"Øh..."
Det var den første reaktion, Sidka havde haft på sit nye udseende. Derefter var det reaktionen på det tøj, der var lagt frem under den amulet, der gav hende en mere godkendt farve på disse kanter. Hun vidste rent faktisk ikke, hvordan det bløde, lette stof skulle vendes eller drejes, og efter at have svøbt sig i det et par gange, faldt det stadig ned over den ene skulder og hang ligesom ikke rigtig fast, som almindeligt tøj burde. Skovelvere var mærkelige. Og Sidka var en nu. I hvert fald udenpå.
Skoene var det eneste, hun havde nægtet at skifte ud af. De tynde sandallignende skoattrapper, der lå i det lille hus, Yume havde ledt hende hen til, kunne man jo ikke vandre en halv dag i, og her i skoven vandrede Sidka jævnt mere end nødvendigt af den simple grund, at hun stadig ikke kunne finde rundt i Lindeskoven.

Egentlig virkede det åndssvagt, at hun var kommet tilbage. Sidste gang havde de næsten fået skudt en hals igennem hendes hals. Men Zahinael havde gjort værre ting ved hende i Mørkets slot, og mørkelverpigen var brugt op nu. Det sværeste havde været at få en udsendelse til fastlandet med en gruppe, der nok alligevel ville have glemt hende, havde hun ikke haft planer om at dessertere. Yume havde ikke besøgt hendes drømme længe, men det havde ikke holdt spionmesteren fra at hive hende ind til jævnlige tjek. Pausen var kommet, da spionmesteren havde forladt slottet og ikke længere kunne sørge for, at Sidkas udsendelser ikke blev til noget. Det var i hvert fald teorien, at han havde stået bag den kæp i hjulet, hun altid følte kom flyvende, når hun var kommet godt i gang med noget som helst.

Her i Lindeskovene var det en smule mere simpelt. Altså udover kjolen, eller hvad det nu var, som Sidka stadig ikke have fået til at sidde ordentligt. Når det gik langsomt med at gå nu, skyldtes det imidlertid hverken sko eller mangel på retningssans. De unaturligt lyse hænder tog simpelthen for meget opmærksomhed. Huden lignede en slatten fersken, og hun blev ved med at vende og dreje dem i det bladopbrudte lysnedfald som for at sikre sig, at illusionen ikke bare lige ophørte. 
Det samme skete hver gang vinden fik fat i håret, der var blevet kulsort. Hele farveskemaet var vendt på hovedet, og hun havde fanget de intense grønne øjne i et spejl i huset, inden hun begav sig ud derfra. Et par nætter havde hun sovet der, men da Yume hverken havde vist sig i drømme eller virkeligheden, var det blevet for kedeligt. Det var ikke til at holde ud at sidde og vente på, at nogen skulle dukke op. Så hellere gå på eventyr og se, hvad Elverly tilbød elvere i den rigtige farve. Og måske finde en eller anden, der vidste, hvordan den her beklædning fungerede...

Dampen fra de varme kilder steg så højt op over trækronerne, at Sidka kunne bruge det som pejlemærke (som det eneste i den tætte, grønne skov). Det var med varsomme skridt at hun nærmede sig, for selvom det var et let sted at finde, var der med garanti også mange andre her, og hun var ikke sikker på, at et sted med mange elvere ville være det bedste sted at starte. At ligne en skovelver og være en skovelver var trods alt to ret forskellige ting.
Heldet tilsmilede dog Sidka for første gang i lang tid, da hun nærmede sig en af de afsides kilder, og så at den kun indeholdt en enkelt, lyshåret elver. 
Åh nej, er de fleste lyshårede? Kan jeg blive lyshårede? Findes der mørkhårede skovelvere? Pis, jeg tog ikke mine smykker ud. Ser jeg for underlig ud? Tankerne fór gennem hendes hoved med en sådan fart, at hun slet ikke kunne følge med. Slap af, Sidka, du har det her. Det er bare en skovelver. Hvis den bider, bider du igen.
Hun tog en dyb indånding, flyttede det lange hår ned over den ene skulder, så hun forhåbentlig så mere sød end skræmmende ud, og tog mod til sig. 

"Øh, undskyld," sagde hun prøvende og langsomt for ikke at komme til at sige ting, hun hellere ville, og som med garanti ville få enhver til at være mistænkelig. "Måske jeg kunne få lidt hjælp med det her ææaaaeerme..."
Det var i netop det øjeblik, at Sidka genkendte skikkelsen i vandet. Det korte hår set bagfra havde ikke været genkendeligt for hende, men idet hun kom tættere på, og den mandlige elver vendte sig mod hende, og de vandspejlede blågrå øjne mødte hendes, væltede varme op i hendes kinder og gav dem en lyserød glød.

Årstidernes skiften nærmede sig endnu engang i Lindeskovene, hvilket betød, at der skulle samles flere urter end vanligt. Renaél havde efterhånden passeret de halvtreds, og det betød, at der blev forventet mere ansvarstagen fra den unge elver. Ansvar, som han ikke følte sig klar til at tage.

Naturligt, da healermesteren havde bedt ham om at samle blodmos i de sydlige egne af skoven, havde Renaél søgt langs flodlejet og endt ved nogle af de varme kilder. Tilfældigt var kurven, der kun indeholdt en lille klump mos endt ved kildens bred sammen med ungelverens tøj, og Renaél sad i stedet og nød det varme vand med et dybt suk. Han var træt af at lave kedelige opgaver for healermesteren. Og han var mere end træt af at samle urter.

Der var ellers faldet en bemærkning om, at Renaéls evner så ud til at være i udvikling. Måske var det efter han havde mødt hende - Mørkelveren i skoven og havde healet hende. Tanken om hende kunne stadig få nakkehårene til at rejse sig på ham, men han følte også en sørgmodighed over, at hun sandsynligvis var blevet henrettet sammen med sin bror. Hun havde været ganske forfærdelig, men han havde dybest inde også været fascineret af hende, og han kunne ikke få sig selv til at føle, at det var en skæbne, hun havde fortjent.

Han havde ikke forventet selskab ved den afsides kilde, og det gav derfor et lille gip i hans krop, da han fik øje på skovelverkvinden. Han havde ikke set hende før, men det var ikke så besynderligt igen, for der boede mange elvere i skoven. Han rejste sig op i vandet, der stadig lige var højt nok til at dække for hans skridt, ivrig efter at hjælpe. Hun var mørkhåret - ikke unaturligt - men alligevel sjældnere end de lyshårede elvere. Huden var lys og mindede ham en smule om en indbydende fersken.
"Åh hej, undskyld hvis jeg forskrækkede dig." Smilede han. Han trådte længere frem i vandet og rakte armen ud for at hjælpe med ærmet. Det lille "hvil" ved kilden så pludselig ud til at være blevet endnu bedre.

"Renaél, jeg..." begyndte Sidka og fangede straks sig selv i at han selvfølgelig ikke kunne genkende hende, og hun ikke burde kende hende. Hendes stemme lød stadig som hendes, men der var gået så lang tid, siden deres møde i skoven, at han sikkert ikke kunne høre det. Forhåbentligt kunne han ikke høre det. "Jeg har hørt om dig!" Blev det bedste forsøg på en redning. "Altså dine healerevner, og øh... urter?"
Den akavede samtalestart hjalp på ingen måde på varmen i kinderne, og hun tænkte slet ikke over, at den lyse hudfarve fik farven til at stå meget tydeligere frem. I forvejen var det rimeligt uvant for den unge mørkelver at rødme medmindre hun lavede noget meget bestemt med sin tvillingebror.

Da Renaél rejste sig op og rakte hånden frem mod hende, trådte hun tættere på og vendte siden lidt til. Kjolen var svøbt helt forkert omkring både hofte og overkrop og derfor sad den alt for stramt om skulderen, og det ærme, hun havde regnet med skulle være her, var ikke til at finde. Det her løstsiddende skovelverfis var virkelig svært at finde ud af.
"Jeg er mest vant til bukser ... Eller noget lidt strammere," mumlede hun og savnede virkelig sit ruskindskorset, som var blevet efterladt i det lille hus. Det virkede lidt for krigeragtigt at have på, og hvis hun skulle gøre sig forhåbninger om at holde sig en smule ude af syne, måtte hun hellere bare ligne en almindelig skovelver. Den her kjole til gengæld lignede ikke de fleste skovelvere, hun havde set dog. Yume havde en underlig smag. Måske ville det gå, hvis Sidka var endt hos Yume og kunne bo i nærheden af andre elvere, der klædte sig lige så latterligt. I stedet var hun endt ved en varm kilde og en skovelver, der klædte sig præcis lige så praktisk som hun ville foretrække - altså udover lige nu, hvor han kun var kædt i vand. I forhold til den her kjole var det faktisk et mere ønskværdigt scenarie.

Et øjeblik gled et udtryk af forvirring over Renaéls lyse, gråblå øjne. Hun kendte hans navn, og der var et eller andet i hendes stemme, der virkede bekendt - som om han havde mødt hende før. Et par sekunder efter var det dog hans tur til at blive lyserød i kinderne, som han skævede over mod den meget sørgelige urtekurv. Han var ikke helt sikker på, om det var noget godt, hun havde hørt.

"Øh, jeg tror den sidder lidt forkert." Sagde han. Han vidste ikke særlig meget om de lette, elegante kjoler som elverkvinder påførte sig, andet end de var mest interessante når de kom af, men fra denne vinkel var det ret tydeligt at se, at der var et eller andet galt. Hun måtte være en af spejderne, siden hun foretrak bukser. Det forklarede også, hvorfor hun var ude i denne del af skoven.

Han tog fat i det genstridige ærme for at hjælpe hende lidt med at komme ud af kjolen. Hans hånd efterlod et vådt aftryk på ærmet, og han dryppede fra armene ned i kilden, hvor han stadig stod med fødderne. Luften føltes en smule kølig og det lokkede efter at komme tilbage i det behagelige, varme vand. "Hvor har du hørt om mig?" Spurgte han nysgerrigt med en snert af håbefuld hed i stemmen. Bare det er noget godt!

Kjolen var yderst genstridig, og nu også pletvist våd, og først da Renaél hev den mere opad, gik det op for Sidka, at han var i gang med at hjælpe hende ud af kjolen og ikke rigtigt ind i den. Rødmen blev ikke just mindre af det, for hun havde ikke rigtig noget indenunder. Undergevanterne fra hendes andet tøj havde været sølle og beskidte efter lang tid på landevejen og uden mulighed for at søge ly hos venlige sjæle i bygderne. For en mørkelver på flugt var der ingen venlige sjæle.
I de øjeblikke, hvor kjolen lå over hendes ansigt og øjenkontakten blev brudt, fandt Sidka tilbage til noget af den selvtillid, der var flygtet ud af det ene øre ved synet af Renaél. På vejen ind mod byen havde hun gennemtænkt så mange mulige scenarier, at hun var blevet helt ør af det. Det vigtigste var ikke at blive opdaget, og det handlede ret meget om ikke at lade amuletten blive fjernet fra hendes hals. Så da kjolestoffet nåede halsen, sørgede Sidka for at tage en hånd op til amuletten, så smykket blev siddende præcis, hvor det skulle. 
Mulighederne begyndte at dukke op i hendes taktikerhjerne. Ikke for at gøre ting, der ville fremme Mørkets agenda, som ellers altid havde været hendes formål. Derimod muligheder for at fremme sin egen agenda. Få svar på sine spørgsmål. Forfølge sine impulser.

Med den ene arm fri hjalp hun kjolen resten af vejen af, inden Renaél kunne nå at hjælpe den på hende igen. Hvad end den rigtige måde at have den på var, ville hun hellere være foruden. De skriggrønne øjne fandt Renaéls og en ny beslutsomhed havde overtaget den indledende forfjamskethed. Sidka fugtede sine læber og trådte frem med den klare intention at træde ned i kilden. 
"Jeg har hørt..." begyndte hun sit svar og rakte prøvende den ene hånd frem for at lade den glide over hans bare skulder. "At du var modig nok til at helbrede en mørkelver, du fandt i skoven. At du egenhændigt førte den tilbage til Elverly."

Det havde ikke et sekund været Renaéls tanke, at hun måske blot ville have hjælp til at få kjolen bedre på. Hun havde jo søgt en af de varme kilder, og det kunne kun være med formålet at bade - og der var ingen elver i Lindeskovene, der kunne finde på at bade med tøj på. Han selv virkede da også ganske ublufærdig omkring hende, ikke havende den fjerneste anelse om, at hun var noget andet end en anden skovelver - søgende et afbræk fra forpligtelserne med et varmt bad, som han selv.

Hans øjne mødte hendes, og han blev for et øjeblik forundret over hvor kraftigt grønne, de egentlig var. Hendes bevægelse, som hun trådte ham for at røre ved hende, fik ham pludselig til at sætte pris på at de var helt alene ude i skoven, men hendes næste ord fik ham til at stivne en smule, som han stod der i vandet.

"Jeg vidste ikke .. at det var en historie, der blev fortalt." Sagde han forsigtigt. Gik der virkelig rygter om, at han havde helbredt en mørkelver? Igen mærkede han en ubehagelig følelse snige ind over sig, som han tænkte på udtrykket i Sidkas ansigt, da hun blev ført bort af skovelverne. Til sin død, utvivlsomt.

I et par hurtige bevægelser fik Sidka revet snørrene på sine støvler nok løse til at hun kunne træde ud af dem. Selvom det var lidt rart at være den højeste, mens han stadig stod i vandet, fik hun intet ud af at blive på land. Ikke hvis hun ville lege videre med ham. Og legesyge var i den grad bruset op i hende. Den forsigtighed hans stemme havde antaget under svaret til hendes kommentar, viste hende at det ikke var en historie, han selv havde gået og pralet med. Det var rart nok at vide, at hun ikke var blevet til grin for hele Elverly med sin ynkelighed under deres hjemtur. Renaél virkede ellers som typen, der godt kunne finde på at vinkle sådanne episoder til sin egen fordel.

"De siger mørkelveren næste spiste dig," sagde hun idet den første fod brød vandets overflade og en kuldegysning kravlede hele vejen op til halsen over temperaturforskellen.
Det andet ben fulgte og hun gik helt hen til ham med flydende, fjerlette bevægelser. Ingen kunne se, hun ikke var skovelver af natur, for hun var elver helt ind til benet. Sølvsmykkerne glimtede i om kap med deres spejlbillede i vandet, og hun holdt sig kun fra at betragte sig selv i vandet, fordi det ville virke underligt selvoptaget og nok få Renaél til at ane uråd. Amuletter om hendes hals stod i kontrast til de andre smykker, med messingkæde og kant samt små sten rundt i kanten i lilla og rød. Havde de ikke været en anden farve, inden hun havde taget den på?
"Men du var modig nok til at holde hend... den i skak hele vejen tilbage til Elverly," fortsatte Sidka, mens hun holdt sit blik i hans og kom nærmere for at se, om han ville vige fra hende, som han havde gjort det dengang i skoven. Hun havde en overvældende trang til at række op og mærke det korte hår, men bed det i sig. For nu. "Er det sandt?" 

Havde rygterne om at en mørkelver var blevet fanget bredt sig i Elverly, ville Renaél næppe have været sen til at påpege at det var ham der egenhændigt havde bragt hende gennem Lindeskoven. I stedet var sagen dysset ned og Renaél fandt til sin overraskelse, at han faktisk ikke havde haft lyst til at tale om det. I stedet havde han forsøgt at finde tilbage i sine daglige rutiner, undgående området hvor han havde fundet Sidka som pesten, når han var ude på urtesamling.

Han stod nærmest tryllebundet i vandet, idet hun nærmede sig med en sikkerhed, han som regel ikke så blandt de andre, unge skovelvere, blikket flakkende mellem hendes grønne øjne, det glimtende sølv og hendes bare hud. Spørgsmålene om episoden, han ellers havde forsøgt at glemme, gjorde ham utilpas - var hun udsendt for at udspørge ham? Var det derfor hun virkede så .. forførende?

Han blev stående og forsøgte at ryste den pludselige utilpashed af sig. Hvis hun allerede kendte til hans møde med Mørkelveren, kunne han lige så godt fortælle detaljerne på en .. fordelagtig måde. Utvivlsomt historien ville gå videre til en form for overordnet, og det var vigtigt, at han blev set i et godt lys.. "Den forsøgte at forgifte mig. Jeg .. måtte holde et skarpt øje med den hele vejen gennem skoven." Begyndte han. "Heldigvis var jeg kløgtig nok til at se gennem dens forsøg på at undslippe."

Han var naturligvis selv bevidst om, at den eneste årsag til at Sidka var vendt tilbage til Elverly sammen med ham, var at hun frivilligt var fulgt med. Han forsøgte at skifte en smule emne. "Men du lyder til at vide virkelig meget .. hvad hedder du?"

Sidka havde forventet at bruge alle sine kræfter på at undgå at komme til at fnise under Renaéls næste ord, men i stedet for at sige noget, hun vidste var helt forkert og som ville vække et eller andet grinagtigt minde i ham, var hans forklaring kedelig og overfladisk, som om han ikke rigtig ville tale om det. Hun slog blikket ned med en lidt skuffet mine lige idet hans spørgsmål blev stillet. Hun stivnede i kroppen. Et navn. Det havde hun slet ikke tænkt over. Det burde hun virkelig have tænkt over. Sidka kunne fint gå som elvernavn, men ikke når den første, hun mødte, var den eneste elver her, der kendte til hendes navn og ville se igennem forklaringen, hvis han fik noget at gå på. 
"Øøøh..." flød det ud af munden på hende, mens hun forsøgte at trække tiden ud. 
Tankerne  farrede rundt for at finde på noget, men det var ikke så tit hun havde spurgt om skovelveres navne - hvad hed de overhovedet? De havde alle sammen sådan nogle lange, underlige navne, som lød mere som en halv sang end et reelt navn. Selv Yume'Ave forkortede sit. Renaél blev sikkert kaldt Ren af sine venner. Og de to var ikke engang nogle af de længste, hun var stødt på, når klanen havde fortalt om fordums skovelvere. De navne var praktisk talt uudtalelige.

Hvorfor kunne de ikke hedde ting som gav mere mening? Birk eller Trærod eller sådan noget. Så ville hun da nemt kunne flikke en hel familie sammen. Men alle kendte sikkert også alle her i skovene, gjorde de ikke? Åh, hvorfor var hun ikke bare endt hos Yume, der sikkert kunne hjælpe hende med et navn og en god forklaring på alting. 
Sidkas blik flakkede rundt efter inspiration. Fangede en guldsmed, der gled over vandoverfladen. Dampen, der steg op. Et par blade, der skabte ringe i vandet. Vand, vand og atter vand.
"Van...na," blev det til. "Vanna. Jeg hedder Vanna. Altså forkortet, fordi, øh, alle vores navne er så lange, ikke?"
Hun sendte ham et forlegent smil og uden videre satte hun sig ned langs bredden for at få hele kroppen under, pludseligt underligt blufærdig over for ham. Det her skulle hun virkelig have planlagt bedre. Hun følte sig mere nøgen end hun var uden en plan. Selv en dårlig plan var bedre end det her.
"Så-øh, hvad laver du her helt alene?" spurgte hun for så hurtigt som muligt at komme væk fra at tale om hende. "Er man ikke ofte i kilderne med sine venner?"

Renaél synes selv, at han havde fortalt de grove træk af historien, så han lød rigtig modig, og han følte sig faktisk en smule skuffet over, at hun ikke lod til at ønske at spørge ind til detaljerne i den. Det var spøjst, for da hun startede med at spørge, havde han slet ikke haft lyst til at fortælle hende noget.


Han prøvede at finde på et eller andet klogt at sige, for at fortælle hende lidt mere om mørkelveren. Måske hvordan hun havde kastet sig over ham, da de var stoppet ved bækken, og han allernådigst havde ladet hende få noget vand.. Han håbede munden, men stoppede igen med rynkede bryn, da hun stod i kæmpede med ordene.

"Vanna." Gentog han og forsøgte at smile lidt opmuntrende. Hun lød ikke super overbevist om sit eget navn.

"Mit navn er ellers ikke så langt." Indvendte han. Han skulle lige til at præsentere sig, men hun vidste jo allerede hvad han hed. I stedet tog han plads i vandet. Det føltes underligt at tale til en, der sad ned, mens man stod op .. især når man var nøgen.
"Jeg stoppede bare for at .. øh .. hvile lidt ud! Jeg har været ude på en opgave hele dagen!" Svarede han hende hastigt med kinder, der var begyndt at blusse. Han havde da venner!

Selvbevidsthed kom buldrende ind over Sidka, nu hvor hun sad dækket under vandet. Havde hun stadig alle sine ar i den her forklædning? Var det underligt for en skovelver at have ar efter kamp og træning? De trænede vel nærmest kun med buer, så mon ikke alle deres ar var runde? Hvordan trænede skovelvere overhovedet? Renaél lignede ikke én, der trænede med andet end varme kilder og behagelig tilværelse, men han var trods alt ikke kriger - dét vidste Sidka med sikkerhed.
"Det lyder som en hård dag," sagde hun med blikket mod sin egen refleksion i vandspejlet. 
Det lange hår faldt ned og alle de filtrede totter gik i blød opløsning under overfladen. De mørke strå var så langt fra noget, Sidka normalt så på sig selv, at hun et øjeblik blev helt tryllebundet af det. Så huskede hun, at hun skulle forsøge at opføre sig normalt, og det var svært nok i forvejen, når hun nok var det fjerneste, man kom fra en skovelver. At opføre sig absurd selvoptaget oven i det var ... Var vel egentlig ikke helt skævt for en skovelver.

Med en lillesmule mere selvtillid dyppede hun håret i vandet og begyndte at filtre det ud med fingrene. Under lange øjenvipper kiggede hun mod Renaél, der også sank ned at sidde. Desværre, for Sidka havde faktisk nydt udsigten mere, end hun var villig til at indrømme.
"Jeg-øh, jeg bor ikke herinde normalt ..." begyndte hun, og håbede inderligt, at alle elvere ikke kendte hinanden. "Altså jeg bor lidt langt ude, og jeg skulle have mødt min ... Tante. Hun havde lagt en seddel og lidt tøj i et hus i nærheden, fordi mit var, øh, beskidt. Men hun kom ikke, så jeg tænkte jeg måtte gå herind, og øh ... Nu ved jeg faktisk ikke helt, hvad jeg skal gøre. Eller hvor jeg skal sove."
Fandtes der kroer i Elverly, var det næppe der, Sidka helst ville overnatte. Fyldt med fremmede, hun ikke anede, hvor hun havde, og chancen for at få lov til at tale med Yume'Ave uden at kunne bevise, at hun var nogen, var nok omtrent ikkeeksisterende. Men hvis nu Renaél kunne hjælpe hende med at få et sikkert sted at være... Så kunne hun i det mindste begynde at finde ud af, hvad hun skulle stille op med noget som helst.

Renaél skottede til hende ud af øjenkrogen, mens han lod som om han ellers betragtede vinden i træerne og det lille egern, der hoppede fra gren til gren et stykke borte. Afslappede som elvere var omkring hinandens kroppe, var det alligevel ikke pænt at sidde og stirre direkte i badet.

Men han kunne ikke lade være med at være nysgerrig på, hvem hun var. Han syntes at have anet en del ar på hendes krop, da tøjet kom af, og der var noget ved hele hendes holdning, der mindede ham om en kriger. Hun måtte også være betydningsfuld, hvis hun kendte noget til hele Mørkelversituationen..

"Jeg har desværre ikke en kam på mig .. har du været ude i Skovene længe?" Spurgte han, bemærkende hårets filtrethed. Hans eget pjuskede en smule, men bar tydelig præg af god pleje. Han var stadig ikke helt sikker på, hvad han skulle gøre med det, nu hvor det ved et "uheld" var blevet klippet så kort. Oftest, når han så sit egen refleksion, fik det ham til at føle sig meget ung.

"Åh, du kan altid tage med ind til Elverly bagefter. Der er en lille kro, man kan sove på .. ellers har jeg også en lille hytte hvis du .. du ved .. leder efter et mere diskret sted." Han sænkede stemmen en smule og så sigende på hende. Hun virkede så mystisk og hemmelighedsfuld, at hun utvivlsomt var ude på en mission af en slags..

"Åh..." Sidka fangede overhovedet ikke det sigende i Renaéls blik. 
Hun løftede hovedet og mødte hans med store øjne i forbavselse over, at han bare sådan lige tilbød sin egen hytte af alle steder. sidst, de havde tilbragt en nat sammen, havde han lagt sig så langt væk som det overhovedet havde været muligt inden for bålstedets rækkevidde, og helt generelt havde han ikke ville nærme sig hende, medmindre det var absolut nødvendigt. Al hans styrke og mod havde været en facade trukket ned over et svagt skovelver-indre. Men dengang havde hun også været mørkelver, og hun vidste jo godt, hvad folk sagde om hendes slags rundt om i landet.

Lidt uden at Sidka selv ville det, gled hendes blik op til hans hår fra de fine øjne. Det gav hans ansigt en hel ny form. Et yngre islæt, men også en mere skarpskåren kontur. De korte lokker glinsede i dampen fra det varme vand. Ikke noget med at være knastør og uplejet ligesom hendes eget efter alt for lang tid i grøftekanter og tilfældige huler i skoven. 
"Jeg elsker dit..." begyndte hendes mund at svare, før hjernen brød ind og irettesatte hende. Det her handlede ikke om frisurer, men om et sted at sove. "Diskret."
Det var også langt det mest praktiske. I Renaéls hytte, hvis hun kunne tiltuske sig mere end blot én nat, kunne hun holde sig uden for de flestes opmærksomhed og måske ... Måske også lære ham lidt bedre at kende.

Sidka sænkede blikket til vandet og sit eget hår igen, men kunne ikke holde sig fra at suge den ene side af underlæben ind for at tygge lidt på den. Renaél havde da besøgt hendes drømme et par gange siden deres første møde. Måske ... Måske lidt mere end et par gange. Hans øjne havde været det, hun sammenlignede andres med, når hun så den samme afart af vandig grå i andre. Når lyst hår til skuldrene stod i slavekøen på kajen i Merihems havn havde hendes hjerte slået ubehagelige kolbøtter, men det var heldigvis aldrig ham. Det var det sværeste at vænne sig til, det der nye hår. Og så nok også nøgenheden. Hun havde ikke før lagt mærke til hans overkrop, og nu kunne hun ikke abstrahere fra den.
"Jeg har nærmest kun været ude i skovene," sagde hun som svar på hans tidligere spørgsmål, men formåede ikke helt at lægge samme tryk på det sidste ord, som han havde gjort. Det her var ikke hendes skove. Det var bare skove. Jagtmarker fyldt med fjender. "Så hvordan er det inde i Elverly? Du har din helt egen hytte?" Sidka havde højest haft sit eget værelse, og med eget mente hun delt med Sibal. "Og hver dag samler du urter?" Det virkede så ... simpelt. Måske andre også ville tænke det om hendes gamle hverdag udelukkende med træning hver dag.

Renaél så lidt spændt på hende. Det var selvfølgelig ikke sikkert, at hun overhovedet kunne bruge hans hytte til noget - eller ville involvere ham mere i de mystiske ting hun ellers gik og lavede. Men da lod til at synes, at det var en god idé, blinkede han forsvorligt til hende som for at sige "dine hemmeligheder er sikre hos mig." 

Han tog sin dryppende våde hånd fra den varme kilde og lod den glide gennem det korte hår for at få det til at se lidt mere glat ud. Det var især krøllerne, der hurtigt fik ham til at se barnlig ud, syntes han. Var hun mon en mørkelverjager, siden hun havde spurgt ind til episoden med mørkelveren? Det krævede sikkert en masse med, at man sneg sig rundt i hemmelighed ude i skoven og ikke særlig tit kom ind i Elverly.

Alligevel undrede det ham meget, at hun ikke kendte noget særligt til byen. En skovelver .. der aldrig havde befundet sig i Elverly? Der boede selvfølgelig nogle mere isolerede familier derude, men han kunne næsten ikke tro det. "Har du aldrig været der?" Røg det derfor nysgerrigt ud af ham. 
"Men ja.. jeg har min egen lille hytte der.. og jeg laver også alt muligt andet vigigt for healermesteren!" Skyndte han sig at tilføje. Det lød lidt for trivielt det der med bare at samle urter hver dag. Selv om det primært var det, han gjorde. 

"Jo, jo, altså jeg har været i Elverly!" skyndte Sidka sig at udbryde. Han skulle helst ikke blive mistænksom, og med det overraskede udtryk, han slog op, kunne det godt ligne, han var på vej derhen. "Jeg har bare mest været - eh - ét sted." 
Det var vel en form for redning. Men hun kunne ikke blive ved med at referere til den mystiske tante, hun havde opfundet. Hvis han stak bare en smule i jorden, ville løgnen falde sammen. Tid til lidt sandhed.
"Der har ikke været så meget tid til at se sig rundt, når jeg har været derinde," fortsatte hun og tog håret op fra vandet igen. "Jeg har tilbragt noget tid hos Dagens Stemme. Ikke at jeg regner med din hytte er lige så overdådig." 
Hun blinkede til ham ved det sidste og undlod at uddybe. Så kunne han selv finde på en historie i sit hoved om, hvad hun havde lavet hos Dagens Stemme - helt almindelige folk måtte da have deres gang hos hende. Det kunne umuligt kun være krigsfanger, hun fandt spændende, der endte ved hendes langbord. Hvis hun var heldig på et senere tidspunkt, kunne hun få ham til at sige, hvad han havde tænkt og så derfra selv hoppe med på historien. 

"Hvilke vigtige ting laver du for healermesteren?" spurgte hun for at henlede samtalen på noget andet. "Sig til, hvis du mangler flere urter. Jeg er god til at få jord til at ... give efter." 
Sidkas blik blev fanget af den dryppende hånd, der kørte gennem håret og rettede de bedårende krøller ud. Allerede inden, hun tænkte over, hvad hun gjorde, var hendes hænder på vej op mod det, og hjernen skreg, at hun skulle stoppe sig selv, men intet i hende lyttede tilsyneladende efter.
"Skal jeg ikke hjælpe dig med nakken?" fløj det ud af hende, mens hendes egne våde hænder fortsatte retningen mod ham, nu under dække af at ville hjælpe ham med at væde håret. Hvor ville hun dog gerne mærke det.

"Åh.." Renaél nikkede for sig selv. Det gav god mening, hvis hun havde så travlt, at der ikke havde været så meget tid til at udforske Elverly.. Han selv kendte derimod næsten hver en krog, og han kunne jo vise hende lidt rundt.

Dagens Stemme - selvfølgelig havde hun gode kontakter til de vigtige folk også. Men havde dagens stemme ikke at gøre med .. kunst og den slags? Han kom i tanke om en mulighed for selv at lyde vigtig, så han skød brystet en smule frem og tilføjede: "Så du kender Stemmerne godt? Jeg er selv på ganske god fod med Forårets Stemme!"

Det måtte da tælle, når hun havde klippet hans hår.. Også selv om han ikke var særlig tilfreds med resultatet.

Han fik dog ikke lov til at bruge lang tid på at prale over sin relation, da hun i stedet spurgte ind til hans opgaver hos Healermesteren. Pis også. Nu skulle han på en eller anden måde få sit arbejde til at lyde vigtigt. "Åh du ved .. assisterer hist og her. Den gamle ville have svært ved at komme igennem dagen, hvis han ikke havde mig!" Renaél kunne i hvert fald forestille sig, at det ville gøre healermesterens dag noget ringere, at han ikke havde en undskyldning for at råbe i vrede, fordi Renaél endnu engang havde smadret et glas med tørrede urter på gulvet.

"Tak! Det er så svært at nå!" Han fjernede sin hånd fra de alt for korte krøller og vendte rundt i vandet, så han havde ryggen til hende. Han tillod sig at læne sig godt tilbage mod hende, så hun havde rig mulighed for at røre ved alt hvad hun nu kunne tænke sig at røre ved.

Forårets Stemme. Så Renaél mængede sig også med de højtstående. Det kunne blive smart. Eller farligt.
"Healermesteren, Stemmerne ... Hvem kender du ellers af vigtige personer i Elverly, Ren? Er du selv ret vigtig monstro?" spurgte hun med silkeblød stemme, mens han vendte ryggen til. 
Han havde virket ung og usikker ude i skoven, men var blevet taget seriøst da de nåede til Elverly. Ikke at hun havde set noget til ham ellers, men måske hun havde fejlbedømt ham? Måske han var lidt mere vigtig her i Elverly, end hun troede. I så fald måtte hun hellere finde ud af det, så der ikke pludselig dukkede en eller anden rigtig dygtig magiker op i hans hytte og så direkte gennem hendes forklædning.

Sidka sank en klump. Sådan en af dem der, der dukkede op ud af det blå og gav kriller i maven og varme i kinderne. Hun lod hænderne glider ned i vandet og derfra op til Renaéls nakkehår. Fingrene gled ind i hans bløde lokker, og et let gys gik igennem hende. Det føltes præcis, som hun havde forestillet sig. 
Og et eller andet sted inden i blev hun sur på sig selv. For der var absolut ingen grund til at hun havde tænkt på at røre ved hans hår siden den aften ved bålet eller eftermiddagen ved kilden. Der hvor hun havde skræmt ham fra vid og sans med sine imaginære hudædere eller hvad hun nu havde kaldt dem. Det underlige var, at hun ikke havde lyst til at drille ham lige nu. 
Hun rykkede sig selv tættere på, så han kunne læne sin ryg helt op ad hendes front, og da håret var helt vådt, fortsatte hænderne ned over nakken og skuldrene, hvor tommelfingrene begyndte at lede efter spændinger med små cirkelbevægelser.
"Du har dejligt hår," mumlede hendes mund lidt uden at havde fået lov.

"Åh, jeg assisterer bare hvor jeg kan du ved.." Svarede Renaél med et smørret smil og en anelse røde kinder, som hun heldigvis ikke kunne se, da han netop havde vendt ryggen mod hende. Han frydede sig over, at det var lykkes ham at imponere hende lidt - nu skulle han bare undgå, at hun fik en anden sandhed at se, når de kom til Elverly..

Følelsen af hendes hænder, der kørte gennem hans lokker, fik de små nakkehår til at rejse sig på en kildende, men behagelig måde, og et suk undslap hans læber. Han havde fuldstændig glemt alt om sine arbejdspligter .. desuden måtte det da være vigtigere at hjælpe Vanna..

"Du synes ikke det er for kort?" Spurgte han, og skævede kort over skulderen, inden han lænede ryggen ind mod hendes overkrop, og var ganske øjeblikkelig bevidst over følelsen af hendes bryster mod hans bare hud. Han ønskede kortvarigt, at han havde gjort lidt mere ud af træningen, så der var lidt mere muskulatur på ryggen at tage fat i. Men hun kunne vel ikke synes, at han så helt ringe ud, når hun sådan havde lyst til at røre ved ham?

Farven i Sidkas kinder var efterhånden helt tomatrød, men det kunne hverken hun eller Renaél se - heldigvis! Hænderne halvt om halvt nussede hans ryg og fandt spændinger, hvor der var nogle. Da han lænede sig helt tilbage mod hende måtte hun lade dem glide frem over skuldrene og ned langs armene i stedet.
"Det er perfekt," mumlede hun tilbage til spørgsmålet om håret. "Det fremhæver krøllerne på den helt rigtige måde."
Ubevidst havde hun lænet hagen frem over hans skulder, så hun endte med nærmest at hviske ham direkte ind i øret. Og før hun vidste af det, havde hun halvåben mund på vej til at nappe i kanten af den fine, lyse hud...

Med ét skubbede hun sig ud fra ham og rømmede sig højt. Det her var helt forkert. Hvis hun havde lyst til at bide ham i øret skulle det være fordi hun havde tænkt sig at æde ham - ikke fordi hun havde lyst til at mærke ham skælve ind mod sig. Det skulle være som et led af en større plan for at finde ud af noget om skovelverne, som kunne komme klanen til gavn, og det skulle indeholde vold. Altid vold. Bare følelsen af at havde lyst til at være blid ved ham fik hende til at føles helt underlig beskidt indeni.
"Vi må hellere... Inden ... Det bliver snart mørkt," fremstammede hun forfjamsket. "Er der langt til Elverly herfra?"

Renaél nød i fulde drag at blive nusset om. Elverfolk havde sjældent noget imod fysisk kontakt, men ungelverne var alligevel typisk lidt mere tilbageholdende i de varme kilder .. især på tomandshånd. Vanna måtte have svært ved at modstå hans charmerende udstråling, og tanken fik ham til at have svært ved at holde et smil tilbage fra læberne..

"Jeg havde ellers overvejet at lade det vokse ud igen .. men måske skulle jeg beholde det sådan her.."  Han havde været super ked af det korte hår til at starte med, men det var rigtigt, at det fremhævede krøllerne og hvad endnu bedre var - det skilte ham en del ud fra de andre elvere med deres perfekte, lange og glatte hår.

Han plaskede lidt overrasket i vandet, da hun pludselig skubbede ham væk, og han skyndte sig at rejse sig, for ikke at miste balancen på det lettere glatte underlag. Utvivlsomt havde hun også kunne føle tiltrækningen i mellem dem..

"Vi skal lige gå en times tid gennem skoven.. så du har nok ret.. ehm, vi må hellere komme af sted." Tilstod han. Tanken om at mørket måske ville falde på, fik ham til hastigt at kravle op ad vandet og begynde at trække koften over hovedet uden at tørre sig. Han kunne ikke lade den flotte elverpige opdage, at han var bange for mørket!