Sandet var varmt under Zofrosts lædrede poter, som han småløb op af skråningen ned til oasen og videre igennem det tunge, dybe sand, som besværliggjorde hans bevægelser og lagde et pres på hans muskler. Han var stærk, hurtig og veltrænet, men han var ikke vant til at løbe i sand og hvis ikke hans krop var så god til at hele sig selv, ville han have fået ondt i hver eneste muskel i hele kroppen næste morgen. Men selvom hans muskler kunne syre til, forsvandt det altid hurtigt igen. Det gode ved at hele hurtigere end alle andre.
Han så sig ikke tilbage. Hun havde været sød og rar at snakke med, men hun var en fremmed og han ville alligevel aldrig se hende igen. Højest sandsynligt ikke. Det var en stor verden.
Mens han luntede af sted, lod han tankerne dvæle ved det, hun havde sagt. Fire dages rejse til den grønne verden. Han ville nok kunne gøre det hurtigere i sin dyreskikkelse, han blev mindre træt og var på en eller anden måde stærkere. Han havde aldrig helt forstået forskellen mellem sin menneskeskikkelse og sin dyreskikkelse, men han var mere udholdende og en del stærkere som dyr. Det var ikke noget, han forsøgte at forstå. Sådan var det bare og det var for det meste praktisk.
Det gik stærkt med at komme væk fra oasen, men han var ikke kommet længere væk end at hans store følsomme ører kunne høre et skrig af smerte. Et skrig fra en lille ræv med rubiner i huden. Hårdt bremsede han op og så tilbage mod oasen, der var skjult bag sanddynerne. For et kort øjeblik tøvede han. Han burde ikke blande sig. Det vedgik ikke ham, lige meget hvad der skete. Hun var ikke hans ven. Selvom tankerne var logiske, fulgte hans følelser ikke med og uden mere tøven satte han i løb tilbage den vej, han var kommet. Den slanke krop fløj hurtigt igennem sandet, elegant og kraftfuldt.
Som han kom op og kunne se oasen, så han et af de sære dyr, som blev brugt til transport i denne varme verden, med en mand på ryggen. Der stod også en mand ved siden af dyret. En falk sad på skulderen af manden på det sære dyr og Zofrost kunne skimte den lille sandfarvede ræv i mandens hænder. Uden at sænke farten løb Zofrost ned af skrænten, forbi vandet og med en snerren sprang han på manden på jorden, som ikke nåede at hive sværdet ud af skeden, før de store kløer på Zofrosts store poter havde boret sig igennem stoffet i hans tøj og flåede hans mave op. De væltede om. Mandens skrig blev kvalt, som Zofrost lukkede kæberne om hans hals og skulder og borede de kraftige tænder ned i kødet. Smagen af blod væltede ind i hans mund, men han var ligeglad. Uden videre flåede han en luns af mandens hals, så blodet stod ud i en tyk stråle fra halspulsåren. Det rørte ham ikke at slå ihjel, at smage blod og mærke sine kløer flå igennem huden. På en måde var han født til dette. Skabt til dette.
Kødlunsen forsvandt ned i hans hals, som han uden at tænke over det, sank den. Manden under ham spjættede lidt, som døden tog sit indtog, men Zofrost havde allerede løftet hovedet for at se efter rævekvinden. Det eneste han kunne se, var bagdelen på det sære dyr, der løb af sted så hurtigt det kunne med mandens pisk daskende den i røven. De stak af. Zofrost sprang af manden og satte i sprint efter dyret, der løb overraskende hurtigt igennem det bløde sand. For et øjeblik var han i tvivl, om han kunne indhente det. Men ved at presse sig selv til det yderste halede han ind på det store dyr og trods faren ved at blive sparket ned, greb han ud efter bagbenene på det med sine forpoter. Det lykkedes ikke første, ej heller anden gang, men tredje gang fik dyret overbalance og væltede om i sandet. Zofrost undgik de store sære fødder på dyret og sprang ind over det.
Manden var trillet af og var ved at kæmpe sig på benene. I den ene hånd havde han en drabeligt udseende kniv, men Zofrost ænsede den knapt nok, som han satte af for at dræbe. Hand hvide tænder var blottet og en blanding mellem et snerren og et brøl kom fra ham, som han fløj igennem luften og kunne mærke sine forpoter slå ind i manden. Manden svingede sin kniv i mod ham, men den prellede af mod skællene, der var røde i vrede. Zofrost bed ud efter hans ansigt, men manden var hurtig og beskyttede sig med sin arm. Tøjet beskyttede ikke mod de spidse tænder og et skrig af smerte lød fra ham, som Zofrost atter smagte blod. Smerten skød ud fra hans side, som manden i panik huggede ud og ramte ham der, hvor han ikke havde beskyttende skæl. Han slap manden og landede på alle fire med blodet løbende ud af siden, men han var ikke færdig.
Savl blandet med blod dryppede fra hans snerrede gab og han sprang frem igen. Dette gang lykkedes det ham at vælte manden omkuld. Kniven ramte ham igen, men ikke specielt dybt og Zofrost var ligeglad. De skarpe kløer fik igen fat i hud og skrigende startede, som han flåede mandens front op. Med de kraftfulde kæber flåede han i mandens skuldre og hals. Blodet sprøjtede omkring ham og skrigende blev til en gurglen, som til sidst forsvandt.
Endeligt stoppede Zofrost, han bakkede af liget og så sig om efter ræven. Kamelen var væk, den havde sikkert klogeligt fortrukket, mens vilddyret var optaget af at slagte dens ejer. Han var smurt ind i blod, havde den metalliske smag i munden og hans skæl var stadig røde, som han stadig var klar til at slås. Adrenalinen blev pumpet rundt i hans krop og vreden var tydelig i hans øjne, hvis blik løb over sandet. Hvor var hun?