"Selvfølgelig vil jeg ned til festen," sagde Sidka. 
Fordi det tog en rum tid at få bakset tøjet på hende, var hænder og arme ved at vende tilbage til en ikke-dunkende tilstand, og de kunne løftes uden at føles som om nogen havde spændt fire stenblokke fast om håndleddene. Hun tog den ene op til Sibals trøjeåbning og lod som om at hun rettede på den, mens hun i stedet strøg ham lidt over halsen. Hans hår var stadig klumpet af sveden efter deres anstrengelser. Hendes eget måtte se lige sådan ud. 
"Bare fordi jeg er færdig med dig for i aften, skal jeg da ikke lade andre muligheder gå forbi, skal jeg? Jeg er sikker på, der er nogle hungrende unge mænd dernede, der deler din mening om, hvor tiltrækkende, jeg er," noget af det sagde hun i oprigtighed, og noget i en form for test af Sibal.
Om hun faktisk kunne holde til en tur til, var hun ikke helt sikker på. Hendes underliv dunkede nærmest lige så meget som armene havde gjort, og det var ikke alt sammen på en helt god måde. Det føltes som om, alting dernede havde brug for en pause og en god nats søvn. Men noget andet var, hvordan Sibal ville reagere på hendes lyst til at gå ned og lokke en anden med op i seng. Hun var helt sikker på, han aldrig ville være eksklusiv med hende, men forventede han, at hun var det? Okay, mængden af ikke alt for selvcentrerede mørkelvermænd var klart mindre end samme mængde af kvinder, så hun havde et noget smallere udvalg, men det betød jo ikke, at hun skulle afskrive sig muligheden. Måske ved nogle af de fester, hvor en nærliggende stamme kom forbi... Nogle af dem fra nordbjergene havde fanget Sidkas blik mere end en gang ved sidste fællesjagt og efterfølgende fest. Mon en erfaren mørkelver fra nord kunne vise hende, hvordan en nat i lagnerne kunne blive endnu vildere end i aften?

Han lurede hendes forsøg med det samme, og på en gang hadede og respekterede hun ham for det.  Han var ofte mere kløgtig end hun lod ham vide, og om han fik det at vide nu, næh du - han skulle ikke have mere brænde på det ego-bål, sejren havde tændt i ham! I stedet snerpede hendes egne læber sig sammen til en tynd streg, og hun blev straks en smule arrig på sig selv over at vise ham, at hans intuition var rigtig - hun havde i den grad forsøgt at gøre ham jaloux. Lade ham tro, at han ikke var helt så god, som han var.
"Måske går jeg bare efter damerne så!" udbrød hun så, men var ikke helhjertet i sin arrigskab. Helt sur kunne man ikke være efter det, de lige havde delt. "Dem kan du ikke bare sådan udfordre - i hvert fald ikke uden at tabe!"

Der var nogle yderst stærke hunelvere i klanen - hunelvere, Sidka selv helst ikke så sig selv kæmpe med, faktisk. Men hvem vidste, måske turde Sibal. Hanelverne havde det med at undervurdere hunnerne - flere gange, selvom det kunne virke åndssvagt at de ikke lærte det efter først nederlag.
Sidka gik mod døråbningen og håbede, hun kunne gå normalt og ikke ligne en, der havde skidt i bukserne. "Kommer du så, eller hvad? Der er sikkert også fyldt med unge, smukke damer, der vil kaste sig for fødderne af dig! Måske kan jeg samle dem op, du ikke kan bære herop!"
Selvom ordene lød hårde, lå der et smil gemt under dem. Et smil over, hvad de havde delt, og at det nok ville ske igen. Et smil over, at aftenen da ikke var endt helt skidt, selvom den var startet sådan.

Sidka nød Sibals sultne øjne mod sin ryg mens de gik ud igen. Hun kunne mærke dem, ligesom hun altid vidste, hvor han va på en jagt. De var en del af hinanden. Nu mere end før. Trommernes buldren spillede dem ud fra gangen og blev lavere, da de trådte ud fra stenhvælvingen, hvor lyden gav ekko. I dansens hede havde flere smidt store dele af deres påklædning, og flammerne kastede skyggespil op mod de mørkhudede kroppe. 
Beruselsen emmede fra dem, og Sidka trak Sibal frem, hvorefter hun skubbede ham hårdt i ryggen - ind mod dansens kant. 
"Dans bror! Nyd din sejr!" råbte hun og sprang så selv ind i dansen.
Mistede sig selv i taktfaste rytmer og hyl, hun ikke vidste, om kom fra hendes egen strube eller andres. Hænder svingede hende rundt, og hun svingede andre rundt. Kastede om sig med arme og ben og håret hvirvlede om hende, så det klistrede sig til panden og de bare skuldre. Varmen fra bålet fik sved til at pible frem ligesom det havde gjort på det kolde stengulv ovenpå, og selvom kroppen truede med at brække midt over, lindrede den vilde dans alligevel noget af ømheden i kroppen.

Sidka dansede til hun knapt kunne stå og halsen føltes så tør som Rubiniens sandhav. Trommerne sank i tempo og hun halvt faldt, halvt dejsede om i en blanding af tæpper og aflagt tøj, der var praktisk placeret i forhold til hendes krops nedadgående retning. En flaske stod efterladt nærved og hun slukkede tørsten i den lunkne væske. 
Stjernerne over hende var ved at blive drevet bort af morgensolens spæde stråler, og lyset fik hende til at lukke øjnene. Lukke øjnene bare lige et øjeblik. Et øjeblik, hun ikke vidste ville ende med at vare mange timer. Det blev bestemt ikke i aften, hun fandt flere sengepartnere, men det havde også allerede været den bedste aften i hendes liv.

"Hold din albue for dig selv!"
"Hold din albue for dig selv, selv!"
"Schhh, du skræmmer den halve underskov væk din klaphat!"
"Du kan selv være...!"
Sidka blev træt af Ardulvyls pis og gav ham en lammer forstærket med det knojern, hun var blevet udstyret med af træneren. En træner, der nu på grund af Ardulvyls højlydte jammerklage, dukkede op som astralprojektion ved siden af dem og med garanti havde hevet dem i ørerne hvis projektionen havde haft fysisk tilstedeværelse.
"I to klarer jer lige så dårligt som Sethro og Sibalghym ovre på den anden side af bakken, og det siger zalme ikke så lidt lige nu!" brægede den ældre mørkelver og spiddede de to ungelvere med sit blik. At vide, at hun sad behageligt i lejren og bare lurede på dem med sine evner gjorde det næsten det værd at kaste en sten gennem maven på hendes billede, men Sidka holdt det i sig. Straffen sidst havde ikke været sjov, omend handlingen havde været det. "Så nu får I æren af en firmandstur. Og hvis der kommer nogen som helst brækkede næser med hjem igen, så får I alle sammen latrintjansen resten af året. Hvis I yngel ikke snart lærer at arbejde sammen, er klanens skæbne i grum fare. Men det er I grødhoveder sikkert også ligeglade med. Hm, så lad os bare sige, at I aldrig får lov til at tage på dannelsesrejse, hvis det her lort fortsætter!"
Det fik både Sidka og Ardulvyl til at se helt blege ud, for ikke at komme på dannelsesrejse var sådan cirka den mest frygtede ting i hele verden. Det var jo netop der, man skulle vise sit værd. Hvor Sidka skulle bevise, at hun var klar til at lede klanen efter Arnym. Hvor de skulle mæske sig i skovelverblod og gøre grænseriget mod Kzar Mora til et frygtet sted at betræde jorden. Hvis man ikke kom på dannelsesrejse, kunne man lige så godt springe ud fra klipperne.
"Afsted med jer!" gjaldede træneren. "Hen over bakken, mød de andre og få bytte nok med hjem til hele klanen, eller I dumper!"
Med de foruroligende ord genlydende mellem træerne forsvandt projektionen. Et øjeblik sad begge ungelvere som forstenet, men efter et lille delt sideblik, kom de begge på benene i en sådan fart at jorden blev sparket op omkring dem, og de satte i løb op over bakken for at forenes med resten af deres nye hold, der umuligt kunne have fået en lige så stor skideballe, som de lige havde fået.

Sidka gled elegant ned i den lille gryde, der to andre lå skjult i, mens Ardulvyl snublede over en rod og tog den på røven hele vejen med mere støj end en elver burde lave i hele sin levetid. Ja, Sidka havde selvfølgelig fået jorden til at vige fra en rod, så han ville falde - det fik hende til at smile en anelse bredere til de to andre.
"Nå, så I fanger heller ikke en skid, hva?" spurgte hun. "Det var da ellers ikke fordi Ardulvyl ikke har skreget alt vildt i jeres retning hele dagen!"
"Årh hold nu kæft," protesterede Ardulvyl, men Sidka hørte ikke efter.
Hun havde for travlt med at udtænke den bedste måde, hvorpå hun kunne hæve sig selv over de andre. Vise, at hun var den fødte leder med sin snilde og gå-på-mod og slet ikke lige så uduelig som dem. Kun i deres selskab lignede hun uduelighed - altså undtagen Sibal. Sammen med Sibal var hun uovervindelig.

"Nå, men siden I kvajpander har skræmt alt vildt væk, bør vi vandre længere ind i skoven og finde et nyt sted at ligge skjult. Alle skovens dyr har sikkert for længst fortalt hinanden, at der ligger en sur bjørn og gjalder her, så de bliver sgu da nok væk, ikke?" hun vendte sig mod Sibal. "Kan du ikke lige lytte til træerne og få dem til at fortælle os, hvor der er et godt sted? Modsat de andre mænd her er din evne jo faktisk brugbar i jagtsituationer."
hun sendte Sethro et ja vi skal jo ikke slå skovelverpander ind i dag, vel?-blik og himlede så med øjnene, da han ikke lignede en, der havde fanget noget af det, hun lige havde tænkt. Hvilket man jo ikke burde bebrejde ham for, men det afholdt bestemt ikke Sidka.

Lidt misfornøjet havde Sibal set ud lige inden Sidka var tilbage hos ham igen. Han smilte til hende og bed sig legesygt i læben, inden han rejste sig op. “God ide, kære søster,” Tvillingerne var sjældent uenige, eftersom at de var uadskillelige, pånær når deres overordnede tvang dem til at tilbringe tid sammen med deres ærkefjender. De var nødt til at enes, hvis de en dag skulle kæmpe side om side i en krig der var større end deres interne drama. Det var i hvert fald hvad deres træner og Arnym mente.
Han gik hen til det nærmeste træ, stillede sig op ad det og mærkede på den oldgamle, bark. Han lukkede øjnene for at koncentrere om træets vejledning, imens han kunne høre Sethros og Ardulvyls knurren imellem hinanden. Det lignede næsten at Sibal var intim med træet, som han fredfyldt lænede panden mod træet.

“Hmm, vi skal umiddelbart lidt langt, men der er noget stort henne ved den store sø nordvest herfra,” Hviskede han, hvorefter han slap træet og vendte sig mod Sidka. Han tog sin bue om skulderen og greb sin søsters hånd og tog hende med sig. De andre måtte følge dem lige i hælene, hvis altså de ville fange noget som helst. For som Sidka havde joket med, så var de fleste smådyr jaget væk af deres larm og fejlslåede skudforsøg. “I sidste ende kunne vi jo… du ved. Vi kunne prøve at fremkalde noget. Men det dræner mig for chakra,” Foreslog Sibal på vej ned ad skråningen. 

At løbe gennem underskoven fik smilet frem på Sidkas læber. Vinden susede imod dem, og fødderne rørte næsten ikke jorden, før springet førte dem videre til det næste skridt. Sibals forslag fik kun Sidka til at smile endnu mere. Det var længe siden, de sidst havde fremkaldt noget fra runerne på hendes jordmagi, fordi de hver især havde været fokuserede på at lære deres evner at kende individuelt.
"Måske noget mellemstort, så du stadig har lidt tilbage?" spurgte hun, mens hun sænkede farten.
De var tæt på den store sø nu, og desværre var de to grødhoveder lige i hælene på dem - og så heller ikke forpustede ud. Det blev de ikke som toptrænede elvere, men Sidka havde da alligevel håbet, at tvillingerne havde været hurtige nok til at tage en smule af vejret fra deres rivaler.

Søens overflade kunne ses som glitren mellem bladene længere fremme. Sidka hævede en hånd som tegn til at de andre skulle være stille. Så satte hun sig på hug og lagde hånden mod jorden. Jorden førte hendes bevidsthed ud mod søen én jordklump ad gangen. Så man godt efter, kunne man se jorden krølle op frem fra hendes fingre, og små runer dukkede op i jordens overflade som tabte sten.
"Det er en incubo," hviskede hun med ærefrygt i stemmen. "En stor, vild én. Jeg kan mærke dens varme flere meter nede i jorden. Vi skræmmer den væk, hvis ikke vi er forsigtige. Sibal, lad os hente noget herhen."
"Noget den vil angribe, måske?" sprugte Sethro, pludselig også med en stemme der var lavere end normalt. Selv han vidste, hvor sjældent, man stødte på vilde incuboer. "Mens den angriber jeres skabning, kan vi angribe den bagfra."
Det måtte Sidka alligevel give ham - det var faktisk ikke en dårlig idé. Ikke at hun ville sige det højt.
"Ja, dét gør vi!" sagde Sidka bare og så sig omkring. "Derhenne, Sibal, ved den lille lysning. Jeg gør jorden fuld af runer, og så hiver vi noget ind. En akar vil være god, tænker jeg - den vil tage kampen op og ikke bare flygte."
Med det bøjede Sidka let i knæene og samlede chakraen mellem sine hænder. Hun skød den ned i jorden og hen mod lysningen, som de måtte stå på afstand af for at akaren ikke kastede sig over dem frem for incuboen. Jorden boblede og krøllede under hendes magiske påvirkning og en stor cirkel spredte græs og bevoksning for at fremkalde runerne på den bare jord.
 Sved brød frem på Sidkas pande af at holde magien og koncentrere sig om et billede af en akar i sit sind.

Stadig med hånden jorden kunne Sidka mærke hvordan varmen vendte sig mod Sibals hvirvelstorm og efterfølgende akar. For ikke at sætte al sin lid til jordens signaler, vovede hun sig lidt længere frem og skimtede ud gennem budskadset. Der var helt sikkert noget ild derude.Tænk at fange en incubo. Og så endda en, dervar vild herude og ikke et avlsforsøg i området.
"Du ved godt, en akar kun angriber, hvis dens afkom er truet, ik'?" lød det fra Ardulvyl, og Sidka blev mindet om, hvorfor hun hadede lyden af hans stemme. "Den kommer jo bare til at ligge i det skjold indtil hesten skrider. Pf, fjolser."
Tålmodigheden med deres artsfæller var lige ved at knække over for Sidka der. Nok havde hun ikke husket netop dén ting om akar, men Ardulvyl skulle zalme ikke kalde hende et fjols, når han selv ikke var kommet med nogle forslag overhovedet!

"Incuboen er på vej hen til den uanset hvad," vrissede Sidka og viste tænder. "Så få noget forbandet fart på, så vi kan omringe den lortehest!"
Hun viftede med hånden for at få dem til at følge udkanten af lysningen rundt, så de ville ende bag incuboen - forhåbentligt inden den besluttede, at akaren var mindre spændende end søen. Sidka sneg sig efter de andre, mens hendes fingre stadig gled henover jordbunden. Det var sværere at holde fokus, når hun var i bevægelse, og oven i det var det som om jorden hellere ville fortælle hende om det tunge, piggebesatte dyr, der pludselig var dukket op, end den store hest med ild i. Des mere hun prøvede at føle sig vej hen mod incuboen gennem magien, des sværere blev det. Krattet på den her side af søen var for tæt til at hun kunne se andet end noget knitrende ild længere fremme - hvor langt fremme, havde hun ingen anelse om.
"Sibal," hviskede hun. "Jeg er ikke sikker på, hvor langt vi  er fra den. Ved træerne noget?"
Hvis de brød gennem krattet på det forkerte tidspunkt, kunne de risikere at skræmme incuboen væk, og selvom ungelverne var hurtige, var incuboen nok hurtigere.

Sidkas krop dirrede af spænding, og hun kunne mærke at Sibal var lige så ivrig efter, at der skete noget. Kun akaren lod til ikke at ønske noget aktivitet overhovedet, som den gemte sig og langsomt bakkede væk fra de fjender, der gemte sig i buskadset. Rystelser nåede frem til Sidkas fingerspidser gennem jorden et øjeblik før lyden af trampende hove nåede hendes ører.
Hun vendte ansigtet mod Sibal og var overhovedet ikke forberedt på hans pacifistiske udtalelse. Hun tabte næsten kæben helt ned til skosålerne. Det havde man da alligevel sjældent hørt en mørkelver sige!
"Fordi den er sjælden?" fnøs hun. "Hvad tror du selv Arnym siger, hvis han hører, vi har været inden for armslængde af en Incubo og ikke gjort noget ved den? De sagde, vi skulle bringe kød med hjem, og det gør vi! For... For du tror da ikke vi kan fange den... Tror du?"

For sit indre øje så hun sig selv komme ridende ind i klanlandsbyen på en flammende Incubo. Hæderen ville regne ned over hende som aldrig før, og...
Incuboen sprang gennem krattet på den anden side af akaren og landede i den magisk blødgjorte jord, så hovene trak lange furer henover runerne. Den flammende manke stod i så lys lue, at Sidka måtte skærme sig for øjnene med den ene hånd for at tilvænne sine øjne. At stille skarpt på den kulsorte læderhud var næsten umuligt med det orangerøde skær. Røg stod ud ad dens næsebor, som den prustede, og de ildrøde øjne vendte sig mod akaren, der straks stoppede sit tilbagetog for at trække samtlige lemmer ind under sit skjold. 
"Hold da helt kæft.." lød det fra Sethro, og det var nok første og eneste gang man havde hørt ægte ærefrygt i hans stemme.

Sidka havde stadig hånden over øjnene, da Sibal trak buestrengen tilbage, men selv halvblændet kunne hun se, at han var helt skævt på den. Hun nåede at åbne munden - og så susede pilen forbi, langt langt forbi incuboen, der nu vidste, hvor de var.
"Pis!" udbrød hun.
"Løb!" udbrød Ardulvyl samtidig.
Han nåede dog ikke at gøre alvor af sine ord, før den gigantiske hest hoppede ind over buskadset til dem, og pludselig virkede tre gange så stor.

"Sibal!" råbte Sidka, da hendes bror væltede bagover.
Incuboen vendte sig og sparkede ud igen - denne gang efter Ardulvyl. Den ramte ham klokkerent i maven og sendte ham flyvende bagud. Sidka hamrede begge hænder ned i jorden. Magien skød ud i to forskellige retninger. Én mod Ardulvyl, hvor mudder skød op fra undergrunden og greb ham midt i luften, inden mudderet blev tykt igen og stod som en lille mur midt i det hele, som hesteramte elver langsomt gled ned ad.
I den anden retning blev Sibal sunket ned i jorden, mens overfladen blev hævet, så et træ væltede halvt og endte som en barriere mellem hesten og Sibal.

Incuboen kunne absolut ikke lide situationen. Selvom det første slag rent faktisk ike havde ramt en modstander, var modstanderen forsvundet. Det var nummer to modstander også, men nu var der et træ i vejen til den første side. Den prustede ekstra mørk røg ud ad næseborene og dens vilde, ildrøde øjne søgte sit næste mål.
Sethro satte i løb væk. Det var nok den største fejl begået den dag. Ildøjnene låste sig fast på ham.

Suset fra pilen fik Sidkas hår på benene til at rejse sig. Hvis hun ikke vidste, at Sibal var den bedste bueskytte i hele klanen, ville hun give ham en røffel for at tage et så udfordrende skud. Det skud reddede så også Sethros liv. Ikke at han ville være taknemmelig overhovedet, sikkert. 
Hestens hvin skar igennem marv og ben. Det var som at høre på sydende flammer samtidig med at nogen blev brændt i dem, men lyden var unaturlig, strubeløs og skinger. Sidka skar ansigt og væltede næsten, da Sibal hev sig op at stå med hjælp fra hendes ben. Hendes knæ var blevet bløde helt uden, at hun havde opdaget det. Lyden. Det måtte være lyden. Ved siden af lå Ardulvyl og stønnede. Hans arm vendte den helt forkerte vej, men det kunne Sidka ikke tage sig af lige nu. Hestens vrede var igen blevet rettet mod dem.

Stadig med pilen begravet dybt i sin balle, vendte incuboen sig om og skrabede i mulden med sine tunge hove. Et stik af frygt dukkede op i Sidkas hoved. Noget, hun havde lært at forbinde med svaghed og forfald. Eller straf, men den kunne hun tage. Om hun kunne tage et spark fra den hest, var hun dog knapt så sikker på.
"Sigt bagud," sagde hun til Sibal og trak sit kortsværd.
Hesten satte i gallop. Sidka hamrede hænderne ned i jorden, så runer væltede ud under dem i den bløde muld til alle sider. Idet incuboen sprang mod dem, førte hun hænderne op og pressede sin magi til det yderste. Helt ud til fingerspidsen. Jorden rejste sig op foran hende og samlede sig til hårde jordblokke, som hun bragede op mod hestens bug midt i dens spring. Den blev slået ud af sin kurs, henover dem og væltede ned på jorden lige bag dem i et virvar af ben og flammer. Jordblokkene smuldrede på jorden rundt om den. Dens vrinsken var vred og forpint, og der var ingen tvivl om, at den ville prøve at komme op hurtigt nok til at tage til genmæle, inden elverne fik samlet sig.
Sidka landede på knæ med sveden drybbende af sig og ikke en dråbe mere magi i sin krop.