Perfekt. Renaél slappede en smule af foran hende, og hun regnede med, at hans tanker havde sluppet behovet for at stille spørgsmål. I hvert fald for nu. At han hjalp  med sit eget bælte tydede i hvert fald på, han ikke havde tænkt sig at gøre indvendinger. Men nu var hun jo også en smuk skovelver i hans øjne. Et sted i hende ønskede hun, at han kunne se hende rigtigt... Men så ville han næppe have hende.
    Da han fik bæltet op, hev hun tunikaen over hans hoved. Det betød at deres munde blev adskilt et øjeblik, og så snart, halsen var fri af klædet, satte hun sine læber på hans bløde hud, arbejdede sig op mod øret og endelig tilbage til munden igen. Nu var det store spørgsmål så... Kunne Sidka få sin egen skovelviske fælde af en kjole af igen? Hænderne gjorde et forsøg på at finde hoved og hale i stropper og ærmer, men hovedet endte med at give op og styre hænderne tilbage til Ren i stedet. Fingrene gled ned mod buksekanten og lagde blide kærtegn hele vejen rundt, mens hun priste sig lykkelig for at der i det mindste var hul i bunden af en kjole, uanset hvor sindssygt udformet, den var.

Som stoffet kortvarigt dækkede hans ansigt, mens tunikaen blev trukket af, pressede ordene sig kortvarigt på: "Jeg .. du.." Stammede han lidt forfjamsket, men kunne med det samme mærke hendes læber mod sin hals, der fik kuldegysninger til at løbe gennem hele hans krop, og øjeblikket efter fandt hendes læber hans igen..

Åh, man kunne vel altid få svar bagefter. Der var ikke nogen grund til at ødelægge hvad, der foregik nu - særligt nu hvor det virkede som om, at hun ikke havde lyst til at myrde ham alligevel. Hvis han endeligt skulle dø, måtte det gerne være på denne her måde.

Ivrig efter at mærke hendes hud mod sin, gjorde han et velvilligt forsøg med kjolen. Han havde trods alt set den på nær hold tidligere, og han havde en god idé om, hvilke stropper, der skulle trækkes i, for at den kom fri .. meget elvertøj var lavet på den måde - kunstfærdigt, men kendte man dets hemmelighed, kunne man være ude af det i et splitsekund.
Hans hænder fandt det, han troede var de rigtige stropper, men om det var fordi hun allerede havde havde trukket i dem, eller om kjolen aldrig var kommet helt rigtigt på, var der et eller andet, der gik galt, og under hans alt for ivrige hænder kom der i stedet lyden af stof, der begyndte at revne.. "Undskyld!" Forsøgte han at mumle med hendes læber mod hans. Bare det ikke fik hende til at flytte hænderne fra dér, hvor de var på vej hen..

   "Mnd-Ligemeget," mumlede Sidka da stoffet ritchedede.
    Det gav hende kun  en undskyldning for ikke at træde ind i kjolelabyrinten igen. Ikke at hun havde andet på sig, men det var en tanke til senere. Lige nu var det vigtere at holde Renaél fra at tale og tænke. Der gik ikke længe, før Sidka selv fulgte trop. Hendes hjerne slap paniktankerne, der havde hængt over hende som en tung regnvejrssky i ugerne, hvor hun havde vandret langsomt op gennem landet. I fraværet af panik gik det op for hende, hvor meget frygt hun havde båret med sig. Frygt for at  støde på Mørket og blive taget med tilbage. Eller støde på Lyset og blive hængt på stedet. Nu fik begæret og kroppens behov for nærvær lov til at dominere, og det gav en ro i hendes sind, hun ikke kunne huske, hvornår hun sidst havde følt.
    Tænkning blev overladt til fingerspidserne, som pillede stof af Renaéls fine skovelverkrop og blottede den bløde hud for hendes egen. Hun krængede resten af kjolen ned over hoften, mens hun med den anden hånd holdt fast på amuletten, så den blev præcis, hvor den var. Med sin viden om hans lille hyttes indretning hev hun ham med bagud mod sengen, han havde vist hende tidligere. For første gang i alt for lang tid mærkede hun et andet væsens hud. Langsomt lod hun sig vælte bagover i tæpperne, mens hun desperat holdt sine læber beskæftiget enten med hans eller huden. Det var bestemt ikke nu, hun skulle tale over sig. Det kunne nemt ødelægge alt det her, hvis hun fik sagt det forkerte, så det var nemmere bare at klappe i. Klappe i og nyde, at nogen ville have hende. At Renaél ville have hende.

Den revnede kjole gav heldigvis Renaél adgang til den bare hud under den, som hans fingre ivrigt gav sig til at gå på opdagelse over. Han var, når alt kom til alt, en meget simpel skovelver, og frygten for kniven og hvad hun egentlig var, kunne hurtigt skubbes bort til fordel for den lyst, han havde haft siden han mødte hende i kilden.

Nogen ville måske kalde ham en anelse for nem.

Hendes hænder søgte over hendes bryst og stoppede kortvarigt ved amuletten, som hun holdt fast i, og han glemte den med det samme igen til fordel for hendes nøgne hud. Ivrigt lod han sig hive hen mod sovealkoven, hastigt skubbende nogle efterladte klæder væk, inden han fulgte med hen over hende. Denne gang var hans læber lige så ivrigt som hendes, som de første søgte hendes mund, og derefter bevægede sig videre nedad over hendes nøgne overkrop.

    Sidka kunne ikke beskrive, hvor fantastisk hun havde det med den her situation. Og hvis hun kunne beskrive det, ville skyldfølelsen straks skylle ind over hende, for Renaél var ikke blot en skovelver, han var også en skovelver, som ikke anede, hvem han rodede rundt med lige nu. Det var slet ikke sådan, det burde være, men alligevel føltes det helt perfekt. Mere rigtigt end at være med Sibal, faktisk, hvilket var en lidt forfærdelig tanke, som meget hurtigt blev kastet så langt tilbage i sindet som muligt.
    Amuletten lå kold og tung om hendes hals og gled ud til siden, da hun endte på ryggen i tæpperne. Sidka kastede et blik på sin hud i et kort øjebliks panik, men magien holdt ved. Armen var så lys som solsvitset græs. Hun lagde armen om nakken på Renaél og lod sine læber hive fat i alt, de kunne komme til, om det var de søde, spidse ører eller hans bløde læber. Alt ved ham var perfekt. Den fine, bløde hud, der end ikke havde rifter fra hårdt arbejde, men i stedet var glat og behagelig efter hans tid i de varme kilder. Hendes egen føltes stadig ru og tør efter de mange dages vandring op gennem landet, som en alt for stærk kontrast til hans skovelver-blødhed. Tænk sig, at man kunne røre ved noget så skønt uden at det var bryster.
    Sidka indhalerede hans duft og lod sig fylde med en overvældende glæde over, at lysten til ham endelig fik lov til at ske fyldest. Alle de nætter og drømme, hvor hun havde dagdrømt og faktisk-drømt om at forene sig med ham. Alle de gange, hvor hun havde tvunget sig selv til at forestille sig, at hun tog ham mod hans vilje, fordi det ellers ikke ville være god mørkelver-kotume, og nu... Nu fulgte hun hans bløde, blide og rolige bevægelser mere end hun forsøgte at overtage. Hun lod sig smelte under ham og deltog i dansen på hans præmisser - som en rigtig, rigtig dårlig mørkelver.

Om det var spændingen over hendes hemmeligheder, urtekniven og det, at han reelt ikke vidste hvem hun var, eller blot det var faktum, at hun var smuk og ville have ham, var ikke rigtig til at sige. Under alle omstændigheder var det lykkedes hende mere end effektivt, at få ham til at glemme frygten for sit liv. Der var kun hendes læber, der søgte hans nøgne hud, mens han søgte hendes. 

Han lagde ikke mere mærke til amuletten. Kæden blokerede ikke for adgangen til hendes vidunderlige krop, hvor han tydeligt kunne mærke de muskler, hendes utvivlsomme krigertræning havde givet hende - men at hun alligevel lod ham tage føringen, gav ham en følelse af magt og en rus, der truede med at stige ham til hovedet.

Med lidt snilde fik han befriet sig selv for sine underbenklæder og alt hvad der ellers befandt sig af stof mellem ham og hende. Lod hun ham, ville han trænge ind i hende her og nu, mærke hendes varme og hendes sødme med en rystende suk..

    Sidka lod ham. Lod ham gøre alt det, som hun havde drømt - både om natten og i dagdrømme - om at han ville gøre ved hende. Den primære forskel var at hun nu levede den del af sine drømme, hvor hun ikke overtog. Hvor hun ikke tvang ham. Hvor hun faktisk nød det.
    Hendes lyde gav ham direkte respons, hver gang han rørte et godt sted, og hun søgte hans fingerspidser og blottede hud. Nok havde hun startet det her som en flugt fra et forklaringsproblem, men udefra set så de begge ud til at være smeltet ned i hinandens arme en anelse for nemt. Renaél - eller skovelvere generelt - var måske bare sådan her, men Sidka vidste godt, hun ikke burde gøre netop dét her indtryk. Resten af dagen var gået fint uden at hun havde virket alt for promiskuøs. Men det var for mørkelverøjne, det her ville se underligt ud, og lige nu var der kun Renaéls blik. Hans blik på hende.
    De få muskler, der ikke allerede var smeltet under hans berøring, gav efter ved foreningen. Hun lagde armene om hans skuldre med et lydt støn og nappede ham i øret som for at holde fast med mere end hænderne. Benene krydsedes om hans hofter og gav ham mere plads, imens hun glemte alt om amuletten og lagde nakken tilbage i rendyrket nydelse, som hun aldrig havde nydt eller ladet sig selv nyde før.

Renaél havde ikke længere mange tanker om hvorfor og hvad der egentlig var sket. Hans simple skovelversind kunne sagtens acceptere en simpel sandhed om, at de havde mødtes ved kilderne og fundet hinanden tiltrækkende - og valgt at reagere på det, deres kroppe og sind begge ønskede. De forskellige indtryk hun havde givet ham i løbet af dagen, inklusive urtekniven, var ganske glemt til fordel for forståelsen af, at hun ville have ham her og nu.

Han åndede tungt, mens hans krop bevægede sig mod hendes i en rytme. Hans hånd flettede sig ind i hendes lange hår og holdt fast, mens hans læber fandt hendes hals, idet hun lænede nakken bagover. Den anden arm fandt vej rundt om hende for at trække hende endnu tættere ind mod sig, nydende fornemmelse af hendes krop, følelsen af hende, som fik en stønnen til at undslippe hans læber.

    Sidka lod sig selv forsvinde i følelsen af ham. Hver eneste berøring sendte sitren gennem hende. Hans læber på halsen. Hånden i håret. Hun fulgte hans bevægelser og stønnede sammen med ham. Satte neglene i, fordi hun ikke kunne lade være. Hun tænkte ikke engang over det mere. Endte i de samme mønstre, hun var vant til, når hun ellers havde gjort det her. Kradsede ham ned ad skuldrene - bed ham i halsen, når hun fik mulighed for at nå den. Forsøgte at vende dem om, så hun lå øverst, men i stedet for at hæve sig op over ham, blev hun liggende nede over ham med ansigtet gemt i hans hals - alt imens hofterne stadig fortsatte deres stødte bevægelser.
    Snak var der ikke noget af. Sidka nød muligheden for kun at udtrykke sig med støn og suk, for det gjorde, at hun ikke kom til at sige noget forkert og afsløre, at hun slet ikke var en sød skovelver.
    Men kunne hun ikke være en sød skovelver, spurgte noget i hendes baghoved. Kunne hun ikke passe ind og være lige her i Renaéls seng, uden at skulle leve op til de gamle idealer, som hun var opfostret med? Måske... Lige nu, i hvert fald, var der intet behov for at være en stor, farlig mørkelver. Lige nu var det her nok. Renaél og hans smukke, skrøbelige skovelverkrop var nok.

Som de begge hengav sig til hinandens kroppe, var det ikke så tydeligt for Renáel, hvornår der præcis skete et skift i hendes måde at elske på. Som hendes negle og tænder mærkede hans krop, gippede det først en smule i ham, men selv om hendes negl trak blod ned af hans skulder, vækkede det en ekstatisk følelse i ham, og hans hænder greb fat for at kunne støde hårdere..
Med ivrighed lod han sig vende, endnu et støn forlod hans læber, som hans arme lukkede sig omkring hende, trak hende tæt ned mod sig, fortættende bevægelserne, følelsen af hende..

Men den unge elver havde også sine begrænsinger. Om det var fordi hun først havde jaget en frygtelig skræk i livet på ham, om følelsen af hendes negle havde været tæt på at bringe ham ud over kanten, eller om det slet og ret var fordi det var et stykke tid siden, han havde nydt fornemmelsen af en kvindekrop så tæt på sin, måtte han han koncentrere sig gevaldigt for, at det ikke blot skulle slutte her og nu..

Blot .. lidt længere.. Tænkte han, indåndende duften af hendes hår.

    Med sin placering oven på ham, var det ikke svært at indånde hendes hår. Primært fordi det var gået løs fra hvadend opsætning, det havde haft, og nu var sådan lidt over det hele. Selvom det med amulettens magi var sort, var det stadig hvidt for Sidkas indre blik. Hvidt der flød ud over Renaél og hans seng. Hver gang hun åbnede øjnene kortvarigt, blev hun overrasket over at se det være et sort tæppe i stedet. Ligesom hun et par gange måtte lukke øjnene bare for ikke at se sin egen hud være så bleg. Det var helt forkert.
    Men snart var der ikke tid til flere tanker. Udefra kom det til syne som et ekstra højt, hvinende støn. Pupiller, der udvidede sig. Muskler, der pludseligt spændtes.
    For Sidka var den primære indikator, at samtlige tanker forsvandt på én gang fra hendes hoved. Alt der betød noget, var følelsen i hendes underliv, og den skulle jagtes som var det det eneste bytte i hele skoven. Hun satte hænderne i Renaéls brystkasse og skubbede sig op, så hofterne bedre kunne bevæge sig og hun kunne tvinge sig helt i bund omkring ham. Tempoet steg sammen med hendes støn. 
    Øjenbrynene søgte at mødes midt på hendes halvt forpinte, halvt ekstatiske ansigt. Hun bed sig hårdt i læben. 
    Sidkas blik mødte hans, og hun kom.

Hun duftede godt. Hendes hår var smukt og silkeblødt, det samme med hendes bløde, lyse hud. En vidunderlig, smuk skovelver, og alligevel var det et eller andet ved hende, der føltes anderledes end de skovelverkvinder, han havde kendt på denne måde. En vildskab, han ikke helt kunne sætte fingeren på, der ikke kun var relateret til hendes trusler mod bøllerne fra tidligere eller urtekniven, der stadig sad i væggen.

Den del af hans sind, der stadig søgte mod at forstå, blev dog ganske blokeret ude og glemt med følelsen af hendes hænder på hans brystkasse og tempoet fra hendes hofter, som han ikke kunne holde stønnene fra sine læber tilbage, øjnene vendte sig opad og der var kun ekstasen. Han kunne ikke holde ét sekund længere, med lyden af hendes stemme i ørerne og hendes intense blik, der endelig mødte hans, da han vovede at kigge på hende.

Han åndede tungt ud, bevidstheden om alt andet i rummet langsomt vendende tilbage. Lugten af sex, sveden på hans bare hud, håret der klistrede mod hans ansigt. Hans arme forsøgte langsomt at trække hende ned mod sig for at mærke hendes nøgne hud mod sin et øjeblik længere.

    Hun skælvede i hans arme, da han trak hende ned mod sig, og hun fulgte villigt med ned ved siden af ham. Amuletten klistrede koldklamt til hendes kraveben og prikkede til den opmærksomhed, hun ellers havde givet fuldt til Renaél  det sidste stykke tid. Med de bløde tæpper under sig lagde hun sig til rette ved hans side med det ene ben hvilende over hans og en hånd, der straks fandt et par krøller at lege med. Hendes brystkasse hævede og sænkede sig stadig tungt og pressede mod hans lige så svedige hud i processen.
    Et fjoget smil sad fast på hendes læber, mens fingrene snoede hans lokker om sig. Nøj hvor hun elskede, at han havde klippet det og ladet krøllerne få frit løb på toppen af hans hoved. Det her kunne hun godt blive vant til. Måske lidt for godt. Men det var ikke tanker til lige nu. Lige nu var det kun tid til tanker om, hvor dejlig den her skovelverfangst var. Og at hun havde det for sig selv og at øjeblikket ikke gik nogle steder.
    Hun plantede et kys på hans skulder og bekæmpede trangen til også at bide lidt i ham, nu hun var i gang.

Renaél kunne mærke, hvordan hans hjerte stadig slog kraftigt i brystet på ham, men hans krop begyndte langsomt at slappe af, nydende fornemmelsen af hendes hænder, der legede med hans hår. Han havde absolut hadet hvor kort det var blevet, dengang Melarue havde klippet det, men med tiden havde han måtte indrømme, at det var frygteligt praktisk.

Og han elskede følelsen af hendes hænder i det.

Selvom kroppen var svedig og klisterede en anelse til lagenerne, følte han, at han kunne blive liggende her i en evighed.

Lige ind til han blev bevidst om lyden af sydende dråber, der ramte gulvet - suppegryden, som han havde sat i gang inden hele urtekniv-episoden, var ved at koge over! "For rådne kviste da også!" Udbrød han, sprællende med arme og ben, halvt rullende ud af sengen for at få taget gryden af ilden.

    Der gik et øjeblik, før Sidka forstod, hvad der foregik, og da det skete, var Renaél allerede væltet ud af sengen, og Sidka havde et nydeligt udsyn til hans bagende. Om det var det eller hans fesne skældsord, der fik hende til at udstyde et lille fnis, vidste hun ikke.
    Der var ikke ligefrem koldt herinde - og det blev ikke koldere af at se Renaél hoppe og springe for suppegrydens sprutten - men alligevel trak Sidka et af tæpperne i sengen op over sine ben og hofter og rullede om på maven for at betragte Ren med hagen hvilende i hænderne og albuerne stikkende ned i en pude. Suppegryden spyede vanddråber ud over ildstedet med ubegribelig dårlig præcision mod Renaéls krop - han gjorde det dog nemmere ved at hoppe så meget i forsøget på at undgå dem.
    "Hvaa, har du styr på det, Ren?" spurgte hun med en drillende tone. "Var du ikke våd nok?"
    

Nøgen hud og skoldende hedt vand var ikke en god kombination. Efter at have hoppet lidt frem og tilbage, fik han grebet noget klæde at vikle hænderne ind i, inden han fik fat i håndtagene på gryden og flyttet den fra ilden. Han måtte skære ansigt, da en af dråberne ramte hans bare bryst.

Da han endelig fik placeret gryden forsvarligt på bordet og vendte sig om, så han hende ligge dér med en drillende mine. Hans kinder blev en anelse røde. "Jeg havde lidt glemt .. suppen." Indrømmede han. Det kunne man næppe bebrejde ham - først havde han følt sig truet på livet, derefter havde han følt .. noget andet.

 "Vil du have noget at spise?" Skyndte han sig at spørge, bevægende sig hen mod sengen igen. Han kun ikke rigtig få øje på sine klæder - men hans blik blev også ved med at vende tilbage til hendes velformede skovelverskikkelse, der lå over puden.

    Renaéls blik på hende fik varme til at stige op i hendes kinder, og hun håbede ved Nal'ishra at man ikke kunne se det for den rødmen, der allerede havde et godt tag i hendes hud. Men han havde samme, dejlige røde farve i ansigtet, så hvad zalan. 
    "Så længe, du ikke trådte i den," kommenterede hun med et smørret smil.
    Hun satte sig op og rullede et skind op bag sig, så hun kunne komme op at sidde. Tæppet holdt hun på benene, så overkroppen var blottet - stadig nøgen udover amuletten om halsen. Sidka tog håret om foran sig og gav sig til at køre fingrene igennem det. Det var blevet ret uglet af skindlegen med Renaél, og det summede i hendes mave over det. Han var slet ikke en tam skovelver i sengen. Det havde været lige så spændende som med en mørkelver, faktisk. Ikke at hun kunne sige det kompliment højt, dog...
    "Bliver det serveret for mig i sengen?" spurgte hun og blinkede til ham, mens hun fingerredte håret og sørgede for, at han havde det bedst mulige udsyn til den nøgne overkrop.

Han skævede kort til gryden. Der skulle nok tilsættes lidt, før den ville blive rigtigt spændende, men det behøvede heldigvis ikke tage alt for lang tid. Og nu havde han da reddet gryden bort fra ilden. "Jo, det kan da nok arrangeres." Smilede han ved hendes kommentar om at få maden serveret i sengen - hun havde virket så farlig tidligere, og det gjorde ham godt tilpas, hvis han i stedet kunne tage sig lidt af hende..

Det gjorde ham ikke det fjerneste, at hun drillede ham. Ikke når hun sad der og så så dejlig ud. Han opgav at finde klæderne og satte sig i stedet på sengekanten og lod fingeren danse hen over hendes nøgne overkrop, cirklende om hendes bryst og til sidst stoppende ved amuletten.

"Hvad er denne her?" Spurgte han nysgerrigt.

    Sidka kom med små, nydende lyde ved hans berøring, og hendes krop søgte imod hans berøring som en kælen kat. Den lette berøring fik det til at sitre længselsfuldt i hende, og et øjeblik glemte maven at brokke sig, for det her var en anden slags sult, der ikke var blevet stillet i lang tid.
    Så snart hans fingre stoppede ved amuletten, stoppede det dog. Hele kroppen blev anspændt, og hendes ene hånd fløj op til smykket og tog fat om det, som om det var skadeligt, hvis han fik ordentligt fat i den først. Det håbede hun ikke, det var. Effekten burde kun stoppe, hvis den blev taget af, men hun vidste ikke, om nysgerrige fingre kunne forstyrre magien.
    "Det er... Det er... Det er..." plaprede hun hastigt og med sved på panden i et forsøg på at trække tiden, indtil hendes hjerne gav hende bare et eller andet at arbejde med. "Et-øh familiearvestykke!!"
    Hele kroppen føltes febervarm af blandingen af frygt og adrenalin, som pludselig var blevet skudt ud i hele hendes system. Normalt ville den slags kun ske, når hun var virkelig truet på livet, og det var helt galt. Selv hvis Renaél rev amuletten af hende lige nu, ville hun med lethed overmande ham og på en eller anden måde gøre det af med ham, inden han nåede så meget som at råbe om hjælp. Men det ønskede hun bare ikke. Hun ønskede ikke at lade det stoppe, og hun ønskede ikke at gøre ham fortræd. Hun ville have det her øjeblik i hans hyggelige hytte til at vare for evigt.

Han elskede den måde, hun reagerede på, når han rørte hende. Smilet, der dansede over hans læber brev bredere, men stoppede, da han kom i nærheden af amuletten og hendes holdning ændrede sig. Næsten som om hun ikke ville have, at han rørte den. Han havde troet, at den blot hang gådefuldt mellem hendes bryster, fordi den havde været besværlig at tage af, da hun hurtigt skulle befries for tøjet. 

Det begyndte for alvor at vække hans nysgerrighed, men han havde også episoden med urtekniven i frisk erindring, og han havde allerede lært nok om hende til at vide, at det ikke ville være klogt at prøve på noget. 

“Undskyld, det var ikke fordi jeg ville pille ved den.” Han trak hastigt hånden tilbage, selvom hans øjne stadig nysgerrigt søgte den. “Hvad hedder din familie?” spurgte han i stedet, vendende tilbage til hendes ansigt med blikket og et forsigtigt smil. De måtte jo betyde meget for hende, hvis hun var så beskyttende omkring smykket.