Zari Zamore

Krystalisianer

Neutral God

Race / Halvdyr

Lokation / Rubinien

Alder / 20 år

Højde / 159 cm

Htqz 16.07.2017 21:28
Ørkenen var en sær men ekstrem størrelse, om natten kunne den være pivkold, men om dagen blev den varm nok til at man kunne stege æg på klippestykker.. Ikke at der var mange af dem i ørkenens sand.
I den flimrende varme, bevægede en lille småpjusket skikkelse, med store ører, der viftede let i varmen for at hjælpe temperaturen i kroppen ned.
Hendes vinterpels var for længst forsvundet efter den sidste plage med frosten og sneen. 
Det havde været sparsomt med mad, især i starten hvor hun hovedsageligt havde overlevet ved at æde døde insekter og brusk og ben der blev smidt ud til gadens hunde. 
Men nu var hun endelig væk igen, væk fra at føle sig låst inde og frygtsom for at blive opdaget og fanget igen. Hendes fødder havde fået hende til at bevæge sig på må og få før tørsten havde taget over og hun var begyndt at søge efter en oase. gamle spor af kameler, og hvad der højest sandsynligt havde været slave-spor, ledte hende til en mindre oase hvor hun nænsomt nærmede sig, skævende rundt for at sikre sig at der ikke var andre på stedet. Den lille snude blev løftet som hun vejrede i varmen.. Nej, der virkede til at være tomt, de få dufte hun kunne opfatte, var timegamle. Heldigvis. 
Med et lille suk af lettelse begyndte hun at begive sig imod det friske, og småkølende, vand. Dog med øjnene stadig skævende rundt for at sikre sig at der ikke var noget hendes snude eller ører ikke havde opfattet.
Zofrost

Zofrost

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 178 cm

Zofrost 17.07.2017 13:53
Zofrost var ude på egne ben under ørkensolens varme stråler. Hans ejer havde ladet ham gøre, hvad han ville denne dag, dog med stram formaning om at være hjemme inden solen gik ned. Man kunne måske tro, at det var utroligt modigt af Samael at lade sin utilregnelige slave få frie tøjler, men han var ikke i tvivl om, at Zofrost nok skulle komme tilbage igen. Det gjorde halvdæmonen altid. Samael var hamrende ligeglad med hvorfor, om det var loyalitet eller fordi han kunne hidkalde drengen psykisk, det vidste han ikke. Han regnede med det sidste. Og Zofrost kom altid hjem i god tid, for den ene gang, han var kommet for sent, havde han næsten ikke kunne bevæge sig i et par dage efter på grund af hans ejers straf med den smertefulde (elektriske) evne.

Men han havde fået lov til at strejfe, og det gjorde han gladeligt. Alt for at komme væk fra Samael for en tid og han havde stadig ikke set andet end den kedelige ørkenby siden de var ankommet. Hans Herre var arrig i dag og skulle åbenbart skændes med de mænd, han allerede havde handlet med et par dage før. Zofrost var ikke helt sikker på, hvorfor, men noget med at en aftale var blevet flyttet nogle dage. Samael fortalte ham ingenting og han vidste ikke, hvad der skulle ske. Dog havde han en fornemmelse af, at det omhandlede ham. Sikkert endnu en slåskamp. Han var ligeglad. Han havde ingen indvirkning på noget som helst alligevel, så for nu nød han bare den frihed han havde til at se sig omkring. 
Der havde ikke været noget spændende i byen, så til sidst havde han skiftet skikkelse og var luntet ud i ørkenen. Han skulle nok finde hjem igen, selvom hans omgivelser var utroligt ens - sand med sand med sand. Men trods det kedelige udseende, var der nok at undersøge. Hans gode næse fandt forskellige lugte og hans klør gravede somme tider spændende ting frem. De store ører fangede lyde fra ensomme fugle, hurtige krybdyr og endda en hel verden af insekter. 
Egentligt var hans mål at finde ud af, om der var noget bag ørkenen, men hver gang han fik kæmpet sig op på en dynge af sand, kunne han kun se mere sand. Gad vide, hvor langt denne ørken strakte sig? Var det kun en verden af ørken? Det håbede han ikke. Han elskede træer og lugten af græs.

På et tidspunkt begyndte tørsten at melde sig og han regnede med, at han var nødt til at vende om. Han havde endnu ikke set vand i dette triste, varme sted. Men som han atter engang kom op på toppen af et højt bjerg af sand, fik han øje på noget grønt længere fremme og lugten af vand nåede hans følsomme næse. Efter at have slikket sig om munden, luntede han ned af klitten. Hans skæl var fyldt med sand og han var varm på den sorte læderagtige hud, men heldigvis tog huden ikke i mod solen og han blev ikke solskoldet. Selv hvis han gjorde, ville hans evne hele det i løbet af øjeblikke. Hans grå øjne løb over hans omgivelser, men han var endnu ikke stødt på noget, der udgjorde en trussel for ham og han havde sænket paraderne en smule. Plus han var godt tørstig, så lige nu var han fokuseret på vandet, der glimtede i solen. Lidt for fokuseret. Som han ville springe ned i lavningen, havde han nær ramt en lille form for ræv, hvilket fik ham til at lande forkert og dermed rulle rundt på det hårde underlag, der var rundt om vandet. Hurtigt var han på benene og hans skæl rejste sig med en raslende lyd, som de gik fra sort til rød. Snerrende så han på det lille dyr, mest overrasket over, at der var noget større end en øgle på dette sted. Man kunne se usikkerheden i hans øjne, for væsnet VAR ret lille og så alt for nuttet ud til at udgøre nogen fare.

Zari Zamore

Krystalisianer

Neutral God

Race / Halvdyr

Lokation / Rubinien

Alder / 20 år

Højde / 159 cm

Htqz 17.07.2017 15:18
Zaris store ører havde opfanget en bevægelse, en lyd, henne mod en lavning. Trods tørsten havde hu stoppet op og forsigtigt nærmet sig stedet for at sikre sig at det ikke, muligt var en jæger der lå i skjul. Selv i hendes ræveskikkelse, kunne hun være jaget, selvom hun bevægede sig hurtigere i skikkelsen. Grundet rubinerne der var i huden.
Hun rystede med en mindre gys tanken fra sig, i det samme øjeblik som hun mærkede noget imod sig som fik hende til at trimle omkuld med en mindre knurren som næsten lød som en form for spinden; en af mange grunde til at rubinske ræve halvdyrsslaver kunne være temmeligt eftertragtede, dyrets lyde kunne let betage kvinder og børn, mens andre var mere uheldige og fik fjerne tunge og stemmebånd så de ikke kunne komme med de lyde hele tiden. Det var i det mindste noget hun ikke selv havde oplevet, hvilket hun var taknemmelig for.  

Liggende på ryggen rullede hun over i opret position, skydende ryggen for at agere større end hun var, med de store ører direkte op i vejret, mens blikket gled søgende rundt efter hvem eller hvad der havde angrebet hende. ikke at det var svært at se. 
De støvet-brune øjne spærredes en smule op idet hun så dyret foran sig, ikke en hun mente at have set før. Men dømmende efter skællene og det generelle udseende virkede det som en jæger, en kæmper, som var langt større end hende selv. 
Fra at forsøge at gøre sig større endte hun nu istedet med at ligge sig fladt ned mod det varme ørkensand, med ører såvel som hale langt tæt ind til kroppen, selv hendes lyd blev ændret, mere dæmret. Selvom det nok mest af alt var fornuftigst at hold sin kæft, kunne hun ikke modstå sine dyriske instinkters trang til at give lidt lyd fra sig

Så lille og usynlig som muligt. Under sig gravede hun lidt med poterne, mens øjnene søgte op imod dyret foran hende. Bange og usikre øjne, mødte et par mindst lige så usikre øjne. Var det en unge der var ude at jage for første gang? Zari håbede det virkelig ikke, hvis dét var en unge ville hun nødigt se forældrene! 
Zofrost

Zofrost

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 178 cm

Zofrost 17.07.2017 17:23
Zofrost stirrede, stadig knurrende, på det lille væsen, der ret hurtigt gik fra forsvar til underdanighed. Den var så lille. Zofrost havde aldrig set sådan en form for ræv, hvis det overhovedet var en ræv, før, men han var også i en verden, han ikke kendte. Måske det vrimlede med sådan nogle små pelsede væsner som denne? De lyde, den kom med, virkede ikke truende og langsomt holdt Zofrost op med at knurre, samtidigt med, at skællene på hans krop skiftede farve til sort igen og langsomt lagde sig ned. Til sidst var det bare hans klare blå øjne, der så stift ned på dyret i et forsøg på at finde ud af, om det var farligt eller ej. 

Forsigtigt gik han de få skridt hen i mod den og bukkede hovedet ned for at snuse til den. Ikke at han fik meget ud af det. Ørken, sand og pels. Der var dog et eller andet, der var forkert, men hvad det var, kunne han ikke lige tyde. Nok ikke noget farligt. Lidt usikkert overvejede han, hvad han skulle gøre. Han regnede ikke med, at han kunne kommunikere med den, så det endte med, at han bakkede et par skridt, vendte om og gik ned til vandet for at drikke. Tørstigt gled hans lyserøde tunge ned i vandet og hurtigt begyndte han at slubre vand i sig, samtidigt med at hans store øre vippede fra side til side i et forsøg på at lytte efter farer. Han var stadig opmærksom på det lille væsen, men han havde efterhånden besluttet sig for, at det ikke var farligt.

Som han fik slukket tørsten, så han på den lille sø med vand. Den var ikke ret stor, men så dyb nok ud. Skulle han... han lod blikket glide rundt, trippede et par skridt på stedet og tog så et stort spring lige ud i vandet. Det var ikke decideret køligt, men koldt nok til at være en fantastisk afveksling fra solens hede. I sin dyreskikkelse, kunne han kun lige mærke bunden med kløerne og stadig have hovedet oppe, så efter at have svømmet lidt rundt, tog han en dyb indånding og dykkede under.
Da han kom op igen, var han i sin menneskeskikkelse. Det lange hår flød ud i vandet omkring ham og hans bukser var gennemblødt, men der var et ægte smil på hans ansigt for første gang i meget lang tid. Uden tøven begyndte han at gnubbe fingerspidserne i sin hovedbund og vaske sin beskidte krop af. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været i bad, i hvert fald ikke i denne nye verden. Bad var noget, han tog, når han havde muligheden. Han ville elske at bade regelmæssigt, for nogle gange kunne han føle sig helt skidt tilpas i sin egen krop, hvis han var alt for beskidt. Selv efter tyve år, var det stadig vigtigt for ham, at være ren. Hvis han havde kunne huske noget som helst fra de to sjæle, han var skabt af, ville han vide, at det var adelssønnen, han havde sin trang til renhed fra.
Nydende skyllede han skidtet ud af sit meget lange hår og til sidst rejste han sig op med henblik på at få sine bukser af, så disse kunne blive vasket separat og han kumme komme til resten af sin krop. Vandet gik ham til navlen, som han stod midt ude i søen.

Zari Zamore

Krystalisianer

Neutral God

Race / Halvdyr

Lokation / Rubinien

Alder / 20 år

Højde / 159 cm

Htqz 17.07.2017 20:29
Det var med en vis overraskelse at Zari betragtede det skællede dyrs skæl skifte farve igen, hvilket også kunne læses på hendes ører der vippede en anelse op, men ellers forholdt sig i den underdanige position, ikke om hun ville risikere at blive ædt!
Forundret betragtede hun de kolde blå øjne, idet dyret kom tættere på, helt tæt på. Hendes toner ændrede sig også mere hen imod rædslens skingre hvinen idet den kom helt tæt på, sænkede hovedet yderligere og indtog hendes lugt. Forsigtigt, ganske forsigtigt løftede hun hovedet, nok til at kunne indfange lidt af dyrets lædrede duftspor, inden det pludselig drejede om, tilsyneladende besluttet sig for at hun var den et uværdigt måltid.
I et stykke tid blev hun blot i sit hul i sandet og betragtede den, indtil den begyndte at drikke af det lindrende vand. Da kom hun igen i tanke om hvor tørstig hun selv var, og fik sig rejst sig op på småskælvende ben, og delvist løb delvis hoppede omkring oasens vand, skabte sig noget afstand mellem det ukendte dyr og hende selv.
Først da tillod hun sig at sænke hovedet og indtage noget af den forfriskende væske.
Hendes ører vippede, akkurat som den ukendtes, en smule som vandets kølighed indtog hendes krop og samtidig slukkede hendes tørst. Ikke at det var lige så godt som vand fra en brønd, men det var stadig dejlig køligt og forfriskende ovenpå de mange timer i ørkenens varme.

Hun kunne nu godt fornemme blikket fra den fremmede hvile på sig  ny og næ, men det bekymrede hende ikke så længe hun kunne sørge for at holde afstand og have vandet imellem dem. 
!!!
Forskrækket løftede hun hovedet fra vandet da dyret pludselig sprang ud i vandet, højest sandsynligt for at køle sig selv og de mørke skæl ned.  Selv havde hun instinktivt løbet hen imod sandbankerne, men stoppede op. Betragtede dyrets legen i vandet indtil det pludselig ikke var et dyr der befandt sig der, men et menneske... Pjusket menneske, men stadig et menneske. Forsigtigt, men nysgerrigt trissede hun nærmere igen, så sig om inden blikket faldt på noget efterladt tøj og tæpper. Højest sandsynligt nogen der havde efterladt det der efter at have givet efter for varmen og solens unådige stråler.

Uden videre bed hun fast i et af klæderne der virkede stor nok, og slæbte den med ned til bredden, med ud i vadet indtil hun ikkelængere kunne mærke sandet under sine poter. Først da slap hun klædet, inden hun selv dukkede under vandet og gav slip på sin dyreskikkelse.. Det tog dog lidt tid før kroppen var helt strakt ud, havde været så meget i dyreskikkelse som hun var til dagligt var kroppen ikke helt vandt til den mere menneskelige skikkelse som dog stadig havde både ører, hale og ikke mindst de glitrende rubiner på hende. Med et mindre pust kom hun hovedet over overfladen indtil hun havde fået fat i klædet med hænderne, og med småstive bevægelser fik hvad der viste sig at være en tynd, lys kofte, over sig, til at dække over hendes elelrs nøgne krop. Hvis han havde holdt øje med hende mens hun gjorde dette med ryggen vendt imod ham, ville han nok bemærke en lang række ar, tydeligt fra piskeslag, på ryggen af hende. Først da hun var 'ordentlig' dækket så hun over imod den fremmede igen, med et nysgerrigt glimt i øjnene, og et varmt smil som hun bestemt ikke kunne huske nogensinde at have smilet før, hen over læberne.
For nu forholdt hun sig tavs, for nu skulle han nok lige vænne sig til hendes nye skikkelse, sådan plejede folk i al fald at have det når hun ændrede fra den rubinske ræveskikkelse til sit oprindelige udseende. Med et lille vip med det ene øre, hvori hendes slaveID stadig sad. Ikke at hun var stolt af at være en slave, eller af hendes gerning imod sin tidligere herre, men hun havde ikke formået at få metallet ud af øret, noget hun næsten gik ud fra måtte have noget at gøre med at der måske lå noget andet bag det end en simpel lås, for lås kunne der ikke findes nogen af. Måske magi af en eller anden art. I al fald blev det højre øre hvor ID'et sad, sænket ned i et forsøg på at skjule den fra solen og den fremmede.
Zofrost

Zofrost

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 178 cm

Zofrost 17.07.2017 21:53
Som han rakte ned for at skubbe sine bukser af, fik han øje på den lille ræv. Den slæbte noget, der lignede noget tøj, efter sig, alt for stort til det lille væsen. Forundret gik han i stå midt i sin bevægelse, som ræven trak tøjet med ud i vandet. Pludseligt forsvandt den under vandet og var væk så længe, at han nær var gået derover, men pludseligt dukkede der en kvinde op af vandet. Zofrost trådte overrasket et skridt tilbage. Der var ingen tvivl om, at ræven og kvinden var en og den samme, hun havde stadig de store ræveører og de glitrende sten i huden. For et øjeblik tabte han underkæben. Havde han nogensinde set noget lignende? Ikke af, hvad han kunne huske.
At hun for et øjeblik var nøgen, rørte ham ikke, men han lagde straks mærke til mærkerne efter piskeslag på hendes ryg. Han havde selv nogle ar efter samme, de var dog ikke så tydelige, da han trods alt stadig helede bedre og pænere, også selvom det var hans herre, der slog ham. Men de var der. Og i det øjeblik var han ikke i tvivl om, at det var en slave, han stod og kiggede på. Aldrig havde han mødt nogen med de ar, som ikke var en slave.

Kvinden med ræveørerne hev tøjet over hovedet og vendte sig så i mod ham. Det fik ham kort til at blotte sine tænder i usikkerhed og han blik faldt fra hende. Selvom han lige havde konkluderet, at hun var en slave, var det så indbygget i ham, at man ikke så nogen i øjnene og han valgte i stedet at se ned i vandet. For et øjeblik, for han kunne alligevel ikke lade være med at skæve til hende, så det endte med, at hans blik flakkede fra vandet til hende, mens han flyttede lidt uroligt på sig. 
Hun så bare på ham med et nysgerrigt blik og et varmt smil og det fik ham til at slappe en smule af. Hun virkede lige så lidt farlig som menneske som i ræveskikkelse og det hjalp af en eller anden grund at huske den lille ræv og se den ræv i kvinden.

Med en stadig lidt usikker bevægelse, rakte han op og samlede sit lange, mangefarvede hår i den ene hånd og trække det sammen foran den ene skulder. En dårlig vane han havde, når han skulle samle sig om noget eller følte sig utryg. Som sædvanligt manglede han noget at binde det sammen med. Egentligt burde han få det klippet, men hans ejer var pænt ligeglad. For ham hang det kun i vejen under de slåskampe, han sendte Zofrost ud i. Og det var egentligt slavens problem, ikke hans.
Skulle han sige noget? Han vidste ikke hvad. Normalt sagde han ikke noget, medmindre han blev spurgt, og selv da kneb det med at få ord ud af ham. Efter en dyb vejrtrækning fik han dog alligevel sagt noget.

"Undskyld jeg væltede dig tidligere. Det var ikke med vilje." Hans stemme var dæmpet og en smule hæs efter ikke at være brugt i et stykke tid, men ellers overraskende behagelig. Den passede godt med hans udseende, som, hvis man kunne se bort fra den manglende glæde og livsgnist, var ganske kønt og uden hårde træk. Knoglerne i hans krop stod alt for tydeligt frem, men i det mindste var hans solbrændte hud ren. Han havde kun sine slidte bukser på som sædvanligt. Nogle få hvide ar kunne skimtes i den solbrændte hud, men ingen specielt tydelige. Når man så på ham, ville man nok lidt få fornemmelsen af en hund, der var blevet slået for meget, kun forstærket af, at han ikke vidste, hvad der lige nu var forventet af ham. Hans hænder pillede lidt ved det lange våde hår, som hans blik stadig flakkede rundt og kun en gang i mellem ramte hendes ansigt.

Zari Zamore

Krystalisianer

Neutral God

Race / Halvdyr

Lokation / Rubinien

Alder / 20 år

Højde / 159 cm

Htqz 18.07.2017 19:06
I ren og skær vane, forsvandt Zaris smil, mens det andet øre nu også røg ned, tydeligt fornemmende usikkerheden fra den anden, hvilket kun blev tydeligt gjort af at han blottede tænderne for hende. Måske hun havde forhastet sig? Måske de ar hun havde anet på hans ryg havde været fra kampe, selvom det nu ikke helt så sådan ud da hun havde fået et glimt af dem. Heller ikke hans krop så ud til at være i topform.. Faktisk mindede han hende en del om de slaver hun var vokset op iblandt . Så måske hun ikke tog fejl..?
Hun følte en trang til at synke helt ned under vandet, for at vaske ugevis af snavs af sig, men gjorde det ikke, ikke før hun var nogenlunde sikker på hvor hun havde ham..
"De behøver ikke undskylde.. " Af ren vane og opdragelse brugte hun ikke at være dus med folk lige med det samme. Som barn havde det givet hende flere ørefigner end hun kunne tælle, at være uhøflig og næsvis.
" .. Min ræveform er god gemt i sandet, og ikke mindst lille. Det kunne ske for enhver. " 
Hendes blik gled imod hans lange hår som han begyndte at pille ved det, med en vis nervøsitet udstrålende fra ham.

" Tilgiv mig det direkte spørgsmål, men jeg må vide.. Er De alene?  " Hun rynkede lidt i panden, det var egentligt ikke det hun havde tænkt sig at spørge ham først, men det var de spørgsmål det var blevet til. Nok grundet hendes underliggende frygt for at blive fundet og fanget der spillede ind, mens hun bøjede og strakte fingre og lemmer prøvende. Han kunne jo sagtens have været løbet i forvejen for en slaveejer eller lignende.
Ængsteligt gav hun sig til at gnave på sin kind, løftende det ene øre lidt for ligesom at se om hun kunne høre noget.. Andet end insekter, andet småkravl, og vandets rislene og dryppene lyde.
Zofrost

Zofrost

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 178 cm

Zofrost 19.07.2017 17:28
Solen skinnede ned i vandet og lavede smukke mønstre, men Zofrost lagde ikke mærke til det. Al hans koncentration var rettet mod kvinden foran ham og omgivelserne generelt. Han havde ikke set, at der skulle være nogen i nærheden, da han nærmede sig oasen, men han havde så heller ikke set den lille ræv. At stå her midt i vandet gjorde ham sårbar, men ind til videre virkede her stadig lige så dødt, som da han kom. Ud over hende. Hvordan han skulle forholde sig til rævekvinden i vandet, vidste han ikke. Men hun virkede ikke som en trussel.
Hendes stemme var blød og venlig, samtidigt med at han kunne høre, at hun nok var lige så usikker som ham. Hendes brug af "De" fandt han sært, for han var ikke et "De" værd. At han sagde du, var faktisk bare fordi, at han havde opfanget hende som en slave, altså en der var på samme niveau som ham. Var det forkert? Skulle han ændre tiltale? Hans hånd knyttedes om hans hår, da han tog en modig beslutning om, at han ville fortsætte med du. Så måtte hun rette ham, hvis det ikke var godt nok.

Han nøjedes dog med at nikke, da hun sagde, ah hun var nem at overse. Ja, hendes ræveskikkelse havde været meget lille, men han havde nu også haft meget travlt, da han var løbet mod vandet. Det ville han ikke gøre igen. Han måtte være mere årvågen i dette fortabte land af sand.
Hendes spørgsmål fik ham til at løftede hovedet og se lidt mere direkte på hende med et alvorligt blik.
"Ja. Er du?" Han havde en fornemmelse af, at hun var alene. Helt alene, endda uden en ejer. Han kunne ikke helt sige hvorfor, måske noget med hendes holdning, den måde hun forsøgte at skjule mærkningen i hendes øre eller den måde hendes krop så ud til at skulle vænne sig til at være menneske igen. Desuden var det sjældent, at han mødte slaver så langt væk fra alting, uden at være under opsyn af deres ejere.

For ham var det lige meget, om hun var en bortløben slave eller ej. Det kom ikke ham ved. Så længe hun ikke fik ham i problemer. Normalt lod Samael ham knap snakke med fremmede og han var egentligt ikke selv glad ved at være social. Men nogle gange kunne han godt mærke, at han havde brug for social kontakt. Zofrost kendte ikke til følelsen at være ensom, for han havde aldrig været andet, men nogle gange var det behageligt nok at udveksle et par ord med nogen. Og det var nok mest det, sammen med det kølende vand, der fik ham til at blive stående og ikke bare vende ryggen til hende og fortsætte ud i vandet. Samael stod ikke og åndede ham i nakken, klar til at slå ham med stokken, og den kønne kvinde virkede som sagt ikke som en trussel.
Hans blik blev ved hendes ansigt, selvom det krævede lidt af ham ikke at se væk igen. Han gjorde faktisk en indsats for at være i kontakt med rævekvinden.

Zari Zamore

Krystalisianer

Neutral God

Race / Halvdyr

Lokation / Rubinien

Alder / 20 år

Højde / 159 cm

Htqz 21.07.2017 22:04
Et lille suk af lettelse forlod hendes læber som hun blev bekræftet i at han var alene. Hun lod sig synke ned i vandet, uden at tage sig videre af kroppens reaktion på det svalende vand. Det var dejligt, og kunne samtidig skjule for hendes underliv, som koften kun lige akkurat skjulte. 
Hendes blik blev hvilende på hannen, nikkede. " Ja, helt alene. "  
Hvor han stirrede på hende. Hun var usikker på om han forventede noget af hende. Skule hun nærme sig ham eller holde afstand? Eller overvejede han at parre sig med hende? Men han lod ikke til at have den samme type glimt i øjet der kom af de hanner der ville parre sig, men hvad var det så!? Med en let viften med halen fik hun den til at dække nogenlunde over skridtet, bare for at være på den sikre side.
" Bundet eller fri?" Fortsatte hun i et mindre forsøg på at holde en samtale i gang, i det mindste til hun vidste hvor hun havde ham og om det var helt sikkert at vaske sved og sand af kroppen.  
Han lod til at insistere på at være dus, så han kune jo umuligt være en rigmand, ikke at hans tøj, ar og kropsholdning samt det lange farverige hår, ligefrem emmede af det, men man vidste jo aldrig helt. 

Hendes eget hår var kedeligt i modsætning til hans. Tykt og normalt pjusket, når det da ikke var drivvådt som det var lige nu hvor det bare hang delvis om hovedet på hende, delvist ned til lidt under skulderbladene. Selv den brune farve fortalte en historie om hvor lidt næring hun havde fået gennem sin opvækst, så mat kastanjebrun den var at selv de rødgyldne strå der engang imellem dukkede virkede matte og uden glans
Zofrost

Zofrost

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 178 cm

Zofrost 22.07.2017 11:27
Lidt til Zofrosts overraskelse, virkede det til at den unge kvinde ikke brød sig om, at han så mere direkte på hende, så han sænkede ret hurtigt blikket igen. De sociale regler og normer forvirrede ham og han var ofte på helt bar bund, når han selv skulle være i kontakt med folk. Han ville helst selv undgå øjenkontakt, så det var rart at fjerne blikket fra hende. Han havde bare observeret, at almindelige folk så hinanden i øjnene, når de havde samtaler. Men igen, han var ikke et almindeligt væsen og hans isblå øjne var anderledes.
Hendes svar gav ham en smule ro, selvom han stadig regelmæssigt lod sit blik glide over deres omgivelser. Om han troede på hende var underordnet, selvom han hældte til, at hun talte sandt, mest på grund af hendes egen nervøsitet for, om han var med nogen, men også den fornemmelse af, at hun var alene, som han havde haft fra starten. 

Det næste spørgsmål fik ham til svagt at trække på den ene skulder og se lidt ned i vandet foran sig.
"Bundet." Han skubbede sit våde hår over skulderen, så det hang ned af hans ryg i stedet. Han skammede sig ikke over at være slave, han havde altid været det og kendte ikke til andet. At han sommetider drømte om noget andet, det var ret ligegyldigt. Sandsynligheden for, at han nogensinde ville blive fri var mere end minimal og samtidigt vidste han ikke, om han ville kunne værre fri. Hvad skulle han lave? Hvordan levede man som fri? Tanken skræmte ham faktisk mere end han ville indrømme, men drømmen var der stadig. Og en gang i mellem tog noget ved ham og han forsøgte at kæmpe i mod. Det endte aldrig godt. Smerte var en stor del af hans liv.

Var det i orden at stille samme spørgsmål tilbage til hende? Han kastede et hurtigt blik på hende og besluttede sig for, at det ikke var nødvendigt. Der var noget over hende, der skreg bortløben og det ville han ikke blandes ind i. Ikke at han syntes det var forkert, godt for hende, men det kunne skabe problemer for ham, hvis det blev opdaget, at han var venlig med en bortløben og ikke slæbte hende med tilbage til ejeren. Så var det bedre ikke at spørge og derfor kunne spille dum senere. Hans herre regnede ham alligevel ikke for andet end et dyr, der ikke kunne tænke selv, så uvidenhed var et trumfkort han kunne spille ind i mellem, selvom han ikke var så dum, som der blev troet.
I stedet så han ud over ørkenen i retningen væk fra den by, han havde befundet sig i de sidste mange dage. Måske hun vidste, om der var mere end bare ørken?
"Er der mere end dette? Græs, træer ... regn? Eller består alt i denne verden af sand?" Man kunne næsten mærke, hvor vigtigt dette spørgsmål var for ham. Han tænkte aldrig frem, spekulerede aldrig over fremtiden, men tanken om at bo i en verden som denne gjorde ham trist på en måde, der normalt ikke ramte ham. Ikke at han ikke kunne leve et sted som dette, det havde hans tur i dag bevist for ham, men der var ingen glæde her. Bare død.

Zari Zamore

Krystalisianer

Neutral God

Race / Halvdyr

Lokation / Rubinien

Alder / 20 år

Højde / 159 cm

Htqz 22.07.2017 13:55
Helt fra så længe tilbage Zari kunne huske, havde hun fået røfler og slag når hun havde forsøgt at opsøge øjenkontakt, så det var hurtigt blevet fjernet fra hende det instinkt  som så mere normal ud blandt 'normale' mennesker, folk der var højere oppe i hierakiet end hun selv var det.
Hendes ører vippede lidt. 

Bundet. 
Selvfølgelig var han det, men nu havde hun i det mindste hans bekræftigelse på det. 
Ængsteligt gav hun sig til at gnave på sin kind, håbede at han ikke ville fortælle hans herre om hende. Han kunne lige så meget love at han ikke ville sladre, mens  de stod der i vandet sammen, som han senere kunne vende ryggen til og fortælle sin herre om hende.
En forfærdelig situation, for dem begge. Hun ønskede ikke at tjene en herre igen, ikke når det betød slag, sult og ydmygelser. Men hvordan hun ellers skulle overleve anede hun ikke. Selvfølgelig kunne hun slå sig til en gruppe af gaderæve, selvom det også  var lig med risiki og fare for at blive fanget og få fjernet rubinerne.
En gysen gennemløb hendes krop, inden hun gav sig til forsigtigt at gnubbe og skrubbe sig ren.. Eller så ren hun kunne blive så længe hun havde koften på. Hun følte dog heller ikke for at fjerne den fra sin krop. Det kunne ses som en invitation mod at hun var lysten eller i løbetid. 
Af hvilket hun lige i nuværende øjeblik ikke var nogen af delene.


hun løftede hovedet da han begyndte at stille hende spørgsmål om naturen. For nogen slaver kom de aldrig til at kende til andet end ørkenens varme sand, men hun havde været en af de 'udvalgte' ved hendes afdøde herres bestand. En han engang imellem havde taget med sig i en mørklagt vogn, holdende hende i hendes ræveform i halsbånd og snor. Det var ikke meget hun havde kunnet se fra vognens gulv, men hu havde engang imellem skimtet grønt. Og bemærket ændret temperatur. Det skræmte hende lidt.

Hendes blik gled over imod solen for ligesom at være sikker på hvilken retning de var i, inden hun pegede stik nord. " Den vej, langt ude, vil ørkenen på et tidspunkt få flere sten, og grønt. Det er et underligt terræn.. Min herre tog mig nogengange med mig igennem det når han besøgte andre steder. Men der skulle jeg altid holde mig i min ræveform." Hun bed sin læbe hårdt. Mindede sig selv om at det var en dårlig ide at snakke om den slags ting. Var hun virkelig blevet så ensom at hun bare delte om sig selv uden at tænke videre..?!  
I et nu dykkede hun ned under vandet igen, inden hun kom op, lidt mere klar i hovedet. 
" Jo der er  regn her engang imellem, men det er meget sjældent. måske 2 eller 3 gange om året..? Men det er ikke alverdens.. Men nok til at holde sig i live."
En instinktiv virren med hovedet kom fra hende, som hun forsøgte at få vandet ud af de store ører.
Zofrost

Zofrost

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 178 cm

Zofrost 22.07.2017 15:27
Zofrost så ikke på hende, som hun begyndte at gøre sig ren under vandet. Han burde selv vaske sig noget mere, nu han havde muligheden, men han vidste ikke helt, om det var acceptabelt. Selvom han aldrig havde forstået det forhold, der kunne være mellem en mand og en kvinde, den fysiske samhørighed, som alle gik så meget op i, heller ikke selvom han selv var blevet tvunget mere end én gang, forstod han at nøgenhed og fysisk nærhed uden tøj var et problem for mange, især slaver. Han selv var ikke genert eller påvirket af manglende tøj. Han havde endda mere end én gang slåsset i arenaer, hvor tøjet blev fjernet af mere praktiske årsager. At være nøgen rørte ham ikke, heller ikke efter de ubehagelige ting, han havde været udsat for. Men han kunne godt fornemme, at kvinden foran ham ikke var tryg ved det og det forhindrede ham i at tage et mere grundigt bad. Så i stedet blev han stående og holdt øje med omgivelserne, som en form for vagt, så hun måske kunne føle sig tryg. Og han lod være med at kigge på hende.

Som hun pegede mod det, han gættede var nord, også i dette underlige land, og fortalte ham, at der var grønt, mærkede han en sær form for lettelse. Der var andet end ørken dette fremmede sted. Det lød dog ikke ligefrem til, at han ville kunne rejse derhen på en halv dag, så det var ikke noget, han ville komme til at se, medmindre Samael valgte at tage ham med dertil. Men bare den viden var nok til at lette en sten fra hans hjerte. Der var mere. Nu kunne han så bare håbe på, at Samael ikke besluttede sig for at blive i denne ørken. Men hvem vidste, hvad den mand havde af planer. Zofrost fik intet at vide.

Han flyttede hurtigt blikket til hende, da hun dykkede under vandet, men fjernede det straks, da hun kom op igen. Lyden og synet af vand gav ham lyst til selv at dykke under. Solen hamrede ned på hans bare overkrop som en tung modvægt til det lidt kølige vand, han stod i til livet.
Det var som om, at hendes åbenmundethed skubbede lidt til ham, så da hun var oppe, lod han fingrene glide igennem vandet og sukkede meget dæmpet, næsten uhørligt.
"Jeg har aldrig set et sted som dette. Med alt det sand og den hårde sol. Det sted jeg kommer fra, var fyldt med træer, søer, bjerge og liv." Ikke at han altid havde boet i de omgivelser, hans hjemland havde også været varieret, men han havde aldrig hørt, at den store ø skulle have et sted som dette. Han savnede skovene. Meget.

Som vågnede han fra en drøm, rystede han på hovedet og besluttede sig for, at han godt kunne tage en dukkert mere, inden det snart var på tide, at han vendte om og tog hjem. Solen var over sit højeste punkt og aftenen faldt hurtigt på i dette sted. Det gik ikke at komme for sent hjem, Samael tog ikke pænt på den slags. Så hurtigt tog han en dyb vejrtrækning og dykkede ned under overfladet. Han blev dernede så længe han kunne, trods faren ved det, og lod hænderne glide over sin krop og sine bukser i et forsøg på at blive ren. Endeligt kom han op igen med en gispende vejrtrækning og så snart han havde vandet ude af øjnene, så han sig rundt. Men der var ingen farer.

Zofrost skubbede sit hår på plads og så kort mod hende.
"Jeg må hellere vende tilbage. Min Herre venter." Han vidste, at han ikke behøvede at uddybe det. Som slave, eller gammel slave, burde hun kende konsekvensen ved at lade sin herre vente. Han kæmpede sig op af vandet, hev sine våde bukser lidt bedre på plads og skiftede så skikkelse i en flydende meget hurtig bevægelse og begyndte så at lunte ud i det varme sand tilbage mod den store handelsby uden at se sig tilbage.

Zari Zamore

Krystalisianer

Neutral God

Race / Halvdyr

Lokation / Rubinien

Alder / 20 år

Højde / 159 cm

Htqz 22.07.2017 21:59
For Zari var nøgenhed ikke noget problem, og hvis Zofrost havde spurgt havde hun nok bare ladet ham selv om at bade nøgen, hun gjorde det selv med tøjet på for ligesom at understrege for ham, og eventuelle andre, at hun ikke var interesseret i kropslig kontakt, og det selvom at hun var velvidende om at hvis hun skulle vær uheldig og blive fanget og videresolgt, kunne hun meget vel risikere med at blive avlsslave, akkurat som hendes mor havde været det.

Til sidst gav hun dog op da koften i bund og grund var for meget i vejen for hende, og gjorde hendes hud mere rød og kløende end ren og blød.
Af røg den drivvåde kofte og blev slynget tværs ind mod bredden inden den med et vådt sjask landede i vandet. Hun tog sig ikke mere af det og var allerede i fuld gang med at gnubbe og skrubbe kroppen fri for skidt og snavs. 
"Fra Balzera er der omkring 3-4 dagsrejser til grænseområdet.. " Forklarede hun, drejende ørerne en anelse som hun forsøgte at få en knude løs i det ubørstede hår. Hun lyttede dog stadig opmærksomt til hans fortælling. Det lød som om han kom fra et andet land.. Det fik hende til at få lidt mere interesse i hvad han var for en.  "Ved mig.. Er det lige omvendt. Jeg er blevet født, opvokset og opdraget i Balzera. Så jeg kender næsten kun til stedet her." Hun anede ikke helt hvad et 'bjerg' var, men det lød som noget der var stort og pænt. 

Det gippede lidt i hende da han kom tilbage og dukkede ned i vandet. Ikke at hun var bange for ham, lyden havde bare forskrækket hende. 

Hun tog sig i at stiirre lidt længere end nødvendigt på buksernes omfavn om hans baller inden han skiftede form. Hun nikkede. " Pas på dig selv." Lød det efter ham inden han forsvandt. Det havde været rart at møde en anden, også selvom samtalen kun var kort, men det havde været en jævnbyrdig med hende, en der var slave som hun selv var det. Tankerne dansede rundt i hovedet på hende inden hun selv valgte at gå op af vandet. Hun var kun nået få meter væk fra vandet, over imod den underlige tøjbunke,, inden hun fik den umiddelbare fornemmelse af at blive observeret. Få øjeblikke efter var hun gledet over i sin rubinske ræve form, vippende med ørerne i alle retninger. Hun hørte en puslen fra noget større.. 

En hvisken med ord hun ikke kunne opfatte helt op holdent. Men til gengæld kunne hun godt opfatte den falk der pludselig dukkede op bag en sandbanke. Med et forskrækket bjæf satte hun i løb, uden helt at opfatte hvilken vej, mens et par andre skikkelser kom frem fra sandbanken hvor de havde været i skjul. 
Der gik ikke længe før falken udstødte et skrig og begyndte at dykke ned efter hende. I første omgang var det en misser da hun havde drejet skarpt til siden.. Men den var snart på vingerne igen, og dykkede endnu engang ned efter hende, og denne gang fik den fat i hendes skind, borende kløerne ned i den mens den bed ud efter hendes nakke og øre. Hun kunne ikke undgå at komme med et hyl af smerte over at mærke kløerne bevæge sig under skindet, som forsøgte de at flå hende levende.
Hylet blev dog snart efter til en prustende knurren og småbjæffen idet Zari forsøgte at få falken til at slippe sit tag, snappede ud efter den, mens ørerne forblev sænkede. Ikke at hun ville risikere at miste dem. Alt imens kom de to skikkelser tættere på, den ene tilsyneladende ridende på en kamel der også måtte have været gemt bag sandet. 
Zofrost

Zofrost

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 178 cm

Zofrost 22.07.2017 23:05
Sandet var varmt under Zofrosts lædrede poter, som han småløb op af skråningen ned til oasen og videre igennem det tunge, dybe sand, som besværliggjorde hans bevægelser og lagde et pres på hans muskler. Han var stærk, hurtig og veltrænet, men han var ikke vant til at løbe i sand og hvis ikke hans krop var så god til at hele sig selv, ville han have fået ondt i hver eneste muskel i hele kroppen næste morgen. Men selvom hans muskler kunne syre til, forsvandt det altid hurtigt igen. Det gode ved at hele hurtigere end alle andre.
Han så sig ikke tilbage. Hun havde været sød og rar at snakke med, men hun var en fremmed og han ville alligevel aldrig se hende igen. Højest sandsynligt ikke. Det var en stor verden.

Mens han luntede af sted, lod han tankerne dvæle ved det, hun havde sagt. Fire dages rejse til den grønne verden. Han ville nok kunne gøre det hurtigere i sin dyreskikkelse, han blev mindre træt og var på en eller anden måde stærkere. Han havde aldrig helt forstået forskellen mellem sin menneskeskikkelse og sin dyreskikkelse, men han var mere udholdende og en del stærkere som dyr. Det var ikke noget, han forsøgte at forstå. Sådan var det bare og det var for det meste praktisk. 

Det gik stærkt med at komme væk fra oasen, men han var ikke kommet længere væk end at hans store følsomme ører kunne høre et skrig af smerte. Et skrig fra en lille ræv med rubiner i huden. Hårdt bremsede han op og så tilbage mod oasen, der var skjult bag sanddynerne. For et kort øjeblik tøvede han. Han burde ikke blande sig. Det vedgik ikke ham, lige meget hvad der skete. Hun var ikke hans ven. Selvom tankerne var logiske, fulgte hans følelser ikke med og uden mere tøven satte han i løb tilbage den vej, han var kommet. Den slanke krop fløj hurtigt igennem sandet, elegant og kraftfuldt. 

Som han kom op og kunne se oasen, så han et af de sære dyr, som blev brugt til transport i denne varme verden, med en mand på ryggen. Der stod også en mand ved siden af dyret. En falk sad på skulderen af manden på det sære dyr og Zofrost kunne skimte den lille sandfarvede ræv i mandens hænder. Uden at sænke farten løb Zofrost ned af skrænten, forbi vandet og med en snerren sprang han på manden på jorden, som ikke nåede at hive sværdet ud af skeden, før de store kløer på Zofrosts store poter havde boret sig igennem stoffet i hans tøj og flåede hans mave op. De væltede om. Mandens skrig blev kvalt, som Zofrost lukkede kæberne om hans hals og skulder og borede de kraftige tænder ned i kødet. Smagen af blod væltede ind i hans mund, men han var ligeglad. Uden videre flåede han en luns af mandens hals, så blodet stod ud i en tyk stråle fra halspulsåren. Det rørte ham ikke at slå ihjel, at smage blod og mærke sine kløer flå igennem huden. På en måde var han født til dette. Skabt til dette.

Kødlunsen forsvandt ned i hans hals, som han uden at tænke over det, sank den. Manden under ham spjættede lidt, som døden tog sit indtog, men Zofrost havde allerede løftet hovedet for at se efter rævekvinden. Det eneste han kunne se, var bagdelen på det sære dyr, der løb af sted så hurtigt det kunne med mandens pisk daskende den i røven. De stak af. Zofrost sprang af manden og satte i sprint efter dyret, der løb overraskende hurtigt igennem det bløde sand. For et øjeblik var han i tvivl, om han kunne indhente det. Men ved at presse sig selv til det yderste halede han ind på det store dyr og trods faren ved at blive sparket ned, greb han ud efter bagbenene på det med sine forpoter. Det lykkedes ikke første, ej heller anden gang, men tredje gang fik dyret overbalance og væltede om i sandet. Zofrost undgik de store sære fødder på dyret og sprang ind over det. 
Manden var trillet af og var ved at kæmpe sig på benene. I den ene hånd havde han en drabeligt udseende kniv, men Zofrost ænsede den knapt nok, som han satte af for at dræbe. Hand hvide tænder var blottet og en blanding mellem et snerren og et brøl kom fra ham, som han fløj igennem luften og kunne mærke sine forpoter slå ind i manden. Manden svingede sin kniv i mod ham, men den prellede af mod skællene, der var røde i vrede. Zofrost bed ud efter hans ansigt, men manden var hurtig og beskyttede sig med sin arm. Tøjet beskyttede ikke mod de spidse tænder og et skrig af smerte lød fra ham, som Zofrost atter smagte blod. Smerten skød ud fra hans side, som manden i panik huggede ud og ramte ham der, hvor han ikke havde beskyttende skæl. Han slap manden og landede på alle fire med blodet løbende ud af siden, men han var ikke færdig. 
Savl blandet med blod dryppede fra hans snerrede gab og han sprang frem igen. Dette gang lykkedes det ham at vælte manden omkuld. Kniven ramte ham igen, men ikke specielt dybt og Zofrost var ligeglad. De skarpe kløer fik igen fat i hud og skrigende startede, som han flåede mandens front op. Med de kraftfulde kæber flåede han i mandens skuldre og hals. Blodet sprøjtede omkring ham og skrigende blev til en gurglen, som til sidst forsvandt.

Endeligt stoppede Zofrost, han bakkede af liget og så sig om efter ræven. Kamelen var væk, den havde sikkert klogeligt fortrukket, mens vilddyret var optaget af at slagte dens ejer. Han var smurt ind i blod, havde den metalliske smag i munden og hans skæl var stadig røde, som han stadig var klar til at slås. Adrenalinen blev pumpet rundt i hans krop og vreden var tydelig i hans øjne, hvis blik løb over sandet. Hvor var hun? 

Zari Zamore

Krystalisianer

Neutral God

Race / Halvdyr

Lokation / Rubinien

Alder / 20 år

Højde / 159 cm

Htqz 27.07.2017 22:45
Ørerne lå fladt ned imod hovedet selvom hun bestemt ikke havde været villig til at blive fanget eller komme op i luften.
Hun mærkede hvordan fuglen havde sluppet sit greb i hende, i splitsekunder havde hun åbnet øjnene med tanken om frihed, kun for at ende i grebet på en mand, der med tydelig ekspertise greb fat i hendes nakkeskind.

Så kom skyggen. Eller så meget skygge var det ikke, men midt i Rubiniens lyse varme sand, var den fremmede slaves underlige 'dyre'-skikkelsen skygge.. Om end en meget rød en.. Om det var vrede eller blod nåede hun ikke at opfatte da hun blev forsøgt stoppet ned i en taske der var bundet til kamelens ene pukkel. Bag sig hørte hun en uhyggelig flænsende lyd fulgt af en krop der var væltet om. Hun turde ikke se efter, men fokuserede istedet på at forsøge at undgå at ende i tasken. Den svirpende lyd af en pisk imod kamelens bagdel som den hurtigt satte i løb hen over sandet, fik hende umiddelbart til at fare sammen, og det var i det øjeblik det lykkedes ham at få hende stoppet ned i den.. Hun blev der dog ikke længe, da en ny tumult lød og fik ham til at vælte ned af det store dyr, stadig med taget i tasken, som dog blev givet slip på idet han ramte jorden.

Fortumlet blev Zari inden i tasken, i al fald indtil at der ikke længere lød af kamp. Forsigtigt, og med en vis gysen, fokuserede hun på at få taskens tråde til at vikle sig løs og ud. indtil den var ødelagt nok til at hun selv satens kunne bryde igennem. Hvilket hun også gjorde, missende med øjnene over den pludselige sol, og over smerten i hendes hud fra hvor falkens kløer havde været.  Opmærksomt drejede hun med ørerne, stavrende op på en sanddune,  hvor hun opfangede et blodigt glimt af hvad havde været hendes tilfangetager, men også synet af den blodige aggressive anden slave.
Forvildet og forvirret stod hun blot og stirrede på ham. Var det sikkert at gå imod ham? Hun ville gerne takke ham, men samtidig var blikket i hans øjne drabeligt. Noget der fik hende til at komme med et pjevset klynk. Havde han gjort det med vilje? dræbt for at fortære, eller dræbt for at hjælpe hende..? Men hvorfor risikere sit eget liv for en fremmed afstukken slave?

Ubeslutsomt endte hun med at sætte sig, med bagdelen mod den varme sand, mens hun forsøgte at ignorere hendes rygs sviende dunken. Han var oppe at køre, og ligesom han var det, var hun det. Til sin store overraskelse, også. Det havde nok været overraskelsen over pludselig at være fanget og oppe i luften.. Over den pludselige smerte. I al fald kørte pulsen stadig for fulde drøn i den lille krop.

Bliv siddende , eller gå imod ham? Spørgsmålet, sammen med en stor bunke andre rodede rundt i hendes hovede, hvilket nok også kunne ses afspejlet i hendes ansigt.
Zofrost

Zofrost

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 178 cm

Zofrost 29.07.2017 14:13
Zofrost fik øje på den lille ræv. Hun så ud til at være nogenlunde okay, selvom hans udseende så ud til at skræmme hende. Han kunne mærke de andres blod dryppe fra sit bryst og sin hage, mens hans eget løb fra hans side, ned over den læderede hud og ind under maven på ham, hvor det dryppede ned i sandet. Stadig opmærksom på sine omgivelser, i tilfælde af, at der skulle dukke flere mænd op, forsvandt hans snerren og han gik haltende frem mod hende. Hver gang han tog en skridt og hans side bevægede sig, skød smerten ud i hans krop fra såret, der var rimeligt dybt. Det virkede dog heldigvis ikke til, at bladet havde ramt noget vitalt. Og smerten rørte ham ikke så meget, det var mest hans krop, der reagerede på den. Den røde farve forsvandt fra skællene, som nu kun var farvet af blodet fra de døde mænd og den truende positur blev mere duknakket og mindre skræmmende, som han endeligt kom hen til ræven. Ved de sidste skridt skiftede han skikkelse og røg på knæ foran hende.

Han var smurt ind i blod. Selv det lange hår var klistret, som hele hans front var rød, samme med hans hænder og fødder. Den sidste dråbe røg fra hans hage og der var ingen tvivl om, at han havde flået sine fjender i stykker med tænder og klør. Det virkede dog ikke som om, at han var påvirket af det, koncentreret om den lille ræv. Hans blik var alvorligt og en smule bekymret, samtidigt med, at man stadig kunne se glimtet af det vilddyr, han lige havde været. Såret i hans side blødte stadig, men ikke så voldsomt, som hans krop allerede var ved at stoppe blødningen. Der skulle mere til at slå ham ihjel.

Uden at sige noget rakte han ud, roligt i sine bevægelser, og samlede den lille ræv op, meget forsigtigt, for han havde set blodet i hendes pels. Hvad der var sket med hende, vidste han ikke, men det så ikke ud til at være livstruende. Med en forsigtighed, der stod i stor kontrast til den kraftfulde vildskab, han lige havde slået de to mænd ihjel med, holdt han hende ind til sig og kom på benene. Med blikket rettet mod sine omgivelser, stadig på vagt, begyndte han at gå igennem det tunge sand, tilbage mod oasen og vandet. Det ville helt sikkert være hurtigere og lettere på fire ben, men han kunne ikke gå ordentligt med såret i siden. På to ben var der mere ro på hans side. Det gjorde mindre ondt og ville hjælpe kroppen med at hele.
At der ville komme blod på ræven, det kunne han ikke tage sig af, ikke nu.

Det var en lang tur, som både kamelen og han selv havde løbet hårdt og hurtigt igennem sandet, men det lykkedes ham at komme frem uden at vælte, kun en enkelt gang var han røget i knæ.
Fremme ved oasen satte han forsigtigt ræven ned ved vandkanten, for derefter stadig tavs at gå direkte ud i vandet. Med sand begyndte han at skrubbe det allerede tørrede blod af sig. Hans hår blev vasket og det endte med, at han også smed bukserne for at få skrubbet blodet ud af dem også. Han stod langt nok ude til, at han var dækket til, men ellers ville han nu have været ligeglad. Han skulle bare have blodet af sig. Det var det eneste, han lige kunne fokusere på. Både fordi han begyndte at få det dårligt, som han for det meste gjorde, men også fordi panikken var begyndt at indfinde sig. Ikke over, hvad han havde gjort, men over at Samael skulle finde ud af, hvad han havde gjort. Straffen ville være... mere end han kunne forestille sig, ingen tvivl om det.

Så han skrubbede voldsomt løs på sin krop. Til sidst kunne han ikke se mere blod, hans bukser så rene ud og hans hår var vådt og rent. Så han trak bukserne på igen og gik ind til bredden hvor han havde efterladt hende, men uden at se på hende. Hun måtte være bange for ham efter at have set, hvad han var i stand til. Han skammede sig ikke, men var heller ikke stolt. For ham var det fyldt med ambivalente følelser at slå ihjel.

Zari Zamore

Krystalisianer

Neutral God

Race / Halvdyr

Lokation / Rubinien

Alder / 20 år

Højde / 159 cm

Htqz 12.08.2017 14:09
Hun stirrede længe på blodet der dryppede fra hans skikkelse, hæftede sig ved at han selv var såret, akkurat som hun selv var det. Det bævede lidt i hendes krop. Ørerne lagde sig ned langs hendes hoved mens hun tryggede sig instinktivt ned imod det varme sand. Sandt at sige ville hun nok have større chancer ved bare at stikke af, men i stedet blev hun på stedet, holde øje med hver en bevægelse han tog, mens hun selv forsøgte at ignorere lugten af blod og synet af ligene. Hun burde jo trods alt være vandt til at se døde. Selvom det havde været af hendes egen art, de ubrugelige og ulydige som fik deres rubiner pillet ud inden de blev aflivet. Det var et kvalmende syn, og en endnu mere kvalmende lugt. 
 
Hun rystede lidt på hovedet for at få tankerne væk, kun for det næste øjeblik at se hvordan den anden gled over i menneskeskikkelsen igen,  inden han knælende bøjede sig ind over hende og forsigtigt tog hende op. 
En mindre snerren forlod hende, ikke at hun mente ondt med det, det var mere smerten fra sårene på ryggen der fik instinktet til at tage overhånd. Nej det varikke ham der havde såret hende, det var den forbistrede fugl. Hun forsøgte at se efter den, men fuglen lod til at være forduftet.

Turen ned mod oasen føltes næsten som en evighed for hende, det måtte nok gøre det samme for ham. 
Lugten af vandet, fulgt af lyden af det da hun var sat ned fik hende til at live lidt mere op, og se ud efter ham idet han gik ud for at vaske sig af.  Hun burde nok også.. Stadig med andrenalinen pumpende i den lille krop, kom hun op på alle fire poter, og stavrede ud i vandkanten. Langsomt og forsigtigt stoppede hun rundt der til poterne i det mindste var fri fra det halvstørknede blod. Nej det var med at få alle beviserne væk, hun skulle ikke risikere at ende i gabet på en blodhund. Blikket gled over imod den anden slave, hun kunne have svoret på at han blødte mindre nu end han havde gjort før.

Igen med en mindre snerren over ubehaget trådte hun længere ud til hendes krop sank under vandet som straks gled ind i  hendes sår  og pels. Det var nok ikke nok  bare at skylle det sådan her, men hun turde ikke tage risikoen ved at forvandle sig tilbage. Sårene ville med al sandsynlighed blive større og rive hendes hud mere op. Så i stedet blev det bare til lidt forsigtig svømning indtil hun stavrede op på bredden og forsigtigt rystede det værste vand ud af pelsen så hun hurtigere kunne tørre. 

Hun var i gang med at slikke poterne og gnide sit ansigt mere tørt, idet han kom tilbage op imod hende. 

Hun burde være bange for ham efter hvad han havde gjort, og alligevel kunne hun ikke få sig selv til det. Han havde trods alt reddet hendes liv, og sat sit eget på spil. Hun bad til at han ikke fik skæld ud eller blev straffet når han kom tilbage til sin herre, ikke at hun vidste hvem hun skulle bede til dog, men det var et lille spinkelt håb. Hun placerede poten ned igen og sad og så op imod ham.  
Hun kom op på benene igen og stavrede over til ham, pressede de våde snude imod hans ankel, inden hun gav den et par forsigtige slik og en mindre logren med halen. Som for ligesom at vise sin taknemlighed den vej.
Hvis ikke det havde været for ham kunne hun meget vel have været på vej til slavemarkedet eller til at blive stillet til ansvar for sine handlinger mod hendes herre, i dette øjeblik. 
Zofrost

Zofrost

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 178 cm

Zofrost 13.08.2017 15:18
Solens varme stråler slog straks ned over ham, som han forlod vandet. Det ville ikke vare længe, inden hans bukser og hans hår var tørt igen. Ræven sad ca. samme sted, som han havde sat den, nu bare med våd pels. Han havde ikke set hende gå i vandet, optaget af at vaske blod af sig og samtidigt holde øje med deres omgivelser i frygt for, at der kom flere mennesker. Men ørkenen var tavs og tom omkring, kun et enkelt fugleskrig lød, men det var langt væk. Sikkert den første fugl, der fandt festmåltidet i sandet. Selvom ørkenen virkede livløs var Zofrost ikke i tvivl om, at ligene ville forsvinde hurtigt. Der var altid nogen, der ryddede op.

Mens han stod og så ud over sandet, mærkede han noget prikke til sin ankel. Det var den lille ræv, der lod tungen glide over hans hud og logrede en smule. Sikkert hendes måde at sige tak på, eller i hvert fald fortælle, at hun ikke var bange. Det overraskede ham lidt, men det gjorde ham også glad. Så han satte sig på hug, så han kunne komme ned til hende. Smerten fra siden fik ham dog til at dreje sig lidt, så han kunne se såret. Blodet var holdt op med at løbe og der var intet af den røde væske på den nu rene hud. Såret selv var næsten lukket. Han var ikke ligefrem i god forfatning, hvis han havde mere huld på kroppen og mere energi at bruge af, ville såret have været væk for længst. Men om nogle minutter ville der ikke være noget at se. Det var godt. Han skulle hjem så hurtigt som muligt og det var ikke til at løbe med et sår i siden.

Han så ned på ræven igen. Hun havde også blødt og hun helede nok ikke så hurtigt som ham. Blodet var væk fra pelsen, men han ville nu gerne se, hvor slemt det var. Ikke at han rigtigt kunne hjælpe hende, han vidste ikke rigtigt noget om at pleje skader, da hans egne normalt forsvandt så hurtigt uden at efterlade ar. Forsigtigt rakte han ned og strøg hende over hovedet med hånden, inden han lod sine fingre glide igennem hendes pels og ganske blidt finde frem til de små sår. Der var ikke rigtigt noget for ham at gøre, andet end at konkludere, at hun ikke var i livsfare. Så han trak sine hænder til sig igen og så lidt på hende med sine isblå øjne, der havde et lidt trist udtryk.
”Jeg bliver nødt til at tage tilbage til byen. Min herre bliver vred, hvis jeg kommer for sent.” Han så ned på sine hænder. Han havde af en eller anden grund ikke lyst til at efterlade ræven alene, men igen var der ikke så meget han kunne gøre.
”Pas… pas godt på derude. Jeg håber ikke at se dig igen, for det vil nok betyde, at… at du ikke er fri mere.” Han kastede et kort blik på hende. Han ville gerne møde hende igen, hun havde virket sød. Men som han sagde, hvis han så hende igen, var det nok ikke som en fri ræv. Og det ville gøre ham ked af det, selvom han normalt var ligeglad.

Zari Zamore

Krystalisianer

Neutral God

Race / Halvdyr

Lokation / Rubinien

Alder / 20 år

Højde / 159 cm

Htqz 25.08.2017 22:17
Som han satte sig ned til hende løftede hun snuden imod hans side, opmærksom på såret, men også lige så opmærksom på at det lod til at såret var ved at heale sig selv. En praktisk evne, selvom hun havde en ide om at den nok tog en del energi. 
Hun lod ham stryge hendes hovede, men stivnede lidt da hans hånd gled længere ned gled hen over sårene, der utvivlsomt ville blive større og voldsommere hvis hun forvandlede sig. Derfor bed hun da også ubehaget i sig, selvom hendes fladtlagte ører nærmest fortalte alt om hendes ubehag. 
De støvetbrune øjne så op imod hans morgenblå øjne. En stikkende, men ikke ubehagelig blå. I al fald ikke for hende. 
Ørerne vippede op igen, opmærksomt lyttende til hans stemme, inden hun tavst nikkede. 

Han havde ret. Han havde en herre at komme tilbage til inden han blev savnet. Hun håbede på at han ikke ville blive afstraffet for at have været væk, akkurat som at han ville holde sin mund om hende.. Men det gik hun næsten ud fra at han ville. Forholde sig tavs om deres møde, akkurat som hun ville, ikke at hun havde nogen at sladre til. Det var en ensom færd at være på flugt og samtidig midt ude i ørkenen. 
Forsigtigt løftede hun sig op på bagbenene for at slikke hans hånd, som en sidste afskedshilsen. Hun ville gerne følge ham, men det var til fare, for dem begge. Så istedet endte hun med at søge hen under et palmetræs mere kølnende skygge. Der kunne hun forhåbentligt blive indtil sårene havde dannet skorpe. 

// out - også selvom hun stadig er  ved oasen ;) 
Zofrost

Zofrost

Krystalisianer

Sand Neutral

Race / Menneske/Dæmon

Lokation / Omrejsende

Alder / 21 år

Højde / 178 cm

Zofrost 26.08.2017 22:27
Den lille spøjse ræv med ædelstene i huden slikkede på hans hånd som en form for farvel og søgte derefter hen i skyggen. Zofrost blev siddende lidt, træt og øm, ikke rigtig villig til at løbe hjem. Men der var ingen vej udenom. Samael måtte helst ikke finde ud af, hvad der var sket. Afstraffelserne ville være uendelige, hvis han vidste, hvad hans uduelige slave havde lavet på sin dag alene. Så endeligt kom han på benene, lod blikket glide rundt på omgivelserne og skiftede så til sin skikkelse. De sorte skæl var nu rene for blod og der var ingen tegne efter såret, heller ikke nogen smerte. Inden han satte i det luntende løb ud af oasen, kastede han et sidste blik på ræven. Han håbede hun ville blive fri. Få sig et liv uden smerte og frygt. Men sandsynligheden for det var nok ikke så stor.

Sandet flyttede sig tungt under hans poter, som han forlod oasen og satte af sted igennem det brandvarme landskab. Turen hjem skulle være hurtigere end ud, solen var på vej ned.
0 0 1


Trådnomineringer:



Nomineret af: Zofrost
Nomineringsårsag:
“To alt for bange og alt for uskyldige slaver mødes. Det var en rigtig hyggelig og nuttet (og en smule blodig) tråd, som jeg synes kørte rigtigt godt. Der var et godt samspil mellem de to karakterer og der blev sendt nogle herligt lange og velskrevne indlæg af sted. Det var sørgeligt at slutte den!”

Chatboks
Gæst
[smilies]
IC-chat
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 3