En stråle af det klareste lys eksploderede mod dobbeltdørene, der førte ind til Dronningens gemakker. Vagterne strømmede ind, men rummene bagved var i perfekt orden, som havde Dronningen aldrig forladt dem, på trods af at spionerne kunne sværge, at den falske dronning havde opholdt sig her de seneste timer. Hver en afkrog af paladset blev gennemvendt, men der var intet spor af Dæmonen, der i så lang tid havde båret skikkelsen af Krystallandets herskerinde.

"Gennemsøg byen! Sæt vores bedste dæmonjagere på sagen - Husk at bastarden kan ligne hvem som helst!"

Ordrerne blev bjæffet ud og eftersøgningen sat i gang. I mellem tiden var Ordenslederen Leoric blevet ført til en dyb, magisikret celle. Han havde blødt kraftigt fra adskillige sår fra General Baldwins skarpe kløer. Resten af Ordensmedlemmerne havde enten lagt deres våben fra sig, eller var blevet overmandet. Enkelte havde flygtet fra byen, så snart kaosset begyndte. Kiletemplet i Det Hellige Bydistrikt sværmede af vagter - de fleste af disse havde erklæret sig loyale, så snart de så den sande dronning.
De næste timers gennemsøgning bar ikke frugt. I Kiletemplet fandt man skriftlige ordrer på, at adskillige materialer i form og træ og sten skulle sendes med skib sydpå. Templet manglede også flere klenodier - heriblandt en gammel, læderindbunden bog om fortabte sjæle, som aldrig havde fundet Dødsgudindens Rige. Opdagelser skabte flere spørgsmål, end svar, og til sidst måtte man indse, at Ærkedæmonen var sluppet bort.

I mellem tiden var Lysets Dronning, Isanne Aldemar, trådt frem på trapperne op til Krystalpaladset for at tale til befolkningen. Hun støttede sig tungt til en mand fra livgarden, og hun så tvivlen og usikkerheden i den folkemængde, der havde samlet sig foran paladset. Var det virkelig deres sande Dronning, alderstegnene nu tydeligt malet i ansigtet, der stod foran dem? Kunne hun gøre op for den nød, de havde lidt?
Hun, som havde brugt hele sit liv på at forberede sig til sin rolle, følte sig pludseligt meget langt fra sit folk.

Krystallerne på Dronningens arme glimtede, som hun rettede sig op og gjorde en bevægelse, som ville hun omfavne  hele befolkningen. Det tog et øjeblik, før ordene nåede frem, men da de gjorde, var hendes stemme klar som altid:

"Mit kære folk.. Jeg kan kun begynde at forstå det svigt, mit fravær har forvoldt jer, og den skade, der er sket, mens jeg har været i fangenskab."

"Lad mig starte med at sige dette: Alle forbud indført af Kiles Orden er fra dette øjeblik ophævet. Alle der har været eftersøgt af Ordenen, har ikke længere en pris på deres hoved, og alle der har fulgt Ordenen og ikke erkender deres fejl, er ikke længere velkomne i Dianthos."

Hun gjorde en lille pause, mens hun betragtede folkemængdens reaktion. Der skulle meget mere til, før alt faldt på plads. Adelsfolkene og byvagterne, som havde taget imod bestikkelse fra Ordenen skulle også have deres straf - og de, som ikke havde, ville forlange mere magt. Der var også dværg- og elverfolket, hvortil alliancerne i øjeblikket hang i en tynd tråd. Dronningen var ikke sikker på, at hendes enevælde ville bestå.

"Ligeledes vil de, som har hjulpet mig, jer - og landet, få deres belønning, og Leoric og hans håndlangere vil blive straffet behørigt. Lad dem, som har været jaget bort fra Dianthos vide, at de er velkomne tilbage, og vil blive kompenseret for den skade, der er forvoldt dem."

En kraftig brise fyldte pladsen foran paladset og fik hår og klæder til at blafre. Da vinden igen lagde sig, mønstrede Dronningen sin sidste kraft og råbte ud over byen:

"Længe leve Krystallandet!"

En stor del af de forsamlede fulgte trop og lod deres stemmer høre. Dronningen turde ikke love dem, at alt ville blive som før Leorics magt over byen, for hun vidste, at det ikke var muligt. Med et sidste blik på folkemængden, lod hun sig føre tilbage bag Krystalpaladsets strålende mure, hvis overflade glimtede i det spæde solskin.
Tiden ville vise, om de stadig havde tiltro til hende.

Nyhederne om den sande dronnings tilbagekomst var nået helt ud til Krystallandets kanter, og havnen øst for Dianthos summede af begejstring og bekymring. For hvad det betød for landet at de havde været ledet af en falsk dronning så længe. Om de kunne stole på at den tilbagevendte dronning rent faktisk var deres sande dronning. Hvordan det kunne være sket, og hvad det betød for fremtiden. Byens elviske flygtningebefolkning var tydeligt splittet mellem at ville hjem igen, og så ikke helt at stole på, at de ville blive taget imod med åbne arme. Selv hvis dronningen bekendtgjorde, at de skulle komme hjem, lå den racisme, Leoric havde pustet til, stadig og ulmede i folkets sind. 

Lynn stod på kajen og havde aldrig haft så travlt i sit liv. De havde modtaget ordre om at skynde sig til havnen og sætte en blokade op, så de vidste præcis hvem, der sejlede ud. Alle Kilepræster, der forsøgte at flygte fra deres straf, ville blive tilbageholdt, og så skulle de holde øje med, om ærkedæmonen prøvede denne flugtvej på sin vej tilbage til Kzar Mora. Lynn tvivlede på, at hun ville kunne stoppe en ærkedæmon fra at hoppe på et skib selv med alle de folk, hun havde med sig, men måske kunne bureaukratiet gøre det for hende. 
De havde stillet en række borde op inde på land, hvor de gennemtjekkede alles papirer lidt for mange gange. Herefter blev al last gennemgået. Al babage blev endevendt. Al besætning blev gennemsøgt.
De havde allerede fået tilbageholdt et par stykker, der enten havde modsat sig deres grundige gennemsøgning, eller havde vist tegn på at være fra Kiles Orden. De fleste var vist flygtet i en sådan hast, at de ikke havde nået at gemme alle tegn på deres tidligere arbejde. Men intet tegn på dæmonaktivitet. 

Lynn spadserede frem og tilbage på kajen. Hendes opgave var at holde operationen kørende, sine folk mætte og udskiftede, når det blev for meget, og så var hun selv et ekstra filter, når først folk var blevet lukket igennem til det skib, de skulle ombord på. Hvis nogen så ud til at være ekstra nervøse eller ekstra u-nervøse, kunne hun sende et par tanker til dem uden at gøre dem opmærksomme på, at det var hende, der talte til dem. Det var sådan de havde fanget den sidste af Kilepræsterne, der efter et velplaceret Er det virkelig det, Kile vil?  i kvindens hoved, havde taget en Kileamulet frem og knuget den, mens hun gik til en af sine rejsefrænder og havde haft en inkriminerende samtale, der gjorde det klart, at de kom direkte fra hovedstaden og havde tænkt sig at rejse ud og finde andre Kiletilbedere, der ønskede at befri Leoric, når tiden var til det. 
Nu sad hun bagbundet sammen med de andre på Lynns skib. Når nye ordre kom til dem, ville de blive fragtet til Dianthos og få deres retmæssige straf. Det var ikke Lynn, der skulle bestemme, hvad der skete med dem - hun skulle blot sørge for, at de blev sat for den rette dommer.
Den lille gople tørrede sved af panden og fortsatte sin utrættelige traven.

Længe leve Krystallandet. Og kort leve dronning Aldemar. Med hendes fysiske tilstand så det faktisk ikke helt urealistisk ud.
Zahinael stod højere end de fleste med et falsk skæg påklistret på hagen, lidt længere hår end han egentlig havde og mere beskidt tøj end han var komfortabel med. Men han skulle falde i med resten af de beskidte borgere, og han blev ved med at minde sig selv om, at hvis han var taget ud i sit fine tøj, ville det bare være blevet beskidt af turen.

Han lyttede til den trætte dronnings ord og beundrede hendes evne til at tale hele mængden op i en så svag tilstand. Da Leoric var blevet pillet ned fra sin pedestal, havde Zahinael åndet lettet op meget kortvarigt, hvorefter informationer fra Kzar Mora var begyndt at tikke ind på hans skrivebord. At blive fri for det ligegyldige udgangsforbud og magiforskrækkelsen var en lettelse, mens det pludselige skift i de politiske kredse var knapt så betryggende. Han havde kunnet se frem til at skubbe lidt ekstra til de rette adelige og derved vinde Mørket mere indpas i hovedstaden, men det blev alt sammen til en mindre prioritet med urolighederne på Mørkets Borg. Endnu engang var Zahinael fanget uden for det dæmoniske rige, denne gang mens hans Lord var under belejring. Af dæmonerne og deres nyudklækkede dragefødte.

Alt dette postyr havde fået sat det perfekt op til et angreb fra Mørket. Det var næsten som om ærkedæmonen og Leorics orden havde arbejdet sikkert hen imod at Mørket kunne komme ind og give nådestødet til Lyset, når de først var blevet svækket i denne grad. Og nu vendte de i stedet opmærksomheden mod Mørkets indtog i Kzar Mora. Det var alt sammen alt for sammenhængende til Zahinaels smag. Det frustrerede ham ikke at kunne regne ud, hvad hans modstandere havde gang i, og det frustrerede ham kun endnu mere at skulle sætte ærkedæmonerne og deres følgere på listen over modstandere. Han havde nok at gøre bare med Lyset.
Han kastede et sidste blik op på dronningen. Med et misfornøjet drag om munden, vendte dæmonen sig om og forsvandt blandt mængden af væsner. En skønne dag ville det være Mørkets Lord, der stod på toppen af den trappe.

Sorris havde været til stede på pladsen under hele kampen. Han havde stået sammen med sine brødre og hans Ridder under den indledende tale og han var blevet trukket med ud i tumulterne, da kampen begyndte efter Lysets Dronnings tilsynekomst. Han var fulgt med sin ridder og havde gjort, hvad han kunne for at være behjælpelig, selvom hjertet havde siddet helt oppe i halsen på ham imens. På et tidspunkt var de dog blevet separeret og Sorris havde fundet sig en niche, han kunne gemme sig i. 

Tilsynekomsten af Lysets Dronning og afsløringen af den falske, havde efterladt Sorris med en følelse af uvirkelighed. Betød det, at han havde tjent Mørket? Og hvor længe havde han det?? År? Havde han nogensinde tjent den ægte Lysets Dronning?? Pulsen bankede rundt i kroppen på ham, mens han lyttede til hendes tale fra trappen. Selvom kampen var vundet, så havde han ikke fundet ro. Hvordan kunne han egentlig være sikker på, at denne Dronning var den ægte? De kunne i princippet lige have hjulpet med at skubbe den ægte Dronning af tronen?? Hvis ingen kunne se forskel på dem, hvordan vidste man så, hvem der var den ægte?!! 

Alicia havde brugt en del chakra på kampen for at holde ildvæggen oppe, indtil Baldwin kunne få Leoric væk fra pladsen. Hun havde ydermere kæmpet mod flere vagter, og selvom hun havde prøvet at undgå det, var langsværdet alligevel blevet blodigt. Hun havde nu renset det, og det befandt sig atter i skeden ved hoften. Hun havde fået et par rifter i ansigtet, og hun var også sikker på, at rustningen ikke havde holdt et par blå mærker tilbage, men hun var absolut ikke hårdt såret. Hun var mere udmattet efter det store forbrug af chakra, og det ville tage noget tid at komme sig over.
Alligevel stod hun nu og lyttede til dronningens tale, mens hun så ud over folket. Det var rart ikke at være eftersøgt længere, men hun overvejede, om det var en god idé, at alle, der ikke ville erkende deres fejl, skulle forvises fra Dianthos. Det var i hendes øjne ikke sådan, man hjalp folket. Måske det var bedre at vise nåde, men hvordan fik hun dronningen til at indse dette? Der ville gå længe, inden hun kunne få audiens hos hende, og selvom det skete, var det ikke sikkert, at hun ville være enig i synspunktet. Hun kunne til dels godt forstå beslutningen, men hun forbeholdt sig stadig retten til at være uenig.

Kalitresh var ankommet til Dianthos netop som kaosset var begyndt. På rejsen fra Aquarin til landets hovedstad havde han hørt adskillige, foruroligende rygter - oprør i Lazura, jagt på elverfolk og en stigende urimelighed i de love, Ordenen havde påført landet. Havmanden havde været usikker på, hvad han ville finde i byen, og hvad, han ville gøre, men en form for plan havde formet sig i hans hoved: tage bestik af situationen og derudfra vurdere, om arbejdet som byvagt skulle fortsættes, eller om han igen skulle rejse til Aquarin og advare folket dér om dét, der foregik. Han ønskede også at skabe kontakt til de af hans folk, som han vidste arbejdede blandt Lysets Krigere og høre deres udgave af situationen.

Men så vidt kom det ikke. Strømmen af folk førte ham til pladsen foran Krystalpaladset, for Dronningen talte til folket. En rynke formede sig i Kalitresh' skællede ansigt, som han lyttede til det, der blev sagt. Det ville blive svært at holde sammen på landet nu, frygtede han. Den fred, som han så inderligt håbede på, at Krystallandet endelig kunne få, hang stadig i en tynd tråd. Han håbede, at Lysets diplomater ville være i stand til at holde på deres alliancer, og at Mørket ikke ville benytte denne svage stund til endnu engang at angribe..

Hastigt begyndte han at begive sig mod byvagternes hovedkvarter. Der ville vendte en enorm bunke af arbejde, kunne han fornemme.

Rofus kunne ikke helt tro på det at det faktisk kunne være ovre, men det havde faktisk klaret den! Hele hans sindsyge plan om at få sin mors kro tilbage havde faktisk lykkedes! Det var lykkedes at få stoppet ordnen! 
Ikke at han havde klaret det selv, uden de andre oprører havde det aldrig haft nogen som helst chance for at det lykkedes. Men mest at alt havde han aldrig nogensinde klaret det uden Sofie, han kunne ikke beskrive hvor heldig han havde været ved at møde hende! 

Det føltes som en evighed siden at de havde mødtes i den forladte kro, hvor anderledes deres liv var blevet siden! For selvom at det nok kun var blevet farligere siden ville han ikke bytte det for noget i verden, som det var nu kunne han slet ikke forestille sig et liv uden hende, hvilket han håbede at kunne fortælle hende en dag.
Men Mest af alt så han frem til at kunne få lov at være en forelsket teenager, bare lidt. Om dronningen mente at ham og Sofie fortjente noget for at have ledt oprøret var op til hende, han var bare glad for at han havde Sofie.

Det varede ej længe før at det var kendt for Valkar at dæmonen der havde taget dronningens skikkelse var undsluppet, et problem til senere tider der måtte løses der. For nu handlede det om at smede mens jernet var varmt. 
Det frydede ham at se de falske Kile tilbedere indse hvordan deres magt havde smuldret mellem deres hænder og at dommen time ankom med hastige skridt.

Ganske tilfreds nikkede Opalslottetes herre som Ordnens forbud blev ophævet, men hans hjerte fyldtes med glædens fryd. Atter ville vejene tillade at Netrish kunne gøre sin gerning, uden at risikere sit ve og vel blot på grund af hendes race.
Hun ville gå en svær tid i møde, en tid han ville gøre sit mest ypperlige for at lade være kortest mulig.

At dronningen forsikrede folket om at de skyldige ville blive straffet og dem hun skyldte tak ville blive belønnet.
Han så frem til at hvad dronning Isanne mente at hans hjælp havde været værd, men under alle omstændigheder ville det være ganske praktisk at være på dronningens gode side.
Indtil at hun tabte sit folks tro.

Tempel distriktet havde set sin del af postyr siden Ordnens indtog, stille og roligt forsøgt at fjerne først tiltroen til de andre guder som de selv fik tilranet sig magten. Stødt var Ordnen ved at kvæle de andre guder en for en. 
Men som Dianthos var på sit mørkeste vendte lyset tilbage, både i form af den sande dronning, men ligeså at folket rejste sig mod undertrykkelsen!
Ishtar Helia ønskede at kunne være der med de der ønskede at bringe retfærdighed tilbage til landet, men hendes pligter var i Leanders tempel, Ypperste præsten Eronius havde efterladt det i hendes hænder som han ønskede at slås ved folkets side. "Må Leander gå med dig" bad hun for ham, et stille nik fik hun som svar, før han drog ud i byen for aldrig at vende tilbage. 
En hånd hvilede på hendes mave, der tydeligt viste at hun var med barn, en verden uden ordnen ville være bedre for hende og hendes mages børn. 
En verden ledt af Kile var ingen verden at være en del af, til hendes glæde lød det snart at ordnen var blevet opløst, og de følgere der ej angrede ville blive straffet derefter.
Men sorgen fyldte Leanders tempel, Eronius var død og der skulle vælges en ny ypperstepræst...

Det havde været med en del mentale eder, over hvor meget at være i en menneskekrop nedsatte hans hastighed, at Nadir.. Eller.. Nadia. Var ankommet til Krystalpaladset før den retmæssige dronning og hendes følge, omend han vidste at det var på lånt tid.
Han rettede lidt på sin tjenestepige uniform, uden at tage sig af at hætten var faldet af et sted under hastværket til Paladset, så de to små mørke hornstubbe lige akkurat kunne anes over det blonde brusende hår. 
I lange skridt gik han til tjenestefolkenes afsidesliggende indgang, ned af trappen, ind til lyden af sladrende stemmer fra den del af personalet der befandt sig nede i køkkenet. Han stod kort og kiggede rundt, indtil øjnene faldt på en brunette. 
" Ah, Magda! Lige dig jeg ledte efter. " I lange skridt gik han hen til Magda og skævede undersøgene til de lille vogn hun stod ved. " Har du ikke været oppe og ordne linnedet i Dronningens  gemakker endnu? "  Den brunhårede rystede på hovedet, som hun gik ind i linnedrummet. Nadir var hurtig til at følge efter, og lukkede diskret døren efter sig med en fod da han bemærkede at der ikke var flere i rummet. " Nej, jeg har haft travlt hos et af gæsteka-!" Hun stoppede brat op midt i en sætning. Stirrende ind i Nadirs øjne som han tavst målte hendes sinds styrke. 
Svag!

Mere skulle der ikke til før han gled ud af den blonde kvindes krop og for en kort stund kæmpede med Magdas sind, indtil han havde komplet kontrol over kroppen. En ting var han blevet klar over i sine månedlange tid som tjenestepige på Krystalpaladet, og det var at Magda var den der altid havde stået for personligt at skifte linned, i al fald mens den falske dronning havde været der. Han havde forsøgt at overtage hendes plads den mere retfærdige måde, den der ville efterlade færre spor. Men når tiden nu pludselig var blevet endnu mere knap ville han ikke lade sig holde tilbage. Blikket gled over på den efterladte bunke brugt og tomt menneske.  Et lagen blev hevet ud fra en reol og lagt på gulvet så det så ud som om den var faldet ned og blevet gledet i, inden han med en mindre huffen fik løftet op i liget, knaldet dets hoved ind imod hjørnet på et bord. og efterladte den der, i e position  det så ud til at den kluntede Nadia, som kroppen havde heddet, var faldet i et lagen og havde slået sig selv ihjel eller ubevidst på hjørnet på bordet, i en lidt skæv vinkel så et ikke kunne ses direkte fra døren.
 Mere kunne vidst ikke ordnes på den korte tid. 
Ellers havde Nadir nok gemt det af vejen, og fodret det til en af dragerne. Men det var der bestemt ikke tid til. 
an kunne høre hvordan hvisken ude i køkkenrummet blev højere, nogen der havde set eller vidste noget om dronningen tilbagevenden, var uden tvivl kommet til. Hastigt hev han lagen og betræk ned og tog det med ud af rummet, lagde det på den lille vogn og trillede hastigt af sted med den , ud og op. Hele vejen op til Dronningens gemakker. Vagten der stod ved døren gjorde ikke meget andet end at komme med en kommentar om at Magda var forsinket på den. Nadir skyndte sig at undskylde, med et lille brødbetynget smil på læberne..Så rødbetynget han nu kunne forestille at være.

Døren ind til kammeret blev åbnet og han trillede ind, forsøgte at finde den rigtige balance i kroppen med dens nye proportioner. Trille gennem rum efter rum indtil han endelig nåede til sovekammeret... Hvis det på nogen måde kunne beskrives som en kammer.. Af røg lagenet og blev skiftet, mens han løftede op i madrassen for at se under sengen.. Intet. Madrassen røg på plads og  skiftede hurtigt pudebetræk også, mens dynens betræk kun blev hevet halvvejs af inden han begav si videre til de andre rum af gemakkerne som han havde været i. Skrivebordet var det mest åbenlyse sted at starte., så det gjorde han. Hev ud i skufferne. og gennemrodede dem. Hvis bare han kunne finde det sted han var pinligt bevidst om at dronningen måtte have med hans fulde og sande navn, kunne han for alvor blive fri.. Eller der var lige en anden dæmon han skulle dræbe først, men SÅ ville friheden for alvor komme. 
Intet.. Intet.. Atter Intet. For hver ting han gennemgik blev hans humør dårligere og dårligere. " Det var sku da..!" Han stoppede brat i sin bladren i en notesbog. Smækkede bogen sammen og smed den på plads, inden han hastede tilbage til sengen og skyndte sig at hive det beskidte dynebetræk af. Lyden af råben kom fra et sted ude på gangen, det nye betræk blev hevet på plads og dynen uhensigtsmæssigt smidt over sengen.

Han rullede ind under sengen og sikrede sig at pynteflæserne var ordentligt nede.  Som vagterne kom brasende ind af dørene. 
Da de begyndte at gennemgå gemakkerne grundigt, benyttede Nadir sig af deres negative energier til at få aktiveret sin mørkedannelse, så han ikke ville kunne ses under sengen når der blev kigget der. Intet andet end mørke ville være at se.
Sædvanligvis kom denne evne til syne i form af trykbølger af en eller anden art, men han kunne godt, omend det tog noget fokus; få mørkets energier til bare at blive omkring ham. Noget han havde lært siden sin frihed fra sin tidligere herre. 

Nu var det bare at vente..