Traditionen tro, holdt man den mørkeste nat i Dianthos nattemørket og kulden borte med en overdådig fest på Krystalpaladset, der var pyntet med glimtende istapper og magiske lys, der svævede i den højloftede sal. Herinde var der liv, lys og musik ind til de tidligere morgentimer, hvor de sidste festgæster vendte hjem.

Alle i landet, som besad en eller anden form for vigtighed var inviteret til begivenheden, og i Dianthos var det også tilladt for pøblen at komme inden for de mægtige døre og få et varmt måltid og tage del i nogle af de vidundere, man ellers sjældent så i de fattigere dele af byen.
Dette år gik samtalen særligt på delegationen fra Aladrios' Vogtere, der var ankommet tidligere på vinteren, og hvoraf mange nu stadig befandt sig i Dianthos for at tage del i midvinterfestlighederne. Dragerne var inkvarteret i Lysets dragestalde, og Vogterne selv præsenteret for dronningen og adelen.

Da de fleste gæster var ankommet, trådte Dronning Isanne frem på balkonen over balsalen. Hendes kjole glimtede om kap med oppyntningen i rummet, og som sædvanlig bød hun alle til en bøn til Isari og Leander, om at føre befolkningen sikkert gennem vinteren og byde et frodigt forår velkommen.

Efter Dronningen igen var trådt tilbage, kunne man se det store midvintertræ blive tændt, maden stillet frem og skjaldene spille op til dans. Derved var årets vinterfestligheder for alvor skudt i gang.



Praktisk info: Efterlyste karakterer og racer har ikke adgang til ballet medmindre de er i stand til at skjule sit udseende. Gæster, der laver ballade, vil omgående blive eskorteret ud af paladsvagterne.
Baltråden en reaktionstråd. Det vil sige, at man nøjes med at skrive én post pr. karakter i denne tråd. Hvis man ønsker at fortsætte spillet under ballet, kopierer man sit balsvar ind i et separat emne og efterlader et link til dette i bunden af sit svar i denne tråd.

 Idag var Stian ikke på arbejde. Det var egentlig ret underligt, når han normalt altid arbejdede til disse lejligheder. Men denne gang var der rotation i vagtplanerne, og nu var det altså blevet en af de sjældne gange at Stian havde fri. Dem der kendte Stian ville vide, at dette var nok mere noget ala en påtvunget fridag, for Stian kunne ikke finde ud af at holde fri. hvis han kunne, arbejdede han. Han var alt for pligtopfyldende til at lade være. Han havde sågar prøvet at overtale end af hans kollegaer til at bytte vagt med ham, men han var blot blevet viftet bort. "Hold fri." blev han fortalt. 

 Men hvis han holdt fri, begyndte han jo at tænke tanker han ikke ville komme i nærheden af. En hvis høj, lyshåret mand med spidse ører havde det med at snige sig ind i hans tankemønster, ufrivilligt selvfølgelig, og den eneste måde han kunne holde det lidt på afstand var at bruge sin energi på opgaver og arbejde. Medmindre han selvfølgelig.. skulle på patrulje med overnævnte mand. 

 Stian skulle egentlig have fugltes med sin mor til Midvinterballet, men da hun var blevet syg, måtte hun aflyse, og Stian var kommet alene. "Skal jeg ikke hellere blive hjemme?" havde han spurgt sin mor, "Så kan jeg passe på dig og lave te." 
"Pjat med dig, min søn." lød det nasalt fra hans mor, "Det er bare en mild forkølelse." hun smilede kært til ham og aede ham over panden, "Tag du afsted og mor dig lidt." 

 Hans mor havde troet at han ville blive hjemme for hende, men det var egentlig for ham selv. Han gnubbede sig over næseryggen og forsøgte at tilpasse sig den festlige atmosfære - Han kunne da godt more sig i ny og næ - men dette plejede at være hans arbejdsplads. Så lige nu følte han sig utilpas. Stians mor havde også fået ham i lidt pænere tøj, ikke at det kunne måle sig med jakkesæt, og glimtende kjoler - men det var noget andet end uniformen han bar til hverdag. 

Stians tøj bestod af en hvid linnedskjorte med kravatkrave, og bindesnørre, som var stoppet ned i bukserne. Ærmerne var luftige og brede, og puffede nede omkring hans håndled. Hans bukser var høje i en mørkeblå farve, og klemte hans talje ind, så det fik skjorten til at pose lidt udover i flotte folder. Skoene var egentlig ikke noget særligt. De var blot i en brunlig farve og mindede om tøfler. Hans blonde lokker var strøget tilbage (ligesom sidste bal han var vagt til) Og han stod bare og hang i nærheden af vinene.    
  For at løsne lidt op havde han drukket et par glas allerede. Det var normalt ikke hans stil, og han plejede egentlig at være ret fornuftig med hvor meget han fik indenbords. Han var vel på sit 6-7 glas allerede, og følte sig en smule summende i kroppen. Han anede heller ikke hvor stærk vinen var, blot at den smagte godt, og det holdt ham beskæftiget. Jeg bliver her bare lidt endnu og så går jeg. 

Dianthos årlige begivenhed der bød midvinteren velkommen i de kolde og mørke tider der altid stod for døren på denne tid. Den velkendte balsal var pyntet overdådigt og mød velkommen for lav og høj, rig og fattig. Som altid deltog mange af de adelige, specielt de unge som havde til formål at mænge sig med hinanden og skabe kontakterne, som deres forældre for alvor ønskede at de fik skabt helt af sig selv.

Blandt disse, kom en af de mange Reier slægtningen ind af døren i følgeskab med en yngre kvinde med pjusket rødbrunlig hår. Hendes øjne lyste altid sådan op i den verden hun først var blevet bekendt med, som hun var kommet i lærer hos Hecate Reier. Nemesis smilede overbærende til den yngre og lod sit eget blik vandre rundt. Esther fik hurtigt øje på flere bekendte hun havde fået fra sine mange timer på biblioteket, og det finurlige venskab hun havde knyttet blandt byvagterne, og trak hurtigt Nemesis med vidre ind i salen, hvor hun ligeledes selv fandt flere fra adlen hun havde gjort sig bekendt med.

Her i folkemængden skilte den unge kvinde sig ikke meget ud. Hendes lyse hår var sat tilbage i et sølvsmykke, og kjolen over hendes krop var blå og de velkendte handsker hvide, som skærmede hendes hud fra uønsket direkte kontakt. Diskret spejdede hun rundt i mængden i en søgen efter en helt speciel person hun så inderligt håbede havde haft mulighed for at komme.

Det årlige midvinterbal var en tilbagevendende begivenhed, som bragte både rig og fattig til de store balsale på Krystalpaladset. Det var en af de få muligheder, som den almene borger fik for at komme tæt på Krystalpaladset. Nao selv havde deltaget i disse begivenheder, så længe han kunne huske. Ofte havde han stået som vagt, i sit job som ridder hos lyset, men de senere år har han blot haft muligheden for at deltage som almindelige deltager. Hvilket han også gjorde dette år.

Der var mange velkendte ansigter i den store udsmykkede sal, ansigter som han ville hilse på og give sig tilkende overfor. Som ridder i Lyset og med en tæt tilknytning til Dianthos og Lyset, så var han et velkendt ansigt og han var sikker på at der var flere som kendte ham, end omvendt. Det var en velkendt ting for ham, det var noget han var vant til.

Denne aften havde han ikke brug for at bekymre sig om andre, end ham selv. Han havde et bestemt ansigt i sine tanker, et ansigte som han begyndte diskret begyndte at spejde efter, som han kom længere ind på gulvet og ind blandt de mange gæster, som allerede befandt sig i den store balsal. 
Han havde ingen viden om, om hun ville være til stede denne aften, men muligheden var stor. Deres familie var vigtig, det var sjældent at adlen ikke dukkede op til disse begivenheder. 

Ind ad dørene, som syntes meget større end de egentlig var for en lille svamp, trådte byvagt Svampus, bedst klædt i sin fineste uniform, der var nyvasket og nypresset. Enhver fold sad perfekt, selv når han tog et nyt skridt tættere på balkonen, hvor han snart ville kunne se Dronningen træde frem. Det hele var lidt overvældende. Aldrig havde Svampus deltaget i noget så stort og flot, og nu var han blevet valgt til at stå vagt i aften.

Trods hans lille størrelse, fik Svampus alligevel smagt på meget af den lækre mad. Han styrede dog pænt udenom alt, der var tilberedt med svampe. Det var jo direkte kannibalisme! Et emne Svampus sagtens kunne diskutere længe om, men det var ikke hans plads i aften. Desuden gjorde han sig ikke i at dømme hvad andre spiste. Svampe var trods alt ret normalt at anvende i de andre racers retter.

I løbet af aftenen fik Svampus chancen for at præsentere sig for flere af de højtstående folk i landet. Der var uendeligt mange spørgsmål til en svamp i byvagten og han gjorde sit bedste for at svare dem alle. Til gengæld måtte han forsøge at holde hovedet koldt. Han var trods alt stadig på arbejde.

For at få bedre overblik, fandt Svampus et sted at sætte sig fast med sporerne. - En af balkonens store stolper, hvor han kunne kravle op og se ud over hele selskabet indenfor. Ingen skulle slippe afsted med noget som helst, nu hvor han kunne se alt, klar til at hoppe ned og tage affære, hvis det blev nødvendigt.

Den lille svamp ville være så flad i morgen.