Sted: Huset som er stillet til rådighed for Atillian-slægten
Tid: Eftermiddag
Vejr: Sneen vælter ned

Sneen faldt tungt over Hovedstaden, lagde sig som et hvidt dække over alt. Gaderne blev hurtigt til et stort sjap som folk kæmpede sig igennem, men sneen bragte alligevel en anden stemning med sig. Alting blev så lyst, også selvom himlen var dækket af mørke skyer, der ikke synes at ville blive tomme for den hvide substans lige med det samme. Karkhos trampede forsigtigt igennem sjappet, der gjorde brostenene glatte. Han kendte vejen og kunne koncentrere sig om at gå. Om at tænke. Han havde en knude i maven og han kunne høre sit eget hjerte slå, ganske usædvanligt for den gamle soldat, der normalt ikke lod sig skræmme. Men dette var ikke en almindelig gåtur igennem Det Øvre Bydistrikt. Ved hans side gik en ung kvinde. De var på vej mod det lille hus, som han og hans elev Morpheus havde boet i, i et års tid. Karkhos havde ikke været der i flere dage og lige nu var det Morpheus og hans far, Lord Ciprian Atillian, der boede i huset.

Alting var gået galt og alting havde forandret sig. Karkhos havde en rynke i panden, som han stadig forsøgte at få tag på, hvor meget hans liv ville forandre sig inden for de næste par timer. Mere end det havde i forvejen.
Han havde fået et forhold til en ung kvinde, som lærermester, uden tilladelse. De havde holdt det hemmeligt, men alligevel havde Morpheus opdaget det og valgt at overfalde den unge kvinde. Karkhos’ evne havde reddet hende, som han afbrød Morpheus og gav ham en omgang bank. En uge senere var Lord Atillian kommet anstigende og havde givet Karkhos en ordre om at blive ved med at tjene Morpheus - bare uden løn i et halvt år. Og hvis han nogensinde så meget som så forkert på Morpheus, ville han ryge lige lukt i lænker og i fangekælderen hjemme på borgen.
De ord havde ødelagt ufatteligt meget for Karkhos, der trofast havde tjent familien hele hans liv. Hans familie havde i generationer tjent familien Atillian. Den ældre lord Atillians håndtering af det, der var sket, havde bare slået øjnene op for Karkhos, hvor lidt han betød, selvom han havde givet dem hele sit liv. Og det havde sendt ham ud i en eksistentiel krise. Det eneste, der havde forhindret ham i at glide ud, hvor han ikke længere kunne bunde, var synet af en velkendt ansigt. Jocasta. Morpheus søster. Hun stod pludseligt foran ham som sendt af guderne. Og en ny verden var åbnet op for den gamle soldat, en verden hvor han ikke var bundet til en voldelig, vred ung mand og alle hans ugerninger.

Han havde virkeligt forsøgt at overtale hende til ikke at konfrontere sin familie, men hun var ikke til at hugge eller stikke i. Møde dem, det ville hun, og gerne med så stort et rabalder som muligt. Dagene var gået og hun ændrede ikke mening, så Karkhos gav sig. Han ville introducere hende for hendes far og hendes bror, der intet vidste om hendes eksistens.

Turen dertil foregik i tavshed, som han ikke havde lyst til at snakke. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været så nervøs. Selv ikke på vej i kamp, reagerede han sådan som ham gjorde nu. Men han gik rank og sikkert igennem sneen, klar over hvilket valgt han havde taget. Jocasta var ikke rig, hun var hjemløs og omrejsende. Hendes bedste ven var en optrædende satyr! Der ville ikke være løn, ikke et fast tag over hovedet og ikke samme sikkerhed. Han var for gammel til det pjat, men han ville hellere vågne op hver morgen med en stiv ryg end at tilbringe mere tid under samme tag som mændene i den adelige familie.
Trods at tanken var fast, gjorde den ond. Morpheus, den unge mand, der nærmest havde været en søn for ham i de sidste tyve år. Smerten ved at vide, at han ville miste ham, var stor og han havde fældet tårer over det, når han havde ligget i sin seng om aftenen. Men nej, han vidste, at han hellere ville ofre sit liv for den unge kvinde ved hans side. Hendes hjerte var godt.

Endeligt stoppede han op ude foran en dør, som han uden at banke gik ind af. En soldat kastede et forskrækket blik på ham, genkendte ham og bukkede med et mumlende ”Løjtnant”. Karkhos nikkede til ham.
”Brion. Er de begge hjemme?”
Soldaten så først lidt forvirret ud, men nikkede så og gjorde tegn til, at han kunne gå ind. Karkhos så på Jocasta.
”Det er nok bedst, hvis De bliver her et øjeblik.” Og derefter gik han med bankende hjerte ind i opholdsrummet, hvor både Ciprian og Morpheus befandt sig, den ældre lord siddende i en stol og den yngre stående ved ilden.

Morpheus var mildest talt forvirret. Man kunne kalde ham helt rundt på gulvet. Hans vrede havde lagt sig pludseligt, som Karkhos havde taget nogle af sine ting og var flyttet på kro. Han havde været så vred, så hadefuld. Manden havde banket ham. Han havde vovet at lægge en hånd på ham! Af ren og skær chikane havde han undladt at gå til en healer, men havde bidt smerten i sig, så den gamle mand havde været tvunget til at se på, hvad han havde gjort! Og selvfølgelig havde Morpheus sendt en falk hjem med bud til sin fader om, hvad der var hændt. At han ville troppe op havde han ikke regnet med og han havde slet ikke regnet med, at han ville give Karkhos så stor en straf. Måske bare kalde ham hjem og bytte ham ud med en anden. Morpheus vidste jo inderst inde godt, at han lidt selv havde været skyld i det. Selvom det ville du aldrig få ham til at indrømme.

Men nej. Og Karkhos var udvandret i vantro og vrede, som Ciprian havde bedt ham vende tilbage, når han selv tog hjem igen. Han skulle nok holde øje med sin søn i den tid, han var i hovedstaden. Og i dagene der var gået siden, havde Morpheus ikke set sin læremester. Men haft fornøjelsen af sin far, der på ingen måde var behagelig at være sammen med. Faktisk frustrerede han Morpheus godt og grundigt. Der var engang han ville have gjort alt for at få hans anerkendelse. Men året i hovedstaden havde fået ham til at vokse op. Se tingene fra en anden vinkel. Og selvom hans hjerte stadig skreg på accept fra faderens side, var den ældre Atillian ikke længere en person, Morpheus så sig selv som afhængig af. Og han var vred. Men der var ikke meget at gøre, manden var hans far på godt og ondt.

Dagen føltes allerede lang, som han stod og så ind i ilden i pejsen. Stilheden i rummet var tung, som han far lige havde haft et par bevingede og knapt så positive ord at sige om hans arbejde det sidste år i byen. Det var ikke godt. Ikke tilfredsstillende.
En velkendt stemme lød fra hoveddøren og Morpheus følte et stik i brystkassen. Karkhos. Han vendte sig og forsøgte at skjule, at han faktisk var lettet over at den gamle mand kom tilbage.

Den ældre lord Atillian rettede sig en smule op i stolen og så på den gamle soldat.
”Karkhos. Hvad bringer dig her?” Tonen i hans stemme var nedladende. Manden var jo bare soldat. Tjenestefolk. Ikke en af specielt stor betydning trods det, han havde gjort for familien.

Det ville være en lodret løgn at sige at hun ikke var nervøs. Jocasta var bare så vred over sin familie, at hun var i god stand til at skjule det for omverdenen. Hun ønskede ikke at se nervøs ud, og hun ville helst ikke stå til måls for alt for meget ydmygelse, for hun vidste udmærket at det var noget der ville ske, ligegyldigt hvordan hun havde i sinde at bære sig ad med dette møde. De to mænd ville uundgåeligt være nedladende over for hende og hendes "mangel på etikette" og hendes "ulegitimiserede krav" på arverette efter Lord Ciprian. Det var ikke dét, der gjorde hende nervøs: Det var at skulle se de to forfærdelige individer i øjnene og samtidig holde bånd på sig selv. Undgå at være alt for provokerende. Det ville ikke blive nemt, men hun var her nu, og hun nægtede at fortryde sin idé!
Hun havde "handlet ind" før hun var kommet med Karkhos hertil. Det normalt mørke rejsetøj var skiftet ud med noget der var lidt mere farverigt og pænt, men hvor hun stadig holdt sin stand som person der førte sig i en mands embede og ikke en kvindes.

Hun havde sorte bukser og støvler på, men til gengæld en mørkrød tunika med pæne broderier i stoffet og en lige så fin, sort kappe med pels øverst til at holde varmen. I bæltet havde hun en kniv - stjålet fra en  handelsmand - der var meget pæn at se på og håret var også sat pænt. Handsker i ruskind dækkede hendes hænder, så man ikke kunne se tattoveringerne på hendes ene hånd. Alt i alt så hun noget pænere ud end normalt og hun havde det også noget bedre med ikke at skulle dukke op i rejseklæder foran sin adelige families dørtrin. Gåturen var stille, gav Jocasta plads til at tænke over, hvad hun ville sige til sin familie, så det var også det, hun gjorde. Indtil de var hvor de skulle være, og hun blev bedt om at vente ved døren ind til det rum, hvor Karkhos ville melde hendes ankomst til Morpheus og Lord Ciprian. Hun stod lidt, utålmodig, til hun ikke følte for at vente længere. Lang tid var der næppe gået, da hun åbnede døren til lokalet og gik ind, på trods af Karkhos' formaninger om at blive uden for. Hun var ude af stand til at vente længere og hun sendte ham da også et kort, undskyldende blik da hun stillede sig ved hans side. Derefter tog hendes ansigt træk af den autoritet, som hun var født med, som hun vendte blikket mod sin fader. Alene udtrykket i mandens ansigt gav hende en følelse af frustration, men hun lod det ikke vise. "Deres løjtnant ønsker at præsentere Dem for Deres datter, Lord Ciprian," hilste hun ham, roligt, mens hun i sit indre tænkte på en stille sø, der ikke lod sig røre af det uvejr, der hang over den. Dette fik hende til at forblive rolig. "Og hvis der er tvivl om hvem jeg taler om, så er det undertegnede," hun lavede en gestus mod sig selv, for at understrege.

Den nedladende tone i Lord Atillians stemme fik vreden til at murre i Karkhos' mave, men han holdt sit neutrale udtryk, selvom det var svært. Med vilje holdt han helt blikket fra Morpheus, han var ikke sikker på, at han kunne se på ham lige nu. Inden han nåede at svare på den jævnaldrendes mands spørgsmål, fornemmede han nogen bag sig og Jocasta kom op på siden af ham med et undskyldende blik. Han var ikke overrasket, han havde fornemmet samme utålmodighed i hende som i hendes bror, så i stedet for at blive irriteret tilpassede han sig ændringen og flyttede blikket tilbage på Ciprian. Så snart Jocasta havde introduceret sig selv, skyndte han sig at tage ordet.
"Lord Atillian, må jeg præsentere Jocasta Atillian, datter af Ciprian og Scaralin Atillian, storesøster til Morpheus Atillian." Hans blik gled kort over Morpheus. Drengen havde aldrig fået at vide, at han havde en søster, det ville hans fader ikke have, som både hendes minde og Scaralins var forvist fra hjemmet i nord. 

For et øjeblik hvilede stilheden over rummet. Den ældre lords ansigt var først fyldt med chok, men blev mer e og mere rødt, som vreden blev tændt. Med et vred bevægelse rejste han sig brat og tog et skridt frem. Karkhos tog et lille skridt skråt fremad, så han stod en smule foran Jocasta, beskyttende hans nye lady. Men Cirprian gik ikke til angreb, i stedet gled hans blik bare fra den unge kvinde til den gamle soldat, fyldt med vrede og en lille smule tvivl.
"Den tøs er ikke min datter! Se på hende, hun er..."
"Hun ligner Scaralin og De ved det. Alderen passer. De vidste det, så snart hun kom ind i rummet." Karkhos gjorde noget, han aldrig havde gjort før. Han afbrød en lord. Og han stirrede fast på manden med sit egen mørke blik. Han var sikker. Og han kunne se på Ciprian, at han også godt vidste, at han havde ret.

Ciprians blik vendte tilbage til Jocasta med mere usikkerhed, som han lod blikket glide over hendes træk. Det kunne ikke passe. Scaralin og Jocasta måtte være døde, de måtte bare være døde. Pigen kunne ikke være hans datter. Hans ældste barn, den rette arvtager til hans titel. Nej, det var Morpheus. Ikke denne pige. Umuligt.

Morpheus kunne mærke sin verden skride under sig. I samme øjeblik kvinden kom ind i rummet, kunne han ikke slippe hende med blikket. Hun så så bekendt ud. Som var han ikke til stede hørte han hendes ord, der straks blev bekræftet af Karkhos, som Morpheus alligevel havde så stor tiltro til, at han end ikke overvejede om han løj. Søster. Storesøster. Og det gik op for ham, hvorfor hun så bekendt ud. Han kunne se sig selv i hendes træk. Alting forsvandt for ham som tanken sank ind. Han havde en søster.
Blodet forsvandt fra hans ansigt og han lignede en, der skulle til at besvime og han vaklede også, endte med at støtte sig mod muren bag sig. Det kunne ikke være rigtigt, han havde ingen erindring om andet familie end sin far. Han havde hele sit liv fået at vide, at hans mor var død, da han var så lille, at han ikke kunne huske noget alligevel. Men her stod en pige, som skulle være hans søster.

Langsomt kom han op til overfladen igen, som han kunne se på sin far, at han var ved at overveje muligheden, at Karkhos talte sandt. Morpheus blik fór rundt mellem de tre andre personer for et øjeblik, inden han fandt sin stemme.
"En... en... søster... jeg har en søster?!" Hans stemme steg i styrke og det sidste ord blev råbt ud. Hans blik satte sig fast på hans far, fyldt med vantro, forvirring og den vrede, han tydeligvis havde arvet efter sin far. Han var så forvirret, så rundt på gulvet og han ville have svar. Han ville vide, hvem denne kvinde var og hvorfor Karkhos mente, at hun var hans søster. 

Ciprian fik et irriteret rynke i panden, en rynke Morpheus kendte alt for godt, den der sagde, at man skulle bakke væk lige nu eller bæltet blev hevet frem. Men Morpheus havde ikke tænkt sig at lade emnet ligge, han ville have svar! Ciprian trak et andet alt for velkendt kort, der hvor han valgte at affeje spørgsmål med "det er du ikke gammel nok/klog nok til at forstå".
"Morpheus, det her vedkommer ikke dig, jeg skal nok forklare senere..."
Morpheus knyttede sine hænder ved faderens nedladende tone og trådte et skridt frem.
"JEG VIL VIDE, HVAD DER FOREGÅR!" Og som han havde råbte det, vendte han blikket mod den eneste mand, han stadig følte, at han kunne stole på, Karkhos. Karkhos måtte forklare, hvad der foregik.

Efter at have brudt ind i mændenes samtale, lod Jocasta det hele synke ind med Karkhos’ hjælp. Der var ingen grund til at bryde deres samtale og da hun så Karkhos’ beskyttende handling voksede hendes respekt endnu mere for den herre, der havde svoret hende sin troskab. Tilliden voksede samtidig med og hun vidste, at på nuværende tidspunkt ville hun kunne lægge sit liv i hans hænder uden angst eller bange anelser. Han var ikke Lord Atillians løjtnant længere. Og det passede meget bedre til ham at være svoret til hende. Hun mente ikke at der var behov for at sværge sig til hende, for hende var det ganske fint, hvis bare han ville tage hendes parti, men dette betød noget for hende og det rørte hende også dybt. Indtil hendes broder begyndte at kæfte op som en gal hund der var blevet holdt lænket i sin ejers kælder lidt for længe. Hun kunne med det samme se hvad Karkhos havde ment om dem begge. Hun forstod alt hvad han havde fortalt, og hun var ikke overrasket, for hun havde regnet med dette. Men vreden lå der stadig. Ikke den samme vrede som Ciprian eller Morpheus, men mere end form for retfærdighedens vrede. Hun havde en dårlig smag i munden af at kigge på sin fader. Og hun var led og ked af, at se på sin broder.
 
Hun fik nok da de to adelige herrer begyndte at snerre af hinanden. Til sidst eskalerede det i at hendes storebroder råbte højlydt, hvilket var en overraskelse, faders toneleje taget i betragtning. Lord Ciprian lød og virkede som et grimt menneske, der havde ødelagt Morpheus, hvilket var mere end bare en lille smule trist. Hun stirrede målløst til ved deres udvekslinger og til sidst kunne hun ikke holde sin mund længere.
”Jeg ved det er svært at tro på. Min moder – Scaralin – har fortalt mig, hvilken slægt jeg tilhører. Jeg er din storesøster, Morpheus, om end vores fader måske har valgt, ikke at oplyse dig om det. Hvorfor i alverden han skulle have lyst til at gøre det, kan kun han svare på,” forklarede hun sin bror, før hendes blik vendtes mod Ciprian, harm over hvordan hun måtte se til mens hendes bror mistede al ansigtsfarve og lignede én der skulle til at besvime for derefter at blive en rasende hund. ”Og tro mig… Jeg gad faktisk godt vide svaret. Min moder har fortalt mig mange ting om dem.. Lord Atillian. Oplys mig endelig om hvorvidt hun har løjet eller ej,” selvom hendes ord måske ville sige at hun MÅSKE kunne tro på herren i huset, så var det tydeligt, at hun aldrig ville tro en meter på ham.

Karkhos var tavs, som Morpheus begyndte at reagere på, hvad der skete omkring ham. Den gamle mand forstod ham godt, Morpheus havde været et enebarn i et hjem tomt for kærlighed. Vokset op med viden om, at han var eneste arving til en adelig titel, men også som den eneste til at modtage sin faders vrede. Og nu stod der en ung kvinde og kaldte sig hans søster. Med det kvindehad, der var i den familie, måtte det være hårdt at få at vide.
Han mødte sin tidligere elevs blik, inden det gled mod Jocasta, da hun begyndte at tale. Udtrykket i Morpheus ansigt blev kun mere forvrænget, som det gled tilbage til hans fars og Karkhos besluttede sig for, at det måske var på tide at fortælle de sandheder og hemmeligheder, han havde båret rundt på i omkring tyve år.

Lord Atillians ansigt var efterhånden ved at have taget en rimeligt rød farve i vrede, både som den ene og den anden talte. Det var ret tydeligt, at han ingen kontrol havde over situationen og med et sidste rasende forsøg, forsøgte han at fastsætte sin position igen.
”Scaralin var en hore og har aldrig fortjent andet end en tur med pisken, hverken hende eller den lille horeunge af et pigebarn vil nogensinde så meget som kunne til at snuse til en titel…
Karkhos mærkede et surt opstød af vrede og nu var det nok. Han hævede stemmen en smule, en autoritær stemme, der normalt fik folk til at lytte efter.

”Nej. Scaralin var mere end du nogensinde vil være, Ciprian. Hun bar sin byrde med at være gift med Dem med stor værdighed og tog hvert eneste slag De gav hende med oprejst pande.” Vreden var pludseligt tydelig i den ældre soldats ansigt og udstråling. Og samtidigt var der et strejf af sorg over ham.
”Jeres mor var en stærk kvinde. Hun blev givet bort til jeres far, selvom alle vidste, at der intet kærlighed ville være i det forhold. Jeg var ung dengang og fik til opgave at holde øje med hende, både for hendes beskyttelse uden for hjemmet, men også i hjemmet.” Han blev tavs for et øjeblik, som han forsøgte at sortere i sine minder. Han havde ville fortælle dette i så mange år, men nu hvor han havde muligheden, havde ordene svært ved at samle sig. Hvor skulle han starte? Hvor meget skulle han sige?

”Vi blev nære venner. En dag opdagede vi, at vi var mere end venner. Men der var intet, vi kunne gøre ved det, hun var gift med den mand, jeg arbejdede for. Vi rørte aldrig hinanden. Og en dag blev hun gravid med dig, Jocasta. Men det var som om, at volden blot blev værre efter at Ciprian fik en datter og ikke en søn. Et par år efter kom den ønskede søn, men intet blev bedre og en dag slog Ciprian Jocasta. Og Scaralin kom til mig i håb om hjælp.” Hans blik gled til Ciprian, dette var noget der var rettet mod ham.
”Vi besluttede os for at stikke af. Skabe os et andet liv langt væk. Med begge børn. Jeg ville tage mig af dem, som var de mine egne. Nok ville de ikke være adelige, men de ville få alt det kærlighed de ville fortjene.” Følelserne var tydelige i hans stemme, men hans blik var fast og fyldt med had. ”Det gik galt. Som intet kunne laves om, besluttede du dig for at tage Morpheus ind til dig til et møde. Vise din mandelige arving frem. Både Scaralin og jeg forsøgte at få ham ud derfra, men blev afvist. Og jeg fik overtalt Scaralin til at tage af sted med Jocasta, få hende i sikkerhed. Jeg blev tilbage for at passe på Morpheus. Jeg har ikke set hende siden.” Han sank som de ord var fyldt med bitterhed.

Det hadefulde blik forlod ikke manden, han havde hadet som pesten i de sidste mange, mange år. Scaralin havde været hans kærlighed og han havde været villig til at ofre alt for hende. Hende og de to børn, der end ikke var hans. Men de havde været Scaralins og han ville have elsket at være far for dem. Men det ville skæbnen ikke og han havde bare måtte gøre det han kunne for Morpheus. Hvilket tydeligvis ikke havde været nok. Tanken fik ham til at se kort på den unge mand, der kunne have været hans søn.
”Jeg er ked af, at jeg ikke har kunne gøre mere for dig, Morpheus. Jeg føler, at jeg har svigtet dig og Scaralin.” Ordene var sande, selvom han også godt vidste, at han vitterligt ikke havde kunne gøre mere. Ikke med Ciprian i nærheden.

Det var næsten for meget. Morpheus kunne ikke bære det, han var så rasende så forvirret og ordene der forlod kællingen, der kaldte sig hans søster, hjalp på ingen måde. Men hendes ord fik ham til at se på sin far i forventning om et svar, der ville kunne lukke denne forvirring. Men i stedet begyndte manden at svine den mor til, som Morpheus intet kendte til. Efterhånden vidste han ikke, hvad han skulle tænke og tro, og til hans lettelse skar Karkhos’ stemme igennem. Tog kommandoen. Vred. Med sorg. Sorg? Hvorfor sorg?
Som han lyttede til den ældre soldats ord, mærkede han en klump i maven og det føltes lidt som om, at gulvet forsvandt for ham. Kvalmen væltede ind over ham, kvalmen og en trang til at græde.

Karkhos og hans mor havde… elsket hinanden? Var det det, den gamle mand stod og sagde? Og havde planer om at tage ham og… hans søster… og stikke af?
Hans indre blev tomt for et øjeblik inden et par ord gled igennem det iskolde mørke, der lå over ham.
Karkhos kunne have været hans far?
Verden var væk, han var ikke længere i sin krop, som alle disse sandheder gled ind over ham, tankerne om al den smerte, han havde haft i sin barndom, manglen på kærlighed fra sin egen far og den distancerede, men alligevel meget bedre kærlighed, fra Karkhos.

Til sidst gik det op for ham, at han var holdt op med at trække vejret og han tog en dyb indånding. Tidsnok til at fange det sidste, Karkhos sagde til ham. Svigtet ham. Ikke kunne gøre mere. Ord der stadig forsøgte at nedbryde ham, men som tårerne ikke kom, kom vreden. Mod hele verden. Hele verden havde svigtet ham. Det var næsten som om, at hans øjne blev en tone mørkere, som vreden kom væltende op i ham. Men på en eller anden måde holdt han det inde. Begravede det i sit sind, hvor det ville brænde. Blive til had. Vokse.

Lord Atillian selv var blevet tavs, stirrede på Karkhos med let åben mund og vantro i ansigtet. Indtil soldaten var færdig med at tale. Og her kunne man se, at søn lignede fader, for Ciprian reagerede også med vrede. Han holdt dog ikke noget af det inde, men i stedet lod han det ud.
”Du… du… og Scaralin… Jeg vidste, at jeg skulle have sendt dig så langt syd på som muligt, lade dig dø i varmen! Du ødelage mit familieliv, dit svin!” Han hvæste ordene ud og det var ret tydeligt, at han med familieliv mente sit omdømme og ikke kærligheden.

Jo mere Lord Ciprian lukkede ud af sin beskidte kæft, des mere blev Jocasta fuld af frustration og vrede. Hvor vovede han omtale hendes mor- hans egen kone! - på denne måde!? Jocasta kunne ikke være mere ligeglad med hvorvidt hun fik lov til at arvetage familiens navn og godser, det var ikke det, der betød noget for hende. Hun havde haft brug for at finde ud af hvad der var med hendes familie. Og hun havde fundet ud af det nu, men før hun overhovedet nåede at overveje hvad hun ville sige til det, trådte Karkhos beskyttende frem foran hende, bidende tilbage af hendes far. Det hele startede ud med at han beskyttede hendes mors navn, men jo mere han fortalte, des mere chokeret blev hun. De havde.. Elsket.. Hinanden? Dette var helt ny information og det tog tid for hende, at sluge det ordentligt. Hun stod målløs mens Karkhos fortalte hvordan han ville have taget hendes bror med. Hvordan de ville have boet sammen: Karkhos, hendes mor, bror og hende selv. Alting kunne have været så anderledes, måske ville Scaralin endda stadig være i live nu, ved at Karkhos havde været der til at agere. Måske ville de slet ikke have boet i syden. Måske ville hun ikke selv have endt med et liv som tyv. Det hele var så forvirrende og hun var også ret rørt af at have hørt Karkhos' fortælling. Hun havde bare så svært ved at udtrykke det.

Men så snart Ciprian svarede manden, fik Jocasta sat rigeligt gang i sit eget snakketøj. INGEN skulle tale sådan om den mand der havde reddet hende fra en så grusom skæbne som hun kunne have haft her! Hendes hænder knyttedes og hun stirrede vredt op mod sin fader. "Dit familieliv? For det er jo også rigtig et familieliv, det her. Du SLOG på mig! Og du udsætter sikkert min bror for præcis det samme! Du er en forfærdelig mand, og jeg er glad for at kunne sige, at Karkhos ville være en bedre fader end så grusom og led mand som dig!" hun kunne simpelthen ikke holde munden lukket længere. Al hendes retfærdighedssans fik bare den vrede, som hun ellers holdt indelukket normalt, til at eksplodere ud af hende. Så meget at det kort var som om, at hendes egen krop lagde sig i skygger.

Karkhos var ikke i tvivl om, at luften var tyk af vrede og følelser i rummet og han vidste, at de snart skulle gå, inden ting skete. Men han var vred. Og han havde endeligt fået hul på den byld, der havde ligget inden i ham i alle de år, gjort hans sind tungt og hans hverdag mørk. Selvom han logisk vidste, at det ville være bedst at afslutte samtalen der og lade ord og handlinger synke ind, kunne han ikke, som den vrede klump i hans mave boblede og sydede. Han havde endeligt muligheden for at fortælle den afskyelige mand, hvad han tænkte om ham. Trods vreden, så han nogenlunde roligt den lidt ældre mand i øjnene.
"Du har aldrig fortjent hverken Scaralin eller dine børn." Eller Helena, men det sagde han ikke højt. "Du fortjener ikke din titel, dit len eller den guldske du har fået stukket i munden ved din fødsel. Du fortjener ikke min loyalitet, den vil jeg give til Jocasta og støtte op om hende, som den rette arving til titlen som Mylady Atillian." Hans ord var faste og uden tvivl, som han sagde dem. "Jeg siger op."

Lettelsen ved at udtale de ord skyllede igennem ham som en bølge af koldt vand igennem en tør ørken. Han var fri. I dette øjeblik var han fri fra de mandelige Atillians. Man kunne næsten se det på ham, som hans skuldre faldt en smule og hans knyttede hænder åbnede sig. Pludseligt betød den usikre fremtid intet. Han tjente ikke længere to tyranner, to mænd hvis liv handlede om vrede, vold og had. Forhåbentligt var Jocasta lige så god, som hun virkede. Det var ikke fordi, at Karkhos selv kunne kaldes god, men han var ikke fyldt med ondskab som disse to herre. Nej, han gjorde som han fik besked på, men søgte ikke at skade. Og en gang i mellem var hans ældre hjerte alligevel blødt en smule op, som han hjalp dem, der ikke kunne hjælpe sig selv.

Men hans lettelse var ikke delt med sin nu tidligere arbejdsgiver, der først stirrede på ham med et tomt blik, indtil han pludseligt kom med et vredt udbrud og sprang frem mod Karkhos med en knyttet næve hævet for at slå ham. Inden Karkhos kunne nå at forsvare sig - han var ikke i tvivl om, at han kunne lægge den let ældre mand ned, skulle det være - blev angrebet dog afbrudt.

Et eller anden inde i Morpheus krympede sig for faderens vrede og had, som han kaldte Karkhos et svin. Det var aldrig godt, når hans far var vred. Det ledte ofte til slag eller råberier. Men som følelsen gled igennem ham, voksede vreden. Han var ikke et barn mere, hans fader kunne ikke skræmme ham. Ikke bestemme. Ikke slå ham. Han vidste, at han var stærkere end sin far, fysisk i hvert fald, og han ville kunne vinde over ham i en kamp. Han havde lært fra den bedste.
Tanken blandede sig med resten, der havde bragt hans indre i et vildt kaos, som han på ingen måde kunne sortere i. Ikke som situationen var nu. Han havde brug for ro. Fysisk bevægelse. Men lige nu blev han stående.

Morpheus lagde næsten ikke mærke til, at hans... søster... sagde noget, men Karkhos' ord gik rent ind. Og ramte ham som en kniven i maven. Karkhos forlod ham til fordel for hans søster. Han ville hjælpe hende... med at få den titel, der var hans. HANS. HAN var arving til titlen, til jorden. Til magten. Pludseligt vidste han ikke, om han var ked eller vred. Karkhos forlod ham. Manden der havde været der hele hans liv. Manden der havde været mere far for ham end hans egen far. Men han gik til fordel for hans søster. Forlod ham.
Intet gav mening i hans tykke hoved, men én ting kunne han. Reagere.

Da hans far kastede sig frem mod Karkhos, reagerede Morpheus uden at tænke. Han greb hårdt sin far i skulderen og trak ham tilbage, ja nærmest kastede ham ned at sidde i den stol, han havde siddet i tidligere. Han slog ham ikke, selvom han havde lyst. Så langt var han ikke kommet i sin tankegang, at han faktisk kunne slå ham. Men han stillede sig let ind foran ham, så han ikke kunne angribe Karkhos igen, ikke uden at skulle kæmpe sig forbi sin lidt tungere bygget søn. Morpheus drejede hovedet lidt og så på den gamle soldat med et dødt blik.
"I bør gå." Hans stemme var tydelig, men også tyk af vrede og følelser. Han vidste ikke, om de havde mere at snakke om, men lige nu, ville han bare have dem til at gå. Til at give ham tid til at tænke over alt det, der var sket. Han var så fortabt.

Der var virkelig ikke mere at sige. Jocasta havde luftet sin vrede over for sin fader og nu talte Karkhos igen. Hun havde hverken behov for at bryde ind eller sige noget bagefter. I virkeligheden havde hun mest af alt et behov for at jage en skræk i livet på Lord Ciprian der så ud til at skulle til at overfalde Karkhos med hvad end han så havde af våben på sig. Om det så var næver eller sværd, var ligegyldigt, for manden nåede ikke langt, ikke før noget totalt uforventet skete: Hendes bror stoppede ham, fysisk ved at skubbe ham tilbage i den stol han kom fra. Den havde hun alligevel ikke set komme, men det døde udtryk og ordene smertede alligevel en smule. Hun ville helst bare gerne hjælpe sin bror tilbage på den rette sti, for han var trods alt hendes lillebror. Ligegyldigt hvor meget hun så end fandt ham smagløs og ubehagelig, så var der alligevel et beskytterinstinkt inden i, dybt i hendes indre, der rørte lidt på sig. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre af det, andet end at hun nu var mere end bare en smule sikker på, at hun ville være nødt til at konfrontere ham senere, hvor Lord Ciprians indflydelse ikke kunne række langt nok. Med den beslutning i hovedet, nikkede hun indforstået og langsomt til sin brors ord og lagde en hånd på Karkhos’ arm.
 
”Han har ret. Lad os gå for nu,” som Morpheus, var hun ude af stand til at skjule følelserne i sin stemmebæring. Hun var fortvivlet og lige så præget af sine følelser lige nu, som hendes bror og hun følte at det var bedre at forlade stedet for at få lov til at tænke lidt over hvad hendes næste træk skulle være. Det, samt sluge informationen om at Karkhos havde haft følelser for Scaralin. Ikke kun fordi hun selv var overrasket, så meget som at hun følte at sympati for den garvede løjtnant. Med de ord, vendte hun rundt og forlod rummet.

//Out

Morpheus greb sin egen far i skulderen og stoppede ham i at angribe Karkhos. Den ældre soldat så overrasket på det ske, Morpheus havde så vidt Karkhos vidste, aldrig været så bestemt overfor sin egen far, aldrig fysisk modsat sig på den måde. Et lille stik af stolthed gled igennem ham, men det forsvandt hurtigt igen. Det var ikke tiden. Hans blik mødte Morpheus og de brune øjnes fasthed forsvandt en smule. Det gjorde ondt. Og han kunne ikke slippe den yngre mands blik, ikke før Jocasta lagde en hånd på hans arm og gentog brorens ord. De burde gå. Han trak en ordentlig mundfuld luft ned i lungerne, nikkede langsomt og vendte så om for at følge efter Jocasta ud af huset.

Hvert eneste skridt gjorde psykisk ondt, men han tøvede ikke. Han vidste, at han gjorde det rigtige. For sig selv. Det var på tide, at han tænkte på sig selv i stedet for blot at gøre, som der blev sagt. Han havde altid levet efter andres bud, aldrig sine egne lyster. Og han ville bare gerne støtte Jocasta. Han ville ud af det liv, han havde haft indtil nu. Der ville uden tvivl blive mere frihed hos den kvindelige Atillian. Fattigdom, men frihed. Og tanken var som en bølge af lettelse. Som blev der fjernet en tung vægt fra hans skuldre. 
Men samtidigt gjorde det ondt. Udtrykket i Morpheus øjne havde sendt et spyd af realiteter igennem ham. Han elskede knægten på godt og ondt og denne beslutning ødelagde alt. Han vidste godt, at deres forhold for altid ville være fjendtligt efter dette og det gjorde så ondt indeni, at han næsten ikke kunne stå på sine ben.

Men han viste det ikke. Holdt sit udtryk hårdt, som han altid havde gjort. Han måtte have ondt senere, når han var alene. Lige nu var han her for Jocasta. Så han fulgtes med hende ud og tilbage til den kro, hvor de boede for tiden. Alt hvad der var sket, krævede en grundig gennemtænkning.

Hele hans liv var flået fra hinanden og nu skulle det bygges op på ny.

Det var som om, at han ikke længere havde kontakt med sin krop. Som om at den arbejdede for sig selv. At han fysisk havde taget ved sin far skræmte ham dybt inde under vreden, men lige nu var det kun vreden og frustrationerne, han kunne fokusere på. Og de fyldte alt hos ham, den logiske tankegang hang i laser og han kunne kun fokusere på nuet og øjeblikket. Og han ville have Karkhos og kvinden til at gå. Nu. Og til hans lettelse gjorde de det også. Hans blik var låst fast i Karkhos for et øjeblik og han kunne se, at manden var trist. Det hjalp ikke på den følelse af is, der var indeni ham. Is og ild. 

Så snart de var alene, begyndte hans far at sige noget, men Morpheus bad ham simpelthen om at holde sin kæft og lade ham være. Og derefter gik han som i søvne op af trappen og op på sit værelse, hvor han lukkede døren til lyden af hans far, der smadrede et eller andet i vrede nede i stuen. Det var som om, at Morpheus ikke kunne finde energien til at gøre det samme, selvom han havde lyst, og det eneste han gjorde var at sætte sig i sengen og stirre ned på sine hænder. Lidt forbavset så han dråber ramme de kraftige hænder og det gik op for ham, at han græd. Og endeligt knækkede han sammen, begravede hovedet i sin pude og græd som pisket, noget han ikke havde gjort i mange, mange år.