Tid: Sommeren 1976
Sted: Atillian familien’s hjem

Den klirrende lyd skar igennem marv og ben på den stakkels pige, som vasen faldte fra hendes hænder. Hun ville bare kigge. Ikke andet. Den havde altid stået på den plads, og været et arvestykke fra hendes mor side af familien. Hun havde fået at vide at den en dag ville blive hendes, så selvfølgelig kiggede hun. Med den barnlige uskyld, blev et kig alligevel til at røre, som hun stod alene i værelset. Det havde bare været for et kort sekund hun havde løftet den, og det var nok. Med hjertet hamrende i brystet kiggede den kun seks-årige Helena på de mange skår der lå spredt ud over gulvet. Hvad havde hun gjort? Hendes krop begyndt at ryste. Hun kunne allerede høre sin fars råben, så snart vasen var gledet ud af hendes hænder. Mærke den syngende lussing som ville få tårerne til at komme frem i de store blå øjne. Hun var bange. Og der var kun to valg når man var bange, hvis man kunne nå at tage en beslutning.

Panisk løb hun mod døren, for at hive den op så hurtigt hun kunne og løbe så langt væk det var hende muligt. Hun ville ikke straffes. Ikke igen. Det gjorde så ondt når han slog hende. Febrilsk fik hun åbnet den tunge trædør, men kunne ikke komme ud. Bag den stod en dreng. Hun genkendte ham godt, som hun kiggede op på den et par år ældre dreng, med store våde blå øjne. Hun var blevet opdaget. Samme sekund begyndte hendes underlæbe at dirre og hun bakkede væk fra døren. Han ville ikke slå hende. Det vidste hun godt. Det måtte han ikke. Men alligevel gjorde hans tilstedeværelse hende endnu mere bange. Ville han hente hendes far? Ville han hente Ciprian eller deres mor? “D-det var ikke med v-vilje” stemmen var lys og grådkvalt som hun kiggede ned i jorden foran sig, mens det halvløse krøllede hår nærmest formede en hule omkring hendes ansigt. De små hænder knyttede sig hårdt omkring den fine lyseblå kjoles stof, mens hun bakkede et par rystende skridt tilbage.

Et brag lød fra et af rummene længere fremme af gangen. Karkhos havde været inde for at aflevere en besked til sin far fra sin mor og var nu på vej tilbage mod træningspladsen, hvor han var forventet. Lyden fik ham til at stoppe op. Det lød som glas. En rynke dukkede op i den 11-årige drengs pande og tanken om at gå den anden vej strejfede ham, men den tanke var næsten væk, før han registrerede den. I stedet gik han ned til døren, lyden var kommet fra, men inden han kunne åbne den, gik den op og den lille Helena så forskrækket op på ham. De store blå øjne fyldt med tårer. Og skræk. Han kunne alt for tydeligt se sin egen lillesøster i hende, en lillesøster, der ikke længere var i live. Død et par år før i en ulykke. Det var for meget og han løftede blikket for at se på glasset, der lå spredt på gulvet. Trods sin unge alder, havde han allerede udviklet en vane med at lægge mærke til sine omgivelser og han kunne straks se, at det var en vase, der manglede. Hvad det var for en, vidste han ikke, den stod der bare.

Han vidste, hvad pigen var bange for. Hendes far. Han kunne ikke hjælpe hende med det, manden var en hård mand og han ville uden tvivl dele straf ud for dette. Men Karkhos var ikke vred. Hvordan kunne han? Hun var bare et lille barn, der havde lavet noget dumt. Det var, hvad børn gjorde. Alt for voksne tanker i hovedet på en dreng, der stadig selv var et barn. Udenpå.
“Selvfølgelig ikke.” Den unge stemme var beroligende og de brune øjne alvorlige, men venlige. Han kunne godt lide Helena, hun var en sød pige. Ikke at han havde så meget med hende at gøre, siden det var hendes bror, der var på Karkhos alder. Den han trænede med og skulle tjene resten af sit liv. Helena var lidt mere som en sød hundehvalp, der fulgte dem i hælene og kom lidt i vejen. Men han kunne lide hende. Og hun mindede ham lidt om lillesøsteren, han somme tider havde lidt svært ved at huske.

Han gik ind i rummet, ville berolige hende, men vidste ikke helt hvordan. Hun var i problemer og han burde vende om og skynde sig væk, inden han blev trukket ind i dem, men han kunne ikke få sig selv til det. Hun så så ked ud af det. Langsomt satte han sig på hug, så han var mere nede i hendes høje og forsøgte at fange hendes blik med sit.
“Er du kommet noget til?” Han spurgte med tanke på alt glasset, hun kunne have skåret sig og det ville ikke være godt.

Helena kiggede stadig skrækslagen ned i jorden, til trods for at han lød rolig og faktisk beroligende. Det havde virkelig ikke været med vilje. Det var kun et øjeblik hun havde rørt vasen. Løftede den fra sin plads, hvor fingerne gled og resten, ja det var synligt på gulvet. At han faktisk gav hende ret i at det ikke havde været med vilje, fik hende til for et flygtigt sekund at kigge op. Han var langt større end hende. Årene var selvfølgelig en given faktor, da både højde og vægt havde sin indvirkning. Men han var ikke større end hendes bror. Faktisk, virkede han ikke nær så farlig, i forhold til nogle andre hun kunne havde været uheldig at løbe ind i. Selv tjenestepigerne ville sladre for at undgå at blive straffet hvis nogen fandt ud af de holdte en viden de ikke burde.

Ganske lidt løftede hun hovedet en lille bitte smule, som Karkhos satte sig på hug foran hende. De store blå øjne svømmede stadig over med tåre, som hun så ind i de brune øjne. Lod sig berolige en smule af det, trods frygten stadig sad helt uden på huden og fik små hår til at rejse sig. Hun ville så gerne flygte. Løbe væk fra rummet, væk fra skårene, og væk fra den ældre dreng som vidste det hele. "N-nej" hun rystede på hovedet, så de krøllede lokker bevægede sig med. Hun havde ikke skåret sig.

Karkhos smilede forsigtigt til pigen, da hun sagde, at hun ikke var kommet til skade.
“Det var godt.” Nu var spørgsmålet så, hvad han skulle gøre nu. Andre ville nok enten forsvinde og lade andre håndtere det eller gå ud og finde en af hendes forældre for at fortælle, hvad der var sket, men han ville ingen af delene. I stedet var han ved at overveje, hvordan han kunne gøre det sådan, at pigen ikke ville komme i alt for store problemer. Der måtte da være en måde, hvorpå hendes far ikke tævede hende gul og blå. Hun var så… lille. Og sød.

“Det skal nok gå…” Som han sagde det, lød der tunge skridt ved døren og han rejste sig hurtigt, for at bakke et par skridt ind i rummet. I døren stod lord Atillian, pigens far. Sikkert hidkaldt af det rabalder vasens sammenstød med gulvet havde lavet. Han var en stor mand, fedladen, skaldet og glatbarberet og Karkhos var bange for ham som de fleste andre var. Hans hænder var enorme og slog hårdt, hans soldats søn havde også fået sine hug igennem tiden, så Karkhos vidste, hvad der ventede. Det vrede blik gik fra drengen til pigen og ned på skårene efter vasen og man kunne nærmest se vreden bygge sig op. Før Karkhos kunne nå at bremse sig selv, åbnede han munden.
“Det var et uheld, sir.” Hans stemme rystede ganske svagt og han sænkede blikket til gulvet. Skyldig. Bange. Det sidste var sandt. Hurtigt sendte han pigen et blik, bare hun nu ville tie stille. Ellers ville han komme i problemer alligevel for at være en løgner.

Lord Atillian var tavs et øjeblik og Karkhos kunne mærke hans blik brænde huller i ham. Det var næsten som om, at temperaturen i værelset steg sammen med mandens vrede og frygten fik Karkhos’ hjerte til at banke hårdt. Hvorfor gjorde han dette?! Pludseligt bevægede manden sig over til ham i et par lange skridt og greb ham hårdt i skulderen, hvilket fik Karkhos til at krympe sig.
“Du kommer til at lære ikke at pille ved andres ejendele!” Mandens stemme var mørk af vrede. Han hev Karkhos med hen til det store bord i rummet og snurrede ham rundt, inden han skubbede ham ind over det. Karkhos nåede at tage fra med armene, så han hvilede på dem, bukket ind over bordpladen. Hans kæbemuskler spændte op og hans knyttede sine hænder som lyden af mandens bælte, der blev rykket ud af bukserne, nåede ham. Det 11-årige ansigt blev sammenbidt og sammenlignede man det med det udtryk, han rimeligt permanent havde i ansigtet som voksen, ville man se en stor lighed.

Det første slag ramte, men der kom ikke en lyd fra ham, selvom det rykkede i hele hans krop. Smerten var intens og han fik en klump i halsen. Manden slog hårdt. Endnu et slag ramte og endnu et. De brune øjne fyldtes med tårer, selvom han forblev tavs, men de faldt ikke. Han talte til ti slag, inden lord Atillian stoppede.
“Du og din far kommer til at betale, hvad vasen var værd. Forsvind så og bed til, at jeg ikke lægger mine øjne på dig resten af dagen!”

Karkhos lukkede øjnene for et øjeblik. Ordene gjorde mere ondt end slagene. Hans far. Selvfølgelig skulle han lide under dette. Det havde han ikke forudset. Men han protesterede ikke, vidste at hvis han åbnede munden, ville han bare begyndte at græde og den tilfredsstillelse nægtede han at give ham. Så han rettede sig op og tvang sig selv til at vende rundt, gå forbi lord Atillian og ud af døren. Det gjorde så ondt hver eneste gang, at han tog et skidt, men han måtte ud derfra. Ud og hjem. Så selvom klumpen i halsen efterhånden var så stor, at han ikke kunne trække vejret, fortsatte han ned af gangen, humpende og ydmyget over noget, han ikke havde gjort.

Anspændtheden i de små skuldre syntes at falde en smule ved hans ord. Måske det ikke var så slemt det der var sket? Hun var stadig bange, skrækslagen faktisk, men ikke for ham. Det lykkedes ham at berolige det lille pigebarn til at hun ikke var ved at gå til for gråd. Men det var en kort fornøjelsen. Lyden af de tunge skridt og synet af hendes far i døråbningen, fik hende til at krybe endnu mere sammen. Han var stor, bred, tung og farlig. Tordnede over hendes ringe højde som et bjerg. Men hun var ikke den eneste der var bange. Hvorfor Karkhos var bange, var vel heller ikke så underligt, men det var ikke ham der havde gjort noget galt! Det var hende. Hun havde smadret vasen. Hun havde rørt ved den selvom hun ikke måtte, og hun var skyld i at hendes far nu stod og stirrede på den ene til den anden med et gennemtrængende bredt blik. Helena begyndte at ryste, nok til at hun ikke kunne sige noget. Hun flyttede sig ikke, men formåede alligevel at krybe sammen som hun gemte sig bag den lidt ældre dreng foran sig. Hun mødte hans brune øjne, for det korte sekund de gled over på hende. Hun forstod godt hvad han gjorde, og hele hendes mave snørede sig sammen i skam. Ikke at hun helt forstod hvad den følelse var, men hun havde det dårligt. Frygten, skyldfølelsen og skammen, gjorde at hun fik kvalme.

Et gisp gik igennem Helena som hendes far tog fat om drengen. Han havde ikke gjort noget galt! Men hun turde ikke. Turde ikke stoppe ham, trods hun ville. Han var uskyldig! Men hun kunne ikke engang røre sig ud af flækken. De store blå øjne fæstnede sig til det som udspillede sig foran hende, mens tårerne løb ned. Han havde taget hendes straf, og betalte dyre for den end hun selv ville havde gjort. Lord Atillian var ikke nådefuld, men hun var en del yngre og en hel del mindre end Karkhos. Han ville ikke havde slået lige så hårdt.

Hendes far satte sig ned på hug foran hende. Det var et sælsomt syn for så stor en mand, men han virkede ikke mere venlig af det. "Du ved godt, at du intet har at gøre i dette værelse, ej heller med nogen af hans slags." Helenas blik var fæstnet til jorden, mens faren holdte sin kunstpause. "Gå ned og find din mor" et hovedkast blev lavet, og den lille pige pilede ud af døren så hurtigt hendes ben kunne bære hende. Nede af gangen kunne hun stadig se ryggen af den 11 årige dreng, som han humpede afsted. Hun mærkede hvordan maven trak sig sammen igen, men hvad skulle hun gøre? ikke nok med han havde fået prygl, men han skulle også viderebringe at prisen for vasen også blev sat på deres skuldre. Helena havde ingen forstand på penge, ej heller at mangle noget materielt. Men hun vidste at det ikke var sådan for alle andre. Nervøs satte hun efter ham, holdte en forsvarlig afstand bag ham for nogle skridt, da hun var nået langt nok hen, før hun turde gøre noget. Hun var bange for at han var sur på hende. At han ville råbe af hende eller andet ubehageligt. "Undskyld"

Turen ned af gangen føltes lang som smerten arbejdede sig brændende op i gennem hans krop. Det var ikke første gang, at han havde fået en røvfuld, men lord Atillian havde slået meget hårdt og lige nu var Karkhos ikke sikker på, at hans ben ville bære ham hjem. Samtidigt tog det alt han havde at holde tårerne inde og hans hænder var knyttet hårdt. Hele hans krop rystede af smerten og adrenalinen.
Lyden af lette skridt nåede ham, fulgte ham. Langsomt stoppede han op og vendte sig i mod pigen, der sagde undskyld. Trods tårerne, der var tydelige i hans øjne, smilede han til hende. Et svagt smil, men det var så oprigtigt som det kunne blive under omstændighederne.
“Det okay.” Han trak en skælvende vejrtrækning. Han kunne ikke overskue at skulle snakke med hende lige nu, han ville hjem, være alene. “Smut nu ud og find din mor, som din far sagde.”Han havde lige kunne høre ordene fra værelset.

Uden flere ord vendte han om og fortsætte med at gå. Han var ked af at afvise hende lige nu, men det var kun lige, at han havde hold på sig selv og han ville ikke bryde sammen lige her. Desuden kunne lord Atillian komme ud i gangen hvilket øjeblik det skulle være, og han havde ikke lyst til at komme i vejen for ham. Mandens advarsel rungede i hans ører.

På en eller anden måde lykkedes det ham at komme ud af borgen og hjem til det lille hus, hvor han boede med sine forældre og sin søster. Han troede, deres hjem ville være tomt, men hans mor var hjemme. Hun kastede ét blik på ham og vidste med det samme, at der var noget galt. Selvom han egentligt ikke ville fortælle, hvad der var sket, væltede det hurtigt ud af ham sammen med tårerne, da hun trak ham ind i sin sikre favn. Hun blev ikke vred, hun trøstede ham og fortalte ham, hvor stærk og modig han var, og snart havde han tømt sin krop for smerten og snøftede mod hendes skulder.
Og så blev døren smækket op og hans far kom hjem, tydeligvis vred. Han havde ventet på Karkhos på træningspladsen og da han ikke kom, havde han ledt efter ham. Havde mødt lord Atillian, der havde givet ham et iskoldt møgfald over hans uduelige søn, der smadrede andres ejendele. Men inden han nåede at skælde sin søn ud, afbrød hans hustru ham og fortalte, hvad Karkhos havde fortalt hende. At det i virkeligheden var Atillian-pigen, der ved et uheld havde gjort det og at Karkhos havde taget skylden.
Karkhos’ far havde vendt ham i mod sig, set ham i øjnene i søgen efter sandheden og havde så trukket ham ind i et kram. Fortalt ham, at han var stolt. Og den ene sætning var nok til at Karkhos vidste, at han havde gjort det rigtige. Selvom prisen havde været høj.

Hans far havde fritaget ham fra træningen, nok klar over, hvor ondt hans søn havde. Karkhos var alligevel fulgt med ham til pladsen for at se på, nu liggende på maven i den lune forårssol på en vold dækket i nyt, frisk græs. Lyden af metal mod metal og træstaves slag mod alt fra kød til træ lød fra pladsen. Han havde stadig ondt, ville have det i dage, så han lå på maven med benene løftet i vejret med anklerne krydsede. Han hvilede på sine albuer, støttende sig selv, så han kunne se hele pladsen. Især sin far, der var ved at undervise de andre drenge, der i blandt også Ciprian, Atillians søn. Hans fingre rykkede rastløst græsstrå i stykker og det brune øjne var alvorlige og tænksomme. Der var sagt og gjort ting i løbet af dagen som han havde brug for at tænke nærmere over.

Helena stod tavst tilbage og så efter den anden dreng, med et meget nedslået udtryk. Hun havde nikket til hans ord, men var blevet stående lidt længere og kigget efter ham. Den måde han gik, afslørede at det gjorde ondt, og Helena fik tåre i øjnende. Hun havde det dårligt. Virkelig ondt i maven og hun kunne ikke holde op med at få våde øjne. Hun ville ønske det holdte op. Med tunge skridt vendte hun sig og gik tilbage til sin mor. Den smule tryghed hun havde der.

Ikke at Helena kunne fortælle sin mor alt. Kvinden var blid, men også træt. Opgivende nærmest. Hun tog den lille pige i sin favn og lod hende græde, spurgte hvad der var galt. Men Helena sagde ingenting. Hun fortsatte bare med at græde til hun ikke havde flere kræfter tilbage i den lille spinkle krop og til sidst bare lå op af sin mor og klemte en lille hånd omkring det bløde kjolestof der omgav hende. Hun måtte have troet at hendes far havde slået hende. For hun stilte ingen spørgsmål, men lod hende bare græde ud og derefter sidde op af sig, mens de begge kiggede ud af vinduet. Hun kunne se det grønne græs i horisonten, og træningspladsen. Stedet drengene altid var, hvor Helena ikke måtte lege med de andre. Selvom hun gerne ville.

Men hun havde fundet en måde at kigge på alligevel. En lille vold ikke langt derfra hun plejede at snige sig op på så hun kunne kigge ned. Når hun ikke var i færd med at kigge på blomster eller lege rundt med sin pelsede og lidt småtykke kat. Ikke at den gad hende i dag. Hun var travlt optaget med at sole sig oppe på muren i en afslappet position, da Helena gik forbi, ud til græsset.
Helena var næsten oppe hvor hun plejede, da hun så en anden ligge der allerede. En smule forskrækket bakkede hun et par skridt igen, til hun så hvem det var. Den dårlige samvittighed kom tilbage og hun krøb kun ganske langsomt nærmere, stadig med en solid afstand før hun satte sig i græsset. Hun ville kigge på sin bror træne, men kom alt for ofte til at spejde til siden. Hun var stadig ked af det der var hændt ham. Det var hendes skyld.

Karkhos fik ikke lov til at ligge der i fred længe, inden en bevægelse fangede hans opmærksomhed. Han flyttede blikket til siden og fik øje på de store, skræmte blå øjne, der tilhørte den lille Helena. Hvad lavede hun her? Han kom i tanke om, at han ofte så hende, når de trænede, netop på denne vold. Det var vist hendes plads, han havde taget. Langsomt trak han blikket tilbage til pladsen, tavst. Han var ikke vred på hende, men han havde lidt svært ved at finde ord. Så for et lille stykke tid, blev han bare ved med at rykke græs i stykker og se på drengene, der trænede under hans fars åsyn.

Endeligt sukkede han dæmpet og lagde hænderne til at hvile på jorden foran sig, inden han drejede hovedet igen og så på hende. Han havde ikke lyst til at bevæge sig meget mere end det.
“Lad være med at se så ked ud af det. Det er okay.” De brune øjne var trætte, men venlige og han smilede svagt, et smil der dog ikke nåede hans øjne. “Jeg er ikke vred.” Nej, han var ikke vred på hende. Hun havde dummet sig, men det var ham selv, der havde valgt at tage straffen for det. Uden at tænke, men han havde fulgt sit hjerte. Det var alt for stort og han vidste allerede nu, at han enten skulle lukke det inde eller få store problemer i fremtiden. At være soldat kunne ikke foregå med hjertet.

Han så ned igen, plukkede en lille marguerite, der havde overlevet hans hænders rastløshed, og rakte den så ud mod hende. Han vidste, at hun kunne lide blomster. Det var næsten værre at se hende så ulykkelig end at mærke Lord Atillians bælte ramme.

Helena kiggede ned i græsset efter at havde mødt hans blik. Han havde set hun stirrede og hun fik det helt underligt. Det var ikke godt. Hvad nu hvis han blev mere sur? Hun gik med det samme ud fra at han var sur på hende. Alt andet var i hendes hoved underligt. Hun havde fået ham i fedtefadet. Hun var så ubeskrivelig trist og trak sig sammen med armene om sine ben som hun var gået i hug. Hun kunne ikke bestemme sig til om hun skulle kigge på pladsen eller ned i det friske grønne græs. Til en start, blev valget græsset.

Hans svage suk fik hende til at løfte hovedet og det krøllede hår bevægede sig tungt med hovedet, som hun kiggede over på ham, stadig med tristhed i sine øjne, blandet en smule med frygten for at blive skældt ud.
Men det ville han ikke. Tvært imod forsikrede han hende at det var okay. At hun ikke havde noget at være ked af og at han ikke var vred på hende. Hun forstod ikke hvorfor. Hvordan han kunne være så venlig ved hende, efter det hun havde gjort. Men ganske svagt fik han et lille smil tilbage, og frygten gik ud af hendes øjne, trods tristheden ikke slap.

Helena mærkede at et større smil voksede frem som han rakte en blomst ud til hende. En lille hvid marguerite der havde siddet i græsset og dækkede meget af volden. Hun kunne godt lide blomster. De var pæne og deres farver gjorde hende altid glad. Hun kravlede en smule tættere på og tog imod den lille blomst og kiggede gladere ned på den. "Tak" Han var nu en mærkelig dreng. Men en rar mærkelig dreng, som syntes at passe på hende, selvom hun ikke forstod hvorfor. Hun kiggede ned på den hvide blomst og lod blidt en finger glide over dens bløde kronblade. Den var ikke bragende, som så mange andre blomster, men den var sød.

Det var rart at se, at frygten forsvandt fra hendes blik. Hun skulle ikke være bange for ham. Både fordi hans opgave var at passe på hende, men også bare fordi… han var ikke farlig. Ikke for hende. Blomsten så ud til at løfte hendes humør og hans smil blev lidt mere dybtfølt, inden han rettede blikket tilbage mod træningspladsen. Han havde ikke brug for at sige mere til hende. Han var en tavs dreng, der tænkte mere end han snakkede, selvom tavsheden ville blive dybere jo ældre han blev. Lige nu var han tilfreds og hans hænder var faldet til ro. Så meget at han lagde armene over kors, så han kunne hvile hagen på den. Dufte græsset og stadig se, hvad de lavede. Han vidste, at det han mistede i dag og måske i morgen, det ville hans far sørge for, at han fik samlet op på. Men han fulgte med, med øjnene, selvom han ikke fik bevægelserne ind i kroppen. Så, hvordan de andre gjorde. Han drømmede om at blive lige så god som sin far. Hans store forbillede.

Hans blik landede på Ciprian og hans tanker vendte tilbage til det, der blev forventet af ham. Han skulle tjene den jævnaldrende dreng resten af sit liv. En viden han var vokset op med og som faldt ham ganske naturligt. Selvom han en gang i mellem drømte om at kunne bestemme over sit eget liv. Men det ville ikke komme til at ske. Nej, han var født ind i samme rolle, som hans far havde. Og den ældre Ruadon bar opgaven uden brok - næsten, hans far var ganske utilfreds en dag som i dag, men kunne ikke gøre noget ved det - så det ville Karkhos også gøre. Soldat til benet. Men lige nu var han bare en 11-årig dreng med ondt efter en røvfuld, der gerne ville træne med sine kammerater, men samtidigt ikke havde noget i mod en fridag.

Helena kiggede en smule på ham med et smil på læben. Hun var glad for den lille blomst hun havde fået og var også faldet mere til ro igen til at kunne blive siddende. Hun kiggede på ham lidt tid inden hun flyttede blikket ud til træningspladsen. Hun havde ingen forstand på hvad de gjorde. Jo, de trænede og de brugte sværd, træpinde og at slå selv. Men hun havde ingen forstand på det. Det var bare sjovere at komme herud, ligge på volden og kigge på drengene. Mest fordi så kunne hun følge med i sin brors liv. Det var ikke meget hun så til ham som han var blevet ældre. Han kom ikke længere forbi og legede med hende, eller rodede i hendes hår når hun var ked af det. Han var blevet distanceret. Det gjorde hende trist. Hun drejede den lille blomst mellem sine fingre, inden hun satte den op i det krøllede hår, som fik en lille hvid blomst som kontrast til den brunrøde farve.


Helena klamrede fingrene fast om skålen der nær var smuttet ud af hendes fingre. Den havde været våd efter at være blevet gjort ren, og materialet gled imellem hendes utrænede fingre. Hun kunne næsten høre den splintrende lyd sekundet den var begyndt at glide, men havde fået den presset ind imod kroppen i stedet, som bevægelsen skred frem. Hendes hjerte hamrede og hun var en smule stakåndet. Alt sammen på grund af et minde om hvad der skete, når hun havde ødelagt noget. Selvom det ville havde været et uheld.

Den aldrede kvinde sukkede dyb og lukkede øjnende. Et minde fra barndommen hun troede for længst var blevet glemt. Så mange forfærdeligheder var hændt hende siden, til at det virkede forkert at det kom frem. Men det var følelsen. Følelsen af fingre der gled der havde gjort det. Og hun huskede den kun elleveårige Karkhos som havde stået imellem hende og hendes far. Reddet hende fra at blive slået. Med let skælvende hænder satte hun skålen på bordet og kiggede ud af vinduet. Selv dengang passede han på hende. Holdte en hånd over hende, til hun var flyttet derfra. Hvorfor havde hun ikke husket det noget før.

En smule tøvende satte hun i bevægelse, ud af døren og frem til den nu gamle mand, som havde udviklet sig fra en tavs dreng til en tavs mand. Den tavse mand der havde reddet hendes liv og fået hende til at føle noget hun troede aldrig skulle hænde hende. Uden tøven gik hun hen bag ham og lagde armene omkring ham, og begravede sit hovede ind imod hans skulderblad. Højst sandsynligt afbrydende hans arbejde, men hun var ligeglad. Helena elskede ham så højt, og fik genkaldt hvor god en mand han altid havde været. Allerede som dreng.

Kornene faldt fra hans fingre som han strøede dem ud på den ukrudtsfyldte plads foran det lille hus, de var flyttet ind i. Huset var blevet istandsat, men omgivelserne trængte stadig til en kærlig hånd. Noget han følte, at han måske godt kunne klare, selvom han ikke havde meget erfaring med det. Den gamle dværg havde givet ham et par gode råd og sagt, at gik det galt, var de velkommen til at sende bud efter ham. Men den gamle mand var stædig og han var ved at spekulere over nogle af de opgaver, der ventede forude. Mens hønsene klukkede om fødderne på ham og skændtes om maden, der faldt fra himlen.

Han havde fjernt opfanget, at Helena kom ud, men det overraskende ham alligevel, da hendes arme gled rundt om hans liv og hendes ansigt blev presset mod hans skulderblad. Han stoppede med at smide korn fra sækken og drejede hovedet så langt han kunne i et forsøg på at se hende.
“Hvad har jeg nu gjort?” Han brummede som sædvanligt, med en svag undertone af humor. Det var efterhånden gået op for ham, hvad det ville sige at være sammen med Helena. En masse kærlighed, også fysisk, hvilket fik ham til at tænke på sine forældre, der også havde haft meget nærkontakt i løbet af de vågne timer. Han skulle vænne sig til det, men han kunne godt lide det. Det var anderledes. Forfriskende. Og han elskede hende, kunne ikke få nok af hende.

Alting var lavet om. Hans liv var uigenkendeligt og nogle nætter vågnede han op og kunne ikke sove igen, fordi det slog ham, hvor trist et liv han havde haft indtil nu. Men han fortrød ikke rigtigt noget, han havde fået det bedste ud af det, han havde haft. Og nu havde han Helena. Hun var smuk, når hun sov, bekymringerne forsvandt fra hendes ansigt.
Hans ene hånd fandt frem til hendes og strøg den med fingrene. Hvorfor mon hun pludseligt fik lyst til at omfavne ham? Var der sket noget?

Helena kom med en ganske svag latter og gnubbede sig bedre ind til hans skulder. Hans brummen var så beroligende og rar, og den svage undertone af humor kunne ikke andet end at få hende til at smile. De havde skabt sig et simpelt liv her. Et liv ingen af dem var opvokset til at skulle have, men alligevel formåede at få til at fungere. Hvor hårdt og uvant det end var. Hun mere uerfaren end han, men villig til at lærer. Hun arbejdede til hende fingre og muskler var ømme, og hun sov trygt og godt om natten. Med ham ved siden af sig.

Hun lænede hovedet en smule ud fra ham, men holdte stadig sine arme omkring ham. Ligemeget hvor ofte han lagde armene om hende, eller omvendt, følte hun stadig det samme. For hende føltes det stadig ligesom i de eventyr hun havde fortalt for sine børn. Hvordan ægte kærlighed måtte føles. "Du er dig" Svarede hun roligt.

Hønsene sværmede en smule rundt om deres ben, gravende i jorden efter flere korn, nu guden fra himlen var holdt op med at lade dem regne ned fra oven. Helena kantede sig ind under hans arm, så hun i stedet holdte om ham fra siden og så op på ham med sine blide blå øjne. "Jeg kom i tanke om noget du gjorde for mig engang" tilføjede hun bagefter. Egentlig behøvede Helena aldrig en undskyldning for at gå hen og  omfavne ham. Hun gjorde det ofte uden egentlig at have en grund, andet end hun gerne ville. Være tæt på ham. Helena ville aldrig blive i stand til at beskrive præcis hvor heldig og lykkelig hun følte sig.

Hendes latter fik et smil frem på den ældre mands ansigt. Hver eneste gang hun lo, fik han en underlig, men behagelig, følelse i brystet. At føle hende i mod sig var så vidunderligt og han nød hvert eneste øjeblik af det. Han kunne holde hende ind til sig hele dagen, hvis det var muligt.
Hendes kryptiske svar fik ham til at løfte øjenbrynene.
“Hvem skulle jeg ellers være?” Han vidste godt, hvad hun mente, men kunne ikke lade være med at drille lidt. Det var så rart ikke at skulle være så alvorlig hele tiden, en ny side, han havde fundet ved livet. Faktisk var det meget bedre at kunne have lidt sjov ind i mellem og Helena lokkede ham altid til det, endda ved sin blotte tilstedeværelse.

Karkhos løftede armen, som hun kantede sig under den og lagde den så om hende. Hun var så kær. De store blå øjne fik ham hver eneste gang, han så på hende, de spredte sådan en varm følelse i ham. Nogle gange følte han, at han kunne se ind i dem i timer af gangen.
“Noget jeg gjorde for dig engang?” Han så spørgende på hende, havde ingen anelse om, hvad hun hentydede til. Engang? Det kunne være mange ting. Han havde gjort mangt for mange, også uden folk vidste det. Det havde været det, hans arbejde gik ud på. Være den hjælpende hånd i skyggen.

Hønsene bokkede og brokkede sig, men de måtte vente lidt på de sidste håndfulde, som Karkhos lagde armen med posen i hånden om kvinden også, så han kunne dreje sig lidt mod hende. Han havde lyst til at kysse hende, men var samtidigt nysgerrig over, hvad hun snakkede om, så han nøjedes med at se ned på hende og ae hendes ryg med en tommelfinger, mens han holdt om hende.

Det var svært ikke at grine igen med den udtalelse, så det gjorde hun. Ja, hvem skulle han ellers være? Hun ville ikke have at han var en anden end sig selv, og den nye side hvor alvoren blev skubbet en smule til side for at lade den lette humor og drilleri komme frem var rart! Komfortabel og fik hende altid til at smile. Det var generelt hvad han kunne gøre, nemt som ingenting. Få hende til at lyse op i glæde bare ved at være der. Når han sneg ind og krammede hende, den vane han havde med at kysse hende på håret og alle de små ting der skete i hverdagen der fik hende til at føle sig elsket og værdsat. Intet under at hun elskede at være i nærheden af ham så meget som overhovedet muligt.

"Kan du huske den vase der gled ud af mine fingre, da jeg var lille?" hun kiggede op på hans brune øjne, og trods hun stadig havde et ganske let smil på læben, vidste hendes øjne at hun havde haft mindet. En blandet følelse, der havde været ren skræk som en start. Frygt for at tingene skulle gentage sig, men som var gledet ud til at vise hende, at det havde bragt noget godt med sig. Efter den dag havde hun haft tiltro til soldaten, også selvom han dengang ikke var hendes. Måske det i virkeligheden var grunden til at deres første møde igen efter så mange år, bare havde været rart. Hun havde vidst fra barnsben hvilket hjerte han bar dybt i sit bryst. En god mand inderst inde, selvom han før forsøgte at vise noget andet. Hendes ene hånd der havde holdt om hendes eget håndled for at fuldende omfavnelsen gled op og lagde sig på hans brystkasse, hen over hjertet. Hun elskede lyden af hans hjertebanken.

dobbelpost

Man kunne se på hans øjne, at han tænke over hendes spørgsmål. En vase? Næh, det… jo, det kunne han godt. Mindet var tåget, men som han prikkede til det, kom det tydeligere frem. Den lille bange pige og hendes store, hårdtslående far. Hans egen fars ord om, at han havde gjort det rigtige og han var stolt.
“Hmm, glasvasen? Jo, den kan jeg godt huske.” Han havde fået en af de værste røvfulde han havde prøvet, den gamle Lord Atillian var ikke en mand, der lagde fingre i mellem. Og han og hans far havde fået lov til at betale hver eneste krystal af på vasen.
“Det er mange år siden.” Han sænkede hovedet lidt og kyssede hende på panden. Hvorfor tænkte hun på den ubehagelige oplevelse?

Det var ikke selv et minde, han havde rørt ved siden da, hvorfor skulle han? Det havde ingen betydning. Tænkte han, men sandheden var, at det havde været et øjeblik, der havde været med til at forme ham til den, han ville blive. Uretfærdigheden, opofrelsen og hans fars ord. Den viden om, at hans store hjerte ikke kunne bruges som soldat. Det havde ændret hans tankegang, om man kunne sige til det bedre, var et godt spørgsmål, men den dag havde nok lært ham noget om at klare sig igennem livet. Men så meget tænkte han ikke over det. Det havde bare været endnu en uretfærdig dag i Atillians tjeneste.

Det var mange år siden. Rigtig rigtig mange år siden. Hun havde ikke været andet end seks år gammel da det var sket. En lille forskræmt pige, der frygtede at få straf af sin hårdtslående far, der ikke godtog når man lavede fejl. Og det var præcis hvad det havde været. En fejl. Et uheld. En lille pige der havde gjort ting hun ikke burde, og en anden der havde taget straffen.
Et let suk forlod hende og hun tryggede sig en smule tættere ind på ham. "Ja, det er" men noget af hende, havde husket det som det var i går. Det var selvfølgelig løgn. Nogle af tingene var hullet og tåget, men hun huskede det vigtigste. Den frygt hun havde været fyldt med. Hvor meget hun havde skammet sig og haft dårlig samvittighed, og især hvordan det var sluttet. En lille hvid margueritte, som hun fik af drengen hun nu holdte om som mand.

Hun nussede ham ganske let med fingrene der lå mod hans brystkasse, mens hun kiggede ned på hønsene der let havde opgivet at plage og brokke sig, men i stedet skrabbe løs i jorden omkring de ældre mennesker. Hvis maden ikke kom til dem, måtte de jo selv grave frem i det halvhøje ukrudt. "Tak" hun mente det stadig lige så meget som hun gjorde da hun var barn. Helena vidste ikke hvor vigtig den begivenhed havde været for ham. Rent udviklingsmæssigt, men hun huskede hvordan hun selv følte. Ikke at hun nogensinde havde forudset at de ville ende her. Det var der ikke nogen der ville kunne havde set komme.

Hun havde tydeligvis brug for hans tryghed og han holdt hende med glæde en smule mere fast ind til sig. Det var et grimt minde for dem begge, uden tvivl, og han følte, at han skulle trøste hende. Som han havde trøstet hende dengang, selvom det havde været på en helt anden måde. Han havde gjort det bedste han kunne, så ung som han havde været.
Hendes kærtegn gav ham en varm følelse inden i og et smil var at se på hans læber. Han smilede meget for tiden, meget for en mand, der aldrig rigtigt havde gjort i den slags. Glæde var forbeholdt dem, der havde noget i livet. Og det havde han ikke haft før nu.

Den ene arm slap hende, så han kunne føre hånden op og blidt kærtegne hendes ansigt med fingrene. For et øjeblik tavs betragtede han hendes øjne og hendes kønne ansigtstræk.
”Jeg vil gøre alt for dig. Og jeg fortryder intet. Heller ikke at tage skylden for en dum, forbandet vase.” Det var det hele værd. Nu kunne han ikke holde sig selv tilbage og hans alvorlige, og dog kærlige, ord blev fulgt op med et kys. Han troede ikke, at han nogensinde kunne få nok af hende og hendes nærvær. Han havde aldrig haft det på denne måde før, sådan at han fik sommerfugle i maven, når han så hende. At han ikke kunne røre nok ved hende. De gange, han tog fra deres hjem, var nætterne tomme og kolde uden at kunne lægge en arm om hende. Han elskede hende som havde han aldrig elsket nogen før.

Helena så ind i hans varme brune øjne og mærkede at en varme gik op i hendes kinder. Hun vidste stadig ikke helt hvordan han gjorde det. Hvordan han bar sig ad med at få en voksen kvinde som hende selv, der havde set et utal af somre, til at rødme som en ung pige. Hun vidste at hans ord betød alt. At han holdte hvad han sagde, og aldrig ville lyve for hende. Så at høre at han ville gøre alt for hende, fik hendes blå øjne til at funkle endnu mere end de i forvejen gjorde, og smilet blive breddere. Faktisk at resultere i en ganske kort latter omkring vasen der havde været skyld i så skrækkeligt og dog trøstende minde. Det var i hvert fald på en måde trøstende for hende. Hun havde ikke følt sig helt alene den dag.

Helena lod blidt sin hånd køre op fra brystkassen og ligge sig mod hans hals, som han lænede sig frem og kyssede hende. Nærkontakt der før havde været direkte forbudt, var nu en del af deres hverdag. Hun ville ikke kunne leve uden. Bare de dage han var væk, omend det altid var for ganske få dage, var tomme og ensomme. Helena kunne ikke forestille sig at kunne leve et liv uden ham i det, og det behøvede hun heller ikke at gøre. Der var ikke længere noget der holdte dem adskilt, og det kom der heller aldrig nogensinde til igen.