Rådssalen var et sidegemak til Riddersalen. Noget mindre i størrelse, indrettet med et rundt bord af fintpoleret træ, omkring hvor rådsmedlemmerne kunne sidde og tale. Væggen var prydet af et enkelt stort maleri af Kong Aldemars kroning. Det vestvendte vindue var med udsigt til labyrinthaven, hvis velklippede, grønne hægge snoede sig ind og ud mellem hinanden.

Dronning Isanne var allerede ankommet til salen, flankeret af sin ældste, trofaste rådgiver, Aurelius. Han havde sølvgråt skæg, der næsten gik ham til livet, og et alvorligt ansigt dækket af et væv af fine, små rynker. Både han og Dronningen så ud til at være ældet gevaldigt i de seneste år.
Den ældre herre blev stående, mens resten af Rådet ankom og tog plads ved bordet på opfordring fra Dronningen. Da alle havde taget plads og landets herskerinde havde nikket i hans retning, rømmede han sig og begyndte med sprukken stemme:

"Velkommen til Det Første Møde i Lysets nye Råd."

Først skulle alle formaliteterne på plads, og hvert rådsmedlem blev præsenteret med de korrekte titler, inden der blev sagt yderligere. Herefter præsenterede den ældre mand Rådsmødets dagsorden.

"Det første .. ahem .. punkt på dagsordenen er, hvad der fremover skal hænde Kiles præsteorden. Visse, ahem, elementer i Dianthos ser dem gerne ganske eksluderet fra byen og deres orden lukket ned for bestandigt. Der menes, at vi fremover selv kan begrave vore egne døde.."

"Modargumentet er naturligvis, at Kiles præster altid har haft en position i vort samfund, og at det var nogle få korrupte individer, der ahem.. var skyld i de store ødelæggelser, Ordenen påførte vores alliancer.
Såfremt Kile stadig skal have en plads i vort samfund, er det vigtigt, at der kan findes en ypperstepræst eller -præstinde, som vi kan stole på."

Den ældre rådgiver havde et pergamentstykke mellem hænderne, som han læste dagordenen op fra. Han gjorde en længere pause for at give rådsmedlemmerne tid til at tænke.

"Det næste punkt, der bør tages op i Rådet, er de rygter, vi har hørt omkring Mørket. Flere kilder vidner om, at de forladt deres skjulested i Riget Kzar Mora, og er søgt mod nogle nye .. ahem .. ubeboede øer.
De ahem økonomiske ressourcer er desværre begrænsede, og det bør derfor vurderes, om Lyset bør sætte ekstra forsvar ind langs kysterne, eller om vi bør udruste Flåden yderligere.."

Rådgiveren afsluttede med en tør hosten, og hans blik gled rundt på de forsamlede. Der var flere blandt rådet, som vidste en del om krigsstrategi, og det forventedes at de havde en del at byde ind med i denne sammenhæng.
Den ældre mand foldede omhyggeligt pergamentet sammen med lange, krogede fingre, mens Dronningen tog til orde:

"I har hørt dagsordenen, og kan nu tale - en efter en. Hvis I har noget yderligere på hjerte, der skal tages op i Rådet, så er dette også tidspunktet for det." Hun satte sig igen og glattede skørterne. Det første medlem af Rådet kunne nu tage ordet.

Reina havde taget et par præstinder med sig op til Krystalpaladset, men havde efterladt dem udenfor rådsmødet. Desværre var hun vant til at de kunne supplere med de passende navne til ansigterne, når hun ikke kunne genkende dem, men hun måtte bare håbe at de havde faste pladser, og hun med tiden ville have nemmere ved at genkende de forskellige folk ved bordet. Det var dog især menneskerne hun havde svært ved.

Hun var iklædt sine hvide præstinderober, med et simpelt guldbælte om hofterne, og en kæde om halsen, hvor Isari's symbol hang i. Det lange lyse hår hang ned af hendes ryg, og i dagens anledning havde hun trukket vingerne ind til sig. Det var stadig ikke en ting hun havde vænnet sig til.
Hun var der i god tid, og tog plads som hun blev budt ved bordet. Hun nikkede og hilste venligt på dem der kom ind, og ellers ventede på at det skulle starte.

Da Aurelius var færdig med at tale, tog hun selv ordet. "Jeg har desværre ikke meget at sige om flåden, jeg mener at dem der kender til vores kapacitet på den front, bedre kan bedømme det," hun nikkede hen mod hvor hun mente stemmerne for deres hær og flåde sad.

"Til gengæld står det med Kile præsterne mig meget nær," forsatte hun så. HUn var en af dem der havde kunne føle det på sin egen krop, og som en del af Den Hellige Bydel, havde hun gået tæt op af Kile præsterne og også Ordenen da den havde været at finde i byen.
"Kile har altid været en del af vores liv, og jeg har gennem årerne kendt op til flere gode præster og præstinder der fulgte hende. Selvom vi, i Isari katedralen, sagtens kan overtage begravelserne, så sidder det ikke rigtig for mig. Kile er blevet misbrugt i sit navn, og det er hende der leder os ind i det næste liv, og derfor ser jeg det nødvendigt at dem der tror på hende, og ønsker at vie deres liv til Kile, skal have ret til det. Naturligvis vil jeg også mene at den næste ypperstepræst eller præstinde skal vælges med omhu." Hun tog en pause for sig selv, og knugede sine hænder under bordet. "Vi må i stedet for tage de nødvendige foranstaltninger til at en korruption på baggrund af vores religion ikke sker igen." Hvilke foranstalninger det skulle være kunne Reina ikke sige på stående fod, men i det mindste havde hun fået sagt det hun havde brændt inde med.

Leonora ankom til tiden, og udvekslede et par høfligheder med de af råddet hun kendte, inden hun satte sig. Hun var klædt i grå, statlige nuancer, med detaljer i guld der varmede hendes ensemble op, som stråler af sollys der brød gennem en grå, regnfyldt himmel. Ved hendes side havde hun, som altid, sin stok.

Opmærksomt lyttede Frystinden som dronnings rådgiver talte, og lod de mere frembrusende tilstedeværende tale, inden hun selv tog ordet. "Jeg må erklære mig enig med Ypperstepræstinden. At udskille Kiles troende yderligere vil kun drive en kløft i befolkningen, og sætte en farlig præcedens. Desuden, selvom De så ydmygt var parat til at tage ansvaret for de døde på Dem, bør vi ikke bebyrde Isaris troende mere. De har trods alt allerede flere nye ansvarsområder at tilse" pointerede Leonora roligt. Lysets hær var allerede sat til at svare til Isari, og det ville ikke gøre meget gavn hvis magten blev decentraliseret fra Kronen, blot for at blive centraliseret under Isaris kirke i stedet, hvor lyst og helligt det end var.
Leonora vendte sit blik mod den udvalgte stemme fra Elvernes folk. "Må jeg foreslå vi vælger en af elvernes folk, hvis en sådan kandidat findes? Det ville ikke blot styrke alliancen, men lige så vel styrke folkets tro, og forsikre de af elverfolket der gjorde deres liv i Dronnings rige, at det er sikkert at vende tilbage" foreslog hun Daeralda, inden hun vendte sig blik mod resten af forsamlingen "Hvis ikke, så kan jeg fremsætte Tarrik Arys som kandidat. Han er en from mand, velkendt af flere her, og kan uden tvivl gøre positionen ære" det var ikke et politisk stærkt slag at fremsætte en kandidat af egen familie selv, men der havde ikke været tid til at forhandle for at få en anden til det, og for nu var det vigtigere at finde en velegnet kandidat, end at redde den smule ansigt.

Leonora lod diskussionerne fortsætte, til de nåde det næste punkt på dagsordenen.

Fyrstindens blik faldt på Generalen og Admiralen. "Jeg er desværre ikke opdateret på hærens tilstand, men hvis den er af en parathed, hvor det kunne være muligt at slå Mørket for fode kunne en oprustning komme på tale" hendes fingre trommede over grebet på hendes stok "Men Riget har just gennemlevet den ene krise efter den anden, og vi kan ikke risikere folkets sikkerhed og velstand over rygter" hendes blik lod mod dronningen, men var respektfuldt sænket "Desuden kender vi endnu ikke de fulde omkostninger af Deres Majestæts gavmilde løfte, om at kompensere alle de berørt og forflyttet af Kiles Orden". Leonora kunne kun beundre dronningens beslutsomhed, og evner til at give hendes folk verden, mens hun knap kunne stå på sine egne ben efter sin tilfangetagelse.. Men det var nu deres, rådets, ansvar, at sikre de løfter givet, kunne blive holdt.

Daeralda ankom til Krystalpaladset fra labyrinthaven, der havde føltes som det sikreste og mindst ubelejlige sted at teleportere hen. Den planlagte portal var endnu ikke blevet etableret, men i det mindste var de næsten ved at have planerne for den på plads. Hurtigere end hvad gængs var sædvanen for hendes folk, men Lyset ventede ikke på Vinterens folk fik snakket mulighederne til ende.
Med rolige skridt, et stille smil og et muntert blik på omgivelserne fulgte hun den direkte vej til Rådsværelset med en yngre elver noget mere alvorligt følgende efter sig. Han var hendes vej hjem og hendes forsvar skulle noget uforudset af Elisor henne før, til eller efter mødet. Hendes kjole var enkelt, dækkende og midnatsblå med et broderet mønster af vanddråber og blomster i sølv.

Hun var blandt de sidste der ankom så hun hurtigt, som hun trådte alene ind i rådsværelset og nikkede let til de allerede forsamlede, før hun indtog sin tildelte plads.
Hun lyttede udtryksløst som den aldrende rådgiver talte, men lod blikket vurderende glide over de andre til stede. Andre tog da også beredvilligt ordet efterfølgende og ingen til støtte af en fornærmelse af Kile. Lidt fornuft var der da opstået med tiden. Som Fyrstinden af Arys valgte at henvende sig direkte til hende og mødte hendes blik, smilede Daeralda let tilbage, før hun svarede til hele rådet. "En sådan præstinde findes blandt os. Hendes liv har været Kiles siden hun var ganske ung og skønt den tidligere Orden, der så skammeligt misbrugte Den Evige Freds Vogters navn, ikke har behandlet hende venligt, har hun ikke mistet sin tro. Hun føler stærkt for at få genoprettet den blandt andre også og at hun vil være den rette til dette hverv."

Det næste punkt på dagsordenen havde ikke hendes store interesse, da Elverlys grænser mod havet primært var skærmet af bjergene mod vest. At det såkaldte Mørke havde måtte flytte endnu engang var dog værd at notere sig og huske på. Intet godt kom nogensinde fra rodløse væsner.
Ved en pause i snakke valgte Daeralda atter at tage ordet med alvorlig stemme. "Med forårets komme vil Faelwens Tåre blomster og vi vil derfor lukke vores grænser for alle udefrakommende i en tre til fire måner." Hendes blik gled over de tilstedeværendes uden at møde nogen form for forståelse, så med et lille suk fortsatte hun. "Blomstens duft indhylder Lindeskoven tæt og indtrængende. Den har sine magiske egenskaber som gør den værd at høste, ja. Øjenklar, Giftfri og Evighold er alle af dens magi." Hun stoppede kort og fortsatte så. "Men desværre har den også en grusom mørkere side, som vi opdagede efter vi havde bosat os. Hvert hundrede år, når Faelwens Tåre blomstre, så dør alle halvelvere og mennesker, der er længere end en time i dens duft...

Trods for at den kære admiral ikke var det allerførste rådsmedlem i Rådssalen, havde han gjort sin ankomst til Krystalpaladset timer forinden. Timer brugt iblandt paladshavens frodigheder, som de nu sad og havde en skøn udsigt til. Ganske alene. Og ganske idyllisk. For at en mand af havet ikke kunne nyde, hvad fastlandet havde at byde på, var blot en myte.
Fortabt i labyrinten nåede han heller ikke at blive, for modsat hvad folk, hvis kendskab til ham kun vægtede på uforskammede rygter, så mødte han ikke op som rosinen i pølseenden. Endda med tid til gode til at hilse dybere end overfladisk på ansigter, han havde gjort til et talent at huske. I sin position, trods erhvervsplacering, var det en pligt. Samt en fordel…

”Folket vil ikke føle sig mere sikre ved forbyde Kile fra vores samfund. Ikke længe i hvert fald. Det vil være om at feje problemet væk ind under sengen, hvor det vil hobe sig op,” brummede den nyligt gjorde baron fra sin stol. Håret friseret tilbage til en samling i nakken, gjort med mange snoninger af mørk lædersnor, og det fulde skæg var groet fyldigt omkring hans kantede kæbe-parti. Kun hans skosåler var beskidte. Resten af Bastian var vasket og rent, så den barske sandhed om at leve sit liv på havet, kunne ses på den ru overflade af hans solkyssede hud. Og klædt i sin simpel uniform med kun en enkel åben knap til at bryde illusionen af falsk perfektionisme, lignede han bestemt en mand værdig til sidde omkring det runde bord.
Men der hang ligeledes noget hårdt henover den ellers altid så kække kaptajns figur og som havde været der siden befrielsen af dronningen. Et hårdere blik i hans øjne. En dybere rynke mellem hans bryn. ”Jeg erkender mig enig i fastholdningen af Kiles præster og præstinder,” satte han så ellers fast. ”Og en at give ypperste-stillingen til en sp- af elverfolket vil være et stærkt tiltag.” Hans opmærksomhed havde lagt let hos Arys-fyrstinden, mens han havde talt men blev dog fjernet og flyttet i takt med at han drejede hovedet mod Dronningen efter en tur forbi Elvernes Stemme.

Politik som dette var ikke en af Bastian Simmons’ stærke sider. Havde han været lært i bøger og velstand som barn, kunne det have været anderledes. Men selvom han ikke var den bedste taler for storbyens og samfundet religiøse standpunkt, stod han klar ved mødets andet punkt på dagsordenen.

”Rygterne bør tages yderst seriøse!” proklamerede admiralen, kort efter at være blevet givet ordet. ”Efter krise efter krise har Riget endnu mindre råd til at komme ind i endnu en uforberedt end at dets økonomi skal bruges på fornøjelser. Vi er endnu ikke sikre fra Mørket. Skulle det lykkedes at dulme traumerne i hver og en krog hos Lyset, vil der stadig ligge en ulmende usikkerhed om det hele gentager sig igen. Vi ved intet om Mørket, som de står nu. Ikke andet end rygterne. Har Mørket virkelig forladt hovedlandet? Er de ikke længere end nær trussel? Jeg siger, det er bedst at få sikre svar på det, før vi alle kan sove trygt om natten igen.”
Bastian lænede sig tilbage i sin stol. Ikke slapt og dovent, men stadig med kroppen ranke og stærk. Den ene pudsede støvle blev smidt op at ligge på det modsatte lår. Han sørgede for at møde alle blikke omkring bordet, mens han talte.

”Flåden er i forvejen i det laveste. Skibene står igen efter ødelæggelserne kulden fra det dæmoniske mørke udgjorde på dem, vi mangler blot mænd og kvinder til at bemande dem. Men vi mangler ordentlig mønt til flere officielle sømænd. Og med en berygtet trussel udenfor landets faste grænser, bør vi sætte vores lid til havet.”

Baldwin havde mange gøremål mellem vingerne siden han var vendt tilbage. Deriblandt uorden i egne rækker og den ældre fuglemand syntes at være blevet mere grå i spidsen af sine lange fjer og støvet i sine underdun, men han gik fortsat med ret ryg og direkte skridt til det første rådsmøde, uden hensigter om at blive forsinket. Da han ankom til rådslokalet, søgte hans øjne straks til sin dronning, som hans hoved bukkede dybt for før han hilste på Aurelius og de allerede tilstedeværende rådsmedlemmer, inden han fandt sin plads ved det runde bord.

Baldwin var klædt som han ofte var, i lysets hærs lyse farver, men uden den tunge rustning om kroppen. Kappen havde han ligeledes ladet ligge til side, trods den repræsenterede hans plads som general. Der var efterhånden ingen der var i tvivl om at Generalen var en halvørn, og dermed nem at genkende i mængden. Hans blik gled roligt omkring som de sidste medlemmer kom til salen, og ligeledes blev hilst høfligt.

Herefter faldte stilheden over salen som Aurelius rømmede sig og begyndte oplæsningen af dagsordnen. Baldwins tanker kredsede sig om Kiles orden og den ravage der var blevet forvoldt befolkningen, og hvor han selv havde fejlet. Han lyttede til alles ord omhandlende kiles orden, fra Reinas påtale at guden i sig selv ikke stod til ansvar, men var blevet udnyttet, bekræftet af Fyrstinde Leonoras ord, der tilmed gav et forslag. Et forslag om at lade en af elverblod bestige pladsen som ypperstepræst eller præstinde for Kile, skulle sådan en findes. Baldwin drejede sit blik mod Elvernes leder, Daeralda og lyttede afventende på hendes svar. Et svar der bekræftede at en sådan person fandtes, der blev efterfulgt af Bastians enighed i at lade titlen gå derhen. ”Kiles orden har bragt megen skade og svir hos folket, men Kile er stadig dødens gudinde. Ordenens medlemmer bør straffes i forhold til deres handlinger, men et forbud vil bringe ulykke. Hvis man forbød religioner, på baggrund af enkles handlinger, kan vi lige så godt lukke Zaladins tempel ned omgående.” Pointerede han roligt før hans blik gled over til Daeralda og et roligt smil nåede kanten af hans næb. ”Jeg vil støtte op om at lade en af elvernes folk tage posten som ypperstepræstinde, såfremt hun ønsker denne titel”

Emnet drejede derefter over på Mørkets styrker, som for Baldwin var et mere håndgribeligt emne, som han mentalt gennemgik deres ressourcer, folks positioner og hvem der var til rådighed hvor. Men før han ytrede sig lyttede han til de andres ord til emnerne. At mørket havde skiftet position fra dæmonernes rige til nogle ubeboede øer, var både foruroligende, men også mere håndgribeligt. Baldwin betragtede Fyrstinden som hun omtalte faren vil at følge rygterne, og at befolkningens sikkerhed ikke skulle sættes over styr på baggrund af simple rygter. Noget han måtte erklære sig enig i, men det var ikke ens betydende med at intet burde gøres. Noget Bastian også hurtigt proklamerede, og hans pointer var rammende. ”Befolkningen har lidt tilstrækkeligt de seneste år. Deres sikkerhed må komme først.” Han drejede blikket fra Leonora og rundt til de andre ”Derfor må vi som Admiral Bastian siger, tage rygterne seriøse. Jeg vil ikke sende en hær ud på baggrund af rygter og efterlade vores andre landsdele sårbare, men rygterne skal undersøges. For en gangs skyld skal vi sørge for at have overhånden, og undgå uforudsigelige angreb, ved at vide præcis hvad der foregår. ” Baldwin tog en dyb indånding. Måske var tiden til at sætte liden til havet.
”Hæren er spredt tyndt i landet siden Kiles ordens styre, og til det problem er løst og befolkningen igen føler tillid og sikkerhed ved lysets styre, tør jeg ikke sprede dem længere ud. Men Bastian har ret. Vi må vide os sikre på om dette blot er rygter, eller om de ringer med sandhed. For at finde denne sandhed, må vi sætte lid til havet. ” Hæren havde lidt, og mange var frafaldet efter at havde ladet sig korruptere. Han vidste at hans krigere var den ægte vare denne gang, men det ændrede ikke på at der ikke var mange tilbage. De stod ikke en chance hvis mørkets hær angreb dem dette sekund, og derfor var det vigtigt at vide hvor langt mørkets brikker var nået i det frygtindgydende skakspil.

Hvad Daeraldas ord angik, fik det en bekymret rynke frem på Baldwins ansigt. "Faelwens tåre har nogle drabelige konsekvenser, må jeg sige. Jeg takker dem for Deres advarsel, og ikke mindst forklaring." Og hvis nogen af halvelverne der måske havde bosat sig i Elverly måtte finde andet sted at bo for en stund, måtte de finde plads til dem. Et nyt problem der opstod, men lige nu betød det også at de vidste at Elverly ikke skulle tilnærmes hvis man havde livet kær, i den periode.

Verona var ej den der først ankom til rådsmødet, men var ej heller forsinket. Hun havde på ingen måde følt sig som den rette at sende til dette møde, overhovedet for en familie der havde fulgt ordnen af griskhed og havde følt straffen for det. Det var hendes pligt nu, men som altid havde hun ingen planer om at vende sin pligt ryggen.
Hendes klæder var mere praktiske end skønne, tungt vævet stof i hendes families farver med den røde hjort hvilende over hjertet.

Som emnet endte på hvad der skulle henne med Kiles præster sukkede Fyrstinden af Isenwald indvendigt, fra hendes syn var sagen ganske simpel. "Jeg tilkendegiver min enighed i at det ej ville være vist at forbyde Kiles som tro, at der kan stilles en kandidat op som mulig ypperstepræst der ej har mistet troen er glædeligt, men personligt mener jeg at Kiles præster bør stå for at vælge sådanne en som deres skrifter siger det. Dog for fredens skyld måske i selskab af en sandsigerske, ingen mere end jeg ønsker ej at se en ny Leoric" som forræderens navn blev nævnt blev næven knyttet, hårdt og fast. "Måske vi bør tale om hvad vi tænker at gøre med det nedbrændte Zaladin tempel? Forstå mig ret jeg holder ej Zaladin nær ved mit hjerte, men vi bør være påpasselige og ej gå i Ordnens fodspor" at lede med en knyttet næve var næppe den rette vej frem.

Som emnet skiftede til rygterne om mørkets tilstand og nye tilflugtssted holdt Verona sig tilbage i første omgang, hun havde set hvordan folket havde lidt, og hvad sult gjorde ved ellers trofaste landsbyfolk, forderes skyld måtte hun tale Medaniens sag. "Som det er nu, har Medanien og resten af riget i løbet af de sidste 26 år skulle håndtere fem forskellige gange af hungersnød, to af dem inden for fem år, og den seneste værende årsag til at Kiles Orden formåede at tage magten! Jeg forstår alvoren af de rygter og jeg frygter for folket jeg er svoret til at beskytte hvis Mørket begynder at plyndre ind i landet, men vi er nødt til at sørge for at folket kan gå mætte i seng, hvordan skal ellers Bonden arbejde på marken? Soldaterne have kraft i deres sværdarm?" Hun lod sit blik glide over de andre rådsmedlemmer "Jeg forslår at lade dragerytterne hjælpe flåden mens vi finder ud af sandheden om disse rygter, og sikre os mod at en katastrofe som Ordnen kan ske igen, folket har brug for at se mere mad, je flere trukne sværd"
Tungt lænede hun sig tilbage i sin stol og lod samtalen glider videre mod en farer fra Elverlys skov.

Mentalt lavede hun en note om at rette til i krøniken, da et meget omdiskuteret dødsfald lod til at være blevet endeligt løst, og en fjende mindre at jage. 

Godric var ankommet til paladset igennem portalen, der var sat op i mellem Dragorn og den store, underskønne bygning. Med sig havde han et mindre følge af dværge, alle iført passende rustning og årvågne blikke. Nu hvor rejsen alligevel skulle gøres, var det planen, at Thanen skulle blive et par dage på paladset og få ordnet nogle officielle ting. Og son tradition forsøge at stikke af fra sit følge, så han kunne få lov til at nyde vinterstemningen i Krystallandets hovedstad uden at have vagter ved sin side. Hans sikkerhedsvagt Helan, der næsten aldrig forlod hans side, havde truet med at lænke dem sammen, men opgivelsen havde allerede været at se i hans lune brune øjne.
Det var med et fornøjeligt smil, at Godric trådte ud af portalen, for det var da en dejlig let måde at rejse på. Meget bedre end mange dage på ryggen af en pony.

De var kommet i god tid, og de første par timer blev brugt på at blive indlogeret. Men endeligt var det tid til at møde op i salen, rådet skulle holdes. I sit langsomme tempo ankom Godric til salen, støttet til staven af egetræ, udskåret og med sølvmanchetter i enderne, og med Helan gående lidt skråt bag sig. Den gamle dværg var iklædt en kofte, der nåede hans knæ, i en isblå farve med broderinger i sølv. Bukserne under var mørkeblå. Det store hvide skæg var pænt børstet, men ikke flettet, som ellers var passende for en dværg, men fyldte det meste af hans bryst og stoppede først midt på hans mave. Hans lange hvide hår var trukket bagover hans isse og var til gengæld flettet meget fantasifuldt ned af hans ryg.
Sammenlignede man ham med dværgen bag ham, ville man se, at han virkede spinkel. Tiden under Mørkets tortur havde fået den gamle dværg til at svinde ind og selvom hans appetit næsten havde nået samme niveau som før, ville fedtet ikke sætte sig. Han var en skygge af sig selv, fysisk.
Helan var ligeledes klædt pænt på, i Dragorns brune farve, med en læderbrynje over sin brede overkrop. Den middelaldrende dværg havde et tykt rødbrunt skæg, der var flettet og diskret pyntet, og hans brune øjne gled opmærksomt rundt på deres omgivelser, uden helt at stole på, at paladset var sikkert for Thanen.

Det første Godric gjorde, var at gå op til dronningen, bukke for hende og udveksle et par høfligheder som de gamle venner de var, inden han fandt sig en plads ved bordet, som en af de sidste. En tjener kom løbende med en fast pude, han kunne sidde på og derved komme lidt mere op i højden. Helan hjalp den gamle dværg på plads og trådte så et par skridt tilbage, så han stod ret med hænderne bag ryggen bag Godric, klar til at reagere, hvis hans Than havde brug for ham.

Og her sad den gamle dværg så, med hænderne på egetræsstaven der stod mellem hans ben, mens han lyttede til de andre fra rådet diskutere om Kiles Orden og Kiles plads i Krystallandet. Man kunne måske næsten tro, at han var faldet i søvn, hvis det ikke havde været for de klare lyseblå øjne, der flyttede sig fra person til person, som der blev snakket. Det var ikke alle af de tilstedeværende, han kendte, men han lyttede ikke mindre opmærksomt af den grund. Mennesker levede så kort og blev skiftet ud så hurtigt.
Da det virkede til, at alle havde udtalt sig om deres tanker om Kile, var Godric klar til at give sit besyv med, så han rømmede sig dæmpet.

"I Dragorn har vi diskuteret Kiles Orden og Kiles tilbedere. Vi har ikke haft problemer med Kiles Orden inden for Dragorns mure, da de efter første besøg ikke længere var velkomne." Han holdt en kort pause, som skulle han overveje sine ord, inden han fortsatte. "I Dragorn har der været en skarp skillelinje mellem dem, der tilbeder Kile og Kiles Orden, og vi ønsker ikke at forhindre folket i at tilbede dødens gudinde. Vores præster tager sig af vores afdøde, og ingen ønsker at ændre på det. Dem der tilbeder Kile, er en del af Dragorns befolkning på lige fod med alle andre." Og sådan ville det forblive, lige meget hvad dette råd besluttede. Dragorn var en allieret, og ikke styret af Dronningen eller politikken i Krystallandet.

"Hvad angår Krystallandet, vil jeg ikke blande mig i, hvad I finder bedst, men mit gamle hjerte håber, at I også finder plads til dem, der ikke har været en del af Kiles Orden, men som tilbeder gudinden." Ved de næste ord, skulle den gamle dværg træde forsigtigt, og han vendte blikket mod Elvernes leder. "At styrke forholdet mellem to allierede ved at give en så betydningsfuld post til den ene part, er et politisk godt træk, hvilket jeg kun vil kunne bifalde." 

Han lænede sig en smule tilbage for at sige, at han var færdig, og faldt så tavs, mens snakken bevægede sig over på Mørket. Noget der fik et lidt dystert udtryk i hans rynkede ansigt. Mørket var et svært emne, efter hvad de havde gjort ved Dragorn og efter hans tid i kløerne på dem. Men han havde lært at skubbe de fleste af sine følelser fra sig, når emnet faldt på dem, og han koncentrerede sig mere om det praktiske end om Mørket selv.
Igen var han den sidste til at tale, og han var tavs for et øjeblik, inden han fik formuleret sig.
"Det er ikke nogen hemmelighed, at Dragorn anser Mørket som den største trussel mod hele landets sikkerhed. Vi som folk kan ikke deltage i en krig på vandet, vi hører til på jorden, men vi har mulighed for at bidrage. Vores miner og smedjer står som altid til rådighed. Både til våben, rustninger og hvad der skal til, for at bygge skibe. Vi har rebmagere, tømrer og stærke folk, der gerne rejser til kysterne for at hjælpe med det tunge arbejde. Skulle det blive nødvendigt at udvide flåden." Godric så på generalen med et lille smil gemt i skægget. "Og vi holder selvfølgelig vores aftaler med at levere både folk og udstyr til Lysets hær." 

Hans korte fingre gled ned over ringene af sølv i staven, mens han så frem for sig uden at se på noget bestemt, inden han nikkede.
"Jeg vil være enig med Admiral Bastian og General Baldwin. At få styr på, hvor Mørket er, og hvad deres styrker måler sig til, bør være en prioritet. Det er umuligt at kæmpe mod en fjende, man ikke kan finde. Og det er svært at vinde mod en fjende, man ikke kender. Selvom vi vandt sidste slag, er krigen ikke slut endnu, og en dag vælter de ind over os, som myrer på et stykke sukker. Vi har set det før, og jeg er ikke i tvivl om, at det vil ske igen. Vi tager vores forholdsregler i Dragorn, men vi er blot et lille rige i et land, og hvis landet falder, falder Dragorn." Ordene var tunge, og han var tavs et kort øjeblik.

"Jeg vil anmode rådet om at tage truslen alvorligt, hvis der ikke gøres noget, frygter jeg, at Dragorn står alene i en kamp, vi ikke kan vinde." Hans alvorlige blik gled til dronningen. Han var træt, træt og gammel, og truslen om Mørket fik hans gamle knogler til at gøre ondt.

Dronningen havde lyttet i tavshed, mens hendes nye rådgivere én for én havde talt. På trods af deres forskellighed var der ikke meget uenighed i blandt dem, og en del af hende var taknemmelig for, at Kiles præster stadig ville have en fremtid i Dianthos. Det ville ikke blive nemt for dem, for der var meget tiltro, der skulle vindes tilbage. Hendes spioner fortalte, at en præsts fremtoning på gaden ofte provokerede vrede tilråb, men med tiden ville vreden famle og Kiles Tjenere ville vende tilbage til deres sædvanlige rutiner.

"Er resten af rådet enige i udnævnelsen af en fra Skovelvernes folk som den nye ypperstepræstinde af Kile?" Spurgte hun, efter at have lyttet til Daeraldas foreslag. Det var usædvanligt - Kiles tjenere var stort set altid af de dødelige racer, men det ville være en oplagt mulighed for at heale nogle af de dybe sår, der var skåret mellem mennesker og elvere.

Skovelverlederes anden bemærkning var dybt bekymrende, og dronningen udvekslede et kort blik med Aurelius. Det var ny viden for dem begge - viden, de var nødt til at reagere på:
"Nuvel. Vi vil naturligvis underette folket om faren ved at begive sig mod Lindeskoven."

Nu brød Iorvo af Ernyell ind. Fyrsten havde i forvejen et lettere anstrengt forhold til Skovelverfolket, som havde gjort krav på en stor del af hans land efter krigen for fire år siden, og han var den eneste, der hidtil havde protesteret over udsigten til en Kile-ypperstepræstinde af elverafstamning:
"Hvad med dem, der allerede befinder sig i skovene? Hvor vil de blive sendt hen?" Der var ikke nogen klar optælling på, hvor mange af ikke-elverslægt, der befandt sig i Elverly, men der måtte antages at være nogle - især efter at halvelvere var blevet drevet ud fra Dianthos. De omkringliggende byer måtte oplyses, hvis de snarest ville få en større mængde tilflyttere og der ville blive flere munde at mætte.

Fyrstinden af Isenwalds ord bragte et andet emne på dagsordenen. Zaladins tempel havde fået lov til at ligge i ruiner, siden Ypperstepræsten Leoric havde brændt det til grunden. Men ressourcerne var knappe, og det ville næppe blive set som et værdigt formål at bruge krystaller på:
"Har Rådet nogle forslag til, hvad der skal gøres med Zaladins tempel?" Spurgte Dronningen derfor. 

Til sidst vendte Dronningen sig mod Godric, Thanen af Dragorn, og hun bøjede kort hovedet i tak. "Vi vil som altid takke ja til tilbuddet om forsyninger fra Dragorns smedjer. Alle i landet ved, at det stærkeste stål er dværgestål." 
Hun så rundt på de andre rådsmedlemmer. "Hvad Mørket angår, er vi alle enige: først må vi finde ud af, hvor mange af rygterne der er sande og hvor stor, truslen er. Vi må sætte vores spioner på opgaven og opruste Flåden - kompensationer af den almindelige befolkning skal ikke være så høje, at vi ikke kan forsvare os selv."
I sit stille sind håbede Dronningen, at det ikke ville komme til for meget konflikt. I det mindste havde bønderne haft nogle bedre år, nu hvor De Dæmoniske Plager var overstået, og Kiles Orden havde trods alt været flittige med at indsamle skatterne. Nu håbede hun blot, at Lauranas gunst ville vare ved.



I anden runde af rådet kan Rådsmedlemmerne reagere på hinandens svar. Herefter afsluttes Rådstråden. Har dit rådsmedlem ikke mere at tilføje, kan du blot svare med "[Navn] har ikke yderligere at tilføje til rådsmødet".

Fyrstinden af Arys lyttede roligt med, og lod rådet gøre sin mening kendt om fremtiden for Kiles Præsteskab. Hvad end rådet besluttede, ville hun stå bag det.

Leonora kunne fint forstå Iorvos frustration. Hans familie havde mistet meget i Dronningens indsats på at behage elverfolket. "Det kan tænkes at mange vil se gunstigt på en udstrakt hånd fra hovedstaden, så de kan vende hjem. For de der gør deres dagligdag i Elverly, kan en middeltiddig løsning udenfor skovens grænse være løsningen? Under alle omstændigheder er rettidig omhu nødvendigt, så det kan gøre ordenligt" det var en byrde for Ernyell naturligvis, men hele landet havde deres egne problemstillinger lige nu, og hun var sikker på Iorvo ville kunne håndtere dette.

Spørgsmålet om Zaladins temple fik Leonora til at rynke på brynene. "Det kunne byde os en unik mulighed. Trods Kazar Mora har været besat af mørket, står den gamle våbenhvile med dæmonerne stadig så vidt jeg er informeret. Hvis rygterne er sande, og dæmonerne har smidt Mørket på porten, kunne der være grundlag for at genåbne diplomatiske relationer" hun lænede sig en smule tilbage og betragtede rådet "Jeg foreslår vi inviterer Zaladins eget folk til at genopbygge hans temple. I bedste fald højner det en positiv relation der potentielt kan åbne for handle med Kazar Mora, og give os en fjendtlig grænse mindre. I værste fald afslår de, og så ved vi stadig hvor de står" foreslog hun. Fyrstinden af Arys havde naturligvis en stor interesse i at få åbnet handle, og holde relationen god, siden det var hendes land der grænsende mest op mod dæmonernes rige.

Da en elver Kile præst blev bragt op, måtte Reina lige tygge lidt på det. Ikke fordi at hun ikke nødvendigvis var uenig i at det ville være en god ide, men hun ville gerne have set en potentiel ypperstepræst an først. På den anden side, så var det vel ikke hendes job at bedømme hvem der var gode nok til sådan nogle erhverv i de forskellige templer.
”Jeg har ingen grund til at være uenig i at en elver tager pladsen. Jeg stoler på  at Elverlys Stemme har den erfaring der skal til for at have udvalgt den rette kandidat til pladsen. Hvis hun har behov for nogen hjælp til at finde sig til rette i tempeldistriktet, så må De endelig sige til hende at jeg glædeligt vil hjælpe hende,” sagde Reina endelig med et venlig smil på læberne og bukkede hovedet let for Daeralda.

Da Zaladins tempel blev bragt op, var Reina dog af en lidt anden holdning, end hun havde været om Kiles tilbedere.
”Jeg kan desværre ikke se mig enig med Fyrstinden af Arys,” sagde Reina endelig. ”Ressourcerne er allerede knappe, men jeg har aldrig ment at et tempel for en gud der står mørke og ondskab har hørt til i vores by. Derudover er jeg ikke under den samme overbevisning at det vil være sundt at invitere dæmonerne til byen. De er måske ikke eftersøgt, men vi har flere af deres folk bundet i byen, og jeg tvivler på at de gamle af dæmoner vil ignorere at vi låste dem inde i deres rige i 2000 år.” Dæmoner og Zaladin var alligevel hvor hun trak grænsen, og nu håbede hun blot at dronningen tog den rigtige beslutningen.

Resten af punkterne havde hun ikke noget at sige til.

Enighed gjorde møder som dette nemmere og Baldwin nikkede blot sammentrykkende ved udvalget af en ny ypperstepræstinde af Kile. At det samtidigmed kunne bane en bedre og mere stabil bro mellem menneskene og elverfolket. Guderne vidste hvor slidt den var blevet gennem årerne. Desuden havde Baldwin ikke megen forstand eller argumenter for og imod tempelstyret. Så han var enig i den beslutning der nu engang blev taget.

Der emnet derimod faldte på Zaladins tempel, ruskede det en smule op i de støvfarvede fjer, som ubehagen fik fat i ham. Men som Fyrstinden af Arys benævnet dæmonerne og en diplomatisk relation, blev hans ansigt mere stift og kroppen anspændt. Han brød sig ikke om at etablere en aftale med dæmonerne. Dæmoner var ikke til at stole på, med mindre man tryllebandt dem med deres navn, og selv der var de utilregnelige. Hans bekymringer blev ført ud i rådet af Reinas stemme som erklrede sig uenig med Fyrstinden. Det virkede for risikabelt. "Jeg er enig med Reina. Jeg mener ikke at vi kan stole på dæmonerne." Baldwin tog en dyb indånding og blev kort stille. Han var ikke en religiøs valg. "Jeg er ikke en mand af templerne, men Zaladin afspejler en tro på det onde, vi som lysets tilhængere bør afskære os fra"

Hvad angik planen til at tage kampen op mod mørket, nikkede Baldwin sammentrykkende.

Daeralda lyttede neutralt til snakken rundt om bordet, men skænkede dog Fyrstinde af Isenwald et anerkendende smil. Hun ventede dog til Dronningen havde talt før hun gav sit samtykke til kende. "Under forudsætning om at det tilbageværende præsteskab for Kile samstemmer, ja." Hun delte holdningen om at den slags udnævnelser var et internt anliggende, men Netrish havde virket meget afklaret om hvilken vej hun fandt Kile ville hende. Så nikkede hun let til Isaris ypperstepræstinde. "Jeg vil viderebringer Deres tilbud. Jeg ved hun har tilbragt årtier i Dianthos, men en udstrakt hånd for at genfinde pladsen vil næppe bliver slået væk."

Et mere køligt udtryk gled over hendes træk ved den uønskede grænsedelers ord. "De vil blive opfordret til at rejse hjem nu de intet længere har at frygte hvor de kom fra." Hun så dem ikke som elvernes problem, skønt hun vidste de ville blive det. Der kom aldrig noget godt ud af at tage andres flygtninge ind og tydeligvis heller ikke denne gang. Det måtte Rådet overveje, når hun vidste om Lyset var indstillet på at tage deres befolkning tilbage eller ej.

Hun forholdt sig tavs igennem resten. Historierne om hvad dæmonerne havde gjort ved hendes folk før de måtte rejse og finde et nyt levested havde hendes fader fortalt ofte og med personlig erfaringer. Der ville ikke blive åbnet op for at anse dem som andet end forfald og en kilde til undergang så længe hun sad i Rådet. Hvad de kortlevende væsner ville og gjorde måtte hendes folk så håndtere konsekvenserne af. De ville næppe tøve blot fordi hun talte imod det.

Verona sukkede meget stille, som det blev tydeligt at dronningen ikke lod til at dele hendes holdninger med at styrke folket frem for hæren.
Det var dog en noget positiv overraskelse da elverlys stemme bakkede hende op i at Kiles præsteskab skulle have en stemme i hvem der skulle lede dem. 
"Jeg støtter op om forslaget med at foreslå den elviske præstinde for kiles præsteskab, hvis hun er som Elverlys stemme beskriver tvivler jeg på at det bliver et problem af nogen art" svarede hun mere muntert end før.

Fryst Ernyells udbrud fik hende til at løfte et øjenbryn, det virkede ikke ligefrem som det mest snedige at chikanere en allerede tilbageholden allieret. Men der var meget dårligt blod mellem Ernyell elverne, det var næsten lige så kendt som at Medanien havde marker så langt øjet kunne se. "Jeg tænker at halv-elverne vil forsøge at vende tilbage til hvad der var deres hjem før, ellers er de velkomne i Medanien, og jeg er sikker på at Lazura ligeså ville se glædeligt på flere folk" bød hun ind, i et forsøg på at mildne situationen bare en anelse. Lazura var trods alt kendt for at være ganske venligt stemt over for elvere, noget de tydeligt havde vist ved at modsige sig Ordnen.

Som snakken gik om Zaladins tempel måtte Fyrstinden af Isenwald rynke brynene sammen "Min personlige tanke var at lade et lille skrin opføre, så nogen kunne bede Zaladins åsyn andet steds hen, som jeg havde forståelsen af var det der skete i templet før. Ingen ønsker sig Zaladins vrede kastet over landet" Verona så tænksom ud et øjeblik før hun fortsatte. "At have templet ville dog være praktisk til at lettere finde de reelle Zaladin kultister der gemmer sig i Dianthos, men det bør nok være en snak til en anden gang. Dog vil dæmonerne nok næppe hjælpe til, samt som Generalen og Ypperste præstinden siger så er de næppe til at stole på" afsluttede hun så endeligt, det var ikke ligefrem det her hun havde ventet da hun havde stillet spørgsmålet i sin tid.

Ved spørgsmålet om rådet var enig i, at en elver skulle overtage rollen som ypperstepræst for Kile, nikkede Godric blot kort. Det var en betydningsfuld position, men ikke mere betydningsfuld, end at han godt kunne lade den gå til elverne. Han følte alligevel ikke, at han havde så meget at sige, og i bund og grund betød det ikke så meget for Dragorn. Dog var han lidt i tvivl om, hvor godt den nye ypperstepræst ville blive taget i mod i blandt Kilepræsterne i Dragorn, men det måtte de tage som det kom. Han ville i hvert fald overveje at invitere ypperstepræsten til dværgenes rige, så hun kunne møde præsterne. Og omvendt. Diplomati var vigtigt, også i mellem de forskellige tilbedere, og et møde kunne måske mildne racehadet en smule.

Han forsvandt lidt ind i tankerne, mens halvelvernes skæbne blev diskuteret. Et emne der ikke var for ham, siden Dragorn ikke havde taget i mod nogle flygtninge af halvelverracen under Kiles Orden, men det ville nok heller ikke komme som en overraskelse for nogen.
Da dronningen henvendte sig til ham, kom han tilbage til virkeligheden og smilede til hende, igen med et accepterende nik. Hendes ord om Mørket gjorde ham lettet, for han havde for et øjeblik frygtet, at Mørket ikke ville blive taget så alvorligt, som han mente de burde. Men afgørelsen gav ham ro, der ville stadig være opmærksomhed på fjenden.

Det gik op for ham, at han havde overhørt et spørgsmål om Zaladins tempel, og han lyttede lidt mere omhyggeligt til de svar, de andre rådsmedlemmer kom med. En rynke dukkede op i hans pande, da et af menneskene, han huskede navnet som Leonora af Arys, foreslog, at Lyset skulle skabe diplomatiske relationer til dæmonerne i Kzar Mora. Men han sagde ikke noget, selvom tanken i sig selv fik hans meget lyseblå øjne til at virke mørkere. Ikke om han eller Dragorn skulle involveres med dæmoner!
Om Zaladins tempel havde han intet at sige, det var en sag for dem, der boede i Dianthos, at beslutte, hvem der skulle tilbedes i deres by. Zaladin havde også en lille plads i Dragorn, men tilbederne var så få, at de kunne tælles på to hænder uden alle fingrene tilbage.

”Dragorn vil ikke handle, forhandle eller på anden måde have neutrale eller positive relationer til dæmonerne fra Kzar Mora.” Han sagde det ganske roligt i en tone, der fortalte, at det ikke var til diskussion. Og det var det. Han havde ikke mere at sige til nogle af emnerne.
Men når han forlod rådsmødet, ville han få Helan til at love, at han ikke ville fortælle om forslaget om dæmonerne til nogen tilbage i Dragorn. Stemningen mod Lyset var ikke den bedste for tiden, og en gruppe af dværge pressede allerede på for, at Dragorn skulle trække sig ud af alliancen med Lyset og resten af Krystallandet og kun havde relationer til Norden. Hørte de, at det havde været på tale, at Lyset så meget som overvejede at samarbejde med dæmoner, ville det blot være brænde på bålet. De brugte allerede dronningens tilfangetagelse som argument for, at man ikke kunne stole på Lyset, når de ikke engang kunne passe på deres egen dronning. Hvad ville der ske, hvis det skete igen?
Dette var ikke noget, han delte med rådet, men senere, når han ville være alene med dronningen, ville han fremlægge Dragorns befolknings bekymringer. Han selv mente, at det var bedst for Dragorn, at de var under Lyset og havde deres hjælp, men han forstod argumenterne, og ville flertallet ønske at forlade Lyset, ville han lytte til dem. Selvstændighed ville være hårdt, men muligt, det var gjort før.

Han sad lidt i sine egne tanker resten af mødet igennem, hænderne hvilende på toppen af staven og de blege blå øjne seende en smule tomt frem for sig.

Aurelius havde flittigt noteret alt, hvad der blev sagt med fjerpennen omhyggeligt holdt i sine gamle, krogede fingre. Da alle havde talt glattede han pergamentet og rømmede sig et par gange, før hans sprukne stemme gav genlyd i rådssalen:

"Det noteres at rådsmedlemmerne er enige om at udvælge en kandidat fra Skovelverfolket til den nye ypperstepræst af Kiles Tempel. Forbederedelserne til udnævnelsens kan igangsættes ved ahem dette mødes afslutning."

Den gamle rådgiver kiggede rundt på rådsmedlemmerne en efter en, før han udvekslede et blik med dronningen. Herefter fortsatte han.

"Der er ahem modstand fra mange rådsmedlemmer hvad angår at give Zaladins tilbedere adgang til byen. Opbygningen af et nyt tempel vil ikke igangsættes." 
Opførelsen af et skrin ved det nedbrændte tempel ville sandsynligvis blive den acceptable mellemvej. Det var ikke kun ondskabens tilhængere, der bad til Dæmonkongen, men også de, der frygtede hans magt og ønskede at han skulle skåne deres nærmeste. At lade deciderede præster af Zaladin være i tempeldistriktet ville dog være uacceptabelt.

"Herudover vil de nødvendige forberedelser og oprustning af Flåden til forsvar mod Mørket sættes i gang, skulle vores spioner bekræfte rygterne. Sidst men ikke mindst vil folket blive advaret om ahem Faelwens Tåre."

Aurelius gjorde et kort buk og Dronningen rejste sig. Med sin blide, krystalklare stemmeføring takkede hun alle rådets deltagere for at være mødt op og for deres dyrebare stemmer og indbød dem til at blive i Dianthos, så længe de ønskede. 
Senere talte hun i rolige, men bekymrede vendinger med thanen Godric om den tvivl, der plagede hans folk. Hun var villig til at gøre meget for at dværgene fortsat skulle blive i alliancen, for deres legendariske våbensmedjer og deres dygtige krigere var en enorm støtte, Lyset ikke kunne tåle at miste.

Men for nu, var det første rådsmøde officielt forbi.