Manden, suverænt den største person til stede, kiggede noget forundret på Levon, og gav slip på Shrades skulder. Mandens hænder var ikke bare store, man kunne også tydeligt se de små muskler bugne af rå kraft. Hans arme og overkrop mindede meget om resten, og den ru karakter hans krop udstrålede ledte tankerne på et erhverv som smed, eller måske lejesoldat. Midlertidigt så manden ikke ud som om han havde set meget kamp, og hvis han havde, var han aldrig blevet alvorligt såret.
”Hvad sagde du til mig?” sagde kæmpen med en stemme, der lød en kende dum. Han rystede kort på hovedet, og så olmt tilbage på den fine person, der havde blandet sig. ”Det her vedkommer ikke dig, bland dig uden om!”
Shrade stilede vinen fra sig, ganske forsigtigt med sine stive fingre, hans bevægelse langsomme, overvejede og næsten umærkelige. Metallet der var trukket tilbage op i resten af hjelmen og havde blotlagt hans mund, strakte sig dovent ned over hans ansigt igen. Udover det gjorde Shrade intet tegn på at anerkendte de andres eksistens. Stålet i rustningen varmede langsomt, og udsendte stadig kulde til omgivelserne. Shrades hud trak sig sammen ved den beroligende kulde, og hans åndedræt var langsomme og overvejede, med en svagt hvæssende undertone, som en punkteret pumpe.

Levon var selv muskuløs og havde set flere kampe end den store idiot, og han var ikke afskrækket. Han lænede sig let på det ene ben og stak tomlerne i lommerne, mens han betragtede manden med et hævet øjenbryn, ikke synderligt imponeret af styrken i den anden.
"Jeg sagde," gentog han langsomt, "At der ikke kan være et problem for en mand i at slukke sin tørst så længe han betaler som enhver anden!" Han sagde det roligt og ganske velovervejet kun med et svagt hint af utålmodighed over mandens dumhed. Skulle han være så stor og farlig? Uha da! "Og siden du tydeligt går imod enhver form for fornuft, da dette efter hvad jeg kan se er en almindelig betalende kunde som alle os andre, kan jeg bestemt ikke se noget galt i, du bare sætter dig over og nyder din aften igen. Tak." Hans tak var temmelig ironisk, ligesom det rolige smil, der spillede om hans læber. Levon havde intet imod Shrade og troede skam også manden i stand til at tage varer på sig selv, men det ville nok være rart for ham ikke at skulle påkalde sig nogen grund til at blive smidt ud på grund af ballade. Det var kun derfor LEvon blandede sig. Han ønskede bestemt ikke aftenen ødelagt af et meningsløst skænderi eller endda en lille kamp, så det vedkom bestemt ham.

Manden ville tydeligvis foretrække at vende tilbage til Shrade, som Araes mente at han var i sin gode ret til at smide ud, men Levon krævede alligevel for meget af hans opmærksomhed. Han vendte sin krop over mod den i sammenligning lille mand, og gjorde sig så stor som han kunne. ”Og hvorfor tror du at han betaler? Han er en fattig skid, og ikke engang en halv mand læ-”
”Så er det nok, Araes,” den kølige og faste undertone i Shrades stemme råbte højere end nogen trussel nogensinde ville kunne have gjort. Shrade var overrasket over hvor rolig han var. Normalt fik sådanne kommentarer ham til at springe på benene og begynde at tæske hvem end der talte, ven eller fjende. Det var også derfor han ikke havde mange venner længere. ”Hvis du har et så stort problem med mig skulle du have afsluttet da du havde chancen. En kujon som dig kunne aldrig vinde over nogen i en ærlig kamp.”
Shrade havde ikke behøvet at sige det, men den kolde vrede han følte åbnede hans mund og bevægede hans tunge for ham. Han vidste at han havde overhånden her; selvom Araes og alle hans små håndlangere havde magiske evner, var det ikke noget, der kunne skade ham i sin rustning. Shrades arme var det eneste blotlagte, og som han sad kunne han ikke gøre noget hvis den store okse besluttede sig for at dolke ham i armen, for han havde helt sikkert en kniv gemt et sted på kroppen. Shrade var blevet stukket nok gange til at vide hvor ondt det gjorde at blive stukket, som arene på hans arme kunne testamentere.
Nu vendte Araes sig tilbage til Shrade, og kan kunne se at han snart var løbet tør for tålmodighed.

Levon lagde nu hænderne stædigt i siden og genvandt sin balance på begge ben med let rynkede bryn.
"Hvad han er eller ikke er kan være fuldstændigt ligegyldigt," sagde han langsomt, hans stemme faretruende, da Shrade selv havde talt. Det var ikke en fair udtalelse og havde intet med manden at gøre, og Levon blev temmelig irriteret over, idioten overhovedet kunne finde på at komme med så lavt et slag.
Shrades ord fik ham kun tl enig at nikke, før han pressede sig ind mellem de to personer og skubbede Araes tilbage med al sin kraft, om end det kun blev et enkelt skridt.
"Som jeg ser det nu, overtræder du kroens regler, og jeg ville råde dig til selv at forføje dig, før jeg skal sørge for, du får endnu en at fortryde, du ikke fik ordnet!" Al tålmodighed og venlighed var borte fra hans stemme, hans øjne hårde og kontante. Han ventede et angreb fra den anden, hvad øjeblik det skulle være, og var klar til at tage imod og til at parere og vride armen rundt på ham i en ondskabsfuld lås. Levon var mester i at pacificere folk, og han kunne tilføre folk så meget smerte med et enkelt greb, han med lethed ville kunne få brødet eskorteret ud gennem døren. Hvis nogen ville blive angrebet nu, var Shrade i sikkerhed i det mindste, og han selv havde så stor erfaring, det ikke ville blive et problem for ham. Det var vigtigt for Levon lige nu at undgå denne væbnede konflikt, der for alvor ville ødelægge hans aften, og han ønskede ikke at se sin yndlingskro ødelagt heller. Derfor var det lettest bare at eskortere problemet ud, og lige nu var Araes problemet i LEvons øjne.

Shrade så at kampen ikke længere lå til ham. Hvis Araes besluttede sig for at slås, ville det blive med den fremmede, der forsvarede Shrades rettigheder, og Shrade havde ingen intentioner om at hjælpe den fremmede, hvis det kom til det. En mand måtte lære at kende sine egne kampe, og lade være med at kæmpe andres. Hvis han kom op at slås med Araes havde det intet med Shrade at gøre. Roligt greb han om krusset med vin, og lod metallet ved munden trække sig tilbage igen. Den stirrende kvinde havde fjernet fokus fra Shrade da Levon trådte frem, og stirrede nu endnu engang på ham, som var han den hvide ridder, der ville redde dem alle fra den ondskabsfulde krobølle. Hvilket muligvis var sandt; han gjorde sit bedste for at leve op til ryet af en sådan fiktiv helt.
Hun ville næppe indse hvad hans motiv var før efter at han var kommet op i hendes kjole.

Han løftede glasset og tog en ordentlig slurk, og holdt hovedet hævet endnu engang mens han sank. Han vidste at så snart han forlod kroen ville Araes og hans bande følge efter ham, så han havde bestemt ikke travlt med at gå nogen steder. Shrade havde besluttet sig for ikke at lade bøllen ødelægge hans vin, da den forvoksede mandsling talte, højt nok til at Shrade og resten af kroen kunne høre ham.
”Hold da væk fra den halvmand,” sagde han til Levon, og alle andre. ”Folk har det med at dø omkring ham. Selv børn og… Kvinder!” Han lagde ekstra vægt på kvinder, som en indforstået hån henvendt til Shrade. Kun dem der havde kendt ham for 10 år siden ville kunne have forstået hvad han mente, og dem var der ikke længere mange tilbage af. Den skjulte besked ramte alligevel plet.
Vinen spildte på gulvet som krusset fløj mod Araes ansigt. Den store mand var hverken dum eller langsom nok til ikke at undgå trægenstanden, men afledningen gav Shrade tid nok til at rejse sig, og smadre én pladebeklædt hånd i den enorme mands ansigt. Selvfølgelig efter at han havde skubbet Levon bestemt af vejen med den venstre hånd.

LEvon var klar på lidt af hvert, bare ikke at angrebet skulle komme fra Shrade, og at han selv endte med at blive skubbet af vejen. Med en mumlende ed vendte han tilbage bag ved Araes og med et fast greb om hans håndled og en arm om mandens hals lige efter slaget, fik han brugt overraskelsen til let at lægge manden i en lås, hvorefter han drejede ham rundt og marcherede ham mod udgangen.
"Ingen slagsmål i kroen!" Tordnede hans stemme myndigt, så alle tilstedeværende, der efterhånden var fokuserede på opgøret, kunne høre det. Kroejeren havde selv været på vej til at sige det, men så taknemmeligt på LEvon, det gerne skulle lege udsmider. Han fik åbnet døren med Araes enorme krop og sendte ham ud i kulden med en støvle mod bagen, før han vendte sig rundt med et irriteret blik, der kort strejfede Shrade.
"Er der andre, der ikke kan respektere reglerne?" spurgte han bryskt, og der var straks et par af Araes mænd, der rejste sig og fulgte efter ham, hvilket fik Levon til at føle sig noget mere lettet. Han lukkede døren fast bag dem med et lille knald og gik så op mod baren igen, kun for på vejen at blive stoppet af kroværten, der takkede ham. Levon skød det hen og gik tilbage til sin plads, som han sank ned på med rank ryk og et lydløst suk. Han så mod Shrade og tvang et svagt smil frem.
"Beklager, jeg blandede mig, men det var for ikke at se jer i totterne på hinanden herinde," sagde han roligt. "Det ville ikke have gavnet nogen, mindst af alle folkene der er her for en god aften. Jeg håber ikke, du tager mig det ilde op?" Han så afventende på manden ved sin side, mens han tømte sin drink og viftede med hånden efter en ny. Han var ligeglad med det, Araes havde sagt om manden, det var sgu ikke noget man gik og sagde, hvad enten det var sandt eller ej, og da slet ikke på en fredelig aften som denne og et sted som dette.

Shrade havde ikke besværet sig med at sænke metallet for hans mund, og Levon kunne næppe have undgået at se hvad det var den stirrende kvinde tidligere havde fundet så chokerende (burde nok have nævnt det før, men glemte det helt xD). Det eneste der var synligt af Shrade ansigt var fra lige over munden og ned. Den venstre halvdel af Shrades ansigt var brændt og mishandlet, den tilbageværende ”hud” en dybrød hudløs farve som tørret kød. Af hans venstre kind var der kun en kort strimmel kød, omkring to kindtænder i bredden. Udover det var hans læber krænget tilbage og hans tænder synlige. Der voksede ingen skægstubbe på denne halvdel af hans kæbe.

Efter at Levon havde smidt Araes ud, vendte han sig tilbage til disken og bestilte med en brusk og hård stemme endnu et krus vin. Kroejeren stod tvivlende og overvejede om han skulle betjene ballademageren, da det trods alt var Shrade, der havde givet det første slag fra sig. Først da Levon gik tilbage og talte til Shrade, hældte han vinen op til ham.
”Du skulle have ladet mig passe mit eget problem, fremmede.” Shrade havde ikke meget tilovers for helte, specielt ikke den kønne damevindende slags. I Shrades verden havde der aldrig været helte, og han skulle være forbandet om han havde brug for dem nu. ”Jeg løser mine egne problemer,” sagde han med en stemme, der fortsat var som rustent stål, selvom den nu roligt var ved at blive varm af at tale.

Shrade regnede med at Levon ville prøve at smide ham ud af kroen, da han trods alt havde haft lige del i kampen, og gjorde sig klar til at slås. Hvis man skulle sige en ting om Shrade, så var det at han sjældent fulgte reglerne, og gerne ville slås for sin ”rettighed” til at være på kroen, skønt han havde mistet alle rettigheder for mange år siden. Hvis han da nogensinde havde haft nogen.

((ja det var lidt sent, men bedre snet end aldrig XD ))

Det græsselige syn af Shrades ansigt gjorde et vist indtryk på Levon, men han lod som ingenting. En mand der havde været så meget igennem fortjente at få en forbandet kop vin, hvis det var det han havde lyst til, uden at blive rendt over ende af fremmede, ubehøvlede gutter.

LEvon så ikke Shrade som andet end en mand, der havde forsvaret sin ære, da der blev talt ned til ham - en ting Levon selv ville have gjort, havde han været i Shrades sted.
"Meget muligt," sagde han roligt, "Men det var endt i et slagsmål, der havde ødelagt aftenen for alle tilstedeværende, og det var jeg ikke interesseret i! Han fortjente en omgang, uden tvivl, og måske måske ikke gør du det samme, men det bliver ikke herinde! Så tilgiv mig min indblanden, men det var for alles bedste - inklusive dig selv, der nu kan nyde vinen i fred!" Den rustne klang i Shrades stemme skar sig gennem Levons bevidsthed, nærmest med modhager på, og han havde inderligt ondt af manden, selvom han ikke kendte hans skæbne.

Levon havde ingen intentioner om at smide ham ud, ingen overhovedet. Hvad end Shrade havde gjort i sin fortid kom det ikke ham ved, og hvad han havde gjort i dag havde idioten til Araes presset ham ud i. Han var ikke selv nogen forbandet helgen, ikke det der lignede, og han havde ikke selv kunnet stoppe sig ved et enkelt slag, havde han været i Shrades sko. Derfor havde han blandet sig.

Med hånden knuget om det nye krus, der blev ham bragt, drejede Shrade sit hoved og kiggede direkte på Levon. Rustningen ved hans nakke udviste endnu engang en unaturligsmidighed, da den ikke lod til at besværliggøre hans handlinger overhovedet. Gennem det tynde visir i Shrades hjelm ville Levon kunne se det højre øje sammenknebent i en tænksom vrede, mens det venstre fortsat kiggede på ham. Selvom det højre øje var det der udtrykte hans intentioner og tanker mere præcist, var det det højre, der skræmte fremmede bedst, med sin mangel på følelse og blink.
”Du skal ikke prøve at gøre mig nogle tjenester.” Musklerne i den ødelagte del af hans ansigt var sammentrukne og fastfrosne. En gang imellem mens han talte krampede hans højre mundvig, hvilket fik hans tørre sammenknudrede rest af et ansigt til at spjætte kortvarigt på en måde der ville have været komisk, hvis ikke ansigtet havde været så umenneskeligt.
”Nu prøver de bare at fange mig udenfor kroen, og så behøver de hverken tænke på deres ryg eller fængsel. Der er ikke nogen der ville undre sig over at finde en død krøbling, men folk kan ikke ignorere det hvis det sker foran dem.” Shrade lod være med at tænke over om det egentligt var sandt. Han vidste godt at han ikke var velkommen, og der var i hvert fald folk blandt dem tilstede på kroen, der ikke ville have noget imod at se ham dø. Hvis ikke de selv var dem der ville myrde ham. ”Hvis jeg kunne have taget ham her på kroen ville slikke sine sår. Og du kan bare prøve at smide mig ud. Jeg er kommet for at drikke vin, jeg skider på jeres regler.”
Shrade vendte sig og fortsatte med at kigge frem for sig, mens han drak af sit krus. Der var blevet underligt stille på kroen, som om folk ventede på at der skulle komme afledning på konflikten. Shrade hadede dem for det. Hvis de havde et problem med ham, ville han havde dem til at fortælle det til hans halve ansigt, så han kunne tæske ordene i dem igen.

Det er ikke svært at se, Shrade er vred, men Levon er pænt ligeglad og tømmer blot sit glas med et ligegyldigt, nonchelant udtryk.
"Det var lige så meget en tjeneste for mig selv og de andre tilstedeævrende," bemærkede han drævende og betragtede den anden, så ham direkte i øjnene uden noget tegn på frygt.
"Det er beklageligt, hvis de venter på dig derude, men der er altid bagdøren. Under alle omstændigheder kan jeg ikke tillade et slagsmål herinde!" Hans stemme var fast og hård, uden for diskussionens rækkevidde. Hans blik hvilede stadig roligt i Shrades.
"Og ingen har sagt noget om at smide dig ud - endnu! Tvært imod har jeg lige hjulpet dig til at opnå dit ønske, så nyd endelig vinen; det er en god årgang, de serverer her!" Igen denne lette dræven over hans stemme, mens hans øjne var halvt lukket i, så de lange, sorte øjenvipper slørede hans blik og udtrykket i det fra Shrade.
At folk ventede på en afgørelse imellem dem var meget tydeligt, og LEvon var klar over, der ikke ville blive set ringere på ham, hvis han smed Shrade ud, men han var for fanden ingen lysets kriger udsendt for at holde orden på det mindste pak, og han bad blot om en genfyldning af sit glas, som han roligt drak lidt mere af.