Hvis rummet ikke havde været så varmt af lysene og deres kroppen, så ville Fabian nok have ment det blev lidt køligt, som tøjet faldt af ham, mens de stod og kyssede. Det eneste han følte var bare en anelse frihed om at få sin krop fri af det, noget han godt vidste meget snart ville forsvinde endnu engang.
Han trak det heller ikke ud da Aldamar endelig slap kysset og gik om bag ham, selvom han var lidt trist over at han ikke kunne se Aldamar når han stod sådan her, men han holdt sit hoved fremadrettet, og lod Aldamar rette på hans krop ind i en... lidt mærkelig position hvis han selv skulle sige det, men han stolede på hvad Aladmar havde gang i.

”Okay,” sagde han stille, smilet stadig på hans læber, som han bare mærkede hænderne løbe langs hans hud og rebene. Aldamar havde haft en pointe som han sagde at han ikke ville misse noget, ved at lære selv at tage tøjet på. Det var lette kærtegn som det skete. Næsten lidt for lette, men han fokuserede på at nogle gang at røre sine fingre med sin tommel. Det virkede lidt underligt, men som han mærke rebet stramme om ham, så kunne han godt se pointen. Han havde tydeligvis haft ret i at Aldamar vidste hvad han lavede.

Et lille støn af overraskelse kom fra Fabian, som han lige mærkede hvordan Aldamar strammede hans arme lidt mere samme, før en lille latter undslap fra ham, mest af overraskelsen, men ikke på nogen dårlig måde. Han forsøgte derfor alligevel at kigge sig over skulderen på Aldamar. 

Ved lyden der kom fra Fabian, smilede Aldamar en smule ind imod hans hud men var samtidig hurtig til at tysse på ham. Havde hans hænder ikke været optaget i at vikle den snor han var igang med, rundt om det udstrakte bånd imellem Fabian's hænder og hans overarm, havde han tysset på ham mere insisterende. "Ligesom før, prøv at være stille når det kommer til ord" der havde været en mening med galskaben tidligere, og kunne Aldamar få ham til at læne sig ind i det - falde fuldstændig ned og slappe af - kunne han meget nemmere fremprovokere det sus så mange ledte efter, i den her praksis. 
Ved at hive i snoren han lige havde viklet omkring rebet - rebet der før strakte sig fra arm til skulder, bevægede det sig nu ind imod midten, og tvang hans arme en anelse højere op. Dannede en 'T' form når man så det bagfra, sådan som rebet strakte sig imellem det der var viklet på tværs af hans torso, og hans indbudne underarme. 

Aldamar strammede en ekstra gang for at sikre sig at knuden ikke løsnede sig eller rykkede sig, inden at arbejdet forsatte. 
Det var nogenlunde det samme som før, borset fra at rebet havde rykket sig en tak ned, og nu gik over midt på armen, tværs over brystkassen, få centimeter under de piercede nipples og rundt på den anden side igen. Det forsatte to gange (så der lå fire reb i alt), inden at han bandt knude bagpå ryggen, ved det bånd der fulgte rygsøjlen parallelt - det fra armene og op til midt på ryggen. 
Alt det var for at følge op med en 'lås', der skulle sikre at det ikke bevægede sig yderligere; Aldamar foldede ind ved at bukke rebet ind under ved armhulen, lod det få fat i båndet der gik på tværs og strammede så yderligere til. Den her gang, blev det holdt i 4 lange sekunder, imens hans blik studerende gled over hans ansigt, for at se om det gjorde for ondt. 
Presset over hans brystkasse og ved armene, blev erstattet af en lille forløsning da han slækkede og blot forsatte. 

Man kunne næsten se hvordan det vendte og drejede sig i Fabians hoved, som han overvejede Aldamars ord, men han kunne også godt forstå at nogle gange, så var det bedre ikke at sige noget. I det mindste havde han ikke fået at vide, at han slet ingen lyd måtte give fra sig, ligesom tidligere.
Derfor vendte han sig også væk, uden den store protest, med et smil omkring læberne, ventende på hvad der skulle ske.

Denne her gang var han både forberedt på at Aldamar pludselig kunne stramme rebet til, men det stoppede han ikke ra den lille lyd der undslap ham. Ingen ord blev sagt, det var der ikke grund til, men han havde altid været glad for at være vokal. Det var en lidt underlig strammen der kom fra rebet, men det var ikke for meget. Ikke endnu nej. Det ville kræve lidt mere, men han værdsatte hvordan Aldamar tjekkede op på ham, og han smilede lidt opmuntrende til ham. Han skulle nok sige til hvis det blev for meget.

Det her føltes dog også langt mere intenst end noget andet med bindinger han havde prøvet. Han havde ofte prøvet at føle sig fastlåst, men selv med den lille rykken der kom fra ham engang imellem, det var svært at stå helt helt stille, så kunne han godt mærke at han sad fast. Det her var ikke noget han bare kunne komme ud af hvis det blev for meget, men han følte sig rolig, mest på grund af hvem det var med. 

Man var i den grad imobilliseret, når først knuderne blev sat ordentligt.
Aldamar bed ikke mærke i utilfredsheden da han vidste hvad han snakkede om her, og ro var alt hvad Fabian skulle føle lige nu, hvis han skulle få det sus af nydelse han gerne skulle opnå. En del af ham ville ønske at han kunne rykke ham over på sengen, men det var for tidligt, da der var flere ting der skulle ordnes. Ting der tog tid, og han kunne ikke gøre det hurtigere end han gjorde det. Og hvis han selv skulle sige det... gjorde han det ret så effektivt. 
Mønstre der var indlagret i hovedet, og da Fabian virkede til at være okay med det... tog Aldamar en anelse mere fat. 

De sidste sikringer blev gjort sig, inden at han lod hånden følge rebets linjer, op til hans front. Mørke øjne studerede ham tavst, tavsheden var gennemtrængende og i stærk kontrast til Aldamar's dybe vejrtrækning, og fremkom bizar, når alt i hans blik var så levende. Uden at tage blikket fra ham greb han endnu et reb, for at få færddiggjort sit påbegyndte arbejde, og tilføjede de sidste detaljer. 
Reb der strakte sig som et forunderligt spind henover hans ryg af knuder og linjer - fremhævede den stærke muskulatur der lå bagved rebene. Ved fronten strakte de sig skråt, tværs henover brystkassen, omend han måtte ændre en smule på det, så mandens piercinger ikke kom i klemme. 
Og hele tiden, blev der støt strammet og slækket, her og der. Han vidste at de ville bore sig ind i huden, og han vidste også at smerten ville være velkomen, og kort efter erstattes af rislende forløsning. 
Da han var færdig med at lægge det sidste over hans bryst, var det til gengæld at Aldamar spændte indtil at der ville blive givet lyd fra den blonde mand, og han ville stoppe igen. 

Det var ikke som om at Fabian på noget tidspunkt havde været decideret anspændt, bare en anelse uvidende om hvor tæt tingene skulle sidde omkring ham. Og måske den underliggende liderlig der altid virkede til at være der når han var sammen med Aldamar i situationer, især som han stod og var nøgen med en letpåklædt Aldamar der gik rundt om ham.
Men Fabian måtte nøjes med blot at se på Aldamar, uden at kunne gøre noget, og selv føle spændingen stige i sin krop, som han blev viklet mere og mere ind i sig selv. Og selvom der blev strammet, så var det ikke på noget tidspunkt ubehageligt, ikke rigtig.

Det var en lidt blidere måde Aldamar begyndte at stramme ham, da han virkede til at være færdig, og han kunne mærke hvordan rebene borede sig lidt mere ind i hans hud, og et lille brum kom fra ham, da de lige trykkede nok, og han følte hvordan Aldamar gav slip på det.
Der var så mange ord der var ved at falde ud af hans mund, men... løftet om stilhed holdt stadig, så man kunne se hvordan han åbnede munden, men så klappede den i igen, med et halvkvalt grin. Der var så mange ting han kunne sige, men han holdt tydeligvis løftet højt nok til at lade vær.

Der lå mange ting bagved det for den mørkhårede fyrstesøn, og synet når han var tæt på at være færdig, var i og for sig fantastisk. Der manglede kun få ting, og så en generel stramning. Ikke nødvendigvis den primære grund, men Fabian var så smuk, at han et kort øjeblik tabte vejret ved det grin der kom - han faldt fuldstændig ind i det. Aldamar fik kun så meget ud af det, som Fabian gav ham lov til... og lige nu, havde han svært ved at se hvilken grænse han potentielt kunne have brudt, så okay som det hele føltes lige nu. 
Aldamar kom hurtigt hen til hans front, en hånd om nakken på ham da han stillede sig på tæer for at give ham et længe ventet kys, et kys der sendte en begejstret rislen ned af hans egen krop. Den anden hånd greb i selvsamme om nogle af rebene for at stabilisere ham - uden armenes bevægelsesfrihed kunne man let føle sig ude af balance, og det sidste han ville have lige nu, var at Fabian væltede og slog sig. 
Fingrene kærtegnede ham kælent hvor de slap afsted med det, og med et lille suk blev kysset sluppet, for mumlende at be ham om at bakke tilbage imod sengen. 

De skulle begge derhen. Han var knap nok blevet rørt under alt det her, foruden i starten da Fabian var kommet ind. Men alligevel kunne han mærke hvordan blodet susede livligt igennem hans krop, og hans hjerte bankede hårdt imod brystkassen - fuldstændig omtåget og omfavnet af den rus der fulgte med. Det var bizart, hvordan at han på en og samme tid ville give alt, og samtidig ikke var bange for at kræve alt. 

Det ville nok stadig kræve lidt tilvænning for Fabian for at han ville føle sig helt sikker i det her, men det hjalp gevaldigt, som han bare kunne se at det gjorde noget ved Aldamar. Det var det hele værd, selv med hans arme bundet, og at han var lidt bange for at vælte, som Aldamar nærmest overvældede ham med et kys. Hånden på reben hjalp ham heldigvis med at holde balancen.
Han lod sig fordybe i kysset, og hele hans krop begyndte langsomt at føle som om at den summede igen, og heldigvis ikke fordi hans arme var ved at falde i søvn pga. rebene. Der var bare hele tiden en trykken om kroppen, og med kærtegnene også, så var det bare godt.

Fabian kom med et enigt suk, da kysset blev sluppet, men lod sig ellers føre, eller blive skubbet lidt tilbage mod sengen. Balancen var der ikke helt, men med lidt hjælp, og forsigtighed, så ramte han snart kanten, og hvis Aldamar ønskede han skulle lægge sig eller sætte sig ned, ville han gøre det, men ikke før han var sikker. At rejse sig op igen for sengen ville nemlig ikke blive specielt sjovt.
Han var meget interesseret i at vide om han skulle bindes mere ind, eller hvordan Aldamar ville tage den fra nu her, for han kunne ikke forstille sig at det ville være rart at ligge på armene i hvert fald. 

En pude blev skubbet under ryggen på Fabian der fik lagt sig ned, for ikke at lægge udødvendigt pres på nakke og skabe en form for støtte. Aldamar møvede sig und over ham, et knæ ud fra hver side af hans hofter og et blik på skikkelsen under ham, der mest af alt kunne beskrives som værende betaget. Betaget og til stede, det var med blide kys at Aldamar forsøgte at gøre det så rart for Fabian som muligt, når der nu blev skiftet imellem kærtegnende berøringer og udvalgte ryk af smerte, der skulle erstatte dem på de rigtige tidspunkter. Han lyttede, han følte sig frem og mest af alt, så nød han hvordan det faktisk var noget der kunne deles. 

---

Efter noget tid, føltes det dog som om at det havde bygget sig nok op i både Fabian, men også ham selv. Han var tændt, ufattelig, brændende varm og det forekom ulideligt at vente meget længere, på hvad hans krop vidste der burde ske, men også noget som den genkendte lidt for godt, fra de gange han havde været sammen med Fabian før. 
Han havde undervejs forberedt ham så godt som han havde kunne med sine fingre, men var begyndt at løsne de reb der strammede sig over ham, mest af alt... for at det ikke var for meget. Eller for den sags skyld, blev det. Og han kunne næsten ikke vente længere selv. 
"Jeg.."  en lidt dybere skælvende udånding og Aldamar's fingre greb ham for at hjælpe ham op og sidde, så han kunne komme om bagved ham for at få ham fri, næsten desperat trods bevægelserne var rolige. Uden tvivl kun fordi at de var tvunget til ro. 
Henover skulderen gled læberne hen imod siden af hans ansigt, og han smilede ind imod den ande. 

Fabian havde prøvet meget, og han var ikke bekymret som han blev lagt ned på sengen men alligevel gjorde det at være sammen med Aldamar bare noget. Det eneste han rigtig fokuserede på var rebene, kærtegnene, smerten, nydelsen, Aldamar. Han lå og vred sig, og selvom der egentlig ikke skete så meget, så blev hans åndedræt alligevel lidt tungere, og lydene der kom fra ham bekræftede kun at han nød det.

Det havde også lidt føltes som om at de havde været gang i en evighed, og hans egen krop var også for længst begyndt at vise tegn på også at ville have en form for udløsning. Hans øjne var dog en anelse ufokuseret, hvilket også gjorde ham ret medgørlig heldigvis, men han kunne mærke hvordan det var ved at kulminere, som det føltes som om at Aldamar gjorde ham klar til næste del.
Hans hoved vendte sig lidt mod Aldamar, som kysset kom, selvom det stadig kun ramte hans kind, og smilede i hans retning. Og så begyndte han at kunne mærke rebene løsne sig, og et gys gik igennem ham, som han ligeså stille begyndte at kunne mærke at han kunne rykke bare lidt på sig igen, og følte sig fri.
Frihed var så meget sødere, når man havde været fanget. 

Det tog sin tid, og det var ikke sådan at Aldamar kunne skynde på det, selvom han nogle gange gerne ville. Her og der tog rebene fat stramt alligevel, men roligt og støt begyndte løkkerne, knuderne og bindingerne at løsne sig. Alt sammen blev dog skubbet til side, så snart at hænderne var nok fri til at Aldamar med et fnys viklede de sidste snørringer af, læberne godt igang med at gøre krav på hans hals imens. 

Fine røder streger strakte sig over Fabian's ryg da han trak sig en anelse tilbage og betragtede sit arbejde, der skulle ikke gå lang tid, inden at hænderne ledende forsøgte at vende ham om, så han også kunne se på ham. Se hans ansigt, se hans øjne, fange de smilende læber i et noget dybere kys, imens at han kæmpede for at lægge (ironisk nok) bånd på sig selv, og ikke bare trække ham hen på sit skød. Han måtte have ham nu - alt andet ville være uretfærdigt, med måden hvorpå at hans krop var spændt til bristepunktet og så ufattelig sensetiv, at det frigjorte nærvær fra Fabian var overvældende. 

Når rebene blev strammet lidt kom der små støn og lyde fra Fabian, men ligeså meget når han kunne mærke rebet løsne sig. Det var underligt, som det føltes som om at hele hans krop bare var langt mere sensitiv efter det, og han var ikke helt sikker på hvorfor. Han kunne dog ikke brokke sig, som han bare smeltede i Aldamars arme.
Han fik vendt sig om, næsten en smule skælvende over oplevelsen, men nu når han kunne rykke på sig igen, fik hans arme også løsrevet sig, så de kunne finde Aldamars ansigt. Ordene pressede sig dog for en gangs skyld ikke på, som han i stedet for talte med kroppen.
Hans lænede sig ind, bare så han kunne kysse ham igen, og bare fortælle ham, hvor meget han ville have ham. Hver en lille fiber skreg efter Aldamar og at føle sig omslugt af ham. Han kunne allerede føle ham ved alle de røde mærker hans overkrop nu bar, men det var ikke længere nok. Hvordan end Aldamar ville have Fabian, sådan fik han ham også. Han stolede dog ikke nok på hans egne ben til at kravle op på skødet af Aldamar lige nu, men han ville, hvis det var sådan Aldamar ville have ham. 

Det var egentlig utroligt, hvor afhængig Aldamar var blevet af lige præcis det sus der gik igennem ham nu. Da læberne mødte Fabian's igen, da hænderne fandt hans skuldre og derefter nakke og da øjnene blev lukket i, der var det at han følte sig hjemme, sikker og fredfyldt. Det var et behov der bankede på som en længerevarende storm, men det var også en utrolig ligetil fornemmelse af at de begge ville det samme. 
Pludselig gik det op for Aldamar at han var alt for viklet ind i det tøj der var tilbage, og hans ene hånd gled derfor skyndsomt ned for at fjerne det der holdt hans lem tilbage, imens den anden fraværende gled over hans nakke, legede en anelse med de blonde lokker. Da det var lykkedes - meget mere elegant end han egentlig følte sig lige nu, var det at kysset blev brudt og panden stødte imod hans, den overfladiske vejrtrækning ligeså ujævn som Fabian's egen. 
Nu. 

Aldamar tog nogle hurtige indåndinger, inden at han med et lille skub imod hans bryst pressede ham tilbage i det bløde underlag, han var nød til at kunne se ham imens. Og Fabian faldt villigt tilbage; Aldamar fulgte med. 
Med hænderne ud for hans ører og et kort sekund stilhed hvor at han bare kiggede på ham - perplex over at være nået det her nivau, gik det nu også op for ham hvor stærk han følte sig når han var sammen med Fabian. Ikke fordi at han følte sig stærkere end den blonde mand, men sammen med ham - eller nok bare selskabet af ham, fik åbnet Aldamar's øjne op på en helt anden måde. Den styrke der nu fik ham til at knække sammen i den ene albue og falde tættere ned imod hans ansigt, fange læberne endnu engang og bruge den anden hånd på at lede hans lem det rigtige sted hen, inden at han stødte ind. 
Hånden fløj tilbage for at kunne holde ham 'oprejst' imens, og kysset måtte kortvarigt brydes af det tunge støn der forlod ham - nogle hurtige vejrtrækninger til lige at samle sig - og Aldamar begyndte at bevæge hofterne, fast besluttet på at blive i den her euphoria. 

Det eneste Fabian kunne mærke og føle var Aldamars små berøringer og kys, og hvor tæt han var på ham. Han havde dårligt registreret at Aldamar ikke var klar endnu, lige indtil at han blev nødt til at fjerne det tøj der stadig holdt hans lem inde. Men så skete det også endelig.

Fabian lod sig skubbe bagover, og spredte benene. Hans vejrtrækning tung, men blikket på Aldamar, som han lænede sig ned, og endelig virkede hans mund igen, kun kort før Aldamar tog ham i et kys igen. ”Baldric.” En simpel hvisken, kun Aldamars navn, men nok til at fortælle Aldamar, hvor meget Fabian ønskede ham.
Hans hænder viklede sig omkring Aldamars nakke som de kyssede, inden et langt støn blev dæmpet af deres læber, som han mærkede hvordan Aldamar trængte ind i ham, og han også smed sit hoved tilbage, som kysset blev brudt.

Stønnene blev hurtigere og højere, som han mærkede hvordan Aldamar rytmisk bevægede sig, og enkelte gange blandet med Aldamars navn. Der blev på ingen måde lagt skjul på Fabians nydelse. 

Det var højlydt, men det gjorde absolut intet, og var en vidunderlig kontrast til den stilhed der havde hersket førhen. Det gjorde selvfølgelig noget ved selvtilliden at få at vide hvordan det var godt, og han kunne da også mærke hvordan at det rislede ham behageligt ned af ryggen, sådan som de kun blev højere og hurtigere. Fabian var bestemt ikke den eneste der mente at det var godt. 
Aldamar's vejrtrækning var nemlig overfladisk, sådan som han sørgede for at holde sig oppe og samtidigt holde den vedvarende rytme - noget der føltes ufatteligt vigtigt lige nu. Han var ikke i tvivl om at han nok var rodet at se på, så fandens rodet at det kun var på det her tidspunkt, at han nogensinde ville kunne være ligeglad med det. 
"Åh gud.." mumlede han, mest af alt med en besværet tone, da det med det samme skulle til at gå over i et støn.

Men det var også hvad han var, ligeglad. Det forekom absurd at skulle stoppe over noget så trivielt, og Aldamar gispede en anelse da nydelsen tog til, og nød synet af Fabian under ham. Han så mindst ligeså rodet ud som ham, stadigvæk med rebenes fine linjer henover hans brystkasse og arme og det ellers pæne hår en anelse svedigt. Men det var fint. 
Det var okay. Og det fik også lov til at forsætte med at være okay, i nogle minutter endnu. 
Lige indtil at døren gik op, og Aldamar's blik fór op imod den knirkende lyd. 

Leonora Viktoria Falka Arys åbnede døren til sin søn og arvings værelse, uvidene om hvad der ville vente hende på den anden side, takket være bygningens solide døre og tykke vægge.

Døren svang åben med et let knirken var det tunge træ, og intet i verden kunne have forberedt Leonora på det syn der mødte hende på værelset. Synet af hendes søns svajede ryg som han stødte frem ville for evigt være brændt ind i hendes sind, med rober og.. Reb? Lemfældigt smidt omkring sengen. 
Fyrstindens øjne spærrede sig op i chok og hun slap døren for at slå hånden for munden. For første gang i hendes liv var det nødvendigt for hende at støtte sig til sin stok.

Det havde ellers været så fremragende en dag.. Leonora havde haft et anlæggene nær Safiriens grænse, og havde besluttet sig at rejse den ekstra vej til Dianthos, for at se sine børn. De var blevet så hurtigt voksne og med Aldemars nært forestående bryllup, ville han snart være en voksen i egen ret. Hun havde ikke givet besked i forvejen, håbende at overraske dem! Men huset havde været overraskende tomt da hun nåde frem, og de få tyende der var tilbage, havde peget hende på vej. Aldemar var på sig værelse og havde ønsket ikke at blive forstyrret. 
Nåh ja, men man havde vel altid tid til sin mor. 

Det eneste der eksisterede var deres kroppe der hamrede mod hinanden, og Fabian var høj af ekstase og nydelse. Hele kroppen var nærmest elektrisk, og det eneste han egentlig kunne se for sig var Aldamars ansigt for sig, når han engang imellem havde øjnene åbne, og så op på ham. Han følte sig så tæt, men han ønskede det skulle blive ved, da han ikke var klar på at bare lade det være inden ikke endnu.

Det var ikke som om at han havde meget af et valg, som hans fingre hans nærmest boret sig ind i Aldamars ryg, og han hørte den knirkende lyd af en dør. Hans øjne spærrede op, for det var trods alt gået op for ham, og for et kort øjeblik kunne han have svoret at han havde fået øjenkontakt med den fornemme kvinde der stod i døren, hvilket måske ikke gjorde meget for at ødelægge humøret for Fabian, men han var sikker på at det havde en lidt anden virkning på Aldamar, som aldrig havde virket alt for glad for at folk kunne kigge på dem. Desuden var det også den svage viden Fabian havde om ældre pænt påklædte kvinder... der var ikke specielt mange muligheder for identiteten af kvinden, som mente hun bare kunne valse ind på værelset. 

Filmen knækkede idet at de endelig gik op for ham hvem det var, og Aldamar af Arys kunne ikke have ønsket sig ned i et dybere hul, da han så hvordan øjnene spærredes op og hånden fløj inde foran munden på den ældre kvinde, der ikke skulle være nogen anden en hans mor; fyrstinden af Arys. 
Hvad hun lavede her og hvorfor hun var her, det virkede pludselig ufatteligt underordnet sådan som hun blev stående i døren, og stirrede. Stirrede så meget at Aldamar ikke forstod hvordan det tog ham godt 5 sekunder førhen at han reagerede rigtigt og endelig skubbede sig fri fra Fabian, et udtryk i ansigtet der mest af alt kunne minde om en der havde set selveste Kile stå i døren - hvilket han næsten hellere ville have foretrukket på det her punkt. 

Fingrene der havde boret ind i hans ryg føltes brændende i det ekko de efterlod og Aldamar var nok i chock over hvad der skete lige nu, til at skammen endnu ikke havde indfundet sig over hans blege ansigt da han væltede tilbage. Hænderne famlede efter et eller andet tæppe eller pude at kaste over sig selv - og Fabian - imens at munden åbnedes i en tavs protest over at det her skete lige nu. "Nej!" fik han endelig udbrudt, og registrerede i udkanten af hans synsfelt hvordan rebene - rebene! - faldt ned da han hev dynen op for at dække over sin noget blottede begejstring og sig selv. 
Ved Zaladin! Harme, fortrydelse, vrede og skam væltede ind omkring ham idet at sitaitonen mere og mere gik op for ham. 
Nej, bare nej. 

Et sted bag chokket bød et glimt af beundring, som den blonde mand mødte hendes blik uden skam eller frygt. Der kom dog næppe meget frem af den, da Aldemars reaktion endelig brød Leonora ud af sin fastfrosne tilstand.
Hun så følelserne rase over sin søns ansigt, og hun ønskede intet mere end at forsikre ham om at det var okay, at det nok skulle gå. Hun ønskede at række ud til sin søn.

Men hun var Frystinde først og fremmest. Hun var nød til at værne om familiens interesser. Hånden der havde skjult hendes mund fandt langsomt, og lagde sig over hendes anden hånd, som hun flyttede stokken frem foran sig. Hendes ansigt var ulæseligt, men som hun talte var hendes stemme fast og urokkelig.
"Aldamar Baldric Leosin Arys" familien før alt "Jeg vil se dig og din gæst i vinterstuen, når i er færdige her" kommanderede hun. Det var ikke til diskussion.

Fyrstinden løftede hånden og lagde den på dørhåndtaget igen. "Påklædte tak" tilføjede hun insisterende, inden hun forlod dem igen og lukkede døren bag sig. Hun stoppede på den anden side, og lod et skælvende åndedræt slippe ud, som hun allerede fortrød sine ord. Hun kunne blot have lukket døren, og ladet som om det aldrig var sket...
Nej. Hun var nød til at handle. For familiens bedste. For Aldamars bedste.

Fabian sad måske stadig en lille smule fast i Aldamar, som hans eget blik flakkede lidt mellem Aldamar og kvinden, selvom det primært forsøgte at læse Aldamars humør. Heldigvis var Aldamar da nok ved sig selv til at skubbe sig selv af Aldamar, til lidt ærgrelse for den lille stemme i Fabians baghoved, inden at han forsøgte at hjælpe Aldamar med at dække dem bare lidt til. Det her var muligvis en af de værste situationer han havde stået i hidtil. Mest fordi han ikke bare var blevet sendt på porten.

Derfor var det heller ikke Fabian der bekræftede eller afkræftede at de ville møde op nede ved Fyrstinden. Han havde foretrukket at hoppe ud af vinduet, og flygte i ly af natten, men desværre ville det nok blot stille ham i en værre situation. Han var ikke svær at finde trods alt.
Dog kunne han ikke holde ordene tilbage, eller det lille lettede suk, da Fyrstinden endelig lukkede døren. ”Deet... havde jeg ikke set komme,” sagde han og kiggede mod Aldamar igen. Ord der var lidt for tydelige, og han forventede halvt at Aldamar ville bide tilbage, hvilket han for en gangs skyld ville forstå. Aldamar skulle giftes. Det her var det sidste han ville opdages i at gøre med en anden mand, få måneder før brylluppet og så af hans mor af alle. De kunne vel kun håbe på at Fyrstinden ikke udskældte dem totalt. Eller forbød dem aldrig at se hinanden. Se, det var en ting Fabian ville have overraskende svært ved at acceptere på nuværende tidspunkt. 

Det værste af det hele var nok, at hun var så ulæselig kun sekunder efter at shocket havde lagt sig, og hun havde fået samling på sig selv. En maske der ikke kunne gennemskues, og som gjorde at Aldamar's indre vred sig i ubehag - noget der kun blev forstærket da hans fulde navn blev smækket på bordet, og hun derefter lukkede døren. Lort. 
Der var så mange blandede ting at forholde sig til, at Aldamar ikke reagerede. Selvom hun havde lukket døren, føltes hendes tilstedeværelse stadigvæk i hver en afkrog af værelset - hans værelse, som ikke havde haft døren låst. Hvorfor havde døren ikke været låst?! Hvad ville det ske nu? Hvordan med Fabian? Aldamar sank en klump af spyt, bevægelsen der fik hans adams æble op og ned var det eneste der bevægede sig i det hvide ansigt, fuldstændig forstenet i mødet med hvad der nu skulle ske. De kunne ligeså godt sparke ham godt og grundigt ned i et hul af skam. 

Øjnene rykkede mekanisk nedover Fabian da hans stemme lød; en konstatering der mest af alt gav ham lyst til at grine. Ikke fordi noget af det her var komisk, det kunne ikke engang gå under kategorien tragisk-komisk, som ellers var en favorit hos fyrstesønnen. Men fordi at den var så unødvendig, og latteren var et håbløst forsøg på at maskere den panik der langsomt men støt bevægede sig igennem hver en fiber af hans krop, som blev den ufrivilligt spredt yderligere ved hvert et hurtigt hjerteslag der meldte sig på banen. Så Aldamar's ansigt knækkede over i et fnis, og han skubbede sig selv voldsomt væk fra Fabian, som om at han var grunden til at det her kunne ske. 
Ikke at det var sådan - når det virkelig brændte på, havde Aldamar's kritik altid været hårdest imod ham selv. Han burde have husket at låse døren - han burde ikke have inviteret ham herhjem - han skulle aldrig have været så zalans naiv, og have troet at det her ikke ville ske.
"Hah, nej vel? Det er ligegodt typisk - " den monotone stemme havde selvsamme kant af underliggende panik som hans fnis havde haft, og han travede lige fluks hen imod kåben han havde haft på tidligere, inden at han skiftede mening og vendte sig imod sin skuffe af tøj. " - jeg troede du havde låst døren efter dig, men jeg skulle have tjekket. Ved zaladin jeg skulle have tjekket" en ordtrøm der næsten snublede over sig selv, idet at han systematisk gik igang med at klæde sig på.