Log ind Opret bruger


Antal posts: 42
Oprettet: 24.01.2018
Status: Aktiv
Skaber: Noche

Posting-statistik: [Se karakterens posts] [Se karakterens emner]
Mest aktive forum: Slavehandlen
Mest aktive emne: Bekendtskaber i varmen
Fulde navn: Airemana Maerwen (Ikke kendt af Ana)
Kaldet: Anastasya, Ana
Alder: 135 år
Fødselsdag: Sommersolhverv
Køn: Kvinde
Tilhørsforhold: Kaotisk God
Tro: Ikke-troende
Erhverv: Slave
Race: Skovelver
Højde: 175 cm
Vægt: 70 kg
FC: Anastasia Shcheglova


Udseende: Anastasya har et hjerteformet ansigt. Hun har rødblondt hår der går hende til midt på ryggen ca. Det har et smukt naturligt fald og er blødt. Hun har let spidsede ører, ikke så meget som hos de fleste elvere men alligevel nok til at man kan se hendes race. Hendes næse er smal og markeret og hun har et unikt træk i og med at hendes øjenfarve varierer lidt. Det ene øje er grønt og det andet en lys brun farve. Man skal ret tæt på for at se forskellen men den er der – dog har den ikke altid været der.
Hendes læber er fyldige og hendes amorbue er meget tydelig. Man kan ofte lige ane hendes fortænder bag overlæben da hendes læber ikke mødes helt på midten. Hun er generelt en meget spinkel pige, med et smukt og tiltalende ansigt. Hun er lys i huden, har en anelse brede skuldre, naturlige kvindelige former men ikke tydelige muskler.

Hun går i det tøj Vargas har givet hende, ofte er det en kjole, eller en kjortel. Hun har ikke sko på med mindre det er koldt, og bære ingen smykker. Hendes tøj er enten hvidt eller i grønne nuancer. Det eneste hun bærer for uden det er hvis Vargas lænker hende med en magisk kæde om enten hals, håndled eller ankler. Kæden er altid på, hjemme er den dog lang nok til at hun kan bevæge sig rundt. (Se Andet)


Magisk evne (1): Diamanttårer (passiv)
Anastasya er født med en ganske særlig passiv evne. Så snart tåre forlader hendes øjenkrog og forenes med luften omkring hende forvandles de til de pureste diamanter. Det er på ingen måde smertefuldt for hende, ud over hvad end tåren er fremkaldt af og det er ikke noget hun på nogen måde værdsætter eller ønsker.
Der er forskel på kvaliteten af diamanterne, alt efter om tårnene kommer af glæde, sorg eller smerte.
Dygtighed til at kontrollere evne: 0 (passiv)
Magisk evne (2): Væsenpåvirkning
Anastasya er i stand til at række ud til dyriske væsner mentalt. Hun kan influere deres tanker og naturlige instinkt. Hun kan give væsnet helt ro og fred, og gøre det medgørligt og trygt. Hun kan gøre at væsnet ønsker at komme tættere på hende, eller hun kan få det til at flygte. Denne evne virker dog kun på dyriske væsner, og altså ikke menneskelige væsner som dæmoner, elvere, mennesker osv. Halvdyr vil kunne mærke den intense fred der kommer fra hende og mærke om hun ønsker de kommer tættere på eller flygter – men de vil altid have deres egen vilje når alt kommer til alt. Dette er en helt naturlig del af hende, og ikke noget hun bruger fysiske kræfter på. Hun emmer altid af tryghed over for dyr og dyriske væsner, med mindre hun, helt modsat, signalere at de skal flygte.
Dygtighed til at kontrollere evne: 10
Styrker: Hendes evne til at give fred til væsner. Hendes intelligens og ro. Hendes gode hjerte
Svagheder: Hendes godhed, fysisk svag, hendes tåre.

Personlighed
Ana er en speciel pige. Hun har to sjæle i sig, og derfor er hun ekstremt følsom. Hun har ikke to personligheder men har bare fået ekstra mange følelser og samvittighed. Dette arbejder meget i mod hende, da hun er meget følelsesladet og har store kvaler ved på nogen måde at gøre noget der går mod hendes væremåde og hendes tro på godhed. Ana er essensen af godhed og fred og hun ville aldrig kunne gøre nogle noget frivilligt. Hun kan ikke lægge en finger på hverken menneske eller dyr og vil hellere end gerne sætte sit liv på kanten for at beskytte selv den mindste mus. Hendes godhed bliver desværre misbrugt på det groveste, og hendes tid med Vargas har rystet hendes tro på at der er godt i alle væsner. Hun er stadig af den holdning og fra tid til anden vil hun også forsøge at minde ham om det, men hun har efterhånden lært at der ikke kommer noget godt ud af at prøve på det.
Hun har det bedst i skoven, omgivet af væsner og uden anden kontakt. Hun tror på at hun kan leve af det naturen ville give hende og ville aldrig selv tage et liv, om hun så skulle sulte ihjel. Hendes ophold ved Vargas har foruden det fjernet hendes tro. Hun troede på godhed, barmhjertighed og tilgivelse – men nu tror hun ikke på at der er nogen guder eller gudinder der holder hånden over livet i Krystallandet. Hun har set så meget at hun ikke længere kan tro på at nogen gud eller gudinde ville kunne tillade at det skete.

Anastasya blev født i et af Elverlys centrale områder. Men allerede samme dag som hun blev født opdagede hendes forældre den lidt uheldige gave den lille pige kom med – hendes tåre blev til diamanter det øjeblik de forlod hendes øje. Af frygt for at nogen kunne finde på at udnytte dette valgte hendes forældre i ly af natten at flytte ud af de centrale områder og bosætte sig på kanten af elverly og Azurien i en lille skov, gemt væk fra alle nysgerrige blikke. De var lykkelige, levede af landet og naturen. De skaffede sig endda nogle køer og får og opdagede hurtigt at den lille pige havde en hel særlig påvirkning på dyrene. Hun kunne tæmme selv den vildeste fugl og få den til at spise fra sin hånd. Dog forbød forældrene hende at opsøge offentligheden, så alle rejser til Elverly eller andre byer for at proviantere håndterede hendes far alene. Hun blev fortalt at verden var farlig og de gjorde alt hvad de kunne for at holde hende hjemme. Dog havde Anastasya ingen problemer med dette, hun følte sig mest tilpas i naturen langt fra andre folk. Med Anastasyas tåre kunne familien uden problemer klare sig, skønt de naturligvis gjorde hvad de kunne for at forhindre at hun blev ked af det eller oprørt.
Sådan levede de i en god håndfuld år. Anastasya var knap halvvejs i sin barndom da en rejsende bankede på døren. Det var en ældre herre, der blot søgte en bid brød og et ly for natten inden han drog videre. Som Anastasya var hendes moder en meget god person og hun kunne ikke afvise manden i døren. Familien delte et måltid og manden underholdte med smukke magiske kunstner som Anastasya omgående var meget betaget af. Hun ønskede at blive oppe hele natten for at se hans magi og var i en stædig fase i sin barndom. Hun nægtede pure at gå i seng, og af frygt for at manden opdagede Anastasyas evne lod hendes mor hende blive oppe. Næste morgen ville Anastasya forståeligt nok ikke op, og hendes mor lod hende sove. Generelt var mandens opfattelse måske at Anastasya var meget forkælet og en byrde for sine forældre grundet hendes barnlige stædighed. Han så jo kun denne side fordi hendes forældre var opsatte på at han ikke opdagede pigens magi.
Desværre forstod troldmanden jo ikke dette, og han troede da uden tvivl at han gjorde hendes forældre en tjeneste da han inden han gik, tilbød at give Anastasya en gave. Han lagde hånden på hendes pande og kastede en besværgelse over hende. Dog viste det sig hurtigt at denne besværgelse var mere en forbandelse, men de kunne ikke bede ham om at fjerne den uden at afsløre deres hemmelighed.
Han gjorde at Anastasya ville leve resten af sine dage med et hjerte af guld. Hun ville altid kæmpe for andre, aldrig sætte sig selv først, altid have tålmodighed, samvittighed og tro på det gode. Hun ville aldrig kunne skade nogle, hun ville aldrig være grisk, aldrig være på tværs af sine forældre.
Dette var dog et problem, da det nu ikke var nemt at håndtere Anastasyas tåre mere. Hun græd over en død fugl, hun græd over at en tigger havde stjålet hendes faders pung, hun havde så meget samvittighed at det ikke var muligt at skjule hendes evne. Det blev derfor endnu mere vigtigt at Anastasya ikke oplevede den store verden og de griske mennesker der beboede den.

Men verden ville før eller senere snige sig ind på dem. Efter godt 50 år, i skoven var Anastasya snart voksen om end stadig kun Teenager i Elver alder. Hun stødte på et menneske i skoven, en ung pige, som hun nysgerrigt fulgte. Den unge pige blev Anastasyas første ven. Anastasya smuglede mad og drikke ud til pigen som havde gjort skoven sit hjem. Pigen havde haft en hård opvækst og var taknemmelig for Anastasyas hjælp. Anastasya blev naturligvis meget påvirket af pigens fortælling om sit liv og fældede en tåre der omgående faldt til jorden som en klar diamant. Pigen blev forståeligt nok meget forundret og imponeret og Anastasya tryglede hende om ikke at fortælle det til nogle. Hendes tryglen blev til tåre der blev til diamanter. Anastasya gav pigen diamanterne og pigen lovede ikke at røbe hendes hemmelighed.
Men sådan skulle det ikke gå, pigen drog til byen for at bruge sine nyanskaffede diamanter og blev stoppet af en flok røvere der spurgte hende hvor hun havde de diamanter fra. Hun gjorde hvad hun kunne for at lede dem på vildspor men de så gennem hendes løgne. De brugte vold og magt, og til sidst fortalte pigen sandheden. De tog pigen med og hun ledte dem til skoven hvor Anastasya boede.
Anastasyas forældre forsøgte at flygte men røverne havde omringet huset. De krævede Anastasya udleveret og da Anastasya ønskede at redde både sine forældre og sin ven, gik hun frivilligt med dem. De opdagede hendes evne da hun græd på sin vens vegne over hendes skæbne. Den unge menneskepige var på kanten af døden over røvernes behandling og da røverne så hendes tåre der blev til diamanter slog de pigen ihjel for at få Anastasya til at græde – og det virkede.
Berusede over deres fund, forsatte de deres hærgen. De trak Anastasyas forældre ud, og slog dem ihjel, langsomt og pinefuldt for at få så mange tåre ud af den unge Elver som muligt. Røverne fyldte lommerne og tvang Anastasya med sig på deres færd.
En aften i røvernes lejer skulle skæbnen dog vise sig at tage en ny drejning. En gren af lysets hær, travede forbi og så den unge piges fangenskab. De slog røverne ihjel og i tumulten stak Anastasya af – ind i skoven, væk fra folk. Hun græd mange tåre der faldt til jorden men hun nægtede at samle dem op, og lod dem være. Endelig tørrede tårerne ud og hun forsøgte at skabe sig et liv for sig selv.

Som ganske ung voksen elver, på omkring 100 stødte Anastasya på endnu et menneske. Hun var dog ikke tilbageholden da den unge pige lyste af godhed. Pigen havde lange lyse lokker og Anastasya tilbød hende ly og mad. Pigen bad om hjælp til at finde hjem til hovedstaden igen og Anastasya indvilligede i at lede hende.
Rejsen var ikke lang og den unge pige og Anastasya kom godt ud af det med hinanden. Pigen fortalte om sin familie som hun glædede sig til at gense, og om hvordan hun var endt i skoven.
Byen var stor og uoverskuelig, Anastasya havde aldrig sat fod i en by og var meget overvældet og imponeret over byen og livet her i. Den unge pige var rimelig sikker på hvor hun kom fra, og de gik længe sammen side om side på de brede gader. Gaderne blev smallere og husene mindre og snart nåede de til et udbrændt hus. Pigen stoppede op i frygt og sorg. Hendes familie var væk, og hun brød sammen. Anastasya trak hende til sig, slog armene om hende og fældede tåre på pigens vegne. Pigen så diamanterne men tog sig ikke af dem, da hendes hjerte var fyldt med sorg. Det var der dog andre der gjorde.
De slog ly for natten på en kro, betalt med diamanterne. Anastasya vågnede midt om natten da en kniv blev langt for hendes strube og en hånd for hendes mund. To mænd slæbte den unge pige og elveren ud af vinduet i nattens mulm og mørke.
De truede med at slå den unge pige ihjel og Anastasya fældede tåre ved tanken. Med diamanter i lommerne spekulerede de to mænd på hvad de skulle stille op med pigen. Anastasya var den nyttige af de to, og pigen var blot et menneske. De valgte at sælge pigen som slave og påbegyndte rejsen mod syd hvor de ville opsøge en slavehandler. Da de nåede Medanien fandt de hvad de søgte, og pigen blev solgt. Anastasya troede ikke at hun ville se hende igen, og græd på hendes vegne – til mændenes store fornøjelse.
Anastasya var fanget, men der gik ikke længe før mændene drak sig fulde nok til at hun kunne slippe væk. De havde brugt mange af diamanterne på spiritus for at fejre deres nye liv. Hun satte sig for at opsøge pigen igen.
Hun sporede pigen til en gård i Rubinin. Hun ledte længe efter hende, og fandt hende til sidst, liggende i en sump et stykke fra gården. Pigen var ikke død, ikke endnu, men hun havde kæmpet hårdt mod sin skæbne og som følge af det svævede hun nu mellem liv og død. Anastasya nægtede at forlade hende, forsikrede hende om at hun nok skulle overleve. Hun bar pigen til skoven og byggede et læ. Pigen lod til at få det bedre, langsomt men ville nok aldrig komme til at gå igen. En dag stoppede hendes bedring dog og Anastasya indså at hun måtte skaffe hjælp. Hun opsøgte en troldkvinde i Rubinien og bragte hende til pigen. Men der var intet hun kunne gøre. Anastasya tryglede troldkvinden om ikke at lade pigen dø, at bytte deres skæbner. Men det kunne hun ikke. Hun kunne dog tilbyde at lade pigens sjæl leve videre i Anastasyas krop og Anastasya gik med til dette. Da pigen døde søgte hendes sjæl derfor til Anastasya. En følelse af at sprænges, smerte der ikke kunne beskrives lammede elveren. Hele hendes krop føltes som hver enkel knogle brækkede om og om igen. Hendes øjne brændte, men hun græd ikke – for hun viste at hun reddede pigen, på sin egen måde. Det hele blev sort – og det er her hendes historie begynder.

Anastasya vågnede, forvirret og i smerte. Hun var alene, og ved siden af hende lå et pigelig, som hun ikke kendte. Hun så sig om, og huskede intet. Hun viste ikke hvem hun var, hvor hun var eller hvorfor hun var der – hun huskede intet af sit liv. Viste ikke hvor gammel hun var eller hvad hun hed. Hun søgte ud af skoven mod en landsby for at finde ud af hvor hun var. I landsbyen fik hun ly af en familie der påtalte hendes tofarvede øjne. Anastasya så sig første gang i et spejl, og så at de havde ret. Hun så en spinkel elver pige med et grønt og et lysebrunt øje, rødblond hår og fine træk. Hun besluttede at kalde sig selv Anastasya, efter at have smug lyttet til en historie den venlige kvinde fortalte sine børn.
Anastasya skabte sig selv et nyt liv. Hun holdt sig på afstand af folk og passede sig selv. Hun besøgte det meste af landet, over det næste år ti og opdagede hurtigt sin egen evne og fattede at den var farlig for hende. En dag nåede hun til det sydligste af Rubinien, til byen Balzera. Hvad hun ikke viste, var at byen var hjemsted for en dæmon. En dæmon med en forkærlighed for sjæle. Dæmonen opdagede hurtigt kvinden der havde to sjæle og satte en lejesoldat til at indfange hende. Og sådan begyndte hendes liv hos Vargas. Han opdagede naturligvis snart hendes evne og hun blev en af hans mest værdsatte genstande.


Familie: Ingen
Nuværende levested: Hos Vargas i Balzera
Vargas fik en særlig kæde smedet af dværge sendt til sig. Det er en kæde han kan gøre længere eller kortere som det passer ham. Hun er altid i ført denne kæde. Kæden kan ikke brydes af andre end Vargas. En anden slave forsøgte at skære den over på et tidspunkt men enderne satte sig blot sammen igen. Den vejer intet men er stærkere end naturen selv. Vargas har sørget for at kæden er forbundet til en magisk grænse hjemme, så hun kan gå ud på altanen hvis han er hjemme, og ikke er bundet til ét rum. Der skal meget stærk magi til at påvirke denne kæde.
Fysisk styrke: 3
Våbenfærdigheder: 2
Smidighed: 8
Fysisk udholdenhed: 4
Taktik: 5
Intelligens: 8
Kreativitet: 7
Mental udholdenhed: 7
Chakra: 6