Sted: Det faldefærdige lille hus, som Jocasta, Ezra og Karkhos har boet i for en tid
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Overskyet og med tegn til regn

Endeligt kunne Karkhos lægge sine øjne på ruinen, der i øjeblikket blev betegnet som hjem. Lettelsen kom i en mild bølge, for selvom de nu var fremme ved deres mål, var de ikke i sikkerhed. Det ville de nok aldrig være, men det måtte de lære at leve med. Her var der i det mindste tag over hovedet og bedre mulighed for at holde varmen og få noget ordentligt at spise.
Det gamle hus var halvvejs styrtet sammen, den ene gavl havde givet efter og trukket noget af taget med, men de sidste tre vægge stod rimeligt sikkert og taget havde de kunne lappe på. Lidt nødtørftigt, som ingen af dem havde erfaring med den slags. En soldat, en datter af en handelskvinde og en skjald. Men det var da næsten blevet et hjem.

Hesten under ham prustede træt og hoppen ved siden af svarede. Karkhos flyttede kort blikket fra ruinen til kvinden på den anden hest. Han havde gjort, hvad han kunne, for at rejsen var nogenlunde udholdelig. De få krystaller, han havde været i besiddelse af på turen, var gået til mad hos en gård, og de havde ikke redet nær så hårdt som han selv ville have gjort alene. Og nætterne... i tæt omfavnelse med kvinden, hans hjerte havde kastet sin kærlighed på. Trods faren og den hårde seng på jorden, havde han haft en ro i sin søvn, han sjældent kendte til. Varmen fra kvinden havde varmet mere end hans gamle, slidte krop.

Men han var glad for at se den sammenfaldne hytte. Et hvilested, hvor de kunne blive i en dag eller to. Hvad de videre skulle, vidste han ikke. De havde ikke snakket om det, fokuseret på nuet i et forsøg på ikke at tænke på det, der var sket. Døden der nu havde ladet dem være sammen. Hvad Helena havde efterladt for at tage med ham. Karkhos var ikke ked af at have slået Renly ihjel, men han havde lidt svært ved at affinde sig med, at hun var fulgt med ham, havde efterladt den tryghed, der lå i den rigdom, hendes familie besad. Blot for at være med en fattig og hjemløs soldat som ham. Ikke at han ønskede andet end hende og hendes nærvær, men han følte, at han havde gjort hendes liv hårdere end nødvendigt. Hun var ikke ung mere, lige som ham.

"Vi er fremme." Han nikkede frem mod huset og han skjulte ikke lettelsen i sin stemme. Hun ville sikkert kunne se den på ham alligevel. Noget han hurtigt havde opdaget var, at hun så igennem den tomme maske, han normalt lagde over sit ansigt.
Endeligt kunne han stoppe hesten og lade sig glide ned på jorden, hvor han hurtigt fik fat i hoppens tøjler, så Helena kunne koncentrere sig op at få fødderne på jorden og strække sine ben. De havde redet længe. Han selv var alt for træt, stadig en smule påvirket af blodtabet. Hans ansigt havde fået nogle tangerende farver i sort og blå og det var ret tydeligt, at han havde været oppe at slås med nogen, der havde slået hårdt. I det mindste var hævelsen om det ene øje faldet. Resten af hans krop var øm og forbindingen om hans liv, der bestod af hans gamle skjorte, havde fået flere røde pletter, som såret var gået op et par gange. Flere dage på hesteryg var ikke ligefrem den hvile, han burde få.

"Jocasta, det er mig." Han hævede stemmen, vidste ikke, om hun og Ezra var hjemme. Men bedre at informere om sin ankomst end at blive mødt med et sværd fra venlig side. Han håbede de var der, hvis ikke de var der og ikke var tilbage inden for et par dage, så ville han og Helena være nødsaget til at tage videre uden at kunne berette, hvad der var sket. Og Karkhos var trods alt stadig soldat for Jocasta, selvom hun forsøgte at få ham til at lade være med at tænke sådan. Men det kunne han ikke, at var soldat og en soldat havde brug for en herre - eller lady.

(( Ezra er ikke hjemme, han er taget ud for at tjene til dagen og vejen ))

Det så ikke ud af meget, men lettelsen synet af et faldefærdig ruin af et hus, var en lettelse der fik kroppen til at slappe af. De var fremme. Ikke at de var færdige med at frygte for at de blev fundet hvert øjeblik det skulle være, men det føltes som om det var lagt på afstand. At risikoen var faldet og Helena havde en forhåbning om at de ikke ville lede efter dem her.

Samtidigmed at hun var træt i kroppen og dermed tog imod enhver lettelse hun kunne få. Hun var ikke vant til at ride så langt eller længe, og hendes krop var øm. Hun havde sovet tungt hver nat, både fordi hun var træt og fordi hun lå trygt beskyttet af en varm favn, hun ikke kunne forestille sig at sove uden nogensinde igen. Trods kroppen værkede da hun hoppede ned fra sin hest, beklagede hun sig ikke. Hendes ben var trætte, ryggen var øm og selv hendes arme føltes tunge. Men det var det værd. Det værd for at kunne være sammen med Karkhos og vide hun var fri. Det havde ikke alt sammen været en dans på roser. Hun savnede sine børn. Hun savnede ikke det materielle, eller man kunne ikke undgå at savne et varmt måltid, men det var ikke der hendes savn lå. Hun blev ved med at se sin yngste søn for sit indre blik. Sin datter med sin nyfødte i sine arme. Hendes børnebørns smilende ansigt. Det var hårdt.

Oveni smerter og trætheden fra rejsen, var mærkerne efter Renlys behandling tydelig at se på dem begge. Værst mod Karkhos, hvor kampen havde været langt mere brutal og hård. Helenas hals var stadig farvet i en blårød farve, indikerende at Renly havde haft hårdt fat og klemt til. Hendes håndled var stadig i en mere lilla farve, og hendes ribben ømme. Men det kunne havde været værre ifølge hende selv.

Helena forholdte sig stille som Karkhos kaldte ud efter Jocasta. En spænding gik igennem kroppen på hende og hun kunne ikke undgå at smile ved tanken om at hun fik sin niece at se igen, hvis hun var hjemme. Den unge kvinde hun kun havde mødt en gang før, inden hun havde været tvunget til at rejse hjem. Noget i hende havde affundet sig med at hun aldrig ville se kvinden igen, hvilket resulterede i at hun blev endnu mere glad som hele hendes sind fandt frem til, at hun ikke behøvede at acceptere den skæbne mere.

Jocasta havde ærligt talt ikke helt styr på hvad Karkhos havde gang i. Hun var meget optaget af sin egen verden og de tanker som der konstant dukkede op. Og mareridtene. Det var snart det værste, for de ville ganske enkelt ikke gå væk, lige gyldig hvor træt hun så end var når hun først gik i seng. Det havde fået hende til at overveje om øl mon ville hjælpe, men så langt var hun nu alligevel ikke nået endnu. I stedet havde hun bare valgt at fokusere så meget som muligt på, at gøre hvad hun plejede: Nemlig at stjæle med arme og ben således at hun kunne give sig selv, Karkhos og Ezra et bedre liv hvor de ikke skulle bo i dette komplet faldefærdige hus. Og netop fordi hun ikke ønskede at nogle af dem skulle stille spørgsmål havde hun skjult alle tingene et andet sikkert sted så hendes ugerninger ikke ville blive opdaget og hun i stedet bare kunne tale om alle mulige andre ting med dem.

Og nu var hun hjemme. Det var en sjælden ting, men Ezra var ude for at tjene til føden på en mere ærlig måde og nogen skulle vel holde øje med huset, både i tilfælde af at der skulle dukke røvere op eller at Karkhos rent faktisk kom tilbage.
Og hun havde ret. Der gik ikke længe fra at hun havde sat sig til at rydde op i huset, samt reparere lidt på de uendelige skader til, at hun kunne høre heste der kom uden for, samt lyden af folk der trådte ned fra dem og i starten var hun paranoid fordi hun havde lært at intet var nemt i livet, og hendes hånd fandt automatisk vej frem til den kniv der hang i bæltet før Karkhos’ stemme brød hendes frygt for at det kunne være andre – måske endda Morpheus. Hendes hånd forsvandt fra kniven med det samme og hun gik ud for at gå dem i møde. Men synet af ham fik hende til at tøve som hun stod i dørkarmen. Karkhos’ ansigt så forslået ud og da hun fik øje på Helena gav det et lille stik af glæde inden i, indtil hendes syn opfangede de lilla mærker om hendes hals. Hvad i alverden havde de lavet?
”Hvad er der sket?” hun vidste bedre end at komme med en million spørgsmål, men hendes blik forblev bekymret mens hun fik gang i sig selv og gik dem i møde.

Det varede et øjeblik inden Jocasta kom til syne i døren og Karkhos var lige ved at tro, at der ikke var nogen hjemme. Men den yngre kvinde dukkede op og så lidt chokeret på dem, hvilket man vel ikke kunne fortænke hende i. Han havde været klar over, at hændelserne i Dianthos havde sat sine spor på hende, men han havde ikke kendt hende så længe og var ikke klar over, hvor meget. Ellers ville han have gjort mere for at hjælpe hende, men han havde samtidigt også været fanget i sine egne tanker og det rod, der havde været i hans liv det sidste stykke tid. 

Hendes spørgsmål fik Karkhos til at føle sig endnu mere træt. Ja, hvad var der sket? Mere end han orkede at tage stilling til, så han kastede et kort blik på Helena, inden han brummende gav sig svar og derefter satte begge heste i gang, trækkende dem mod den sammenflikkede fold, der var lavet til den ene.
"Det er nok bedste, at Helena forklarer det." Ikke fordi, at han ikke ville tale med Jocasta, men ord var ikke hans stærke side og han vidste ærligt talt ikke, hvor han skulle starte? Dengang på bænken, hvor de tavst havde siddet og kigget på den lille dam? Eller da han var taget af sted for at fortælle Helena, at hendes bror var død? Eller starte med det største, at han havde slået Renly ihjel inde i hans egen borg, mens Helena og hendes tjenestepige så på? Og lige meget hvad han fortalte, ville det stille spørgsmål. Hvordan vidste han det? Og den samtale havde han ikke lyst til at have lige nu, hvis nogensinde.

Så han trak de to trætte heste med sig om til indhegningen, hvor han bandt dem fast og begyndte at tage sadlerne og oppakningen af dem. Vant og uden at tænke så meget over det, gned han dem af med noget hø og undersøgte deres hove for sten. Hans hoved arbejdede med de sidste dages hændelser, mens han gjorde det. Praktiske tanker, så som om de var blevet forfulgt, hvad de skulle gøre, hvis de blev fundet og hvad de i det hele taget skulle gøre nu. Ting, han havde vendt mange gange med sig selv, men som der stadig ikke var kommet svar på. Han vidste godt, at han måtte tage den med de andre. 
Til sidst lukkede han hestene ud på folden og så hentede han vand i brønden, der stadig virkede, overraskende nok. De havde haft Ezra nede i hullet for enden af et reb for at se efter, om det så ud som det skulle, hvilket det havde, og ingen af dem var blevet syge af at drikke af den. Hestene stak tørstigt mulerne i vandet og han vendte tilbage til kvinderne.

(( Det tager ham nok ti minutter, et kvarters tid, så I kan evt bare hoppe mig over en en gang eller to ))

Helenas blik fandt frem til den unge kvinde der kom frem i dørkarmen til det faldefærdige hus. Hun sukkede lettet ved synet og begyndte at smile. Det var rart at se hende igen, at vide at hun var kommet ovenpå efter hvordan hun sidst havde set hende. Men hun kunne også godt se bekymringen. Helena kiggede til siden, så på det forslåede ansigt, velvidende at hans krop bar flere skader, især såret i maven var stadig et kritisk punkt.

Helena kiggede lidt fra den ene til den anden. Det brummende svar som Karkhos gav fik hende svagt til at løfte skulderne. Virkelig? Hun vidste godt at hun var den som talte mest af de to, men.. Men hun lod ham alligevel gå. Lod ham tage sig af hestene og finde til ro ved det mere praktiske arbejde, mens hun kiggede efter ham. Let opgivende, men mest af alt bare med varme i blikket. Med en dyb indånding vendte hun blikket tilbage til den bekymrede Jocasta. "Kom, lad os gå indenfor." hvis man kunne kalde det helt indenfor, men der var i hvert fald ikke nogen blæst derinde.

Helena selv vidste heller ikke helt hvor hun skulle starte. Helt fra starten, eller fra midten eller fra ja slutningen. Hendes bekymring lå tydeligt på deres skader, hvilket også var det mest iøjefaldende ved dem begge. "Karkhos har været oppe at slås med Renly. Min mand." startede hun ud, som svar på hans skader. At hun var grunden til at den slåskamp var startet var nok også en ret vigtig brik. Noget der fik hende til ganske let at ligge armene om sig selv, og kiggede ned på gulvet. "Det var min skyld.. Karkhos var kommet efter Ciprians død, for at tjekke om jeg havde det godt. Mit skjul fejlede til sidst, og Renly.. fandt ud af, hvad jeg føler for ham" Helena var ikke sikker på om Jocasta vidste det her, men hun skulle selvfølgelig have det at vide før eller siden. "Og han blev, meget vred.." ubevidst løftede hendes tynde hånd sig til sit kraveben, der også havde sine mærker, som følge at kvælertaget, mens mindet ramte hende for et svagt splitsekund.

Bekymringerne fik ingen ende. Jocasta bebrejdede dog ikke Karkhos for at have smidt forklaringen hen til Helena, for han var trods alt en mand af få ord. Det var ingen overraskelse, og det var heller ikke fordi hans talegaver, Jocasta holdt af ham for. Det var hans handlinger og de holdninger han havde der gjorde ham til så godt et menneske i hendes øjne. Hun fulgte tavs med Helena inden for i den faldefærdige hytte og stillede sig op af en væg efter at have sikret sig at den var bæredygtig nok, før hun stak hænderne i sine lommer og tavs gjorde tegn med blikket om, at hun var klar på at høre hvad der var sket.
Helenas fortælling fik hende til at rynke let på brynene. Det var ikke længe siden, at Ciprian var død og nu dette? Hvad mon der helt præcist var sket? Helenas krop bar præg af vold, rettet mod hende og hendes ord gjorde Jocasta vred indvendigt. 

Hun skjulte det godt, for oven i vreden var der en oprigtig bekymring for Helena, kvinden som hun havde fundet ud af at hun holdt af, selvom de knap nok kendte hinanden.
”Og da han blev vred trådte Karkhos ind for at beskytte dig. Ikke sandt? Men hvad skete der, helt præcist? Og hvordan kan det være, at du er taget med herud?” ikke at hun ikke brød sig om at Helena var kommet med herud, men hvis Renly var bare halvt så forfærdelig som Ciprian, så ville han nok ikke se med milde øjne på dette. ”Du risikerer at han sender folk ud for at lede efter dig.”

At se bekymringen i den yngre kvindes træk, fik næsten Helena til at skamme sig. Hun skulle ikke tynge sig med så tunge bekymringer, men alligevel varmede det. Varmede at vide, at Jocasta havde den bekymring, både for hende og Karkhos. Helena ønskede ikke at gøre bekymringen stærkere, og hånden der havde lagt sig over kravebenet, lod hun falde igen til i stedet at ligge om sig selv med den anden arm. Hun havde stadig dårlig samvittighed, og det kunne ses svagt i hendes træk. Men mest overskyggende var de andre følelser. Følelsen af frihed og glæde, der blandede sig med fortællingens tyngde. Det var ikke nemt at tænke tilbage, eller rart at huske hvad manden havde gjort ved hende. Gjort ved dem begge.

Helena lukkede sine øjne. "Renly sender ingen ud efter mig.." svarede hun svagt og selvom hun ikke følte stærk sorg over sin mands død, vidste hun også godt hvor stor en del af sit liv han havde været. Han var faren til hendes børn. Men aldrig rigtig mere end det. "Men jo. Karkhos trådte til. I sidste øjeblik." Helenas øjne flakkede, mens hun tog en dyb indånding, klar til at fortælle Jocasta den fulde sandhed, hvor smerteligt det end var at tænke tilbage. "Jeg talte over mig. Afslørede i et sekund for længe, at mine følelser lå hos en anden mand end ham. Renly ser ikke pænt på at nogen forsøger at tage hans ejendom, ej heller at nogen forsøger at krænke hans stolthed. Han blev ved med at presse.. Jeg.. Jeg kunne ikke få luft.. Jeg ved ikke hvordan Karkhos vidste det. Hvordan det skete at han kom til min redning, da jeg var kun få øjeblikke fra at dø, men det gjorde han. Det hele føles stadig uvirkeligt, men jeg husker at de sloges.. og Renly var træt på at dræbe Karkhos, da jeg fik hans opmærksomhed... og han blev dræbt.." Hun havde kigget ned i jorden imens, næsten bange for at se Jocastas reaktion. Hendes øjne var blanke, men hun græd ikke. Hun ville ikke græde over Renly's død. Hun kunne ikke.

Men som hun svarede på det sidste spørgsmål. Hvorfor hun var taget med herud, løftede hun sit blik og så ind i Jocastas øjne. "Jeg tog med herud, fordi jeg ikke kunne forestille mig at gøre andet end at tage med Karkhos. Fordi det var det eneste rigtige for mig at gøre." Hendes blik var mildt, og et blidt lille smil voksede frem på hendes læber. "Jeg elsker ham, Jocasta."

Det var alligevel mange spørgsmål hun havde endt med at stille, og hun ville trods alt ikke presse Helena, men det så ud til at den ældre kvinde ikke tog det så tungt, andet end at hun godt kunne se skammen strømme ud fra hendes ansigt. Hun lod Helena tale ud, forklare hele situationen og hendes sidste ord om at hun elskede Karkhos, var overraskende nok ikke overraskende for Jocasta. I stedet for at himle om hvor farligt det hele havde været, lod hun det ligge. Det var ikke det, Helena, eller Karkhos havde brug for lige nu. De havde brug for at få lov til at hvile. At have et pusterum. De var ikke så unge som Jocasta selv var, og hun vidste godt, at selv hun havde brug for det engang i mellem. Det bedste hun kunne gøre nu, var at give dem det. Roen til at få samling på dem selv. Men det gode var, at de havde hinanden. Og de elskede tydeligvis hinanden, hvilket hjalp.

Uden at sige et eneste ord, lagde hun sine arme om Helena i en omfavnelse der kom lige fra hjertet. Hun havde været igennem meget. De havde alle tre været igennem meget.
”Jeg er glad for at du er her. Og at Karkhos også er her,” ytrede hun i en næsten beroligende tone. ”Sket er sket. Hvis nogen er skyldige, så var det din mand, og han har betalt for den skyld han havde i alt det her.. Du har intet at skamme dig over.”

Det kunne ikke komme bag på Helena at Jocasta havde mange spørgsmål. Det var ved at være mange dage siden at Karkhos var taget afsted herfra, og kom tilbage med en ekstra person. Oven i det var han kommet til skade, og Helena så heller ikke for godt ud hvad det angik. Selvom hun ignorerede sine smerter, var de der alligevel. Hendes ømme ribben og især halsområdet udviste tegn på smerte. At Jocasta var stille som hun fortalte, vidste hun så alligevel ikke om var det bedste. Hun kendte ikke den unge kvinde godt nok til at vide præcis hvad det betød. Så det endte med at Helena bare så på den anden, ventende den tid det tog før en reaktion kom.

En reaktion der fik hende til at tage en ekstra, let skælvende indånding og spænde op i kroppen. Det varede ikke andet en et splitsekund før hendes krop registrerede at Jocasta ikke slog hende, eller på anden vis tog hårdt fat. Som den opfangede at det var en omfavnelse, faldte hendes anspændthed af og et ganske let suk forlod hende. Med lukkede øjne lod hun forsigtig sine arme ligge sig om den anden, og få den tryghed og accept til at strømme rundt i kroppen. Hun var ikke vred.
Helena forsøgte at stoppe sig selv for at få øjnende fyldt med tåre, men hendes let ujævne vejrtrækning afslørede det. "Men det er min skyld han kom til skade." hendes stemme var meget stille, næsten en hvisken. Hun var å ked af at hun havde været skyld i den smerte, og selvom Karkhos havde sagt nøjagtig det samme som Jocasta, gav skammen aldrig helt slip. Det ville tage tid at acceptere at Karkhos havde taget et valg. En beslutning der havde forårsaget at han gik ind i kamp, for at redde hende.

Det overraskede Jocasta at mærke den lette skælven af Helenas krop der gav efter for varmen og trygheden og at hun tillod sig selv at åbne sig over for hende. Det var kun noget, Jocasta var vant til at få fra Ezra, når han havde sine dårlige dage - eller dengang han brød helt sammen efter sin tilfangetagelse - hun var slet ikke vant til at andre, og da specielt ikke folk der virkede så sammenfattede og rolige som Helena, ville lade sig åbne som hun lige havde gjort det nu. Men det var en kærkommen overraskelse, der fik Jocasta til at lægge lidt ekstra kraft i omfavnelsen. Ikke hårdt, bare tæt, så Helena vidste at hun var der. At hun stadig troede det var hendes skyld Karkhos var kommet til skade, var dog ingen overraskelse. Skyld var ikke en fremmed ting for Jocasta overhovedet. Hun tegnede små cirkler på den ældre kvindes skyld og rystede med det samme på hovedet.

"Du har overbevist dig selv om det, ja. Jeg kender det godt, når man giver sig selv skylden for noget, når man tror det er én selv der er skyldig, men andre mener at man tager fejl. Jeg har gjort det så mange gange selv," forklarede hun i et roligt toneleje, før hun gav slip, men lod hænderne blive på Helenas overarme. 
"Derfor ved jeg også godt, at når jeg fortæller dig.. At det ikke er din skyld, men din mands.. At du stadig vil bebrejde dig selv. Det er en accept du bliver nødt til at tage, for du har virkelig intet at skamme dig over, Helena," hun tillod sig at se indgående på Helena efter om hendes ord var sunket godt nok ind. Det var ikke altid lige let at overbevise nogen som helst om det, hun lige havde forsøgt at få den ældre kvinde til at forstå.

I alt for mange år havde hun holdt en maske oppe. I alt for mange år havde hun løjet for alle omkring sig, for at fastholde et bestemt udseende og dermed frasige sig at folk stilte spørgsmål. Hun var så træt i krop og sind, at hun ikke kunne mere. Hendes maske var væk. Den var endelig krakkeleret væk fra permanent at styre hendes reaktioner og træk. Hun var for træt til at gøre andet, og for fyldt med følelser til at det kunne lade sig gøre ingen at vise. Desuden, hvor lidt hun end kendte til Jocasta, kunne hun stadig li' sin niece, og følte ikke det var nødvendigt at skjule sig bare en forestilling om at intet var galt. Hun havde omvendt sit liv fuldstændigt. Ingen kunne gå igennem det upåvirket.

Helena lukkede øjnende, lyttede og tog nogenlunde ordene til sig. Hun vidste logisk godt hvad der var sket, og at det havde været et valg taget på egen beslutning. Men hvis hun aldrig havde talt over sig, var intet af det her sket. Helena åbnede øjnende. Intet af det var sket. Det.. det kunne hun heller ikke ønske.
Helena lod sig trække ud og så ind i de langt yngre øjne, der alligevel vidste en vished og erfaring hun ikke burde have i den alder. Hun kunne ikke give slip, men smilede et lille smil til den yngre kvinde alligevel. Hendes mand var skyld i mange ting. Alt for mange ting til at det nogensinde kunne godtages eller styges over. Ikke kun ting han havde gjort mod hende selv. Det var ikke hendes skyld, hvad han havde gjort, men den nagede stadig i baggrunden. Hendes egne ord der havde startet lavignen. Hun tog en dyb indånding og nikkede let. "Tak, Jocasta"

Det var ikke fordi, at han ville smuglytte til deres samtale, men nogle af ordene var båret ud igennem den sammenfaldne del af huset og han havde kunne fange lidt hist og lidt her. Især ordene "Jeg elsker ham" var gået rent ind og han havde stoppet sine gøremål for et øjeblik for at lade dem falde på plads i hans indre. At Helena havde det dårligt over, at Karkhos var kommet til skade i kampen mod Renly vidste han godt, men han mindede sig selv om at forsikre hende om, at det var hans eget valg og at der ikke var sket det helt store alligevel. At få tæv var ikke noget nyt og såret i maven var kun farligt, hvis der gik betændelse i det, hvilket det ind til videre ikke så ud til at ske, trods manglen på renhed og hvile de sidste dage. Det gjorde stadig ondt, men det var kun, hvis han bevægede sig for meget, at den efterhånden slidte forbinding fik flere røde pletter. Nej, det skulle blive godt med et par dages pause.

Endeligt var han færdig ude ved hestene, så han samlede oppakningen op og gik tilbage til døråbningen, hvor døren forlængst var væk, hvor han stoppede op og så på de to kvinder, der så ud til at være midt i en dybtfølt snak. Han hørte godt Jocastas svar til Helena, men gjorde ikke andet end at lytte tavst og vente, til det ikke virkede som om, at han forstyrrede mere end højest nødvendigt. Han måtte tage en snak med Helena senere. Når det hele var faldet lidt til ro.

Med en let rømmen trådte han ind i det sammenfaldede hus og gik over til deres soveskind, hvor han lagde sin oppakning. De skulle bruge tæpperne, især nu de var en mere. Af ren og sker vane begyndte han at pakke ud. Der var ingen ro i hans krop, før han var færdig med at ordne alt det, der nu skulle ordnes. Han var et ordensmenneske og jo mere styr på tingene han havde, jo nemmere var det at pakke hurtigt sammen og forsvinde, hvis nogen kom efter dem. 
Og som sædvanligt var han tavs, uden noget at sige lige nu. Han havde ikke hørt nok af deres samtale til at vide, om der var mere vigtigt at sige, så han satsede på, at Helena havde sagt det vigtigste.

Lukkes grundet inaktivitet