"Dette er jeres prøvelse, ynglinge!" 
Arnym stod på et klippefremspring med ti mørkelverunger foran sig. De vendte sig alle som en om mod bjerget bag dem, da han slog ud med armene mod det.
"I har trænet til denne dag, og nu skal vi se, om I kan leve op til vores forventninger," fortsatte han. Sidka mærkede spændingen boble i maven. "En skovelver er sluppet løs på den anden side af bjerget.  Den af jer, der bringer hende først tilbage hertil, vinder retten til at sidde med ved rådsmødet i morgen aften."
Kunstpause. Ti hjerter, der hamrede af sted. Ti vejrtrækninger, der blev holdt inde.
"Sæt i gang."
Fire mørkelvere vendte rundt og halsede straks frem mod stien, de var kommet fra for at finde en måde at komme rundt om bjerget på. To andre stod stille og stirrede op på toppen. På den ene side strakte træer sig næsten helt til toppen, mens den anden side var bar og med ru fremspring. En af de to løb frem og gav sig i kast med at klatre.
Sidka tog fat i Sibals arm og pegede mod træerne, men inden hun nåede at sige noget, fik hun en lammer på skulderen, og Sethro spænede forbi dem.
"Ha! Jeg er igennem bjerget, før I to svæklinge får hoppet igennem træerne!" råbte han. "Man skulle tro, I var opdraget hos skovelverne  - især dig, plantedreng!"
Sidkas skulder dunkede, men det var intet i forhold til den vrede, der boblede op i hende. Sethro var vokset ind i sine evner hurtigere end nogen anden, og hans voldelige tendenser blev kun underbygget af alle at alle andre var med på den. Selv Sidka var med på den. For det var ikke Sethros evner eller vold, hun hadede. Det var hans ord om Sibal. Det var hvordan han troede sig bedre end dem - hele tiden. Men lige nu var ikke tidspunktet at kaste jord i nakken på ham. Hvis de skulle jage, skulle de holde på chakraen.
"Lad være med at lytte til ham," hviskede Sidka til sin bror. "Hvis du kan få træerne til at give os en hånd op over klippesiden, laver jeg en skøjtebane hele vejen ned på den anden side. Så skal vi vise dem, hvem der har ret til at sidde til det rådsmøde i morgen."

At være væk fra fast grund var altid  lidt nervepirrende - i hvert fald når man skulle stole på andres magi til at holde sig oppe. Selvom hun stolede blindt på Sibals evner, var trætoppe alligevel ikke hendes foretrukne kop te, og slet ikke når de bøjede sig på den her måde. Det var lidt ligesom at være på et skib, og dét brød hun sig virkelig ikke om. Men hun holdt fast så godt hun kunne og formåede at få et sug i maven af spænding frem for kvalme. Det sidste stykke op til bjergtoppen var hurtigt klarede med de lange lemmer.
Vinden flåede i begge mørkelveres hår og klæder på toppen. Sidka så sig over skulderen og kunne se andre små bevægende skygger nede mellem træerne; Små og ubetydelige i forhold til deres placering her højest oppe. Under sine fødder kunne hun mærke rystelser fra inden i bjerget. Sethro var godt på vej igennem klippen. Han måtte ikke nå ud på den anden side før dem.
"Klar til en rutsjetur?" spurgte Sidka sekundet inden, hun tog fat i Sibals arm og bogstaveligt talt rev underlaget væk under ham.
Klippesiden under dem blev blød som smør, så fødderne sank i og de blev trukket nedad i det bløde mudder, bjergsiden blev til. Tyngdekraften trak tvillingerne nedad i rivende fart, og Sidka kunne ikke holde et frydefuldt hvin inde. Dét her var hendes element. Dét her var tæt på jorden og høj fart, livet og vinden der susede forbi. Bragte dem direkte ned til deres bytte. Til sejr.
"VI skal nok vinde det her pis!" proklamerede hun, idet de susede ned på en afsats, som afbødede deres fald. 
Deres rygge var nu dækket i mudder, men hun lod magien flyde ind i jorden og gøre den hård, så den krakkelerede og faldt af deres tøj i tunge klumper. Inde fra bjerget lød en hul rungen. Sethro.
Sidka bøjede sig ned og rørte ved underlaget. Jorden, hvor de var landet, havde mærker efter aktivitet. De var ikke de første, der havde været her.
"Sporene er udviskede," mumlede Sidka. "Sibal, kan du fornemme noget?"
Nogle gange talte træerne til Sibal. Eller også var det bare noget, han sagde for at dække over en god lugtesans. Uanset hvad det var, havde det hjulpet dem til at finde deres bytte flere gange. De var der perfekte par.
Det var slet ikke gået op for Sidka, at Arnym havde talt om dagens vinder i ental.

Søge lavt ... Lige til deres fordel. 
Sidka satte i spurt efter Sibal med jorden som ekstra skub bag på hver gang, hun satte hælene i underlaget. Det gjorde hende i stand til at følge med ham og undgå at blive fanget i det krat, han fik sig til at lukke vejen bag dem. Det ville også dække deres spor - sammen med det bløde underlag, Sidka efterlod i sit magiske kølvand.
De var langt inde i skoven, da noget fangede hendes opmærksomhed. En vibration i jorden og lyden af bevægelse i underskoven. Hun greb fat i Sibal for at få ham til at stoppe.
"Schh!" hviskede hun og hev ham med sig ned i underskoven, så de ikke stod frit mellem træerne. "Lyt. Nogen er tæt på."
Hendes ene hånd søgte jorden under sig og lod fingrene glide ned i den bløde muld - klar til at påvirke den med magi mod en modstander.
"I kan godt komme frem, rollinger," lød Ardulvyls stemme. Hoverende. "Jeg har set jer. Og jeg finder snart byttet. I modsætning til jer."
Sidka skar tænder og rejste sig op med intentionen at lade jorden tage fat om Ardulvyls ben, men stoppede op midt i armenes forberedende bevægelser. Alt var sort. En tyk, mørk tåge bredte sig, og hun havde ingen chance for at se, hvor i mørket, Ardulvyl befandt sig. En pil susede ud fra tågen, og hun nåede kun lige at springe til siden og hamre ind i et træ i stedet for at blive ramt.
"Kravl hjem til jeres storebror, inden jeg tvinger jer til det! Hun er min!"

Det undrede Sidka at Ardulvyl ikke havde givet svar på tiltale, da Sibal råbte efter ham, men det blev snart klart, at det var fordi Sibal havde skudt efter ham, og nu havde ham fanget om benene med sine rødder. Hvis bare Sidka kunne mærke halvt så meget gennem jorden, som han kunne gennem sine træer...!
En hånd dukkede op tæt på hende, og hun greb den, instinktivt vidende, at det var hendes bror. I en flydende bevægelse var hun på benene igen og lagde sin arm om hans talje, så de sammen kunne finde vej gennem mørket. Uadskillelige.
I den modsatte retning af Ardulvyl hørtes et støn fra en lysere stemme. Det var dæmpet og umiddelbart efter blev der helt stille i den retning. Ingen knækkende grene. Intet åndedræt som de følsomme elverører kunne opfange. Det betød nogen gemte sig.
"Lad ham ligge i sit mørke," hviskede hun til sin bror. "Jeg hørte byttet." Pludselig løb hendes mund i vand. Hjerterytmen steg. Byttet. "Vi skal derover. Hun er tæt på."
"I går ingen steder!" brølede Ardulvyl fra sin liggende position på jorden. Sidka kunne høre, han prøvede at famle sig op og ud af rødderne. Tågen lettede rundt om dem. "Jeg skal give jer, skal jeg! Lortebørn!"
Sidka trak i Sibal. Med mindre tåge omkring dem, stod træernes stammer tydeligere frem igen, og Sidka virrede med hovedet for at finde tegn på den flygtende skovelver Hun måtte være lige i nærheden. Ardulvyl var ikke længere vigtig. Jagten var ved at indtage hendes sanser. Nok skulle de bringe hende tilbage i live, men mon ikke man lige kunne skære en lille smule i den sarte, fine hud først.

Den sumpede fordybning udgjorde perfekte gemmesteder. Så perfekte, at tvillingerne ofte var endt herude, når de øvede sig på jagten. Det var næsten ironisk, at deres bytte nu var endt det selv samme sted, som de havde brugt utallige gange.
Sidka havde dog ikke set den lyse lok, før Sibals pil pludselig pegede målrettet i den retning. Hun fulgte hans blik og mærkede varmen stige op i kroppen. Spændingen. Mens Sibal holdt buen spændt i den retning, gik Sidka ned i knæ og kantede sig rundt langs grydens sider mod skovelverens gemmested. Jorden forsøgte forræderisk at give efter under hendes skosåler, men magien fik de våde mudderklumper til at stivne og agere solidt fodfæste.
Over skulderen sendte hun Sibal et skælmsk smil, idet hun nærmede sig et hældende træ. Den lyse lok var forsvundet - øjensynligt fordi skovelveren havde opdaget at håret skreg hendes position ud til omverdenen - men det var for sent nu. Sidka vidste, hvor hun var. 
To meter før mørkelveren nåede gemmestedet, sprang skovelveren pludselig ud fra sit skjul. Viltre, frygtsomme øjne fangede ganske kort rovdyrets blik. Som en skræmt hjort satte skovelveren i sprint væk - op fra fordybningen så hurtigt som fødderne kunne bære. Ustabilt gled skoene i mulden. Sidka satte efter. Med behovet for hurtigt at komme frem, droppede hun magien og satte i stedet fingrene i jord, rødder og græstotter for at hive sig op mod byttet. Elveren mistede taget i en rod og gled i mudderet. Sidka var lige under hende nu, og da skovelveren faldt, faldt hun direkte ned i hovedet på mørkelveren.

Sidka var endt med at rulle hele vejen ned i mudder og søle og havde nærmest mere græs end hår på hovedet, da de endelig nåede plant underlag. Skovelveren havde hele vejen ned forsøgt at kradse sin overfaldskvinde i ansigtet, men heldigvis havde Sidka både længst arme og negle og havde derfor fået gjort mere skade på skovelverens ansigt end omvendt. Det var stadig en lettelse, da Sibal gjorde en ende på det og bandt skovelverens hænder sammen. Imens knurrede hun dyrisk og Sidka lagde hovedet på skrå. Det plejede at være deres job som mørkelvere at være sådan.
"Sikken fangst," sagde hun og tog imod Sibals hånd. "Tror du hun kan noget sjovt, så vi får os en overraskelse lige om lidt?"
Arnym kunne næppe have gjort det til en så nem prøvelse, og indtil videre havde det gået ret godt. Sidka børstede mudder og græs af sig - det værste, for hun var ret meget dækket i det - og rettede sig så op igen og ... så direkte på Sethro.
"Her er jeres første overraskelse," sagde han og fulgte op med en knytnæve direkte i ansigtet på Sidka, så hun væltede tilbage på røven i mudderet. Han var på ingen måde den stille sniger-type, men måtte havde fulgt efter dem og ventet på, at de kom op fra fordybningen i landskabet. "Giv mig fangen, Sibalghym. Jeg skal nok tage den herfra."

Klippeidiot...
Det var det første ord, der trængte sig på, da hyletonen fortog sig. Sidka tog sig til næsen og gryntede et par bandeord, som viste sig at gøre umådeligt ondt. Hånden blev blodig, og næsen sad bestemt ikke, som den skulle. Det måtte hun se på senere. For hun vidste godt, hvad Sibal gjorde, når nogen så meget som spændte ben for hende. Han var der for hende. Altid.
Og det var bestemt også tilfældet nu. Mens hun blinkede smertestårene bort, så hun ham smide sine våben og gøre klar til nærkamp. Nærkamp af alle ting.
Åh Sibal, din dejlige tumpe, tænkte hun og blev så distraheret af, at skovelveren prøvede at gå i ét med underskoven og møve sig væk på maven med de bundne hænder. 
Sethro blottede sine skarpe rovdyrtænder. 
Sidka greb fat i skovelverens hår. 
Sethro satte af. 
Vejret satte sig fast i Sidkas hals, som hun forudså Sethos alt for stærke hånd kollidere med sin bror. Hendes elskede bror, som ingen - ingen! - i verden måtte røre. Skovelveren vred sig under hendes greb, men hun fik alligevel samlet nok koncentration til at svinge den anden hånd i en bue og hæve en lille søjle af hærdet jord lige foran Sethros støvlesnude.
Han havde trukket armen tilbage for at slå og var i for høj fart til at stoppe nu. Sethros fod ramte jordsøjlen, og han snublede.
"Du rør ikke min bror," mumlede Sidka bittert med et lille smil i mundvigen.

At se Sethro falde var som at vinde i kapløb eller træning. Suset i maven var det samme og vinderfryden overvældende. Sethro lå i mudderet, hvor han før havde tævet Sidka ned, og det var kun retfærdigt, at han skulle ligge der længere tid end hun havde. De måtte også sikre sig at han blev liggende et godt stykke tid, hvis de skulle have en chance for at løbe af sted med skovelversejren. Måske kunne de løbe hurtigere, men uden et forspring, ville de ikke nå at forsøge.
"Bwug wine wane!" snøvlede Sidka gennem blod og snot og viftede med armene mod nogle rødder, der fik jorden til at bule i nærheden.
Selv lod hun mudderet kravle op over Sethros ben og størkne, men det alene ville næppe holde længe på det store brød.
"I kommer ikke til at vinde!" råbte Sethro nede fra mudderpølen, men formåede alligevel at være langt mere forståelig end Sidka. "Jeg skal nok komme efter jer! Det er mig, der skal vinde!"

Sidka havde rejst sig op og et øjeblik stod hun bare og dryppede blod ned foran deres modstander. Skovelveren klynkede lidt, og hun opdagede, hun stadig havde hånden begravet i det lyse hår og dermed holdt skovelveren fra at rejse sig op. Sidka flyttede sit greb til de bundne hænder i stedet for håret og hev skovelveren på benene. Så sparkede hun Sethro i ansigtet.
Det var ikke hårdt nok til at slå ham ud (desværre), men det havde mere med Sethros kranie at gøre end Sidkas støvler. Det fik dog ramt ham så hårdt på kæben, at det raslede ubehageligt højt, og Sidka gættede - og håbede! - på, at et par tænder havde revet sig løs. 
"Vi må afswed," sagde hun til Sibal, og prøvede at vifte ad ham på en måde, der betød, han skulle skynde sig. At sige det virkede som en for stor opgave for den brækkede næse.

At løbe uden at kunne trække vejret ordentligt, viste sig at være noget af en udfordring. Blodet tilstoppede næsen i den ene retning, og når Sidka kun trak vejret gennem munden, løb der zalme også lidt ned i struben, hvor det satte sig fast og fik hende til at ralle. Som om forstadiet til at blive kvalt ikke var nok i sig selv, begyndte kroppen også at brokke sig og især den højre side, der hev og sled i skovelveren, som slet, slet ikke kunne vedligeholde mørkelverbørnenes tempo. Skulle de ikke forestille at være samme race  på bunden? Om noget bekræftede det kun Sidkas ego i at skovelvere var uduelige og svage. Den her måtte have fået flere timers forspring for overhovedet at nå så langt væk fra bjerget!

Sidka stoppede, da Sibal bød hende det, og de fleste af hendes bekymringer forsvandt, så snart hun så ham i øjnene. Sådan var det næsten altid. Han var hendes stærke, støttende træ midt i stormen. I hvert fald, når der skulle sættes næser på plads, og blikket sagde det hele - altså det, han reelt også lige havde sagt. Næsen skulle have noget hjælp. Forhåbentligt ville det også hjælpe på vejrtrækningsproblemet.
"Ware Wør We'," snøvlede Sidka og holdt ekstra godt fast i skovelveren, så hun ikke greb muligheden og stak af midt i næse-tilretningen.
Ikke at hun lignede en, der lige kunne stikke af som hun stod der og hev efter vejret. Svækling. For første gang blev Sidka i tvivl om, hvorvidt hun havde lyst til at æde skovelveren, hvis en del af jagten var at stege byttet bagefter. Hvis man blev stærkere af at spise Akarens hjerte efter at have fanget den, kunne man da umuligt få noget godt ud af hende der.

Det gjorde ondt at få sat næsen på plads. Lidt mere ondt end Sidka ville indrømme. Derfor afreagerede hun ved at klemme om skovelverens hånd, der gav en skurrende kvaselyd kun overdøvet af hendes klynk. Men ingen klynk kom fra Sidka, og det var vigtigere. Vigtigere at være stærk, også selvom kun Sibal var her. Han skulle stadig vide, at han var velsignet med en stærk søster - ikke at det burde være en svær ting at se i sammenligning med det skravl, de havde på slæb.
Sidka ømmede sig lidt over næsen og var lige ved at tørre sig blod af i ærmet, da hun kom på bedre tanker og tørrede det af i skovelveren.
"Wvad gwør vi nu? Op ad bwerget?" spurgte hun, og selvom der var væsentligt mere passage til luft nu, var der stadigt rindende blod til at forstyrre taleevnerne.
Spørgsmålet var til gengæld ret relevant. Hvis de tog den lige vej op ad bjerget, rendte de måske direkte ind i et baghold og fodrede sejren til de uheldige, men udspekulerede bagtropper. De kunne prøve at finde Sethros gang igennem klippen, men det ville tage lang tid at lede efter. At gå hele vejen uden om bjerget ville tvinge dem ud på et åbent stykke, hvor alle kunne spotte dem fra miles omkreds.

"Vi har bwug for at winde," svarede Sidka resolut igen og pegede så mod en sti, der førte rundt om bjerget samtidigt med at den besteg noget af skråningen. Den var godt nedtrampet, men meget smal. En dyreveksel. 
Sidka hev skovelveren med sig og sørgede for at trække hende igennem så mange brændenælder som muligt, mens hun selv gik midt på stien og undgik de værste. Imens kredsede hendes tanker om den forestående annoncering af hende og Sibals sejr. De ville vise sig om de bedste ungelvere i stammen og blive anerkendt sammen for deres styrke. En styrke, de fleste glemte, hver gang tvillingerne gjorde ting uden hinanden. De var forbundet, og de burde altid være forbundet. Derfor skulle de også vinde sammen.

"Op her og over dwen dwer," sagde Sidka og pegede opad mod et klippefremspring, der ville hjælpe dem med at komme op til startpunktet igen. Blodet var holdt op med at løbe ud ad hendes næse, og ord var nu meget nemmere at udtale ordentligt. "Måske kan jeg hjælpe med min mwagi."
Der var gået en rum tid siden hendes anstrengelser i skoven, og med lidt god timing, kunne hun få skubbet dem op ad siden fra fremspring til fremspring, så de kunne nå op til Arnym og indtage pladsen som vinderne over alle de andre. Også fysisk over dem, eftersom tvillingerne ville stå op bjerget, og de andre mørkelvere stadig ville rode rundt i skovbunden efter noget, der ikke længere var til at finde.