Et lidt mere skyldigt udtryk kom over Fabian, som han hørte starten på sit navn, og han lænede sig lidt tilbage, og havde lidt svært ved at skjule som han kiggede lidt mod Aldamar, for også at se hans reaktion på, at der muligvis var flere hemmeligheder der kom ud. Han havde dog en god grund til hvorfor han aldrig havde fortalt dem begge at han kendte begge parter, men, hvis han blev taget ned på den, så ville han nok heller ikke holde deres hemmeligheder sikre mere. De havde behov for at snakke om det.
Fabian gjorde dog intet for at præsentere sig selv, men kiggede mellem de to af dem. Det havde været et spørgsmål henvendt til Aldamar, og han var ikke sikker på at Aldamar ville turde at præsentere Fabian med den falske persona, eller hvem han reelt var. 

Ligeså snart den genkendelig summen af bevidste løgne meldte sig, trak yderligere vrede, jah yderligere og bitter irritation Aldamar's ansigt mere sammen, og de mørkeblå øjne fik en hård kant. En kant han endda ville blive overrasket over selv at se, skulle han nogensinde se sig selv i spejlet på et tidspunkt som det her. I og for sig, jah så handlede det mere om princippet i det - løj hun den her gang, var der ikke noget der ville stoppe hende i at lyve næste gang også. Og selvom Aldamar's magi var god, var den bestemt ikke fejlfri, desværre. 
Overraskelse åbnede til gengæld udtrykket en anelse op i nogle få sekunder, da Fabian's halve navn blev bragt på bane, og ligesom om at den mørkhårede mand kiggede imellem Adena og Aldamar, var det nu Aldamar der kiggede imellem Adena og Fabian, øjnene der bevægede sig i 2 små ryk. Hvad? 

Men kun nogle få sekunder, førhen at et trænet udtryk af 'professionalisme' gled over ham igen - han var trods alt sin mors søn, og en ting af gangen. Men for zalan Fabian... det tog ikke mange sekunder for Aldamar at regne ud hvor og i hvilken sammenhæng Adena potentielt set kunne have mødt Fabian, selvom lige dén tanke ikke var behagelig - hvad bildte han sig egentlig ind. Men det måtte komme senere. 
Komtessen skulle nok få sine forklaringer, når hun begyndte at komme med sine egne. "Måske. Hvis De begynder at tale sandfærdigt, kan jeg gøre det samme" Aldamar lænede sig en anelse frem, og rakte ud efter koppen. Ikke for at vende den om, men for insisterende at lægge hånden over den, en gysen ned af ryggen som følge ved tanken om at hun havde bragt fremmed magi ind i sit ellers fantastiske liv, og hvordan det havde taget overhånd til festen. Det var jo decideret pinligt, hvis det her kom ud. Det måtte ikke ske. 
"Du vidste udmærket hvad den gjorde" en konstatering imellem mange, og han bankede utålmodigt fingeren på låret, skjult under bordet. 

Adena kunne snart ikke krympe sig mere under Aldamars ord, og hans blik fik hende til at bide sig i læben i kampen om at holde tårerne tilbage. Fra hvor hun sad bekræftede det kolde, hårde blik kun hendes værste anelser, og hun overså hans forvirrede blik mellem hende og den Fabianlignende fremmede. Hvis han fandt ud af, hvad hun var - hvilken afvigelse fra normen, hvilken uduelig hustru hun ville blive - ville han blive sådan der. Kølig og distanceret. Vreden ulmende lige under overfladen. Det kunne let blive til raseri, når hun fejlede i at tilfredsstille ham i sengen. Når hun græd sig gennem akten frem for at være tilfreds med ham. Når hun tvang ham til at måtte finde nydelse hos andre, og hun selv kun kunne være mor til børnene, aldrig hustru til  husbonden.
Han kunne ikke få det at vide. Det ville ødelægge alting.

Hun blev nødt til at forsøge en bedre løgn. Den første havde været sløset og selvfølgelig var han ikke faldet for det. Adena bed sig i læben, mens hendes tanker ræsede afsted. Hun havde aldrig været god til sådan noget her. Eller glad for det. 
"Jeg... Nogle veninder fik mig med på ideen," sagde hun og sænkede blikket i hvad hun håbede ville ligne skam over hvad hun havde gjort og ikke skam over løgnen, hun blev nødt til at fortælle. Det var bedre sådan her. Bedre end at ende som Amelia, voldtaget fordi hun afskyede sin mand. I det mindste kunne Adena fikse sit problem med alkymi, når der var hende selv, den var gal med. "Det var bare en dum ide. Det var ikke gennemtænkt. Jeg troede ikke det ville ende sådan, jeg... Den gjorde mig bare gladere, og jeg var så nervøs for at jeg ikke kunne være glad nok til... Til bryllupp..." Hun var lige ved at tale over sig og faktisk fortælle ham det. Hvor ville det ikke være rart at kunne dele det med ham, men det ville skyde alliancen i smadder mere end hun allerede var på vej til med sine dumme ord og grædefærdige stemme. "Undskyld, Deres Højhed. Jeg skal... Jeg skal nok være en god hustru." 

Fabian så i den grad måden Aldamar kiggede på ham, som han tydeligvis også have opdaget at et navn var sluppet op fra Adena, som lå lidt for tæt på Fabians eget. Han havde selv tænkt sig at være oprigtig og ærlig omkring situationen, selvom han ikke ville være speciel vild om at fortælle noget af det Adena havde fortalt ham. Der var dog ingen grund til at lyve for en mand, der vidste når nogen løj. En ting som Adena tydeligvis ikke havde fundet ud af.
Det hjalp dog heller ikke på Fabians nerver, at Aldamar så 'professionel' ud. Det mindede han lidt for meget om Leonora, for Fabians smag, og han var ikke helt sikker på hvad der egentlig ville ske... med nogen af dem.

Som Adena begyndte at tale, så sank Fabians skuldre dog blot mere og mere, og han havde lidt lyst til at sige noget, for at... mindske den akavede situation. Det var selv så Fabian fik ondt af den stakkels tøs, men... kunne han sige noget?

Han kiggede mod Aldamar, og prøvede at læse ham, selvom, det nu altid var sværere i de her situationer.
Hvis Aldamar gik for langt med sine ord, så ville han nok være der for at træde ind, men for nu. Var der ikke specielt mange ting for ham at sige.

Hvorfor at Adena så ham som en meget mere ilter mand end han reelt var, skulle i dette tilfælde være forståeligt. 
Hver gang hun løj, blev fyrstesønnen mere anspændt, mere irritabel, kæben spændtes og hænden over bordet knyttedes og selvom han ikke var af stort temperement, var han i den grad af overraskende store følelser, bare i det hele taget. Noget han ofte lagde bånd, skjul og låg på; Aldamar kunne ikke lade værd med at føle hvordan irritationen kun gjorde isdækket over hans øjne mere tydeligt, og for første gang i sit liv, forstod Aldamar hvad der kunne få folk til at slå en hånd i bordet for at trænge igennem til hvad der var pointen i alt det her. 
Noget der måske var meget normalt, hvis man ikke kunne holde sin facade i ro. 

Men ikke ham. Han bed det i sig, selvom det gav en mere og mere bitter smag i munden at høre hende lægge skyld og grundlag over på nogle andre, og Aldamar flyttede hånden for at gribe om sin egen tekop, og tage en slurk af den nu hvor at den var kølet af. Lod varmen skylle igennem ham, lod den lade ham se andre muligheder end blot at påpege hvor skuffende og ildevarslende det var, at hun ikke ville sige sandheden. 
Så var der vel ikke andet at gøre, end at borer i løgnen til at det stoppede, Aldamar lænede sig med et suk tilbage, taknemmelig for at Fabian for en gangs skyld var stille. Mere elegant var det hvis han slet ikke var her, men... det var ikke en mulighed lige nu. 
"Nuvel" Aldamar løftede et mørkt øjenbryn, og nikkede en anelse fast, som var han nået frem til en beslutning. "Gennemtænkt eller ej - " hun løj, det havde været planlagt " - kommer det ikke til at ske igen... hvad er navnene på Deres veninder? Jeg vil personligt se til. at der bliver taget hånd om problemet, konsekvenser må der falde" Aldamar's øjne blev små sprækker - det var ikke til diskussion. 
Hvis hun så til gengæld valgte at angive nogle falskt for at holde sin egen ryg fri, var det i den grad et ægteskab der skulle gennemtænkes. Ikke glad nok til brullyppet... Aldamar forstod ikke sammenhængen i det, men var alt for fokuseret på det andet. 

"Det er ikke andres skyld..." pev Adena og et par tårer undslap ned over hendes kinder. "Det er kun min skyld. Jeg fik idéen fra andre, men... De ville nok også være skuffede over mig."
At de primært var Talon i det her tilfælde, virkede underordnet. Evlyn ville også være skuffet over, at hun havde gjort det igen. At hun ikke var stoppet efter episoden med Athelstan i gyden. Bare tanken om den opsang, hun ville få, fik hendes mave til at slå knude på sig selv. Hendes blik havde fæstnet sig på en lille snor, der stak op fra hendes kjole, og hun prøvede at bide sig selv hårdt i tungen og se på den gennem det nu ret slørede syn. 
Selvom hun ikke havde luret, at Aldamar så direkte igennem hendes løgn, kunne hun ikke navngive hverken Talon eller tilfældige andre. Fortalte hun om Talon, ville hun bryde sit løfte om at holde på hans hemmelighed, og hans liv ville blive ødelagt. Så hellere hendes eget - det var alligevel på vej i den retning. Hvis hun prøvede at nævne andre bare for at komme ud af det her rod, ville rodet bare vende tilbage til hende igen om et par dage og slå endnu hårdere.

Hans ord gjorde det dog ikke nemt for hende at kæmpe mod tårerne, og den isnende, ophøjede tone, holdt hende fra at hæve blikket. Hun kunne næsten mærke vreden som en brise henover rummet, selvom han ikke engang havde hævet stemmen betragteligt - ligesom hendes far ville gøre. 
"Straf mig, som De finder passende, Deres Højhed," sagde hun med dirrende stemme og hendes fingre knugede om kjolestoffet for ikke at ryste. 
Hun huskede kun alt for godt Athelstans ord. 
Mænd har ret til at herske over kvinder på grund af den overlegenhed som Guderne har bestemt... Hvis I frygter kvindernes modstand eller ulydighed så straf dem ved at slå dem...
Alt hun havde set i Aldamar indtil videre havde været omsorg og venlighed. Hendes forældre var vilde med ham. Alexander havde talt om hans gode hjerte. Alligevel kunne hun ikke slippe Athelstans ord. De borede sig ind i hendes tanker og satte hele hendes opvækst i et mere dystert lys. Hun var til for at behage en mand i ægteskabet. Æren lå i giftermålet, børnene og hvor pænt et hjem, hun kunne holde. Hendes plads var bestemt af manden, hun blev givet til, og hendes vigtigste opgave var at behage ham. Noget, hun aldrig ville kunne som det så ud nu. 
I det mindste kan jeg nu finde ud af, hvad jeg skal forberede mig på, tænkte hun og prøvede at snøfte ikke alt for højlydt og irriterende. Hvordan end han ønskede, hun skulle straffes nu, ville nok gå igen, så snart han fandt ud af, at hun ikke kunne holde tanken ud om at ligge med ham. Når hun ikke var glad nok til festerne og ikke mindst til deres bryllup. 
Inderst inde tilbød en lille stemme hende, at han måske bare ønskede, at hun skulle gøre noget for ham - altid reparere hans tøj eller selv rydde op efter det rod, hun havde skabt. Men hvis præsterne lærte mænd, at de skulle slå deres kvinder, som Athelstan havde reciteret... Håbet i Adena - om at kunne gemme sin afvigelse, om at få et lykkeligt liv med lidt hjælp fra alkymien - svandt lige så stille ind.

Det var efterhånden ved at være nok for Fabian. Som han kunne mærke ubehaget, ikke kun hos Adena, men også til dels hos Aldamar, måske af forskellige grunde, så påvirkede det også ham, og denne her samtale kom ingen vegne. Det var frustrerende, og han rettede sig lidt mere op, for at bryde ind mellem alt hvad de sagde. Han vidste godt at han nok ville få en sviner fra Aldamar. Adena havde nok ikke meget at sige til det her, som hun bare sank mere og mere ind i sig selv. Han kunne også godt huske Adena have fortalt både om sin veninde, men også hvordan hun frygtede for at hendes kommende mand ville blive voldelig.

Derfor brød Fabian også ind, inden Aldamar kunne nå at sige noget. ”Det her er absolut ikke min plads, men kan I to ikke godt prøve at være ærlige med hinanden,” sagde han endelig, og stirrede første bestemt på Adena og derefter på Aldamar. ”Jeg har ikke lyst til at røbe jeres hemmeligheder for hinanden, men det er fuldstændig utåleligt at være i rum med jer lige nu, når I prøver at gemme ting I ikke behøver!” De vidste begge to hvem han var, og nu gad han ikke mere. Hvis han skulle stille sig op og sige at de aldrig ville være tiltrukket af hinanden, så ville han gøre det, men for nu ville han foretrække ikke at bryde hemmelighederne. De burde vide hvad de snakkede om.
Han lænede sig tilbage, frustreret og med armene over kors, som han ventede på at enten de stoppede med at være så stædig og uærlige, og faktisk åbnede op. Det virkede trods alt til at Adena ikke tog stofferne fordi hun bare havde lyst, hun havde nævnt brylluppet, og det ville i hvert fald give mening i hans hoved, hvis det bundede ud i noget af det. Hun havde snakket om magi der kunne hjælpe hende sidste gang. 

Der gik lige nogle sekunder førhen at det gik op for Aldamar at komtessen var begyndt at græde, og en noget ubehagelig følelse fik ham til at rynke en anelse på næsen, imens at han sukkede næsten uhørligt. Gråd havde aldrig været intentionen han var gået efter, det sendte en ubehagelig gysen igennem ham at hans ord og toneleje kunne få hende til at græde, og det virkede næsten som om at hun var bange for ham, med måden hvorpå hun sad og næsten rystede, med måden hvorpå hendes stemme dirrede i sine formuleringer. 
Hvilket var fuldkommen absurd, han var vred, men berettiget. Det burde hun ikke være bange for. 

Som værende en der aldrig havde haft diskussioner med kvinder der følte sig så udsatte eller magtesløse at frygt meldte sig på banen, gav det ingen mening i hans hoved, at hans ord var nok til at indgyde frygt. Hvad der gav mere mening, var at det var en måde hun måske var vant til at få sin vilje på. Eller måske mildne et familie medlems skuffelse. Så Aldamar gjorde sit hjerte hårdt for tårene, ikke villig til at bløde op over dem - hun burde ikke græde over noget hun selv havde sat sig i. 
Men inden at han kunne få sagt det, kunne Fabian ikke længere holde sig i ro og blandede sig i en samtale der slet, slet, slet ikke vedkom ham. Hvorfor fanden kunne han ikke bare tie stille, det var lige gået så godt for ham.
Aldamar's blik mødte Fabian's bestemte, og han fnyste, en pludselig gnist af vrede over at han tillod sig noget så frækt. At afbryde ham. Han forstod ingenting, men troede han vidste alt. Det her handlede ikke om at gemme noget, for Aldamar, det var slet ikke der han var, når de stadigvæk talte om alkymien Adena havde leget med. Et sted i baghovedet registrerede han at det nu var anden gang at han truede med at røbe fyrstesønnens lille hemmelighed, og selvom intentionen var god, og Aldamar's bevidsthed indvendigt satte spørgsmålstegn ved hvad skøgen dog mente med de ord, jah så var måden det blev sagt på... ikke god. Hvem zalan troede han lige at han var?
En snerren trak op men han formåede at blive i stolen - det var ikke ligeså nemt at være fattet og kølig overfor en mand der altid formåede at stryge ham hårdest imod hårene, og det opmærksomme øje ville kunne se hvordan facaden et kort øjeblik knækkede over i de omrørte følelser - "Du har ret, det er slet ikke din plads" inden at 'masken faldt tilbage. Bare fordi at de kendte hinanden... personligt, betød det ikke at han kunne tale sådan til Aldamar, og heller ikke til komtessen. "Måske er det bedst at du går, Fabian. Hvis du ikke kan holde dig i ro, bør du ikke være her - tak for din hjælp, du er undskyldt" afvisende sendte Aldamar et vink afsted som signal til at han kunne forlade rummet. 
Han virkede frustreret, og med truslen om at røbe noget så personligt og med armene tvært over kors på den måde, virkede han også som et barn. Og Aldamar havde allerede et barn at håndtere lige nu. 

Lige som Adena troede, hun ikke kunne blive mere utilpas, tog den fremmede ordet, og ligesom Aldamar hørte hun kun det, den paniske hjerne ville: At han var ved at afsløre hendes hemmelighed.  Kunne det være... Hvordan kunne han vide...?
Aldamar bekræftede hendes bange anelser ved endelig at tiltale ham direkte. Som Fabian. Den skøge, hun havde betalt for at få fikset sit problem, inden det voksede hende over hovedet - to ting hun på ingen måde havde lykkedes i at gøre eller undgå. 

Hendes blik undgik behændigt Aldamars silhouette og fokuserede på Fabian. Håret var anderledes og nogle af trækkene, men nu hvor det var bekræftet, kunne hun ikke være i tvivl. Det var rigtig nok ham, og det væltede ind med spørgsmål i hendes kaotiske tanker. 
Havde Aldamar fundet ud af, at hun havde mødtes med ham og hevet ham herind, så hun blev tvunget til at tilstå? Nej... Aldamar tiltalte ham som om de kendte hinanden godt, og nu ville han sende ham væk, som om han slet ikke havde skullet være her i første omgang. Det gav ingen mening, det her. Hvorfor rendte en prins som Aldamar rundt med en skøge som Fabian - havde ham med til en fest, han ikke engang skulle have været til?
Adena trak fødderne op under sig på stolens sæde og krammede sine knæ med armene. Tårerne flød stadig over i hendes øjne, men for nu havde hun da holdt hulkene tilbage. 
"Fabian... Det er dig?" sagde hun stille. "Hvad... Du... Hvorfor kender I hinanden? Hvad er det, der foregår?"

Fabian forventede det fra Aldamar, og derfor mødte han også fyrstesønnen med et fast og trodsigt blik, der ikke havde tænkt sig at bakke ud fra denne her samtale. Han var ikke bange for hvad Aldamar ville eller kunne gøre, selvom han altid hadede når de ikke var på samme side. Deres private liv var trods alt meget nemmere at håndtere, end når de blandede nogen som helst ind i det, som de efterhånden kunne se. Forhåbentlig var det her ikke nok til at Aldamar decideret ville begynde at ignorere ham igen. ”Måske er det for det bedste,” sagde han derfor kort henvendt mod Aldamar, inden hans øjne endnu engang var på Adena, lidt mere blide øjne. 

Hun virkede virkelig til at hade sin situation lige nu og forvirringen om at det var bekræftet at han var Fabian, hjalp nok ikke på det i sidste ende.
”Adena,” sagde han og prøvede at fange hendes blik. ”Vil du ikke nok fortælle ham, hvad du fortalte mig? Jeg lover dig, at intet vil ske med dig.” Han ville langt hellere presse ordene ud af kvinden foran ham, end han ville fortælle Aldamar hemmeligheden selv. Det var ikke hans hemmelighed, men hvis hun var begyndt at ty til det her for at kunne overskue tanken om brylluppet, for ikke at nævne at hun var bange for at Aldamar ville slå hende, ja, så ville han ikke stå på sidelinjen mere. Han var på ingen punkter selv en god mand, men desværre var han investeret nok i Aldamar, at han automatisk også var investeret i Adena. Jo før de fik talt om det, jo før kunne de gå tilbage til en mere konstruktiv samtale, og bare være... glade og tilpas igen, og selvom han ligeså stille kunne se sine egne planer for aftenen gå op i røg.

Da han - hvilket var stik imod Aldamar's skjulte ordre - valgte at blive siddende, kom der et noget køligere og forstenet udtryk over Aldamar's ansigt, da han var uvillig til at vise hvor meget det påvirkede ham, men det sveg indvendigt at han med vilje underminerede ham foran Adena. Det sveg i hans stolthed, men også i hans tillid da der umuligt kunne være en god nok grund til at han så direkte valgte at ignorere hvad prinsen bad ham om, og endda forsatte med at kigge tilbage på Adena i stedet for ham, en underlig blidhed i hans blik. Hvad havde han gang i? 
Det var aldrig blevet nævnt, at de to kendte hinanden. Men lige nu talte han som en gammel ven til hans kommende hustru, og følelsen af at der var noget han ikke vidste, var ubehagelig - løfter blev endda givet, som han slet ikke havde nogen vægt eller mulighed for at overholde. Ikke fordi at hvad han gjorde var slemt, men principperne i det? 

Principperne i at han talte forbi fyrstesønnen, tog kontrol af samtalen og henvendte sig til komtessen; det var ikke okay. Enhver anden - foruden hans familie og andre højt rangerede adelige - havde ikke turde gøre noget så udfordrende. 

Og Aldamar ville æde sin fine skjorte på at han ikke ville have vovet det, hvis ikke han følte sig 'sikker nok' til at 'måtte det'. Tingen var bare, at det ikke var noget han bare måtte, fordi at han havde lyst. Og Fabian, trods sin fine position i Aldamar's private seng, var ikke hævet over de almene regler, selvom han måske følte det sådan. 
Aldamar's blik faldt tilbage på den grædende komtesse, og han følte hvordan den underligende forharmelse over hans opførsel fulgte med over imod hende - det var trods alt hende der åbenbart fik ham til at gøre det her, selvom det måske ikke var helt fair. 
Hvis Fabian prøvede at skabe et 'sikkert rum' at tale i, havde han gjort det komplet modsatte ved at være så trodsig. 

Så han var tavs - han kunne ikke tvinge Fabian ud, det var ikke hans hus. Og han havde bestemt ikke tænkt sig at gentage sig; det burde aldrig være nødvendigt. Men tavsheden byggede på alle de ord han ikke kunne sige lige nu, noget der helt sikkert ville komme ud på den anden side af de her vægge, og i et mindre offentligt skue end foran dem begge på samme tid. Som det eneste trommede en finger taktfast (og utilfreds) imod bordpladen, nu hvor at han ikke lod andet komme til syne. 

Fabian bad hende gøre noget, hun havde prøvet at finde alle tænkelige måder at undgå at skulle sige. Nogensinde. Især til Aldamar. Måske også til sig selv. Han lovede, at der ikke ville ske hende noget, men da hendes blik kortvarigt landede på Aldamars udtryk, svandt troen på de ord ind til sammenkrøllede løfter, hun ikke kunne bruge til noget. 
Hvad kunne Fabian have at sige over for Aldamar - han var blot en skøge mod en prins af en af de fem(!) vigtigste familier i landet. Det var det hårde blik i Aldamars øjne, der fortalte Adena, at hun ikke kunne løbe fra det mere. Hvad end straf han måske havde villet lade hende slippe med, var nu umuliggjort af Fabians ord. Hun burde være sur på ham for ikke at give hende noget valg, men der var kun et stort tomrum i hendes sind, hvor alle følelser blev suget ind og gjort til fortvivlelse. 

"Jeg kommer aldrig til at kunne elske Dem, Deres Højhed," sagde hun lavt og fugtede læberne. Smagen af salt overtog hendes mund. "De er en mand, og ... og ... Det skræmmer livet af mig at skulle dele seng med Dem, og jeg prøvede at finde en løsning, så jeg kunne ændre min ... Min afvigelse." Adena snøftede og hendes blik begyndte at flakke uroligt. "Alkymisten solgte mig noget til bryllupsnatten, og jeg ville også finde noget til selve dagen, så jeg blev glad. Jeg troede, det hele virkede - jeg havde ikke troet, det ville gøre mig dårlig. Sådan var det ikke med den anden ... Egentlig ville jeg vente, jeg skulle slet ikke have prøvet den endnu - men Athelstan så mig, og tvang den i mig ... Og slog ... Men jeg troede den her ville gøre det samme, altså bare virke, på glæden altså, ikke det-det andet. Måske var det fordi, jeg tog to. Den halskæde fik jeg af en sød pige på markedet, men jeg havde drukket noget også - tidligere, og jeg skulle nok have ventet og prøvet det herhjemme. Jeg var bare ikke sikker på, det så ville være rigtigt, og ..."
Adenas tankestrøm holdt inde, mens hun sank en klump. Hvor var hun overhovedet på vej hen med det her? Det var forbi. Hun burde ikke forklare sig mere nu. Kun prøve at holde sammen på stumperne af det, hun kunne. Alt var ved at smuldre mellem hendes fingre.
"Jeg forstår godt, hvis De ønsker at bryde ægteskabet," Hendes stemme knækkede over, og hun tørrede sine sviende øjne med det ene ærme. Blikket faldt ned på bordet. "Jeg beder Dem, sig det ikke til mine forældre, de ... De ville ikke forstå, og jeg ..." Snøftende blev til hulk og hun måtte opgive at holde hovedet oppe og begravede det ved knæene, så hun endte som en sammenkrummet kugle med rystende skuldre. "Jeg vil ikke være en skuffelse."

Det havde ikke været Fabians plads at få det her ud i det åbne, og heller ikke at lade Adena fortælle hele forløbet, meget af det kom også bag på ham, selvom han havde haft sine idéer, da hun havde nævnt brylluppet. En del af hans hjerte gik absolut i stykker over at se hende så nedbrudt over noget han selv mente ikke var et problem, men han var ikke personen der skulle indgå et kærlighedsløst ægteskab. Det var de to af dem, og det eneste han kunne gøre, var at de i det mindste var ærlige omkring at de aldrig ville kunne lide at være seksuelle med hinanden. Så kunne der arbejdes på.

Hans arme løsnede sig og han lænede sig tilbage, mens han bare kiggede med sørgmodige øjne på Adena. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til bomben, især fordi han ikke vidste hvordan Aldamar havde det med det hele, men hvis Aldamar ville forsøge at sende ham ud nu, så ville han gøre det.
Efter få lange øjeblikke, kiggede han dog over mod Aldamar for at finde ud af.... hvad han tænkte, og hans egne øjne var næsten bedende, om at Aldamar ikke ville lange ud, ikke efter Adena som lige havde lagt hele sit hjerte på bordet. Det ville være nemmere for alle involveret, hvis det forsatte, men uden alle de hemmeligheder. Om Aldamar turde sige sin egen afvigelse højt, var ikke vigtig for Fabian. Nej, han ønskede blot at Aldamar i det mindste lovede ikke at gøre noget for at sætte Adena i en dårlig situation. 

Jeg kommer aldrig til at kunne elske dem, Deres højhed. 
Ordende der startede vandfaldet fangede hans opmærksomhed, og snart var der ikke noget der kunne stoppe de indrømmelser der kom på bordet. Ord Aldamar kendte alt for godt, da han selv havde haft dem oppe og vende i sin egen mund før, men aldrig med det resultat at han grædende og knust begyndte at bryde sammen i sine forklariner. Bitter over skæbnens lod, og utilfreds over at livet skulle gøres besværligt? Selvfølgelig - men aldrig knust på den måde som Adena nu faldt fra hinanden på. 
Og der var mange ting at sige, tydeligvis. 
Hun ville ikke være en skuffelse? Det var også alt hvad Aldamar selv nægtede at være, og havde han været i bare et eller andet, andet humør end så fandens vred, jah så ville det også have smeltet kulden i de mørkeblå øjne, og pustet liv i det forstenede ansigt. Men forargelsen over hvordan han blev sat til skue i alt det her, farvede stadigvæk hans knoer hvide under bordet - og den var ikke nemt at slippe. Og et flakkende blik imod Fabian der sad med bedende - hvad zalan, bedende øjne? - og kiggede på ham, gjorde det ikke bedre. Hvad var deres relation overhovedet? Hvor lang tid havde de kendt hinanden, og hvor længe havde Fabian vidst alt det her? 

Han havde aldrig haft meget tilovers for tårer eller skam hos andre, og det var ikke de ting der kunne få Aldamar til at føle medynk med komtessen - hendes problem var lig hans eget, og han havde aldrig siddet skælvende og grædt som hun gjorde nu. Han var ikke nogen skulder at græde ud på. 
Men måden hvorpå Fabian sad og kiggede på ham lige nu, som betød det noget for ham, hvordan Aldamar reagerede fremadrettet.... hvad fanden foregik der - hvor godt var det at de kendte hinanden? I stedet for at knalde en skøge, eller finde en elskerinde - som enhver anden almindelig person, skulle hun bedøve sig i alkymi - hvordan kunne han have medfølelse med det? Han følte sig næsten lokket i en fælde, som var det hele blevet arrangeret for oven - det her var alt for ironisk til at det kunne være sandt; at hans fremtidige kone skulle have ligeså lidt lyst til ham, som han havde lyst til hende. Og endnu engang var det vreden der lurede i kroppen, der gjorde det svært at føle meget andet end frustration over at få det at vide her, at få det at vide nu, selvom han burde føle lettelse. 

Aldamar's tørre øjne blinkede en enkelt gang, inden at han lænede sig en anelse frem. Måske var det lige præcis fordi at Fabian var her, at han stejlede så meget lige nu. Han kom ikke til at spille efter deres fløjte, hvis det her var noget de havde aftalt bagom hans ryg - hvilket det virkelig virkede som om, lige nu. Fabian havde ikke sådan noget empati med fremmede, af hvad han vidste. "Så du ville hvad, bedøve dig i alkymi resten af vores ægteskab? Være 'fyrstinden af Arys, der foragter sin mand' fordi at hun skal holde noget så..." Aldamar slugte ordet dumt i sidste øjeblik. "... du ville hellere have sådan noget - " den knyttede hånd fór hen imod koppen, men sænkede sin fart i sidste øjeblik så den ikke smadredes, et lille testamente til den selvkontrol der spændte hans kæbe smertefuldt op. " - 'medicin' ind i vores liv?" han rystede på hovedet, krøllerne dansede og i et ryk rejste Aldamar sig, for at træde væk fra det her forfærdelige rum og den her irriterende proklarmering. Han vidste godt han burde smide sine egne kort på bordet - det her var jo perfekt. Men han følte sig så... snydt og manipuleret af dem begge og deres lille hemmelighed de delte, at han ikke kunne være i det. Var det her jalousi? Nej, det her var forurettet stolthed og harme. 
Han  nåede dog ikke langt førhen at komtessen sagde et eller andet og greb ud efter hans arm - en han trak tilbage med et ryk som havde han brændt sig - de skulle ikke røre ved ham lige nu. 

Aldamars ord gjorde ondt helt ind i sindet på hende, men hun tvang sig selv til at løfte blikket. Foragt.  Hun ville aldrig foragte ham. Hun kunne rent faktisk godt lide ham, som person, men tanken om deres ægteskab og den pligt det indebar. At skuffe ham, at skuffe sine forældre. Ikke at kunne være oprigtig glad og ikke at kunne tilfredsstille ham. At gøre ham til det, han var blevet nu; Vredesfyldt og kold. I det mindste slog han hende ikke, som Athelstan havde gjort. Gråden var blevet mindre intens, men man kunne ikke længere se, om tårerne flød over de våde kinder. 
Da han rejste sig op, fulgte hun med. Der var et håb. Spinkelt, men det var der. han havde sagt vores liv og ikke afskrevet ægteskabet med det samme.

"Aldamar, jeg beder dig-" Adena greb fat i Aldamars arm, men han rev sig så hurtigt væk, at man kunne høre hendes negle skrabe mod skjortens stof. "Aldamar, jeg skal nok..." Selvom hun prøvede, kunne hun ikke holde sin stemme fra at være en smule skinger. "Jeg skal nok gøre det. Jeg håbede... Jeg håbede det bare vil være en start - til bryllupsnatten, jeg kan lære det, ikke? Jeg skal nok bare ligge stille, jeg lover at prøve ikke at græde. Jeg lover, jeg prøver, ikke mere alkymi, jeg skal nok... Jeg skal nok... Være en god hustru."
Hun trak sig væk fra ham. Tog et par skridt bagud og foldede hænderne foran sig og sænkede blikket til gulvet. Hun rystede stadig, men ikke lige så meget af gråden nu som af den frygt, hun følte. Fabian havde lovet hende, at der ikke ville ske hende noget. Aldamars reaktion beviste det modsatte for hende. Hvordan kunne han tro, Aldamar ville forstå det? Hendes liv ville blive et helvede, og hun måtte føje sig for sin mand og hans behov. Alt hun kunne love ham nu var at gøre sit bedste for ikke at græde for meget når han... Når han... Hun kunne ikke engang bære at tænke tanken. 

At Aldamar stadig var sur over alkymien, forstod Fabian også godt, og måske tidspunktet ikke havde været optimalt, men næste gang ville de tre af dem nok ikke være i rum sammen, og det skulle overståes.
Derfor faldt hans eget blik også væk fra Aldamar igen, og han lænede sig godt tilbage og hang hovedet. Han havde ikke mere at sige. Han havde bare ønsket at Aldamar i det mindste ikke ville kaste Adena til siden, men lige nu var fyrstesønnnen.... vred. Der var ikke noget de kunne gøre, og Fabian vidste at han nu måtte sidde med den knude i maven han havde fået, indtil han næste gang sås med Aldamar, som formegentlig mødte op.

Det var først da ikke blot Aldamar rejste sig, men også Adena, at han selv kiggede op igen, og så på de to adelige skændes, og han kunne mærke sig selv rejse sig, men han gik ikke hen til dem. Nej, de havde behov for at give ham plads, selvom han ikke anede hvad Aldamar tænkte i det her øjeblik.
Han havde lyst til at sige noget, og han åbnede også munden, men ingen ord kom ud, for... der var intet at sige. Det her var noget dybere, som Fabian ikke kunne få lov til at grave mere i, og det hjalp ikke at Adena forsøgte at gøre det godt igen. Han forventede ikke noget voldsomt ville ske mellem dem, for det var ikke den person Aldamar var. Ikke i Fabians øjne, og hvis han var.... så var han ikke sikker på hvor det efterlod dem. 

Bagved det hele registrerede Aldamar hvordan at Fabian fik rejst sig, men da han hverken gjorde mine til at komme nærmere eller træde længere væk, jah så var det blot en ud af mange reaktioner han ikke kunne eller ville gøre noget ved. Hvad der var langt mere presserende var Adena's hjerteskærnde forklaring om at hun nok skulle, og nogle lange sekunder stod Aldamar bare og betragtede hende imens hun forklarede at hun da nok skulle lære det, ikke helt sikker på hvad han skulle sige. 
Han vidste godt hvad han burde sige, og et eller andet sted, var det lidt at få en kold spand i hovedet, med måden hvorpå Adena omtalte sig selv. Som var det noget der bare skulle ordnes. Det appellerede langt mere til fyrstesønnen end hvad end tårer og gråd kunne gøre, og Aldamar følte hvordan at vreden ufrivilligt sivede en anelse ud i baggrunden, omend den ikke var til at give helt slip på - hun var virkelig ulykkelig.
Ikke mere alkymi - og den her gang mente hun det faktisk, den mørkhårede mand vendte sig omkring, men ikke for at træde ud af døren. Det var en god start.

Den klikkende lyd af hans støvler over gulvet fyldte luften idet at han travede nogle gange frem og tilbage, ikke helt sikker på hvordan han havde lyst til at tackle det her. "Selvfølgelig kan man lære det" brummede han dertil også afvisende, og skævede over skulderen, et tvetydigt blik over Fabian der ikke varede mere end nogle sekunder, inden at han med et suk vendte sig omkring for at sætte sig ved sin plads igen. Hvis han ville blive, måtte han selv tage den beslutning. Stolen knirkede en anelse under vægten da han lænede sig indover, for at hælde endnu en kop op til sig selv, og under bordet blev Adena's stol skubbet en anelse tilbage, som en skrabende invitation langs gulvet - kom herover og sæt dig. 
"Men jeg kan ikke kræve mere, end at du prøver... jeg ved at det kan være svært" noget sagt mindre afvisende end hans toneleje generelt havde været - han ønskede jo ikke at hun så så skræmt ud, omend det ikke kunne misforståes med ømhed eller mildhed - slet ikke. 

Om det her var fremgang eller tilbagegang, kunne hun ikke helt finde ud af med sig selv. Han gik ikke. Han havde ikke slået hende. Han sagde det kunne læres. Men det ramte ikke plet. Hun havde prøvet med Fabian, og se bare hvor våd en skjorte han havde fået. Hun var ret sikker på, hun ville kæmpe imod, så snart Aldamar lagde sig over hende. Hver aften, når hun havde sat et kryds i sin dagbog som nedtælling til brylluppet, prøvede hun at forestille sig det. Hun øvede sig i at tænke på noget grimt og holde fast i puden i stedet for at tænke på noget andet eller tegne som distraktion. Hun havde endda prøvet at bide sig i tungen og se, om hun kunne holde det ud, mens hun lå helt stille. De sagde det ville gøre ondt, men det var nok egentlig ikke hendes største bekymring. Det var al ulykken, hun ville bringe over fyrstefamilien, når hun ikke levede op til det, andre kvinder kunne. 

Lyden af stolen, der blev skubbet tilbage fik hende til at gå derovre helt instinktivt. Måske det hele ville blive lettere, hvis hun prøvede at holde sin tunge fastklemt i munden og kun sige noget, når han bad hende om det. Det var ikke det partnerskab, hun havde forestillet sig et lykkeligt ægteskab ville være, men lykke så ikke ud til at være en del af Isaris plan for hende.
Hun sad lidt på stolen og rakte ikke ud efter te eller prøvede at hæve blikket. Mænd kan ikke lide, når kvinder græder, havde hendes mor engang sagt, og hun havde fuldstændig glemt det midt i sin egen ulykkelighed. Det var selvisk og sømmede sig ikke for en fin dame. Hun burde have svaret sandfærdigt fra starten af og tænkt på hans behov før sine egne... Det var det, hun fejlagtigt havde troet, hun gjorde, ved at løse problemet, før han fandt ud af det. Selvfølgelig havde det ikke været en god beslutning. Det var derfor, kvinders plads var i huset og med børnene - ved siden en mand, der kunne tage beslutningerne. At Aldamars mor var den ledende fyrstinde, og at hele landet blev regeret af en dronning, syntes at falde i baggrunden - Athelstans ord om svaghed  hos kvinder og mændenes magtposition, havde snyltet sig fast i hendes tanker.
"Undskyld," sagde hun endelig, og havde helt glemt, at Fabian stadig var i lokalet, og hun aldrig havde fået at vide, hvorfor han var der. "Jeg havde håbet, jeg kunne finde en løsning... Så jeg kunne tilfredsstille Dem."

Det var som en vægt var taget af Fabians skuldre, da Aldamar stoppede med at forlade dem og det virkede som om at han faldt bare en anelse ned. Han var ikke sikker på at han havde gjort det rigtige heller ved at tvinge de her oplysninger ud i rummet, men konsekvenserne mod ham ville komme senere. For nu var fokusset naturligvis på Adena og det... kunne nok godt tage længere tid, og det var en samtale som Fabian egentlig ikke burde være involveret i, eller høre. Nu vidste Aldamar i hvert fald alle sider af sagen, sin egen og Adenas, og mon ikke Adena tids nok også ville kende til det også?

Hans øjne fulgte Aldamars krop, som han gik tilbage mod sin stol, og følelsen af at forlade rummet kom frem igen, stærkere end tidligere, nu når Adena ikke græd. Det var måske ham der havde fået alting ud, men han var ligeså hurtig til at ville tage benene på nakken og tage videre ud, når problemerne ikke passede ham mere. Især siden han ikke kunne bedømme hvilket humør Aldamar var i. Sikkert et skidt et, med det føltes ikke som om at blikket var det af foragt da han kortvarigt havde kigget på Fabian.

Han var ikke sikker på om de gerne vil have at han blev eller gik, og det var nok også derfor han stod lidt akavet i rummet, usikker på hvad han skulle gøre, men Aldamar smed ham ikke ud, og han var lidt nysgerrig til at se det her til ende, men samtidig ville han også være sikker på at Aldamar ikke bare forlod ham permanent fra nu af, over det her. Han havde trods alt oplevet Aldamars lidt uheldige tendens til bare at trække sig væk, når han ikke fik sin vilje.
Så derfor var det også lidt tøvende skridt, at han gik hen og fandt plads på stolen igen, trukket lid tættere på Aldamar end tidligere, og selvom han forsøgte at kigge lige ud, så var det ikke ligefrem diskret, som hans øjne blev ved med at glide over for at kigge på Aldamar, og se hvordan han reagerede på det hele.