Lugten af frisk blod hang i luften i den højloftede Riddersal. I det fjerne kunne man høre bølgerne der med kraft kolliderede mod de mørke klipper, som det blæste op til en storm. En efter en trådte de højtrangerende officerer hen mod alteret, dyppede hænderne i skålen med blod og modtog Ærkedæmonens velsignelse:

"Med vort offer velsigner Zaladin jeres rejse. Bring frygt i hjertet på vores fjender og spred Den Mørke Guds vilje."

Mørkets Soldater havde det seneste år terroriseret flere af Krystallandets kyster og mindre fiskerbyer. Slaver var blevet bragt til Obsidianøerne, og i mellem tiden havde Merihem i samråd med generalen og de andre højtstående i Mørket, planlagt de næste skridt.
For år tilbage var der i hemmelighed blevet etableret et fort i Tusmørkedalen med en af hærens majorer i spidsen, og Merihem havde fulgt arbejdet med stor interesse.
Nu var tiden inde til at skabe flere fodfæster på fastlandet. Steder hvorfra Mørket kunne infiltrere og skaffe flere allierede. Samtidig ville flåden fortsat forsøge at holde Lysets soldater i skak.

"Vores folk er gået på land i øde områder mod nord .. vest .. og syd." Områderne blev markeret på et udbredt kort, der lå på et bord i midten af rummet. "Portalerne er aktiveret og I har jeres ordrer!"

En stemning af opbrud gik gennem riddersalen. Delingsførere bjæffede ordrer, som soldaterne marcherede mod det sideliggende gemak, hvor Mørkets portaler var opsat. Delingerne under hver deres kommandør ville rejse til de forskellige, nye fæstningsværker og derfra begynde at udføre de ordrer, der var givet..



Praktisk info:

Som medlem af Mørkets Hær, bestemmer du selv, om din deling er udpeget til at tjene i en af de nye fæstningsværker. Korporaler, majorer og oberster kan efter udstationeringen frit benytte Mørkets portaler til at rejse frem og tilbage, mens menige soldater skal have en skriftlig ordre hertil.
Du kan også vælge, at din karakters deling skiftende sendes til forskellige områder, hvis du ønsker mere variation i lokationer.

Ordrerne til grupperingerne er som følger:

Fort Arctos [Nordlandet]

• Hjælp med at færdigbygge fæstningsværket og klargøre det til den kommende vinter.
• Etabler kontakt til Nordens klaner, der i løbet af årene har været utilfreds med Lysets styre.
• Mørket har i en årrække foretaget minedrift i Dragonis-dalen i skjul. Hjælp med at udvide minedriften og skaffe friske slaver, der kan arbejde i minerne.

Fort Umbra [Sumplandet]

• Hjælp med at færdigbygge fæstningsværket og sikre et forsvar mod Amazonitskovenes væsner.
• Undersøg hvilke områder af skoven, der stadig er præget af den mørke korruption
• Tag kontakt til skovens væsner - nogle er let påvirkelige og kan overtales til at blive en del af Mørket.
• Topalisekspedition: Hjælp med at opsætte minedrift på Topalisøen for at udvinde dens dyrebare mineraler

Fort Solis [Rubinien]

• Hjælp med at færdigbygge fæstningsværket og sikre det mod vejr og vind
• Undersøg ruinerne af Mydth'Ethil - det siges, at der stadig findes gammel, dæmonisk magi på stedet. Måske er der noget, Mørket kan bruge.
• Etablér kontakt til minotaurklanerne - Vi kan tilbyde at hjælpe dem mod Rubiniens Slavehandlere
• Etablér kontakt til Thal'Elor. Ørkenelverne vil være sværere at overbevise, men de har ingen kærlighed for menneskeracen. Find ud af, hvad vi kan tilbyde dem.

Som alle andre var Kiri mødt op i riddersalen for at høre de nye ordrer om hvor tingene skulle bære sig af nu om dage. Hun var dog ikke ligeså begejstret som hun normalvis ville være, da samtalen med Iriskan stadig lidt hang over hende. Hun var usikker på om han havde haft ret i det, men hun var ikke overbevist. Derfor var hun også en anelse distraheret som de stod der.

En stor hånd greb dog fat i hende. Det var en major hun tidligere havde været knyttet til, da hun ikke ligefrem havde haft en solid plads i nogen deling. ”Kom så,” gryntede han og hev hende mod en af portalerne. ”Vi får brug for nogen der kender skovene og som kan spejde i forvejen for os.” Det var vidst en af de få ting han kendte til Kiri.
Kiri havde næsten forventet at hun ville få lov til at blive her i på slottet, men som hun blev hevet afsted mod portalen havde hun ikke meget valg, og som de kom ud på den anden side, og hun kunne flyve op, så så hun endelig sit barndomshjem igen.
Hun var ikke sikker på at hun at hun ville være glad for at være tilbage, men uden Cryan, så kunne hun vel være et sted hun kendte til og holdt af. Måske stjernerne også ville være mere synlige herude.

"Denne vej!" Bjæffede korporalen, der ledte dragerytterne hen mod udgangen. Det var begrænset hvor mange drager, der var plads til på det nye fort, men det var vigtigt at have et par stykker ved hånden, og der gik ikke længe før Asha var i sadlen på Desghora, de stærke vinger bærende hende mod øst.

Økserne sad i hendes bælte og læderrustningen var spændt på, men hendes manke af krøllet hår fløj frit i vinden. Tankerne og følelserne, der gik igennem hende var blandede, for hun var på vej til Rubinien - stedet hvor hun havde tilbragt mange år som slave. En del af hende tørstede efter hævn, at bringe nogle af slavehandlerne ned og give de lænkede en ny mulighed som frie folk hos Mørket.

En anden del af hende havde svært ved at abstrahere fra, at Mørket selv havde slaver. Hun bildte sig ind, at det var anderledes - en pris for den krig, de førte, og at dem der havde muligheden for frivilligt at slutte sig til deres herre, kunne smide lænkerne. Et valg, hun ikke selv havde haft, hos sine nådesløse tilfangetagere.

Som bakkelandskab begyndte at blive til sand kom minderne dog stærkt tilbage, og hun bed tænderne sammen, mens hun forsøgte at tænke på noget andet, og tankerne automatisk faldt på Beon. Var han blevet tilbage på Obsidianslottet eller var han også blevet sendt ud i tjeneste?

Siden han efterhånden var blevet brugt som syndebuk af flere af de højeststående, holdte Spionen sig i mørket. Hans ekspertise var egentlig ganske veletableret til at tage spionere på de omkringboende utilfredse enheder som Merihem omtalte, men hans ordre havde været simple. Han var mest til nytte her, hvor han kunne grave sin næse så dybt ned i bøgerne, at ingen andre behøvede.

Fra sin plads i skyggerne, gled hans øjne over de samlede, som var hurtige til at bjæffe ordre ud over deres delinger. Nogen gik direkte igennem portaler, nogen til dragestaldene, og andre til skibe.

Fra borgens klippemur, betragtede han mængden af drager som gik i luften og spredte sig til de tre hjørner de var udstationeret. Et stik i hjertet fik et øjebliks svaghed til at tone frem på hans ellers neutrale og følelsesløse ansigt. Han drejede blikket mod syd og sank en klump der havde formet sig i halsen. Han håbede Asha ville prøve at skrive til ham, eller på anden vis give ham mulighed for at vide hun var i live.
Mest af alt, ville han ønske han kunne tage med hende.