Grundlæggende Oplysninger

Fulde navn: Zofrost
Kaldet: Zofrost, Dræber, køter og diverse andre grimme navne
Køn: Mand
Alder: 21
Fødselsdag: 31. oktober 1997
Tilhørsforhold: Sand Neutral
Tro: Ingen. Hvorfor skulle han tro på en gud?
Erhverv: Slave, lejemorder, opvasker, jagthund, hvad end hans ejer ønsker/tvinger ham til
Nuværende levested: Omrejsende - Sin herres piratskib
Race: Blandingsrace - Menneske og Dæmon

Udseende

Højde: 178 cm
Vægt: 67 kg
Det første man lægger mærke til ved Zofrost, er hans blå øjne. De er kraftigt lyseblå og man kan ikke være i tvivl om, hvorfor ordet frost indgår i hans navn. Det bliver måske ekstra forstærket af, at den eneste følelse, man normalt ser i dem er ligegyldighed, der kan virke kold og afvisende.
Hans hår har en speciel farve, nogle totter er grå/hvide, andre rødlige og andre igen nøddebrune. Et mere synligt bevis for sammensmeltningen af dæmon og menneske. Håret er endeligt blevet klippet og går ham nu til kravebenene. Der er totter af forskellige længder, totter som enten har været rykket helt ud eller skåret af under kamp. Normalt hænger det løst eller er bundet sammen i en løs hestehale med hvad end han lige har haft ved hånden.

Ud over hans specielle øjne og mangefarvede hår, ligner han et helt normalt menneske. I sin tid ved Balthazar har han taget på og ser mere sund ud end de sidste par år under sin forrige herre. Man kan stadig skimte hans knogler, men han er ikke sygeligt tynd mere, selv hans ansigt har fået lidt mere fylde.
Hans hud er bleg, men tager hurtigt i mod sol, det svinger bare ret meget med, hvor meget sol han får.
Hans næse er kraftig og lige, hans læber fyldige og markerede. Kindbenene er skarpe, især på grund af manglen på mad, men også naturligt høje og tydelige. Med en firkantede hage og kraftige kæbe, er han i bund og grund en køn ung mand. Også selvom man aldrig ser et smil om hans læber eller i hans øjne og hans øjenbryn ofte er samlet, da hans ansigt er alvorligt.

Han har spredte ar over kroppen. Hen over hans ryg er der ar efter piskeslag, ved hans ene side er noget der ser ud til at være et ar efter et brandsår og ellers utallige mindre og større ar efter skarpe blade over resten af kroppen. Ingen af dem er dog voldsomt tydelige.

Zofrosts tøj skifter meget, men for det meste har han et par løse bukser og enten en kortærmet eller langærmet kofte på. Kvaliteten af tøjet kommer helt an på, hvad den nuværende ejer finder på at give ham. Det sker ret ofte, at han kun hun bukser på, da han ikke har problemer med at holde varmen. Sko hører til en sjældenhed.

Dyreskikkelsen:




Zofrosts dyrskikkelse ligner en blanding mellem en hund, en panter og en øgle. Hoved, hals, forkrop og noget af bagkroppen er dækket i store tykke skæl, som beskytter ham mod sværd, pile, knive, slag osv. Der hvor han ikke er dækket af skæl, har han en læderagtig, tyk hud, der ikke beskytter mod skarpe genstande. Hele hans krop er sort, men de store skæl på forkroppen og hans hoved skifter farve til rød, når han bliver vred eller ophidset. Samtidigt kan de sitre, så der opstår en rislende lyd, når de støder i mod hinanden.
De store klør på de store poter kan ikke trækkes ind. Det man kalder ulvekloen er meget stor på alle fire poter og kan volde stor skade. Den lange hale er uden skæl, kun dækket af det læderagtige hud. Den er stærk nok til også at kunne volde skade ved slag. Den bruges også lidt som en kats hale til at vise humør, men ryger i mellem benene som en hunds ved underkastelse eller skræk.
Hundeskikkelsen er stor, omkring 90 cm i skuldermål (omkring hoftehøjde for en almindelig mand).

Magi

Magisk evne (1): Heling. Zofrosts krop heler af sig selv og endda ret hurtigt. Småskrammer forsvinder på minutter, større sår over højest en halv time og brækkede knogler tager et par timer. Han styrer ikke selv evnen, så den er sat til at være passiv. Han vil ikke kunne klare at miste hovedet eller blive stukket i hjertet og han kan nå at dø af blodmangel ved store sår. Det dræner energi at hele større sår og jo flere skader han får af gangen, jo længere tage det at hele dem. Han får ikke ar af almindelige sår.
OBS! Hvis hans ejer skader ham, vil skaderne hele noget langsommere, dog ikke så langsomt som et normalt menneskes. En ejers skader efterlader for det meste ar.
Dygtighed til at kontrollere evne: Passiv evne

Magisk evne (2): Formskiftning. Zofrost kan skifte skikkelse til et dyr, der ser ud til at være en god blanding mellem en hund, en panter og en øgle. Se under udseende for nærmere beskrivelse af udseende.
Han kan skifte som han ønsker og blive i skikkelsen så længe han har behov for. Dog risikerer han at glemme de mere menneskelige ting som tale, evnen til at gå på to ben osv. hvis der går alt for længe. Skikkelsen kommer fra dæmonen og den del af ham er født med at kunne skifte og har altid brugt den. Tøj og andre ulevende ting, han har på sin krop følger med i forvandlingen. Dog ud over tøj er det største en lille taske eller et sværd, som han kan tage med sig.
Selve forvandlingen kræver noget energi (både frem og tilbage), men formen er naturlig og når han først er i den, kræver den ingen energi for at holde.
Dygtighed til at kontrollere evne: Mesterlig kontrol

Personlighed

Det er ikke let at forklare Zofrosts personlighed, da den er sat sammen af to meget forskellige sjæle (det er nok nemmere at forstå personligheden, hvis man læser baggrunden først).

Han er sat til sand neutral, men skifter lidt rundt, som det nu passer ham - forklaringen kommer her:

Menneskets personlighed var blid og venlig, fyldt med kærlighed og respekt til verden. Hvis nogen havde brug for hjælp, gjorde han alt hvad han kunne for at hjælpe. Han var en følsom ung mand, der hurtigt blev påvirket af tingene omkring sig, ikke skammede sig over at vise følelser og ville have været en fantastisk leder for det stykke land, der fulgte med den adelige titel. Nogen ville måske kalde ham svag, men der var også en indre styrke, som holdt ham kørende og som blandt andet blev skyld i, at han endte, hvor han gjorde.

Dæmonen var ung og fyldt med leg. Grusom, dødelig leg, hvor skrig og blod var det sjoveste, den kunne finde på. Med et humør der kunne svinge hurtigere end vejret, var den utilregnelig og farlig for sine omgivelser. Der var ingen medlidenhed i dens sind, for hvorfor skulle den føle noget så svagt? For den var dæmonen det stærkeste væsen, fyldt med psykisk styrke og ligegyldighed for andre. Men dæmonen var ung og der var også en fascination af verden og de svagere væsner. Man kunne ikke kalde den decideret ond, for den havde ikke onde intentioner, den kunne bare ikke se andet end sig selv. Men det skulle ændre sig.

Zofrost er et stort rod af begge personligheder. Det er ikke ufarligt at blande to sjæle sammen, slet ikke med så middelmådig en magi, som der blev brugt. Hvis styrken bag magien havde været stærkere, ville det have været en ældre, stærkere dæmon, der var blevet hidkaldt, men denne unge dæmon var det eneste i nærheden, der var svag nok til ikke at kunne modstå besværgelsens kræft. Og dæmonens sjæl var ikke stærk nok til at brænde menneskets sjæl ud af kroppen og derfor skete sammensmeltningen. Resultatet var mildest talt, for en, der ønskede en lydig slave, uheldigt.

Til at starte med, efter sammensmeltningen, var det bare smerte og forvirring, som fyldte den nye sjæl. Et samsurium af minder, der langsomt visnede bort og efterlod et stort tomt hul. Han vidste ikke, hvem han var eller hvorfor han var der. Hvad der var sket og hvorfor alting gjorde ondt. Han blev fortalt, at han hed Zofrost og var skabt til at tjene. Tjene eller føle smerte.
Langsomt helede hans sjæl og en følelse brændte igennem. Had. Had og vrede. Han vidste ikke, hvorfor han følte så meget had og vrede, men det rettede sig mod verden omkring ham, især manden der slog ham og fik ham til at gøre ting, han ikke helt havde lyst til. Intet kunne styre de to negative følelser, selv ikke smerten og til sidst forsvandt manden ud af hans liv. For at blive skiftet ud med en ny.
Efterhånden som årerne gik, dukkede der nye følelser op. Frygt. Frygt for al den smerte, som verden synes at give ham. En overgang håb, men håbet forsvandt igen. Afsavnet som voksede og voksede og gjorde ondt indeni. Og ligegyldigheden. For alt. Med den kom depressionen, som sommetider fortalte ham til at gøre en ende på det hele. Få det overstået. Livet blev ikke andet end dét, som det var. Men den psykiske styrke, som de to sjæle havde haft hver for sig, fulgte med i den nye sjæl og han holdt ved. Han sloges med næb og klør for at holde fast i livet. Døden skulle ikke vinde.

Man ser aldrig rigtigt Zofrost smile. Han føler ikke glæde, det er der ingen grund til. Dog føler han en hvis glæde ved at skade andre, dele ud af den smerte, han føler. Og dæmonen skinner igennem, den dæmon, der elskede at gøre andre ondt. Det giver Zofrost en hvis tilfredsstillelse, som får han stillet en sult. Et sted at kanalisere sin vrede hen og han har for det meste ikke noget i mod at slå ihjel eller gøre andre skade, men det er her hans dobbelte personlighed kommer ind - nogle gange elsker han det, andre gange kæmper han i mod.

Selvom han i så mange år er blevet fortalt, at han skal gøre, som der er blevet sagt, sker det stadig, at han ikke vil. Også selvom han ved, at det har konsekvenser. Nogle gange er det af ren modvilje, andre gange dukker der noget op i ham, som stopper ham. Nogle følelser, som han ikke kender. Rester fra de sjæle, der var før.
Selvom han kan kæmpe i mod, har han ikke rigtigt længere nogen selvstændighed, hvilket nok også er den største grund til, at han så sjældent forsøger at slippe fri. Han ville ikke vide, hvad han skulle gøre af sig selv. Efter et helt liv som slave, har han ikke længere nogen voldsom selvbestemmelse. At være slave er det eneste, han kender til.

Han har ingen minder fra før han slog øjnene op og kiggede op på manden, der kaldte sig hans skaber. Han ved ikke, hvem han var før, om han overhovedet var noget eller om det var hans første oplevelse. Nogle gange er det som om, at et eller andet prikker til ham i det yderste af hans bevidsthed, men intet konkret er kommet ud af det. Og for det meste får han nogle udbrud derefter i frustration og vrede, så han ønsker ikke at huske, da det igen bare er forbundet med smerte.

En underlig ting, der er fulgt med fra begge sjæle er fysisk hukommelse. Ting han aldrig har lært, falder ham naturligt for. Han kan skifte form, som har han altid gjort det, han kan fægte og ride på heste og han kunne tale og forstå både det sprog, som menneskene omkring ham talte, men også et meget mørkere og uhyggeligt sprog, som dæmonerne talte. Til at starte med kunne han også læse og skrive, men siden det ikke var noget, nogen krævede af ham, har han ikke holdt især evnen til at skrive ved lige. Så i dag læser han meget langsomt og kan næsten ikke holde på et skriveredskab.

Han siger for det meste ikke noget, medmindre han er blevet bedt om det og han åbner aldrig op for sig selv. Det sker, at folk tror, at han er stum.
Samtidigt blander han sig aldrig i noget, der ikke kommer ham ved. Du kan myrde nogen for øjnene af ham uden han overhovedet løfter blikket.

De fleste vil nok betragte ham som et dyr i en menneskekrop. Et dumt, stumt dyr. Og han forsøger ikke at overbevise nogen om andet, for oftest føler han sig ikke som andet. Han bliver ved med at få at vide, at han ER et dumt dyr, der bare skal tjene. Men menneskets sjæl er der stadig og han drømmer om at blive behandlet alle andre. At have fri adgang til bad, da han i bund og grund er renlig, at nogen ville stole på ham. Han vil meget gerne leve som et menneske. Eje et hjem, ja, bare det at have en rigtig seng at sove i.
Selvom han drømmer om det, har han ikke noget håb om nogensinde at få det.
Måske det ville ændre sig, hvis nogen viste ham nogle varme følelser, fortalte ham, at han kan være mere end det dyr, som han er?

Men had, vrede og ligegyldighed. Tre kernebegreber i Zofrosts personlighed.

Styrker:
- Fysisk styrke og sin evne til at formskifte
- Den psykiske styrke, der holder ham i live
- Evnerne til at kæmpe både med og uden våben

Svagheder:
- Manglen på selvstændighed
- Manglende på (især positive) følelser
- Trods udbruddene af modstand og den evige vrede, har han givet op på sit liv. Depression og ligegyldighed hærger ham

Baggrundshistorie

Zofrost har ikke altid heddet Zofrost. Han har heller ikke altid været en form for halvdæmon. Faktisk har han to baggrundshistorier.

Mennesket Joshua Featherworth:
Der var en gang et andet sted i verden end Krystallandet, en adelig familie, der bestod af en mor, en far og to børn, en dreng og en pige. De var en glad familie, en god familie, som tog sig godt af de mennesker, de havde ansvaret for. Det var et liv fyldt med kærlighed. Det ældste barn, en dreng ved navn Joshua, passede godt på sin lillesøster og lærte alt om, hvordan man klarede opgaven som adelig. Han lærte at slås og ride på heste, men også at skrive og regne og vise medlidenhed. Og hvordan man var retfærdig og god.

Man skulle tro, at alt var idyl og fred. Men desværre skulle det ikke være sådan.
Faderen havde en meget yngre lillebror, der hungrede efter magt. Det sorte får i familien som mere troede på mørket end på lyset. Han brugte hele sit liv på at lære at beherske de onde besværgelser, der hørte til den mørke magi. Og en dag i år 1974 kastede han en besværgelse over området, så folk blev syge. Sygdommen hærgede alle hjem og ramte også adelsfamilien. Den første, der døde, var den uskyldige lillesøster. Hurtigt fulgte moderen efter og da også faderen, hvis hjerte ikke kunne bære sorgen over at se sin familie dø. Sønnen kæmpede hårdt i mod sygdommen, alt for glad for livet til at ville dø. Og det gav hans onkel en grusom idé. Han havde længe ønsket at afprøve en besværgelse, men manglet menneskekroppen til det.
En mørk aften bar han den feberhede og døende krop med ud i skoven. Her tegnede han et indviklet mønster i skovbunden og lagde Joshua i det. Ved siden af ham placerede han en skål med blod, frisk blod fra hans bedste jagthund, som havde måtte lade livet til denne besværgelse, da han ville tilkalde en dæmon med hundens underdanige træk.
Med en kraftfuld stemme begyndte han at læse op af den lille bog, der indeholdt de mørke besværgelser. En vind begyndte at blæse, skyerne fór forbi på himlen og skovens dyr flygtede med panik i øjnene. Jorden begyndte at ryste under hans fødder og drengen på jorden begyndte at vride sig. Blodet forsvandt fra skålen som blev det suget ud i bunden. Mørket lagde sig over skoven, så man til sidst kun kunne se den dødsyge dreng, der vred sig i ubehag. Da onklen læste det sidste ord op, spændte Joshua hårdt op i ryggen og et skrig blev presset ud af hans krop. Men skriget blev kvalt, som en sort tåge trak sig fri fra mørket og gled igennem hans åbne mund og ind i hans krop.
Mørket forsvandt, stjernerne vendte tilbage og følelsen af skræk og rædsel forsvandt fra luften. Med bankende hjerte, gik onklen over til den nu helt stille krop. Var det lykkedes? Havde han nu en dæmon i en krop? Som han lænede sig ind over drengens krop, blev øjnene slået op og selvom det var de samme intense blå øjne, som Joshua havde haft, var det ikke Joshua, der kiggede på ham. Det var noget meget, meget andet.
Selvom onklen først troede, at han nu var i besiddelse af en dæmon i en tom krop, fandt han langsomt ud af, at det ikke var tilfældet. Noget var gået galt. Dæmonen skulle have brændt drengens sjæl ud af kroppen, men i stedet var de to smeltet sammen og halvdæmonen havde nu træk fra begge personligheder. Der gik ikke længe, inden at hadet fra begge sjæle blev for meget for onklen at styre, så han solgte halvdæmonen, som han havde døbt Zofrost på grund af de frostblå øjne, videre.

Dæmonen:
Dæmonens liv var ikke specielt begivenhedsrigt. Han var ung, nærmest stadig et barn og han brugte sit liv på at lege. Lege med levende væsner, flå dem i stykker med sine skarpe tænder og klør. Kigge på sommerfugle og nyde regnen, mens skrigende fra de brændende væsner fyldte hans ører. Dæmonens navn var Akaio. Akaios yndlingsskikkelse var et dyr, der ikke havde sin mage i hele verden, et dyr med tænder og klør, en fysisk form han kunne løbe igennem markerne med og jagte køer og heste med.
En dag han lå og hvilede sig på en stor gren i et træ, mærkede han pludseligt, at det begyndte at rykke i ham. Et ryk, der til sidst var så voldsomt, at det hev ham ud af sin form, gjorde ham til en tåget sky og tvang ham igennem luften. Og pludseligt var han ikke længere sig selv, han var i en anden krop med en anden sjæl, en uskyldig og, som han selv, skrækslagen sjæl. Så kom den ulidelige smerte, som han blev rykket i uendeligt mange små stykker og sat sammen med den anden sjæl. Og hans liv som han kendte det var slut.

Zofrost:
Efterhånden skiftede Zofrost ejere og årene gik. Smerterne, manglen på kærlighed og det evige had knækkede ham næsten helt. Hvorfor ønske at leve, når det eneste livet bestod af var smerte og ensomhed? Men livslysten havde ikke forladt ham og han kæmpede mod mørket som han havde kæmpet mod sygdommen. Kæmpede for at komme ud på den anden side. Kæmpede mod de sølle personer, der erklærede sig for hans ejere, trods smerten det altid bragte ham.
Som han kom ind i sit tyvende år som kreation, tog hans nuværende ejer, Samael, ham med ud at sejle. Spærret inde i briggen, lænket som en hund, kunne Zofrost ikke gøre andet end at kæmpe med søsygen og vente på at komme ud i den friske luft igen. Da de endeligt lagde til land, var han et nyt sted i verden. Krystallandet. Hvad mon der ventede ham af forfærdelige oplevelser der?

Samael viste sig at have planer om at sælge Zofrost og fandt også en køber. Hvilket han fortrød, da Zofrost med stor nydelse fik lov til at slagte ham, efter handlen var gennemført. Zofrost ejes nu af Balthazar, en ret så sindssyg dæmonpirat, der bruger ham som bud og lejemorder, deraf navnet "Dræber". Han sender Zofrost på ture ud i landet med varer eller for at udføre mere drabelige opgaver. Zofrost nyder tiden alene og få lov til at strække ud i sin anden skikkelse. Så måske, trods al smerten, er det ikke så slemt endda?

Familie: En onkel ved navn Caspian Featherworth

Andet

Menneskets rigtige navn var Joshua Featherworth og blev født d. 3. juli 1974. Han var 23, da han døde og blev til Zofrost.
Dæmonens rigtige navn var Akaio og han var omkring 540 år gammel.

Zofrost skabelse gør ham til en indviklet race, så her er lidt fakta:
- Som race er han sat til at være dæmon, selvom han teknisk set er halvdæmon, da han er skabt af både et menneske og en dæmon. Faktisk falder han nok mest uden for kategori
- Den magi som blev brugt til at skabe Zofrost med er meget, meget gammel og eksisterer kun i det land, han kommer fra
- Den menneskelige krops alder er 23, som Joshua var, da onklen udførte ritualet. Dæmonens tilstedeværelse har stoppet hans aldring. Om han ældes meget langsomt eller slet ikke, vides ikke rigtigt
- Nogen har engang bildt Zofrost ind, at hvis han dræber sin ejer, vil han selv dø. Det er for at sikre sig, at han ikke vender sig i mod ejeren som en gal hund
- Når Zofrost skifter ejer, følger der en lille læderindbunden notesbog med. Her står blandt andet den besværgelse, man skal bruge, når man sælger og køber ham (det er en remse og en beskrivelse af, hvordan man via blod overfører ejerskabet). Der er også en beskrivelse af hans magiske evner (man skal ikke regne med, at han selv frivilligt fortæller om noget af det, han kan)
- Som ejer af Zofrost kan man hidkalde ham mentalt. Det er ikke sådan, at man kan sende ham en hørbar tanke, men han vil kunne mærke, at han skal finde sin ejer og i hvilken retning han skal tage. Hvis han ignorerer det, ender det ud i en heftig migræne
- Som halv dæmon behøver han ikke at spise ret ofte, men som et minimum ét nærende måltid mad om ugen (hvilket vil få ham til at se noget udsultet ud), optimalt mindst et måltid om dagen eller mere. Væske er noget vigtigere for ham og han skal mindst drikke et par liter om ugen
- Zofrost føler ikke kulde og varme som almindelige mennesker og fryser derfor sjældent. Det kan dog ske, hvis han ikke har fået føde i længere tid (den ene gang om ugen vil sænke hans resistens mod kulde) eller ved mere ekstreme kuldegrader (under frysepunktet vil begynde at kunne mærkes for ham). Han kan også holde til mere varme, men begynder at kunne mærke det over 35 grader
- Zofrost er stærkere end han ser ud med sine senede muskler, men ikke stærkere end et veltrænet menneske. Han er meget udholdende, men ikke så meget i sin menneskeskikkelse som i sin dyreskikkelse. I dyreskikkelsen kan han tilbagelægge omkring 200 km om dagen uden større pauser. Dog kan han ikke løbe den distance mange dage i træk (efter tre-fire dage er han ved at være brugt helt op)
- Som nævnt tidligere har Zofrost fysisk hukommelse fra sine tidligere liv. Blandt andet gør det, at han er en rigtig god fægter, både med et og to sværd. Dog er det ikke våben han har haft mest adgang til og han er lidt rusten. Han kan også slås i nærkamp, hvor han især har rester fra dæmonens evner. Pas på, han bider.
- Zofrosts smertetærskel er som alle andres, men hans tolerance for smerte er stor. Der skal noget til at stoppe ham, hvis han første beslutter sig for noget. Det betyder dog ikke, at man ikke kan styre ham med smerte, han kan lige så lidt lide det som et normalt menneske

Færdighedspoints

Fysisk styrke: Over middel
Smidighed: Over middel
Fysisk udholdenhed: Over middel
Kløgt: Middel
Kreativitet: Under middel
Mental Udholdenhed: Middel
Chakra: Fantastisk