Elverlys leder havde hele tiden befundet sig i den tætpakkede sal. Hendes gevandter var fuldkommen overdrevent pompøse. Hun var iklædt en lang hvid silkekjole prydet med perler og røde bånd, skørtet var fyldigt mens overdelen var tætsiddende og figursyet. Skuldrene var nøgne mens lange ærmer alligevel formåede at dække de muskuløse arme. Det lange røde hår var opsat i en frisure lig inden i rummet, lange hvide silkebånd holdt stædigt fast på alle slags tænkelige fletninger og generelt gjorde frisuren elveren omkring fyrre centimeter højere end den gennemsnitslige tilstedeværende.
Hele det elviske følge var samlet godt og vel i den ene del af salen, hvor høfligheder blev udvekslet racer imellem. Selv havde Toorah givet sig i kast med en politisk samtale med et menneske. Sandheden, helt nede på bunden var, at hun ikke orkede menneskerne. De var i hendes optik døgnfluer, unødvendige, uinteressante og ualmindeligt dårligt opdragede.
Alligevel var hun der, smuk, smilende og stolt over at kunne fremvise sit folk for verdenen uden for Elverly.
Hvad der fangede hendes opmærksomhed var en elver med kornguldt hår, som diskret lagde en hånd omkring hendes arm. Hun reagerede ikke omgående, men fik afsluttet samtalen på en hurtig og pæn måde, inden hun blev anvist med et diskret nik i retning af den unge elver, der nu lå og rodede rundt på gulvet, først kunne hun ikke afgøre, om det var fordi han allerede nu havde fået for meget krystalvin eller der var noget ravende galt, men med et overvågende blik fik hun i Rhovandírs synsretning øje på en sortelver der mageligt lænede sig op ad en stor sølje i rummet.
"Feuyaer!"
Forbandelsen var kort præcis og... elvisk. Kun Elverlys borgere var klar over, at hun forbandede sortelveren langt væk og i løbet af få skridt var hun ovre ved den unge elver der ikke så så godt ud. Vreden boblede igennem Toorah, men udefra så hun ganske kontrolleret og fattet ud. For det første var hun vred over, at sikkerheden på det forbandede sted var så elendig, at en sortelver kunne slippe igennem. For det andet var hun indebrændt over, at hun overhovedet havde ladet den Rhovandír komme med til arrangementet når ikke engang normal tankevirksomhed lod til at slå til hos den unge elver og sidst men bestemt ikke mindst vidste hun, at der ville gå længe inden hun tilgav sig selv for at lade ham ud af syne.
En menneskelig ældre vagt var kommet Toorah i forkøbet, heldigvis, eller rettere uheldigvis for den rødblonde, var hun lige inden for rækkevidde til at høre hans forklaring.
"Det er okay, jeg tager den herfra Hr.!"
Toorah skævede til vagten med et blik der med det samme fik ham til at snure rundt på hælen, alle andre gæster fik pludseligt også travlt med at passe deres vin og deres egne samtaler som Lederen var nået hen til det elviske fjols.
De røde øjne gled henover elveren og spottede øjeblikkeligt nålen der lille, spids og skinnende stak ud fra hans nakke. Toorah så sig kort omkring, inden hun lod to fingre lukke sig om den, og trak den ud med en overraskende garvethed taget hendes krigerinstinkt i betregtning. Udmærket klar over risikoen fjernede hun det lille stykke metal, Kravenoh var langt fra den første sortelver hun havde stødt på gennem sine femhundrede år
"Hvad tænker du på?"
De røde øjne var rettet direkte ind i Rhovandírs som hun sank ned i knæ ved hans side, han var én af de få hun faktisk tiltale som 'du' og ikke 'De' men det var hovedsageligt for at understrege en pointe. HUn behøvede hverken snerre eller hvæse for at lyde bestemt. Heldigvis foregik samtalen på elvisk og var derfor ikke andre vedkomne.
"Sig mig. Er du dum, eller helt igennem ligeglad med de aftaler vi laver?"