Smilet spillede så tydeligt på hendes læber, og de grønne øjne funklede. Hendes hår var redt pænt, pyntet med lidt smykker hun havde fået lov at låne, og kroppen bar en smuk kjole. Esther mindes ikke nogensinde at havde følt så blødt stof mod sin hud i hele sit liv, og den mørkerøde farve var så dyb at Esther næsten blev væk i den.
Så længe de gik udendørst, kunne man knap se noget af Esther for den tunge varme kappe hun bar om den spinkle krop, men som hun trådte ind i de varme lokaler, hvor herolden annoncerede Hecates ankomst, kunne man se hvor fin men også anstændigt påklædt den unge pige var. Kjolen fulgte ned af hendes ben, uden at sidde stramt, og halsen var høj uden at kvæle pigen. Ærmerne var lange, og blødte ud i bredde ærmer. Om hendes hals, udenpå kjoles smukke grønne stof, hang en halskæde med en fin amulet. Amuletten holdte Esthers gedeben skjult bag en fortryllelse. Hun havde naturligvis sagt det var et arvestykke fra sine forældre, og at hun var nært knyttet til hende. Selvom det smertede at lyve for Hecate, var det den eneste måde Esther havde set sig helt sikker på at hun altid kunne få lov at bære den. Og nu, følte Esther sig mildest talt som en prinsesse, som hun tog alle de nye omgivelser ind.
Hun fik endda lov at bevæge sig rundt blandt de andre gæster på egen hånd, så længe hun ikke vandrede for langt. Og selvfølgelig opførte sig ordentligt. Så da talen blev afsluttet af en kort bøn til Isari, gik Esther et par skridt videre, for bedre at kunne se de dansende på gulvet, fascineret af deres bevægelser.
Krystallandet

