Yago var ikke helt sikker på hvordan det ville være at bo i en by. Selv da han havde boet sammen med andre, så var det i kanten af en skov, og næppe som Lazura var. Nej, han havde for det meste undgået storbyer, men det var nok også fordi hans forældre altid havde fortalt ham om at være påpasselig, selv når han engang imellem havde fået lov til at komme med ind. Menneskerne levede bare anderledes end Ithla klanen.

Emersons spørgsmål fik dog Yago til at rynke brynene, som han forsigtigt greb om glasset der var blevet stillet foran ham. Var Emerson ikke klar over hvor ung Yago havde været. ”Ikke som var min egen,” sagde Yago. ”Det er de færreste 12 årige der har deres eget sted.” For det var trods alt den tragiske virkelighed af det hele. Yago havde ikke været gammel nok til at han kunne have haft et sted at bo. Han havde ganske vidst været på egen hånd et par, men der var det at gå fra sted til sted og overleve på egen hånd. Ikke at han var blevet set som det barn han havde været, mere end han var blevet set som det monster han havde opført sig som.
Han tog glasset op for at tage en slurk af det. Der var ingen grund til at holde den del af hans baggrund skjult fra Emerson, ikke når han allerede vidste hvem han var. Det var ham der havde ledt monsteret tilbage ind i Lazura trods alt.

Emersons bryn løftede sig en anelse, og fra enhver anden havde det nok lydet en anelse sarkastisk, sådan som han svarede igen. Jovidst, det gjorde det egentlig stadigvæk hvis man bare lyttede efter ordene alene. Men der var... noget så forsigtigt over Yago... at imens han talte, virkede det ikke ligefrem som et 'angreb'. Det havde det trods alt heller ikke været. 

Emerson nikkede en anelse - det var heller ikke det vigtige i hans spørgsmål, hvorvidt han havde været 12 eller ej - og lidt mere prøvende åbnede han munden igen. "Det kunne godt være, at de med årene havde skænket dig en..." og han tappede fingrene på det krus han havde fået leveret. Ikke rastløst, men uden helt at lægge mærke til det. 
"Jeg mener bare - jeg ved ikke helt hvad du har gennemgået. Der er nok mange ting som er nye for dig. Hvis du har brug for hjælp til at navigere dem, må du huske at spørge" og han sippede til noget mere af den stærke væske, en behagelig summen over alkohollens milde effekt. Nok mere placebo end så meget andet. 

Et gavmildt tilbud, og han følte sig næsten nødsaget til lige at følge op med en lille forklaring. "Jeg er ikke til rådighed på alle tidspunkter af døgnet, selvfølgelig. Men for at give dig den bedste start, kan jeg være lidt omkring" Yago ville tidsnok opleve, at han i forvejen sjældent sov. Tid var måske lige præcis noget han havde lidt for meget af. 

Yago rynkede brynene lidt, som han ikke var helt sikker på hvor Emerson ville hen med sætning. Skænket ham en hvad? Han havde været en fange. De havde boet flere på værelserne, så privatlivet havde der ikke været noget af, og det var dag ud og dag ind at de gik ude i solen og huggede sten. Hvis man var heldig fik man et af de andre jobs der var der, men det var sjældent, og Yago havde aldrig været vellidt af dem der holdt straffelejren ved lige.

Men hvis det blot var for at vide hvor lidt Yago vidste om verdenen, så kunne han godt forstå det, og han gav et lille nik. "Det får jeg nok brug for," indrømmede han. Hans blik gled endnu engang ud for at kigge på kroen og folkene der sad herinde. "Der var ikke meget overlevelse eller socialisering, så alt er... meget nyt." Og ikke engang noget der kunne sætte ham tilbage ud i verdenen på en god fod. Nej, der måtte han selv finde ud af hvordan han skulle få det hele til at hænge sammen.
Det generede ham ikke hvis Emerson ville vide hvordan vilkårene, men de færreste havde nok egentlig helt lyst til at tænke på hvad fangerne lavede. Efterhånden havde Yago mentalt distanceret sig nok til at det ikke generede ham spor. Det var bare en del af hans konsekvenser i livet, og et eller andet sted så havde han det nemmere med at tale om det, end hvad der lå til grunden for hvordan han var endt der.

At snakke om fangelejrene, var måske et emne der var oplagt, og Emerson havde en del spørgsmål til det. Den trivielle slags, hvordan havde det været? Var der mange? Følte han at det havde virket? Og var der bedre alternativer, ifølge ham? 
Men det var måske meget at springe på halvslangen på en gang, og Emerson måtte lade sig være tålmodig - civiliseret - fremfor bare at gå direkte til sagen. 
Det bød den høflige kutyme i hvert fald, om ikke andet.

Alt var meget nyt? Jah det var alligevel godt at han indrømmede det - alt virkede ret nyt for ham!.. og så alligevel ikke. Meget af det kunne sagtens være hans usikkerheder der talte ind i hvordan han fremstod, jah det var svært at udstråle skråsikkerhed, hvis omgivelserne mest af alt gav en lyst til at flygte. Men kodeau for at prøve; Emerson nikkede en anelse let, inden at han skævede over imod bardisken. "Hvad siger du så til selv at introducere dig, som en potentiel hjælp til biksen?" og han vippede lidt opfordrende blikket tilbage til halvslangens blege skikkelse. Det kunne måske være et sted at starte. 
Han ville selvfølgelig blive siddende her, så hvis det virkelig var til at kaste ud i havet, så kunne han nok godt indvende. 

Hvor Yago ligeså stille havde været virket til at bløde op, nu når de sad et sted og hvor relativ uforstyrret, så ændrede det markant da det kom på tale at han gik op og introducerede sig selv til dem.
Hans blik flakkede fra bardisken og tilbage til Emerson, men det var også som om at han ikke var sikker på at skulle spørge om hjælp eller sige at han ikke kunne det. Man skulle næsten tro at han troede at hvis han spurgte efter hjælp at han så ville blive benægtet den allerede fra starten af, så der var ikke meget nytte i at gøre det til at starte med.

Det var også en meget tøvende Yago, som endelig rejste sig op fra sit sæde. Hans blik flakkede ned til Emerson en sidste gang, inden at han med overraskende faste skridt gik over til bardisken, selvom det føltes som om at alting var forkert og hele hans krop var i gang med at lukke ned, men han vidste at det ikke var sandheden. Han havde gået igennem det værst tænkelige og at de spyttede i hans ansigt og kaldte ham øgenavne var ikke hvad der ville ødelægge ham.

Han nåede endelig til bardisken, og rømmede sig lidt. Men hvor det var nemt at ignorere det kulsorte gab han havde når man ikke talte, så var det noget andet når han talte direkte til en. "Hej. Jeg hørte I manglede hjælp." sagde han, inden det gik op for ham at han nok også skulle introducere sig selv. "Mit navn er Yago."

Det krævede en hel del selvkontrol for Emerson, ikke at smile lidt af den næsten forfærdede ændring i kropsproget, der fulgte med udsigten til at gå op og sige noget så katastrofalt som.... hej. En introduktion tilmed, og en anmodning om arbejde? Jah, Emerson kunne godt se, at det måske var mange ting. Men i sidste ende virkede Yago til at tage det i stiv arm, da han endelig besluttede sig, og gav sig til at trave op imod krodamen der stod og tørrede et krus af. 

Overraskende faste skridt. Emerson lænede sig en anelse vurderende tilbage i stolen, da han gav sig til at betragte den udveksling der skulle til at ske, en lille hånd om glasset som han fik siddet og sippet af imens. 

Kvinden stoppede sit arbejde, og kastede et blik over det høje, slanke halvdyr, der pludselig troppede op. Jovidst, hun havde selvfølgelig set ham da han kom ind med borgmesteren, man var en sølle butiksejer, hvis man ikke havde en finger på pulsen af det netværk som trådte ind. Og det skulle så også vise sig at være den halvslange Emerson havde talt om. 
Elevatorblik op igen, og hun lagde med et lille klonk glasset fra sig, idet hun rømmede sig. "Yago? Jeg er Lei" en anelse bryskt, men nok mest fordi det kom så direkte. 
Lidt studerende kunne man ane at hendes grå øjne hang ved den sorte mund der kom til syne, men hun flyttede med et lille hmm blikket hen på hans arme i stedet. "Vi modtager nogle gange nogle store ridedyr, som skal opstaldes. Og store kasser at flytte på - er du sikker, på at det ikke slider dig ned?" og hun fik en overvejende lille rynke i den solbrune pande. 

Yago havde lyst til at kravle væk. Forsvinde fra hvor øjnene borede sig ind i ham. Der var tusinde ting der løb igennem ham, mest af alt flygt instinktet som han ellers havde formået at gemme godt væk i årevis. Der var ikke noget der kunne få en til at flygte som når man skulle være i en social situation åbenbart. Tiderne havde forandret sig.

Men han stod fast og gav sin opmærksomhed til Lei, selvom hans øjne uden tvivl var en anelse intense som de stod der og ikke blinkede synderlig meget. Måske en ting man var mere vant til hvis man var vant til de mere eksotiske halvdyr eller racer.
Som hun spurgte ind til hans fysik, kunne han ikke lade vær med kort at lade blikket glide ned af sig selv, ikke at han kunne se meget, før at blikket mødte hendes igen. Han så ikke ud af mig, og han var måske ikke den stærkeste, men lidt træning havde 16 år trods alt gjort. "Jeg kan godt holde til det," sagde han. Måske ikke resten af sit liv, men for nu kunne han holde til det. En dag ville han måske finde ud af hvad han faktisk ville med sit liv, men lige nu handlede det om overlevelse, og overlevelse krævede desværre krystaller når han ikke engang var særlig kompetent i naturen. 

Hvad der gik igennem kvindens hoved, var et mysterium Emerson gerne ville grave i. En anden dag selvfølgelig, og for nu, stillede han sig tilfreds med at betragte det hele på afstand. Men hvad de havde snakket om inden, og hvad hun selv tænkte nu i momentet, stående foran halvslangen... det var to, helt forskellige ting. 

Lei mådte det intense blik, med en fast mine. Jovidst, det borede sig ind i hendes grå øjne, og fik hende til at skæve en anelse mistænksomt til de skællede pletter, der - hvis da ikke øjnene allerede havde afsløret det - satte ham i familie med halvdyr. Reptiler, endda. 
Men på samme måde, virkede det også til at kvinden havde mødt sin del af væsner, igennem årene. Og øjenkontakten blev i nogle sekunder efter svaret holdt, inden at hun rakte ud efter et nyt glas at tørrer af, og brummede. "Du vil kunne få et værelse stillet til rådighed, bagerst bygningen, imod et lille nedhak i din husleje - med ikke inkluderet, hvis du spiser et eller andet... underligt. Der vil du sove en anelse væk fra larmen, når du skal tidligt op om morgenen. Melina.." og hun kastede et kort blik i retning af den yngre servitrice der havde givet dem deres vand og risvin. "Vil vise dig rutinen. Din løn afhænger af kroens månedlige indtægt... er du stadigvæk interesseret?" og hun løftede spørgende det ene bryn, viskestykket knirkende imod det nye glas hun var begyndt at tørre af. 

For visse folk ville det nok ikke være det mest indbydende job. Han vidste dårligt nok hvad han ville få, og det var ikke ligefrem en drøm for nogen, men... det var noget. Det var mere and Yago kunne have håbet på. Han havde været klar til at sove under den åbne himmel eller i en stald et sted, fordi det var alt hvad han kunne få.
Han gav derfor et nik. "Det er jeg," sagde han bestemt, selvom der så kom en lidt tøvende mine, som han blinkede en enkelt gang, inden han lige fik taget sig sammen. "Var... maden ikke inkluderet, eller var det kun hvis jeg spiste et eller andet underligt?" Det var nok den omvendte rækkefølge han skulle have gjort det i, men i sidste ende så var spørgsmålet om mad ikke ligefrem det der ville holde ham tilbage fra at tage jobbet. Hvis han ikke fik mad her, så skulle han jo nok finde ud af det, og han havde stadig et par krystaller til at holde sig selv kørende på. Heldigvis var det også sommer, og han vidste at der var skovområder i nærheden som han kunne gå ud og plukke nogle bær og frugter i hvis det var. Desuden var der fisk nok i floderne ligeledes. Han skulle nok finde ud af det, selvom det ikke ville være fantastisk. 

Et bifaldende lille glimt lyste op hos kvinden, og hun brummede tilfreds. Han lød fast, og det vidnede alligevel om en grad af skråsikkerhed, og de havde trods alt brug for hjælpen. 
Lei gav sig til at lægge det andet glas på plads i pausen, og skulle til at brumme et eller andet mere, inden at et lille spørgsmål fik fulgt med. Hmm? 

Og en lidt mere skarp, men alligevel munter latter forlod kvinden, da hun bekræftende nikkede. "Heh. Jeg ved ikke hvad du spiser. Men hvis du kan leve af den mad vi laver, er du velkommen til at spise med" omformulerede hun det med, og gnækkede lidt for sig selv da hun vendte sig, og åbnede en skuffe. "Men ikke noget med at fange mus. De tilhører katten" og den kontante humør var nok en anelse ladet med fordomme. Og alligevel en grad af ironi, der vidnede om at hun ikke seriøst forventede at han gjorde det, eller kom til at ville gøre det. 
Ah, nøglen, og hun fik endelig krummet fingrene omkring det lidt mørke metal, som hun rakte til Yago. "Kom, lad mig vise dig det" og hun gav et blik til den yngre kvinde fra før, om at hun skulle passe disken imens de traskede op til værelset. 
 
Det var om bagved, igennem den lille gård hvor der var plads til forskellige, opstaldede ridedyr, og ind bagved til en af bygningerne tættest på stalden. Der var ikke meget derinde, knap og nap en seng, et vaskefad og en skammel samt et lille bord vaskefadet stod på. Men med et vindue, så lidt lys kom faktisk ind om sommeren. 

Yagos mundvige løftede sig en lille smule som et lille skævt smil da han hørte den lidt mere muntre tone omkring rotterne. Han regnede i hvert fald med at det var en joke. Det lød det i hvert fald som om at det var på hendes tone og hendes smil, og det kunne han godt være med på. "Jeg skal prøve at lade vær," sagde han i forhåbentlig også i en munter tone. Nej, rotter var ikke ligefrem den fortrukne føde... selvom han nu godt kunne spise dem. Der var nok ikke så meget at han ikke ville have gjort for overlevelse dengang.

Han tog imod nøglen. Den var kølig selv mod hans egen kølige hud, men hans fingre lagde sig fast om det, og han fulgte efter hende ud til hvor han nu skulle bo. Det var større end hvad han havde været vant til. Hans eget... eller næsten da. Hans blik gled rundt i lokalet, som han prøvede at ignorere den lille trykkende følelse der lagde sig om brystet på ham. Det var ikke n oge than behøvede at tage sig af. Det skulle nok gå. Også selvom han mest af alt havde lyst til at løbe fra hele situationen.
"Det er fint," sagde han, usikker på hvad han egentlig skulle sige, som han kiggede over på Lei. Var der mere hun ville vise ham? Det var som om at der blev ved med at være den næsten lidt ængstelige energi som omgav halvslangen, uanset hvor skråsikker han havde virket tidligere. 

Kromutter var en direkte kvinde, med en skarp tunge og fast toneleje. Hun havde været i arbejdet længe, og havde smidt de fine fornemmelser fra sig, godt 20 år tilbage i tiden. Men et godt menneske? Det ville de fleste stadigvæk sige. 
Hun var dog også en menneske-kender, og skævede med et lidt overvejende glimt til halvdyret ved siden af hende, da skråsikkerheden langsomt smuldrede væk. Hmmm... 
"Jah selvfølgelig er det fint! Vi har trods alt gode værelser" brummede hun, og Lei gik lidt længere ind, imens hun inspicerede om det stod slemt til. Og som den plejede, var tonen lidt brysk. Lidt kortfattet. Men hun virkede ikke alt for vrissen omkring det. Fingeren tappede lidt på vinduet, og hun virkede til at studere ruden en anelse mere skuffet. "... zalans. Det kommer til at trække til vinter, men det får vi fikset inden" sagde hun fast, og gav ham et lidt lovende nik. Hvis han holdt så længe. 

Lei skridtede imod døren igen, og tilføjede lidt mere mildt. "Du har idag til at få dine ting ind. Men. jeg forventer at se dig imorgen tidlig, aha?" Og hun sikrede sig at halvdyret forstod det, inden at hun måtte tage tilbage til disken. Lade ham få lidt fred, eller vende tilbage til sit selskab, hvis der ikke var meget at få flyttet ind. 

Tilbage på kroen, sad Emerson lidt fordybet i egne tanker, men skævede af og til, imod døren de var forsvundet ud af. Åh. Han håbede stadigvæk, at det gik godt. Ellers ville han få de spidse ører i klemme. 

Yago nikkede. "Det er fint," sagde han med et nik. Selv hvis det trak, så skulle han nok komme igennem det. Et par tæpper, og at krølle sig sammen havde fået ham igennem flere kolde vintre, men... han kunne ikke benægte at han nok gerne ville have det ikke frysende. Det havde trods alt ikke trukket meget om vinteren hvor han havde boet de sidste 16 år.
"Absolut," sagde han inden at hun forlod ham tilbage, og han kiggede sig en sidste gang omkring sig. Ikke at han havde mange ting at lægge at tage med. Han havde kun sig selv trods alt, og de få ting på sig. Han kunne gøre det her.

Han kiggede sig selv en sidste gang omkring sig, inden at han lukkede døren og gik tilbage mod Emerson. Han skulle trods alt lige sige tak for at han havde fået muligheden for at få et arbejde, også selvom han stadig kunne mærke angsten i hele kroppen over det her. Men måske det her var hvad der skulle til før at han også kunne lære at tilgive sig selv.
Hans blik gled rundt i krostuen inden at han fandt den rødhårede skikkelse igen, præcis hvor han havde efterladt ham, men i stedet for at sætte sig ned, blev han stående. Han var ikke sikker på at Emerson ville have mere tid, for det var vel det her han var kommet for. "Jeg..." prøvede han at starte sætningen, men som han bryn rynkede sig, var det tydeligt at han ikke var helt sikker på hvordan han skulle sige det, og i sidste ende var det et simpelt "Tak" der undslap halvdyrets mund. 

Da først han opdagede at Yago kom tilbage, var det undersøgende, blå øjne der fulgte hans færd hen til bordet. Han så... jah, han så stadigvæk en anelse ubekvem ud. Men dét udtryk havde hvilet over ham siden de trådte ind, og Emerson var blevet en anelse mere resistens overfor at lade det betyde noget. 
Da han dog ikke satte sig, måtte han undrende læne sig en anelse tilbage i stolen, så den ene arm svingede over ryglænet da han kiggede op. 

Ah. De mørkere læber gled op i et let lille smil, og han rystede på hovedet. "Tænk ikke over det" ligeså meget som han kunne have sagt ingen årsag, virkede det lidt mere passende at slutte det på en anden note, og han rejste sig op igen. Tømte det sidste af sit glas, og skubbede stolen ind, inden at han rakte hånden lidt mere formelt frem. ".. Jeg håber du falder godt til" og gav den et ryst eller to. 
Alligevel holdt Emerson lige et par sekunder ekstra fat, da han fik fornemmelsen af Yagos hud under fingrene. Det lød underligt, men bjergelveren studerede ham næsten... lidt mere fjern i de himmelblå øjne, splitsekunder efter kontakt. Underliggende overvejelse - det var hurtigt overstået. Og mørkelveren lod være med at åbne op for magien, selvom han bare lige ville ane hvem han havde med at gøre. Han var for anspændt. Og ville sikkert opdage det - det var ikke det værd endnu. 

Emerson slap. Hænderne rettede lidt på tøjets folder - sørgede bare lige for at ærmerne var foldet op omkring albuerne, og kraven ikke helt urimelig - inden at han trak imod døren. "Ahem. Må Valerias vinde blæse i dine sejl" lidt formelt, en gammel form for held og lykke men sagt med et glimt i øjet, og borgmesteren forsvandt ud af trædøren igen, et lille smil skjult i den ene mundvig. Og hele vejen ned af gaden blev det der. 

---------------------------------------

Aftentid, et par dage efter, og solen var efterhånden ved at komme længere og længere ned. Det var sjældent der ankom ligeså mange ryttere eller rejsende efter mørkets frembrud, og broernes porte blev lukket mere i. Henad aftenen, havde det gradvist tyndet ud, og Lei betragtede lidt overvejende gaden udenfor. Der var ikke mange. Ligesom herinde. 
De ville ikke behøve så meget hjælp her til aften, så måske Yago og hendes egen datter kunne få en friaften. "Niaa, find Yago og fortæl ham at han har aftenen fri, efter at have passet de sidste ridedyr. Jeg tror ikk' der kommer mange flere her til aften.." og den mørkhårede datter nikkede, inden hun ivrigt fandt vej til staldbygningen. 

"Du har fri efter den sidste rytters væsen-ting er opstaldet" og hun skævede til halvdyret, inden blikket flakkede op imod himlen. "Noget med ingen kunder.." og hun rynkede lidt på hænderne, inden at hun skyndte sig at vende omkring, og forsvinde ind i bygningen igen. Hun havde også fri, måske. 

Det var som om at uanset hvad, så skulle Yago lige tænke en ekstra gang over at røre folk, men som hans blik mødtes Emerson, så tog han hånden og gav ham et fast håndtryk. Andres hænder føltes altid så ufattelige varme mod hans egen. 
Han gav et nik, men han havde ikke mere at sige og vidste dårligt hvad han skulle sige tilbage i hilsen, så i stedet for var det et lille smil på de tynde læber, inden at han lod Emerson forlade ham og pludselig følte han sig meget alene. Denne gang havde hand og et sted at gemme sig væk på, og selvom der var meget af dagen tilbage, så var det nye lille værelse stedet han gik tilbage til, og kravlede op i sengen og krøllede sig lidt sammen. Det føltes overvældende lige nu, men det skulle nok gå. Han ville gøre sit bedste. Han blev nødt til at gøre sit bedste. Og hvis et par lokker var blevet kortere som morgendagen kom, så var der ikke nogen der kommenterede på det.

Men Yago faldt ligeså stille til, også selvom han ikke var den mest sociale omkring hans arbejdsgivere. Han var tilbøjelig til at tie mere end at dele ud af ord, men siden han arbejdede var der ikke nogen der havde et problem med ham, og arbejdet gjorde det nemmere for ham at acceptere hvor mange lyde og mennesker der var omkring ham, i sådan en grad at det at gå ned af gaderne ikke var så skræmmende mere... så lang tid at det ikke var de mest befærdede stier.
Han havde været igang med at tøjre dyret, da han hørte den velkendte stemme fra Nia, og hans blik flakkede mod hende. Øjnene der næsten lyste i den dårlige belysning. "Ah," kom den lille lyd fra ham. "Tak." Der var stadig timer inden han ville finde ro, og han var ikke sikker på at det var en god eller dårlig ting at han allerede havde fri, men måske det betød at han kunne prøve at gå lidt ned af gaderne. Der burde ikke være så mange ude, til trods for at sommeren stod på sit højeste.
Han fik færdiggjort dyret, og sørgerede for at det havde lidt at spise og drikke, inden han kiggede sig en sidste gang omkring, og gik så ind på sit lille værelse og fandt sin lille taske, inden han meget forsigtigt gik uden om kroen for at komme ud på nogle af gaderne.

Det var ikke uset at Emerson bevægede sig ned af Lazuras gader. På mange måder ville man oftere se ham der, end kun på sit kontor, og der var ingen tvivl om at manden nød at bevæge sig omkring i byens. Særligt fordi man bare.. mødte mere af byen. udenfor kontorets egne fire vægge. 
Som en uskrevet regel kunne de fleste dog godt skælne imellem borgesterens 'civiltøj', og hans arbejdstøj - den manglende borgmesterkæde som en af de mest visuelle forskelle. Og som et lille underpunkt til den regel, var han selvfølgelig altid til rådighed. Men måske lidt mindre, hvis det ramlede sammen med aftenlysets sidste stråler, og den stemning der fulgte i skumringens stemning. 

"Tak for i aften, Amera" og bjergelverens blik gled tilbage på den lidt lavere mand, der havde hånden løftet i et lille farvel. "Kom nu ikke selv for sent afsted" og han grinte lidt til den dæmpede bemærkning, men lænede sig samtidigt demonstrativt tilbage imod bænkens ryglæn. "Jeg skal nok holde øje med tiden" og den lidt lavere mand rettede på sin stråhat i et opgivende lille nik, som vidnede at han ikke helt stolede på ham. Jaja, kunne man ane at han mumlede på vej væk. 

Men ah. Lidt søvnigt lukkede han øjnene imod de lysstråler der nåede nedover byens hustage. Emerson sad sådan i lidt tid, og da han skævede op igen, var det med mild overraskelse at han så den blege, lidt ranglede skikkelse luske sig afsted lidt længere nede af en af de gader der grænsede op til den 'plads' han sad ved. 
Og usikker på om han havde set ham, men lidt nysgerrig på om han mon var faldet til, løftede Emerson prøvende den ene hånd i en hilsen. At råbe hans navn tværs over området, virkede ikke ligefrem som det smarteste. Men det havde zalme været tæt på, da han først lige havde fået spottet Yago. 

Det var ved lidt af et uheld at Yago var endt ude ved en af de  større pladser, og han prøvede at luske ned langs bygningerne for at komme ned på de smallere gader endnu engang. Der var noget ved de store pladser som gjorde det lidt kvælende for ham, mend et havde nok mere at gøre med de store menneskemængder der var der. Han havde allerede overvejet bare at gå ned til vandet i stedet for faktisk at være i byen. Ikke at han kom mere længere med de tanker.

Det var ikke mere end ud af hans øjenkrog, at han så en hånd og en skikkelse, som virkede næsten vinklende mod ham, og han stoppede op for et sekund, for at blinke et par gange for at bekræfte at jo, det kunne godt være en han kendte. Og så kiggede han omkring sig selv for lige at være sikker på at det nok var ham. Heldigvis kendte han også kun en med så rødt hår, hvilket gjorde det lidt nemmere for Yago at tage et gæt på præcis hvem det var, som han vovede sig ud på tværs af pladsen for at komme over til halvelveren.
Han havde ikke set ham siden at han var blevet sat af på kroen, og pludselig var han meget usikker på hvad han reelt skulle sige eller gøre, så til at starte med blev det noget akavet "Hej."

Det virkede som om at nogle indre overvejelser skulle finde sted i Yago, inden at han træffede sin beslutning. Han kom herover. Konklusionen bukkede læberne hos Emerson op i et smil, der tålmodigt ventede på at han kom indenfor mere almindelig talevidde. 

"Hej" smilede han igen, et enkelt øjenbryn på vej lidt længere op i panden, ved den underlige, jah egentlig lidt akavede pause der var omkring ham. Hvorfor blev han stående? Og lidt undersøgende kiggede han på tasken halvslangen havde taget med sig. "Såeh, er du på vej nogle steder hen, eller fanger jeg dig på et godt tidspunkt?" og han vippede lidt imellem valget at få ham til at sidde, eller rejse sig op selv.
Var han faldet godt til?
Spørgsmålet lå lidt usagt omkring Emerson, hvis blå øjne studerede de små detaljer der var omkring Yago. Ikke meget så anderledes ud, måske håret, men han var faktisk ikke helt sikker. Og lidt mere prøvende, endte han med at falde til sin første overvejelse, og k kiggede lidt inviterende til de frie plads ved siden af ham. 

Yago havde ikke været helt sikker på hvorfor Emerson havde forsøgt at få hans opmærksomhed, og en lille del af ham havde nok også lidt regnet med at det måske alligevel ikke var til ham, men det tydede trods alt på at halvelveren gerne ville snakke med ham. Ikke at Yago regnede sig selv for værende den bedste til at holde en samtale kørende i sidste ende.

"Nej, ikke rigtigt," indrømmede Yago selvom hans blik gled ud over pladsen, inden at hans blik landede på halvelveren og den usagte invitation så han da også endelig fik sat sig ned ved hans side på en af de ledige stole. Hans hænder blev lagt foldet i hans skød, så han kunne nøjes med at pille ved dem. "Jeg har fået aftenen fri, så jeg tænkte jeg hellere måtte... se noget af byen." sagde han, hvilket trods alt havde været hans intention, selvom det var tydeligt at han stadig ikke var helt tilpas omkring folk, og at han følte at han stod ud, til trods for at der var langt mere prægende folk her i byen. Der havde dog været visse folk der havde stirret lidt mere mistroisk på ham i løbet af dagene. Selv for en større by, så var der stadig de der ikke ligefrem syntes godt omkring slange halvdyr. En mistro Yago til dels godt kunne forstå. De var næppe ligeså nuttede som hunde eller katte halvdyrene kunne være.

Halvelveren fulgte ham lidt med blikket idet han fik sat sig, og slap et lille, lidt mere morende grin, da han hørte det tøvende svar. "Det lyder som en rar ting" pointerede han, uden at påpege hvordan Yago ikke ligefrem lød jublende. Men det kunne man heller ikke forvente, fritid var nogle gange værre end arbejdstimerne. For meget fritid, gav for mange, larmende tanker. 

Emerson krydsede benene, og drejede sig en anelse mere imod halvslangen. Det  var ikke noget de behøvede at snakke om, og i stedet lod han blikket glide over de forskellige mennesker der trissede forbi. Alle med lidt forskellige mål for aftenen, og man kunne ane at nogle ting blev gjort lidt hurtigere, af dem som ville hjem til familie eller venner. "Har du så fået udforsket mere? Jeg håber ikke Lei har kørt for hårdt på dig" 
Et undskyldende smil lurede i siden af den ene mundvig, men han regnede ikke med at den køre kromutter helt ville køre ham i sænk, på så kort tid. Kommende fra arbejdslejrene, virkede halvslangen hårdfør. I hvert fald hårdfør på sin egen måde.