Jezebel havde længe trængt til en pause, og efter sin tur nordpå med Thanos, havde frost, sne og kulde mistet sin glans for Frygtens Frue. Hun havde efterladt en pind der kunne falde i hjulene på Valkars planer når som helst, bare så han ikke følte sig for sikker, og besluttet sig for at det var på høje tid med en ferie sydpå!

Turen havde ikke været synderligt interessant. Hun havde fyldte sit entourage på et skib, og brugt ventetiden på at dekorere sine tjenere, så de passede bedre ind i lokal miljøet når de landede. Et par hundrede meter strimlet lagen senere, og de var i haven igen, og Jezebel kunne strække sig i den lune morgensol, mens kulde og frost var et dårligt minde blot.

Derfra havde det været en fantastisk sight-seeing tur, hvor hun havde taget hvad hun skulle bruge, og ikke efterladt sig et eneste lig der kunne sladre om hendes gerning. Hun foretrak ikke at får for meget opmærksomhed, især når hun var på ferie! Men som en konsekvens deraf, var hendes stab af tjenere vokset betydeligt. 

Trods den ekstra anstrengelse det var på hendes evner, lod hun dog ikke dette slå hende ud. Tvært imod! Hun overtog gavmildt bærestol og andet udstyr fra en mindre handelsfyrste, der havde været en anelse for stor i kæften, men havde tilbudt hans ejendele mod sin frihed. Ganske tilfreds med den aftale, havde Jezebel dræbt manden på stedet, og sat ham fri fra livets lænker, hvorefter hun var rejst videre med stil.

Det næste stop på hendes rejse var ganske særligt. Jezebels manglende interesse for handle gjorde at hun ikke havde hørt meget om Sjælehandleren før, men havde samlet nok viden ind på vejen, til at det var et besøg værd!

Ganske uanmeldt, men ganske pompøst med to dusin af sine ikke-levende tjenere til at bære den platform hun sad på, lufte hende med en vifte af påfugle-fjer, og holde hende tilfreds med frugt og vin.

Lyden af et piskeslag efterfulgt af et skrig fik Vargas til at smile. Åh, det var godt med lidt motion. Endnu en gang hævede han den korte tyrepisk og lod den falde ned over ryggen på den slave, der var spændt op i mellem de to pæle, der var placeret i hjørnet af den store træningsplads. Et sted der kunne ses af mange af hans slaver, så de kunne føle frygten. Denne slave havde lavet et eller andet, ja, faktisk var Vargas ikke helt sikker på hvad, men så snart nogen havde hvisket til ham, at noget var galt, havde han straks udvalgt sig en pisk og var spadseret ned på pladsen for at have lidt sjov. 
Slaven burde næsten være taknemmelig, for nogle af vagterne slog uden tvivl hårdere end Vargas, der nok var stærk, men samtidigt en lille smule doven og derfor ikke ligefrem voldsomt muskuløs. Muskuløs, jovist, han holdt sig i form, men man skulle jo heller ikke overdrive, vel?

Pisken smældede i luften, musik for hans ører, og han lod den falde igen og igen. Lige indtil nogen havde den frækhed at afbryde ham med et fladt "Herre Aziz, De har besøg". Vargas vendte sig brat i mod vagten, der forsøgte ikke at vise, at han godt vidste, at det var en dårlig idé at afbryde Herren midt i sin leg. Vargas stirrede på ham uden et ord for et øjeblik, noget der nærmest fik den store vagt til at krympe sig, men pludseligt lod dæmonen skuldrene falde og stak pisken i favnen på en anden vagt.
"Hvem er det?" Han kørte en hånd igennem det uregerlige hår og rettede på sin lange kofte, der var i en midnatsblå farve med mønster i sølvtråd og varme gulve kantbånd med guldtråd. Vagten fik et usikkert blik i øjnene.
"En kvinde. Nord fra. Hun introducerede sig selv som... Forfaldets komtesse. Eh. Lady Jezebel." Vagten så endnu mere utilpas ud og Vargas så irriteret på ham.
"Hvad er der med dig, spyt ud."
"Hun... hendes... hendes følge, Herre... består af... lig." Vagten var tydeligvis ved at slå knuder på sig selv ved at sige det og Vargas så kort forvirret ud. 
"Lig? Hvad... nå, lige meget, jeg får det at se med egne øjne." Og med de ord forlod han den blødende, ødelagte slave og et par vagter til at tage ham ned igen, mens den sidste vagt fulgte efter ham med hastige skridt.

Med lange, faste skridt gik han ind i sit hjem og ned af en gang, inden han kom til en åbning, der ledte ind til det store rum, der fungerede som gæsteopholdsstue. Langs væggene var der siddepladser med puder og andre behagelige møbler, man kunne slænge sig i. Flotte lysekroner hang ned fra loftet og lidt simpel, men passende kunst var placeret på væggene og strategiske steder. Lave borde var ligeledes at finde, klar til drikkevarer og fade med frugt. Et ægte Rubinsk rigmandsrum, blot til gæster.
Jezebel ville være blevet ledet ind i rummet, og det ville uden tvivl være blevet forsøgt at overtale hende til at efterlade i det mindste noget af hendes store følge udenfor.
Vargas kiggede kort rundt hjørnet og trådte så tilbage igen med undren i ansigtet.
"Ved Zaladin, du har ret. De er jo døde." Man kunne nærmest se, hvordan han rystede det af sig og fik et glimt i øjnene. "Ser man det. Spændende." Og uden videre drejede han rundt hjørnet og ind i rummet. "Velkommen til mit ydmyge hjem, Lady Jezebel. Hvad bringer Dem hid til Balzera og denne spartanske bolig?" Der var et smil på hans ansigt, et smil, der fik hans øjne til at glimte og hans træk til at virke mere åbne. Han kunne måske næsten se helt venlig ud, hvis ikke det var for den stribe af blodsdråber, der var sprøjtet hen over hans ene kind.

Jezebel havde, som den ydmyge gæst hun var, efterladt størstedelen af sine tjenere udenfor, men en kommentar om at de nok burde holde lidt øje med dem, for de kunne finde på at vandre når hun ikke var der. Det var selvfølgelig løgn, men deres ansigtsudtryk ved kommentaren havde været det hele værd! Det kunne sågar være hun gjorde noget ved det, hvis besøget her viste sig at være kedeligt.
Der var dog stadig en håndfuld af hendes egne tjenere med hende, som hun var blevet anvist en plads til at vente på husets herre.

Jezebel selv lå henslægt i en bred stol med puder, mens hun dovent stoppede endnu en drue i munden. Lyden af skridt fik hende til at skifte blikket i retning af åbningen, men hun gjorde ingen mine til at rejse sig, eller blot rette sig op. Trinnede stoppede dog kort inden døren. En tjener der skulle tage mod til sig, eller havde hendes vært om sider fået sin røv i omdrejninger? Ikke at hun havde noget at udsætte på behandlingen indtil videre.
Da en velklædt herre endelig drejede om hjørnet, satte Jezebel sig dog alligevel en anelse op. Blodet på hans kind gik ikke hendes opmærksomhed forbi. "Jeg takker for denne fremragende modtagelse, på trods af dette uanmeldte besøg" hun rejste sig elegant op, og nejede dybt "Ville antagelsen at De er husets herre være forkert? Jeg håber såsandelig ikke jeg afbrød dem midt i noget... vigtigt" hun rettede sig langsomt op igen, og rakte en halvt-behandset hånd frem for at lade ham kysse den. Alt imens stod hendes tjenere, statiske mumier der ikke rørte en muskel eller tog det mindste åndedræt, omkring hvor hun havde siddet, alle med deres indpakkede ansigter rettet mod Vargas.

Gæsten i den pompøse stue var en ganske slank, ganske yndig kvinde, der tydeligvis forstod sig på stil og hvordan man fremførte sig. Det skete lidt for ofte, at Vargas fik besøg af adelige, der opførte sig som svin i en grisestald og han havde også valgt at smide de værste ud, hvis de provokerede ham for meget. Han havde råd til at miste kunder, hvis han ikke kunne fordrage dem. Men han havde en fornemmelse af, at bekendtskabet af denne kvinde nok skulle blive fornøjeligt, allerede som hun elegant rejste sig og nejede for ham. 
"Det er mig altid en glæde at få besøg, især af underskønne kvinder, der kan bringe en glød til dagligdagens trummerum." Charmen var tyk, men det var det, han gjorde bedst. Talte sig til ting. Fik folk til at føle sig specielle og uundværlige. Inden han tog det, han ville have fra dem.

Uden tøven bukkede han for hende og samtidigt greb hendes hånd for at kysse den. Men hendes ord fik ham til at stivne let, som han var ved at rette sig op igen. Der var noget i hendes tonefald, der afslørede, at noget var galt. Afslørende. Hans blik gled til vagten, der meget hurtigt lavede en bevægelse mod sin kind. Et stik af vrede gled igennem ham over, at vagten ikke havde sagt noget før. Men da han rettede sig hurtigt op, var der ikke andet end smilet på hans ansigt.
"Mit navn er Vargas Aziz, ja, jeg ejer dette hus og den ydmyge slavehandel." Vagten rakte han forsigtigt et lommetørklæde og Vargas flåede det ud af hans hånd med en hurtig bevægelse, der afslørede, at han nok var mere vred end han så ud til. Et blankt pyntefad kunne fungere som spejl, og han gik hen for at løfte det op. Med en ublid bevægelse gned han lommetørklædet mod sin kind for at fjerne blodet.
"Og nej, jeg var blot ved at fordrive tiden lidt med lidt motion og afrettelse af en slave. De lærer bedst, når blodet løber."

Trods de grusomme ord, var hans tonefald stadig positivt og åbent, som snakkede han ikke om at pine levende væsner. Endeligt var han tilfreds med sit udseende og kastede lommetørklædet tilbage til vagten, der lidt forfjamsket nåede at gribe det. Vargas vendte sig lidt abrupt mod Jezebel igen, stadig med et smil om læberne.
"Men fortæl mig, hvad kan jeg gøre for Dem?" Egentligt var han ved at dø af nysgerrighed over de udøde, der fyldte rummet med en stank af død. Måske ikke så meget bogstavligt, som at han kunne mærke manglen af sjæle fra de strimmel-iklædte væsner. Men først forretning.

Jezebel smilede bredt til Vargas. Hendes umiddelbare indtryk havde vist sig frugtbart. Åh, var der ikke en magtfuld mand i verden der ikke nød at få strøget sig ego lidt?
Hendes smil blegnede ikke det mindste ved hans introduktion "Mig en fornøjelse Herre Aziz" svarede hun, og betragtede høfligt et af kunststykkerne mens Vargas tørrede sin kind fri for blod. "Ahh ja, det er vigtigt at holde sig igang! Jeg finder dem dog langt mere medgørlige når de er holdt op med at bløde igen" svarede og klukkede en anelse, lige så nonchalant om emnet som Vargas selv.

Først da Vargas selv havde vendt sin opmærksomhed tilbage mod hende, stoppede hun sit studie af et maleri og vendte sig mod ham ligeså. "Ja det er jo et glimrende spørgsmål.." hun trådt langsomt nærmere "Ser De, jeg kommer selv længere nord fra, og var taget til Rubinien for at nyde dens skønhed og varme ej at forglemme! Men først efter at have rejst rundt her i flere dage, hørte jeg om deres foretagende her, at der ikke var et væsen De ikke besad i krop eller sjæl, og tænk sig, det var det første jeg hørte om Dem!" hun så ganske oprevet ud over det faktum som hun fortalte "Det kunne jeg naturligvis ikke lade stå til, så her er jeg.." hun stoppede op ganske tæt på ham, og mødte hans blik med et muntert skævt smil der dog besad en lumsk undertone "Og jeg har samme spørgsmål på hjertet.. hvad kan de gøre for mig?"

Kvindens respons til hans ord om straf til slaverne, gjorde blot Vargas i bedre humør. Et dæmpet latter lød fra ham, selvom han ikke helt vidste omkring det med døde slaver. Hans blik gled atter rundt på hendes følge og han måtte konstatere, at det nok var hendes… ting. Det var vitterligt interessant og han måtte bare høre mere om, hvordan hun gjorde det.

Vargas betragtede hende roligt og med et svagt, skævt smil, som hun begyndte at nærme sig. Der var et glimt i hans øjne, der sagde han kunne lide hendes opførsel. Det var forfriskende. Det var ikke fordi, at hans tanker strøg af sted til lummerhed, nej, det virkede mere som en leg og han elskede at lege. Så længe det ikke begyndte at kede ham.
Smilet blev større, stort nok til at hans hvide tænder lyste op i mod hans lidt mørklødede hud og sorte skægstubbe. Hænderne holdt han for sig selv, selvom trangen til at lægge en hånd i mod hendes bryst og føle hendes sjæl var stor. Hvem var hun? Han ville mærke det. Han lænede sig en smule frem, blot centimeter, nok til at han kunne dufte hendes fysiske duft og bedre se farven på hendes øjne.
”Jeg? Jeg kan give Dem, hvad Deres hjerte begærer.” Hans øjne glimtede lidt og smilet fik en anden undertone for et øjeblik, som lagde han dybt og grundigt an på hende. Og så… trådte han et skridt tilbage og drejede rundt for at gå et par skridt mere, mens han slog ud med armene.

”Jeg har alt i slaver. Kvinder, børn, mænd, elvere, halvdyr, selv en dværg har jeg på lager. Ønsker De en sengeslave, køkkenslave eller en rigtig mand til at slæbe på deres gård, jeg kan skaffe det. Eksotiske dyr, griffer, minotaurer, kentaurer, satyrer og en trold. Har jeg det ikke, ja, så sender jeg straks bud ud om at skaffe det!” Han snurrede rundt med et stort smil på ansigtet. Han elskede sit erhverv, han havde fundet sin rigtige hylde og det kunne ses på ham.
”Spørgsmålet er ikke så meget, hvad jeg lkan gøre for Dem, men hvad De vil have, at jeg gør for Dem! I denne bygning kan penge købe alt!”

Jezebels blege lilla øjne mødte Vargas' uden at tøve et sekund. Som han rykkede nærmere lænede hun sig selv frem for at møde ham, uden frygt, hendes øjne fyldt med frydende morskab og nysgerrighed. Hun duftede af lavendel, og død bragt af nordens kulde, som var det en del af selve hendes væsen.
Hun løftede øjenbrynet ved hans første ord, tydeligvis ikke overbevidst. Hvad hendes hjerte begærede? Den var god. At denne mand vovede at tage de ord i sin mund gjorde hende kun mere skeptisk, for nok var denne mand mægtig, men han var ikke Syndens Prins.
Hans hus var nok stort, og hans ord større. Det lød ganske vist utrolig imponerende, og der var noget der sagde Jezebel at denne mand nok ikke overdrev.. men hun var stadig ikke overbevidst.

"Hvad mit hjerte begærer hmmm? Ja det lyder jo alt sammen ganske interessant, tillokkende ligefrem" hun hvilede tænksom en finger på sin hage, mens hendes anden arm lå løst henover hendes mave. Hans passion var ikke til at benægte, og den smittede af. Hun var nød til at se ham i aktion!
"Men alle disse muligheder! Åh hvordan skal man dog vælge!" beklagede hun sig næsten teatralsk, med smilet spillende på læberne. Hun vendte sig mod ham, og lod hånden glide fra sin hage ned på sit bryst hvor fingrene spredt hvilede mod hendes hud. "Måske.. De vil vise denne storhed frem, mmm? Jeg må erkende de har.. pirret min interesse" hun strakte den ene hånd lidt ud, og bukkede sig, blot en anelse, i en ærbødig gestus, anderkendte at han var herre af dette hus, og hun blot en ydmyg gæst. Men hendes øjne forlod ham på intet tidspunkt. Hun var nok gæst, men hun underkastede sig ikke.

Vargas slog sine hænder sammen og førte dem op, så hans læber rørte fingerspidserne og så ventede han i spænding på hendes svar. Der var noget over denne skønhed, der tiltrak sig hans interesse, noget i hendes blik og hendes opførsel. Han havde det som om, at de ville kunne have en masse sjov sammen. En der var sindssyg nok til at rende rundt med døde som sit følge kunne vel ikke være andet end sjov at tilbringe sin tid med, vel? 
Han elskede hende tydelige teatralske måde at opføre sig på, det vidste, efter hans mening, er der var mere til hende hvad øjen kunne se. Og hvad han kunne se, ja, det var jo ganske fint, så mon ikke det indvendige var endnu mere pirrende?!

Hendes sidste sætning, efterfulgt af hendes buk, fik ham til at slå ud med armene igen og fortsætte med det store smil.
"De skal være mere end velkommen til at få en rundtur i min lille ydmyge forretning! Jeg elsker at vise frem. Og måske De får øje på noget, de kan lide!" Han rakte en arm ud, så hun kunne lægge sin egen om den. Hvis hun tog i mod, ville han begynde at føre hende ud, samme vej som han var kommet ind. Han stoppede tog kort op ved siden af vagten, der stadig stod og svedte nervøst.
"Bed Ana om at dække op, inden vi kommer tilbage." Hans stemme havde en kold klang der sagde, at han ikke havde glemt vagtens lille fejl og at han bare havde af at forsøge at gøre det godt igen.

Derefter førte han kvinden ud fra husets behagelige kølighed og ud i solen. Døren ledte ham direkte ud til den store plads, hvor han havde hygget sig med at afstraffe slaven ved de to pæle, der var banket i jorden.
Først førte han hende rundt, ned langs burene med slaverne, der skulle sælges. En enkelt gang sparkede han til en hånd, der var rakt frem i tiggen om et eller andet. Bagefter kom de forbi det store helt indhegnede arena, hvor grifferne sad i burde langs kanten. En træner og et fuglehalvdyr var i gang med at arbejde med en grif og Vargas sludrede lidt begejstret om sine fugledyr, inden han førte hende under jorden, hvor mere holdbare bure var placeret. To minotaurer, en trold og et par store halvdyr var placeret hernede, sammen med et par varulve, der selvfølgelig blot var mennesker i øjeblikket. Oppe i solen igen, førte han hende hen til den sidste række af bure, som var lidt bedre i kvalitet og som indholdt hans egen samling, som ikke var til salg. Dem talte han om, nærmest som var det hans børn. Han var meget glad for sin samling af specielle væsner.

Til sidst endte de ved de to pæle, hvor der i sandet var spor efter det friske blod fra den slave, han havde moret sig lidt med.
"Som De kan se, så er der lidt at vælge i mellem, ting der kan udfylde ethvert behov!" Stadig smilende så han på hende og slog let ud med armen over sin forretning.

Jezebel tog uden tøven hans arm med et energisk smil. Han handlede præcis som hun havde regnet med! Fremragende. Hendes blik hang et øjeblik ved vagten og klukkede lidt. Nogen var i problemer~
Hun lagde sin anden hånd mod Vargas arm og lænede sig en smule ind mod ham. "Hvis du har tænkt dig at afstraffe ham senere MÅ du tillade mig at deltage!" bad hun, inden hun lod rundvisningen tage alt sin opmærksomhed. 

Vargas' samling skuffede bestemt ikke, og hun var især interesseret i griffene. Hun kunne bestemt godt bruge sådan en, både til transport men så sandelig også til at genere Valkar. Det måtte være noget i hans fragmenterede hukommelse der stadig huskede de bæster der havde taget hans liv for så mange år siden!
Trolden fik også en kommentar på vejen, men ellers betragtede hun det meste med overfladisk interesse, som de vandrede roligt mellem burene, håbefuld om at se noget der kunne pirre hendes interesse, men uden egentligt at lede efter noget specifikt. Hun kunne lige så vel have været på udkig efter en ny kjole.

Jezebel mødte Vargas smil med sit eget "Sandelig! Og jeg kan kun prise mig lykkelig for at jeg valgte at kigge forbi, for hvad jeg havde hørt blegner i forhold til virkeligheden!" priste hun hans samling, og smigeren var ikke engang falsk. Hun var ganske imponeret over hans samling og var ved at flyde over med idéer til projekter der kunne være så morsomme!
Hun lagde dog hoved en anelse på skrå "Jeg er dog overrasket over at jeg besidder et væsen De ikke gør.. eller måske er den blot for værdigfuld til at blive vist frem til sådan en rundvisning mmmm?" tirrede hun ham. Bare en smule kunne ikke skade. Især ikke hvis de skulle hygge sig med vagten senere!

Det havde været en fornøjelse at vise sin forretning frem for denne kvinde. Hun havde forstået værdien i de fine væsner, alt fra de almindelige slaver til griffene og hans egen private samling. Hans humør var godt, som de igen stod på pladsen i den varme sol.
Han havde ikke glemt hendes ord om, at hun ønskede at være med til at straffe vagten. Han havde hurtigt besluttet sig for, at en vagt mindre ikke var et problem, hvis de nu slog ham ihjel, kunne det være, at hun havde lyst til at vise ham, hvordan hun dog lavede disse sjæleløse levende. Men det måtte de se på. Måske et let måltid mad ville være passende først, hvis Ana havde fået dækket op inde i huset.

Hans tanker var gået på vandring, da hun nævnte et væsen, han ikke besad. Med et nysgerrigt udtryk fik hun hans fulde opmærksomhed igen.
”Et væsen jeg ikke besidder? Åh, hvad mon det kan være?” At hun prøvede at tirre ham, så ikke ud til at virke, han vidste udmærket godt, at hans samling var mangelfuld. Faktisk var han mest nysgerrig over, hvad hun dog havde, som han ikke havde? Hvad mon det kunne være?

Vargas slaveforretning var kun en 80-90 år gammel (han holdt ikke så nøje øje med tiden). Denne forretning, altså, han havde været i gang i nærmere 300 år med et par pauser, når et eller andet gik galt. En krig eller personlige årsager. Han havde haft det meste mellem hænderne, men væsner levede jo desværre ikke evigt og en gang i mellem tyndede det ud i hans samling.

Jezebel var måske en smule skuffet over at han ikke lod sig tirre, men man kunne ikke altid få alt. Til gengæld var hun ganske sikker på at hendes næste ord nok skulle få en værdig reaktion ud af ham!
"En Enhjørning, sårmen"
Uddybede hun letsindigt, som om det ikke var noget særligt. Javist var den død, som alt andet i hendes liv, men selv en død enhjørning var så sandelig en sjældenhed man ikke så, eller i dette tilfælde hørte om, ofte.

Jezebels opmærksomhed vanderede snart fra emnet igen, som hendes blik faldt på straffepælene. Ikke dårligt! Og tydeligt så de rigeligt med brug. Det ville jo ikke gå an hvis ens udstyr blev støvet eller rustet!
"Ahhh men kære, sig mig, skal vi se på din vagts mangler, eller få en bid først, hmm? Det lød til det ville være klar når vi kom tilbage?" foreslog hun med et smil og en tone der antydede at hun måske håbede på at det ikke var tilfældet. Åhh ville det ikke være synd hvis den ikke var klar? Hvis endnu en havde skuffet Vargas på netop denne dag hvor han skulle få uventet besøg? Det var næsten for meget at håbe på.

Vargas var ikke i tvivl om, at kvinden ønskede at tirre ham og han lod sig selv hoppe på limpinden - udadtil. Så han var interesseret og lyttende og hans ansigt udstrålede overraskelse, da hun sagde, at hun havde en enhjørning. Sådan en havde han også haft engang, men den var død alt for hurtigt. Om det var det at være tilfangetaget, varmen eller noget helt andet, vidste han ikke, men den havde ikke holdt længe. Så lidt overrasket var han da, at hun kunne holde liv… åh, det kunne være, at hun kunne gøre ved dyr som ved andre væsner? Reanimere dem? Hvor interessant!
”En enhjørning siger De? Hvor specielt!”

Hans blik fulgte hendes og hans smil fik en anelse mere karakter af hans sande jeg, som han nok kunne se, at hun syntes godt om det, hun så.
”Lad os få en bid mad først, så er det nemmere at samle sig om de fysiske udfoldelser.” Han rakte hende sin arm og slentrede afslappet ind mod den store, kølige stue, hvor der forhåbentligt var stillet et let anrettet måltid frem. Selvfølgelig ville det bestå af mad, en simpel bonde aldrig kunne drømme om at smage, Vargas manglede ikke penge og elskede god mad. Når han nu havde mulighederne for det, kunne han ikke se, hvorfor han skulle spare på noget så simpelt som mad. Og kokken var endda betalt og ikke en slave.

Anastasya havde gjort sit bedste for at opfylde Vargas' ordre. Hun havde dækket flot op med krystalglas og sølvbestik. Frugt fadet var skiftet ud med en overdådig anretning af frugt fra hele Krystallandet. Der var gylden kaviar med friske krydderurter og , en let anretning med diverse oste på et smukt dekoreret krystalfad. På et fad var der anrettet skiver af hassel ristet vagtel der stadig dampede en anelse, samt fint skåret kød fra et vildsvin der kun havde levet af agern, ved siden af dette lå revne hvide og sorte trøfler. I en smuk krystalskål var der et udvalg af forskellige hjemmebagte kiks, lavet på trøffelsmør og vagtel æg, perfekt til ost.
Ana havde været meget forsigtig med at transportere de fine retter og det fine service i frygt for at tabe noget. Derfor var hun kun lige gået i gang med at hælde den brusende champagne op i de høje krystal glas da døren gik op. Hun skyndte sig at sænke blikket af respekt og nejede dybt. "Deres mad er klar herre" Sagde hun med en dirrende stemme. Hun satte forsigtigt det ene glas fra sig på bordet og tog det andet for at hælde op i det også.
Anastasya var ikke fan af de gæster Vargas holdte sig. Men lænken om hendes ankel tilkendegav tydeligt at hun intet havde at sige i nogen sammenhæng. Hun bar en simpel hvid kjole denne dag, der fremhævede hendes kønne honning gyldne krøller. Hun var nervøs, som altid, og håbede inderligt på blot at blive sendt væk så hurtigt som muligt. Hendes hænder rystede en anelse mens hun forsigtigt hældte den dyre væske op i glasset.

Jezebel tog muntert Vargas arm og fulgte med indenfor "Så sandelig!" medgav hun med en let klukken. Hun glædere sig til at se Vargas udfolde sig, og til at se hvad den interessante herre kunne finde på. Var han inspireret eller udover af blind vold? Var han langsom og metodisk, eller fulgte han passionens vej, og lod temperamentet styre? Det var alt sammen så spændende hun knap var sulten!

Men en lille bid ville der nu nok være plads til! Jezebel lod blikket falde kort på tjenestepigen - eller slaven som det nok var i dette tilfælde - inden hun lod opmærksomheden falde på de imponerende anretninger.
Smilet på hendes læber var umiskendeligt som hun satte sig henslægt. "Ikke dårligt Mmmm slet ikke dårligt" kommenterede hun let, og samlede sit glas op. Hun brugte et øjeblik på at betragte væsken over glassets kant. Det var ikke hendes foretrukne type, men hun ville nøddig være en besværlig gæst.
Efter et øjeblik løftede hun glasset mod Vargas "Til gavmilde værter!" skålede hun med et bredt smil.

Det var ikke et skuffende syn, der var inde i stuen. Maden så fantastisk ud, duften havde spredt sig i den køligere luft i stuen, og Ana stod og så så bange ud ved siden af. Ah. Perfekt. Vargas havde en stor lyst til at vise denne kvinde, hvad han var værd. Hvorfor tænkte han ikke nærmere over, om det var hendes slanke krop eller glimtet i øjnene. Måske hendes lyst til at se vagten betale for sin ugerning. Han var ligeglad, han tænke ikke så meget nærmere over sine indskydelser. Han fulgte dem blot.
”Ganske fint Ana.” Efter de få ord ignorerede han hende. Hun var nok vigtig for ham, men i dette øjeblik var hun ikke andet end køn slave, der skulle tjene dem under et måltid.

Vargas blik rejste kort op over Jezebels krop, som hun slængede sig i puderne, men hans blik var uden hentydninger, da det nåede hendes ansigt.
”Det glæder mig, at De er tilfreds.” Smilet var som klistret til hans ansigt, men det var oprigtigt. Hun fik ham til at smile. Så snart Ana var færdig med at fylde glasset, snuppede han det fra hende og løftede det i en skål til kvinden i puderne.
”Og underskønne gæster!” Hans hvide tænder glimtede kort, inden han satte glasset for læberne og drak af den kølige vin. Kokkens valg til maden. Det plejede at passe meget godt sammen. Ikke at Vargas smagte nærmere efter, han var mere interesseret i sin gæst, så han placerede sig i puderne på den anden side af bordet, så de var ansigt til ansigt.
”Det er ikke så ofte, at jeg får så interessante gæster på besøg. Fortæl mig, hvor er De fra?” Hans bruge øjne hvilede i hendes og han slyngede let med væsken i glasset.
At de døde tjenere stadig var spredt ud i rummet, valgte han at ignorere. Også selvom et par stykker var ganske makabre. Nysgerrigheden brændte i ham og han håbede virkeligt at se, hvordan hun gjorde.

Ana sitrede let over hele kroppen af ængstelse. Hun kunne ikke fordrage når Vargas havde gæster, ikke at hun frygtede at blive solgt - hun tvivlede på at Vargas var villig til at skille sig af med hende. Hun holdt blikket respektfuldt nedslået mens de skålede som var de almindelige høflige mennesker. Men de mange døde i rummet afslørede at kvinden ikke var hverken høflig, eller menneske, og Vargas, ja  ham kendte hun for godt.
Hun trak vejret dybt og skubbede en lok af det rødblonde hår om bag øret før hun rakte ud for at skære et par stykker af osten, den eneste ting hun ikke havde nået inden de kom ind. Hendes bævrende hånd greb om kanten af tallerknen og placerede den på kanten af bordet hvor der var plads. Hun tog en skinnende sølvkniv og lod den glide gennem den bløde ost.
Det næste skete lidt som i slowmotion. Kniven gled halvvejs gennem osten, da tallerknen fik overbalance på kanten af bordet. Hun gispede og rakte ud for at stoppe katastrofen kun for at gøre det hele værre. Hun fik ikke fat i tallerkenen men fik den givet et ekstra skub, så den ikke bare faldt på gulvet - hvilket den nok havde kunnet overleve - men ramte forbi tæppet og landede på stengulvet hvor den knækkede i tre stykker. Ana stoppede med at trække vejret. Hun havde stadig sølvkniven i den ene hånd og den anden hang bare der hvor hun havde troet at tallerkenen endte. Hun turde ikke hæve blikket for at se på Vargas, og lige så turde hun heller ikke at flytte sig for at rydde op. Det var som om hun troede at hvis hun bare sad helt stille, ville hun forsvinde i den blå luft.

Jezebels læber trak sig videre op i et smil om kanten på glasset som Vargas komplimenterede hende. Ja hun var nok ikke beslægtet med hovmod, men lidt forfængelig var man vel. Og det betød sandelig også mere end normalt, når det kom fra en herre med så fornuftig en smag som hendes vært!

Hun lod den kølige væske svale sig og nød smagen den efterlod på hendes tunge, som hun begav sig på at besvare spørgsmålet "For tiden holder jeg residens nord for Dianthos, på kanten af Dødens Kløft, det er-" hendes ord stoppede brat som hun blev afbrudt af et gennemtrængende klir fra en tallerken der gik i tu. Dovent flyttede hun blikket fra Vargas til kilden, og løftede halvt et øjenbryn at den forskræmte lille mus han havde til at servere for dem "Tsk tsk tsk". Hendes blik vanderede tilbage til Vargas med et lidt smørret smil "I det mindste forstyrre mine tjenere ikke så meget!" klukkede hun og lod blikket falde tilbage på pigebarnet.
"Så lille mus, hvad tænker du så at gøre nu, hmm? At fryse på stedet hjælper dig vist ikke det store" kommenterede hun, og lagde hoved en smule på skrå. At denne slave betød noget bestemt for Vargas var for nu gået forbi Jezebel, og selv havde hun vist det, havde hun nok ikke holdet sig fra at drille den lige spurv. Det var simpelthen for sjovt at se hende panikke sådan! Åh! Måske hun skulle skaffe sig en levende tjener alligevel, de var nu mere underholdende! 

Vargas’ brune øjne hvilede på hans gæst, som han ventede på hendes svar om hendes hjem. Et svar der ganske brat blev afbrudt af lyden af en tallerken, der splintredes mod fliserne i gulvet. Straks blev hans nysgerrige udtryk væk sammen med smilet, der blev afløst af en stram maske gennemsyret med vrede. Klodsede tøs. Selvfølgelig skulle hun ødelægge ting, når der var gæster. I det mindste så Jezebel ud som om, at det morede hende, men det hjalp ikke på Vargas vrede, faktisk gjorde det den værre. Ana havde lige gjort ham til grin.

Med en hurtig bevægelse greb han fat om hendes håndled, den med kniven i hånden, og tog kniven fra hende.
”Ubehjælpelige pigebarn, du kan da heller ikke finde ud af noget.” Han slog hende i ansigtet med bagsiden af en hånd, inden han rejste sig, stadig med et jerngreb om hendes håndled, og trak hende væk fra bordet. Hans piske var ikke i lokalet, heldigt for Ana, så han var tvunget til at finde på noget andet. Hvilket var ganske nemt for dæmonen, der i stedet rakte ned og flåede sin ene sandal frem. Det ville være ondt, men ikke lave for meget skade. Hun skulle straffes, ikke ødelægges.

Så med et godt greb i den, begyndte han at slå på sin Ana, der skulle betale for at gøre ham til grin. Han slog hårdt og den klaskende lyd, det hårde læder lavede, når det ramte hendes krop, var perfekt. Og for et kort øjeblik, glemte han den anden kvinde i rummet. Slagene faldt hurtigt og det blev til en del, inden han gav hende det sidste oven i hovedet, knapt så hårdt som de andre, inden han rettede sig op og skubbede hende væk fra sig med den bare fod.
”Næste gang bliver det pisken. Så lad være med at gentage det.” Han tog sandalen på igen og vendte tilbage til puden ved bordet. Vreden kunne stadig skimtes i hans træk, men smilet var tilbage, undskyldende.
”Det må De undskylde, det er svært at finde dygtige slaver.” Han mødte hendes blik igen og samlede glasset op igen. ”Hvor kom vi fra? Åh, De bor ved Dødens kløft?” Han sippede til glasset, tørstig efter den fysiske udfoldelse.

Anastasya hørte kvindens ord men reagerede ikke, hun viste allerede at det var en dum ide, men det var rent instinkt. Dog viste hun også at hun ikke kunne blive usynlig som hun havde håbet og hun mærkede sit hjerteslag stige i frekvens for hvert sekund der gik. Få sekunder gik der før Vargas reagerede. Han greb hende om håndleddet tog kniven fra hendes hånd, ikke at hun i sine vildeste fantasier kunne finde på at bruge den mod nogle. ”Herre, jeg..” Slaget ramte hende før hun nåede at få fremstammet sin undskyldning.
Han trak hende med sig over gulvet og hun gjorde hvad hun kunne for ikke at sige noget. Forhåbentlig ville han bare smide hende ud af rummet, det var drømmescenariet lige nu. Men sådan skulle det selvfølgelig ikke gå.

Det første slag ramte hende og hun kom med et ynkeligt klynk af smerte og chok. Hun forsøgte at instinktivt at dække sig mod slagene, men det var svært med kun en hånd. Hun kom med et piv hver gang han ramte hende og efter et par stykker vældede tårene op i hendes øjne af smerten og angsten. Lyden af læder mod hud blev blandet med den mystiske lyd af diamanter der ramte stengulvet fra hendes tåre.
”Undskyld, det var ikke med vilje Herre..” Hviskede hun da han endelig stoppede med slagene. Hendes krop og hendes hoved gjorde ondt men hun viste at Vargas havde været meget nådig i sin staf denne gang. Han skubbede hende fra sig og hun krøb lidt sammen. Hun holdt hovedet respektfuldt sænket mens han satte sig og forsatte sin samtale som om intet var hændt

Hun viste at hun ikke var undskyldt så hun krøb tilbage til bordet. Hun turde ikke engang se på hverken Vargas eller gæsten. En sidste tåre faldt til jorden og den klingende lyd af ædelsten mod stengulv afsluttede hele hændelsen.  Hun skar det sidste ost ud før hun tøvende rejste sig og gik hen for at samle krystalskårene op fra gulvet.

Jezebel så til med et lille, fornøjet smil mens Vargas trak musen ud og gav den sin straf. Hun kunne ikke helt have ondt af kræet, for det blev straffet for sin egen uduelighed. I stedet gjorde Jezebel sig det mageligt med hoved hvilende på den ene hånd, mens hun roligt spiste en dadle. Hun havde som sådan ikke synderlig interesse i afstaffelsen i sig selv. Prygl var der ikke det store specielle ved. Men at se den ellers kontrollerede Vargas udvise sådan eksplosiv passion? Ja det var noget helt andet.

Jezebels smil voksede som Vargas ikke sendte kræet ud, men lod hende genoptage sit arbejde. En idé havde formet sig, og det skulle nok blive sjovt. Om ikke for andre, så for hende!
Jezebel vendte sin opmærksomhed på Vargas, som han vendte tilbage til puderne. Imens trådte en af hendes egne tjenere frem, og stillede sig bag Jezebel selv. Hun havde valgt en af de friskere, så dens form var intakt og lugten minimal. Dens indvikling i klæde, som var den en mumie, gjorde også at den var et mindre forstyrrende syn, end ellers.

"Mit hjem, ja! For nu i hvert fald" hun klukkede og lænede sig en anelse frem "Det er intet plads som deres, men det er et tag over hoved og ly for vind og vejr til jegselv og alle mine tjenere naturligvis" at kalde det faldefærdige, utætte kadarver af en bygning hun boede i for et hjem var nok mere generøst end det fortjente, men det fleste af værelserne var da tilnærmelsesvis beboelige.