Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Iskariot Cort
Kaldet: Iskariot, Herre Cort, Illusionisten
Køn: Mand
Alder: 40
Fødselsdag: 7. november 1979
Tilhørsforhold: Retmæssig Ond
Tro: Tror ikke synderligt meget på guderne, men skal forestille at tilbede Zaladin
Erhverv: Kultleder
Nuværende levested: Dianthos - Zaladinkultens hovedsæde i Dianthos
Race: Halvdyr
Uddybende om race: Sort høgeørn (Spizaetus tyrannus) - Har vinger, menneskelige arme og ben med ørnefødder. Har hule knogler, så han kan bære sin egen vægt, men dog ikke så spinkle knogler som fugle, da den menneskelige del har sin indvirkning.

Udseende

Højde: 168 cm
Vægt: 44 kg
Iskariot er en nogenlunde høj mand, af en halvfugl at være i hvert fald. Det er lidt svært at se for den fjerdragt, der dækker hans krop, men han er spinkel og grænsende til det tynde, som han ikke synes at kunne tage på efter en barndom med en let mangel på mad. Samtidigt er hans knogler hule som en fugls, men de større knogler er dog noget kraftigere, så de kan holde til mere.
Han er ikke vanvittig stærk, har aldrig rigtigt syntes at kunne opdrive den største muskelkraft, ud over at de muskler, der står for hans vinger, er ganske veltrænede, da han skulle kunne løfte sin egen vægt og somme tider mere. Han kan med nød løfte et ikke alt for tungt væsen. Hans udholdenhed hænger også sammen med flyveevnen, han kan flyve en halv dags tid uden pause.

Som halvørn har han en halvt menneskelig krop med træk fra en sort høgeørn. På ryggen sidder et par store vinger, men han er i besiddelse af arme med menneskelige hænder, der dog er dækket af et let lag gullige skæl. Hans fødder består af gule rovfuglefødder med skarpe sorte kløer, kløer der er skarpe og kan bruges som dødbringende våben. Resten af hans krop er dækket i natsorte fjer, undtagen indersiden af hans vinger og hans hale, der har parallelle hvide streger. Halen er lang og rører næsten jorden, når han står oprejst.
Fjerdragten er en smule tynd og pjusket på ryggen. Vipper man yderfjerene op, vil man let kunne se bar, fjerløs hud, der er oversået med ar efter piskeslag.
Fjerene på hans hoved er lidt længere og sidder gerne let strittende skråt bagud, men han kan lægge dem ned langs sit kranie er det nødvendigt. Der gemmer sig en hvid plet inde i hovedfjerene, men den kan næsten ikke ses.
Noget af det mest fremtrædende ved Iskariot er hans unaturligt turkis øjne. Han er født med kraftigt gule øjne, men da hans ene magi kom til ham, var det så voldsomt, at hans øjne skiftede farve. Samtidigt blev fjerene under hans øjne farvet i samme turkise farve, så han nu har to naturlige striber under øjnene.
Et ar går ned over hans venstre øje og ned over hans sorte næb - det er ret tydeligt, at næbbet har været helt flækket og derefter vokset sammen igen.

Af tøj ses han oftest i en kutte i helt sort med sølvbroderier langs kanterne. Kutten er syet sådan, at der er lavet slidser til hans vinger. Der er en hætte med en lang spids og et ekstra lag hen over skuldrene, hvilket får ham til at se lidt mere bredskuldret ud. Han har et ligeledes sort bælte om livet med et spænde i sølv med mønster. I bæltet ses hans våben (se under Andet), en kniv og somme tider en pung med krystaller eller andre småting.

Men han er ikke sat fast på én slags tøj, dette er blot mest praktisk i forhold til, at han er leder af en religiøs kult. I Mørkets Hær var han vant til at bære rustning, men ellers også bukser og kofte sammen med en jakke. Tøj, han også færdes i efter tiden hos Mørket. Når han færdes ude i verden og ønsker at være nogenlunde anonym, bærer han et par brune posebukser, der slutter hvor hans ben går fra fjer til skæl. Over dem har han en kofte, gerne i mørkegrøn eller mørkerød farve, hvor han ud over gerne har en sort, lang jakke i sort og med samme broderier som hans kutte.

En ting, han fik lavet, da han hørte til under Mørket, var en blanding mellem en maske og en hjelm. I skinnende sølvfarvet metal er denne hjelm lavet til at passe hans ansigt og næb. Den passer perfekt med den øverste del af hans næb, så den dækker næbbet og arret, men ikke forhindrer ham i at tale. Maskehjelmen dækker hans ansigt, men giver ham et frit udsyn og hans turkise øjne er tydelige igennem øjenhullerne. Hjelmen fortsætter op i to spidser, der lidt minder om horn. Bagerst samler den sig og en stor hale lavet af hestehår stikker op og falder ned langs hans ryg. Der er hamret en lille smule mønster i metallet, men den er mest bare blank.
(Se under Andet for eksempel)
Denne hjelm har flere funktioner. Den beskytter hans ansigt, skjuler hans ar og samtidigt er den ganske skræmmende.

Når Iskariot gerne vil være mindre iøjnefaldende, eller i hvert fald skjule sin virkelige race, bruger han sin illusionsevne til at blive til et menneske. Som leder af kulten er hans forklædning denne mand:


Ellers laver han gerne sit udseende om efter behov.

Magi

Magisk evne (1): Illusionsmagi - Iskariot kan lave illusioner. Det fungerer sådan, at han skaber et billede i luften for alle til at se. Der er ikke nogen begrænsning på, hvor mange der kan se illusionen. Han har så stor øvelse, at det er umuligt at se, at illusionen ikke er virkelig. Den er dog på ingen måde fast og forsøge man at røre ved den, vil ens hånd gå igennem. Derfor skal Iskariot også være lidt opmærksom, så hans illusioner ikke går igennem faste ting eller bliver gået igennem. Derfor virker de heller ikke så godt i regn- eller snevejr. Han kan bruge denne magi til at få sig selv til at ligne et menneske (eller enhver anden race) - det sammen med alle andre.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Magisk evne (2): Suggestion - Iskariot kan påvirke andre til at gøre ting, han gerne vil have. Han kan ikke tvinge dem, men han kan meget kraftigt foreslå det. Det gør han ved at tale til dem i deres hoved, samtidigt med at dem han påvirker, får en pressende følelse af, at det stemmen siger, det skal man gøre.
Samtidigt med, at han kan sendte tanker til dem, han vil påvirke, kan de også svare ham. Han kan ikke læse tanker, men hvis personen vælger at svare stemmen i sit hoved, kan Iskariot høre dem. Det at tale til andre væsner igennem tanker kræver ikke, at han bruger hele sin evne, så han kan godt have en samtale uden at ville presse personen til noget.
Fordi han taler til personen via tanker, behøves han ikke at tale højt til dem, men hans evne virker endnu bedre, hvis han bruger sin stemme og samtidigt kigger personen i øjnene. Han behøves dog ikke at kunne se personen, han stiller sit forslag til, men hans rækkevidde til at påvirke folk er dog ikke mere end tyve meter. Evnen til at tale til andre rækker noget længere, omkring hundrede meter. Han kan tale til flere personer på én gang og ikke sige det samme til dem. Den del af evnen er dog meget afhængig af hans koncentration, jo mere forstyrret han er, jo færre personer kan han kontakte.

Til og med mental udholdenhed på 7, har han rimeligt let adgang til sind, men over begynder det at være svært og det er ikke sikkert, at han kan trænge igennem til en med en udholdenhed på 10. Folk med evner til at beskytte deres sind, kan han ikke påvirke.
(Og han kan selvfølgelig kun bruge sin evne på karakterer, hvis det er aftalt med spilleren bag)
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Personlighed

Besat. Iskariot er besat af sin bror og alt omkring ham. Han ligger altid et sted bagerst i Iskariots sind, dag og nat. Og det er ikke positive tanker. For Iskariot står Baldwin som den, der fik det gode liv. Et liv med kærlighed og glæde, uden smerte og ensomhed. Den søn deres mor elskede nok til at risikere sit eget liv for. Ikke at han ønsker at se ham død, nej, han skal miste alt, lide og vide, hvordan Iskariot led som barn. Miste folkets støtte og se sig selv falde i afgrunden.
Samtidigt har han en trang til at passe på sin bror og det er sket, at han har forhindret folk i at skade ham. Han er hans! Og kun hans!

I virkeligheden ser han ham som sin eneste familie og et eller andet sted gemt godt væk i alt hadet, ønsker han bare at tage kontakt og gøre opmærksom på sig selv. Blive anerkendt som et levende individ med sit eget liv, sine egne følelser og tanker.

Vokset op i en slavehandel, uden kærlighed og nærhed, har gjort Iskariot til en følelseskold mand, der ikke anser liv som noget, der er noget værd. Uden forældre har han set op til det næstbedste. Manden der ejede dem, pinte dem og havde fuld kontrol og deres liv - og død. Og en dødssynd med hang til afstraffelse og et ligegyldigt syn på andres værd er måske ikke det sundeste for et barn at se op til.

Iskariot bruger folk som han har lyst til, alting er et middel til et mål. Om det er at få et sted at sove eller det store mål om at vælte sin bror fra sin pind. Han er ligeglad, han tager, hvad han vil have.
Trods at han kan få stort set alt, hvad han peger på, lever han ret spartansk. Han spiser ikke meget, hengiver sig ikke til sine lyster som de svagere væsner omkring ham. Han er for fokuseret på sit mål til at lade sig selv gå i forfald med forkælelse, noget han ikke har brug for. Så han holder sig selv i kort snor uden rigtigt at tænke over det.

Trods sin manglende respekt for liv, er det ikke sådan, at han slår folk ihjel til højre og venstre. Når han har brugt dem, efterlader han dem for det meste i live. Velvidende at de fleste får traumer over at blive styret psykisk. Han bruger også gerne børn, men på en eller anden måde forsøger han altid at gøre det så blidt som muligt. Han anser ikke sig selv som et udyr.

For Iskariot handler det mere for ham om hjerne end muskler og han er derfor ikke så fysisk stærk, men en hurtig tænker. Han kan dog hverken læse eller skrive, da han ikke rigtigt har haft mulighed for at lære det og i stedet tvinger andre til at gøre det for sig.
Illusionsevnen kræver en del koncentration, dog ikke så meget som den har gjort. Iskariot er blevet rigtig god til at tømme sit sind for andet end det, der ligger foran ham.

Man skulle måske tro, at Iskariot ønsker at blive lagt mærke til og tilrane sig så meget magt som overhovedet muligt, men faktisk vil han helst være relativt anonym, hvilket også er grunden til, at han ofte lægger en illustration over sig selv, så man ikke ser den virkelige ham. Han ønsker at blive i skyggerne og styre tingene derfra.
Arret, der går ned over hans øje og næb, er en lidt for stor påmindelse om hans tid som slave, og han bryder sig ikke rigtigt om at vise det frem. Derfor har han fået lavet en blanding mellem en maske og en hjelm, der både beskytter hans ansigt, men også skjuler arret. Den intimidering der samtidigt ligger i at folk ikke kan se ens ansigt, er samtidigt et stort plus.

Styrker:
- Sine magiske evner
- Sin logik og evne til at organisere og planlægge
- Gode taleevner

Svagheder:
- Besættelsen af sin bror
- Manglende fysisk styrke
- Aldrig at have oplevet kærlighed mod sig selv eller i mod andre

Baggrundshistorie

Man kan ikke ligefrem sige, at Iskariot er vokset op med en lykkelig barndom.
Hans mor var slave hos en slavehandler i Balzera, en dæmon ved navn Vargas Aziz. Halvfuglene blev brugt som passere af de griffe, slavehandleren avlede på. Hun forelskede sig i en anden halvfugl, en god mand, og de blev et par. Hun blev gravid og blev mor en lille brun halvørn. Ulykkelig over at have ført et barn ind i en skæbne som slave, formåede hun at få ham smuglet ud af slavehandlerens hjem og på et skib. Straffen var hård, både for hende og hendes elskede, men deres søn var i sikkerhed.
Hendes elskede havde en bror, en mindre god, sort halvørn, der misundte sin bror hans lykke. Han havde selv forelsket sig i hende, men var ganske klar over, at han aldrig ville kunne få hende. En dag blev det for meget for ham og han forgreb sig på hende. Da broren fandt ud af, hvad der var sket, blev vreden for meget og han slog sin egen bror ihjel for at have gjort det i mod hans elskede. Træt af det rod, der var i mellem hans slaver, slog Vargas den sidste bror ihjel, grusomt og brutalt, for at statuere et eksempel.
Så da Iskariot kom til verden, var hans mor ødelagt. Hun vidste med det samme, at det var et barn af voldtægten og hun nægtede at elske det.

Iskariot er derfor fra sin fødsel vokset op som slave uden kærlighed fra sin mor. Et barn har ikke kunne bruges til meget, men han har været brugt til alt fra bud til lokkemad. Som han blev ældre, blev han sendt ind til grifferne for at muge ud og lave andre mindre opgaver. Da han var otte, kom han for tæt på en utæmmet grif, der gik til angreb og gav ham et voldsomt sår ned over det ene øje og flækkede hans næb. Andre halvfugle fik griffen fra ham og hevet ham ud af buret. Hr. Aziz mente ikke, at det var værd at bruge en healers kræfter, så Iskariot måtte lide indtil såret var vokset sammen af sig selv. Heldigvis gik der ikke betændelse i. Men det efterlod et grimt ar ned over øjet og hans næb voksede ikke helt sammen, så det er tydeligt, hvor det flækkede.

Pisk, hårde arbejdsdage i solen og ensomheden blev hverdag for halvørnen, der trods sin manglende fysik, kæmpede sig igennem dag for dag. Et års tid efter episoden med griffen opdagede han, at han kunne noget. Illusioner. Først små, men langsomt trænede han sig op til at kunne mere. Han holdt det hemmeligt for sin herre, tænk hvis han kunne bruge det til at få sin frihed med.

Tanken om frihed voksede for den lille halvfugl, men han vidste, at det var en drøm. Hvordan kunne han købe sin frihed? Han havde intet. Men han bed sig fast i tanken. Og ventede. Betragtede manden, der ejede dem, så hvordan han opførte sig, hvad han virkede til at lyste. Og ubevist kopierede han ham. Så op til ham. En mand, der havde så meget magt. I mangel på en faderfigur, brugte han Vargas. Han ville også have så meget magt. Have andres liv i mellem sine hænder, bestemme om det var liv eller død.

Endeligt en dag tog han mod til sig. Bad om foretræde for dæmonen. Hvad ville han have for Iskariots frihed? Han ønskede ikke at sælge sin sjæl, men han ville være fri. Dæmonen så på ham, undersøgende, inden han smilede skævt og slog let ud med hånden. Dræb din mor. Vær min bøddel i et år. Så får du din frihed. Iskariot blinkede ikke som han svarede. Ja.
Hans mor tiggede ikke for sit liv. Knælende så hun op på den søn, hun aldrig havde ønsket. Han så ned på hende, så hendes afsky og lod så sværdet tage hendes liv. Han følte ikke rigtigt noget ved det, hun havde aldrig elsket ham og han elskede ikke hende.

Det næste år gik hurtigt. Hans forhold var forbedret, som han ikke længere skulle arbejde med grifferne. Nej, han blev sat til at straffe de andre slaver. Som 15-årig blev han torturbøddel, lærte at svinge en pisk og finde de svage steder i en krop. I et år var han tættere på dæmonen, lærte af ham. Ikke bare om fysisk smerte, men hvordan man brugte det psykiske som smerte. Og han havde et flair for det. Han var god til det og han nød det. Samtidigt fik han et indblik i, hvordan man styrer en forretning, så alting glider glat. Og han fandt ud af, at han havde sans for organisering.
På et tidspunkt kom Vargas til at fortælle ham om hans bror, der forsvandt. At han var endt på en båd og forsvundet derfra i Dianthos’ havn. Iskariot havde aldrig hørt om denne bror og vreden sydede i ham. Hadet. Hvordan kunne hans mor redde hans bror men ikke ham? Havde hun ikke allerede været død, ville han have haft lyst til at slå hende ihjel. Og jo mere han tænkte på det, jo mere blev broren en besættelse for ham. Han ville finde ham.

Året gik og dagen oprandt, hvor han fik sin frihed. Dæmonen holdt sit ord, selvom han påstod, at han var ked af at se drengen tage af sted. Iskariot vidste ikke, om han løj eller ej, men han vidste, at han nok ville komme tilbage en dag. Han havde en allieret i slavehandleren. Og selvom han bare kunne have sat halvfuglen på gaden uden noget, fik Iskariot en oppakning med, ja endda en håndfuld krystaller. Måske Vargas også så en allieret i halvdyret, hvem vidste?

Iskariot vidste, at ørkenen var der, men han havde aldrig forladt Balzera og intet kunne forberede ham på, hvor uendelig og varm den var. Hans vinger var næsten ubrugelige, siden han aldrig rigtigt havde brugt dem og han ingen muskler havde. Og han fór vild. Hvordan skulle han finde igennem det helvede, der bare bestod af sand og sol og iskolde nætter?
Maden slap op, men endnu værre, vandet slap op. Og langsomt forsvandt Iskariot ind i deliriets tågede verden. Skikkelser dukkede op i solen. Vargas. Hans mor. En sort halvfugl, der påstod at være hans far, en mand han aldrig havde mødt. Men de forsvandt alle igen, sammen med deres ord. Og han var alene. Nej vent. En skikkelse dukkede op, en brun halvørn med kraftigt gule øjne. Hans bror. Han fulgtes med ham igennem sandet. Hånede ham. Fortalte ham, at han var bedre end ham, deres mor have elsket ham, havde reddet ham. Og nu havde han et godt liv i hænderne på gode mennesker. At han ville blive til noget stort, mens Iskariot ville dø i ørkenen, ukendt og alene. Som ingenting.
Han skreg. Raseriet lå som et tæppe over ham og han angreb hallucinationen, skabt af hans egen evne til at lave illusioner. Han skreg til han ikke kunne mere og det føltes som om, at et lyn slog ned i ham. Og alting blev turkist omkring ham, inden mørket tog over.

Han troede ikke, at han skulle vågne igen, men det gjorde han. I nattens mørke, men med det varme lys af et bål ved sin side og smagen af vand i sin mund. En mand sad ved siden af ham med en vandsæk i sine hænder. En rejsende gennem ørkenen havde fundet ham og reddet hans liv. Der var ingen taknemmelighed i Iskariot, kun et brændende had til den bror, han aldrig havde mødt. Men han var svag og lod manden give ham vand og mad og passe ham til solen begyndte at kravle op over horisonten. Manden skulle tilbage til Balzera. Den forkerte vej. Iskariot rettede sit skarpe blik mod hans. Han skulle tage ham til Medanien. Manden rynkede panden. Nej, han skulle til Balzera. Iskariot mærkede noget ske i sig. Medanien. Hans ord tog ved og manden mistede lysten til at tage til Balzera. Og på ryggen af mandens dromedar, kom de til Medanien.

Det næste stykke tid udforskede Iskariot sin nye evne. Første gang han havde haft mulighed for at se sin egen afspejling, var det gået op for ham, at de kraftigt gule øjne havde skiftet farve til turkis og to striber i samme farve var dukket op under hans øjne. Det måtte være magien, der var slået ned i han i ørkenen. Han øvede sig på at bruge den nye evne og evnen til at lave illusioner. Det viste sig at være en ganske nem måde at få ting på, så han manglede ikke rigtigt noget. Andet end et mål. Eller rettere, en vej til det mål, han havde fået i ørkenen. At finde sin bror.
En dag mødte han en kriger, der fandt interesse i hans evner. En kriger fra Mørket. Det var ikke svært at få overtalt Iskariot til at melde sig ind under Mørkets Hær. De tilbød ham noget, han ikke havde haft før. Tilhørsforhold. En form for familie. Og samtidigt med, lærte han noget nyt. At bruge sin krop til at slås. Svinge et sværd og bruge andre våben. Hans magi blev taget seriøst og han trænede mere med den end med sin krop. At kunne lokke folk til at gøre ting, de ikke ville viste sig at være ganske populært hos Mørket og snart var han ganske eftertragtet.

Årene gik. Krigen opstod og Iskariot gjorde sit, indtil han kunne se teksten på væggen. Lyset ville vinde. Og han valgte derfor at slippe ud af Mørkets Hær ved at foregive sin egen død. Der var ikke mere, de kunne give ham alligevel. Han kunne nu slås, følte hans evner var ved at nå det højeste de kunne og han havde betragtet, hvordan det hele fungerede under Mørkets ledelse, hvilket efter hans mening kunne gøres meget bedre. Så da krigen så ud til at dreje den forkerte vej, besluttede han sig for, at han var vokset fra Mørkets Hær. Han skulle mere end det. Med sine evner foregav han sin egen død, godt klar over, at Mørket nok ikke havde lyst til at slippe ham. Og derefter rejste han ud i verden for at søge sin egen lykke.

For en tid rejste han alene rundt, gjorde som han lystede. Brugte sin tid på at finde ud af alt om Baldwin og hans liv. Betragte ham på afstand.
En dag, en tre år efter han havde forladt Mørket, faldt han over en lille kult af Zaladintilbedere. Han så en mulighed og greb den, indsatte sig som leder for den lille kult. Det viste sig at give ham nogle muligheder, han kunne bruge. Ressourcer. Endnu et sted at høre til.
Et par år gik forbi, hvor han styrede kulten og med lidt mental hjælp holdt dem under sin kontrol. En dag dukkede der en dæmon op med et forslag. Han var ved at samle flere mindre Zaladingrupper til en større kult. Iskariot var ikke glad for at give slip på det, han havde, men som de snakkede lidt frem og tilbage, kom de frem til en aftale. Iskariot fik lov til at stå for det praktiske i den store kult, så længe dæmonen, hvis navn var Vertis, stod for det religiøse og kontrollen over medlemmerne. Selvfølgelig ville Iskariot have adgang til kultens ressourcer og medlemmer som han havde brug for det.

Så i de sidste fire år har Iskariot haft en lederstilling i en større kult for Zaladin, en kult der til stadighed vokser og får flere og flere hjernevaskede medlemmer med. Ud over opgaverne han har i kulten, har han al den fritid han har brug for. Og den bruger han på at lægge planer og holde øje med sin bror.


Familie: Mor: Død
Far: Død
Halvbror: Baldwin Alder

Andet

Hjelm:
Iskariot har en speciellavet hjelm, der samtidigt fungerer som en maske. Designet minder om den på billedet, men den er lavet i meget blankt sølvfarvet metal og uden så mange graveringer. Der er heller ikke noget nakkestykke eller hagerem, dog er der en rem rundt nakken, så den sidder fast på hans hoved, den er dog skjult i mellem fjerene.



Våben:
Iskariot kan bruge et sværd, men fik en forkærlighed for et våben fra ørkenlandet. En khopesh. Han har to og er rimeligt dygtig til at bruge dem. Han har dem stort set altid på sig. Våbnene er på længde med hans underarm fra fingerspids til albue.

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Middel
Smidighed: Under middel
Fysisk udholdenhed: Middel
Kløgt: Over middel
Kreativitet: Over middel
Mental Udholdenhed: Over middel
Chakra: Fantastisk