Tilgivelse var tilsyneladende ikke et ord i Sidkas sprogregister. Det var i hvert fald negativt ladet for en mørkelver, siden hun ikke ønskede at bruge det. Det var en interessant observation af hende og hendes slags, som Lucid noterede sig. 
Personligt havde han selv været en del nådesløs, når det kom til de målrettede angreb fra hans lange liste af fjender, men de fleste af dem havde ikke overlevet længe nok til at få hans tilgivelse. Havde han været i Sidkas sted, havde han nok taget afstand fra Sibals perversiteter, og de drabelige skænderi ville nok aldrig være fundet sted.

"Jeg håber for dig, at du får lov til at se din bror krybe for hvad han har gjort mod dig. Måske, hvis du lærer at slippe ham, kan du få ro på dine voldsomme mareridt..." Det var sjældent at han havde set noget så traumatiserende, som det Sidka oplevede om natten. Der var ikke noget at sige til, at hun ikke kunne finde hoved og hale i drømme og virkelighed, når hendes bror legede gemmeleg for hende i drømmene også. Det var noget Lucid kunne hjælpe med, men det ville tage meget af hans tid. Og tid var ikke noget han havde så meget af, når han var ude af Aztaroth. "Du må projektere din vrede over på et andet individ. Hvis du kunne lære at elske på ny... Ville du kunne vokse dig endnu stærkere end din bror." Blot et godt råd fra en dæmonpræst. 

    "Stærkere end ham?" gentog Sidka.
    Ordene var som sød musik i hendes ører. Før i tiden ville det være en slem ting at sige til Sidka. Hun skulle ikke være stærkere end ham og han heller ikke stærkere end hende. De skulle komplimenterer hinanden i alt, og sammen nåede de nye højder for mørkelvisk styrke og magisk kunnen. Men lige nu. Lige nu gav det hende blod på tanden at hun kunne blive stærkere end ham og rigtig sørge for at tvære hans fjæs ned i de kolde, mørke borgsten.
    "Elske på ny..." mumlede hun.
    Der var kun én Sibal, og han var den  eneste, hun nogensinde havde villet noget med. De andre i klanen var ikke gode nok. Ikke stærke nok, kløgtige nok eller forstod hende nok. Den kærlighed der var mellem tvillingerne var ulig noget andet - måske fordi kærlighed ikke var det, man brugte mest tid på i deres klan helt generelt. Alt var meget mere fokuseret på at fordre styrken hos de unge.
    "Hvad prædiker din gud om kærlighed?" spurgte hun så, for det var bestemt ikke Nalish'ras stærke side i de prædikerne, Sidka havde hørt i sin opvækst. De handlede oftere om blodritualer og hvordan man bedrog folk  så snart, man havde lokket dem til sig med sin list.

Hvad? Var hun utilfreds over opskriften på styrke, nu hvor han begyndte at tale om elskov? Hans hale viklede sig om stolebenet på den stol han havde rejst sig fra, og trak den til sig, så han kunne tage plads på armlænet. Det ville tage noget tid, hvis hun ønskede kærlighedsråd fra Zaladin selv…

”Kærlighed er Lauranas domæne, ved du nok…” Indledte han langsomt ”I nyere tid har det næsten ikke muligt at finde evidens for, at Zaladin nogensinde havde prædiket positivt om kærlighed, men Zaladin er ikke kærlighedsfornægter, tvært imod. Han anerkender det, for kærlighed er Isaris største våben, ja… Men det er kun fordi størstedelen af mennesker formerer sig af kærlighed. De har kærlighed til deres forældre og børn, og deres dronning og deres historie. De er i stand til at elske så højt, at de vil gå i krig for det. Du, Sidkanys, er ikke en stærk soldat, for du vil ikke gå i krig for din gud eller dit land. Du går i krig fordi… du er blevet beordret til det? Du går ikke i krig fordi du elsker dit land eller din gud, men fordi Lysets Tjenere ser dig som det skidt du er, og har fordømt dig og din slags ud af Elverly og væk fra de større byer. Fordi du hader alle andre end dig selv og din bror… Hvis du tror du kan vinde noget som helst med had, tager du fejl. Din drivkraft er den kærlighed du har til din bror, som du troede var gensidig.”

Han havde ikke noget personligt had til Sidka, men hun skulle dog alligevel høre på sandheden. Han havde trods alt fundet hende fortabt ude i sneen, hvor hun muligvis var blevet dræbt af den bidske kulde, hvis ikke det var fordi Lucid havde haft en smule kærlighed til Nalish’ras børn, og fordi en død soldat intet var værd i kampen mod Lyset.

Lucid rejste sig op og kiggede hende køligt i øjnene. Hans ansigt var stramt og formanende. ”Hvis det hjælper på noget som helst, så er kødelig omgang mellem bror og søster en vederstyggelighed… Det går altid galt.”

    Sidka stod mundlam og tog den smøre, Lucid kom med, ind. Eller hun prøvede i hvert fald på det. Der var noget ved præster, når de først gik i gang. Både havde de uendelig viden om deres domæne (Sidka selv havde svært ved at huske navnene på mere end fem guder ad gangen), men de fik en aura af ophøjethed, når de snakkede om det guddommelige. Selv her midt i hospitalsfløjen og siddende på et armlæn, var det tydeligt, at man ikke skulle afbryde Lucid i hans forklaring og formaning. Så kunne selve guddomen nærmest slå en i jorden, hvis man vovede at gøre det. Den aura af autoritet behøvede han ikke en præstestol eller en hævet stemme for at besidde, og Sidka blev i det øjeblik helt forlegen over, hvordan hun havde opført sig i drømmen. Som et barn, der ikke måtte få slik selv efter at have plaget længe. Tænk at Lucid faktisk havde holdt hende ud. Hvorfor mon han stadig gjorde?
    "Nej, øh, undskyld..." mumlede hun, og var i tvivl om, hvorvidt hun burde tiltale ham med et 'ypperstepræst' eller lignende.
    Ordene ramte hårdt et sted, Sidka ikke havde troet, hun havde ømme følelser. Hun var vant til at være den bedste. Den bedste magiker, den bedste mørkelveryngling, den bedste søster... Hun forventede et eller andet sted, at hun også var den bedste soldat. Men spillereglerne i Mørket var anderledes i I'endrith og den rå, dyriske drivkraft hun ellers baserede alle sine handlinger på, duede ikke her. Her havde hun taktik fra oven og kun sit behov for Sibal at drive sig fremad. Taktik hun ikke forstod, og Sibal, der ikke længere ville have hende.
    Det var som at stå foran en afgrund, hvor hun havde smidt uendeligt mange ting ned og stadig forventede, at de på magisk vis ville komme op igen. Med en tomhed, hun aldrig havde følt før, stigende helt op i øjnene, løftede hun blikket til Lucid.
    "Men alt jeg kender til er had."

"Det er fordi din kultur er hadefuld..." Lucid observerede Sidka som processerede hans ord helt privat og uden at dele hvad der gik igennem hendes hoved. Lucid foretrak selv at gætte, frem for at spørge... "Men vi er ikke født onde og hadefulde. Det er simpelthen noget vi er blevet gjort til... Men du er stadig ung, fornemmer jeg på dig, Sidkanys. Det kan være at din bror har været med til at forme dig nu, men nu har du løsrevet dig fra ham. Det er tid til at finde ud af hvad du er i stand til." Han rejste sig igen "Alene.." Hans blik var slet ikke hård eller formanende længere. Han talte til hende for at hjælpe og vejlede hende, ikke at få hende til at hade ham eller den gud han tjente.

"Du bør få dig noget hvile... For hvem ved hvornår de næste udfordringer kommer?" Hun havde godt nok lige sovet, men det havde været noget af et mareridt hun havde haft. Men mest af alt var hendes krop stadig skadet af kulden og tæskene. Lucid smilte til hende og trak sig væk fra hende. "Det kan være vi støder på hinanden, i den virkelige verden eller i drømmene..." Hilste han farvel. Han troede ikke på at han ville støde på hende, en menig soldat igen, men han ville bare være venlig. Sådan en som Sidka holdt nok ikke længe... regnede han med...

    Vi er ikke født onde og hadefulde.
    At høre det fra en Zaladinpræst var nok noget at det sidste, Sidka havde forestillet sig, hun skulle opleve. Alt plejede at være sorthvidt i hendes forståelse af verden, men det var Lucid ikke. Han passede ikke ned i nogle af kasserne, hun havde i sit verdensbillede. De to kasser.
    At finde ud af, hvad hun var i stand til virkede lidt som et spild af ressourcer. Hun vidste jo godt, hvad hun var i stand til. Især hvad hun kunne sammen med Sibal. Men hvis hun skulle til at genopdage alt det... Uden ham? Hun sænkede blikket og vidste ikke, hvad hun skulle sige, men det lod også til at være ligemeget for ypperstepræsten. Han var færdig med at tale til hende, og det var nok også for det bedste. Han havde fyldt så mange ord på hende, at hun næsten ikke kunne finde sine egne. Men nogle af dem gravede sig ned i tankerne og bed sig fast. Lære at elske igen. Alene. En dårlig soldat.
    Hun endte med blot at nikke til ham og  gøre antræk til at sove videre. Kroppen havde stadig kritisk brug for hvile oven på skaderne. Det var næppe den korrekte måde at sige farvel til sin redningsmand på, men et Tak virkede også alt for venligt. Som om det ikke havde sin plads her mellem den sorte borgs mure.

    Da Sidka vågnede igen var hun sikker i sin sag. Hun skulle gøre noget alene, som gjorde hende til en god soldat (ja, hendes hjerne havde ganske vist ignoreret den del med at lære at elske). Så snart hun var kommet sig helt, ville hun gå til sin korporal Lazarus og fortælle ham alt om tiden i Elverly. Det var noget, hun ikke før havde fundet relevant, men med de ting Yume'Ave Risindier  havde fortalt hende, kunne hun vinkle det til deres fordel. Ledelsen kunne garanteret bruge snavs på rådsmedlemmer i Elverly, og Sidka havde noget. Måske var Yumes magi også værd at nævne, omend Sidka stadig ikke var helt sikker på, præcis hvordan den fungerede. Det måtte være den rigtige beslutning. Til Zaladin med Sibal og hans forfremmelser. Nu ville hun give Mørket noget at bruge, så de ikke kunne se bort fra hendes evner.
    Dét her var den rigtige ting at gøre.