Emerson Zion har to forme som han oftest benytter sig af - den ene værende hans oprindelige, Zion, og den anden værende hans primære halvelverform, Emerson. De to er hvad han oftest falder tilbage til, medmindre situationen kræver andet.

Som halvelver, er Emerson en iøjefaldende skikkelse, med kraftigt, flammeorange hår og lidt blegere hud (dog ofte solbrun om sommeren). De orange lokker indrammer et ansigt med et skarp hage, brede kindben og opmærksomme, skarpe blå øjne. Når solen kommer til landet, dukker fregner op over den relativt varme pigment. Som mørkelver, er der en skærende kontrast imellem de to skikkelser. Ikke ulig mange andre af hans race, har Zion kridhvidt hår, støvlilla - nogle steder chancerende til støvblå - hud, og mørke, lidt grålige regnbuehinder. Fremfor langt, er det hos Zion klippet i en rodet, krøllet, bunke af tjavser, og falder blødt nedover øjnene, hvis han ikke sætter det op. Fælles for begge forme, er deres relativt 'almindelige' kropsbygning. Omend halvelverformen er en smule mere kompakt, opvejer hans mørkelverform det i højden, hvor at han skyder op omkring de 180 cm. Optager Zion en sjæl med mere fysisk styrke, spejler det sig også i hans kropsbygning, og enkelte gange er han set med lidt mere fylde. Ikke at han foetrækker det.
Som Emerson på arbejde, er halvelveren oftest at finde i lidt pæne, men relativt praktisk borgmesterklæder, med en flot kæde hængende over kravebenene. Når han så ikke benytter sig af det, falder han oftere tilbage i mere løse klæder, og nyder en skjorte der ikke sidder alt for stramt, eller bukser med lidt stræk i. Som udgangspunkt holder Emerson det dog simpelt, og ganske folkeligt.
Som Zion, glider farvetemaet over i mørkere nuancer, men i sidste ende er der ikke alt for stor forskel på de to garderober - det er den samme mand som har det på, alligevel.
Zion bærer enkelte ar fra sin tid tilbage i Mørkets hær, men langt de fleste af dem er falmet mere og mere igennem årene. Tydeligst er knivstik nedaf ribbenene, og nogle mere forvredne takker over kravebenet. De er kun at se i hans originalform, og forsvinder når han formskifter.
I sin halvelverform Emerson, bærer han en ganske imponerende borgmesterkæde. Den hviler over kravebenene og samles omkring solar plexus - han sørger altid for at holde den pæn og skinnende. Han er dog også hurtig til at tage den af, så snart han mener man kan argumentere for at den er mere til gene end gavn.

Sjæleæder: Zion har evnen til at fortære sjæle, og i forlængelse af det, stjæle identiteter eller videregive viden.

Med evnen kan Zion pådrage sig en andens person minder, identitet, væremåde og udseende.
I praksis tager magien en del tid at gennemfører, og alt efter hvor modvillig sjælen er, kan det tage op til 12 timer. Den kræver et højt fokus og overskud fra Zions side, og efterlader ham som regel afkræftet, halvblind og kvalm de næste par timer. Til gengæld lagres sjælen i Zions indre, og giver ham visse fordele fremover.

Fordele:
- Formskiftning, Zion kan tage sjælens fysiske form som sin egen. Zion modtager kroppen som den er, hvilket vil sige at eventuelle skavanker og handicaps også kommer med.
- Minder, Zion kan genkalde sig sjælens minder, oplevelser og tanker. Herunder følger væremåde også med, såsom talemønster eller gestikuleringer.
- Evner, ikke de magiske, men mere tekniske evner og muskelhukommelse bliver også optaget. Var sjælen f. eks. en bager før i tiden, vil Zions hænder instinktivt vide hvordan man ruller en dej ud. En soldat? Så vil han være i stand til at svinge et sværd lidt bedre, osv.
- Sult, søvn og vand, Zion føler på 'fuld mave', sjældent sult. Han holder sig kørende på små vand, og endnu mindre portioner mad, nogle gange i flere måneder hvis han ikke er opmærksom. Søvn skal han dog stadigvæk have, men er også kendt for at kunne forsætte dage, uden at trænge til mere hvile end enkelte pauser til lige at 'sunde sig'.
- Vidensdeling, Zion kan 'komprimere' en sjæl, og give dens essens videre. Alt viden sjælen bar med sig, og alle dens minder vil følge med over i modtageren. Dette er dog en ubehagelig process for langt de fleste væsner, medmindre de har håndteret noget lign. før.
- Hukommelse, Zions hukommelse var god i forvejen, men er via magien blevet næsten fejlfri. Alt hvad han absorbere, kan genkaldes - også de virkelig unødvendige, eller ligegyldige ting.


Begrænsninger:
- Zion kan maksimalt tilegne sig 5 sjæle af gangen.
- Sjælene bliver 'brugt op', i sidste ende. Som regel holder længere levende racer, også i længere tid, hvorimod menneskers sjæl kun holder i omkring 15 år. Er sjælen oprbrugt, mister Zion evnen til at tilgå minder, formskiftning osv.
- Sjælene fortæres, men kan i princippet godt kaldes tilbage. Alt efter hvor længe de har været i Zion, vil deres tilstand være påvirket. Det svækker til gengæld ham, kraftigt, og han er syg i flere dage efter.
- Sjælene smager forskelligt. Han har stadigvæk ikke regnet ud hvad den vigtigste faktor er, men nogle sjæle er umulige for ham at fordøje, de føles som støv i hans mund.
- Fortæringsprocessen tager minimum 4 timer - og det er med frivillige omstændigheder. Mister Zion fysisk kontakt med sit offer, undervejs, skal han starte forfra.
- Den vægt det lægger på hans hukommelse, er (uden at han ved det) hvad der gør ham ufokuseret, rastløs og utålmodig. Den slider på hans nerver, og udfordre hans mentale overskud - særligt hvis han har ædt 'store sjæle'. som fylder i en længere årrække end mennesker.
- Magien kræver spillers tilladelse.

Søvn: Zion har evnen til at tvinge andre væsner i søvn, igennem berøring. Evnen kan bruges i små 'stød', som kan variere i styrke. Som udgangspunkt kan der sendes en langsommere, mindre noterbar påvirkning ned igennem længerevarende hudkontakt, eller det kan samles i voldsommere angreb, der dog efterlader en klar erindring om hvad der er sket bagefter.

Har man indtaget sløvende midler (alkohol, medicin, enkelte stoffer) vil man lettere falde under magiens effekt. Modsat, vil væsner der fx. har indtaget koffein, højt adrænalin niveau eller lign, have lettere vil at bryde fri fra magien.

Væsner med høj mental udholdenhed, vil være modstandsdygtige overfor påvirkning. Udover det, er racer som ikke har et behøv for søvn, immune til magiens effekt.

- Hudkontakt er nødvendig.

| Styrker |
- -- --- ------ --------------------------------------- ------ --- -- -
FLEKSIBEL | MODIG | MUNTER| HJÆLPSOM | GOD HUKOMMELSE | UORTODOKS

| Svagheder |
- -- --- ------ --------------------------------------- ------ --- -- -
HVILELØS | TANKEMYLDER | KONTANT | KRÆVENDE | UTÅLMODIG | UDMATTET | USIKKER

- -- --- ---- ------------- -------------------------------------------- ------------- ---- --- -- -
"I watch the work of my kin, bold and boyful
Toying somewhere between love and abuse
Calling to join them, the wretched and joyful
Shaking the wings of their terrible youths"
- -- --- ---- ------------- -------------------------------------------- ------------- ---- --- -- -

Zion er en til tider rodløs sjæl, lidt af en arbejdsnarkoman og som udgangspunkt venlig - omend lidt kontant i sine formuleringer. Han har en brilliant hukommelse, en lidt ourtodoks charme og gnistrende, joviale øjne. Rent teknisk virker det også som om at Zion er god til en del forskellige ting (primært grundet de sjæle han har i sig, og deres færdigheder), og det kan derfor være svært at se igennem den overliggene kappe af 'jeg har styr på livet' mørkelveren udsender, som skjuler et lidt mere skrøbeligt og giftigt indemiljø.
I sin inderste kerne bruger Zion nok arbejdet (alt arbejde) som en distraktion fra at slippe fra sit eget (enorme) tankemylder, og blivere ofte så grebet af det, at hans målrettethed kan virke ligedele inspirernde, som skræmmende. Det her bløder igennem på begge arbejdspladser, og kommer du til ham med et problem, vil han (forsøge) at løse det med alle de (tilgængelige) midler han har, til sin rådighed.
Eller brænde sammen over det, når det så ikke kan lade sig gøre.
I sine gode intentioner, stiller han samtidigt utroligt høje krav. Og den i samme sætning som han hjælper dig, vil han samtidigt også kræve, at du giver noget igen, forventning dæmrende i stemmen. Du klør min ryg, jeg klør din.

Som borgmester Emerson, tager han alle de træk, og gør dem lidt 'mildere' at opleve.
Mange af trækkene stammer i forvejen fra halvelverens oprindelige sjæl (siger han til sig selv) og Emerson er tit beskrevet som modig, lidt 'ivrig' i sin væremåde - passioneret omkring lovlydighed, orden og civillitet, men fleksibel nok til at give advarsler og vide at hverden ikke er sort/hvid. Overordnet set ganske venligsindet. Emerson elsker knitrende flammer, solnedgange, lyden af en tekande der signalere morgenens start, og særligt de helt tidlige, rimfrosne forårstimer, med sit eget eller andet godt selskab. Og Zion gør det samme - bare uden at ville vedkende sig det ligeså meget - da det umuligt kan være hans væremåde. Altså hans, helt og holdent. Det forsvinder altid med årene, siger han til sig selv - hvilket i og for sig nok er blevet en selvbekræftende profeti med tiden.
Samtidigt med at han prøver at give et indtryk af kontrol, føler han sig til tider dybt usikker, når det kommer til hvem han er, og bryder sig ikke om at blive konfronteret med beslutninger taget for lang tid siden.

I spørgsmålet om hvor han starter, og de andre sjæle slutter, har han stadigvæk ikke fundet et svar han finder sig (ærligt) tilpas med. Hans evne til at fortære, absorbere og optage sjæle, er uden tvivl noget der påvirker ham - det er blødt ind i hans væremåde - selvom han ikke helt vil vedkende sig på hvilke måder. I alt hemmelighed må han indrømme at det føles fantastisk, det er næsten vanedannende. Men det er usmageligt, grænsende til blasfemisk, har man ofte hørt for.

Zion blev den ene tvilling navngivet, og Zeni blev den anden. De første par år er stadigvæk ikke helt til at ærindrer, men nogle enkelte ting står tydeligere frem end andre - heriblandt at han trods alt ikke var alene. Han kendte ikke dengang ordene for det, men Zion og Zeni tilhørte selvfølgelig en af de mange træningslejre mørket var i besiddelse af dengang, og voksede op under de vilkår. Opdragelsen var hård, afstrafning kontant men belønnelse for godt arbejde - det fandtes også.
Det gik hurtigt op for dem begge, at brugbarhed betød så godt som alt. Og med den erkendelse, arbejdede tvillingerne (med resten af deres deling) hårdt for Mørkets anerkendelse. For at stige i graderne, for anerkendelse, for at gøre det lettere. Zion og Zeni udgjorde et farligt makkerskab, når de blev sat på missioner sammen, hvilket man næsten også forventede af tvillinger så ens som dem. Og da deres grundtræning var færdig, steg de også begge i graderne, sigtende efter de samme stillinger som spioner.

Begge søskende besad evner indenfor sjælemanipulation. Med Zions sjælefortæring, og Zenis sjæleabsorbering, var der ikke meget andet end en lille bitte forskel, som komplimenterede hinanden lidt for godt. Hvor at Zions evner var en anelse mere passive, og ikke tog de magiske egenskaber fra hans ofre med sig, gjorde Zenis magi det modsatte. Han huskede muskelhukommelse, og Zeni deres magiske egenskaber. Og i alle de år hvor at tvillingerne begge arbejdede for Mørket, føltes det som et retfærdigt fråseri af sjæle - et gilde - som samtidigt lod dem 'leve livet' hos helt almindelige borgere, nu hvor de ikke var tilbageholdt til Amazonitskovene kun. Nu hvor at de tog identiteter fra hvem end Mørket dømte vigtige nok til at erstatte, og satte sig selv i kernen af hvad der føltes som brandpunkter for information.
Og hvad fik de med sig? Sågar blot alt hvad man gik glip af, når man ikke var født i træningslejrene. Alt hvad de ikke havde nået at opleve. Da deres ofre skiftede fra soldater fra egne rækker, og nu til hverdagens beboere, kom tilværelsen om et anderledes liv foruroligende tæt på. Næsten så man blev misundelig over det.
Men flere år, faktisk årtier skulle passere, førhen at noget forandrede sig Zions tanker, og han trak en anelse i håndbremsen.

Zion blev på det her tidspunkt, omkring år 1000, grebet af en pludselig refleksion. Måske var det fordi at Mørket ændrede missioner i den årrække, måske var det bare tilfældighed. Men de sidste par sjæle Zion havde fortærret, havde været tilknyttet især Isaris og Kiles kirker, hvorom dødens præster bragte et underligt lag af... bevågenhed. Zion lagde nok ikke engang mærke til hvornår det startede, men nogle af de andre filosoffer begyndte at sive ned igennem hans opdragelse. Etiske overvejelser han aldrig havde set skyggen af, og det opildnede til flere sammenstød med Zeni, end han reelt brød sig om. Men de begyndte bare at blive så.. forskellige. Det er ikke fordi at man kan hævde at Zion blev noget der minder om omvendt, i de her år. Men en kulminering af dét, hans diskussioner med Zeni og i sidste ende en skæbnesvanger beslutning om loyalitet eller liv, fik til sidst skubbet Zion ud i et valg.

At blive, eller ikke at blive? At gøre op med hvad der efterhånden føltes som hjernevaskning, og måske i stedet... søge et nyt liv, et andet sted? Det var ikke en plan som hans tvilling tog let på, og det bød op til kamp, da de ikke kunne finde enighed. "Hvorfor tage en så drastisk beslutning, over noget så ubetydeligt som håbet om et andet liv?" og Zion kunne ikke svare andet, end "Fordi.. vi ved joh, at der er mere end det her" tårer trillende ned af kinderne imens han lænkede ham fast, så ritualet kunne begynde.
Ude af stand til at kunne dræbe ham, og selvisk nok til ikke at lade andre gøre det, endte Zion med at fortære sin tvillings sjæl. Den fortjente at finde hvile hos ham, ikke hos en eller anden dæmons guddom, eller fraktions vandetta imod verdenen.

I sorg over sin beslutning, men også i søgen efter at få det hele til at give mere mening, søgte Zion nu ud i verdenen. Moralkompasset var blevet skubbet til på ny, og Zion søgte græsgange han ikke kendte. Opsøgte sjæle fra filosoffer, præster, almindeligere borgere, soldater og alt andet der mindede om. En smedelærling på vej til at blive udlært? Han måtte opleve det. Ægteskab, det huslige liv og dets pligter? Det var ikke nok bare at se andre have det.
De næste mange århundreder levede Zion igennem andres liv, men følte samtidigt at han levede sit eget til fuldest. Han stjal identiteten af en højpræst indenfor Kile, og skabte sig fjender indenfor præsteskabet da han blev opdaget. Senere prøvede han kræfter med byvagten, hvorom det næsten gik galt, da han blev afsløret og endelig sat i lænker. Turen var slut. Rejsen var ovre. Eller det troede han.
En agent fra Verbatim opsøgte ham den aften, tilbage i 1560. Tilbuddet om at blive medlem af en organisation, der så potentialet i de evner der havde rystet mange andre.
Var han klar til at give op? Ikke endnu.

Zion sluttede sig til Verbatim, og har arbejdet der så godt som lige siden. Både som iagttager, senere som en af de mere stationære agenter og siden 1954, som Vogter. Igennem årene er positionerne han har skulle varetage, blevet mere taktisk udvalgt. Og de seneste par år har især været skjult infiltrering af yderkanterne omkring hovedstaden, efter en lidt uheldig episode - igen - med byvagterne, tilbage i 2015. Mørkets indkomne besættelse skabte dog nok forvirring til at han kunne slippe væk i sin egen form, og Zion søgte sidenhen til Lazura.
Her overtog han identiteten af deres halvelviske borgmester Emerson, og har sidenhen skuespillet den som leder af byen, med kontor for Verbatim næsten i centrum af af det hele.

.
Zion husker ikke sine forælde, overhovedet. Selv hvis de var i live, ville han ikke kende dem igen - hvilket altid har forvirret ham lidt, givet hvor godt han husker alt andet.
Udover det, har Zeni sin tvilling, som også er død.

(Hvis man vil oprette familiemedlemmer, så skriv endelig. Så finder vi på noget)

Noterbare lagrede sjæle

Emerson | Halvelver | Borgmester over Lazura | 2016 - nu.
Emerson Amera er borgmester over Lazura, og hans primære skikkelse i nutiden. Borgmesteren var omkring de 85 år da han overtog sjælen, og han har sidenhen poseret i elverens liv, men arbejder med Verbatim fra sit hovedsæde i borgmesterboligen. Emerson er oftest beskrevet som en ret nærværende borgmester, der ofte er at finde i den almene befolkning, og tager ofte imod uanmeldt besøg eller henvendelser, i løbet af dagen.

Deva | Menneske | Omrejsende kurvefletter, handlende | 2003 - nu.
Deva er et ganske almindeligt menneske. En lidt ældre kvinde, der rejser rundt og sælger de kurver hun fletter. Deva er hans vandrende persona, men bruges efterhånden sjældent. Hendes sjæl er alligevel snart opbrugt.

Entos | Menneske | Byvagt i Dianthos | 2007 - 2015.
Entos er en byvagtskikkelse da han arbejdede i Dianthos, hvor han faktisk fik afsløret sit ansigt. Kaosset fra mørkets invasion fik ham dog ud af sin celle, og værende mørkelver virkede han som en del af invasionen, indtil han kunne slippe væk. Selvom Entos skikkelse ikke kan bruges i Dianthos mere, beholder han mennesket for hans sværd-og kampfærdigheder. Indtil han finder en bedre sjæl, i hvert fald

Fortærede sjæle:
- Veltion | Skovelver | Kile præst | 1845 - 1950.
- Zeni | Mørkelver | Tvilling | 1025 - 1573.

Udover det, har Zion optaget (og opbrugt) en del sjæle igennem tiderne, og måske en anelse arrogant omkring det, han husker knap nok hvor mange.