Armand nikkede, for han holdt virkelig ikke til meget og selvom han har drukket størstedelen af sit liv havde det ikke ændret sig. Han vidste ikke lige hvad der skete for at hans krop ikke kunne klare alkohol, til trods for at det var den eneste krop han nogensinde havde haft. "Jeg havde nu ikke behov for vand," indrømmede Armand til Clement da Athir var gået og smilede stort til skuespilleren.

Kroen var relativt proppet. Det havde den været siden Hovedstaden blev angrebet. Åh jo, nyhederne var skam nået helt her op. Det havde kun taget en dags tid. Folk flygtede fra byen, for at finde steder at bo. Nogle søgte tilflugt hos familie, andre havde ikke mulighed for at gemme sig andre steder end her, hvor klientellet var temmeligt blandet for at sige det pænt. Desuden var de fleste i byen villig til at leje et værelse, en kælder eller en tom staldbås ud for den rigtige pris.
Det samme gjaldt naturligvis også kroen, hvilket havde fyldt pengebeholdningen godt op og sat kropiger på overarbejde. Athir snakkede lige nu med en handlende fra hovedstaden, der forsøgte at bestikke sig til et værelse i stedet for den loftsplads, han havde sovet på.
"Jeg kan ikke bare smide folk ud af værelser de har betalt for, hr." svarede Athir ham fraværende, mens han åbnede for øltappen og fyldte en kande til randen og ventede på at herren ville sætte sin pris op. "Marie! Fire omgange kartoffelsuppe!" råbte han ud i køkkenet og vendte så tilbage til sin forhåbentligt indbringende samtale med guldbetyngede sælger.

Det havde været uger, måske måneder, siden Illiad havde forladt skolen, hun vidste ikke om de stadig var efter hende, eller om det aldrig så meget som skænkede hende en tanke. Der havde været snak om at børn der stak af, altid kom tilbage på den ene eller den anden måde, men Illiad tvivlede på det var sandt, og selv hvis det var, så havde skolen ændret sig siden da. Da mørket ankom vidste hun det var tid at smutte. Naivt havde hun efterladt flere ting, hun nu gik og manglede. Eddike var næsten umuligt at skaffe sig i det fri. Sandt nok solgte næsten enhver handlende det i byerne, men de ville normalt gerne havde noget i bytte, og Illiad havde intet at give dem. Intet hun ikke selv skulle bruge.
Hun kiggede over sit glas med vand og fulgte krofatterens samtale, som en kropige hastigt bar tre tallerkener med dampende varm suppe ud fra køkkenet og ind i krostuen.
Lugten af mad skar Illiad i næsen. Hun var sikker på den måtte smage glimrende, men hun havde ikke fået sit fix i dag. Hendes sanser var skarpe, men hendes smagsløg følte intet andet end aske når hun spiste. Selv vandet foran hende stod urørt efter den første slurk og hun gøs ved tanken om at tvinge mere ned. Hun havde brug for et fix.
Som kropigen gled gennem døren for at hente den sidste tallerken satte Illiad i sving. Hun gled fra stolen og tog tre unaturligt hurtige skridt efter pigen, i et forsøg på at komme igennem før døren svang i bag hende.
Kroen måtte have eddike. Og ikke blot eddike, men så mange andre ting hun behøvede. Salt. Ren salt. Ikke noget hun måtte prøve at filtrere ud af en død kanin eller ved at fordampe vand. Rent vand og ikke den beskidte undskyld hun trak fra søen. Helt basale ting enhver havde brug for, men Illiad mere end andre.

Athir fortsatte sin dybe og seriøse samtale med den handlende fra hovedstaden, der tydeligvis havde større og større trang til at få sin pengepung lettet. Krofatteren smed et par kander til over disken, sukkede dybt og slog øjnene op i loftet som om han talte, eller rettere tænkte til nogen deroppe. *Er det virkeligt nødvendigt? Herren med et ønske om en bedre soveplads mumlede et eller andet om at til de priser han betalte, måtte han da kunne få noget bedre at sove på. Og i øvrigt var den her vin da blevet fortyndet. Han havde skam ret i, at han betalte dyrt i forhold til resten af gæsterne i kroen. Men det var kun fordi, han tydelig havde råd til det efter Athirs mening. Sandsynligheden for, at købmanden var enig, var ikke særligt stor, men hvad han ikke vidste, havde han ikke ondt af. Hvad angik vinen, ville Athir hverken be- eller afkræfte påstanden, men træt var han blevet af denne diskussion. Og desuden havde han andre gæster at betjene. Han svarede manden med et par velvalgte ord og pludselig mente han også, at det tredobbelte af normal værelsespris for at sove på gulvtæppet i værelse nr. fire var helt fint. Det var jo bedre end den høballe, han havde brugt sidste nat på.
Krofatteren tog smilende imod penge og ønskede manden en god nattesøvn inden han forsatte med at betjene kunder og i øvrigt fuldstændigt ignorere, at der for flere mennesker gennem køkkendøren end højst nødvendigt.

Som døren gled i bag hende gled hun næsten lydløst, noget hun havde lært af at snige sig fra værelset om natten med sovende folk, om bag et bord. Hun ventede et øjeblik på at kropigen igen smuttede ud af døren før hun kastede et blik rundt. Hendes øjne havde antaget en rødlig kulør og hendes hun virkede blegere end den plejede.
"Eddike, Salt og lidt kul" Mumlede hun for sig selv, som hun trippede over til ovnen for at smutte et par stykker sort kul ned i kåbens dybe sorte lommer. Hun trak hætten ned fra hovedet for bedre kunne holde øje med døren, som hun kiggede i skuffer og poser efter resten.
Salten var let at finde. Den slags ligger altid hvor den skal bruges og ikke mange ville bemærke en håndfuld eller to forsvandt. Dette fyldte Illiads anden lomme. Eddiken var dog svære. Der var mange flasker og tønder i et krokøkken og kun en af dem havde hvad hun skulle bruge. Yderligere var hendes sanser ikke til at stole på, nu hvor alt stank og smagte af aske eller støv. For at gøre det hele mere besværligt, havde hun sjældent mere end øjeblikke til at bevæge sig fra et skjul til et andet, før døren igen gled op. Flere gange kunne hun have svoret at være set, men hver gang var kropigernes hast for stor, til at bemærke den sorte skikkelse glide om bag sit skjul.
Aften havde ikke været den rette tid. Hun havde troet kroens travle stue ville have distraheret folk, men i stedet havde det betydet flere ture fra køkken til stue. Hun skulle have ventet på natten, når kun de mest ihærdige drankere stadig holdt sig vågen, og krofatter selv havde fået et par indenbords. Men alas, her var hun og et sted herinde var hendes eddike.

"Marie! Hvor bliver de supper af, vi har folk der venter?" råbte krofatteren udden at vende hovedet i retning af døren. Hvad, han ikke vidste var, at Marie for et par minutter siden var forsvundet ud af bagdøren. Da krofatteren ikke fik det svar, han havde forventet, slog han døren op ind til køkkenet og råbte for at overdøve krostuen: "Marie?!".
"Hvor pokker bliver hun af... PIS!" Ud ad øjenkrogen havde han fået øje på suppegryden, gryden med suppe, suppen som krogæsterne skulle have, kartoffelsuppen. Og den var midt at koge over og boble ned ad siderne på gryden. Athir var ikke dum nok til at gribe fat om gryden uden at få fat i nogle handsker først, men hav var dum nok til at løfte skidtet hele vejen over på det store træbor i midten af rummet. Gryden kom derover i sikkerhed og boblede af, men den stakkels krofatter som kun var halvung, var nødt til at tage sig til ryggen og sætte sig på den nærmeste taburet og tage sig til ryggen. Den smerte forsvandt relativt hurtigt, men ikke smerten i knæet.
"For de syv dødssynder i helvede da også!" Sjovt nok kunne han fra netop den taburet se langt det meste af rummet inklussiv, hvor Illiad havde besluttet sig for at krybe i dækning. Med begge hænderne knugende om knæet i et forsøg på at lindre smerten, så han op på hende. "Hvad laver ud heromme? Ingen gæster i køkkenet, vi mister alt for mange penge på den måde." Hans knæ gjorde stadig ondt, men noget sagde ham, at det var bedre at holde begge øjne på den meget unge dame. Det var langt fra første gang han havde fanget en langfringret teenager heromme, og det ville nok heller ikke blive den sidste, tænkte Athir opgivende.

"MARIE?!"

Lyden af krofatter gav genklang i køkkenet som han havde slået døren op og Illiad nærmest kastede sig ned under bordet om halvt om bag en tønde med hvad hun gættede på var øl, men for alt hun vidste lige så godt kunne være saltet fisk. Hun prøvede at krybe længere ind og lade skyggerne sluge hende, men den hvide hud ville aldrig rigtigt forsvinde i mørket, som den skulle.
Fra sit skjul kunne hun se ham traske rundt og tage sig af det rod Marie åbenbart havde efterladt sig. Gryden så tung ud, og Illiad tvivlede ikke på at hun ville knække sammen under dens vægt. Eller måske ikke, hendes styrke synes at være ved at vende tilbage i takt med hendes sanser begynder at svigte, eller i hvert fald skifte form.
Som deres øjne mødes synes hendes hjerte at stoppe. En kold følelse glider om hende som hun sætter tænderne i læberne for at holde sig fra et skrig. Et øjeblik synes verden at gå i stå før hans blik glider videre og det hele synes at blive bedre. Så han hende ikke? Var hun bedre skjult end hun troede? Havde deres øjne ikke mødes?

"Hvad laver ud heromme? Ingen gæster i køkkenet, vi mister alt for mange penge på den måde."

Havde hun følt sig kold før, var det intet i forhold til hvad hun følte nu. Det var som om ilden pludselig var gået ud og nordisen havde afløst hendes blod. Hun måtte tænke hurtigt, hun måtte løbe imod døren. Hun måtte væk. Hun måtte...
"Marie sendte mig efter eddike til panderne"
Ordene forlod hendes mund før hun opdagede hendes læber havde skilt sig.
"Hun kan ikke få fedtet af den store sorte"
Ordene flød ud af munden på hende, hun vidste knap nok hvad de betød. Gav det overhovedet mening? Hvad var den store sorte? En pande? En gryde? Hvem var Marie overhovedet? Hans kone?
Hun sank en klump, men forblev i skyggerne bag tønden.

Smerten i knæet bed og var meget distraherende, men der var ikke så meget andet at gøre end bare at sidde og vente til det var gået over. Det var alle fald mere konstruktivt at sørge for at tøsen her ikke lavede flere ulykker, end hans egne ansatte allerede klarede helt fint.
"Godt forsøgt. Ingen bag krostuen uden, at de er ansat til det. Og jeg har ikke ansat dig." Krofatteren smilede overbærrende eller forsøgte mellem sine grimasser. Døren til krostuen stod dog stadig åben, så det var ikke svært at høre råbene derinde fra. Der var kommet mange indenfor den sidste time lige til spisetid, og hvis der var en tid, hvor folk var ubehjælpeligt utålmodige, var det spisetid. Han strakte nakken så han kunne se lidt af baren. En af kropigerne havde været hurtig nok til at tage over, så der i det mindste blev solgt alkohol.
Endelig rejste Athir sig op med besvær, haltende og med overkroppen vredet så han kunne holde den ene hånd lige over knæet, hvor det gjorde mest ondt. Da han havde nået køkkendøren råbte han et eller andet om at få fat i nogen til køkkenet, hvor efter han vendte opmærksomheden tilbage til den umådeligt blege, lagde han pludselig mærke til, pige bag tønden. Han brummede.
"Jeg kan ikke have dig til at rende rundt heromme uden opsyn, men du ser ikke så godt ud. Sæt dig og tag lidt vand, men så heller ikke mere." Han var halvt ude ad køkkendøren før han stak hovedet ind igen. "Du skulle vel ikke tilfældigvis være i stand til at lave mad, skulle du?" Athir vidste ikke, hvad han forventede, men han havde virkeligt brug for nogle ekstra hænder, og hvis tøsen ville arbejde for mad og husly, kunne han nok få det til at fungere.

Illiad skulle lige til at fyre flere løgne af. Noget med at Marie havde lovet hende tre æbler og en honningkage... Hendes hjerne måtte være ved at flyde ud gennem ørerne på hende, hvis hun rent faktisk troede han ville falde for den slags løgne. En honningkage? Virkelig?
Med et opgivende suk kravlede hun ud fra sit ly og trak hætten op over hovedet i et sidste forsøg på at holde sig skjult. Hendes skuldre sammenfaldne og hendes holdning ydmyg. Hun forventede halvt at blive smidt ud af vinduet eller få sat hundene på hælene. Er det ikke den slags man gør ved tyve? Han ville forhåbentlig ikke hugge hendes hånd af. På et øjeblik gled frygten ind og overdøvede alt andet. Hendes øjne søgte efter døren, men den var bag manden. Vinduet? Muligt, men urealistisk.
Hans ord fik hende dog i ro og en smule chokeret satte hun sig på tønden og kiggede på hams med sine rød-blå øjne. Ville han virkelig ikke straffe hende? Var det ikke sådan man gjorde? Måske var han bare... nej det gav ingen mening.

"Du skulle vel ikke tilfældigvis være i stand til at lave mad, skulle du?"

Illiad skubbede alle andre tanker til siden og kigge på krofatteren i en langt uforstående sekund, før hun opfattede hvad han spurgte om. Så det var sådan hun skulle betale? Ikke den værste måde.
"Jeg kan ordne suppen."
Sagde hun før hun nåede at stoppe sig selv. Hendes hånd allerede på en lille flaske i den nedre lomme.
"Eller... Jo, jeg kan godt lave mad"
Hun var ikke sikker på om hun prøvede at overbevise ham, eller sig selv. Hendes smagsløg var næppe vendt tilbage af at sidde under bordet, men på den anden side, med lidt tid i køkkenet kunne hun hurtigt finde eddiken og hælde det ned i hendes glas. Det skulle bare blandes, resten var klart.

Den ældre herre rynkede brynene. Det lød ikke meget som om den unge dame var særligt velbevandret i et køkken men lidt havde vel også ret. Og han havde virkeligt brug for at der var mere end et væsen i køkkenet. Han så lidt ned på knæet. Smerten var ved at fortage sige.
"Forbandede knæ..." skumlede han. "Nuvel, du er ansat. På prøvetid. Tag noget vand og sæt dig på den skammel til Marie er tilbage. Hun står for al madlavningen," Athir så kort på den overkogte gryde suppe, "For det meste. Jeg er tilbage om lidt. " Han nåede lige at fyre en bemærkning af om ikke at røre ved noget, før han var helt ud af det bekvemme krokøkken.

Athir humbede ud af baren og maste sig igennem den tætpakkede kro. Han håbede ved guder, at folk var i stand til at holde deres evner i ave. Hvis der gik ild i et eller, kunne det da ikke ske på et værre tidspunkt. Den slags problemer var heldivis noget, han efterhånden havde vendet sig til at spotte på lang afstand og gerne et par sekunder før det gik helt galt. Noget han var endnu bedre til at få øje på, hvis han selv skulle udtale sig om sagen, var utilfredse kunder. Et sådant firkløver sad lige præcis ved det bord, han standsede ved.
"Jeg ved I har ventet et stykke tid på jeres mad, men der er sket et mindre æhm... uheld ude i køkkenet. Kan jeg friste med en omgang mjød på husets regning, gutter?" Et tidspunkt som nu brugt han specifikt ikke sine medfødte talegaver. Der var ingen grund til at ophidse dem yderligere. Heldigvis lod det til at gratis alkohol var nok til holde ro på selskabet. De nikkede alle fire noget muggent og lod krofatteren forsætte sin haltende vandring mod gården, hvor en ung mand stod og holdt vagt. Han så ikke ud af meget, men det var nok til at Athir slap for at brække ryggen på at slæbe gryden igen. De to åbnede hoveddøren og var nu langsomt på vej tilbage til køkkenet gennem den tætpakkede krostue.

Hendes blik søgte rundt i lokalet, halvt efter en vej ud, og halvt efter en grønlig flaske med et genkendeligt markat. Hvis han da overhovedet havde sat sådan et på. Kokke der hånterede køkkenet alene ville ofte ikke besvære sig selv med den slags. De vidste alligevel altid hvor tingene stod og halvdelen af dem vejede ikke engang før de hældte i gryden. Barbarisk havde Illiads forældre kaldt det. Hendes mor havde altid haft tre regler for køkkenet... Okay det var mere et laboratorie end et køkken.
Regl nummer et. Mål to gange. Man kunne aldrig vide om der ville gå noget galt i en måling, så derfor skulle man altid måle efter, for at se om resultatet blev det samme. Det var en uhyrlig trættende process, men den havde flere gange givet gevinst.
Regl nummer to. Marker alt. Uden at proppe det i munden er det næsten umuligt at se forskel på køkkensalt og talibu krystaler. Og den ene giver kødet mere smag og lader det holde længere. Den anden dræner alt væsken ud af kroppen eller sammenklemmer din lever i løbet af minutter. Marker, marker og marker.
Den tredje regl var den vigtigste. Spis andetsted!

Hun nikkede til krofatterens ryg. Hun havde hørt efter. Eller, hun vidste hvad han havde sagt. Hendes blik havde strejfet en flaske hun mistænkte for at være hvad hun kom efter. Lige bag vandet.
Som han forsvandt ud af døren gled hun næsten lydløst henover gulvet, greb et stort trækrus og fyldte den halvt med vand. Et forsigtigt blik over skulderen fortalte at han var forsvundet ud af døren og hun kunne mærke hvordan adrenalinen begyndte at blusse gennem hendes blod. Med en hånd greb hun flasken og hældte vandet tilbage i tønden. Enkelte dråber strøjtede til siden som hun hev proppen af edikken, mens den anden hånd frembragte en målekolbe fra hendes inderlomme. Den tykke frakke hjalp med at disse ikke var for meget i vejen.
En hurtig måling og derefter forsvandt edikken ned i kruset, der burde have indholdt vand. Herfra gik hendes hænder i selvsving. 3 saltkrystaller og en præcist afskåret stump kul forsvandt ned i krusset, før hun satte sig tilbage på sin plads, hvor Athir havde bedt hende blive til han kom tilbage. En lille flaske i hendes bælte havde resten hun behøvede og med et svuptag forsvandt dennes indhold ned i krusset, der straks lod en lille grå røgsky springe til vejrs. Hun indåndede dampen som den strøg forbi hende og straks sprang blodårer til synes i hendes øjne.
Hendes hjerte slog en enkelt gang og hvis ikke hun havde prøvet det før ville hun have gispet efter vejret. Hendes indre brændte og smerten skød gennem hende, men hun knugede hænderne om krusset.
Drik Illiad... Drik 
Hun hævede krusset og drak i tre store glupske mundfulde den røde tyktflydende væske. Resterne tog hun en finger og slikkede op fra bunden inden hun satte krusset fra sig.
Havde nogen set det?
Hun kiggede imod døren, som farven begyndte at vende tilbage til hendes ansigt. Hendes hjørnetænder trak sig langsomt op i tandkødet og lyset fra ildstedet var ikke længere brændende i hendes øjne. Hun sukkede i fryd for sig selv.

Athir og drengen, han havde hentet var nu nået om på den anden side af bardisken. På mirakuløs vis, var de ikke blevet standset på vejen, eller det ville sige ikke med vilje. En enkelt klaphat besluttede sig for at skubbe sin stol baglæns i samme øjeblik, som Athirs dårlige knæ passerede forbi i ryglænshøjde. Det var grunden til, han stadig humpede, mens han forklarede situationen til den hentede hjælp, hvis navn i øvrigt var Taran.
"Hvor ofte forsvinder Marie fra køkkenet, når jeg ikke er her?" spurgte han den unge mand, mens han fraværende fyldte et par krus med øl, så det skummede, og fejede betalingen ned i hånden.
"Det er jeg holdt med at holde tal på. Men jeg tror, det rigtige ord for damen er en 'fri sjæl'," svarede Taran og satte et par tomme krus på plads. Athir skumlede.
"Jaja, kvindemennesket ser godt ud for 40, men der må da være grænser. Det var i hvert fald ikke, hvad jeg mente med, at hun skulle holde kunderne glade," svarede han irritabelt, men det holdt kun et par sekunder. Da Taran og krofatteren var kommet igennem køkkendøren, smålo de begge. Det var trods alt ikke så meget at gøre ved sagen. Ikke ud over at hyre mere køkkenpersonale.

"Nå tøs. Du ser ud til at have det bedre," brummede Athir og ignorerede fuldstændigt, at Illiads øjenfarve var skiftet igen. Ærligt talt havde manden ikke lagt mærke til, hvad farve de var før, han forlod køkkenet, lige som han helder ikke havde lagt mærke til hugtænderne. Maden, der var ved at koge over, og hans smertende knæ, havde taget opmærksomheden. Athir nikkede over mod sin medhjælper. "Det her er Taran, staldknægt, vagt, og så videre, med mere. Taran, det her er..." Krofatterens pande slog et par dybe, tænksomme folder. "Det har jeg faktisk ingen anelse om. Hvad er dit navn?"

Luften i krostuen var varm og fyldt med stemmerne fra glade kunder og lyden af et køkken i fuld sving. Det var langt over aftensmadstid, men nu var Tusmørkely et stoppested for rejsende, så den slags var altid meget fleksibelt. Og så var det jo lørdag.
Ligesom alle andre after stod Athir med underarmene støttende på den fremtrædende vom og tørrede ølkrus af.

Det havde været en lang tur ned til Tusmørkedalen for Emilia. Især fordi at hun egentlig ikke var så hurtig på benene pga. hendes ringe størrelse. Men nu var hun nået til Tusmørkedalen, og det havde været en lang tur, tog hun ind på den nærmeste kro. Hun smuttede ind af døren da en anden åbnede den, og hoppede op ved baren for at stå på sæddet. "En øl og måske lidt mad hvis det kan ordnes," kom den lyse stemme fra kaninen der var tydeligt klædt i Lysets Hærs uniform.

Ikke lang tid efter at en mand og samtidig kaninen var åget ind på kroen blev døren åbnet af en stor mand og hans to kammerater. Baldr trådte ind på kroen med en hjertelig latter og gik med det samme hen til krofatteren, hvor han slog røven i sædet, sammen med de to andre store nordmænd. Et kort blik på kaninen i uniformen fik ham til at ryste på hovedet for sig selv. "Krofatter! Vi kunne godt bruge en tønde af det stærkeste du har!" 

Jarko besøgte jævnligt Tusmørkekroen, og i aften var ingen undtagelse. Denne gang var han dog tæt på at vælte over en lille skabning på vej op til krofatter, og han måtte nærmest hastigt hoppe til side. "Undskyld.." Brummede han, med et meget overrasket blik nedad. 
Hans blik vandrede videre til en stor nordbo: "Jeg vil gerne være med på den tønde dér.."

Talia var faktisk ikke helt sikkert på hvor hun var endt henne. Der var rimelig dunkelt i byen men herinde så der ud til at være massere af liv og glade dage. Som hun åbnede døren blev hun ramt af larmende lyde, lugten af mad og synet af skummende drikke. Det var indtagende. Den hvidhårede pige gik nysgerrigt ind, uden helt at se sig for, hvilket resulterede i at hun stødte ind i en snuske mand der havde opmærksomheden mod nordmændende "Undskyld!"

"Så gerne lille dame," svarede Athir med et hjerteligt smil og vendte hovedet så den gråsprængte manke svirpede ham i nakken. "Marie! En omgang til af dagens suppe!" brølede han ud i køkkenet efterfulgt af en ordre til en "Henrik" om en tønde fra kælderen. Athir selv strakte armene i vejret for at nå de store krus (og et tekrus), fik fadt alle de rigtige håndtag, og var lige ved at tabe dem da to kropiger kom farerne forbi med dagens suppe så den midaldrende mand to en snurretur om sig selv. "I kommer lige på de rigtige tidspunkt drenge!" sagde han stormsmilende og stak en fyldt tekop til den lille halvkanin.

Emilia ænsede dårligt at der var ved at blive gået ind i hende. Hun havde dog et problem med at hun dårligt kunne se over desken, men det gik da. Selvom at spise måske kunne være lidt problematisk, når hun fik det.
"Tusinde tak," sagde hun taknemmeligt, og tog den lille tekop. Den var stadig ret stor, men det var til at drikke af. Så hun sippede lidt til den. Det var udemærket. 

Baldrs venner endte faktisk med at sprede sig lidt ud til de andre borde, så han sad ved en lidt lurvet mand, der gerne ville tage del i hans tønde. Han slog op i en varm latter og gav den lurvede mand et godt klask i ryggen. "Så'n skal det være! Hvad er dit navn?" han grinede videre som flere dukkede op på kroen, en lille tøs der stod bag dem alle sammen og så selve krofatteren der snurrede rundt i lettere forvirrende, kaotiske bevægelser. "Det var godt, vi skal fandme være så fulde at vi ikke kan gå i morgen!"