Selvom hans blik (oprindeligt) blev holdt fremad, og op, var de limegrønne øjne som en tung vægt på skuldrene nu. Stirrende. Så meget af de næsten
måtte have brændt billedet af Emerson fast, sådan som han studerede ham. Han vidste ikke hvad Yago så, og som enhver agent, frygtede han nogle gange, hvordan visse væsner her i verden altid så bare
lidt for meget, af alt det der lå imellem linjerne.
Det var en uheldig situation for alle, især når de måtte sætte tand over tunge, for aldrig at afsløre hvad de havde set...
Men de sekunder han havde fået kigget tilbage, øjne låst med den mørkhårede skikkelse, efterlod ham tilbage med en underlig summen i kroppen.
Hans fascination var ikke passende. Ligeså lidt passende, som den ulmemde gnist af nysgerrighed, Yago pustede til i Emerson, i da han blev ved.
Men i stedet for at lytte til de små advarsel klokker.. jah kigge væk, tale udenom, ikke ping-ponge - så følte halvelveren et drillende lille smil trække op.
Og elveren fulgte fornemmelsen i stedet. "Nobelt?" Gentog han. Det ene bryn skubbet op i en lidt skeptisk mine, selvom man let kunne se ham tage komplimenten til sig, bagved de lyseblå øjnes gnist.
"Måske endda hjælpsom og målrettet, også burde beskrive en mand som mig?" Smilede han, og solede sig lidt i komplimenterne.
Emerson puffede til den slanke skikkelse, og lagde armen lidt mere fast om skuldrene på ham. Trak ham ind, som om de delte en hemmelighed herude.
"Men hvorfor lyde så overrasket, eh?" Ordene var en dæmpet latter ind imod ham, og til sidst løsnede Emerson en smule for komfort, men ikke nok til at ville slippe ham helt, medmimdre Yago selv trak sig