Alting var nemmere når man ikke selv skulle svare på spørgsmålene. Det var nok endnu en grund til at Fabian havde vendt den om, og havde kigget lidt udfordrende på Aldamar. Han var dog ikke klar over hvad han håbede eller regnede med ville komme ud af den mørkhåret mand. Måske en afkræftelse på at det betød mere end hvad det var? Det ville i hvert fald have været den nemme løsning, hvis han skulle være helt ærlig. Problemet var at han skulle have været mere opmærksom på sine egen følelser lidt tidligere, hvis han ikke ville have at noget der mindede om glæde sprede sig i ham, da Aldamar forklarede sig selv... eller forsøgte i hvert fald.

Selvom frygten nu også var blandet med glæden, så stod han dog stille, selv da Aldamar gik tættere på ham. Ved hans sider var hans hænder dog begyndt at knytte sig, men ellers virkede han urokkelig, fordi han vidste ikke hvad han skulle gøre med sig selv. Situationer med mange følelser skete ikke rigtig for ham. Han kunne dog føle sig en anelse heldig i at være højere end Aldamar.. Som om at han fik lidt kontrol af de ekstra centimeter han havde på fyrstesønnen.
Selvom hele kroppen stod anspændt, så kunne man dog se en usikkerhed, og noget mere blødt reflekteret i Fabians øjne, bare en anelse af det.

Det trak dog ud, før Fabian overhoved kunne åbne munden og sige noget. ”Hvad er det så du vil have af mig?” Det var ikke første gang han havde hørt nogen ønske ham som en mere permanent ting, men Aldamar skulle giftes, og det sidste Fabian ønskede var at binde sig selv til en, selv hvis det ikke var tilfældet. ”Mit venskab? At jeg ikke tager andre end dig? Hvad?” For under alle de her spørgsmål så lå der noget meget fundamentalt for Fabian. Noget ville ændre sig. Desværre havde han alligevel haft nok kunder der havde ønsket mere, til at han frygtede hvad det betød for Aldamar. Hvis Aldamar havde en eller anden syg idé om at han skulle være hans elsker på siden, uden at han måtte tage andre, eller altid være tilgængelig. Bare tanken var forfærdelig, ikke fordi det var Aldamar, men fordi frihed var alligevel det han satte højst i denne her verden. 

Han lyttede ikke. 
Måske lyttede han en anelse indeni og bagved den hårde, urokkelige facade ham fremviste, men lige nu, føltes det ikke som om at der var nogen måde at trænge ind igennem den bizarre form for benægtelse han stod i. Alt hvad han ville var at fjerne den underlige usikkerhed det her emne åbenbart bragte med - han forstod ikke hvorfor det var sådan et stort problem - men da det forsvandt ved hans åbnede mund, da han atter gentog sig selv. Han havde for helvede lige sagt hvad han ville have af ham, og han lyttede ikke.  
Aldamar fnyste kortvarigt, en ufrivillig latter pressede på. Tænk at han skulle stå og forklare sig til en som Fabian, det var jo helt absurd. Absurd, og noget han overraskende nok ikke havde tålmodigheden til, selvom han havde tålmodighed til så meget andet. Han var ingen tankelæser, og Aldamar havde i den forstand desværre ingen chance for at vide hvad der foregik i det kønne hoved, eller gemte sig af grunde hos den stakkels mand. Han kunne kun drage konklusioner ud fra det han så foran sig, som var en der ikke svarede på hans spørgsmål, men blev ved med at stille sine egne. 
Dumme, dumme, dumme spørgsmål - han kunne ikke gribe fat om hvad den her frygt handlede om, eller hvorfor. "Prøv med noget mere besidderisk. At du ikke ser andre end mig, at du flytter ind, hmm?" hvis han ikke ville høre fornuft, måtte han høre sarkasme; måske det kunne give ham en idé om hvor fjollet det lød fra Aldamar's synsvinkel. 

"At du giver mig alt. Dit venskab, dit fjendskab, din kærlighed - det hele" ordende føltes slimede i hans mund, og han rystede en anelse på hovedet. "Det lyder som om... at det næsten er hvad du vil have jeg skal sige. Jeg forstår bare ikke hvorfor" det sidste faldt ud i en mumlen, og havde han ikke været så fokuseret på frustrationen der lå omkring det her emne, ville han da også vide, at man ofte nævnte ens frygteksempler som ekstremerne. Og hvis han sagde lige præcis det, havde Fabian alt grund i verden til at stikke halen imellem benene. 
Men han sagde... eller, tænkte (desværre kun) det modsatte, og ville kun have hvad han ville give. 
Aldamar rystede på hovedet for at samle sine tanker, inden at han i stilheden efter, vendte om for at gå tilbage til den foldede skjorte og begynde at trække den på. 
Måske var det bedst hvis han gik. Så kunne han få lidt ro, selvom han ikke var sikker på hvem af dem der mest havde brug for det. 

Det fik en reaktion ud af Fabian, et fysisk gys løb igennem ham, og et uhensigtsmæssigt lille ryk i hele kroppen, og ikke på nogen god måde. Bare tanken om at det var hvad der kunne ske, det var ulideligt at tænke, for uanset hvor meget han elskede at være sammen med Aldamar, så var det så langt væk fra noget han nogensinde ville ønske. Selvom han måske sagde det men heftig sarkasme, så føltes situationen ikke sjov nok til at Fabian selv kunne grine af det.

Men måske Fabian skyldte Aldamar en forklaring, han kunne godt se, hvis han virkelig overvejede det, hvordan det her var uretfærdigt. Måske ikke for ham selv, så meget som det var for Aldamar. At sætte ord på hans følelser og måske hvad han ønskede ud af det her, føltes dog stadig som for meget.

Da Aldamar vendte sig rundt, løsnede en af hans hænder sig endelig, blot for at finde vej til det blonde hår, og høre en frustreret hånd igennem. Kæderne raslede lidt af bevægelsen, og fyldte lidt af stilheden ud i rummet. Indtil Fabian selv åbnede munden. ”Fordi det er nemt at sige nej til.” Det var første svar han var kommet med, men det var lavmælt, og han var ikke sikker på om Aldamar overhoved hørte det, til trods for stilheden i rummet. Måske var det også bare fordi han selv kun kunne høre hans egen hjertebanke, og mærke de anspændte muskler i hans krop. 

Kæderens raslen fik ikke fyrstesønnen til at tøve meget, da han trak armene igennem skjortens ærmer, og bukkede hovedet ned for at kunne se knapperne der skulle knappes. Ikke meget tøven, da han næsten allerede havde besluttet sig på vej over imod tøjet - det virkede som den bedste løsning, og han ville ikke komme til at sige noget, der ikke kunne trækkes tilbage. Hele deres lille... uenighed havde været overraskende saglig i sit toneleje, og det nok mest af at Aldamar ikke havde det i sig, at være vred - ikke lige nu. 
Hvad var der at være vred over? Nogle gange lå landet bare ikke som man ønskede det, og han vidste om nogen hvordan at man aldrig havde en chance for at kontrollere sit liv, fuldkommen. Han prøvede trods alt hver dag, og alligevel sneg der sig ting imellem revnerne, og følelser gled ud imellem sprækkerne. 
Det var et lortespil, det her 'livets spil'. 

Hans bevægelser stivnedes dog kortvarigt da han så endelig valgte at tale, og trods han ikke kunne se det, gled Aldamar's blik op, næsten som stod han lige foran ham i stedet for bagved ham. Fordi det var nemt at sige nej til? Atter pressede spørgsmålet om hvorfor sig på - hvorfor sige nej når han sagde jah til næsten alt andet - og han vendte sig en anelse omkring. 
Hænderne fandt bordets kant idet at han lænede sig tilbage, øjne overvejende men opsøgende. Og samtidig stadigvæk med skyggen af irritation over ham, liggende bagved - fordi han kunne satme være træls. Ligeså træls som han var fantastisk. "... hvad er nemt at sige jah til?" kom det stille fra ham. 
Det egentlige spørgsmål havde været det oplagte og modsatte af hvad han lige havde spurgt om - hvad var det, som var svært at sige jah til når de var sammen. 
Men noget sagde ham.... at det ikke ville gøre meget for at motivere ordende frem i Fabian. Ikke endnu i hvert fald. 

Selvom Fabian ønskede at kigge væk, så havde han ikke kunne tage sine øjne fra Aldamars skikkelse, som var godt på vej til at pakke sammen og gå. Det ville også være det nemme. Og hvis der var noget Fabian ofte søgte, så var det hvad der var nemt, i hvert fald i hans verden. Følelser havde aldrig været nemt, men der var så mange andre ting der havde. Løbe fra problemerne, og finde sig selv omgivet af sex og fremmede. For var det ikke også det han havde gjort, da det kom til hans bror?

Han forventede opfølgende spørgsmål, men spørgsmålet Aldamar stillet var klogere end de andre, noget Fabian bedre kunne forholde sig til. Han krøllede sig lidt mere ud af sin anspændte stilling, og lod hånden glide ud af håret, før han fandt sig selv gå et par skridt tilbage, og dumpe ned og sidde i sengen. Hænderne på knæene, og selvom han kort blot kiggede ned af sig, på kæderne og de enkelte stykker stof han bar, så kiggede han trods alt tilbage mod Aldamar. Langt de fleste der kendte Fabian, ville ikke mene at det her var ham der sad her. Der var ingen af den normale selviskkerhed hverken i hans krop, øjne eller toneleje.
”Sex.” sagde han til at starte med, og fugtede sine læber inden han sagde det næste. ”Nydelse.” Han kunne næsten snakke sex som var det et sprog, men når man blev så vant til at det ikke havde en dybere mening end det, så var der noget fundamentalt der blev glemt, især når man heller ikke lod sig komme tæt på mange folk, i hvert fald ikke rigtig. Derfor ville det også tage ham betydeligt længere tid end Aldamar, faktisk at kunne udtrykke sine følelser overfor den anden mand, åbent og uden forbehold, men at lade Fabian få den tid han havde behov for, det kunne være svært. 

Det var noget af en forandring der var gledet over Fabian, der syntes at synke mere og mere sammen, som tankerne trængte sig på. Der var et eller andet anderledes, og det anderledes fik for et kort øjeblik Aldamar til at overveje om det her var noget han burde dykke ned i - lige pludselig blev det ufattelig personligt, og det var underligt, sådan ikke at vide hvad der foregik i hans tanker. Han plejede nemlig at være ret god til det. 
Men det virkede til at det var det rigtige spørgsmål at stille, da han åndede en anelse op; et emne der var håndgribeligt. Aldamar's øjne fulgte ham på hans vej over på sengen, og blev ikke overrasket over hans svar. Det var vist en base for ham. 

Han vidste til gengæld ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han kunne ikke gå rundt med den nagende fornemmelse af at Fabian ville skride, hvis det blev for meget, og det ønskede han ikke at fremprovokere. Men han kunne heller ikke være så uselvisk, at han ikke krævede et eller andet svar tilbage - noget at binde deres relation op på, som ikke var penge, 'trøst' eller hvad skøgen nu end mente grunden var, til at Aldamar blev ved med at dukke op. Han skubbede sig selv fri fra bordets kant, for at gå hen imod ham. Der var noget mere - de havde lige delt det. Og han måtte vide, om han fuldstændig skulle afskære den interesse der knitrede i ham, da han ikke ville lade den fylde mere, hvis han endte med at brænde sig selv i det. 
Er det ikke det du betaler mig for? Ordende ekkoede igennem ham, og hans kæber spændtes en anelse i modvilje. 
"Det havde jeg glemt" mumlede han - og fik han lov - satte han sig ved siden af ham forsigtigt. Uden kontekst måtte det lyde forvirrende, og Aldamar's øjne gled ud i rummet foran dem, uden rigtigt at have fokus på noget specielt. "Jeg havde glemt hvad jeg betalte dig for... og det var ikke fair. Det skal ikke ske igen." hvis det var afstand han ønskede, så var det afstand han skulle få. 
Men noget faldt sammen indeni ham ved de ord, omend det ikke nødvendigvis kunne ses på hans ansigt, der trak op i et undskyldende smil. Det kunne ikke ses, så man bort fra at det ikke helt nåede øjnene.  

Fabian lænede sig mere indover sig selv, så albuerne til sidst støttede på knæene, lidt mere indsunket og aflukket end man normalt fandt ham, men øjnene blev på Aldamar, selv som han begyndte at gå over mod sengen for at sætte sig. Fabian havde ikke tænkt sig at afvise ham, selvom han havde lyst til det, og havde lyst til at de bare skulle gå tilbage til hvad de var. Uden noget mærke eller spørgsmål om hvad de var, men bare nyde hinandens selskab. Det burde ikke være så svært, for Aldamar havde blot ønsket hans selskab ikke?

Selvom han sagde alle de her ting til sig selv, så kunne man tydelig se overraskelsen, og så næsten fortrydelsen i Fabians øjne, som Aldamar i hvert fald hentydede til at det var alt der var imellem dem, og at han ikke ville glemme det igen. For det ønskede Fabian alligevel ikke. For selvom han for alt i verdenen ønskede at det skulle være nemt, og lige til, uden for kompliceret følelser, så var Aldamar lige her, og han kunne ikke benægte hvad den mand gjorde ved ham. Hvordan han fik alting til at være en smule mere i kontrast. Følelserne var større, og farverne stærkere. Han kunne lide når de var sammen udenfor værelserne. Turen til Lillekilde havde været noget helt fantastisk, og han ønskere mere af det.
Desværre var der en ting at vide det, dybt inde og måske endda have tanker på det, men faktisk at sætte ord på det, det var sværere.

Han tvang sine øjne væk, og kiggede frem for sig i stedet for, som om at det ville give ham en bedre idé om hvad han skulle sige. ”Jeg..” ordene døde ud på hans læber, og et suk undslap ham i stedet for, og endelig lukkede han sine øjne i og hang lidt med hovedet. ”Skal du absolut have...” ordene døde lidt ud igen, men så pressede han igennem. ”Skal du absolut have svar i dag?” Hvordan Aldamar tolkede det, kunne Fabian ikke forudse, især fordi det var så vagt. Der var mange spørgsmål han havde undgået indtil videre, og Aldamar havde tydeligvis draget sine egne konklusioner på det. Muligvis forkerte konklusioner. Men Fabian kunne ikke sige hvad Aldamar ønskede at høre, ikke i dag. Han blev nødt til at have noget tid for rigtig at lade sig tænke over det. Han havde trods alt ikke så meget andet valg mere.

Det var som om at de ord gjorde et eller andet ved Fabian, der i overraskelse og derefter fortrydelse kunne famle sig frem til nogle afstumpede sætninger. To følelser der det til at suse forræderisk i Aldamar's tanker, der han ikke kunne lade værd med at prøve at finde frem til, hvad de nu betød, og hvorfor de kom. Det oplagte svar lå lige for øjnene af dem, og alligevel udskød Fabian, på sådan en måde der med det samme slog dem tilbage til hvor de sad nu. 
Så meget for ikke at gøre det kompliceret - det var præcis den her ringdans Aldamar ikke kunne se sig selv i. 
Og alligevel endte han med at ryste på hovedet som et 'beroligende' svar, nej. Hvad end svar Fabian ville komme frem til... ville være spændende at høre. Men han havde taget en beslutning, der fik det til at  græmme sig ubehageligt i ham. 

Men ikke lige nu. Med et forsigtigt smil løftede han den ene hånd, for at stryge nogle af de blonde tjavser der var faldet ind foran hans ansigt, væk. Hånden greb - ligeså forsigtigt som smilet - omkring kæben, for at dreje hans blik tilbage på ham fremfor det tomme rum foran ham. Nej, ikke lige nu. 
Aldamar havde lidt for god træning i at skubbe den ubehagelige hvisken i baghovedet til side, og bare nyde at han var her, her i aften. Og selvom han virkede til at ville komme frem til et eller andet svar, måske endda allerede til næste gang de sås... så var han ikke sikker på at der var en næste gang. 
Han gad ikke lege et eller andet dumt spil af katten efter musen, og var ikke sikker på at han helt reelt kunne separerer tingene så godt som det havde lydt til at han kunne, da han undskyldte. Han kunne trods alt ikke bare stoppe det, så det nemmeste ville være at undgå situationer der optrappede det.
Men ikke her til aften, hvor at han ikke lod de tanker sætte sig på hans ansigt, da han prøvende trak ham en anelse nærmere. 
Det dumme ved at kunne li' nogle, var at man nogle gange gik på et forfærdeligt kompromis med sig selv. Han kunne ikke retfærdigt sige hvad der var bedst for Fabian, eller presse en beslutning ned over ham... han havde udtrykt sin ubehag ved det, nok gange til at Aldamar var trukket i land på den front. 
Så ville der ikke være noget træls at overveje. 

Det var på ingen måde retfærdigt for Aldamar, at Fabian ikke kunne tage et valg nu og her, at han ikke var villig til det. Problemet var at selvom Fabian havde en god idé om Aldamars følelser, og alligevel ikke en idé om hvor dybt de stak, så havde han stadig ikke været villig til at sætte sig selv ud og blotte sig for hvad det var der lurede i hans eget hjerte. Der var små ting, som havde hentydet at det også stak dybere i Fabian, men han havde lukket af, fordi han fandt det nemmest. Noget han hurtig ville tage til sig igen, hvis Aldamar stoppede med at ville møde op til deres ugentlig aftaler, for så havde det været nemmere bare at sige ja for nu. Det var dog mere uretfærdigt overfor ham selv.

Hans øjne åbnede sig langsomt, da han følte en bevægelse ved hans side, og hans øjne faldt på Aldamar som rystede på hovedet, og man kunne næsten se, hvordan Fabians skuldre sank lidt mere af lettelse. Om ikke andet fordi han havde skubbet samtalen lidt på hold, indtil han fandt ud af med sig selv. Han havde dog ikke tænkt sig at være uretfærdig overfor Aldamar, det kunne han ikke. Han var meget bevidst om at han i det mindste ville tænke ordentlig over det, det var det mindste han kunne.

Hvordan Aldamar indledte til mere, kom bag på Fabian, men hvis der var en ting han havde været oprigtig om i aften, så var det at han næsten altid sagde ja til det her. Han rettede sig lidt mere op, og lod sig trække ind af Aldamar. For det sidste Fabian forventede lige her, var at Aldamar forsøgte at gøre det til en sidste gang, inden at de ville gå hver for sit, men Fabian ville mere end gerne føle Aldamars krop, læber og det hele, og få den ubehagelige følelse af hvad der var sket, ud af kroppen. Så var overvejelserne til en anden gang.

Måske var det en eller anden bizar trang til at få det sidste han kunne ud af det. Måske var det fordi at han vidste det var et emne der skabte ro i begge deres hjerner og kun fik hjerterytmen til at stige, fordi blodet automatisk susede hurtigere. Måske var det bare fordi at det var en god måde at løfte stemningen hos Fabian. Hvad og hvorfor var også lige meget, da han med en stille tilfredshed følte læberne møde hans, og han længselsfuldt følte sig selv rykke sig et ryk nærmere henad sengekanten. Der var dog noget utrolig ømt i det, og Aldamar lod en dybere vejrtrækning slippe over da kysset blev brudt, hænder der forsigtigt strøg ham over kinden og kæben. 

Hvor meget, hvor voldsomt og hvorledes Fabian ville, det kunne han ikke helt føle sig frem til. Det før havde været fantastisk og noget han ville elske at komme tilbage til, men han vidste ikke om han kunne tage den rolle på sig lige nu, når han mest af alt havde lyst til at Fabian bare... holdt om ham. Det ville han dog aldrig bede om, så i stedet var det et drillende smil der favnede læberne, og hans hånd strejfede tænktsomt nogle af de spænder der strakte sig over den muskuløse krop. 
"Vil du... vil du stadigvæk have det her på?" mumlede han, og kiggede en anelse studerende på ham. Alt efter svaret, ville det vel være tydeligt hvad han selv håbede på - og så kunne Aldamar følge trop. 
Det  her var sikker grund at være i, da der ikke kunne gøres meget decideret forkert - og det til deres begges held. 

Det føltes fantastisk, og det var nemt at aflæse, at det her var noget Fabian gjorde sig meget mere i. Han smeltede ind i Aldamars berøringer, og hans egne hænder fandt vej til skjorten som Aldamar havde fået på igen, som han åbnede, så han kunne lægge sine hænder mod den varme krop igen. Det her var rart, og selvom Fabian vidste at snakken ville komme igen, så havde han det fint med at skubbe det væk for nu, og bare koncentrere sig om følelsen af Aldamar.

Dog føltes det mere intimt. Deres diskussion havde puttet lidt af en dæmper på behovet for Fabian, og hvor det andet havde føltes godt, så var det heller ikke hvad han selv havde behov for. Det føltes for overdådigt og dumt, med alt det her. Det var altid noget de kunne tage sig af senere.
Han kiggede derfor også kun kort på Aldamar, før han rystede på hovedet. ”Jeg vil bare have dig,” sagde han, noget af det mest ærlige han havde sagt i aften, og msåek lidt for intimt, i forhold til at han havde bedt om tænkepause. Man kunne dog kun lægge så meget i det, som man ønskede.
Fabian gav slip på Aldamars overkrop, blot så han kunne forsøge at åbne nogle af kæderne, og få den af ham. Den kunne de altid tage fat i en anden gang, og han håbede lidt at Aldamars fingre var med til at hjælpe ham med at få den af, bare så det gik lidt hurtigere. Han havde jo ganske ret i at den ikke ligefrem var lavet til at tage nemt af. 

Et lille suk af lettelse slap over hans læber da Fabian rystede på hovedet, og hænderne tog over hans arbejde med kæderne, for rutineret at finde de låsemekanismer han vidste ville åbne mere op for hele hans krop. Lidt uretfærdige ord, kommende fra en der knap nok vidste hvad han ville have på alle andre tidspunkter end lige nu, men ikke noget han kommenterede på. Bestemt ikke som det sendte et velkomment skud af varme igennem hans krop bagefter, en kontrast til den lille gysen der var fulgt med at skjorten blev åbnet og fjernet igen. Hans krop var varm - utrolig varm, og hænderne der havde hvilet over den, havde efterladt den kaldende efter mere. 

"Vend dig om" mumlede han, og sparkede med to hurtige spark støvlerne af sig, så han selv kunne trække fødderne op i sengen og dreje sig imod arbejdet med at få dragten af ham. Håret i baghovedet blev skubbet til siden, og en anelse afprøvende fandt læberne et punkt på midten af nakken, som han med et nydende brum begyndte at kysse blidt. Et efter hver tilfredstillende lille klik der lød; duften af ham slog imod ham som en berusende bølge af tryghed men også nærvær. 
Forbandet også. Alt sammen noget der ville være forfærdeligt at holde sig fra, hvilket kun dannede det mere grundlag for virkelig at holde fast i ham her, nu mens at han havde ham. 
Ved den svage raslen gled de sidste klæder ned over hans solbrune hud, og Aldamar følte sig selv hæve sig en anelse op på knæene, for at lægge hænderne på hans skuldre, og med et slet skjult smil, at læne sig ind over ham og kysse ham på siden af ansigtet, hvis han da ikke drejede sig for at møde det. Det måtte være befriende ikke længere at have de snore over brystet, omend selve undertøjsdelen stadigvæk var på. Endnu.  

Det var ikke nogen hemmelighed at Fabian i hvert fald gerne ville have Aldamar seksuelt, noget han havde nævnt om og om igen. Ordene føltes måske bare lidt anderledes, også for Fabian, som de forlod hans mund, men han dvælede ikke ved det. Nej, han fokuserede på Aldamars kommando, og vendte sig om, da han bad om det, så Aldamar havde adgang til den halvbare ryg og kæderne der hang om ham.

Fingrene fra Aldamar efterlod kulden som de gik, kunne Fabian erkende med et gys, men det fik også hans krop til at summe, og han lænede sig tilbage mod følelsen af Aldamars hud, fingre og læber. Kæderne der var faldet ned omkring ham var rare at få væk, også selvom han ville savne lidt følelsen, men modsat Aldamar var han sikker på at der ville komme mere mellem.
Da han mærkede Aldamar bevæge sig rundt for ham, drejede han hovedet og mødte ham i et kys, og prøvede at dreje mere af sin overkrop rundt, så han bedre kunne få adgang til Aldamar. Det eneste de nu manglede var begge deres underdele, men det skulle nok komme.
Alting i ham snurrede lidt, og han følte sig fuldstændig opslugt af Aldamars væsen, men også bare hvor blidt alting virkede til at være lige nu. Der var ingen hast, ikke som det havde virket de sidste par gange, hvor spændingerne havde ligget i luften længe.

Hænderne på hans skuldre hjalp ham med at vende sig, og stadigvæk stående på sine knæ var det en genkendelig position, hvor at Aldamar nød hvordan højdeforskellen bare lige for et par minutter var rykket rundt. De klemte ham let på musklerne der sad det, inden at de sneg sig op for at gribe begge sider af hans ansigt og med en tilfreds brummen gøre kysset dybere. Skubbede sig selv tættere på ham, ikke helt villig til at give slip når hans lunger mindede ham om at han skulle trække vejret. 
Selvom det var intens, jah så var det også utroligt... lindrende, og Aldamar mindedes ikke at de havde været så blide omkring hinanden, når han med en utydelig mumlen imod hans læber nussede baghovedet en anelse, inden at han lænede sig en anelse tilbage, sikrede sig at han kunne følge med og lod sig roligt falde ned imod madrassen. 

Og trak Fabian med sig, hænderne foldet ind bagved hans nakke og læber der atter fandt hans da de ramte den knirkende bund. Varmen tog en anelse til. Den omsorg han fandt i det skubbede for en stund de mere... tyngeprægede tanker væk, og tillod ham at bare nyde hvordan at han var her. Han var trods alt dygtig til sit... arbejde. 
De mørkeblå øjne var gledet i, men åbnedes en anelse da han kunne mærke ham røre på sig, i en eller anden grad. "Jeg...  jeg vil også bare have dig" mumlede han lavmælt, et forsinket ekko af Fabian's egne ord men ikke mindre sande som sådan - han ville virkelig gerne have ham, især lige nu. Det var intimiderende ikke at føle sig så individuel som han ofte havde ønsket sig... 
men intimiderende på en overskuelig måde. I hvert fald lige nu. 

De trak næsten kysset ud længere end de burde, lige til at deres lunger næsten begyndte at brænde efter manglen af ilt, så da Fabian også fandt sig selv trække sig lidt væk, var han let til hovedet, mens hans øjne blot studerede den mørkhåret mand foran ham. Han kunne ikke sætte en finger på hvad det var der gjorde Aldamar speciel. Det var der dog heller ikke plads til, som han lod Aldamar trække ham med ned og ligge, og endnu engang kyssede de, dybt og nok lagt flere følelser i det, end nogen af dem egentlig havde planer om.
Fabians ene arm fandt Aldamars liv, blot så han kunne trække den anden mand tættere til sig, mens hans anden frie hånd lagde sig i de bløde mørke krøller.

En klump formede sig kortvarigt i Fabians hals, da han hørte ordene fra Aldamar, og han kunne mærke hvordan hans hjerte blot bankede hurtigere, noget han følte var noget Aldamar burde kunne mærke.
Der var så mange ting han kunne sige, men der var intet han følte passede, ikke med hvad der var sket, og ikke med hvordan følelserne tumlede rundt i ham. Han ville bare føle en pause fra det hele, og Aldamar var her til at hjælpe med det, så i stedet for smilede han blidt til manden foran ham og lænede sig ind for at kysse ham igen. Man kunne dog ikke sige at Fabian havde travlt med at pille resten af tøjet af dem på nogen måde, også selvom hans ene hånd gled over den bløde hud på Aldamars ryg. 

Det ene af Aldamar's ben snoede sig omkring baglåret på den anden, idet at han trak han tættere på ved livet. Med ham så tæt, kunne han have svoret på at hans hjertebanken kunne mærkes ud igennem huden - noget tydeligvis ikke var ene om at tro, en tanke affødt af hvor larmende det hele syntes i hans brusende tanker. På sin vis omtågede tanker, og dig alligevel ikke da han udemærket vidste hvad han ville, og hvordan han ville det - i hvert fald her  for i aften. 
Og til hans store fortrydelse, også hvad han kom til at ville gøre imorgen. Og dagen efter. 

Fabian havde ikke travlt, og skulle han være ærlig, ville det være af bittersødt hvis han selv havde det, så han nød bare den voksende følelse der lå i ham, som blev større for hvert kærtegn. Ved hånden i håret kunne han ikke lade værd med at læne sig en anelse tilbage og ''ned" i den, og hans egen hænder løsnede sig fra hinanden, for at lade den ene hånds fingre kører ned imellem skulderbladene, og længere ned af rygsøjlen. 
Læberne blev sluppet, men ikke uden at han kortvarigt holdt hans underlæbe tilbage i en blød pirren, et lille smil til følge.
Skulle han vende dem om? En lokkende tanke, men ikke noget der vandt langt nok ind til at han faktisk fulgte den, ikke endnu i hvert fald.  

Det gode ved at de begge to følte at deres hjerte var ved at banke ud af brystkassen, var at de nok var for fokuseret på deres egen hjertebanken, til at lægge mærke til den anden, og siden Aldamar ikke lod til kommentere på det eller lægge mærke til det, så havde Fabian det også fint med at forsøge at ignorere hans egen hjertebanken.

Fabian havde aldrig rigtig følt sig kælet om, og næsten elsket, som han gjorde lige nu, som deres sløve tempo forsatte. Han havde foregivet det for andre, men aldrig følt hvordan den anden person var ligeså omhyggelig. Hvilket gjorde at en del af ham bare havde lyst til at tage det mod et hurtigere tempo, et mere lystent, men en langt større del, bare nød hvordan han fik opmærksomhed fra Aldamar.

Hans øjne gled langsomt op, for at kigge ind i Aldamars øjne igen. Ved Zaladin, hvor var han smuk i det her lys. Han børstede noget af håret væk fra hans ansigt, med hånden der alligevel kælede for hans hoved, før at han gav slip med begge af sine hænder, for at lade dem glide ned til Aldamars bukser. Hænderne gled på linjerne, og huden, og havde ikke travlt, men målet var alligevel at åbne bukserne. Der var ingen hast, men han ville gerne føle mere af Aldamar mod sig, og forhåbentlig ville Aldamar også hjælpe med hans egen underbeklædning. 

Hænder der efterlod uvirkelige brændemærker ned af hans krop, men ikke på nogen smertefuld måde. Nok nærmere det modsatte, da han fægte sig selv løfte sig en anelse imod fingrene på hans skind, inden at ryggen ramte madrassen  igen,  da hænderne gled ind under buksekanten, groundede ham en anelse, med et en veltilfreds gysen til følge. Aldamar løftede sig selv en anelse på albuerne for at kunne følge med, og da knappen åbnedes var han ikke den til at hjælpe en anelse, og løftede røven for at få dem hevet helt af sig.  

Det var så også her at Aldamar's mavemuskler spændte op, rettede ham fremad i en siddende position, så han kunne gribe om skuldrende på Fabian, og lade hænderne følge arm musklernes linjer og faste masse. Den krop. Aldamar følte et ufrivilligt sus af blod til hovedet, når tankerne faldt på hvad den krop nok sagtens kunne, og han skubbede med et lille puf Fabian tilbage, ned og ligge igen, så hans tanker ikke forsatte i den retning, idet at han lænede sig ind over ham.
Ikke overraskende at han foretrak det grovere, med den krop ville ingen da tænke to gange over at den skulle passes på. Den var for fristende at overgive sig til. Han kunne dog ikke skjule den mørkere farve det dansede over hans kindben ved de tanker, omend han lidt gemte det væk, da læberne i stedet lagde sig imod hans maveskind, for at bevæge sig længere nedad. 
Fik han lov, greb fingrene at i underbuksekanten for at trække dem væk også, en tilfreds nynnen til følge.

Fabians fingre summede af følelsen af Aldamars hud mod hans egne, og selvom han næsten havde lyst til at trække det ud, så var hans fingre næsten for vant til at åbne bukser, og de åbnede på få sekunder, og så var der ikke andet for, end endelig at trække dem fra Aldamar. Så hele kroppen var til skue. Fabians blik blev et par sekunder længere ved Aldamars nedre regioner, inden at de fulgte med, så han kunne trække bukserne og underbukserne helt af, og smide dem væk fra sengen, så de ikke lå og fyldte.

Han ville have bevæget sig videre, rørt mere, men blev taget fat i af Aldamar, og hans øjne var endnu engang på Aldamar, og de følelser der viste sig på fyrstesønnens ansigt. Han var ikke helt sikker på hvad han tænkte, men nok ting der passede ganske godt til hvad de havde gang i.
Han begyndte at læne sig bagud, som Aldamar pludselig begyndte at kysse hans overkrop, men han nægtede at lukke øjnene, men i stedet holdt blikket på Aldamar der var i gang med at pille tøjet af ham, og smage på ham. Hans fingre fandt de mørke krøller endnu engang, ikke for at styre ham, men for bare at have noget at holde fast i, skulle han forsætte
Hofterne blev løftet som det var tid til at hive dem af, så det var nemmere, men ellers overlod han beslutningerne til Aldamar. 

Når det kom til stykket, var det ikke med meget tøven i sig, at Aldamar fortsatte længere ned forbi underbuksekanten, da den først blev fjernet og dertil også kastet til siden. Hans bevægelser var sikre, hans tanker ligedele flyvende og samtidig utrolig nærværende, som han tog hvad han nemt kunne få ud af deres tid sammen her til aften.  Fabian havde nemlig ret, nydelse var nemt at sige jah til, og nydelse med ham var berusende. Selvom han ikke ville indrømme det selv, dem kære blonde mand, så vidste Aldamar at det var noget andet, når han følte hånden i de mørke krøller, og mødte blikket i et lille smil, inden at han begyndte at gøre det rigtigt rart.  
Han ville se hans ansigt, og mindes den her aften - både på godt og ondt. Satte billedet af ham sig ligeså godt fast i hukommelsen som Aldamar håbede, ville han også have noget at tænke tilbage på den dag at han ville gøre det her med Adena, og hun ville forhåbentlig ikke kunne se forskel på det smil det lurede i hans mundvig nu, til sammenligning med det smil der ville være tilstede når han var sammen med hende.  

Hvis han gjorde det godt nok, ville det være det samme udtryk af længsel, fornøjelse og lyst,  som Fabian fik lov til at opleve.  I sidste ende,  var det kun hvad man kunne kontrollere i egen krop, der var garanteret. Og han kunne i hvert fald garantere at han... ville prøve.