Et tilfredst suk kom fra den gamle mand, da han endeligt kunne lægge en arm om hende og hvile hovedet mod hendes, så han kunne dufte hendes hår. En duft der føltes så hjemlig, at det faldefærdige hus pludseligt var det hjem, han altid havde drømt ubevidst om. Hans arm lå om hendes liv og hvilede mod hendes mave. Han havde aldrig rørt ved hende på en måde, der skulle lægge op til andet end dette, han var ikke sikker på, om hun var interesseret eller om det ville være i orden. Det var også i orden, han havde ikke et pressende behov for at være intim med hende andet end som de var nu. Ikke at tanken ikke havde strejfet ham, for hun var smuk og havde, trods alderen, en meget tiltalende krop. Men hendes varme var nok for ham.

Søvnen fandt ham næsten med det samme, hvilket afsløredes med en svag snorken. Det ville være værre, hvis han lagde sig på ryggen, hvilket var en af grundende til, at han stort set aldrig sov sådan. Tanken om at larme nok til at fortælle alle, hvor man befandt sig, nej, det brød han sig ikke om. Men det hørte til at være blevet gammel og det kunne han ikke gøre noget ved.
Det var en overraskende tung søvn, der lagde sig over ham og han vågnede kun et par gange af ren vane for at lytte til sine omgivelser og tjekke efter, om alt var, som det skulle være. Hver gang placerede han et let kys på Helenas hoved, inden han faldt i søvn igen med det samme. Drømmene var diffuse og uden mening, hvilket ikke forstyrrede ham. Hans krop havde brug for hvilen og det mere behagelige underlag gjorde sit for, at han sov bedre end han havde gjort længe. Det havde været en hård dag.

Men trods det, vågnede han lige så tidligt som han plejede, bare mere udhvilet. Hele hans krop føltes slap og værkede efter det uvante arbejde dagen før, men han følte sig dejligt veltilpas. For et øjeblik blev han bare liggende og lyttede til et par tidlige fugle og nød følelsen af Helenas krop i sin favn.
Indtil det gik op for ham. Hans hånd havde flyttet sig under søvnen og hvilede ikke længere i mod hendes mave. Nej, den havde flyttet sig op og havde kuplet sig om hendes ene bryst. Karkhos stivnede. Og langsomt flyttede han hånden ned til hendes mave igen, mens han kunne mærke sig selv rødme som en teenager. Ikke at det at røre ved et bryst var nyt eller forkert, men det var Helenas bryst. Åh, bare hun ikke ville opdage det. Det var jo ikke meningen, at det skulle ske, ikke medmindre han fik lov.

Helena kunne ikke andet end at slappe af som hun var tilbage i den trygge favn, der gjorde at hun følte sig sikker, selvom så meget havde været på spil i så lang tid. Hun kunne ikke drømme om at skulle leve et liv uden det her. Uden at være nær ham og kun ham. Det var som om hendes teenageår i realiteten først lige var begyndt, trods hun var en voksen kvinde, langt ovre alderen med eventyrhistorier der gik i opfyldelse. Og så alligevel.
Søvnen kom derfor hurtigt, og bragte hende ind i et afslappende stadie. Hun hørte ikke den lette snorken, som hun faktisk var mere afhængig af lyden for at vide at han var der, end den nogensinde kunne generer hende. Lyde havde aldrig været noget der skulle bringe et signal andet end det skulle være der. Helena var trods alt ikke vant til at sove i naturen eller leve et liv hvor der kunne lurer en fare bag hver busk. Den eneste fare hun havde haft brug for at kunne tolke var den der havde lagt ved siden af hende de mange år af hendes liv. Og det behøvede hun aldrig at frygte igen.

Helena huskede som altid ikke rigtig nogen af drømmende der kom forbi hende i nattens løb. Intet med en dybere mening der satte sig fast, og intet der kunne huskes så snart hun svagt begyndte at vågne. Hun var faktisk ikke helt sikker på hvad der havde vækket hende, eller om hun bare var vågnet naturligt men hun bemærkede at noget flyttede sig. Karkhos hånd havde lagt sig om hendes bryst i løbet af natten, noget som hun først bemærkede da han langsomt flyttede den. Hendes øjne var kun svagt åbne som hun lod tankerne tage over et par splitsekunder. Det havde ikke generet hende den var der, mest fordi hun jo ikke havde opdaget det. Men tanken om at den havde været der. Rørt ved hende. Den bragte ingen ubehag med sig som hun kunne havde frygtet efter de mange år i direkte fangeskab. Men det var ikke det at den ikke generede hende i at være der. Nej, hun havde rent faktisk lyst til at han rørte ved hende på den måde.

Helena sank uhørligt en lille klump i halsen, som hun lagde sin egen spinkle hånd over hans og førte den op igen. Tilbage til hvor den lå, mens hun bemærkede hvor nervøs hun blev. Hjertet begyndte med det samme at slå hurtigere, og hun var nervøs. Hvad hvis han vitterligt ikke havde lyst til at røre ved hende på den måde. Helena mærkede en let varme stige i sine kinder, som hun ganske let hviskede "bliv ved" Hun ønskede at han fortsatte, at han gjorde mere. Hun ønskede at han ønskede det samme, men hun var næsten bange for at håbe på det.

Karkhos troede lige, at han ikke var blevet opdaget, da Helena flyttede på sig og tog ved hans hånd med sin. Tavst lod han hende føre den tilbage til hendes bryst og han kuplede hånden om det igen. Hendes ord føltes som en lettelse, han ikke vidste, at han havde haft brug for. For et øjeblik blev han liggende uden at røre sig, inden han begyndte at bevæge sin tommelfinger over stoffet, der dækkede hende. Blidt og forsigtigt, uden ønske om at gøre noget, hun ikke ville have. Hans eget hjerte havde sat farten op og han kunne ikke andet end at huske tilbage på den første gang, han havde rørt ved en pige sådan. Det føltes på samme måde, det var han sikker på, selvom der var gået så mange år. Nervøsiteten, spændingen. Men denne gang også kærligheden. Beskyttertrangen.

Endeligt bevægede han sig lidt for at flytte på hovedet og blidt kysse hende bag øret. Dufte til hendes hår, inden han skubbede sig lidt til siden og op på en albue, så hun kunne komme ned på ryggen at ligge. Stadig uden et ord, betragtede han hendes ansigt. Hendes træk, der bar så tydelig præg på alderdommen. Noget han kun fandt smukt. Hun var smuk. Han havde lyst til at kærtegne hendes ansigt, men havde ikke lyst til at fjerne sin hånd fra hendes bryst, så i stedet kyssede han hendes læber, uendeligt blidt.

Han løftede hovedet igen, han kunne næsten ikke holde øjnene fra hendes ansigt.
"Er du sikker?" Hans brummende stemme var lidt hæs efter søvnen. Spørgsmålet lå også i hans øjne, blandet med den kærlighed, han følte for hende. Han ville bare være sikker på, at han ikke gjorde noget forkert eller krydsede en grænse. Hun havde trods alt lige mistet sin mand, også selvom der ikke blev grædt tårer over ham. Karkhos kunne nok forestille sig, at deres forhold ikke havde været rart for hende, og det var måske hans største frygt lå. At hun ville finde det hele ubehageligt og blive ked af, at hun ikke ville. For ham var det ikke vigtigt. Han ville have hende, ikke for hendes krop og det den kunne tilbyde, men hende. Han elskede hende bare så højt, højere end han nogensinde troede han ville kunne elske nogen.

Helena havde ikke holdt vejret som de havde lagt stille, men det føltes næsten sådan da hun mærkede en finger let bevæge sig hen over stoffet. Hun havde været uendelig nervøs for at han ikke ville fortsætte, og mærkede hvordan hun åndede lettet op. Hjertet der havde båret præg af nervøsiteten, slog nu på en let anden måde. Var hun stadig nervøs? Ja, men ikke på samme måde. Frygten var forduftet, overtaget af andre mere fyldende og stærke følelser i kroppen, som et ganske let smil voksede frem.

Et smil der let blev større da hun mærkede hans læber blidt mod sin hud, mens hun let lukkede øjnende. Nød øjeblikket og hvordan hjertet slog i spænding.
Med en let bevægelse, lagde hun sig på ryggen og kunne se op i de vidunderlige øjne. De tydelige træk af en mand der havde set mange vintre, kæmpet mange kampe, men ikke havde mistet den blidhed der lyste ud af hans øjne. Måden han så på hende, forsikrede hende om at hun intet havde at frygte, og intet at skjule. En hånd havde lagt sig blidt mod hans skæggede kind, og kysset ham tilbage med samme blidhed han udviste hende, og holdte hånen der som han løftede hovedet igen.

Et spørgsmål. Et spørgsmål der vidste præcist hvor meget han holdte af hende, og lod det afspejle i hele hans natur. Respekten han gav ved intet at forlange af hende, men give hende valget. Han vidste hvad der havde været forlangt af hende før, om hun ville eller ej. Noget han ikke ønskede at gentage eller tvinge hende til på ny.
Ganske let, med et smil der nåede de blå øjne, nikkede hun roligt. "Ja, jeg er sikker" en hviskende, men sikker stemme. Hånden der hvilede mod hans kind, gled over i nakken, mens hun let løftede hovedet for at kunne kysse ham igen.
Der var intet at sammenligne med noget hun havde prøvet før. Hun ville selv, hun ville ham. Og han ville hende. Der fandtes ingen bedre følelse. Og tanken om at han stoppede igen var næsten ubærlig.

Ja, jeg er sikker. Den eneste forsikring Karkhos havde brug for, fra hendes side, sammen med hånden om hans nakke og hendes læber mod hans. For et øjeblik hengav han sig til kysset, lod sig selv vænne sig til tanken om, at der ikke var noget forkert i det, der skulle ske. Lod sig selv give slip på de bånd, han bevidst og ubevidst havde lagt på sig selv.
Hånden om hendes bryst blev en smule mere aktiv, lod fingrene stryge over stoffet, blidt og kærligt. Langsomt slap han kysset for at kysse hendes mundvig, kindben, kind og lige under øret, inden han flyttede hovedet ned til hendes hals i stedet. Ene små blide kys for at kærtegne hendes hud og vise hende, at han ville gøre noget godt for hende.

Hans hånd flyttede sig langsomt ned til hendes liv og han kærtegnede hendes mave igennem stoffet i hendes tøj. Det hastede ikke med at få det af, ikke for ham, og han havde ikke tænkt sig at begynde at tage det af hende uden videre. Et skridt af gangen. Hans læber fandt tilbage til hendes igen, mens hans hånd gik på opdagelse på hendes mave, ned over hoften og op af hendes side for at ende omkring hendes bryst, hvor han blidt kærtegnede hendes brystvorte igennem stoffet. 
Karkhos var klar til at stoppe, lige så snart hun bad ham om det. Lige nu handlede det om hende og kun hende. Og selvom han havde lyst til at sætte farten op og gøre mere, holdt han det i det rolige, blide tempo. Det hele skulle nok komme med tiden.

Helena mærkede hvordan hun trak ekstra luft ind som hånden kom i bevægelse, så hun var nødt til at slippe hans læber. Det var en dejlig følelse, der lagde en barrikade bag sig, forhåbentligt smuldrende den ned til aldrig mere at komme op igen. Smilet formede sig på hendes læber, og blev gradvist større til man kunne høre en lille let fnisen. Helena var ikke helt sikker på hvor det kom fra, og det fik hendes kinder til at blusse rødt som hun bed ned i sin egen underlæbe. Havde hun nogensinde formået at lave den lyd i hele sit liv?

Hendes fingre gled ind i hans hår som han flyttede hovedet og gik på velkommen opdagelse ned af hendes hals. Helena mærkede hvordan hendes øjne let gled i, men aldrig nåede fuldt i før hun åbnede dem igen. Hvor intenst alt han gjorde for hende, hvor mange rare følelser det end bragte i kroppen at lukke sine øjne, bragte det også mørket tilbage. Mørket havde ingen plads i dette, og hun ville hellere se Karkhos, se at det var ham.
Hendes vejrtrækning blev tungere, med en let skælven for hver gang hun trak vejret ind. Ikke bange eller skræmt, men at de mange rare, nye og fantastiske følelser var så intense at det overvældede hende. Karkhos var blid og tog sig tid, og rørte ikke engang ved hendes bare hud endnu, og hun følte sig overvældet.

Alle hendes små lyde og reaktioner var som vand på en udslukt ørken og han svælgede i dem. Ville høre mere, føle mere. Men han holdt sig selv i kort snor, gav sig god tid. Men hans hånd gled ned over hendes mave og gled forsigtigt op under hendes tøj for at kærtegne hendes bare hud på maven. Følelsen var vidunderlig og han kyssede hende en smule mere krævende. Hans vejrtrækning var blevet en smule tungere og han flyttede lidt på sig, så hans skridt hvilede mod hendes lår. Ikke for at presse hende, men for at vise hende, at hun gjorde noget ved ham. 

Kyssende og kærtegnene fortsatte lidt, men endeligt satte han sig op for at tage sin egen trøje af, hvilket afslørede hans bare overkrop, med ar og grå hår på brystet. Forbindingen om hans sår havde han taget af dagen før og der var bare et frisk sammenvokset sår, der så ud som om, at det kunne gå op ved ingenting, men ind til videre holdt det sig lukket.
Med et spørgende blik mod hendes ansigt, tog han blidt ved kanten af hendes tøj for at spørge om hun ville af med det. Han ville gerne se hendes bare krop, men de kunne godt fortsætte uden at hun smed tøjet, hvis hun følte sig ubehageligt tilpas ved det.

Hendes hud føltes mere sensitiv som hans hænder rørte hen over maven og frembragte en let behagelig skælven. Helena havde næppe drømt om at det kunne føles så rart bare at blive rørt ved, men det kunne det! Som kysset blev krævende mærkede hun også selv at hun blev mere ivrig. Hengivet til alt det som føltes så ubeskrivelig rart, og følelsen mod sit ben der afslørede at hun ikke var den eneste der nød hvad der foregik. Det medbragte en lettelse så uro og nervøsitet dulmede.

Helena slap uvillig hans læber som Karkhos kom op at sidde og tog trøjen over hovedet. Helena sank en let klump i halsen af spænding som hendes fingerspidser rørte hvor hun kunne nå og hånden sidst hvilede uendelig blidt over det nyeste sår.
Hun løftede sine lyse blå øjne op, nød synet og mødte hans blik til sidst. Det spørgende blik der fik hende til at smile roligt. Med en insisterende bevægelse kom hun halvt op at sidde og hjalp ham fjerne tøjet af hendes krop.

Det kunne ikke undgås at være nervøs og en lette rødmen voksede frem. Helena var stadig af spinkel bygning, men ikke upåvirket af årene og ikke mindst fødsler. Hun skjulte ikke sig selv for ham som hun langsomt gled ned fra den halvt siddende stilling, for Helena havde det godt i sin egen krop. Men man undgik aldrig al nervøsitet af at skulle vise den frem for første gang.

Følelsen af Helenas fingre i mod hans bare overkrop, fik Karkhos' vejrtrækning til at blive en smule dybere og et svagt anfald af gåsehud bredte sig, ikke på grund af luftens kølighed, men af hudens følsomhed. Og den kærlighed og blidhed, hun rørte ham med. Det føltes varmt i hans bryst og han ønskede at kysse hende. I stedet hjalp han hende med at få tøjet af, noget der langsomt afslørende hendes bare hud og hendes krops former. 

Da hun endeligt lå nøgen foran ham, svagt rødmende, kunne han ikke andet end at smile. Et dybt, oprigtigt smil, fyldt med kærlighed.
"Du er den smukkeste kvinde, jeg nogensinde har set." Han skubbede sig lidt ned, så han kunne kysse hendes mave, der bar præg af at have båret mange børn. Hun var smuk, selvom hendes krop var aldrende og slidt. Det var i hans øjne bare et tegn på et liv levet og han elskede det. Naturligheden. 
Efter at have kysset hendes mave et par gange, flyttede han hovedet længere op og sugede en brystvorte ind i mellem læberne.

Efter at have fokuseret sin opmærksomhed mod hendes bryster og bløde hud på maven, flyttede han en hånd ned til hendes lår. Først kærtegnede han blidt ydersiden, inden fingrene fandt deres vej til indersiden. Den bløde hud var vindunderlig og han kørte hånden lidt op og ned, bare for at nyde følelsen. Og langsomt bevægede han sig tættere på sin mål.
Karkhos skubbede sig op og pressede sine læber mod hendes, inden hans hånd endeligt fandt vej ind i mellem hendes ben, hvor han begyndte at kærtegne hende. Øvet og kærligt. Han vidste, hvad han lavede, Helena var ikke hans første kvinde og han havde altid været fokuseret på at give i stedet for at tage.

Karkhos så på hende, på en måde hun aldrig før havde set. Hendes øjne kunne slet ikke fjerne sig fra hans ansigt som han så ned af hende, med så meget varme og kærlighed i blikket. På grund af hende. Helena smilede, et smil der blev lidt breddere som han kyssede maven der brag præg af det liv hun havde haft. Det kildede svagt, men var på ingen måde ubehageligt. Faktisk fik det hende til at komme med et næsten lydløst kort grin.

Helena havde ikke oplevet noget der kunne komme tæt på følelserne der fordelte sig i kroppen på hende nu. Hun var blevet rørt før, men mere for at gavne tageren der behandlede hende som et stykke kød han lystede at tage, og ingen kærlighed forbundet derved. Havde hun engang imellem bildt sig selv ind at hun havde været elsket? Kan man andet. Men hun vidste at det ikke havde været sandt. Nu, bekræftede Karkhos det med sin opmærksomhed. Bekræftede at han elskede hende som ingen anden før havde og ikke kun ønskede at imødekomme sine egne lyster, men hendes ligeledes.

Helenas vejrtrækning blev tungere, mens små lyde af nydelse løb over hendes læber for hver gang hun slap luft fri. Hun vidste næsten ikke hvad hun skulle gøre! Andet end at nyde alt hvad han gjorde for hende. Hun tænkte ikke over at det var med vante bevægelser han tilfredsstillede hende, kun at han gjorde det, og hvor anderledes og ubeskriveligt det var. Hendes hånd fandt vej til hans nakke og hun bemærkede hvor ivrig hun selv var blevet. Han ville kunne mærke det som de kyssede hinanden, en lidenskabelig måde hun aldrig mindes at havde kysset en mand før i hele sit liv. Hendes anden hånd lagde sig mod hans bare skulder, hvor hendes tag blev gradvist mere intenst jo længere han kærtegnede hende.

Karkhos elskede de små og store tegn på hendes nydelse under ham. Han elskede at kunne give hende det. Hver eneste lyd, hver eneste vejrtrækning hun lavede, gik direkte ind i ham og hans vejrtrækning var blevet tung i mod hendes læber, mens han stadig hvilede sine mod hendes. Hans krop ønskede mere af hende, men han flyttede sig ikke, da han ville give hende uden at kræve. Hvilket ikke var svært for ham. Hun var det vigtigste i hele verden i det øjeblik, og han kunne slet ikke få nok af hendes varme hud og hendes duft. Hendes vejrtrækning mod hans og hendes lyde.

Nej, han blev ved med at kærtegne hende, give hende hans form for kærlighed. Absolut forgudelse af hendes krop og hendes sind.
Han fik rykket sig fra af hendes læber og begyndte at kysse hendes hals igen i stedet. Trak duften far hendes hår ind og gjorde alt han kunne for at gøre hende så tilpas som muligt. Alting handlede om hende og det var ikke et problem for ham, snarere tværtimod.

Han havde ikke tænkt sig at stoppe, før hans mål var nået, så han fortsatte med at give hende så meget nydelse som muligt, kysse hendes øre og skubbe hendes krop mod kanten.

Hele Helenas krop følte sig så ubeskrivelig varm. Hans vejrtrækning mod hendes læber, hans berøringer og udforskning. Hun havde aldrig følt noget så fantastisk og ægte i hele sit liv. Den ægte kærlighed som han gjorde alt for at vise hende, og aldrig før havde oplevet. Fik hendes krop til at reagere naturligt uden hendes hjerne havde noget som helst at skulle havde at sige, men slået fra og tillod hende at nyde alt.

En let kuldegysning spredte sig over kroppen på hende, som hendes vejrtrækning trak sig til mindre stød, afbrudt af hendes egen stemme. Den var nærmest fremmed for hende. Lyde hun aldrig før havde ytret, der fyldte mere og mere ud omkring dem, til en ukendt fornemmelse skubbede hendes krop mod en kant hun næppe havde været i nærheden af før.
Næsten forskrækket spildede hendes øjne op, som hun et øjeblik glemte at trække vejret, og hun langsomt genvandt kontrol over sin egen krop og mærkede vejrtrækningen glide ud til at være tung og dyb igen. Hendes krop sitrede stadig, som hun langsomt fik løsnet grebet hendes hånd havde haft om hans skulder og så på ham med store øjne og en næsten lydløs latter i vejrtrækningen. Hun var ikke sikker på hvad der var hændt i hendes krop, andet end det havde været ubeskriveligt fantastisk.
Hendes hænder lagde sig blidt omkring om hans nakke og guidede ham tilbage op for at kysse ham, dybt og kærligt, mens hendes ben gned sig kærligt op af ham, forsøgende på at holde ham endnu tættere på sig og aldrig slippe ham igen. 

Hendes hånd om Karkos’ skulder fortalte næsten hurtigere end resten af hendes krop, at der skete noget, og han kunne ikke holde et lille smil tilbage, som hun reagerede på nydelsen. Det gjorde ham kun tilfreds og han fortsatte lidt endnu, inden han kyssede hendes hals og kunne mærke, at det var ved at være ovre.
Huden modstand lod han hende trække sig ind i et kys, et dybfølt kys, der indeholdt al hans kærlighed til hende.

Hans underliv hvilede stadig mod hende og han kunne ikke skjule, hvor meget hendes reaktioner, hendes lyde, hendes duft og smag, påvirkede ham. Hans hånd gled op ad hendes krop og fandt frem til hendes ene bryst igen, hvilket han blidt kærtegnede. Han kunne slet ikke få nok af hende, hun var perfekt.
Han holdt kysset noget tid, inden han trak hovedet tilbage og så ned på hende. De brune øjne fyldt med kærlighed og en snert af lyst. Han betragtede hende med et mildt udtryk og et lille smil, tavs som altid, men han behøvede ikke at sige noget, da alt kunne læses i hans ansigt og øjne.

Helena var ikke sikker på hvorfor hun rødmede, men varmen var steget op i hendes kinder over hendes egen reaktion. Der havde i hvert fald ikke været nogen tvivl om at hun havde nydt alt og havde været overrasket over at følelsen af hvor intenst alle følelserne havde været og stadig var. Hendes blå klare øjne gengav hans dybtfølte og varme kærlighed, med et blidt smil på læben. Sigende alt uden ord var nødvendige.

Vidende at han ønskede hende, og at hun ønskede ham, gav hende en stærk selvtillid og sikkerhed i sig selv og ikke mindst situationen, som lod hende reagere langt mere naturligt end hun havde ventet. Hendes fingre gled over hans nøgne hud, udforskende, kærtegnende og med lysten til at mærke ham. Indtil nu havde alt været anderledes og kærkommen, og hun slog fast at intet skulle minde hende om hvad hun tidligere havde prøvet. Fast drejede hun ham rundt til hans ryg ramte underlaget og hun sad over ham. Let rettede hun sig op, tog hans hænder og guidede dem til sine hofter. Hun så spørgende på ham – usikker på om han ønskede hun fortsatte på denne måde. På den måde der afspejlede hvor meget hun ville ham, men også at hun havde taget valget og aldrig skulle tvinges igen.

Den røde farve i hendes kinder fik bare Karkhos til at smile endnu mere og han kyssede den ene kind. Hendes reaktion fortalte ham bare, at hun var gået et helt liv uden at have kendt til det, der lige var sket, en tanke der gjorde ham bedrøvet. Ingen af dem havde haft det let, begge tvunget til ting, de ikke havde lyst til eller fik noget ud af, men han følte meget mere for hende end for sig selv. 

Men inden han kunne nå at falde hen i de tunge tanker, blev han distraheret af, at hendes fingre tog på opdagelse hen over hans hud. Nydende lukkede han øjnene lidt og lod sig selv falde hen til berøringerne, mens hans ene hånd stadig kærtegnede hendes ene bryst. 
Pludseligt blev han skubbet op at ligge på ryggen med hende ind over sig. Han så overrasket op på hende, men protesterede ikke. Det var hende, der skulle have lov til at bestemme, han fulgte bare med. Så lydigt lagde han sine hænder på hendes hofter, da hun førte dem derned. 

Der var ingen tvivl om, hvad hun ville og han smilede blidt og opmuntrende til hende. Hvis det var det, hun ville, så ville han også. Ærligt talt var hans krop mere end klar og det var næsten ulideligt, men han var en tålmodig mand, der ikke havde planer om at presse hende til noget. Men han opmuntrede hende blidt ved at kærtegne hendes hofter med tommelfingerene og se kærligt op på hende.

Helena ville ikke tænke på hvad der havde været. De glade stunder var få, og ingen af dem omhandlede noget tæt på hvad den nuværende situation indebar. Tunge tanker forsvandt som dug fra solen, erstattet af noget langt bedre og meget mere dybtfølt og ægte. En følelse af hvordan det burde være for alle. Hans overraskede blik dæmpede ikke spor på varmen i kinderne, men fik smilet til at bredde sig en smule. Hørte hvad han fortalte hende med sit blik, smil og usagte ord. Hun rettede sig helt op, mærkede hvordan hendes lange krøllede hår lagde sig blødt ned over hendes skuldre, og omkransede hendes ansigt.

Med bankende hjerte og hans opmuntring til at guide hende, tog hun skridtet videre både fysisk og psykisk. Hun havde forventet at det gjorde ondt, som det altid havde gjort. Men til hendes overraskelse, var smerte ingen steder i nærheden af hvilke følelser hendes krop gik igennem, som hun forenede dem. Luften forlod hende i et lavt overrasket gisp og hun lukkede øjnende. Tog følelsen ind i kroppen, inden hun åbnede øjnende igen og så ned på manden hun elskede mere end nogen anden og det kærlige blik han sendte hende.

Med uvante bevægelser begyndte Helena at bevæge sin hofte, etablerede et roligt tempo, som en behagelig følelse af gåsehud sneg sig op af ryggen på hende. Ville hans hænder guide hende, fulgte hun dem, velvidende at han vidste mere end hun og ønskede at han skulle nyde det præcis lige så meget som hun selv gjorde, trods hendes manglende erfaring på området.

Hun var så smuk. Selv ikke alderen kunne sætte en skæppe over hendes skønheds lys, og Karkhos kunne næsten ikke få øjnene fra hende. Hvordan hendes hår faldt over hendes skuldre, den mørke farve i skarp kontrast til hendes hvide hud. Hendes former som hun sad der oven på ham. Øjnene han kunne fordybe sig i, i en uendelighed. Alt ved hende var mere end han kunne drømme om, og han havde lidt svært ved at rumme det. Han ville gerne kysse hende igen, men hun var for langt væk, så han måtte nøjes med at kærtegne hendes hofter.

Hun overraskede ham. Han havde slet ikke forventet det af hende, langt fra. En dæmpet stønnen kom fra ham og han klemte lidt om hendes hofter. Ude af stand til andet, skubbede han sig op mod hende, for at nyde hende fuldt ud. Han lagde sig dog ned igen og lod hende forsøge sig frem. Roligt guidede han hende blidt, så de begge to fik så meget ud af det som muligt. 
Små dæmpede støn forlod ham og selvom han ikke gav de store udtryk for det, var det tydeligt, at han nød, hvad de havde gang i. 

Efter noget tid besluttede han sig for, at han ville vende situationen lidt om. Han var selvfølgelig helt klar på, at hun kunne sige nej, men nu prøvede han. Så han tog godt ved hende og fik dem stille og roligt vendt i deres midlertidige seng, så hun endte nederst og han øverst. Hans ene hånd gled ned over hendes krop som han begyndte at bevæge sig lidt mere sikkert, end hun havde på ham. Endeligt kunne han komme til at kysse hende og det gjorde han også med stor passion.

Karkhos så på hende, på en måde som Helena ikke havde turde drømme om at nogen nogensinde ville. Hun fordybede sig i dem, lod dem fortælle hende alt, alt mens hun var ude af stand til at slippe dem igen. Med hans hænder til at guide hende, ramte hun en naturlig bevægelse, som fordybede hendes vejrtrækning og efterlod hende med munden let åben. Vejrtrækningen blev til sagte lyse støn. Men mest fantastisk var det at høre ham. Høre de dæmpede støn fra ham, som afspejlede at han nød det. Nød hende. Helena havde overrasket sig selv ved at tage en beslutning som denne, som var så uvant og nyt, men samtidig med kunne hun ikke forestille sig at have gjort det anderledes.

Helena gjorde ingen indvendinger som han vendte dem, men fulgte hans bevægelser, stadig imponeret over hvor stærk han var at han nemt kunne holde hende og sørge for at hun ikke faldte nogen steder. Hendes krop fulgte kælent hans hånd, mens hendes egen hånd gled om hans nakke, og den anden fulgte hans side. Hun kyssede ham ivrigt og slap knap hans læber for at trække vejret.

Hans bevægelser var langt mere sikre end hendes, præget af erfaring. Det var stadig svært for Helena at kapere at det hele føltes fantastisk. Hun var ikke bange, eller utryg med at han var over hende, trods hun næsten havde forventet et lille stik af panik. Men det kom ikke, mest fordi hun ikke gav sig selv lov til at føle andet end ham. Karkhos ville aldrig gøre hende fortræd, tværtimod. Hendes lange ben gned sig op af ham, mens hendes fingre fulgte hans ryg, ned til hans hofte, alt imens den anden hånds fingre gled ind i håret i nakken.

Hendes berøringer var som englefjer mod hans bare hud og han gyste af behag. Han elskede hende, han var ikke i tvivl. Ikke bare i denne situation, men hele tiden. Han elskede hende og han ville gøre alt for at hun følte sig tilpas. For at hun var sikker.
Deres fysiske harmoni fik omverdenen til at forsvinde og hans parader faldt. Hele hans opmærksomhed var rettet mod hende, og deres problemer var fjerne. Lige nu var der kun hende, dem, den fysiske følelse og han lod sig selv forsvinde i hendes kønne øjne.

Tiden flød ud for ham, men endeligt fik hans krop nok af stimulansen og et dybere støn forlod ham, som nydelsen væltede ind over ham for et øjeblik. Han pressede sig mod hende og hans hoved gled ned for at hvile mod hendes skulder.
Langsomt gled han ned for at lægge sig ved siden af hende. Et tæppe blev trukket over dem, så de kunne holde på varmen, inden han lagde en arm om hende og trak hende ind til sig. Med et svagt smil kyssede han hendes tinding og nussede næsen lidt i hendes hår. Han sagde ikke noget. Der var meget at sige, men han følte ikke, at det var nødvendigt.


(( Evt. out? ))

Helena fandt så meget ro og glæde ved føle ham så tæt på sig. Fuldstændig forgabt i situationen der afskar alt andet i verden fra hendes sind og tanker. Der var kun dem. Hun holdte ham tæt ind til sig, og mærkede en kildende varm fornemmelse brede sig som hans varme ånde kærtegnede hendes nøgne skulder. Hun kunne ikke lade være med at smile. Selv som hendes vejrtrækning langsomt stilnede ned, forblev smilet på hendes læber.

Vant og naturligt puttede hun sig ind i hans favn, med sin arm omkring ham og en dyb ro i kroppen. Fingrene nussede langsomt i en doven bevægelse over hans bryst, mens hun nød varmen og hele hans eksistens nær sig. Ord var ikke nødvendige, for de vidste begge godt hvad hinanden følte. Helena elskede ham. Hun ville gøre alt for ham, og ingen skulle få lov til at stille sig imellem dem.