Jarko kunne godt mærke, at samtalen fik en lidt alvorligere karakter, og han mindede sig om, at det aldrig var en god idé at snakke om bordeller, når der var kvinder ved bordet. Det var ganske rigtigt langt fra alle bordelarbejderne i Balzera, der var der frivilligt, men han havde nu engang spenderet en god sum krystaller på dem..
"Ahem, naturligvis." Han tog en forsvarlig slurk af sin mjød. "Slaveri er generelt en skidt ting. Godt vi ikke har det i resten af landet.." Sagde han, og mente det. Et liv med et slavehalsbånd om halsen var ikke noget liv. At han så var tilstrækkelig dobbeltmoralsk til, at han stadig ville købe sig til tid på slavefyldte bordeller, valgte han at klappe helt i om.

Talia var faktisk ikke helt sikker på hvad de snakkede om. For det første havde hun ingen ide om hvad et bordel var. Og selvom kroværten forklarede hvad han mente, var hun stadig overhovedet ikke med på hvad det betød. En ydelse? Talia så meget undrende ud i det unge ansigt.
Emilias indskydelse lød langt mere negativt ladet end det hun fik fortalt af de andre og diskussionen fik hende til blot at kigge fra den ene til den anden. ”Hvad.. er et bordel?” de måtte tro hun var vokset op fuldstændig isoleret fra alting. Hendes generelle opførsel havde nok egentlig afsløret det til en start, men de spørgende og forvirrede ord var endnu et stærkt tegn.

Krofatteren tog tilfreds med sin udlægning et ølkruset for munden, men stoppede midt slurk og havde nært fået noget øl i den gale hals, da den lille kanin-dame skød ind i samtalen. Hen over kandten af ølkruset, som han stadig havde for munden, vippede han et halv nærvøst, halvt nysgærrigt blik hen på Talia for at se hendes reaktion. Så konkluderede han at *den lille dame vel måtte lære det på et tidspunkt*, himlede opgivende med øjnene, blev færdig med sin slurk og satte kruset ned.
Afventende lod han de andre diskuterede videre lige ind til Talia stillede endnu et spørgsmål. Hun havde tydeligvis og vel i virkeligheden heldigt nok, ikke forstået ret meget af samtalen, så Athir besluttede, at det nok var bedst at skifte emne.
"Dét, men kære ven, er helt sikkert en historie til en anden gang," sagde Athir med et smil til Talia og et venligt sigende blik til resten af gruppen. "Desuden tror jeg, der er brug for en opfyldning. Marie! En omgang mere og et glas af den gode æblemost til den lille dame!"

Emilia rystede på hovedet. "Jeg tror desværre at jeg må se at komme til køjs," indrømmede hun og tømte sin tallerken for mad og sit krus for øl. Om det var snakken om bordeller der havde skræmt hende væk, eller noget andet, det var ikke til at sige.
"Godnat, det var hyggeligt at snakke med jer, og pas nu på lille Talia," svarede hun og sendte dem et forsigtigt smil, før at hun hoppede ned fra stolen og forsvandt ud af kroen. Åbenbart havde hun et andet sted at sove for nu hvis det endelig var.

//Out

Døren ind til kroen gik op og ind kom lille Akasha. Da hun var kommet indenfor og døren bag hende lukkede kiggede hun rundt after et bord at sidde ved. Da hun endelig fik øje på et gik hun hastigt mod det for at sætte sig. På vej mod bordet mødte hun en af de serverende i kroen. "et krus med øl, lige så stort som jeg selv!" beordrede hun meget bestemt. "Og husk noget mad!" fortsatte hun med en stemme der kunne høres i hele kroen. Hun vidste godt at hun ikke behøvede at råb, men hun var mildest talt negativ over at have mistet sin plads som underviser på skolen, da den blev lukket.

Venus drættede ned på en tom stol i kroen og så temmeligt mut ud. Det var ikke så længe siden, at hun havde overtalt sin arbejdsgiver til at flytte sin praksis hertil. Eller overtalt og overtalt, hendes arbejdsgiver, som havde lidt spidsere ører en gennemsnittet, var blevet smidt ud af Dianthos ved lov, og så havde hun overtalt ham. Hun kendte trods alt lidt til området, selvom det var i hvert fald 5 år siden, hun sidst havde været her, for slet ikke at sige drevet forretning. I dette tilfælde betød forretning lommetyveri. Venus havde ikke ligefrem været glad for at forlade byen og sine venner der, men på den anden side var en overvægt af dem heller ikke velkomne længere.

Kroen var temmeligt fyldt, men Venus' mindre end tilfredse ansigtsudtryk var åbenbart nok til, at en af kropigerne forbarmede sig og gik direkte forbi et bord fyldt med drukkenboldte, der viftede efter hende. Selv havde Venus nok også valgt at undgå dem. De virkede muntre, men man kunne ligesom fornemme, at de godt kunne finde på at være bedre til at gribe fadt i bagdele end væltende ølkrus, hvis de fik nok i hovedet.
Den rødhårede kvinde smilede mere muntert til kropigen: "Æblercider, hvis I har?" Kropigen nikkede og var hurtigt tilbage, de to udvekslede et par ord om hårdt arbejde og folks opførsel, når de blev lidt beduggede, og så sad Venus igen alene på en stol i en kro og så lidt trist ud. Hun nippede til den ret svage alkohol, og tænkte over at han var forstående, men lidt skuffet over, at Cornelius hellere ville sidde hjemme og arbejde. *Ved stjernerne, hvor kunne jeg godt bruge lidt selskab.*

En mindre flok elvere var denne dag ankommet til Tusmørkedalen fra Elverly. De fleste var healere, og deres formål var at se til de elvere, der for nyligt var flygtet ud af Dianthos. Flere af dem havde brug for hjælp, og elvernes planer var at tage så mange af dem med tilbage til Elverly, som muligt - naturligvis givet, at der var tale om fuldblodselvere.

Som lærling i Elverlys healerhus havde Renaél tilsluttet sig flokken. Han havde ikke tidligere været i Tusmørkedalen, så han så det som en god mulighed for at komme ud og opleve noget nyt. Især kroen i Tusmørkely var jo kendt i nær og fjern, og så snart Renaél havde overstået sine daglige pligter, var han smuttet af sted til kroen.

Der var fyldt og larmende i krostuen. Renaéls blik gled over en flok særdeles højlydte drukkenbolte og endte ved en manke af rødt hår, som han fik en fornemmelse af, virkede bekendt. Kunne det være..? Han skubbede sig vej gennem mængden, og måtte elegant undvige et par bredskuldrede mænd, der var på vej op til baren, og tydeligvis ikke havde tænkt sig at flytte sig fra noget eller nogen.
Ubehøvlede mennesker tænkte han lidt småsurt, men hans blik lyste op, da han nåede hen til Venus' bord, og det gik op for ham, at han havde haft ret. Han fik fanget sig en stol, og satte sig over for hende, med et bredt smil: "Godaften.. kan du huske mig?" Indledte han og blinkede kækt til hende.

Venus sad længe og skiftede mellem at kigger rundt i kroen efter nogen, hun kendte, og at sidde betuttet med snuden nede i sin cider. Det var en udmærket cider, særligt for området og årstiden. Kroen her havde altid klaret sig meget godt med alle de gennemrejsende, huskede hun, men udvalget var da blevet forbedret en del. Det var heller ikke den samme krofatter som sidste, havde hun opfanget. Hvad han hed, kunne hun ikke huske, men at kokken i køkkenet hed 'Marie', var hun ikke tvivl om. Hvert andet øjeblik råbte enten kropigerne eller krofatter efter hende og svingede diverse ordre over disken. Dagens suppe var tilsyneladende særligt populær.

På et tidspunkt, hvor Venus sad med blikket nede i sin næsten tomme cider og overvejede, om hun burde bestille noget af den suppe der, hørte hun fodtrin, der kom i hendes retning. Først troede hun, det var kropigen, der kom for at give hende en opfyldning, men fodtrinene var bare en anelse for tunge til at være en piges, så Venus lod sig ikke bemærke yderligere. Så hørte hun en stol skrabe mod gulvet, men det gjorde stolene hele tiden her og ikke nødvendigvis fordi folk rejste eller satte sig, så det skænkede hun heller ikke hende en tanke.
Dernæst rejste hun hovedet, stadig fuldstændigt blind for at hun ikke længere var alene ved det meget lille krobord, for at tømme sit glas - og fik nært væsken galt i halsen, da en velkendt stemme fik hende til at stirre gennem cideren på en temmeligt udtværet farveplamage på den anden side af bordet. Venus forsøgte ihærdigt at holde lidt på værdigheden, og det lykkedes hende at synke og sætte glasset ned før hun åbnede munden:
"Renaél, dit fjols, du gav mig et chok!" sagde hun med et stort smil og havde tydelig intet problem med det. "Hvad laver du her?" Hun havde faktisk været en anelse bekymret for ham - og hendes andre venner naturligvis - efter elverne blev smidt ud af hovedstaden, og ville med alt sandsynlighed have givet ham et velkomstskram, hvis der ikke havde været så tæt pakket omkring dem. Krofatter havde virkelig forstået at udnytte pladsen.

Venus havde tilsyneladende været langt væk i sine egne tanker, eftersom der gik et sæt igennem hende, så snart han talte til hende. Han smilede undskyldende til hende hen over bordet - det havde ikke været hans mening at give hende et chok: han var bare begejstret for at se et velkendt ansigt. 
Han kastede et blik rundt i den overfyldte krostue, og fik øje på flere par spidse ører i menneskemængden. Måske var problemerne i Dianthos en af årsagerne til, at der var så mange på kroen denne aften..

"Åh, lidt af hvert, går rundt og ser godt ud.." Svarede han hende kækt, men vidste godt, at det ikke var dét, hun mente. Hans ansigt blik en smule mere alvorligt. "Vi er en flok healere, der er sendt hertil for at hjælpe alle dem, der er flygtet fra Dianthos. Vi skal have så mange af dem, som muligt, med tilbage til Elverly.."
Selv om Renaél var glad for sjov og ballade, var han også klar over, at det var meget alvorlige ting, der foregik i landet for tiden. Spændingerne mellem Kiles Orden og skovelverne så kun ud til at tage til, og det var blevet meget sværere at komme rundt i landet, når man var elver. På den ene side håbede han, at befolkningen ville tage og give Kiles Orden sparket - på den anden side, var borgerkrig heller ikke noget, han eller nogen andre ønskede.

Venus smilede ved Renaéls forsøg på at lave sjov. Det var ikke sjovt nok til, at få hende til at grine, men hun følte sig bedre tilpas bare ved at se et velkendt ansigt. Desuden var der ikke megen spøg i, at fyren så godt ud; det kom ligesom med ørerne sammen med arrogancen. Alvoren havde hun dog ikke set før. Hun kunne stadig tælle de gange, de var stødt på hinanden på en hånd, og selvom de havde været ude på et par eventyr, så huskede hun ikke at have set elveren i dette humør. Det måtte også have ramt ham hårdere, end det kunne ramme et menneske. Venus havde i det mindste haft et valg.

"Hm, det er godt at elverly i det mindste hjælper til," nikkede hun og fulgte sin vens blik rundt i kroen. Her var en del spidsører. "Og byen her," tilføjede hun i et forsøg på at vende humøret lidt op igen, "Her er ikke ligefrem mangel på kriminalitet, men i det mindste er alle velkomne. Min læremester er noget af en hjemmeføding, men jeg fik ham da overtalt til at flytte her til, inden det gik helt galt i Hovedstaden." Hendes forsøg lykkedes ikke rigtigt, for nu kom hun i tanker om, hvor vred Cornelius havde været over situationen. Det var ikke behageligt at være i nærheden af nogen i sådan et humør, når de ellers aldrig så meget som klagede over en kunde. Og det var heller ikke for at dvæle ved de dårlige tider, at hun var taget herned. Venus rejste sig resolut fra bordet.
"Jeg vil gå op og fyldt min cider op. Skal du have noget med?" Hun smilede. Det var ikke lige så stort, som da Renaél dukkede op, men det var der.

Samtalen var hurtigt blevet lidt for alvorlig efter Renaéls smag - men det var selvfølgelig også alvorlige ting, der foregik i landet. Alligevel var hans tanker også hurtigt begyndt at kredse om at finde et lidt mere muntert emne - de var trods alt på en kro. En del af de nærmeste krogæster så også en anelse mutte ud, men dem, der var begyndt at få en del indenbords, havde fået munden - og humøret - lidt mere på gled.

"Kriminalitet siger du! Og så sidder du helt alene her på kroen, uden en rigtig mand til at beskytte dig!" Han skød brystet lidt frem for signalere, at her sad en 'rigtig mand', hvilket i sig selv var lidt komisk, for det var jo Venus, der havde reddet ham sidste gang, de havde befundet sig et sted, hvor der foregik slåskamp. Han fik lidt røde ører ved tanken om det, og skyndte sig endnu en gang at skifte emne..

"Cider! Er det noget værd? Måske vi kunne lokke den gode krofatter til at komme med lidt elvervin, hvis de sælger den slags?" Hvis de ikke havde elvervin, så var det virkelig ikke en god kro! Selvfølgelig havde forsyningerne været lidt svære at komme til på det sidste.. det var ikke nemt at handle med de omkringliggende riger, når Kiles Orden havde sat sig på magten.

Denne gang grinede hun af spidsørens bemærkning. Ikke så meget fordi den positur ikke ligefrem fik ham til at se mere imponerende ud, eller fordi det ville være en undtagelse, at han reddede hende ud af gløderne for en gangs skyld. Det var mere fordi, hun selv var det kriminelle element, som hun åbenbart skulle beskyttes fra. Eller det havde hun i hvert fald været.
"Mange tak, den herre, jeg føler mig allerede mere sikker," svarede hun med grin og nejede mere eller mindre elegant. Hun var jo ikke ligefrem fint opdraget og de tætstående stole, gjorde ikke ligefrem bevægelsen nemmere.

De samme stole fik hende også til at se en smule bekymret på vejen ud fra krogen. "Jeg tror, jeg holder mig til cider. Sidste gang jeg fik Elvervin, tror jeg ikke, der skulle mere end en enkelt tår til, før jeg mistede balancen." Hun smilte en smule forlegent. Det var faktisk lidt pinligt, men det var desværre også en underdrivelse. "Men jeg kan spørge efter elvervin til dig," fortsatte hun og begyndte at møve sig forbi stolene, hvilket ikke var nogen nem tur. Der var særligt klemt mellem Renaéls stol og nabobordets. Og Venus var ellers temmeligt tynd. Hvis hun nu havde været højere og haft spidse ører, kunne hun godt været gået for en elver. *Og hår, der aldrig skal børstes, og evnen til ikke at dø og...* tilføjede Venus i sit eget hoved og besluttede sig for, at det var en dårlig sammenligning.

Kort tid efter var hun tilbage med en bakke med to meget fine vinglas for en krostue og et abnormt stort ølkrus. Efter endnu engang at have klemt sig tilbage gennem stolene med møje og besvær, satte hun sig på sin plads og stillede bakken fra sig. Ølkruset, der tydeligvis ikke indeholdt øl satte hun foran sig selv. "Jeg vidste ikke, hvad du ville have, så jeg tog bare et af hver, af dem krofatteren foreslog. Det var muligvis også de eneste valgmuligheder, de har tilbage. De er i hvert fald ved at løbe tør for service," tilføjede hun småfnisende og forsøgte at håndtere sit alt for store drikkeglas.

Renaél var taknemmelig for, at hun blot grinede og nejede, og at der ikke blev hentydet til den pinlige situation, hvor han skulle reddes. Han kastede et kort blik rundt i krostuen - endnu en gang en smule forbløffet over, hvor mange der var herinde. Elvernes beværtninger var noget anderledes - der var som regel lidt mere luft.

"Det er også stærke sager for mennesker! Men tak - det må du meget gerne!" Svarede han. Han forsøgte at flytte sig lidt for at gøre plads, men der var altså virkelig trængt herinde. Han tog sig i automatisk at betragte hendes slanke skikkelse bagfra, idet hun bevægede sig op mod baren gennem menneskemængden.

Øjeblikket efter var hun tilbage, og Renaél snuppede et vinglas fra bakken for at snuse til indholdet. "Det undrer mig ikke.. Er det normalt at der er så mange her, eller er det på grund af .. situationen?" Spurgte han lidt forsigtigt, før han nippede til glassets indhold. Han holdt det derefter op foran sig med et lidt mistænksomt ansigtsudtryk: "..Er du sikker på, at det her er elvervin?"

Som snakken gik videre, dukkede én af Baldrs mænd op og hviskede noget i hans øre. Den store nordmand rejste sig brat. ”Der er kommet noget i vejen for min morskab. Jeg vil lade jer drikke videre på min regning dog!” han sendte et venligt smil mod Athir som han lod en stor pose krystaller ramme bordet. Derefter forlod han og de mange nordmænd kroen, alvorlige og med et tegn på at alt måske ikke var som det skulle være.

Venus bemærkede slet ikke, at der blev kigget efter hende - og hvis hun havde, havde hun taget det som smiger. Men nu var hun temmeligt travlt optaget af at bane sig vej gennem kroen og af at ignorere et par fløjt og noget, hun troede, vidst nok skulle forestille et par komplimenter. Det var nu ikke ubehageligt, folk var bare i godt humør. Hun kunne dog godt forstå kropiger, der løb rundt så lidt ekstra trætte ud.

Nu sad Venus godt til rette og lagde en albue i bordet for bedre at støtte ølkruset, så hun kunne tage en slurk. "Det virker sandsynligt," svarede hun eftertænksomt og så rundt. Det var trist at tænke på, men det var også rart at vide, at spidsøren bekymrede sig. I det mindste kunne hans folk hjælpe elverne, selvom de ikke hjalp resten. Det var også rimeligt, når resten ikke var deres folk.
Hun tog en slurk til og lyttede til Renaél, som jo måtte have bedre fortand på vin lavet af elvere. "Overhovedet ikke, nu du siger det... Altså jeg er ret overbevist om det er vin." Væsken i Renaéls glas fik et ekstra kig. "Men du kan jo altid gå op og hente noget andet." Venus smilede. Hun havde en god mavefornemmelse af, at elveren ikke ville orke, men hvis han gad, ville det i det mindste være et underholdende syn.

Renaél havde spottet et par spidse ører rundt omkring i menneskemængden. Nogle af dem ville muligvis blive taget med tilbage til Elverly - hvis de altså var renblodede. Dette sagde han ikke noget om til Venus, for han havde en lille fornemmelse af, at hun ikke rigtig ville bryde sig om elvernes måde at "sortere" i folk på.
I stedet nippede han lidt mere af vinen og sendte et blik op mod baren og alle de folk, der spærrede vejen. "Naah, det smager ikke dårligt." Skyndte han sig at sige. Det var heller ikke usandt, og han smagte igen på vinen.

Hans blik faldt igen på Venus, og et tænktsomt smil gled over hans læber. "Hey.. hvad siger du til, at vi starter en lille leg?" Han gjorde et hovedkast mod glassene på bordet. "Vi skiftes til at stille hinanden et spørgsmål. Og hvis man ikke har lyst til at svare, skal man bunde sit glas i stedet!" Han så spændt på Venus. 

Venus var halvvejs gennem sin cider. Hun kunne skam godt drikke, for en af hendes størrelse, men så heller ikke en dråbe mere, og hendes størrelse sagde ikke meget. For slet ikke at nævne at cideren var det rene vand i forhold til, hvad elveren drak, og så var det sikkert også fortyndet.
"En leg? Jo, det kunne jeg godt være med på," svarede hun og konkluderede, at det ikke var muligt at drikke af hendes krus, uden brug af to hænder. Hun tog en slurk til.
"Bunde?! Ligner jeg en, der kan holde til det særligt længe?" Her havde hun stillet sit krus fra sig og brugte den frie hånd til at vifte op og ned af sit relativt spinkle torso. Tanken strejfede hende, at det var det, der var elverens pointe. Hun tænkte lidt. Der var selvfølgelig den mulighed, at hun bare kunne svare.

Renaél grinede kækt og så også op og ned af Venus' torso, som hun pointerede sin lille størrelse. Hans øjne hvilede der et ekstra sekund, før han skyndte sig at se tilbage på hendes ansigt. "Det ER jo også et stort krus.. Du kan nøjes med at drikke halvdelen!" Foreslog han - yderst nådigt. 

Han hævede sit glas med elvervin - eller hvad det nu var - og blinkede til hende. "Jeg vil endda give dig lov til at starte.." Foreslog han.

Hun kneb øjnene sammen som for at se sin modstander an henover kanten af sit krus, som hun igen var ved a drikke af. *Bah, jeg har intet at skjule! Han kommer til at drikke sine ord i sig igen* tænkte hun muntert - og temmeligt glemsomt - for sig selv.
"Top! Men så skal vi også have mere på bordet," svarede hun, satte sit nu tomme krus fra sig, og forsøgte ikke et råbe, selvom det virkeligt var ved at være en udfordring at overdøve larmen i krostuen. Hun viftede venligt efter en af kropigerne. "Kan vi få et par glas til af de vi har på bordet?" Kropigen så lidt bekymret ud, skævede til kruserne på deres bord, som eller kun blev brugt i nødstilfælde, og så tilbage på de to. "Vi har kun kander tilbage... Halv pris?" foreslog hun og så afventende på Venus, som så afventende og med en vis entusiasme på Renáel.

Renaél begyndte lige som Venus at vifte med hænderne efter kropigerne. Det var voldsomt svært at få opmærksomhed, men endelig lykkedes det Venus. Snakken om kander fik ham også til at lyse op i et entusiastisk smil - efter kort at have tjekket pungen med krystaller ved sin side. Heldigvis tjente han lidt på at hjælpe til i healerhuset - at han så ikke var særligt god til at administrere sine penge, var en anden sag.

"Det lyder fantastisk, bring os et par kander!" Svarede han kropigen. Hans krystalisianske havde en tydelig elvisk accent. Der gik lidt tid inden kanderne kom til bordet, da travlheden var overvældende, men endelig fik kropigen mast sig hen til deres bord med et par svingende fulde kander, og Renaél skyndte sig at tømme sit glas for at gøre klart til at hælde noget nyt i det!