Pax nikkede en enkelt gang med ét lille smil liggende truende i hans ene mundvige. Det brød dog unægtelig frem end ikke øjeblikket efter, da Juno dernæst spøgede med deres aldersforskel og teatralsk kastede Pax sig ned at ligge på madrassen.
”Jeg kan huske dengang, jeg var 20”, sagde han, hans stemme påtaget nostalgisk. Hans stålgrå øje gnistrede af indestængt morskab i det, at han dernæst skævede til Juno ved sin side. ”I unge har det for nemt i dag. Dengang jeg var en knægt, der kan jeg godt sige dig –” Pax tav og klukkede lavmælt, hvorefter han smed sit ene ben henover begge af den andens.
”Jeg har noget til dig. En fødselsdagsgave vel”, indrømmede han hastigt, forinden at Juno kunne nå at tæske ham synder og sammen. Pax drejede rundt, så han atter lå med fronten mod ham og smilede bredt. ”Det er ikke færdigt endnu men… det bliver det en af de næste dage. Jeg har været hele hovedstaden rundt i dag.” Pax fnøs men moret, hans udgave af et halvhjertet grin.

Med stor utilfredshed fulgte Juno Pax med blikket, da fyren kastede sig ned på madrassen og dermed ikke længere var lige så tæt på Juno, som han foretrak at have ham. Sekundet efter brød han dog ud i lavmælt latter, da Pax begyndte selv at spøge med sin alder, og vigtigst af alt, igen kom tættere på ham.

"Hvilke slags gave kræver, at du tager hele byen rundt?" spurgte Juno nysgerrigt og møvede sig tættere ind mod Pax, som ville det hjælpe ham med at få besvaret sit spørgsmål, selvom han udmærket vidste, at Pax ville holde den slags en hemmelighed indtil sidste øjeblik. "Er det samme ting, som du skulle forberede inden vi bliver gift?" spurgte han så i stedet, forhåbningsfuld om at Pax måske ville besvare dét spørgsmål, og, inden han kunne nå at svare ham, tilføjede han; "Du forkæler mig." 
Han knugede stadig halsbåndet ind til sig, selvom det slet ikke var hans, og selvom han egentlig hellere ville bruge sine hænder til at røre ved Pax, men han kunne ikke få sig selv til at slippe det. For hver gave Pax gav ham, fik Juno et behov for også at give ham noget. 

Pax skævede til Juno, da den anden begyndte på sine nærgående spørgsmål. Da han dog omsider holdte inde, bredte der sig et bredt grin henover hans mund, der ikke blot flækkede hans læber men som også fik hans smilehul til at titte frem.
"Du er så skide nysgerrig. Lad mig have mine hemmeligheder for mig selv", gav Pax godmodigt igen, hvorefter han stak en arm ind under Junos nakke.
Pax hev ham tættere indtil sig og lagde sine fingre om halsbåndet, hans intention klar. Da Juno dog gav ham det, smed Pax det fra sig på gulvet og lagde sin anden arm henover hans hofter, således at hans håndflade kunne hvile mod Junos ryg.
Stadig smilede han. Det var ganske enkelt umuligt at lade være...
Langsomt lagde Pax sin hånd, den der netop var landet omkring den anden, på Junos ene kind. Hans tommelfinger strøg kærligt nedover den bløde hud, alt imens de tofarvede øjne gled henover det kønne ansigt, som ledte han efter noget, han kun kunne finde deri.
Jeg fatter ikke, at du er her nogen gange. At du virkelig er her. I live. Efter så lang tid... med alt hvad der er sket. For mig, for dig...
Pax sagde ikke dét, han tænkte, for på en eller anden måde føltes det som om, at dén tanke var hans alene. I stedet sagde han: "Du ville snakke om Verdis tidligere - hun har regnet det ud, ikke? Eller sagde du det?" Der var ingen anklagende klang, ingen forudrettethed eller ubehag at spore i Paxs stemme. Kun en lettere morskab, som kunne han forestille sig dét, der var hændt.

"Aldrig!" spruttede Juno, da Pax bad om at have sine hemmeligheder i fred. Ikke kun hvad der gjaldt gaver til ham selv, men helt generelt var der ikke dét, Juno ikke gerne ville vide af hemmeligheder, om Pax og om Flokken. Intet Pax sagde eller afslørede kunne få Juno til at ombestemme sig på dét punkt.
Modvilligt gav han ham halsbåndet, men udbrød et "hey!" da Pax blot smed det fra sig, gestusen tydelig mere værd for Juno end genstanden var for Pax. Værre var det dog heller ikke, end at Pax nemt kunne distrahere ham blot ved at røre ved ham, og Juno udnyttede også sine ledige hænder til at lægge en arm om Pax, indtil de nærmest ikke kunne være tættere på hinanden.
Hvad Pax så i hans øjne vidste han ikke, men Juno så sin fremtid i Pax's. Han så deres forening, deres hjem, Ulvens Flok, deres børn. Han så kærlighed og tryghed, et hjem og en familie.

Juno skar en grimasse da Verdis blev nævnt. Det havde han glemt alt om og for at gøre det hele værre, ramte Pax's spørgsmål alt for tæt på sandheden. Det tog Juno et øjeblik at kalibrere at Verdis ikke var en mand i kjole, men efter et enkelt undrende og lidt skeptisk blik på Pax, accepterede han det. "Hun vidste det allerede," surmulede han med en skulen mod Pax, der afslørede at det måske ikke var helt sandt. "Hun vidste i hvert lige hvad hun skulle spørge mig om, for at pisse mig af." Indrømmelsen blev sagt lavmælt, men med næsten lige så irriteret en tone, som da Verdis rent faktisk havde udspurgt ham. "Påstod at det var Evlyn, der var grunden til at du var i dårligt humør. Jeg sagde bare, at Evlyn ikke ragede dig en skid længere." 

Pax lyttede selvom hans øjne var forsvundet fra Junos egne. De lå i stedet fæstnet nær hans finger, der tegnede kruseduller på den blonde mands mave; en hengiven, næsten tankeløs gestus der kun handlede om berøring, indtil dét øjeblik dén ophørte.
”Måske var det tanken om Evlyn der gjorde mig vred”, mumlede han, hvorefter han trak let på den ene skulder. Pax kunne ikke modsige tanken, der fortalte ham, at dét han havde gang i var ondskabsfuldt men han kunne heller ikke slippe dén følelse af bitterhed i ham, der fik ham til at fortsætte. Den var nemlig grøn og grim, og sprunget ud af ingen ting fra det ene øjeblik til det andet.
”Og Evlyn rager mig stadig en skid. Man stopper jo ikke bare med at elske én, vel?” Pax hævede først da sit tofarvede blik, der var mere hårdt end noget andet og hvis eneste formål var, at skjule at han var såret. Nok var Hector ikke ham og nok havde de ikke været intime, men lugten snød ingen: de havde været tætte og dét faktum, gjorde Pax så jaloux, at han blev udadreagerende i sin vrede.
Pax skar en grimasse, sukkede og lagde sin om på ryggen, således at kun hans arm under Junos nakke var den eneste kropsdel, han berørte den anden med. Han lå stille lidt og mumlede så, næsten resigneret: ”Elsker du ham stadig? Savner du ham?” Hvad giver han dig, som jeg ikke gør? Hvorfor er jeg ikke nok?

Det var den slags berøring Juno elskede mest af alt; når Pax bare rørte ham, uden at det nødvendigvis skulle blive til mere. Når han kunne lukke sine øjne og alligevel føle, at Pax var hos ham og kunne beskytte ham. 
Juno blev tvunget tilbage til virkeligheden, da Pax svarede ham og samtidig stoppede sine kærtegn. Der kunne lige så godt være blevet hældt en kold spand vand ud over dem, og Juno så chokeret på Pax. Han havde ikke regnet med at blive modsagt, for han havde ikke regnet med at Pax ville tage hans ord alvorligt. Han vidste godt, at Evlyn stadig betød noget for Pax, selvom han ønskede at hun ikke gjorde, men hvad Pax ikke havde hørt, og som Juno havde, var Verdis' stemme der spurgte, om Pax fortrød at han havde forladt hende. Ord, der brummede bagerst i Junos hoved stadig, og som han hørte Pax give Verdis ret i.
Det betød ikke noget hvad Pax rent faktisk sagde, for i den kontekst Juno havde, sagde han, at han fortrød at have forladt hende, og da Pax derudover også holdt op med at røre ham, var Juno fuldstændig lige så vred, som han havde været med Verdis. Og hvor Verdis klogt havde valgt ikke at fortsætte sin prikke, valgte Pax at bringe Hector op. 

Junos arm lå stadig om Pax, og med Pax's arm trukket om bag sin ryg, søgte Juno hans hånd og holdt den i sin, inden han med ét rullede dem rundt og lod Pax's arm ende under ham selv, imens Juno satte sig over ham, med et truende blik og en hånd mod Pax's skulder, hvori han lagde sin vægt. Han holdt øje med alle Ulvens bevægelser og selvom han ikke havde vægten til at holde ham nede, hvis Pax kæmpede seriøst imod, så behøvede han heller ikke dét; han behøvede bare at vise ham, at han var en trussel, der skulle tages seriøst i fremtiden. 
"Han var min bedste ven inden alt det her lort," snerrede han. "Hvad er dit problem, hvis du stadig selv elsker den blonde kælling? Gift dig med hende i stedet, så! Få dine egne børn!" Junos stemme steg til en råben til sidst, frustreret over at føle at Pax ikke forstod ham - også selvom han sagde det modsatte af, hvad han følte. 

Det var Ulvens instinkter der lod Pax vide, at noget var under opsejling og skønt han vidste, at Juno ville blive vred, havde han ikke medregnet den fysiske afstraffelse. At Juno i det hele taget holdte ham fast, holdte ham nede, satte sig på ham...
En dyrisk knurren lød brummende fra Paxs menneskestrube, mere én naturgivent respons end af egentlige vilje, men heller ikke én Pax nåede at kvæle forinden, at den allerede lød.
Han brød sig ikke om at blive holdte nede. Han brød sig ikke om at blive holdt fast. Heller ikke selvom de ikke kneppede...
Paxs læber var presset sammen til smalle sprækker men det forhindrede ham ikke i at tage en dyb indånding igennem næsen, der ikke blot hævede hans brystkasse og derved Juno, men som også sendte samtlige duftspor hele vejen ned i det nederste af hans lunger.
For et langt øjeblik lå Pax og tæmmede den stemme, der skreg af ham, at Juno skulle sættes på plads, mases ned hvorfra han kom, som den uregerlige ulveunge, han var.
Han sagde intet, gjorde intet, tog intet initiativ før, at hans brændende ild indeni omsider blev afkølet og imens, at han tvang sit temperament ind i sit kontrollerede bur bagerst i hans bevidsthed, stirrede han op på Juno. Pax end ikke blinkede.
Da Pax endelig åbnede munden, var hans stemme lavmælt men ikke hverken vred eller forarget. Heller ikke sørgmodig eller på anden vis sigende i forhold til dét, han følte, men langt snarere faktuel, konstaterende... distanceret - for heller ikke Pax hørte egentlig det, at Juno sagde...
"Fint. Så pis af." Han fortrød ordene i samme øjeblik, at han havde sagt dem og desperationen, der dernæst fulgte kunne konkurrere på lige fod med dén, han havde følt den nat, hvor Rottebandens hus var forsvundet i et flammehav. Nej. Nej, du må ikke gå. Du må ikke gå.
Med ét kastede Pax sig frem og greb om Juno med al sin vægt, så den blonde mand i ét rul atter lå nederst og først da, lod Pax sin smerte afsløre i hans blik. Uden at vide, hvad han skulle gøre, hvad han skulle sige, hviskede han, næsten bedende: "Nej. Jeg elsker dig."

Juno vidste, at han var provokerende. Han vidste, at Pax ikke ligefrem ville bryde sig om at blive holdt nede. Han vidste, at han kun beviste, hvad Pax selv sagde om, at han var for temperamentsfuld til at kunne hjælpe Ulvens Flok. Han vidste, at hans handlinger ville få negative konsekvenser, og selvom den knurren Pax kom med, fik Junos hjerte til at sætte sig i halsen på ham, mindet om hvor farlig Ulven var, blev han siddende. 
Alt det var ligegyldigt, hvis bare Pax ville sige ham imod; fortælle ham, at han aldrig ville så meget som overveje at indgå i en forening med Evlyn, at han ikke behøvede at få sine egne børn, at han ikke havde noget problem med Hector. 

Det svar han fik i stedet, fik Juno til at slippe sin vægt fra ham. Pis af. Pax's ord satte sig fast i Junos hjerte med det samme. Kunne han ikke se, at Juno sad her og skændtes med ham, fordi han hellere ville have at de råbte af hinanden, end han ville sove et andet sted? Men hvis Pax bad ham om at gå - så ville han gå. 
Længere nåede han dog ikke, hans bevægelser gjort langsomme, næsten hakkende, af at blive bedt om at gøre noget han på ingen måde havde lyst til, og lettelse strømmede igennem ham, da Pax pludselig holdt ham nede igen. 
"Så giv mig ret i, at din korte lunte ikke er hendes skyld! Sig, det er min!" Bad Juno, hans stemme skinger, imens han kæmpede imod alt det Evlyn, Verdis og Pax havde sagt, der alt sammen pegede mod, at Pax ville have valgt anderledes. "Sig Verdis tog fejl!"

Pax stirrede på Juno, hans blik afslørende. Hvad fanden mente han?
Med ét skar han en lidende grimasse, en affødt af lige dele frustration, forvirring og afmagt, og fordi at det føltes som om, at hans hjerne var ved at knække over på midten, vrissede han af luften. Skønt lyden var menneskelig, var den ikke mindre dybfølt, og Pax kunne ikke længere bekæmpe al hans sorg i at sætte sig fast i hans ansigt.
"Selvfølgelig er det på grund af dig! Selvfølgelig er min korte lunte din fucking skyld!", udbrød Pax, hans stemme høj, hvorefter han kneb sine øjne sammen og så vendte sit ansigt væk fra Junos granskende, for ham sårede blik.
Pax skubbede sig op at stå på knæ, skønt alt han ønskede var at komme endnu tættere på anden, mærke ham igen, gøre ham til sin igen.
"Det havde ikke en skid med Eve at gøre! Det handlede om du glemte vores skide aftale, fordi det var vigtigere for dig at drikke øl med den fucking nar, du ikke kunne slippe for to år siden! Verdis tager fejl, okay? Fatter du det? Jeg skred fordi, jeg vidste du ville blive fucking pigefornærmet, hvis jeg i stedet gik ind og åd ham!" Pax bed ikke selv mærke til, hvordan også hans ord gradvist blev sagt højere og højere, mere og mere forhastet. Alt der i det øjeblik betød noget, var, at alting i ham smertede, så han kunne mærke sorgen fysisk og at Juno forstod, at det var ham.
Altid ham... 

"Godt!" Råbte Juno tilbage, for selvom han kunne se at Pax led, at han var såret og menneskelig, kunne Juno ikke lade være med at se det gode i, at det i det mindste var ham, der havde såret ham og ikke Evlyn. 
Den sejrsfølelse han havde af at være skyld i Pax's skiftende humør holdt dog ikke længe, for så gjorde Pax, hvad Juno havde bedt ham om før; han skældte ham ud. Han skældte ham ud indtil Juno skammede sig, hans kinder røde og hans øjne våde.
"Du må ikke skride, når du bliver sur på mig," bad han og rakte ud efter Pax's håndled, som han greb desperat om, bange for at det ville ske igen. "Jeg har aldrig skulle være hjemme til en bestemt tid før. Jeg glemte det. Jeg er ikke god til - den slags. Jeg ville virkelig gerne have været hjemme. Jeg ville gerne - gerne se dig lave mad til mig." Junos stemme blev lavere og lavere imens han indrømmede det, indtil den knækkede og blev hæs, men Juno havde ikke fået sagt alt det, han ville sige. "Du skal bare komme og hente mig! Jeg vil altid hellere se dig, end jeg vil hvad end jeg ellers har gang i!" Et hulk havde sat sig fast i hans stemme, men han var stadig sur, og det var med et vredt blik at han så op på ham. "Du vidste hvor jeg var, så du kunne have hentet mig!"

Pax blødte langsomt op og lod vreden finde vej væk fra ham, des mere Juno talte. I hvert fald indtil at -
"Hentet dig?", gentog Pax i en stille vrissen. Hans ansigt forvred sig af frustration, forinden at han dumpede ned at ligge igen, udmattet helt ind til benet.
Et tomt fnys forlod hans mund, men han rev ikke sin hånd til sig, bange for at den gestus ville sende deres forhold helt ud over afgrunden.
"Fordi du var da blevet pisse lykkelig over at se mig komme rendende som din fucking guvernante", mumlede han sarkastisk, stadig vred men ikke længere energisk af den.
Faktisk var Pax kun færdig, udmattet, drænet. Juno føltes så langt, at det var nær umuligt at finde vej tilbage til ham og Pax anede ikke, hvordan han skulle få den anden til at se - eller hvordan han selv skulle blive i stand til det.
"Og Hector havde sikkert tænkt, at jeg holdt dig fanget i kælderen og sat bål og brand i gang. Ja, det ville virkelig have været kønt...", lød det dernæst opgivende, hvorefter Pax smed sin frie hånd henover sine øjne.
For et langt øjeblik lå han stille og stirrede på ingen ting, indtil han pludselig mumlede: "skal jeg tage en snak med ham? Undskylde for dengang?"

"Hentet mig." Ekkoede det stædigt fra Juno, der rullede rundt på siden, da Pax dumpede ned på sengen igen, så han fortsat kunne holde fast om Pax. "Du må gerne tjekke op på mig... Som min kæreste. Så længe du ikke dræber dem, jeg er sammen med," mumlede Juno tilbage, fortsat stædig, selvom han forstod mere og mere hvad Pax mente. Det kunne nemt være blevet grimt, selvom Juno godt kunne lide at forestille sig at det ville være gået glat og smertefrit. 

Spørgsmålet om en undskyldning for Juno til at tøve, imens han synligt tyggede på det. "Ikke for min skyld," svarede han endelig og rykkede sig tættere ind til Pax, kun for at kunne kysse hans skylder. Frygten for at blive afvist fik ham til at undgå at kysse ham på læberne. "Han kommer aldrig til at kunne lide dig, og det er jeg også ligeglad med om han kan. Jeg kan lide dig og så skal han bare blande sig udenom vores forhold." Han mumlede det ind imod Pax's skulder og satte sig derefter langsomt op, og uden at slippe Pax's håndled reflekterede han ubevist Pax's kropssprog og gned også en hånd over sit ansigt. 

"Mit forhold med Hector var aldrig det samme som dit og Evlyns," indrømmede han skamfuldt. "Han ville det så gerne, og han var min bedste ven. Jeg fuckede virkelig med hans hoved, for jeg ville gerne kneppe ham, men jeg ville ikke... mere end dét. Da jeg endelig holdt op med at, det ved jeg sgu ikke, torturere ham, brugte jeg det, der var sket mod mig, til at tvinge os til at have et åbent forhold. Jeg var sammen med en stalddreng nede i -" Juno sank en klump og nikkede i retningen af Centrale By. "Og senere dig. Han var min bedste ven og jeg..." Med et snøft vendte Juno ansigtet væk fra Pax og tørrede de tårer, der pludseligt var trillet fra hans øjne, af i sin skulder. "Jeg vidste hele tiden, at det ville slutte på et tidspunkt. Ikke ligesom..." Først da slap Juno Pax's håndled og strøg sin hånd ned ad hans, indtil den nåede den ring, han stadig bar. 

"Hector burde hade mig, ligeså meget som han hader dig." Juno løftede sit blik til Pax's og snøftede igen, for at holde en værre gråd tilbage. Og han er ingen trussel, i forhold til hvad Evlyn er med dig. 

Pax måtte bide fast om sin egen tunge for ikke at svare Junos irettesættelse med endnu et udbrud. Jeg går sgu da ikke rundt og dræber alle, der er i nærheden af dig – og Hector er et fucking skvat. Om du vil det eller ej.
Ordene fik aldrig lov til at undslippe de hærgede læber og Pax koncentrerede sig derefter om at lytte, ikke interesseret i at svare Juno. Ikke, at han var forarget over dem. Han forstod godt, hvad Juno mente og gjorde derfor en mental notits om, at han skulle tjekke op på ham omkring middagstid, når hans dage og gøremål tillod ham det.
Dernæst begyndte Juno at forklare og des mere han talte, des mere skred Paxs blik fra loftet og ned til Juno i stedet.
”Så fuck den undskyldning”, mumlede Pax stædigt, velvidende hvilket stort barn han måtte lyde som. Ikke at det ændrede det faktum, at Pax ikke havde tænkt sig at gøre forslaget til ord. Hector kunne få lov til at drukne i sin egen sø.
Pax mærkede, at den sidste rest af vrede forlod ham endeligt og langsomt gled han rundt, således at han lå med fronten vendt mod Juno. Okay, så der var forskel… men Juno havde været død. Pax havde ikke bare mistet ham til en anden – han havde mistet ham helt.
Desuden har han ingen grund til at hade mig. Vi har én ting til fælles: dine bedste interesser. Hvad jeg gjorde dengang, ville jeg også forvente, at han gjorde, var situationen omvendt.
Pax nikkede langsomt og sank dernæst en klump. ”Jeg går med ringen fordi, at den forhindrer Solari i at tale til mig i tide og utide. Jeg vidste ikke, at hun friede til mig”, forklarede Pax, velvidende at han ikke kunne sige noget, der ville gøre synderligt ved Junos dårlige samvittighed. Hvad han i stedet kunne var, at forklare at Evlyn, til trods for ringen, ikke var nogen trussel. Alligevel sagde han dog: ”Og det ved jeg ikke, om han burde. Han elsker dig. Han ved, at hvad du har været igennem og i stedet for at hade dig selv, burde du føle dig taknemmelig for, at han har tilgivet dig… medmindre han selvfølgelig er ligeså dum, som han ser ud og slet ikke har opfanget…” Pax tvang sig selv til at tie, hvorefter han rømmede sig besværet og dernæst hastigt tilføjede: ”For din egen skyld… så værdsæt hans selskab. Du har ikke gjort dig fortjent til andet. Og det er uanset hvad end du går rundt og tror…”

"Yeah. Fuck den undskyldning," svarede Juno lavmælt og med et skævt smil, inden han begyndte at stryge sine fingre over Pax's hud, i cirkler og mønstre, som Pax havde gjort med ham for bare et øjeblik siden. Jeg vil stadigvæk gerne røre dig. Jeg elsker dig stadig, prøvede han at kommunikere.
"Hvordan kan du ikke have vidst dét?" spurgte han med et forsigtigt grin, da Pax fortalte om ringen og forlovelsen. Han forestillede sig, at det var svært at undgå at vide, at man var blevet forlovet - også selvom Pax selv havde taget den lette måde med dem, og blot foreslået et ægteskab lidt henkastet.

Juno rystede på hovedet, da Pax talte videre og nærmest forsvarede hans venskab med Hector, på trods af deres historie sammen. Han lod dog fyren tale ud, inden han langsomt lagde sig ned igen, så tæt op af Pax som han kunne komme, og et knæ møvet ind imellem hans ben, indtil deres kroppe var helt flettet sammen. "Jeg var ikke en god kæreste, da jeg var sammen med ham." Indrømmelsen tvang en rynke frem på hans næse, utilfredsheden med sig selv tydelig. "Lige så snart man ikke længere kan se på ham, at jeg slog op med ham, skal jeg nok værdsætte hans selskab." Det var ingen hemmelighed at Juno ikke havde lyst til at se konsekvenserne af sine handlinger i øjnene. Der havde også været en grund til, at det havde været så svært for ham at slå op med Hector dengang. 
"Jeg er okay nu, ikk? Udover at jeg glemte vores date og - og giver dig fucking blå mærker, og skælder dig ud. Så er jeg en okay kæreste, ikk?" spurgte Juno med et nervøst grin. Han forsøgte at gøre det til en joke, men det lykkedes ham ikke at fjerne den alvorlige undertone i spørgsmålet.

Pax skar en grimasse og fnøs dernæst halvmoret. Hans øjne kunne dog ikke finde hvile, effekten af deres alvorsord og skænderi endnu ikke ude af hans krop.
”Hun sagde det ikke. Hun forklarede bare, hvad den gjorde og noget med – noget med, at det ikke kun var mænd, der kunne fri til deres udkårne…” Pax tav brat og himlede dernæst med øjnene, da realiteten først i det øjeblik slog rigtig rod i ham. ”Hun sagde det ikke direkte. Det var mere som sådan en fucking strøtanke”, begyndte Pax forhastet at forsvare, hvorefter hans øjne omsider fandt vej tilbage til Junos. ”Jeg tænkte ikke over det. Ikke – jeg skulle jo for fanden afsted…”
Pax skar endnu en grimasse og gned sin pande i frustration. Hele den miserable affære havde været elendig. De havde skændtes, råbt af hinanden, grædt… og uanset hvad Evlyn mente og tænkte, så havde hun endt forlovelsen. Hvor mange gik rundt og forestillede sig, at sådan én ville komme på tale igen blot nogle dage efter? Så sandelig ikke Pax.
Juno fik hans uforbeholdne opmærksomhed i øjeblikket, der dernæst fulgte. Atter blev de tofarvede øjne alvorlige og Pax nikkede uden omsvøb. Hans ene hånd, hvis arm Juno lå på, fandt vej op til alt det blonde hår, hvori den lod fingerspidserne glide igennem. ”Du er en okay kæreste. Vi er helt okay kærester”, mumlede Pax, hvorefter han forsøgte sig med et skævt, spøgefuldt smil, der dog ikke rigtig turde dét, det havde sat sig for.

På trods af selv at have gjort grin med Pax's rod af en forlovelse, lyttede Juno med et åbent sind og lod Pax forklare uden at tvivle på et eneste ord. Bedst af alt var det dog da han med en smule vrede understregede, at han skulle af sted - at han ikke havde haft tid til Evlyn, fordi han skulle afsted. 

Juno sukkede endnu en gang, da Pax gav ham ret - de var helt okay kærester. "Det synes jeg også vi er," mumlede han og gengældte det smil han fik fra Pax, inden han lænede sig frem og forsigtigt kyssede ham. "Mere end okay", påstod han derefter, hans læber stadig mod Pax's. "Du er så tålmodig med mig, selv når jeg kommer til at afsløre overfor Verdis at vi er sammen. Du trøster mig og laver mad til mig. Du finder en løsning, når du ved at jeg bekymrer mig for dig. Du holder om mig når jeg er bange, og giver mig ulven, når det er rigtig slemt..." Junos ord døde ud, ved tanken om sidst det havde været rigtig slemt, men også mindet om hvor hensynsfuld Pax straks havde været. Mere kunne han ikke bede om. 
"Jeg elsker dig." Forsigtigt forsøgte han at kysse Pax igen, denne gang lidt mere insisterende. 

Lettet over at Juno ikke pillede yderligere ved Paxs fortid, gengældte han den andens kys. Det var med samme tøvende blidhed, som var Pax heller ikke selv sikker på, om han måtte. Han kunne dog ikke benægte suset, der fløj igennem hans mellemgulv og gjorde ham ør af lyst efter mere. Og lettelsen. Lettelsen, der var så ganske ulig dén, han havde følt før.
Måske de ville blive helt okay igen. Måske de atter ville blive tætte, så tætte de kunne komme… måske deres skænderi, deres vrede ord og råben ikke havde ødelagt dem… han håbede det. Han håbede det så inderligt…
Pax lyttede tavst og lod sine fingre fortsatte deres kærtegn i det bløde, blonde hår. Han var stille lidt, indtil at Juno endnu engang kyssede ham og han måtte sukke nydelsesfuldt mod hans mund. Paxs øjne gled i, næsten udmattet i sin tunghed og fald, og hånden i hånden gled længere ned mod baghovedet, således at Paxs kunne afkræve Juno hans læber helt.
Pax samlede sine arme omkring ham, knugede ham indtil sig og forblev i øjeblikket af lethed. Han var næsten ligeglad med, hvad end Juno dernæst gjorde – så længe han forblev hos ham…
Da Pax trak sig fri af deres afprøvende kys, lagde han sin ene hånd mod Junos kind. ”Det er lige før, at jeg kunne acceptere, at du kneppede med andre…”

Juno så til, imens Pax's øjne langsomt faldt i, og hans egne blev tungere, ledt på vej mod søvnen af Pax's fingre i sit hår, det ensformige i det beroligende og trygt. Hvis Pax kunne slappe af, så kunne Juno også, for det måtte betyde, at de begge var sikre. 
Et sug gik igennem Juno, da Pax lagde sine arme om ham igen, deres kroppe endelig tætte nok på hinanden til Junos smag igen. Han sukkede mod Pax's læber og strøg distræt sine fingre op og ned langs fyrens lyske, hans tanker straks et mere beskidt sted, selvom de kun netop havde fået fred imellem dem. 

"Ellers tak," svarede Juno med et fnys, ikke sikker på om Pax havde ment det som en joke, men ikke desto mindre uvillig til at acceptere hans ord. "Hvad skal jeg med en anden, når jeg har dig lige her? Eller - er jeg for krævende for dig? Har du brug for hjælp?" Drillede han og ignorerede hånden på sin kind for alligevel at læne sig ind og afkræve endnu et kys.