Samson hævede et lille øjenbryn af Zidiac der "besvarede" hans druk. Hun ville altså gøre det samme som ham? Tilsyndeladende havde hun aldrig smagt det før, hvilket hun jo også sagde. Det gjorde bestemt ikke noget, så var det på tide at hun smagte det!

"Så er det så sandelig på tide at du smager det!" sagde Samson med sin bestemte tone, der var ingen tvivl i det, for sprutten kunne resultere i at en dårlig dag, pludselig kunne blive til en god dag. Ikke sært at der havde været mange drukdage i tidernes morgen da han var en rigtig drengerøv og egentlig bare elskede den følelse af frihed. Han havde undret sig flere gange, hvorfor folk ikke udnyttede sig af det.

Samson så forbavset på den lille pakke. Var det en gave.. til ham? Hans øjne så undrende på Zidiac. Sådan man gjorde? Samson kendte knap nok til det heller. Han havde bare fejret det, når han havde fejret det, med en druktur. Men så sandelig.. han havde da set det med gaver før. Sidst han fik en gave, var vel nok i sin barndom, og der var det vidst ikke engang til sin fødselsdag? Det blev der ikke taget særlig meget højde for, for det var der simpelthen ikke råd til med alle de børn og en enlig mor til at forsørge alle.. nå ja, enlig mor udover papfaderen, som var en luset svans ifølge Samson....

Han tog pakken til sig. Han vidste ikke hvad han skulle sige i det øjeblik han tog den til sig. Han begyndte at pakke op og der lå de så.. skinnende og smukke i sig selv. Hvor skulle han dog placere dem henne? han skulle finde et godt sted.. han så med det samme på sin finger. Han skulle måske få en guldsmed til at lave disse til ringe?
Et langsomt smil bredte sig på hans læber, usædvanligt var det. Han så ud som et lille barn der fik en gave. Øjnene begyndte at stråle da han kiggede på dem og han bed sig selv i læben da dette pludselig kom bag på ham selv. Det falmede en anelse mere og lysene i øjnene, som havde været der, forsvandt så det ikke var så tydeligt mere. Alligevel var det tydeligt at se, at han var yderst begejstret for sin gave.

"Jeg iværdisætter din gave, Zidiac. De vil muligvis blive lavet til smykker." Samson nikkede kort, fandt en lille læderpung frem fra inde under kappen og lagde forsvarligt alle stenene derned og trak i snorene så den blev lukket godt til.
Vinen var kommet og Samson skænkede straks op til Zidiac og til sig selv. Denne vin var som sagt helt speciel. Den kunne få Samson til at blive fuld efter et par krus fuld, hvilket ikke sagde så lidt, og det var, hvad han havde tænkt sig.

"skål!" han hævede kruset, og bældede det derefter i sig. Han ventede skam ikke i mange sekunder.

Hun fniste lidt tøset af hans svar til at hun ingen erfaring havde med allkohol. Måske den allerede var ved at gøre sig sin indvirkning? I al fald var det egentligt sjældent man selv så hende sidde og fnise så afslappet, især når der var så mange mennesker omkring i hele lokalet, selv på Borgen havde hun endnu ikke helt vænnet sig til når der var flere end 4-5 omkring hende, så flygtede hun typisk opp til sin rede og blev der til panikken havde lagt sig.

Med hagen støttet i håndfladen betragtede hun ham som han åbnede den lille pakke. *Smykker? De ville egne sig bedre som mad..* Tænkte hun men sagde ikke noget, fundrede istedet over det underlige blik hun havde set i hans øjne og det lige så underlige smil. Hvad var det hun havde været vidne til?
Hun studsede lidt inden hun lugtede til vinen. Hvad havde det været før?
Det lugtede hvertfald stærkt. Med et lille hiks og et nik togg hun endnu engang kruset op og førte det til hendes læber. Hun havde nær spruttet det ud.. Smagen var så intens for hendes sanser, men af ren og skær høflighed og for ikke at ødelægge Samsons humør sank hun dog den stærke vin.

James kiggede lidt på Flavian og smilte. Han rejste sig også selv op og gik over til det gamle bord som han havde siddet ved.
Han begyndte lige så stille at snakke og drak det sidste og bevægede sig op fra stolen. Han gik hen til døren og bed sig i læben. Han åbnede døren og gik uden for. Han fortsatte med at snakke til det der ikke var der. De fleste kiggede godt nok på ham som om han var en idiot, men det var han lige glad med. Et smil kom over hans læber da han forsvandt rundt om hjørnet og forbi kroen

//out

Samson fik tømt kruset til sidste dråbe, sådan så der var endnu en plads til vindråberne der skulle hældes i kruset igen. Han greb flasken, skulle til at skænke sig op for sig selv, lige før han fandt ud af at det ikke var høfligt. Nu havde Zidiac givet ham en gave, men også for at bevare den høflige gestus som han havde vist her til aften, så skænkede han op til Zidiac først. Da han endelig havde skænket op til sig selv derefter, hævede han kruset for at mødes med Zidis, for at skåle?, og tog derefter atter slurkene. Han kunne mærke hvordan alt begyndte at svimle for ham så småt, og han vidste at om kort tid, ville det tage mere til. Det sked han dog på. Det var nu der skulle drikkes ud.
Han fik et par ekstra krus hen til sig, ved at råbe gennem kroen på et par flere krus, hvor kvinden forbavset kom hastigt farende med de to bestilte krus. Han tømte resten af vinflaskens indhold ned i disse to krus. De sidste slurke skulle ikke være fra de "gamle" krus, men fra et helt nyt rent et af slagsen, så føltes det alligevel som bedst. Da han endnu havde forstanden der i nogenlunde grad smed han et par jader på bordet, som betaling for hele omgangen. Derefter fattede han om det nye krus og bældede det.
Det andet krus var tydeligvis ment til Zidiac, det var tydeligt at se.
Samson fik kun lige tømt kruset til væltede til siden på sin stol og endte med et plonk på kroens trægulv. Han blev liggende der i et ganske kort øjeblik og så op i loftet mod de uklare lys som skulle lyse kroen en anelse op. Han fik vendt sig om, det var nu han skulle ud af kroen, inden det tog helt til, og så han ikke pludselig skulle støde ind i nogen han ikke lige ville se på nuværende tidspunkt - for sin egen sikkerheds skyld.

"Kom schå Zidi!!! nu schkal vi ud herfrrrraa!" brummede Samson, som om han var helt blød i knæene. Når han var i fuld, eller rettere, snart stiv tilstand, så ville man ikke umiddelbart tro på, at han kunne være den forbryder, han endnu engang er.
Samson slæntrede gennem kroen, mod døren. Bordet han havde taget, var nærmest midt i krostuen. Han væltede derfor ind i flere borde og stole (stolene væltede), og mon ikke at han halvt faldt over dem bagefter. Yderst kejtet, blev kroen forladt, men i et godt lune og et veltilfredst sind.

//out :3

" Tehegee~" Fnes hun som hun betragtede den røde vin der endnu engang blev skænket op til hende. Hun havde været lige ved at sige 'tak' men istedet for ordet 'tak' kom ud en mindre højlydt ræben. Hun blinkede overrasket med øjnene med hånden oppe ved munden inden hun blot lo og tog imod det nye krus og skålede med Samson. Hendes humør havde lettet sig en hel del af en eller anden grund samt var hendes sart blåfarvede hud ved at antage sig en let rød undertone hvilket fik hende til at se næsten helt lilla ud.
Da hun så sig om virkede hendes hovede pludselig en smule tungt, svimmelt. Hun stirrede på Samson med et fjoget grin da hun opdagede at der ´pludselig var to af ham. Hun kunne slet ikke fokusere ordentligt og hendes instinkter var efterhånden blevet godt og grundet ført rundt på gulvet af sprutten.

Hun vimsede en smule rundt men drak stadig lydigt af kruset og vinen på trods af at hun var begyndt at føle sig mæt af al den drikkelse. Hun var jo slet ikke vant til at drikke så meget!
Hun havde end ikke drukket sit sidste krus ud før Samson befalede hende med sig ud.
Hun nærmest væltede ned af stolen inden hun en smule svimmelt luntede hen efter sin godt et hoved højere herre.
"Jaaargh errr pfå vaarj He-Heeeerrrree~..!" Grinede hun som hun tumlede ud af døren, få millimeter fra at vælte ind i selve dørkarmen, men ikke desto mindre lige efter Samson.

// Out

Ude foran Kroen var Samson ved at stige ned fra ryggen af tyren Brutus. Den store tyr kiggede ind af et af kroens vinduer, ind på et par gæster som tydeligvis fik sig en ordentlig forskrækkelse, så mjøden blev spildt på bordet, som de ellers lige havde købt. Mjøden løb ned over fruens kjole, så hun fik hurtigt travlt med at rede det meste af den.
Samson dumpede ned på jorden og et par klir gav efter fra sporerne.
Krostuens dør åbnede sig og ind trådte Samson. Han havde bar overkrop i dag, selvom det ikke just var varmt. Dog havde han sin bande-kappe på, men det ville ikke kunne holde ham varm alligevel. Det var skam heller ikke dét den var egnet til for hans vedkommende. På hovedet havde han den sædvanlige hat med de to smileys. En hat som man ikke fandt andre steder i landet.
Samson gik med rolige skridt, tunge skridt, hen til dét bord, hvor fruen før havde spildt mjød. De havde lige rejst sig for at se at komme hjemad, hende og hendes mand, for at hun kunne få noget tørt tøj på. Det gav Samson en passende lejlighed til, at kunne have udsyn til Brutus.
Samson lænede sig tilbage i stolen, mens han betragtede sin tyr stå og stirre ind på sig. Han flyttede først blikket så snart, at en af medarbejderne i krostuen kom hen til ham for at modtage en bestilling.

"Husets bedste mjød..." Sagde han kort, og straks var medarbejderen i gang med ordne hans bestilling.

Kamei havde godt set den store tyr, og den fine frue var bestemt ikke den eneste der havde fået en forskrækkelse. Et let gisp og klynk havde forladt halvdyret, og han foldede vingerne tæt ind til kroppen da han så den høje mand komme ind. Han virkede skrækindgydende, men Kamei mindedesaldrig at have haft set ham før. Måske havde han, men det ville have været nogle år siden, i så fald. Løvehalen blev snoet om hans mave, og han tog lidt bedre - dog ikke mindre akavet - fat i sin krus med det mildere mjød og tog et sip.
Væsnet kunne dog ikke lade være med at kigge lidt nysgerrigt over på den sorthårede mand, men han prøvede da at lade være med at stirre for meget. Det var jo ikke pænt. Han lagde så mærke til hatten og blinkede lidt. Havde han ikke hørt om en eller anden med den hat..? Hvad var det nu han hed... Sa....Salomon?

Morgana trak kappen lidt tættere om sig. Det havde været en spændende dag, hvor hun havde mødt nogle nye personer, men nu var hun efterhånden træt. Der var så mange nye indtryk at få styr på, og så mange gamle, der pludselig var dukket op. Ja, Morgana havde meget at tænke over for tiden, og netop denne aften, følte hun, hun havde behov for at skubbe tankerne lidt væk. Der var for mange.
Med raske skridt gik hun frem mod døren ind til kroen. Det var så lang tid siden, hun sidst havde været her; det var dengang, hun var rejst hjemmefra. Hun smilede let ved tanken om Morgoth, der havde ’samlet’ hende op, da hun var allermest forladt.
Med et skub mod den ru trædør, og et skævt blik mod en olm tyr, der stod som et ridedyr ville have gjort, fik hun adgang til krostuen. Hun rystede tankerne om tyren væk, hun kendte ikke nogen, der rendte rundt med en tyr. Krostuen, der som husket, altid var fuld, var fuld!. Selv i disse tider. Specielt i disse tider! Hun så sig omkring efter et ledigt bord, men tilsyneladende var alle optaget. Der var godt nok et par på vej ud af døren, men deres forladte bord blev just taget af en høj herre, der ikke ligefrem så ud til at ville dele! Hun sukkede tungt og gik et par skridt inden for døren, fik fat i en medarbejder og bad om direktion for en mulig siddeplads.

Samson skulede rundt for sig. Der var så sandelig ved at komme gang i biksen igen. Den havde ellers lagt forholdsvist øde hen de sidste par gange han havde været her. Det var selvfølgelig også et stykke tid siden.
Han kunne mærke blikke på sig. Nogen af dem havde været ofrer i tidens løb, andre kendte han ikke noget til. Et lavt tilfredst suk undslap ham.
Kroens medarbejder kom over med et krus mjød. En lille læderpose med rav blev revet op af Samsons lomme, og smidt henover bordet, mod hende der havde betjent ham.

"Tag hvad du skal bruge.." Brummede han med sin dybe og let hæse stemme, som var lettere snerrende.
Kvinden, som havde hentet kruset, fumlede let med den lille læderpose og fandt det frem, som hun skulle bruge. Hurtigst muligt skubbede hun det resterende tilbage til Samson som han forsvarligt tog ned i lommen igen. Hun skulle jo heller ikke have for meget.

En hurtig tår blev taget.
Samson lagde sin ene arm over sin stolryggen og drejede rundt på stolen, sådan så han sad med ryggen til vinduet/Brutus (XD). Hans blik gled atter rundt. Det faldt på et.. halvdyr? (Kamei). Hvad skulle han forestille at være? Samson hævede det ene øjenbryn, og blikket blev pludselig fanget af to der stod sammen midt på gulvet. Tydeligvis en kunde og så hende der før havde betjent ham. Problem?
Der var noget bekendt over kvinden. Det var noget tid siden at han havde set hende, men bekendt var hun stadig.

Arj. Det kunne ikke være Salomon, ku' det.. Eller måske jo. Den snudeagtige næse blev rynket lidt op, men han for sammen da han lagde mærke til at den sorthårede sa-etllerandet-on kiggede over på ham med et undrende udtryk. Fjerene puffede lidt op, men lagde sig igen da han rettede sig op bedre.
"..."
Han havde nu ikke ment at stirre. Han slog blikket ned i sit krus og tog et slurk til, før han så så over på den sorthårede kvinde - Trish? - Han blev næsten helt spændt, men ørerne hang nu, da han huskede at Trisha jo ikke havde krøller... Men de havde begge det mørke hår, ja de havde så. Han tiltede lidt hovedet på skrå, løvehalen fjernede sig fra omkring hans liv og svajede lidt fra side til side. Ku' hun ikk' finde en plads? Mjeh. Han skævede lidt, rundt. "uh..der er plads her ... hvis det sku' være." kommenterede han og flikkede venligt med ørerne. Det var altid rart at møde nye folk! .. og .. man skulle da også være høflig, mmhhh?

Kvinden, der stod med et par tunge ølkrus i hænderne, nikkede over mod bordet ved vinduet. Tilsyneladende den eneste plads… - men af en eller grund, følte hun ikke for at sætte sig derover. Dels blikket fra manden, dels de andre blikke mod manden. Han var afgjort ikke den mest populære type, selvom han ikke ligefrem så dårligt ud! … - men der var et eller andet, et dårligt minde eller noget, der prikkede til hende. Noget, hun burde kunne huske, men som ikke helt kom op til overfladen.
Nedslået så hun sig atter en gang rundt i lokalet, da en stemme gjorde hende opmærksom på en plads. Hun vendte sig rundt og så til sin forbavselse et lille væsen vinke hende nærmere.
”Er De sikker? – jeg vil mase mig på.” Svarede hun forsigtigt, mens hun smilede spørgende og gjorde mine til at sætte sig. Selvfølgelig ville hun gerne sidde ned, men hvis det nu var til for meget besvær… - Hun rakte en hånd frem for at præsentere sig selv.
”Jeg er Morgana.”

Samson betragtede scenariet omkring en plads, og han bemærkede da også at der blev henvist til hans eget bord, men kvinden så tøvede. Samson smilte veltilfredst over reaktionen fra hende.
Humøret var meget blandet. Et eller andet sted havde han bare lyst til at sidde for sig selv, noget andet sagde ham at han også havde lyst til at komme lidt nærmere de to. Skulle han være en plage? Eller skulle der være en lille fidus ved det hele?
Nr. 2 lød som det mest interessante lige nu. Samson så videre rundt i krostuen. Folk havde gang i bevægelserne. En tilfældig medarbejder kom forbi med et fad hvorpå der var et par krus med et eller andet i, som Samson ikke vidste hvad var.
En kunde sad lidt fra medarbejderen, og hans stol blev pludselig trukket ud. Det lignede at han skulle til at rejse sig, uden helt at ligne at kunden selv var parat til at rejse sig. Stolen blev trukket ud i det øjeblik hvor medarbejderen gik forbi og stødte ind i stolen. Timingen var perfekt.
De to krus fløj direkte mod Morgana og Kamei, og lige da væsken skulle til at sprede udover hele bordet, holdt væsken tilbage, og koppen holdt sig svævende i luften.
Samson havde en hånd frem for sig, selvom han egentlig ikke havde behøvet det, men han behøvede det for at vise, at det var ham der havde en finger med i spillet om at holde det hele oppe.
Samsons blik var borende. Skiftevis mellem Morgana og Kamei for at studere hvordan de ville takle situationen.

Kamei skramlede lidt med stolen da hun kom derhen og rejste sig så for at give hånd - omend han var ved at række hende den forkerte, huskede dette og skiftede det rundt. Hans tag om hendes hånd var fast, og han smilede, "Det' helt fint. Mit navn er Kamei, rart at-- woah!"
Eftersom at krusene var lige i retning mod dem, var Kamei's første reaktion at slå en af de store vinger ud. I så fald, ville stadset da i hvert fald ramme den, istedet for dem, men da der ligesom ikke kom noget sammenstød, blinkede han overrasket og løftede vingen lidt så han kunne se. Den store fyr, havde vidst reddet dem fra en ret klistret omgang.

"...uh... Tak." Halvdyret havde set folk manipulere med ting først - eller, han havde set Denaro lege med Sand - men det der var da alligevel... Ret imponerende. Han slap Morgana's hånd, og så lidt på hende, "..du okay?"

Morgana spærrede forskrækket øjnene op, da hun så væsken og de to krus komme flyvende mod sig, og om muligt blev øjnene spærret endnu mere op, da Kamei slog vingen ud! Den var større, end hun lige var forberedt på, og fjerene glinsede i krostuens belysning. Hun følte sig skærmet fra det hele, både væske og støj fra de mange gæster. Da vingen gik ned, og atter lod størstedelen af støjen komme tilbage, var det et mærkeligt syn, der mødte hende. Hun stod med åben mund og sin spinkle hånd i hans og så betuttet på væsken, der svævede foran vingen uden at røre den. Undrende lagde hun hovedet på skrå, da Kamei tiltalte den store gut, for hun havde opfattet det, at væsken var standset, som en følge af en eller form for magi vingen, eller vingens ejer, besad.
Det gik op for hende, at hun stadigvæk holdt hans hånd i sin, og hun slap den forfjamsket, hvorefter hun sendte et skævt blik til den store gut, der stadigvæk holdt hånden oppe. Hun var lidt nervøs for, hvad der ville ske, idet han ’slap’ magien. Ville væsken fortsætte eller falde?
” … j …” Kvækkede hun, før hun fandt sin stemme igen. ”Ja, det tror jeg…” fik hun fremstammet med store øjne.
”Og Dem..?” Spurgte hun høfligt, mens hun smilede prøvende, usikker på situationen.

Samson studerede væsken med sammenknebne øjne. Enten var det vand, eller vin, såvidt Samson kunne bedømme ud fra farven.
Det var alt for fristende. Specielt nu da det mystiske dyr troede at de var reddet, så kunne det ikke være meget bedre.
Ganske rigtigt. Samson sænkede sin hånd, men krusene svævede stadig, sammen med væsken. Roligt styrede væsken op mod krusene, og Samson lagde blot sit hovede let på skrå. Et lille smil bredte sig og nu var fanden løs. Krusene dumpede direkte ned i bordpladen og sprøjtede ud til alle sider.
Denne scene havde været det hele værd. Først vingerne, som han slet ikke havde ventet at se, dernæst forventningen af, at de begge var fri for det stads.
Samson tømte sit krus, mens han betragtede scenen. Han elskede at spolere. Om det så var en krop man krænkede, eller en glæde som man pludselig kunne tømme alt indhold ud af, på et split sekund. Utroligt hvad et enkelt sekund kunne udrette.

Kamei så lidt op på Morgana, og gengældte det skæve smil. "Det var go-"
Mere nåede han ikke at sige, før krusene med et var i bordet, og halvdyret kom til at tage et halvt skridt bagud i forskrækkelse. Det afholdte ham dog ikke fra at få sin portion af vin .. rødvin .. vand.. hvad det nu var over sig, og han så på sine vinger med et noget 'pis' udtryk. Det var sgu også så besværligt at rengøre vingerne.

"...det var mindre godt.." En let rynke formede sig i panden, og han skævede over på Samson, nu var det venlige væk, men erstattet af en irritation. "Hva' sku' det til for?" Han holdte vingen lidt ud for sig, men ville ikke til at ryste den, da det bare ville smatte stadset mere rundt, og ikke desto mindre over på Morgana. Han vidste nu godt hvor .. irritable folk kunne blive når deres tøj blev smattet ind i vine. Især vin da det var svært at få af igen.

Morgana mærkede en gnist af vrede fænge i sit indre, der var meget, meget tændbart. Vreden flammede op, og hun mærkede varmen brede sig, specielt ud i venstre hånd, som hun panisk knyttede. Hun pressede læberne sammen og mærkede koldsveden bryde ud på overlæben, hvilket indikerede, at hun virkelig var nødt til at få vreden under kontrol, hvis hun ikke ville være skyld i en større ødelæggelse. Det ønskede hun på ingen måde, men det var fristende og smide raseriet fra sig i form af den ild, der brændte i hende.
Hun lagde hovedet på skrå, løftede overlæben lidt i en foragtende gestus, snerrede nærmest af Samson, og tørrede en hånd over panden, hvor er specielt stort stænk havde ramt. Hun fornemmede en snert af rødvins bitre duft, men også en anelse af anis nåede hendes næsebor. Brændevin af en slags?
Hun fnyste halvt af grin, halvt af irritation. Kamies kommentar havde overrasket hende. Nærmest uden nogen følelse i, som en konstatering. Hun lagde hovedet på skrå og så, hvordan han skævede til de andre gæster, og gættede, hvad han tænkte på. Hun løftede sin kappekant og holdt den op foran sig med et bedømmende blik. En høflighedsgestus for en høflighedsgestus!
Et af lysene i nærheden af hende antændte sig selv med et snap og efterlod et par fordrukne gæster mumlende om, at de havde fået nok. Hun sænkede blikket og stirrede ind i intet, mens hun forsøgte at få kontrol over de bølger af vrede og ild, der tordnede mod hendes brystkasse og tiggede om at blive løsladt.
Med lidt tøvende bevægelser førte hun kappekanten over mod vingen, hvor det meste af krusenes indhold havde ramt, mens hun skubbede tankerne om idioten væk og forsøgte at få ilden tilbage.

Samson satte sin albue ned i bordet, lagde sit hoved ned i sin håndflade og betragtede de meget forskellige reaktioner fra de begge. Han havde et lille smørret smil på læben. Det var tydeligt at han morede sig over hele scenariet. Meget provokerende. Kvinden var helt oppe at toppes, hvilket var det der var mest spændende. Det ville sige, at han nemt kunne få skovlen ind over hende, uden at gøre det helt store af sig selv. Han behøvede vel egentlig dårligt nok nogen fysisk kontakt?

"Ups?" Brummede Samson med en tone der i den grad viste ligegyldighed, og at det hele havde været med vilje. Samsons blik lå tungt hen over dem begge. En lille brummende latter slap fra ham, uden at åbne munden. Det var nærmest bare en summen der lå inde i hans mund.

Kroens gæster var pludselig blevet meget fortyndet. De havde hurtigt tømt det, som de havde bestilt og sikkert fundet sig et "bedre" sted at gå hen, hvis de skulle få færdiggjort en samtale. Det var måske også forståeligt nok.
En af kroens medarbejdere kiggede hen over disken og så til scenariet. Medarbejderen som var gået ind i stolen og tabt fadet kom på benene igen, uden helt at vide hvad der egentlig skete. Han havde vidst fået nogen pluks af faldet og muligvis ramt ind i et stolben. Det var svært at bedømme. Han skyndte sig dog at fare hen til Kamei og Morgana for at samle de spildte krus op. Undskylde meget og forsvinde om bag disken igen og ud bagved.

Kamei lagde godt mærke til hvor irritabel Morgana blev, og ærligt talt, ku' han ikke bebrejde hende. Vin var noget værre stads at blive overflodet med, og især når ham der fyren ... med den underlige hat tydeligvis gjorde det med vilje.
"Nej det går nok.." Mumlede han, og trak venligt sin vinge ind igen. Han ville da ikke have at hendes kappe skulle blive smattet ind i det heller. Han skulede en anelse over til den sorthårede mand ved hans ups, men skubbede så ellers tanken om ham væk og så lidt på Morgana, undersøgende, "Du fik det ikke for meget over dig, vel?" Brummede han. Hans hale svajede lidt fra side til side. Havde det været et uheld, .. men det havde det ikke, og det nagede lidt, selvom at han som sagt forsøgte at skubbe det væk.

Kamei brød sig bare ikke om når folk var sådan, de havde jo ikke gjort ham noget, nej.

”Nej, det går nok. Hvis jeg er heldig, regner det, når jeg skal hjem herfra, så det værste bliver skyllet af!” Kommentaren var åbenlys sarkastisk, og hun sukkede, mens hun tog sig til håret. Hurtigt fik hun hånden væk fra krøllerne igen, da hun opdagede, at selv dér, var væsken nået hen!
Atter så hun over mod fjolset og mærkede igen et lille stik af vrede. Lille var ikke ordet, men selvom kroen efterhånden var blevet tømt for personer, var der stadigvæk folk, der håbede på en god underholdning, det være sig mere alkohol eller et opsigtsvækkende klammeri. Hist og her sad en ignorant drukkenbolt og bad om mere at drikke, men selv medarbejderne trak sig væk. Hun rynkede undrende panden. Torsken måtte være en velkendt ballademager, hvis han kunne skabe så megen menneskeflugt på så kort tid!
”Jeg tror, den herre spildte noget?” Spurgte hun med ansigtet vendt mod Samson. Med den fløjlsbløde stemme, ville det være let at tage hende for at være høflig, men det nedladende smil efterlod ingen tvivl om hendes mening om ham.