Nael sad i en blød lænestol og bladrede i en tilfældig bog fra bogreolen. Bogen var ligegyldig, fiktiv nonsens, men et eller andet skulle han jo bruge tiden på. Forårets blive vejr havde afløst den kolde vinter, og han sad i et par tyndere bukser og med skjorteærmerne smøget op. Udenpå den mørkeblå skjorte bar han en vest med sølvbrokade i tynde snirkler ovenpå det sorte grundstof. Et par splinternye støvler knirkede som han flyttede den ene fod op på det modsatte knæ i en afslappet position. Nael hadede nye sko, men der havde ikke lige været mulighed for at få nogen til at gå dem til for ham. Han havde regnet med at være her et par dage tidligere, men alle planerne var blevet forskubbet efter sammenstøddet med den mørkelvertøs. Til Naels held vidste netop denne herregårdsejer ikke, at de havde en aftale, så han kunne ikke klantre Nael for at komme for sent. 

Frakke, oppakning og sværd var blevet efterladt i stalden sammen med hesten. Det her var et diplomatisk møde, og der var ingen grund til at give et andet indtryk. Han havde dog en kniv i bæltet - andet ville være idiotisk. 
Manglen på våben gjorde dog ikke hans udstråling mindre intimiderende, og han sad i stolen som om han ejede stuen og ventede på at den ydmyge gæst skulle ankomme.

Da døren gik op, tog Nael blikket fra bogens tekst med et veltilfreds smil.
"God eftermiddag, Iskariot. Længe siden."

Iskariot havde haft travlt i det lille rum, der fungerede som kontor. Han havde stået bag det store skrivebord sammen med en kvinde, der havde læst op for ham i den store bog, de brugte som logbog over alt i kulten. Lige fra hvad de havde af mad i forrådskammeret, til hvor mange medlemmer de var både på gården, men også i de grupper, der var spredt rundt omkring. Der var også et par breve, hun læste op for ham. Han havde aldrig lært at læse eller skrive og havde givet op på det for nogle år tilbage. Det var nemmere at få andre til at læse op. 

Bedst som de stod der og var dybt opdaget af en samtale om mængden af kvæg i hele kulten, bankede det på døren og et andet medlem dukkede op. Han så lidt nervøs ud og så sig kort over skulderen, inden han så på Iskariot.
"Herre Cort, vi - eh, vi har fået en gæst." 
Fjerene i Iskariots ansigt flyttede på sig, som han hævede øjenbrynene.
"Ja?" Det virkede som om, at den unge mand havde mere at sige, men han rystede kort på hovedet efter en kort tøven.
"Han venter på Dem i stuen."
Iskariot rettede sig lidt op og sendte et lidt undrende blik til kvinden, der trak på skuldrene. Hvad der mon havde hylet den unge mand ud af den?

Snart var Iskariot på vej ned mod døren til stuen, der blev brugt til gæster. Den var ikke ændret på nogen måde efter de gamle ejere havde besluttet sig for at flytte - med lidt hjælp fra Iskariot - så den så ud som den gamle herremand havde besluttet sig for. 
Inden han trådte ind af døren, lagde han en illusion over sig selv for at skjule sin oprindelige race. I stedet lignede han et menneske med en mørkt krøllet hår og en lang, flot frakke. Mere i stil med en kultleder. Og så skubbede han døren op.
Han frøs i døren. Han genkendte manden med det samme, en mand der så op på ham og smilede alt for veltilfredst, inden han hilste på ham. For et øjeblik blev Iskariot stående, overvejende om han skulle forsøge at snyde Zahinael eller om han bare skulle give op.
Han gav op. Illusionen faldt bort og afslørede ham, en sort halvfugl iklædt en sort kutte med sølvbroderier langs kanterne. De skarpe tyrkis øjne stirrede på manden i stolen med et ikke specielt venlig udryk.
"Zahinael. Hvordan fandt du mig?" Der var ikke plads til høfligheder. Hvis Zahinael vidste, at han var i live, så gjorde Mørket det nok også. Og det ville ødelægge alt, hvad Iskariot havde bygget op omkring sig. Han ville ikke tilbage til Mørket.
Han trådte ind i rummet og lukkede døren bag sig. Dette var bedst at holde i dette rum.

Zahinaels smil blev bredere, da Iskariot trådte ind og nærmest mistede al farve i ansigtet, før han droppede illusionen og viste sine sande fjer. Lidt trist egentlig - Zahinael havde altid holdt mere af hans menneskeskikkelse, fordi den var lettere at aflæse. Fjer ændrede sjældent farve og næppet var sværere at vudere, hvornår smilte. 

"Åh, rolig nu, Cort," sagde han og lukkede bogen hårdt sammen. Han brugte bevidst Iskariots efternavn i tilfælde af at nogen lyttede med. Der var ingen grund til at gøre det værre for manden, end han allerede havde gjort. "Ingen ved jeg er på besøg her."

Han tog foden ned fra sit knæ og genstikulerede til, at Iskariot skulle sætte sig i den anden stol i rummet. Bogen lagde han tilbage på bordet. Den havde ikke været særligt spændenden alligevel, og Zahinael gættede på, den havde tilhørt herregårdens gamle ejere og ikke var en, Iskariot havde haft med hertil. 
"Jeg vil give dig det - du snød os rimelig grundigt. Det tog mig faktisk ret lang tid at opstøve dig igen, og jeg tvivler på andre ville få idéen om at kigge der, hvor jeg endte med at finde hints," Zahinael smilede, og virkede afslappet i stolen, som om han bare snakkede med en gammel ven. "Jeg er meget nysgerrig efter at høre mere om dit lille trick, hvis du skulle føle for at dele din side af oplevelsen."

Iskariot skjulte sin utilfredshed så godt han kunne. Ikke meget kunne tydes i hans fjerbeklædte ansigt, men hans blik afslørede alligevel, at han ikke var glad for at se Zahinael der. Dæmonen var en af dem, Iskariot havde haft sin respekt for, manden havde altid virket som en med integritet overfor sig selv. En mand med et fast udtryk i de blå øjne, en man ikke skulle løbe om hjørner med. Iskariot havde aldrig brugt sin evne på ham, i den tid, de havde kendt hinanden. Det havde ikke været strengt nødvendigt og han havde foretrukket at lade være.

Iskariot kneb øjnene let sammen, da Zahinael sagde, at ingen vidste, at han var der. Troede han på det? Nej, ærligt talt ikke. Man rapporterede løs inden for Mørkets Hær så ens overordnede altid vidste, hvad man havde gang i. Selvfølgelig var Zahinael næsten sin egen overordnede, men alligevel. Iskariot stolede ikke på ham.
I stedet blev han stående ved døren, også selvom han var blevet budt at skulle sætte sig - han var herre i sit eget hus og gjorde ikke som andre bød ham at gøre. Det skulle han nok selv bestemme. Han blev stående og lyttede til, hvad manden i hans hjem ellers havde at sige. Det lød til, at ingen vidste, at Zahinael havde fundet Iskariot, men det turde han ikke sætte sin lid til endnu.

Det tyrkis blik hvilede stadig uvenligt på Zahinael.
"Hvad vil du mig?" Han svarede ikke på noget af det, manden havde ønsket at få at vide. For Iskariot var det ikke vigtigt at svare på det, for skulle Zahinael i det hele taget have noget at vide? Nok havde de arbejdet sammen dengang, men Iskariot anså ham ikke for værende en ven. En gammel arbejdskollega måske, manden der altid stillede spørgsmål og hev hemmeligheder ud af folk. Så nem var Iskariot ikke at få til at snakke.

"Hm, jeg kan se du ikke tror mig. Skuffende," kommenterede Zahinael og smilet forsvandt fra hans læber. "Jeg ønsker blot din hjælp. Vi savner dine evner i kælderen, og jeg har nogle... besværlige fanger i øjeblikket. Jeg kunne virkelig bruge dine evner til at få deres hjerner blødt lidt op."
Det var ikke altid Zahinael havde tiden til selv at tage sig af afhøringer, men han kom ned til de ekstra spændende fanger, eller dem, der ikke havde fået munden på gled endnu. Der var i øjeblikket to fanger, der bare ikke ville knække, og det havde fået ham til at tænke på Iskariot igen, for han havde altid kunnet give en hjælpende hånd, når der var nogen genstridige fanger. 

"Vi holder det selvfølgelig mellem os to. Jeg kan endda flyve dem herhen, så du ikke skal bekymre dig om at betræde Kzar Dûn igen," Zahinael kunne ikke lade være med at le kort. "Det har du nok heller ikke lyst til. Det bliver ikke godt, hvis de finder ud af, du bare narrede dem."
Zahinael havde ingen intentioner om at indrapportere Iskariot. Der var så mange ting, den fugl kunne bruges til, og det ville være synd at lade ham blive dømt for desertion. 

Det rørte ikke Iskariot, at Zahinael sagde, at han fandt det skuffende, at han ikke troede på ham. Han havde god grund til at være mistroisk og påpasselig, for han havde fået opbygget noget stort efter han havde forladt Mørket, og han ville meget nødigt miste det. Ikke bare fordi han havde arbejdet hårdt for det, men også fordi at han skulle bruge det. Zahinaels tilstedeværelse gav ham en knude i maven, for dæmonen var trods alt en del af Mørket.
Tavst og ubevægeligt lyttede han til mandens ord om, hvorfor han var kommet. Iskariot tvivlede ikke på, at det var i hvert fald en af grundene til, at han var der. De evner han havde, havde været til stor nytte i "kælderen", et arbejde han langt fra havde haft noget i mod at lave. 

Men det var mange år siden og Iskariot ville ikke have noget med Mørket at gøre igen. Han var en fri mand, der ønskede at det forblev sådan. Fik Mørket nys om at han var i live, ville han blive jagtet. Og hvis han blev fanget, var det ikke til at sige, hvilket liv der ventede ham. Uden tvivl et liv i fangenskab, så de stadig kunne bruge hans evner med hans gode vilje eller ej.
Nej, at Zahinael havde fundet ham, det var ikke godt. Og Iskariot tvivlede på, at han ville beholde ham for sig selv.

Et kort stykke tid efter, at Zahinael var færdig med at snakke, blev Iskariot ståede og så med samme uvenlige og mistroiske blik på ham, inden han langsomt trådte lidt nærmere manden. De turkis øjne rettet mod hans blå.
"Du taler som om, at jeg med glæde kaster mig over Mørkets opgaver igen. Selv hvis jeg ville, er risikoen for at de opdager min eksistens for stor. Hvis jeg var fornuftig, fik du ikke lov til at rejse herfra igen." Omkring dem blev rummet mørkere, ikke meget, men nok til at det kunne bemærkes. Iskariots vinger spredte sig en smule, hvilket fik ham til at virke lidt større.
"Jeg har for meget at miste til, at jeg vil lege med Mørket igen. De skal ikke vide, at jeg er i live." Han håbede, at Zahinael forstod truslen. Selvom Iskariot ikke havde nogle våben på sig, var han ikke ufarlig. Og de befandt sig på en gård fyldt med væsner, der ville kaste sig i døden for ham. Nej, Zahinael skulle forstå, at Iskariot mente det. Han ville ikke tilbage til mørket.

Zahinael rejste sig med et frustreret suk. Magen til besværlig fugl skulle man dog lede længe efter. Han havde faktisk godt kunnet lide Iskariot, dengang de havde arbejdet sammen, og han havde håbet, at noget af det havde været gengældt, men det virkede ikke til at fuglen havde særligt meget til overs for nogen som helst i ledtog med Mørket.
Men hvis Iskariot virkelig ikke ville samarbejde, var der nok ikke voldsomt meget at gøre ved det. Zahinael havde ikke planer om at gøre sig uvenner med én, der havde ham omringet med alt for mange kultister. Også selvom han ikke behøvede frygte for sit liv som dæmon - men det var bare så upraktisk at skulle igennem alt det sjæle-besættelses-hejs, og Zahinael var faktisk ret stolt over, han ikke havde haft behov for det endnu og havde holdt sin krop i god stand i hele sin levetid.

"Du undervurderer hvor god jeg er til at være diskret, Cort," svarede han, stadig holdende på formerne. Han vidste ikke, om Iskariot gik under andre navne for sine undersåtter, så hellere holde sig til et efternavn. "Det var barnemad at komme herind." Han gik tættere på, mens han talte, med hænderne stoppet i sine bukselommer og uden at virke påvirket over Iskariots lille show med sine vinger. "Jeg måtte gå ud ad rummet og fortælle en af dine folk, at jeg ventede herinde."
Zahinael stoppede op halvanden meter fra Iskariot. "Hvis du virkelig ikke vil vove fjerpragten, så fred være da med det. Men mærk dig mine ord," Zahinael mødte Iskariots blik med sit eget og lagde ekstra vægt på sine ord. "Jeg forråder ikke venner."

Iskariot var en ven... Endnu. Fortsatte han med sin fjendtlige attitude kunne dette ændre sig, og så ville Zahinael ikke være en lige så behagelig gæst at have på besøg.

Iskariots blik blev tvunget opad, da dæmonen rejste sig og trådte nærmere. Der var over et hoveds forskel mellem dem, som Iskariot ikke ligefrem kunne prale af en imponerende højde, hvor Zahinael ragede op over de fleste. Man skulle tro, at halvfulgen var vant til det, men det irriterede ham lige meget hver gang, at han var så lav i forhold til den, han var i samtale med. Især i en situation som denne, hvor det ikke var sikkert, at der ville komme et venligt udfald.

Selvom dæmonen var trådt nærmere, flyttede Iskariot sig ikke. Han var ikke bange for manden, selvom han havde set på nærmeste hold, hvad han kunne gøre. Hvor meget smerte han kunne forsage, hvor mange skrig han kunne trække frem af sine ofre. Smerte skræmte ikke Iskariot.
Tavst lod han manden tale. Indvendigt forbandede han sine folk, der åbenbart ikke havde øjne i hovedet. Han skulle lige have en snak med dem, ingen tvivl om det. Han vidste, at Zahinael havde evner, men at han var ikke blevet opdaget var alligevel rystende.

Iskariot holdt fast i mandens blik for en tid efter, at ordstrømmen var endt. Han ville give meget for at kunne læse mandens tanker, men det lå ikke iblandt hans evner. Og spionmesterens ansigt røbede ikke noget. Anså han Iskariot for værende en ven? Halvfuglen havde sine tvivl, mest begrundet ved, at han ikke selv anså nogen for at være sine venner. Han stolede ikke på nogen. 
Men kunne han tro på det, Zahinael sagde? Tvivlen rasede igennem ham sammen med minder om den tid, de alligevel havde spenderet sammen. 

Til sidst faldt hans vinger ind på deres tvungne plads på ryggen og hans fjer lagde sig ned igen. Mørket lettede lidt omkring dem, inden han slog ud med hånden mod stolen, Zahinael lige havde rejst sig fra.
"Sæt dig. Der kommer snart te." Han sendte i samme sekund en tanke til køkkenet om, at der skulle være te i stuen hurtigst muligt. 
"Jeg havde håbet, at I havde glemt alt omkring mig nu." Med I mente han Mørket, men han vidste godt, at det bare var et håb. Dog fandt han det interessant, at Zahinael alligevel havde gjort sig den ulejlighed at finde frem til ham.

Det var rart at se Iskariot falde lidt ned igen. Halvfugle belv også altid så hurtigt oprevet, som om nogen havde skidt i deres rede. Det havde Zahinael selvfølgelig også lidt gjort ved sådan at komme vadende ind med Mørket under skoene som indtørret mudder. I det mindste lod det til, Iskariot troede på ham denne gang, og hans ord faktisk var kommet lidt igennem hans skepsisskjold. 
Det var en reel udfordring at få folk til at stole på sig, når man arbejdede med løgne. 

Zahinael satte sig ned igen. Den evne kunne han nu godt være lidt misundelig på. Hvem der ikke bare kunne få bragt sin the ved en enkelt tanke. Sikken luksus. Han selv måtte rent faktisk rejse sig og kalde på folk, hvis noget skulle gøres. 

"Du har gjort det godt her," komplimenterede han fuglen med oprigtighed i stemmen. Det var ikke bare for at være høflig. "Jeg tror det er noget af det, der har gjort at ingen andre har luret det. De fleste kulte er så indspiste, at Herren ikke engang prøver at få dem ind i folden."
Han smagte lidt på ordene. Der var stadig brug for at gøre Iskariot mere rolig ved ham, selvom det virkede til, at han havde fået lidt mere respekt for Zahinaels ord efter hans lille tale før. 
"De har ikke glemt dig, Cort," sagde han endelig. "De glemmer ikke nogen. Men de tror på din død. Den var overbevisende. Hvis du kan stole på min ed om at holde det hemmeligt, er jeg stadig interesseret i at høre, hvordan du gjorde det. Nok fandt jeg dig, men jeg troede dig også væk i mange år."

Selvom Zahinael satte sig, blev Iskariot stående for nu. Stole med ryg og hans vinger var en svær kombination, selvom han havde lært sig selv at sidde nogenlunde behageligt. Men han blev hellere stående.
Zahinael startede ud med at rose ham. Iskariot regnede med, at det var et trick i hans bog, men til hans overraskelse opdagede han, at det faktisk betød noget for ham, at Zahinael sagde det til ham. Iskariot havde altid haft stor respekt for dæmonen, selvom han normalt ikke var så glad for dæmoner, han havde haft mange dårlige oplevelser med dem.

Tavst lod han manden tale færdigt, mens han overvejede hans ord. Tavsheden fortsatte lidt, inden han slog let ud med hænderne og et smil kunne skimtes om hans næb.
"Jeg er glad for, at du synes om det. Det har taget nogle år at få bygget op." Han havde ikke gjort det alene. Stemmen havde gjort det muligt, ellers ville Iskariots følgere havde været noget færre. Men dæmonen havde overladt den daglige drift til Iskariot, der havde arbejdet hårdt for at få det hele til at flyde let. Ikke hvad han havde forventet at bruge sit liv på, men et eller andet sted gjorde det ham meget tilfreds. Det var i hvert fald bedre end at vende tilbage til landevejene. Det var han efterhånden ved at blive for gammel til. Og så gav kulten ham mulighed for sit oprindelige mål - sin storebror.

Han så lidt overvejende på Zahinael. Skulle han fortælle ham noget? Efter en kort overvejelse, besluttede han sig for at fortælle lidt. Men ikke nok til, at han ville kunne bruge det til noget.
"Det var ikke svært. En blanding af mine evner. De rigtige folk på det rigtige sted. Jeg havde forberedt mig længe, jeg var godt klar over, at Mørket ikke ønskede at give slip på det, jeg kunne." Han trak let på skuldrene. "I sidste ende fløj jeg derfra som en fri... fugl." Han lagde hovedet svagt på skrå, hvilket bare forstærkede det ørnede ved ham. "Jeg tror ikke, det ville have snydt dig, hvis du havde været til stede." Sikkert ikke. 

Han slentrede hen til vinduet og kastede et blik ud af det. Intet interessant. Mørkets Hær stod ikke og ventede på ham udenfor.
"Hvordan er det gået med dig? Du er stadig spionmester." Det var en konklusion, ikke et spørgsmål. Iskariot fulgte med, også i Mørket. Oplysninger var ikke svære at få, når man kunne det, han kunne.

Det var noget af et kompliment at få. Zahinael havde de første år bebrejdet sig selv for ikke at have været til stede, da Iskariot døde. Både fordi han burde have set et angreb komme, og fordi han ikke havde været der til at redde en ven. Hans arbejde var at holde styr på alting, og selvom han godt vidste, det var umuligt, havde han stadig følt det som hans skyld, at Iskariot var kradset af. 
Men da han så begyndte at se de små tegn på, at han måske alligevel ikke var helt død, begyndte det at give mening. Hvorfor han ikke havde været der den dag. Iskariots ord nu bekræftede det. Havde Zahinael været der, var Iskariot ikke sluppet væk.

"Jah, det skidt bliver jeg stadig ved med..." svarede Zahinael og lænede sig tilbage i stolen og vendte blikket mod loftet. "Der er meget at lave for tiden. Lidt for meget. Jeg har... så travlt..."

Egentlig havde han tænkt, at dette her skulle være et kort visit, og at han kunne lave en aftale med Iskariot om at hjælpe ham med at få informationer ud af de få genstridige fanger, han havde problemer med i øjeblikket, og så kunne han rejse videre til sit næste møde, der var i omegnen. Men han havde ikke lyst til at køre samtalen kun på overfladen og det lavpraktiske behovsmæssige. Han var faktisk oprigtigt glad for, at Iskariot var i live, og han kunne pludselig mærke, hvor meget han savnede at have en samtale med en anden, der ikke handlede om alliancer eller hvor man passede på hvert enkelt lille ord for ikke at sige noget forkert og afsløre sin egentlige agenda. 
En kop the med en gammel genfunden ven kunne selv spionmesteren vel godt unde sig selv engang imellem.

Iskariots blik hvilede på dæmonen, som denne bekræftede hans ord. Zahinael var stadig spionmester. Iskariot måtte også indrømme, at han havde svært ved at se manden lave andet. Han var som skabt til den rolle. Dog virkede hans tonefald og kropssprog træt og en smule opgivende, som han sagde, at han havde for meget at se til. Iskariot tvivlede ikke på hans ord. Der var gang i den for tiden, både med Kiles Orden, Lyset og andre småting. Halvfuglen fulgte med i så meget som muligt, men selv han havde svært ved at få det hele med for tiden. Han var nu også kun én mand med lidt forbindelser, hvor Zahinael havde hele Mørkets hær til sin rådighed. Ikke at det behøvede at være positivt, det gav uden tvivl mere arbejde.

"Der sker også meget i øjeblikket. Du burde uddelegere arbejdet lidt." Iskariot regnede med, at Zahinael var lige som dengang. En mand der ville have fingrene i det hele og holde alle trådene, så intet gik forbi hans næse. En trang Iskariot kun alt for godt kunne relatere til, da han arbejdede på nøjagtigt samme måde.
Der lød en let banken på døren. Uden at tænkt over det, sendte han en lydløs tilladelse til kvinden om at komme ind. Døren gik op og en ung kvinde kom ind med en bakke med en kande og kopper. Ja, endda en lille skål med hjemmebagte småkager. Hun kastede et kort nysgerrigt blik på Zahinael, inden hun satte bakken på bordet og fortrak igen. 

Da døren blev lukket, kom der bevægelse i Iskariot, der gik hen til det lave bord og begyndte at hælde te i kopperne. Da det var gjort, trådte han et par skridt tilbage, inden han løftede koppen og nippede til den brandvarme væske.
"Hvad var det, du ville have min hjælp med?" Det var ikke for at sige, at han ville hjælpe, men han var nysgerrig. Og det var som en start en måde at holde samtalen kørende. Han ville gerne have Zahinael til at blive lidt. Det var ikke så ofte, at han havde nogen så intelligent at konversere med. Hans hjerne hungrede efter noget modspil.

"Det er bare nogle ekstra standhaftige krigere, vi virkelig ikke kan få noget ud af..." mumlede Zahinael, som om det ikke helt var vigtigt. Så drog han et højlydt suk og rettede sig op i stolen for at tage imod theen. "Det er som om alle er dybt inkompetente, Iskariot. Altså, jeg skal gøre alting selv, hvis det skal gøres ordentligt. Jeg ræser rundt til hver en afkrog af landet, og generalen brokker sig til stadighed over, at jeg ikke lige har ordnet ditten og datten. Herren har isoleret sig mere og mere, og det frustrerer mig grænseløst ikke at kende hans planer."
For at tvinge sig selv til at huske at trække vejret, tog han en god slurk af drikken, varmen brændte hans hals, men han var ligeglad. Muligheden for rent faktisk at brokke sig til nogen, der ikke enten mistede respekt for ham eller sendte klagen videre i systemet, var godt tiltrængt. 

"Hvordan forventer han, at jeg kan gøre mit arbejde, når jeg ikke aner, hvad han har i tankerne?" beklagede han sig og slog ud med hånden. "Jeg er efterhånden begyndt at gøre flere ting på eget initiativ og tage beslutninger, der burde være hans... Men... Åh ved Zaladin, Iskariot, det er ulideligt. Jeg plejer at vide alt hvad der foregår, og jeg føler mig blind i øjeblikket."

Han havde lyst til at kaste med et eller andet. Brænde noget ned, eller gøre nogen ondt. Få afløb for al den frustration. Men der var altid mere at lave, flere ting at ordne og flere møder at tage til. Alt sammen famlende i blinde, fordi Lord Sabbatin ikke kunne tage sig sammen til at lede en ordentligt styre. Engang havde Zahinael troet på ham og hans magt, men på det seneste havde der været flere og flere tegn på, at han ikke kunne håndtere den magt, han havde. Der var noget galt, og Zahinael med sin enorme viden, hadede at han ikke vidste, hvad der var i gærde.

Iskariots øjne glimtede let, da Zahinael ret hurtigt affejede hans ærinde der og i stedet begyndte at beklage sig. Men han sagde ikke noget, lyttede bare til dæmonens ord, der sammen med stemmens tonefald fortalte, hvor meget han havde brug for at få luftet sine frustrationer. Det var mange år siden, at Iskariot havde tilbragt tid med denne mand, som han i og for sig anså for en god bekendt, ja nok nærmere en ven. De passede overraskende godt sammen. Og som Zahinael næsten helt aggressivt nippede til den varme væske, gik det op for Iskariot, at han ikke bare havde opsøgt ham for at få hjælp med et par ekstra standhaftige krigere, men også fordi han havde brug for ham personligt. En tanke der lige skulle have et øjeblik til at falde på plads i det fjerede hoved.

Han nippede igen til sin te, mens Zahinael talte færdigt. Dæmonens klagepunkter kom ikke bag på ham. Af hvad han havde hørt om styringen i Mørkets hær, gik det ikke for godt. Ja, allerede dengang han selv valgte at forlade Mørket, havde han haft meget at udsætte på den måde, tingene blev gjort på. Men det vidste Zahinael godt, så det var nok derfor, at han turde brokke sig, som han gjorde nu.
Iskariot betragtede ham for et øjeblik, inden han svarede. Det var med at formulere sig rigtigt.

"Sabbatin har været fraværende længe. Måske det er på tide, at være mindre afhængig af at vente på hans ord og i stedet gøre tingene som du føler de bedst kan gøres? Guderne ved, at du er intelligent nok til at kunne styre hele hæren selv." Man kunne ane et smil om hans næb, da han sagde det, men tonen i hans stemme var oprigtig. Han flyttede lidt på sig, så fjerene raslede blidt.
"Jeg husker udmærket, hvordan du ønsker at styre alting selv, men måske du skulle anerkende behovet for at dele dine opgaver ud. Find nogle af de få kompetente folk der er og lad dem bære lidt af byrden fra dine skuldre." Han lagde hovedet en smule på skrå og blinkede, hvilket bare fik ham til at ligne en ørn mere end han gjorde i forvejen. "Omstrukturer. Effektiviser." Han var ikke i tvivl om, at Zahinael allerede havde gjort meget, men han var heller ikke i tvivl om, at hele systemet trængte til en overhaling.

Sabbatin havde været fraværende længe. Hvis selv Iskariot huskede sin tid hos Mørket sådan, åh så havde det flere problemer end han havde troet. Mørket skrantede på mange punkter, og der var brug for nye kræfter, brug for at de gamle kræfter tilpassede sig de nye tider, og Zahinael måtte jo nok indrømme, at det var sidstnævnte der var den reelle udfordring. 
"Ja, du har ret," svarede han tænksomt og stillede tekoppen fra sig. Resten skulle nydes, ikke slupres. "Jeg har nogle virkelig gode folk under mig lige nu. Et par enormt dygtige operativer, der gør deres arbejde formidabelt. Men selv de bliver overbebyrdede i tider som disse, hvor jeg ikke kan give dem de nødvendige oplysninger og vi må udføre dobbelt så mange opgaver for at være dækket ind på alle fronter. Kun fordi Sabbatin ikke fortæller os noget. Ugh."

Zahinael sukkede højlydt og flyttede lidt på sig. Det var essentielt set højforrædderi at tale sådan om Herren, men selv den mest velansete spionmester kunne have brug for lige at afreagere lidt og komme af med nogle frustrationer til en ven. Zahinael ville altid arbejde for Mørket. Altid. Det var som graveret i hans sjæl og nedskrevet i hans skæbneruner. Hans liv var fyldt med mørke, både figurativt og reelt. 
"Jeg vil altid være hos Mørket, Iskariot," sagde han, og det var tydeligt i hans stemmeføring, at denne sætning ikke handlede om fuglens afsked med samme arbejdsgiver, men om Zahinael selv. "Men jeg er begyndt at tvivle på Sabbatin. Jeg... Jeg tager til Dianthos snart. Jeg har noget, der skal gøres. Noget, jeg har haft planlagt længe, og som næsten ingen ved noget om, fordi der er for stor risiko for, at det går galt. Det ville kunne bringe os et skridt foran, sikre os en sejr, vi ikke har set i århundreder. Men Sabbatin... Han lytter ikke. End ikke han ved, hvad jeg skal til at gøre, for han har ikke villet mødes, og jeg stoler ikke på at nedskrevne ord ikke bliver set af andres øjne." 
Jeg føler det er tid til nyt blod, var de ord, han ikke fik sagt, men som hele hans væsen emmede af.
"Hvis du skulle omstrukturerer noget i mit netværk, Iskariot... Nu ved du ikke så meget om det, men jeg vil gerne høre din mening om det alligevel. Hvad har virket godt for dig i opbygningen af alt det her?" spurgte han så, elegant dansende væk fra den forrædderiske snak, mens han slog ud med armene mod Iskariots gårdkult.

Der var noget underligt over at have Zahinael til at sidde i den stue og snakke om sine problemer, som om der ikke var gået år. Iskariot måtte huske sig selv på, at hvad der var en stor del af hans liv tidsmæssigt, var en meget lille del af dæmonens. Iskariot følte det som evigheder siden han sidst havde set ham, og han var stadig på vagt, men som Zahinael nu sad og krængede sit hjerte ud, ja, så var det svært at blive ved med at tro på, at Mørket lurede ude på den anden side af døren. Så han betragtede ham tavst og lod ham tale.

Fjerene i hans ansigt flyttede lidt på sig, som han rynkede panden ved dæmonens snak om at tage til Dianthos og gøre noget, der kunne give Mørket en tiltrængt sejr. Han var nysgerrig. Hvad ville dæmonen med smertekuglerne gøre?  Men han spurgte ikke. Den måde, hvorpå Zahinael snakkede om sine planer fortalte tydeligt, at han ikke ville uddybe dem. Ærgerligt. Måske Iskariot kunne have brugt den information til… noget. Et stik gled igennem ham. Nu var det vel ikke Generalen, Zahinael var efter. Trangen til at prikke til dæmonens sind gled ind over ham, men han gjorde det ikke. Både ud af respekt, men også fordi han ikke var sikker på, at det ville gå ubemærket hen. Zahinael var ikke en eller anden simpel let påvirkelig bonde.

Han nippede til teen igen, inden han slog let ud med den ene hånd, da Zahinael havde givet ham et spørgsmål at svare på.
”Kontrol. Ikke nødvendigvis af alt, hvad der foregår, men af de væsner, der skal stå for arbejdet. Jeg har delt mine opgaver ud. For eksempel her på gården, der er der en, der står for landbruget, en står for køkkenet, en står for rengøringen og så videre. De er alle dygtige nok til at styre deres felt uden at jeg skal ind over det hele. De kommer til mig, hvis der er større beslutninger, der skal tages, og jeg får selvfølgelig rapporter. Jeg har sikret mig, at jeg kan stole på, at der ikke sker større ting, uden at jeg tager beslutningen for dem. Det minimerer mit arbejde, men samtidigt har jeg, hmm, stadig snor i det hele.” Han trak let på skuldrene. ”Min evne hjælper selvfølgelig kun på den del.” Han så lidt frem for sig og overvejede, om han kunne komme med flere råd. Men hans tanker gled tilbage til Zahinaels ord om besøget i hovedstaden.

"Hmm," brummede Zahinael eftertænksomt. "Afdelingsledere. Måske har mine grupperinger været for brede. Det har været for usikkert for os at stationere faste operativer indtil nu, fordi Lyset har været alt for gode til at finde dem. Hmm. Men med alt det tumult i hovedstaden er der måske en chance for at jeg ville kunne prøve igen. En fast base med forskellige fokuspunkter ville være ideel, og jeg ville få mere tid til at tage mig af de mere presserende opgaver. Ja. Ja, jeg tror faktisk det er sådan noget vi skal ud i."

Zahinael smilede og lænede sig lidt tilbage i stolen, mens han genoptog theen. Det ville faktisk være det mest perfekte tidspunkt at gøre det lige nu. Det, han skulle gøre i hovedstaden, ville efterlade Lyset i panik og kaos i hvert fald nogle uger, før de helt ville kunne samle sig, og hvis han havde det hele på plads, ville han kunne benytte sig af det kaos til at få lusket lidt flere operativer ind i byen. 
De enkelte, der havde vist sig ekstra gode til at håndtere den slags arbejde, ville kunne få mere ansvar i den retning, og han ville måske endda kunne begynde at udvide. Det var længe siden, han havde fået nye krafter ind - de fleste startede som krigere og han fik kun dem, der udmærkede sig i spionage. Til tider fik han dem endda kun på deltid, fordi de stadig skulle være krigere ved siden af. Der havde ikke været tid til at lave større rekrutteringstiltag for nyligt heller, og han kunne mærke at mandskabet snart trængte til det. 

"Jeg bør også få flere nye ind snart," mumlede han, som tankerne flød rundt i hans hoved. "Hvis jeg alligevel laver ting uden om Sabbatin, kan jeg lige så godt gøre det ordentligt."

Iskariots turkise øjne betragtede dæmonen, som denne begyndte at snakke med sig selv om, hvad han kunne få ud af halvfuglens råd. Det trak lidt i Iskariots mundvige, det var rart at se, at han kunne putte idéer i folks hoveder uden at bruge sin evne. Især en mand som Zahinael, der med sin alder og livserfaring nok sjældent hørte noget nyt.
Han var tavs, mens Zahinael lænede sig tilbage i stolen med sin te og fortsatte med at lave planer, der ikke skulle involvere den store chef. Godt for ham. Iskariot kunne ikke andet end at være tilfreds over det.

Han drak selv lidt af sin te og lod dæmonen tænke. Der var noget ved, at have Mørkets spionmester til at sidde i sin stue og lade sig selv synke hen i tanker, der tydeligvis ikke var for andre at deltage i. Den sidste rest af mistro mod manden forsvandt og Iskariots skuldre faldt det sidste stykke ned. Zahinael havde virkeligt opsøgt ham, fordi han havde lyst. Og skulle bruge ham, selvfølgelig, men andet ville også have undret ham.

Efter lidt stilhed, flytte han lidt på sig og smilede til sin ven.
"Det lyder som om, at idéerne kommer til dig. Jeg er glad for at kunne hjælpe dig." Det sidste ord havde et svagt tryk i forhold til de andre, for at understrege, at det var Zahinael, han hjalp, og ikke Mørket som helhed.
"Har du travlt med at komme videre? Du skal være velkommen til at blive til i morgen. Eller som det mindste blive og få noget at spise. Det er ganske fornuftig mad, der kommer ud af køkkenet her i huset." Det var sandt. Iskariot spiste ikke meget, men han havde alligevel taget en smule på i sin tid her på gården med et køkken fyldt med folk.
Fjerene på hans hoved rejste sig en smule, mens han afventede den anden mands svar.

Tankerne virrede stadig rundt i Zahinaels hoved, da Iskariot foreslog at han blev natten over. Det var som om et rustent tandhjul endelig var blevet smurt og fik hans hjerne til at tænke mere over den organisatoriske struktur, han havde gang i. Og han vidste også godt, at der hurtigt ville gå timevis, hvis han virkelig lod sig selv falde ned i det hul. En distraktion, han ikke havde råd til lige nu. Derfor var emneskiftet velkomment.

"Ingen dårlig idé," svarede Zahinael og blev siddende i den overordentligt behagelige lænestol. "Så travlt har jeg heller ikke, og jeg kan kun sige, at jeg kommer til at påskønne at sove i en rigtig seng og ikke på en gennem-sovet kromadras. Når jeg kommer til Dianthos har jeg i det mindste et fast sted."
Han stillede det tomme thekrus fra sig på det lille bord ved sin side og strakte armene over hovedet, mens han lod sine hælde glide langs tæppet, så hans krop endte i en fuldt udstrakt position et par sekunder, inden han rejste sig op.
"Jeg savner lidt mere komfort, når jeg er på farten, men med de steder, jeg rejser hen, har jeg endnu ikke fået grejet, hvordan dét skal kunne lade sig gøre," han sendte Iskariot et skævt smil. "Den dag, jeg har en opgave, hvor jeg kan rejse som en prins fra Balzera, bliver jeg lykkelig. Og sikker snigmyrdet."

Zahinael stak hænderne i lommerne og slentrede over til vinduet. Solen var på vej ned bag træerne derude, og folk så ud til at være ved at få lavet dagens sidste udendørsaktiviteter og få ryddet op efter sig. Flittige folk, Iskariot havde fundet sig. Selvom dæmonen lige havde siddet ned, følte han sig rastløs. Det var nok den kommende opgave. Bare videnen om, at han havde planlagt at få ram på en højtstående person i Lyset, gav ham en krilrende fornemmelse, der ikke helt ville gå væk, og sikkert ikke ville gå helt væk, før det var udført.
"Jeg skal tidligt af sted i morgen, men jeg vil meget gerne tilbringe natten her." Det var mere end blot gæstfriheden, Zahinael komplimenterede ved at takke ja til tilbuddet. Det viste også, at han stolede på Iskariots folk og forsvarsværker nok til at sove på gården. Han tog blikket fra de hårdtarbejdende folk og mødte sin gamle vens blik. "Må jeg få en rundvisning, inden maden er klar?"

Iskariot nikkede let genkendende til Zahinaels ord. Han rejste også en del, når han havde mulighed for det, og krosenge var på ingen måde charmerende at sove i. Så han forstod godt dæmonens glæde til at sove i en rigtig seng. De havde et par gæsteværelser på gården, så han skulle nok få fred og ro og en nyredt seng. 
"Det lyder godt." Et fast sted? Jaså. Hvor mon det var? Mørkets Spionmester i selveste Dianthos. Fast. Det prikkede gevaldigt til Iskariots nysgerrighed, men han vidste bedre end at begynde at udspørge Zahinael om det. Iskariot var ikke længere en del af Mørket, og selv hvis han havde været, ville han nok ikke få noget at vide. Zahinael holdt uden tvivl sine kort tæt på kroppen, det havde han altid gjort.

Et dæmpet latter kom fra halvfuglen over dæmonens ord, noget der ikke skete så ofte. Han havde meget svært ved at se for sig, Zahinael rejse som en prins fra Balzera. Al den pomp og pragt de fleste af rigmændene dernede omgav sig med, var slet ikke den anden mand. Lidt minder fra tiden i slavehandlen flakkede igennem hans sind, men han skubbede dem væk, de var ikke relevante.
"Måske Mørket en dag endeligt får sat sig på magten og du kan slappe lidt af." Iskariot var ligeglad med, hvem der styrede landet. Han var ikke en del af det alligevel, og han tvivlede alligevel på, at han ville leve længe nok til at se et Krystalland styret af Sabbatin og hans slags uden nogen form for modstand. Der ville altid være kaos for ham at udnytte.

Hans blik fulgte manden med øjnene, som han strakte sig og kom på benene for at gå hen til vinduet. Iskariots fjer rejste sig kort og lagde sig igen, inden hans krop kort sitrede og han strøg fingrene ned over sit næb. Det løsnede nogle spændinger i ham og fik et par fjer til at lægge sig, hvor de skulle. 
"Du er velkommen." Iskariot mødte hans blik og smilede let. "Selvfølgelig. Kom med." Han stillede sit krus fra sig, inden han let slog ud med armen mod døren for at vise sin ven vej. Han ville gerne vise Zahinael, hvad han havde formået at stable på benene. 
Og måske han kunne lokke lidt mere information ud af manden. Han tvivlede, men han kunne da håbe.

// Out