Sted: Stranden ud til østkysten ved Azurien
Tid: Tidlig formiddag
Vejr: Vådt efter regnen, men solen skinner og luften er klar

Sandet var tungt under Aldrics fødder, som han traskede af sted et stykke fra vandkanten. Hans ben var stadig trætte, som de ikke var vant til at gå så langt og slet ikke i sand, men han var ligeglad. Af en eller anden grund kunne han ikke få sig selv til at forlade havet, selvom det ville være mere sikkert at søge indenlands. Hans fodspor var afslørende og han var nær blevet opdaget af kilepræster på hest mere end én gang i den uges tid, han havde været af sted, også selvom det første stykke havde været klipper. De var tydeligvis ikke glade for, at han var stukket af. Men han havde boet ved havet hele sit liv og tanken om at komme så langt væk, at han ikke kunne høre bølgernes slag i mod kysten skræmte ham. Så han vadede tungt af sted med ben, der føltes som bly, mens vinden blæste igennem hans trøje.

Tankerne havde været hans eneste følgesvend og de havde ikke været rare. Der var så meget, han havde brug for at få tænkt igennem og få styr på og det havde ikke været sjældent, at hans ene fungerende øje havde udgydte stille tårer over alting. Mest over Heron og alt det, Aldric havde mistet den dag. Men også over de sidste skes år, som havde været en løgn. Og han havde ingen anelse om, hvem han var og hvad han skulle. Der var et stort tomt hul indeni og han vidste ikke, hvordan han skulle fylde det. Alting føltes så ligegyldigt. Uden mening. Store eksistentielle spørgsmål væltede rundt i hovedet på ham og flere af dagene havde han gået fra det blev lyst til det blev mørkt uden at opdage det, for derefter udmattet at falde om og sove som en sten igennem natten. Måske ikke så smart, når man var på flugt, men hvad vidste han om det? Han havde ikke været på flugt før.
Maden var sluppet op efter de første tre dage, men han vidste dog, hvordan man fandt mad et så øde sted som her, og selvom det ikke var nok til at gøre ham mæt, var det nok til at holde ham kørende.

Endnu en dag, denne heldigvis fyldt med sol efter dagens og nattens voldsomme regn. Hans kappe havde holdt ham nogenlunde tør, så ud over at være fugtig, var han kommet igennem natten uden at fryse alt for meget. Solen varmede ham op som han gik og lyttede til bølgerne og så ned på sine fødders rytmiske bevægelser. På et tidspunkt løftede han blikket for at lade det ene øje glide over sine omgivelser. Noget fik ham til at stivne. Det så ud til at være... en krop. Uden tøven satte han i løb, selvom hans ben skreg af træthed, og spænede op til det, der hurtigt viste sig at være en krop. Hårdt faldt han på knæ så sandet sprøjtede op og vendte kroppen rundt, så han kunne se. Chokket fik ham til at miste endnu mere farve i det allerede blege ansigt. Det var uden tvivl en kvinde, som hendes tøj ikke dækkede hendes front. Men det var ikke kun så meget hendes nøgenhed, som det var sårene. Hun lignede noget, der havde været oppe at slås med en bjørn, men samtidigt så det mere ud som om, at nogen havde gjort det med en kniv. Der var blod overalt. Selv hendes ene øre var skåret halvt af. Aldric havde set meget, men dette slog alting. For det var en person, der havde gjort det mod en person, han var ikke i tvivl.
Han trak sig ud af sit eget chok og holdt en hånd for hendes mund og næse. Jo, hun trak vejret ganske svagt.

Uden tøven lagde han begge hænder mod hendes brystkasse og sendte sin helende energi ind i pigens krop, hårdt og hurtigt. Og virkningen kom med det samme som sår begyndte at lukke sig, indre blødninger stoppede og øret langsomt gled på plads. Selv mængden af blod i kroppen steg og farven vendte tilbage til hendes ansigt. Så snart han mærkede, at han var færdig, væltede han tilbage med et dybt gisp. Hans ansigtskulør var grå for et øjeblik og han skar ansigt af udefinerbart ubehag. Det var første gang, at han havde trukket nogen tilbage så tæt på døden og han kunne tydeligt mærke virkningen på sin egen krop. Trætheden ramte ham hårdt og en bølge af kvalme skyllede ind over ham. Men det var lige meget. Pigen burde overleve.

Smerte var hendes eneste følgesvend. Den var der, næsten permanent, og hun kunne ikke gøre noget som helst ved den. Hun var færdig. Fuldstændig drænet for energi, alt for hårdt kvæstet til at gøre meget andet at ligge og hoste halvkvalt. Der var noget i hendes indre der var gået i stykker og det gjorde ondt. Rigtig, forfærdeligt ondt. Men der gik ikke meget længe før hendes hosten døde hen, erstattet af en meget svag vejrtrækning. Hun følte sig bedøvet. Og hun kendte godt den følelse. Hun havde haft den, fire år siden og hun vidste godt hvad den følelse betød. Men hun kunne ikke gøre noget ved det. Hun ville bare have fred nu, i stedet for lidelse ind til sit sidste åndedræt, men det var ikke altid at man fik hvad man pegede på.

Hun var godt på vej til at acceptere sin skæbne idet hun blev vendt om på ryggen. Ude af stand til at reagere, lå hun bare stille, med næsten lukkede øjne. Hun kunne knap nok opfatte hvad der foregik, andet end at en skygge lænede sig ind over hende og noget pressede ned mod hendes bryst. I starten gjorde det ekstremt, rødglødende ondt, men hun var for svækket til at reagere på det, indtil healende energier strømmede voldsomt igennem hendes krop. Det havde sin effekt omgående, da hendes krop hurtigt begyndte at heale. Først lå hun bare stille, indtil resten af sårene lukkede sig og hun satte sig brat op med store, rædselsslagne øjne. Der var ingen plads til sarkastiske bemærkninger. Hun havde det rædselsfuldt, var bange og knust. Noget var gået i stykker inden i hende, ikke fysisk, men psykisk og hun begyndte med det samme at ryste over hele kroppen.

Det gjorde stadig ondt. Hun havde det lidt som om at et tårn var kollapset lige ned i hendes ansigt og det at hun i det hele taget stadig sad oprejst var udelukkende grundet det chok hun havde fået. Efter få sekunder væltede hun også sidelæns ned i fosterstilling, stadig rystende voldsomt, til hun fandt lidt mere frem til sig selv. Da den bedrift var opnået, brød hun sammen igen, hulkende i sandet. Panisk trak hun jakken om sig for at skjule sig for hvad end der havde reddet hendes liv, for lige nu var der virkelig intet der gav mening i hendes komplet kaotiske tanker. "Nej, nej.... Nej, jeg vil ik'!" udbrød hun panisk. Der kom flere lignende udbrud fra hende, mens hun, totalt udmattet, spændte op den smule hun var i stand til.

Aldrics hjerte bankede hårdt og hans krop var underlagt bølger af ubehag, som han så pigen sætte sig op med et rædselsslagent udtryk og derefter hurtigt glide ned i sandet igen for at krybe sammen. Inden Aldric havde fundet ud af, hvad han skulle gøre, startede hulkene. Forvirret, stadig dårlig og kende forvirret sad han bare og så på hende ude af stand til at gøre noget for at hjælpe hende. Nej, han kunne hjælpe. Hurtigt trak han sin kappe af og lagde over hende, som hun så ud til at kæmpe for at få samling på sit tøj. Ærligt talt havde han det også bedst med at dække hende til, trods sin alder kendte han intet til kvinder på den måde og det gjorde han bare akavet.

Da han havde lagt kappen om hende, sad han igen uden anelse om, hvad han kunne gøre. Det virkede som om, at hele hendes verden var brudt sammen og ærligt talt kunne han godt forstå hende, han ville nok også have det sådan efter hvad hun så ud til at have været igennem.
På den ene side havde han mest lyst til at vælte om i sandet og sove et døgns tid, som trætheden lå over ham, men han kunne ikke bare... lade pigen være. Usikkert rakte han ud og begyndte at stryge hende forsigtigt over håret i en trøstende bevægelse. Det føltes som så lidt, men han havde en fornemmelse af, at ingen af dem ville have det rart, hvis han forsøgte at samle hende op og holde om hende, fremmede for hinanden. Så for nu nøjedes han med at forsøge at berolige hende med de blide berøringer over hendes korte hår.

"Det er okay, det er ovre, der sker ikke mere, du skal nok klare det," mumlede han dæmpet, uden at vide om det ville hjælpe. Han var så træt, at han ikke rigtigt kunne finde på noget bedre, samtidigt med at han ikke anede, hvad der var sket med hende. Som endnu en bølge af træthed og kvalme gled igennem ham, gned han sin fri hånd over sit arrede ansigt. Han havde aldrig helet nogen så voldsomt såret med så voldsom en kraft før og han var egentligt lidt overrasket over sig selv. Hans evne var stærk, men nogle gange beviste han sig stærkere, end han troede, at han var. Men prisen var også høj og han vidste, at han ville være nødt til at betale inden længe. Det var i forvejen længe siden, at han havde givet slip på den negative energi i sin krop og denne store omgang var dråben. Ikke at det behøvede at være lige nu, men inden for det næste døgns tid ville han begyndte at blive syg. Han kendte tegnene, der kom med det samme.

Lige nu blev han tog siddende, tålmodigt ventende på, at pigen fik grædt ud.

Meget længe skulle der ikke gå før en kappe dalede ned over Fayes rystende, svækkede krop. Hun rakte krampagtigt ud efter stoffet og trak det ind til sig, stadig storgrædende panisk. Det gjorde ondt dybt inde i sjælen, men hun kunne jo ikke bare blive liggende her. Det var næsten ulideligt, men hvis hun ikke kom op på hesten igen, ville hun bare være endnu én i flokken.
Så tag dig dog sammen!
Tankerne fik hende til at spjætte hårdt mens hendes hulken tog lidt til i styrke. Hun lå for helvede og forskrækkede sig selv! Hvordan kunne hun ende på så ynkeligt et punkt? Men det hjalp ikke. Faye havde vitterligt nået sit lavpunkt, og der var kun én vej tilbage: Op. Op af den dybe, stejle grav.

Stille og roligt blev hendes hulken mere og mere lav. Til sidst var der kun snøft tilbage og hun endte med at skæve op mod manden, øjne der var trætte, blodskudte og som viste al den smerte hun var blevet udsat for. "J-jeg vil... Ikke... Jeg vil bare gerne have fred," hendes stemme knækkede midt over midt i sætningen og blev efterfulgt af en skælvende vejrtrækning. Hendes hånd rakte ud og greb fat i hans. Hendes greb var ret svækket, men i det mindste havde hun gjort noget aktivt. Hun formåede at kigge lidt bedre på manden og det gik op for hende, at han havde reddet hendes liv. Og han var ikke død i processen. Og hun følte ikke nogen større forbandelse! Hun var fri, men samtidig var virkelig ved siden af sig selv. Det her var ikke Faye. Det var en pige, der havde gennemgået sit livs værste mareridt. "Tak... Tusind tak, du h-har reddet mit liv," mumlede hun lavt mens hendes blik fremviste hendes taknemmelighed. Hun var ikke typen, der normalt var så direkte om noget så ømtåleligt, men som sagt før: Faye var slet ikke rigtig sig selv lige nu. Hun følte sig ikke blot fysisk nøgen, men også psykisk nøgen. Langsomt formåede hun at sætte sig op med kappen trukket tæt om sig. Hendes ben var trukket helt op til hende så hun var krympet sammen til en kugle og gråden var efterhånden så småt forstummet.

Pigen græd og græd og Aldric var virkeligt i tvivl om, hvad han skulle gøre. Det føltes forkert at være tilskuer til noget så personligt, men han følte heller ikke, at han bare kunne gå. Han ville holde øje med, om hun blev okay. Så han aede hende forsigtigt over håret og ventede. Heldigvis var solen varm og selvom blæsten blæste lige igennem hans trøje, frøs han ikke rigtigt. Hans ansigts kulør var stadig lidt for grå og trætheden var tydelig i hans træk, men som han bare sad der, blev kvalmen mindre og han fik det en smule bedre.

Endeligt virkede det til, at hun langsomt holdt op med at græde. Aldric fortsatte med at stryge hende over håret, indtil hun sagde noget, han ikke vidste, hvordan han skulle reagere på, hvilket fik ham til at trække den til sig, men inden han nåede ret langt, greb hun fat om hans hånd og så op på ham med et taknemmeligt blik. Hendes ord og hendes blik ramte et eller andet i Aldric. I den uges tid, der var gået siden han havde forladt templet, havde han været i tvivl om alt og nogle dage havde han overvejet om han nogensinde skulle bruge sin evne igen. Den føltes beskidt efter at han havde fundet ud af, hvordan han var blevet udnyttet. Beskidt og uværdig. Og et par gange havde han været sikker på, at han aldrig ville bruge den mere. Men som han så hendes taknemmelighed og det egentligt gik op for ham, hvad han lige havde gjort, var der noget, der gled på plads inden i ham. Healer. Han var en healer og han skulle bruge sin evne til at gøre gode ting og hjælpe folk.

Tanken ramte ham hårdt og hans ene grønne øje blev blankt, som tårerne pressede sig på. For at skjule det lidt, sænkede han hovedet og så ned på sandet i mellem dem. Hans hænder lagde han i sin skød, som han stadig sad på sine knæ ved siden af hende.
"Det... Jeg er bare glad for at kunne... hjælpe." Han trak lidt ufrivilligt på den ene skulder for at sige, at det ikke var noget. Selvom han godt vidste, at det var. Ærligt talt var han hylet helt ud af den, for nok havde han helet mange væsner igennem de sidste seks år, men der havde altid stået nogen ved siden af ham og styret det hele. Dette var første gang, at han virkeligt skulle håndtere situationen selv. Og oveni alt det andet, hans hoved var fyldt op med, sammen med den fysiske træthed. Men efter en dyb vejrtrækning skubbede han sine egne problemer af vejen og hævede blikket og så på pigen, som hun var kommet op at sidde. Hun så virkeligt ikke godt ud og Aldric bed sig kort i læben.
"Har... har du det bedre?" Var det et dumt spørgsmål? "Er... der noget jeg kan... gøre?" Et endnu dummere spørgsmål? Han flyttede lidt uroligt på sig og så væk fra hende igen. For en gangs skyld spekulerede han ikke så meget over sit øje, som det hele var gået så hurtigt, men han fik en pludselig trang til at løsne tørklædet fra sin hals og binde det over øjet. Men han gjorde det ikke, det var for sent alligevel.

Normalt ville Faye tage mandens spørgsmål som en irriterende flue og komme med den sarkastiske bemærkning "Ser jeg ud til at have det bedre?!", men hun var ikke i humør til det. Hun var ikke en gang vred. Bare træt. Hun ville bare gerne have fred og ikke tænke så meget over tingene. Hun placerede hagen på et knæ med et lille snøft, stadig ikke fuldstændig færdig med at være mærket af dette.
"Altså.. Jeg er ikke ved at dø.. Men.." hun tøvede let, da hun bemærkede at manden var urolig, samt da hun også så hans arrede øje. Det skræmte hende ikke, men gjorde hende derimod nysgerrig, og dog havde hun stadig ikke overskuddet til at spørge ind til det. I stedet var hun bare tavs et stykke tid. På den anden side så han også ekstremt bleg ud og det gik hurtigt op for Faye, at han havde reddet hende fra noget virkelig, virkelig voldsomt og at han sikkert betalte for det nu. Hun rykkede sig tættere på ham, langsomt og lidt usikkert.

"Du har allerede gjort mere end nok.. Du.. Du skulle se dig selv," forklarede hun roligt, dog lidt snublende over ordene. Hun var ham virkelig taknemmelig, og endda nok til at give ham et af sine sjældne dyrebare smil der faktisk nåede hendes øjne. Selv med al den smerte kunne hun godt joke en lille, bitte smule og være bare lidt venlig. Endnu et snøft lød fra hende og hun satte sig til at glo lidt tomt ud i luften. "Virkelig.. Tænk ikke på det.. Jeg klarer mig," mumlede hun, denne gang lidt mere alvorligt. Hun hadede at fremstå som svag over for andre, og lige før havde hun været yderst svag. Egentlig var hun det faktisk stadig, men man kunne vel sagtens tro på sin egen lille illusion.

Bølgernes brusen og vindens blæsen omkring dem og i skovens træer, der stod og tårnede sig op ikke så langt fra dem, var de eneste lyde om dem, kun brudt at en enkelt havfugls skrig. Kysten var Aldrics hjem og intet af dette fangede hans opmærksomhed, som han sad foran denne unge kvinde, han ikke vidste, hvordan han skulle være overfor. Træt så han mod havet som får at finde støtte, men selv bølgernes rolige slag gav ham ikke nogen form for ro i situationen.
Han vidste ikke, hvad han skulle svare på hendes ord om, at hun ikke var ved at dø, men... nej, godt havde hun det nok ikke. I stedet for at sige noget, sad de lidt i stilhed, han stadig stirrende ud på havet med sit ene øje. Han burde virkeligt forlade stranden og tage ind i landet, men han havde svært ved at overtale sig selv til det. Han havde aldrig været mere end en dagsrejse ind i landet og det var dengang, han var lille. Trods sin alder havde han aldrig rigtigt oplevet noget, først med det rimeligt fredelige liv indtil ulykken og derefter boende i templet, hvor kilepræsterne havde holdt godt øje med ham. Tydeligvis som en grund, som han havde været brugt til at skrabe penge ind. 

Hendes ord afbrød hans tanker og fik ham til først at se kort på hende og derefter til at sænke blikket til sine hænder igen. Ja, han så nok ikke så frisk ud selv. Han så hendes smil og syntes hun så ud som en helt anden person, som det lyste hendes ansigt op. Hun var køn og han måtte skubbe billedet af hendes bare overkrop fra sig. Det var upassende at tænke på.
Alvoren vendte tilbage til hende og han rynkede panden lidt. Hvad nu? Han var for træt til at gå videre, ingen tvivl om det. Han ville ikke komme ret langt, før hans krop sagde nej. Tøvende så han på hende igen med et lidt usikkert udtryk i de unge ansigtstræk.
"Du har ret. Jeg er... træt. Jeg bliver nødt til at slå lejr her og... hvile." Igen flyttede han lidt uroligt på sig og sukkede så dybt. "Jeg tænker, at du nok heller ikke skal videre lige nu... skal... vi holde hinanden med selskab?" Det føltes lidt sært at spørge om, men han håbede faktisk, at hun sagde ja. Aldric var ikke ret god til at være alene og han kunne godt bruge en andens tilstedeværelse til at distrahere ham fra de tunge tanker. Så der var nok også lidt håb i det grønne øje, som han så på hende og afventede hendes svar.

Faye var vant til at blive mødt af en hård og kold verden, fuld af voksne folks visdomsord eller frække bemærkninger - ikke af den sksuelle tone - fra jævnaldrende. At møde en usikker person som denne, der lige havde reddet hende fra den sikre død, satte alting i et lidt andet perspektiv for hende og hun fandt, at hun havde respekt for ham. Hun skyldte ham stort. Hun ville nok ikke sige det til ham, men hendes handlinger efter dette ville være et bevis på, at hun ikke glemte sådan noget. Hun trak kappen lidt tættere om sig og skævede igen mod ham, som han besluttede sig for at det var en god idé at slå lejr her. Selv havde hun intet at byde ind med. Hendes oppakning lå i næheden, nu hun tænkte over det, men hun var ikke sikker på, om hun var i stand til at gå turen hen til den. Allerede som hun sad nu her, skreg hendes krop efter at slappe af. Ligge ned. Men hun havde det mere komfortabelt med at sidde op lige nu.

Hun opfangede hurtigt håbet i mandens grønne øje og var næsten helt overrasket over, at han sådan spurgte og virkede så håbefuld. Hun var ellers af den overbevisning, at hendes tilstedeværelse oftest var til irritation for folk, men af én eller anden grund, for var tanken om at være irriterende for ham her mere ubehagelig end normalt, hvor at hun bare var ligeglad. Hun kunne lide det håb hun så, og det forvirrede hende faktisk ret meget. Hun ønskede at være her. At være i hans selskab. Og hun kendte ham knap nok.
"Jeg ved ikke engang om jeg er i stand til at gå," mumlede hun, lettere ringe til mode og pinligt berørt. Hendes blik sænkedes mod sandet, skuffet over sig selv. "Så.. Ja.. Selvfølgelig.. Jeg mener.. Ja, lad os det," hun prøvede virkelig på at slå det hen og endte med et lidt kejtet smil hvorefter hun kiggede væk, hen mod den blodige stribe hun havde efterladt. Den strak sig fra træerne længere væk, hele vejen herud. Har jeg virkelig blødt så meget? 
"Ehm.. Har du en oppakning? Fordi... Jeg har taget din kappe.. Og du ved... Det er din kappe.. Og du fryser... Gør du ikke? Nåh nej, her er sol.." skylden til hendes akavethed skyldtes til dels at hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv, men samtidig også den træthed der fik hendes hjerne til, konstant at stå af. Hun glemte hele tiden hvad hun skulle til at sige og så rystede hun stadig let under kappen, mens alting stadig gjorde sindssygt ondt.

Aldric lod sit blik hvile på pigen og så hendes overraskelse over han spørgsmål. Først var han i tvivl, om det havde været rigtigt at svare, men det gik op for ham, at hun virkede glad ved, at han havde spurgt. Og det gav ham ærligt talt en form for lettelse, for det gjorde ham glad, at han ikke skulle være alene. Hendes ord om at hun måske ikke engang var i stand til at gå, fik ham til at nikke.
"Du vil nok være ret træt de næste par dage. Du havde mistet en del blod og selvom jeg kan gøre mit, er resten op til din krop og det tager sin tid." Han lød helt undskyldende over, at han ikke kunne gøre mere, men blod var svært. Hvordan det fungerede kunne han ikke svare på, men der var en fysisk grænse for blod, en grænse i kroppen, han helede. Han manglede en grundlæggende forståelse for den menneskelige krop og derfor kunne han ikke give nogen forklaring på, hvorfor. Men et eller andet sted håbede han på at lære mere om kroppe på sin rejse ud i Krystallandet.

Hendes ord om oppakning fik ham til at skæve mod sin lille taske. Der var ikke mange ting i, men nok til at de kunne deles. Et svagt, men oprigtigt, smil dukkede op, som hun plaprede lidt løs og han så på hende igen.
"Det går nok." Han skævede mod skoven. Skulle de gå derind for at slå lejr eller skulle de blive ude i det fri? Der ville være mere sikkert og mere læ inde i skoven. Tanken fik ham til at se lidt vurderende på hende. Hvis hun kunne gå bare lidt, burde han være stærk nok til at støtte hende. Så langt var der heller ikke.
"Måske det ville være bedst at gå ind i skoven. Der er... læ." Han stoppede sig selv i at sige sikkert, for han behøvede vel ikke at fortælle hende om kilepræsterne, som måske stadig ledte efter ham. De havde nok givet op, ikke? Og selvom han sagde det til sig selv, vidste han godt at de ikke ville give op. Han var deres indtægt.

Lidt tungt fik han hevet sig selv på benene, taget sin taske på igen og derefter rakte han ned for at hjælpe hende op. Han ville selvfølgelig være meget forsigtig med at tage fat om hende og røre så lidt som muligt, mest fordi han vidste hun havde ondt, men også fordi hendes tøj ikke hang sammen. Måske han kunne finde en løsning på det også.
Han førte hende ikke så langt ind i skoven, de kunne stadig se stranden og havet, men nok til at vinden lagde sig en smule og de ikke selv kunne ses udefra.

Faye forstod sig ikke helt på hvad manden sagde, men den undskyldende tone var ikke til at tage fejl af. Det gjorde Faye dårligt tilpas at han skulle undskylde over "ikke at have healet hende godt nok", for hun mente naturligvis at han ikke kunne have gjort det bedre. Han havde reddet hendes liv og da hun tog fat i sit øre, forsigtigt, sad det fast, så hun var ikke engang rigtig vansiret på samme måde som hun kunne have været det. Om hun ville kunne få børn i sin fremtid vidste hun godt nok ikke, og hun skød meget hurtigt de tanker ud af hovedet, før hun fik kvalme over dem. "Ting tager tid. Du skal ikke undskylde, du har reddet mit liv. Du skal aldrig undskylde over for mig. Det behøver du ikke," sagde hun alvorligt før endnu et af de oprigtige smil fik overfladen at se. Hun vidste virkelig ikke hvordan hun kunne gengælde den tjeneste.

Faye kunne være hurtig nok til bare at klappe i, idet manden sagde at det nok gik til hendes plapren. Hun forstod ikke hvorfor hun pludselig skulle være så akavet over det hele, samt rable løs på denne måde, men at han var fin med det hele, var kun godt i hendes bog. Bogen som der kun var tegninger i, selvfølgelig...
"Hvis det begynder at regne lige så meget i går.. Så er jeg i hvert fald enig," om hendes ben var det, var det ikke tid at vide, i hvert fald ikke før manden rejste sig tungt og tilbød sin hjælp. Hun tog imod hans hånd og blev med hans hjælp trukket på de meget usikre ben. Det øjeblik hun stod op, blev hun meget svimmel og måtte kort stoppe op for at kunne finde op og ned i verden. Derefter gik den hårde tur ind i skovbrynet og da de først var under træerne, var Faye på ny segnefærdig. Hun valgte dog midlertidigt at læne sig op af et træ med et dybt og træt suk. Trangen til at stå op og være "stærk" var lige nu lidt for fristende åbenbart.

"Øhm.. Burde vi lave et bål eller... Vent, vi burde lave et bål.." i starten var hun usikker men så sparkede hendes naturlige evner inden for at overleve ude i ingenting ind. Hun kiggede sig med det samme omkring efter brugbart brænde, men da hun skulle til at gå efter det, begyndte hun med det samme at vakle. Benene var slet ikke med på den her leg, selvom Faye ellers syntes så godt om den.

Aldric vidste ikke, hvad han skulle svare til hendes ord om ikke at undskylde, så han var tavs. Han var ked af, at han ikke kunne gøre mere, han ville så gerne kunne gøre det helt godt, men som sagt var der også nogle begrænsninger for ham. Han svarede heller ikke lige på hendes kommentar om regnen, men hjalp hende så godt han kunne med at gå igennem sandet og ind i skoven. Selv var han fuldstændigt udmattet, som havde han løbet igennem sandet i flere timer, men stædigt slæbte han hende med og fik hende sat af, hvor hun stillede sig op af et træ. Langsomt tog han tasken af og lagde den på jorden. Som han selv tænkte, at et bål ville være en god idé for at holde dem varme, nu solens stråler var spredte i træernes blade, kom pigen frem til det samme, men som hun så ud til at ville gå efter brænde, var det ret tydeligt, at hun ikke havde den fysiske styrke til det.

Med et lidt større smil samlede han en knækket gren op.
"Hvis du nu sætter dig ned og slapper af, så skal jeg nok finde noget brænde." Han stoppede op som han kom i tanke om noget, lagde grenen igen og satte sig på hug ved sin taske og rodede den igennem, til han til sidst hev en rulle snor op. En lidt grov lædersnøre. Noget han ikke kunne klare sig uden, som han brugte det til at lave fælder med og andre mere praktiske ting. Men der var rigeligt og der burde være nok til Faye også. Han rejste sig og rakte den til hende med et lidt genert udtryk i ansigtet.
"Til din skjorte... jeg går ud og finder noget brænde i mens du... ordner den." Det var akavet at tilkendegive, at han havde set nok til at vide, at hendes skjorte var lukket med snøre, for det betød at han også havde set... andet. Og dét var pinligt, selvom han ikke ligefrem havde haft tid til at fokusere på det.

Uden at sige mere, skyndte han sig ud i skoven for at finde træ til brænde. Det meste var vådt, så han måtte sortere lidt i det, for at finde det bedste. Og han gav sig god tid, så hun helt sikkert ville være færdig, når han kom tilbage. Tankerne væltede rundt i hans trætte hoved og som han gik der alene, kunne han mærke sin krops reaktion på den voldsomme brug af hans evne tidligere. Han burde komme af med al den negative energi, men han ville ikke lige nu. Han var bange for at skræmme hende for meget, hvis han gav los lige nu. Og han havde lidt tid endnu. Som han alligevel gik og kiggede i skovbunden, samlede han et par svampe. Han var ikke døden nær af sult, men han orkede ikke at skulle tænke på mad nu, han havde mere brug for at sove.
Endeligt vendte han tilbage til Faye, uden at se på hende, men med blikket fast i jorden, som han ikke turde se, om hun var færdig.

Det lidt større smil i mandens ansigt prydede ham. Hun fandt ham pæn på hans helt egen måde - ja, ganske vidst havde han et stort ar hen over sit ene øje, men Faye kunne godt lide ar. De fortalte en historie, og var arrene grumme, så fortalte de typisk om noget grumt, der var sket for personen. Hvilket betød at hun tydeligvis ikke bare havde at gøre med enhver anden normal person. Og ofte var normalt kedeligt for Faye.
Af selv samme grund glemte hun alt om sin egen stolthed og gjorde som han sagde: Satte sig ned, op af træet, trak benene op til sig og lukkede sig inde i kappen, der lige nu varmede rigtig rart. "Øhm.. Pas på derude," normalt var dette noget, Faye aldrig ville sige til nogen som helst, men hun fandt sig selv kejtet og underlig til mode, men på en mere positiv måde, så hun vidste ikke helt selv hvad hun havde gang i, eller hvad hun egentlig sagde. Hendes blik blev på ny taknemmeligt idet manden noget nervøst rakte hende en lædersnøre. Måske var han nervøs over at give hende den, men hun antog ikke andet end at han var hjælpsom. Hun burde måske have bidt mærke i, hvor meget han havde kigget, men hun tog sig ikke videre af det og tog blot imod snøren med et smil rettet mod ham.

"Åh.. Ehm, tak for det!" sagde hun hurtigt, lettere akavet over tanken om, at han jo sådan set godt vidste, at hun manglede sådan én til sin skjorte, men igen, på ingen måder vred over at han var klar over det. 
Mens han gik, tog hun kappen af og kiggede kort ned ad sig selv. Der var stadig blod fra da hun havde blødt ud over det hele før hun var blevet healet, så hun kunne godt se de steder hvor hun var blevet såret før. Og alene synet fik hende til at sidde og stirre et stykke tid, før hun med rystende hænder fik sat snøren igennem hullerne dertil på sin skjorte. Da den først var lukket føltes det en smule bedre, men det hjalp på ingen måder, at sidde her alene. Hun var bange. Det var ikke noget, hun ønskede at indrømme over for sig selv, men det var sandheden og det var dét, der fik hende til at sidde sammenkrummet, selvom hun egentlig havde fået lukket alt sit tøj. Hun så stadig voldsomt drabelig ud med et øre dækket i blod, der havde rendt ned af halsen og selvom hun godt nok havde fået farven tilbage i ansigtet, så var hun stadig en smule bleg.
Før hun vidste af det, skyllede kvalmen ind over hende og af frygt for at skulle tømme maveindholdet midt i deres potentielle lejr, smed hun kappen fra sig og rejste sig noget pludseligt, væltende og snublende et stykke væk derfra. Ganske rigtigt viste hendes frygt sig at være reel. Efter et stykke tid slæbte hun sig tilbage til lejren.

Da manden var tilbage stod hun lænet op af træet igen, trækkende vejret lidt hurtigere og lidt mere usikkert end før. Benene rystede igen faretruende under hende, men hun havde endnu ikke taget sig sammen til at sætte sig ned før hun hørte manden - eller i hvert fald én eller anden - komme tæt på lejren. Hun kiggede hurtigt op og blev med det samme lettet over at det bare var manden fra før. "Jeg har ordnet min skjorte.. Hvis der var tvivl om det," mumlede hun lidt lavt af frygt for at hendes stemme ellers ville knække, før hun dumpede ned at sidde i græsset. Hun gned sig i tindingerne da en let hovedpine voksede sig støt.

Aldric samlede så meget træ, han kunne bære. Den smule fysiske udfoldelse, det var at gå igennem skovbunden og samle våde grene op, havde drænet ham fra de sidste kræfter og hans skridt var tunge og usikre, som han endeligt kom tilbage til det sted, de havde erklæret. Han var bare så træt. Mere træt end han kunne huske at have været efter en enkelt healing før, men han havde også brugt utroligt meget kraft.
Det virkede nærmest bare til, at hans arme gav efter, som han smed træet på jorden og løftede blikket til hende, som hun snakkede til ham. Man kunne nok se lidt lettelse i hans ansigt, men det forsvandt hurtigt for en rynket pande over hendes udseende. Hun så ikke ret godt tilpas ud. Men han havde healet hende, og han var ikke i tvivl om, at hun var helet helt. Han stoppede ikke med at heale, før han kunne mærke, at der ikke var mere at fikse. Men der var ting, en healing ikke kunne klare - og det var det psykiske. Han kunne hele kroppe, ikke sind. Fysisk ville det bedste for hende være at sove, det vidste han dog. Hendes krop havde brug for hvile. Det samme havde hans.

"Jeg skynder mig lige at få tændt for bålet. Du har brug for hvile." Det sidste lød næsten helt som en ordre, men hun så altså virkeligt ud til at kunne kollapse hvert øjeblik. Han selv var stadig en smule grå i ansigtet og som tiden gik ville det kun blive værre. Selv det grønne øje ville begynde at miste farven i løbet af det næste døgn, som det dårlige energi ville udfylde hans krop. Han ville bare ikke gøre noget ved det lige nu, det kunne vente. Efter at have fundet noget nogenlunde tørt optænding og sin ildsten fik han overraskende hurtigt gang i ilden. Nok var han ikke vant til at leve i naturen, men han var ikke helt hjælpeløs og havde tændt mange bål af både tørt og vådt materiale igennem sin barndom. De sidste seks år havde været som at leve i en beskyttet boble, men han havde ikke glemt alt det, han havde lært som barn.

Da ilden havde ved og han havde smidt noget mere træ på, trak han sin taske til sig og hev sit vandskind op, som han først tog en slurk af og bagefter rakte mod hende. Det var næsten helt fyldt, som han havde fundet en bæk dagen før.
"Hvis du vil havde noget vand..." Situationen var stadig underlig, men lige nu var han ved at være så træt, at han ikke helt kunne gøre andet end at følge den og gøre sit bedste. "... jeg går lige ud og sætter en fælde, jeg så harespor ikke så langt væk." Som sagt, så gjort. Han fik kæmpet sig på benene med sin lædersnor i hånden og gik ud i skoven, hvor han med vante fingre fik sat snaren og snart var tilbage ved bålet igen. Faye ville være sulten, når hun vågnede, healing kostede sit. Tungt satte sig sig ved bålet igen og gned en hånd over sit ansigt med et træt suk. Han kunne godt lægge sig ned og sove, men det gik ikke. Ikke lige nu.

Faye kiggede op mod manden idet han næsten beordrede at hun havde brug for hvile. Under normale omstændigheder ville en sådan ting få hende til at blive trodsig med det samme, men denne gang nikkede hun bare. Det var næsten som om at han havde tæmmet løvinden inden i hende og nu var hun bare rolig i forhold til hendes ellers normalt meget kaotiske jeg. Hun blev siddende mens han fik gang i bålet og så egentlig bare på. Det var først da han nævnte at han ville sætte snarer op, at en klump dannede sig i halsen på hende. Hun havde ikke lyst til at være alene, men hun sagde intet imod det. I stedet sad hun bare som forstenet med vandskindet som han havde rakt hende før. Hvorfor hun ikke havde drukket noget oven på at have kastet op tidligere, forstod hun ikke helt, men da han forsvandt for at sætte snarerne op, drak hun forsigtigt lidt og overvejede kort at forsøge at rense sig selv, før hun ombesluttede sig, de var jo for helvede i nærheden af en strand! Det kunne ordnes senere!

Igen gik de kaotiske tanker amok som hun sad der alene, men heldigvis gik der ikke længe før han var tilbage og hun var hurtig til at se på ham. Først nu opdagede hun, at han muligvis var lidt mere grå i ansigtet end før og at hans grønne øje nærmest havde mistet sin glans. Hun fik et helt bekymret udtryk i sit ansigt som hun forsigtigt rejste sig, med kappen i hånden. Hun gik på stadig lidt usikre ben hen og satte sig ved siden af ham. "Du øhm.. Må godt blive her nu.." egentlig ville hun have sagt noget i retningen af "Vær SØD at blive!", men hun var ikke så god til at kommunikere lige nu åbenbart. "Jeg fik aldrig fat i dit navn? Jeg hedder Faye," normalt ville hun sige sit efternavn, næsten stolt. Men det hørte fortiden til. Zagan var hendes mors- og mormors navn. Hun var ikke så stolt af det længere. Men i det mindste var det bedre end Kraglin!

Pigen rejste sig og kom over for at sidde ved siden af ham. Kappen havde hun i hånden. Lidt tøvende drejede han hovedet, så han kunne se på hende. Hans sociale evner var ikke ligefrem blevet passet, som han havde boet på templet og slet ikke med jævnaldrende. Så han var lidt i tvivl om, hvordan han skulle opføre sig over for hende, men fordi han var så træt, var han egentligt bare sig selv. Men hvem han så var, det vidste han ikke. Ikke rigtigt. Han havde ikke "været sig selv" siden... ulykken.
Hendes ord forvirrede ham en smule. Blive her? Han havde ikke planer om at gå nogen steder. Hendes tonefald sagde næsten mere end hendes ord, og det gik op for ham, at hun ikke havde lyst til at være alene. Roligt rakte han ud og tog kappen fra hende, for at lægge den om hendes skuldre.
"Mit navn er Aldric. Og jeg går ikke nogen steder lige nu." Han sendte hende et beroligende smil, et der faktisk nåede hans øjne. Hun var så lille i forhold til ham og han var endda ikke specielt stor. Men hendes trætte udseende og lille statur gav ham en eller anden sær trang til at sørge for, at hun havde det bedre. Beskytte hende.

Han så lidt på hende, inden han vendte øjet tilbage til ilden. Trætheden lå som en tung dyne over ham, men lige nu kunne han ikke sove. Nogen skulle holde øje med ilden og det var næsten vigtigere, at pigen, som havde kaldt sig selv Faye, fik hvilet. Hun så stadig drabelig ud med blod overalt, også selvom skjorten var blevet lukket. Gad vide, hvad der var sket med hende? Han var nysgerrig, men spurgte ikke. Hvis det var noget, hun havde lyst til at fortælle om, gjorde hun det vel. Måske. Han flyttede lidt på sig, som han havde svært ved at finde ro, trods trætheden. Den sidste uges flugt sad stadig i ham og det var svært at holde pause. 
"Du kan godt lægge dig til at sove, hvis du vil. Jeg holder øje i mens." Øje med hvad sagde han ikke, men han tænkte både på ilden og på kilepræsterne. Og hvem end, der havde gjort det der ved hende. Han vidste ikke, om den person, eller personer, kom tilbage. Det håbede han ikke, for bare ved at vide, hvad de havde gjort, vidste han, at det måtte være nogle forfærdelige væsner. Tænk at mishandle et andet individ på den måde. Aldric kunne mærke hver eneste skade, han healede, vidste hvor den sad. Han vidste ikke altid, hvad den betød for kroppen, men det var heller ikke altid ligefrem nødvendigt. Denne gang var bare mængden af skader voldsom. Brr.

Det var egentlig planen at give kappen tilbage til manden men da hun sad der, ved siden af ham, endte det med at han tog den fra hende og lagde den over hendes skuldre fordi hun tøvede for meget. Og nu orkede hun ærligt talt ikke at gøre noget ved det, andet end at se taknemmeligt på ham da han sagde at han ikke ville gå og sendte hende et beroligende smil der nåede op til hans ene øje. Med det samme valgte hun at tro på ham og hun lukkede kort øjnene, dødsens træt og udmattet og tog en dyb indånding for at få ro på sin indre lette panik, der stadig sad i kroppen. ”Tak,” mumlede hun, en smule pinligt berørt over at skulle bede ham om så meget. Hun var blevet alt for vant til at være sig selv i løbet af de sidste fire år, og hun turde ikke binde sig til nogen. Hendes uheld kunne smitte, og hun ønskede inderst inde ikke, at andre blev udsat for samme grumme ting, som hun oplevede næsten til hverdag. Hun skulle til at spørge ind til om han ikke også burde sove, da det gik op for hende, at han måske ikke ville endnu, selvom han var træt. Han virkede lidt som den hjælpsomme type der ikke tænkte ret meget på sig selv. Og det var en ting, hun fandt tiltrækkende, hvis hun skulle være helt ærlig over for sig selv. Hun kunne godt lide ham. Og af selv samme grund var hun sindssygt bange for at der skulle ske ham et eller andet ubehageligt, hvis hun nu lagde sig til at sove. I starten blev hun siddende, oprejst, til hendes øjne nærmest svømmede af træthed. Hvad kunne der dog også ske når det alligevel var dag? Væk mig….” det gik op for hende, at hendes tonefald og ordbrug godt kunne virke kommanderende og hun stoppede omgående sig selv. Hun ønskede ikke at være hård i tonen over for Aldric. ”Hvis der sker noget.. Hvad som helst.. Vil du så ikke vække mig? Jeg kan godt hjælpe.. Men du har ret, jeg skal hvile først,” det var da grov som fornuften tog sit tag! Men så igen, lige nu var fornuft nærmest livsvigtig.

Efter at have bedt ham om dette, skubbede hun sig forsigtigt ned at ligge – og endte med hovedet hvilende på Aldrics venstre ben. Det var faktisk ret rart at ligge sådan og der gik heller ikke meget mere end et par minutter før hendes trætte øjne lukkede og vejrtrækningen blev tung. Meget tung. Hun havde forfærdelige mareridt i sin søvn, men trætheden var også voldsom nok til at hun ikke vågnede op af dem.

Aldric fortsatte med at smile til hende, som hun takkede ham. Hun var nu meget sød. Virkede måske en smule rundt på gulvet, men hvem kunne bebrejde hende det, efter det hun havde været igennem. Det ville sikkert være godt for hende med noget søvn. Men hun blev siddende oppe lidt endnu. Aldric rettede blikket mod ilden og var tavs, træt og skidt tilpas, men det var ikke slemt endnu. Overhovedet ikke. Men hovedpinen var begyndt at komme og for et øjeblik var han ved at overveje bare at lægge sig ned og sove. Men inden han kunne tage den beslutning, snakkede Faye til ham igen, først en smule kommanderende, hvilket fik ham til at lægge hovedet lidt på skrå, men det slog hurtigt over i noget mere forklarende.
"Det skal jeg nok." Der ville nok ikke være nogen grund til at vække hende. 

Endeligt skubbede hun sig ned for at ligge og endte med hovedet på hans lår, hvilket fik ham til at stivne lidt. Det var... akavet. Pigen virkede til at falde i søvn med det samme og Aldric kunne ikke rigtigt andet end at blive siddende musestille. Tiden gik og efterhånden begyndte han at sidde og nikke, som han ikke kunne holde sig vågen. Til sidst begyndte hans ben at krampe og han valgte meget forsigtigt at flytte hende. Det virkede og hun vågnede ikke. Hans trætte øje gled rundt på omgivelserne og næsten ude af stand til at tænke, besluttede han sig for, at det nok ikke gjorde noget, hvis han lagde sig ned og hvilede sig for et øjeblik. Ikke sove, bare hvile. Forsigtigt hev han det ene tæppe op af tasken, lagde det på jorden ved siden af sig væk fra Faye og endeligt lagde han sin trætte krop ned. Først stirrede han stædigt på ilden, men på et eller andet tidspunkt faldt han alligevel i søvn. Tungt, som hans krop var udmattet efter den voldsomme brug af hans evne.

Dagen gik på hæld, bålet gik ud og sendte den sidste krampagtige røgsøjle i vejret. Som blev set ikke så langt derfra af to kilepræster på hest. Selvom de stadig bar de sorte rober og de røde masker og tilbad guden Kile, var der ikke en stor lighed med rigtige kilepræster. Over de sidste mange år, afskåret fra resten af verden i det fjerne tempel, var de seks præster i templet gledet væk fra den udstukne sti og var faldet for magtens beruselse. De arbejdede ikke længere for Kile, ikke rigtigt, men brugte deres status til at udnytte befolkningen i området. Krystaller var blevet vigtigere for dem end tro og da de havde hørt om en dreng, der kunne heale, havde de set en indtægt, en guldgrube. De var ligeglade med hans evne for det den kunne, om folk døde eller levede, var syge eller raske, var ligegyldigt for dem. Nej, drengen kunne skaffe dem større rigdom. Og med sukkersøde ord, religiøse fraser og psykisk manipulation havde de fået ham til at arbejde sig nær døden af udmattelse og krystallerne var væltet ind. Ind til den dag han stak af. Panik opstod og de delte sig op og trævlede oplandet tyndt i et forsøg på at finde ham.

De havde ikke troet, at han kunne nå så langt, men disse to præster var fortsat længere ned langs kysten. Og lige som de ville vende om inden mørket lagde sig, fik den ene øje på en træt røgsøjle. De kastede et blik på hinanden under maskerne, og satte heste i gang. Dyrene stillede de lidt derfra og nærmede sig lejren til fods. Ganske rigtigt, der var han, liggende på jorden, sovende, sammen med en eller anden tøs. Hun så ufarlig ud, lille. Ingen af dem kiggede nærmere på hende og lagde derfor ikke mærke til at blodet. Nej, deres præmie var for næsen af dem og han tog al deres opmærksomhed. Så stille som muligt sneg de sig til til Aldric, der stadig lå og sov tungt...

... Følelsen af, at der var nogen, der greb fat i ham og forsøgte at hive ham på benene, rev Aldric ud af søvnen og panikken væltede ind over ham. I et forsøg på at komme fri, begyndte han at sparke ud, så gløderne føg fra bålet og han endda ramte sin nye ven i ryggen. Et hurtigt glimt af en rød maske fik panikken til at stige endnu mere.
"Neijh, jeg vil ikke med! Slip mig, lad mig være!" Hans stemme var høj, råbende, skinger og med lyden af begyndende gråd. Han forsøgte virkeligt at komme fri af det hårde greb fra de to mænd, men han var ikke ret stærk og han anede ikke, hvordan man sloges. Den ene man lagde en hånd over hans mund og kvalte hans stemme, lukkede næsten helt for hans luftveje. Han ville ikke med, han ville virkeligt ikke med, men lige nu var han chanceløs i mod de to større og stærkere personer.

Det var ikke en rar søvn. Den var fin for hendes krop rent fysisk, men mentalt kunne det ikke være meget værre. Men til sidst endte hun i den helt tunge søvn hvor drømmene ikke længere plagede hende og hun lå fuldstændig stille og sov, hendes vejrtrækning tung. Hun sov normalt altid med et øje åbent, men den rå udmattelse hendes krop havde været udsat for, havde fået hende til at sove ekstremt tungt, så derfor vågnede hun ikke af at nogen sneg sig ind i deres lejr. Hun sov tungt videre til noget brandvarmt landede på hendes ryg. Med hendes trælse uheld endte noget af det i nakken på hende og hun vågnede op med et sæt. Det første hendes tunge hoved opfattede var en skinger stemme der råbte af folk og hun var på benene i en fart, snublende og træt, til hun så Aldric vride sig i grebet på to maskeklædte mænd. I starten stod hun blot forvirret, før det gik op for hende: De forsøgte at tage ham væk. Og han ønskede det ikke. 

En stigende vrede dukkede op i hendes sind, som hun bare stod der, stirrende. Så tog fanden ellers ved hende, da hun gik hen til dem, mens hendes øjne så småt begyndte at lyse. Hun tog først fat i den enes hånd. Håndleddet knækkede under hendes greb, og præsten gav sig hurtigt til at skrige op i smerte. "Slip ham! Eller jeg losser jer til Dødens Kløft!" hun havde kun været ved dette sted én gang før, men hun var NÆSTEN sikker på, at det var muligt. Som det gik op for præsterne, at det ikke bare var en normal lille uskyldig tøs de havde set før, gav de begge instinktivt slip og greb efter deres våben. Den ene havde et sværd, hvilket var bekymrende, men den anden havde en kølle. Dette var også rigtig bekymrende. Faye svarede igen ved at trække den økse, som Ferghus i sin tid havde givet hende. Hun formåede at parére de første par slag, men da et sværd bed sig ned i hendes skulder, vidste hun, at det betød at hendes held slet ikke var med hende. 

Det gjorde pishamrende ondt og hun svarede ved at sparke til manden. Han fløj et par gode meter væk ind i et træ og kort efter landede den andens kølle lige i siden af hendes hoved. Hun var hurtig nok til at fjerne sig så hun ikke fik kraniet slået itu, men køllen slog stadig hul i hendes hoved og hun snublede igen let mens hun tog sig til det, før hun flåede køllen ud af hånden på ham og rev den midt over. Hendes rasende blik rettet mod ham var nok til, at han besluttede sig for at tage benene på nakken. Han tog den anden præst med på vejen og så snart de var uden for synsdistance blev Fayes vrede omgående erstattet med en nær panisk bekymring for Aldric. Hun skyndte sig hen til ham og tog forsigtigt fat i ham. "Er du okay? Slog de dig? Er du kommet til skade?" hun rablede løs, fuldstændig ligeglad med sine egne skader for nu. Det gjorde vildt ondt, ja, men hun var mere bekymret end hun havde ondt.

Panikken brølede igennem Aldric og tårerne væltede op i hans funktionelle øje, som han vred sig og sparkede, men ikke kom nogen steder. De to præster var for stærke, han havde ikke en chance. Aldric ville ikke tilbage til templet, han ville ikke udnyttes for profit, misbruge sin evne. Tanken gav ham en tung klump i maven, for hvordan ville hans liv blive? Uden tvivl låst inde og under konstant opsyn. Og hvilket liv var det? 
I tumulten havde han glemt alt om Faye, der pludseligt dukkede op ved siden af ham og greb fat i den ene præsts håndled. Lyden af en brækkende knogle gled igennem luften og Aldric spærrede sit øje op. Pigens øjne skinnede hvidt. Inden han nåede at registrere så meget mere end det, slap de to præster ham og han faldt hårdt til jorden, hvor han hurtigt skubbede sig væk fra de tre nu bevæbnede mennesker. 

Måbende så han til, mens pigen han havde reddet sloges i mod de to mænd og fortsatte trods nogle hårde skader. Panikken væltede stadig rundt i ham og hans vejrtrækning var hastig og hans øje fyldt med frygt. Aldric var en utroligt fredelig ung mand og kunne aldrig forestille sig at skade nogen. Selvom bivirkningen ved hans evne kunne slå ihjel, havde han aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig at bruge den mod et levende væsen. Heller ikke for at redde sig eget liv. Synet af volden, der skete for øjet af ham, gav ham næsten kvalme og hvis ikke det var fordi, at han var frosset til stedet i chok, havde han helt sikkert rejst sig og vendt volden ryggen. Men han blev siddende.

De to præster stak af og Faye kom over til ham, rørte ved ham. Først så han på hende, bange, for han havde lige set, hvad hun var i stand til og det skræmte ham. Men det friske blod fangede hans opmærksomhed og hev ham ud af den frosne tilstand.
"D-du er kommet til skade." Måske ikke den mest intelligente konklusion, men her var noget, han kunne fokusere på, noget han kunne gøre noget ved. Så uden at svare på hendes paniske spørgsmål rakte han ud og lagde den ene hånd på siden af hendes hoved. Meget mere blidt end tidligere, lod han sin evne søge ud og lukke de sår hun havde fået. 
Det ramte ham hårdt og med det samme. Den smule farve han havde tilbage i sit ansigt, forsvandt og det grønne i hans øje blev endnu mere farveløst. Trætheden vente tilbage som havde han aldrig sovet og hovedpinen skar igennem ham. I et sekund måtte han lukke øjnene og det var som om, at han mistede balancen, selvom han sad ned. Men sekundet gik og han åbnede øjnene, knapt så dårlig. Bekymringen for hende kom tilbage og han mødte hendes blik, ikke længere bange for hende. Bare træt. Døden nær af træthed.

Det var en helt ny ting for Faye, at reagere negativt over at nogen var bange for hende. Normalt var hun ligeglad med det. Hvis folk var bange, så var de bange, og så var det bare sådan. Men lige så han angsten for hende i Aldrics øje, og det gjorde næsten ondt inden i. Hun ville ikke have, at han var bange for hende. Det havde ikke været hendes intention. Hun ville bare gerne hjælpe! I stedet endte han med at stamme at hun var kommet til skade og endte med at sende de healende energier igennem hende. Sårene lukkede sig og den hovedpine der ellers var på vej til at sende hende i jorden, forsvandt efterladende træthed på ny. Men hun havde lige været oppe at slås og adrenalin skyllede stadig gennem hendes krop, som hun sad på hug foran ham og hans udseende blev mere sygeligt. Han lignede én der kunne skvatte om hvad øjeblik det kunne være og hendes bekymring tog til i styrke som hun tog meget forsigtig fat i ham, holdende sine hænder på hans arme. 

"Hvorfor ser du sådan ud?" hun kiggede undersøgende på ham. "Du ligner en der har den ene fod i graven! Hvad sker der?!" kort lod panikken til at have overtaget hos hende, men så gik det hurtigt op for hende, at hun blot panikkede over det uundgåelige. Hun har været tæt på at binde sig, og her var resultatet. En mand der var tæt på at dø på grund af hende. For hun var ret sikker på, at han var tæt på det, det så i hvert fald sådan ud.
Faye, der for det meste var som en åben bog, så et kort øjeblik ekstremt ked af det ud, før hun begyndte at se mere sammenbidt og reserveret ud. "Kan jeg.... Kan jeg gøre noget... For at hjælpe?" spurgte hun tøvende mens hun lige så stille gav slip på ham. Hun burde ikke være så grænseoverskridende når han jo var så bange for hende. Også selvom det føltes rart at være i kontakt med ham, som da han havde lagt sin hånd på siden af hendes hoved. Det havde været ret rart.