"Det synes jeg da også er præcis det, jeg har gjort indtil videre," sagde Sidka og skød brystet lidt frem. Lidt stolt kunne hun da godt have lov at være. "Jeg har boet et sted, jeg har fået nogle venner, jeg har jo allerede gjort alt, du har sagt. Jeg skal nok læse bøgerne... Prøve at gøre mere og bedre og alt det der, bare... Bare lad mig prøve lidt selv, ikke? Før der sker alt muligt, må jeg så ikke prøve lidt selv? Vise, at jeg godt kan?"
    Det var meget tydeligt, at Sidka ikke var vant til at bede om ting. Hun var vant til at kræve dem, og nu hvor hun prøvede at bede om det - hvor hun følte, hun var den underlegne i situationen - kunne hun ikke holde øjenkontakten eller lade være med at pille ved kanten af sit tøj. Det føltes helt forkert, og hun havde lyst til at slå noget i stykker for at få det til at føles rigtigt, men det passede ikke ind her. Ting var her af en grund. De kunne ikke bare smadres. Intet var, som hun var vant til, og det var så zalans forvirrende. 
    Det gibbede i hende, da døren til lokalet gik op, og hånden fløj op til amuletten for at sikre sig, at den stadig sad, hvor den skulle, mens blikket for ned på huden for at sikre sig, den stadig var lys og fin. En tjenestepige kom ind med dessertbakken fint anrettet, og mens hun satte det hele på bordet, forsøgte Sidka at tvinge sit hjerte ned i brystet igen efter at have sat sig i halsen, mens hun forsøgte ikke at ligne én, der lige havde skjult en sjusket lemlæstet krop under sofaen.

Det havde hun jo på sin vis ret i, at det netop var det hun havde gjort. Derfor blev det også mødt med et smil som det blev sagt, dog var det også svært at forholde sig til det sidste, at have tillid til at Venna kunne og faktisk ville selv. Hun åndede ud som hun drejede det kort i sit selv, dette var langt mere besværligt end hun havde forstille sig det ville være, håbet var vel at tøsen boede her til alt var på plads, lært og selv sådan noget som hendes gang var blevet ordnet, eller måden hun sad på. Men virkeligheden var lidt noget andet.
Heldigvis behøvede hun ikke tænke for længe over dette i stilhed før der kom en afbrydelse, som tjenestepigen trådte ind med et lille neje før hun satte en fad på bordet og let satte to tallerkener frem.

”Godaften.” lyd det kort med et smil, og næsen rettet imod Venna som kagekniven blev løftet fra fadet. En gylden brun tærte, med let blå og røde prikker fra bærsaften som bryd igennem den næsten perfekt bagte tærte dej, og med en let bevægelse gled kniven igennem og vidste et midte af et bær syltelagde dækket i den søde dej, som var let toppet med sukker for at få den til at lyse lettere op i krystal lyset.
”Da jeg hørte de havde boet nær Frosthjem, kunne jeg ikke lade være at lave en varm og sød forårs kage, håber du kan lig den!” lyd den lette stemme som hun satte den første tallerken foran Venna, og kort efter et stykke mere ved Yume’Aves hofte, serveret med et neje.

”Frøken. Deres Thatos’ urte te, ønsker de den i aften?”
”Nej, ikke I dag, Pulele. Men tak fordi de huskede det. De har taget et stykke selv ikke?” lyd det med et kort nik imod tærten, et nik som blev øjeblikkeligt mødt med et smil og et neje.

”Hav en godaften.” lyd det som nejet mødte sit ende og Pulele træk sig fra lokalet og forsigtigt lukkede døren bag sig.

”Træk vejret natteblomst, og slap af. Men, hvis du prøver selv, er det begrænset hvad jeg kan hjælpe med, og hvordan jeg kan hjælpe. Men, jeg kan heller ikke efterlade dig til at passe dig selv fuldendt og det håber jeg at du er indforstået med.” hun sukkede og lod forsigtigt tærten og kage gaflen finde hendes skød, og lod blikket hvile flere sekunder på døren før hun forsigtigt tog sløret af.

    Sidka sad og forestillede sig, at bærsaften der flød fra kagen var blod, men de tanker holdt hun for sig selv. Det var næppe sådan noget, Yume'Ave ville høre fra hende lige nu. så fik hun i hvert fald næppe lov til at sove hos Renaél mere. Hun tog imod sin tallerken med et lidt anstrengt smil og undlod at kommentere på det med at bo nær Frosthjem. Havde Yume'Ave lige været forbi Frosthjem, eller havde hun fortalt, at Sidka havde boet der? Hun var ikke helt sikker, så det var nok bedre bare ikke at sige noget. 
    Først da tjenestepigen var gået, stak hun gaflen i tærten og tog en prøvende bid. Sødmen overvældede hendes mund, og hun skar en grimasse, mens hun kneb øjnene hårdt sammen. Med en kraftanstrengelse sank hun bidden og satte tallerknen fra sig. Hvis hun skulle spise desserter, skulle de helst være bitre eller syrlige. Det her søde stads sad fast på tungen som klister, og smagen skulle skylles væk med enorme mængder vand.
    "Jeg vil også gerne have lidt hjælp," indrømmede hun så. Mere hjælp end dessert i hvert fald. "Jeg vil gerne vide, hvad jeg skal sige til folk. Nu har jeg navn og efternavn og... Er jeg fra Frosthjem?" Hun så spørgende på den ældre elver. "Jeg har sagt jeg er fra en familie, der rejser meget, og som jager meget. Renaél tror vist jeg er en eller anden sej, hemmelig krigertype, fordi jeg ikke har ville sige så meget." Hun trak på skuldrene. "Og det er da lidt sejt. Men jeg vil gerne have noget ordenligt at fortælle dem."
    Hendes skuldre sank lidt igen og hun lavede en utilfreds trutmund. "Rhea har lavet rygter om, at min familie er blevet slået ihjel af mørkelvere, fordi jeg har reageret lidt skidt, når de har snakket om os... Hvad er Thatos' te?"

Forsigtigt lod hun gaflen skære sig en bid, men netop som hun tag bidden, skær Sidka sin grimasse som fik en kort latter til at hvile i rummet. Der var intet galt med smagen, var det, det manglende kød og dyrefedt? Hvis så hvordan ville hun klare sig her på langt sigt? Ikke at det var umuligt at finde kød, men nok på en meget anderledes måde end hun var van til. Hun hævede stille blikket som Venna bad om hjælp, eller rettere forklaret hvad hun ville have hjælp til.
Lyttende tog hun endnu en bid af tærten, som det blev forklaret.
”Mhm..Men er det ikke også sandt?” smilte hun kort før hun lukkede munden om endnu en bid. Hun rejste en finger kort som hun tyggede og slugte.

”Din familie rejser meget, du er på sin vis en eller anden sej kriger type, og din familie.. Mhm.” hun stoppede og lod blikket søge rummet lidt mens hun samlede tankerne, for det var ikke helt godt nok var det?

”Den bedste måde at lyve på, er at bibeholde en del af sandheden i løgnen, på den måde tænker man stadig på sine minder og man bruger ikke sin fantasi så meget. De snyder visse mentalister også.” hvis de ikke kigger for dybt, forsatte hendes tanker som hun lod blikket falde tilbage på Venna.
”Så det er det du skal gøre. Lav en historie der minder om sandheden, eller har aspekter af sandheden i sig. Så skriv den ned nogle gange, sådan du kan huske det, uden at opdigte. Man kan altid opdigte små ting, men store ting, som alt det du spørger om, bør du skrive ned, og så brænde det, som det er skrevet på efter du har skrevet det nok til at du har det altid på tunge spisen.” hun sukkede, for sad hun virkelig og lærte en mørkelver alt dette, at snyde mentalister, at være sikre i sine historier?

”Så. Lad os arbejde på din historie? Jeg skal nok skrive ned til at starte med.” hun hævede hagen lidt og smilte, faktisk et varmt tilpas smil, mens gaflen anskaffede hende endnu en sød mundfuld.

    Sidka nikkede og lænede sig tilbage i stolen. I samme øjeblik kom i tanker om, at det nok var uhøfligt ikke at spise resten af desserten - det havde hun hørt Thesseis brokke sig over for nyligt, hvor hun havde haft gæster, men ingen kunne lide hendes mad og bare lod den stå urørt.
    "Øh, altså desserten er sikker fremragende," sagde hun så for at virke en smule høflig. Hun skar dog stadig en grimasse undervejs. "Men jeg er bare ikke så god til søde bær og den slags."
    Hun kløede sig på næsen og genkaldte sig det, hun havde sagt til Ren i løbet af det sidste stykke tid.
    "Så, jeg hedder Vanna Datura. Min familie rejser meget, og vi laver forskellige opgaver i Lindeskoven, som tit har noget at gøre med kamp," sagde hun. "Jeg har en tvillingebror, som bor hos noget familie et andet sted, men jeg kan ikke udstå den familie, så jeg er taget til Elverly, fordi min tante har sagt, jeg kan bo her. Hun var her ikke, da jeg kom frem, så derfor er jeg hos Ren i øjeblikket, indtil hun kommer hjem. Jeg ved ikke, om det giver mening at sige, du er min tante. Jeg har bare sagt tante indtil nu."
    Pegefingeren trommede på stolens armlæn. Var det ikke nogenlunde det? Hun havde virkelig gjort en indsats for at være så vag som overhovedet muligt, når der blev spurgt ind til ting, så hun ikke ville ende på alt for dybt vand.
    "Men hvis jeg siger, jeg bor i Frosthjem ellers, kan folk så ikke finde ud af, at det er løgn?"

Jamen dog, høflighed endda, ellers så de bare sådan ud når de smagte noget de godt kunne lig. Begge dele var ufatteligt svært at tro på, men den første havde støre mulighed for at være sand. Det dannede et behaget smil, som hun selv fyldte munden igen og legende bidt halv hårdt ned om kage gaflen.
Hånden gled over bordet og fangede hendes tegne dagbog, åbnede den til bagest side, og lod den tomme side hvile op, mens hun fumlede med at finde sine kulstifte.
Navn, familie, kamp, soldat, stille og roligt blev hvad Venna fortalte skrevet ned i punktform.

”At sige jeg er din tante er en mulighed. Min familie er ret stor, det kan dog få problemer hvis du bliver opdager. Så ender bolden hos mig.” lyd det eftertænksomt som der blev skrevet.
”Så måske ikke den bedste ide. Min søster er i excil, samt er min bedste veninde. Tidligere bedste veninde, så begge dem kan vel være familieledet?” tilførte hun kort, og skrev det som et spørgsmål på siden. Blikket gled for papiret til tallerkenen og stille op til Venna, som frosthjem blev nævnt. Kort blinkede hun som tankerne gled rundt.

”Mhm..hvis jeg kender min tidligere elsker godt nok, så har vores kære Kommandant uden tvivl en hemmelig lejr, eller to hvor hun træner folk, og selv hvis ikke ved så få hvad hun har gang i at alle vil købe den løgn.” men hvad så hvis hun møder nogen derfra? Eller Toorah Kahvi Nattefrost selv? Hun sank kort en klump ved tanken om en skrigende Toorah der krævede svar, men fandt kort efter et kort grin ved tanken.

”Tror det er en god ide, at du ikke må sige hvor, deroppe men en skjult by nær frosthjem. Vil de fleste købe, men bare sig omkring frosthjem hvis folk ikke vil have detaljer. tankerne blev formuleret til en kort sætningen på papiret, og først da punktummet var sat gled blikket tilbage på siden og et kort ”mhm” forlod hende som hun genlæste det i en lav mumlen.

Vanna Datura.
Omrejsende militær familie – negativt forhold til familien, ønsker ikke at se dem.
Tvillingbror.
Tante? Mig, Eca eller Arryn som mulighed, eller opdigtet person?

Bosat nær frosthjem – Skjult by til soldat træning.

”Oh! Ja, før jeg glemmer det helt, Thators te, bruges til at holde en vågen.” tilførte hun midt i sine tanker som hun gen sin ord over et par gange.

    Uden at sidde med noget i hænderne, havde Sidka svært ved at holde sig i ro. Efter at havde pillet ved alle kanterne på sit tøj, endte hun med at rejse sig og stille sig ved siden af bordet og se på det, Yume skrev ned. De sirlige bogstaver var som sådan ikke svære for hende at læse, men der var flere steder, hvor hun synes, hun savnede et tegn eller to for at få det til at give mening. Mest fordi hun prøvede at forstå det skovelviske ud fra sin forståelse af mørkelviske runer. Dagligt skulle hun også huske sig selv på at udelade nogle af de mørkelviske ord, hun var så vant til at bruge i sin daglige tale.
    "Så både Eca og Arryn er i eksil? Vil folk så ikke tro, jeg også er dum i skallen, hvis jeg er i familie med nogen, der har fortjent eksil?" spurgte hun. Det gav hende dog en grund til ikke at ville snakke om familie, hvilket måske kunne blive en fordel. "Ligner jeg overhovedet nogle af dem?"
   Hun tænkte ikke engang over informationen om teen. Trak blot på skuldrene og overvejede, om det var den samme urt, som de nogle gange havde brugt til lange jagte og nattevagter hos I'endrith-klanen. Hun var ikke så god til at huske navne på urter. Bedre til at hive dem op ad jorden.
    "Ikke at folk rigtigt har spurgt," tilføjede hun. "De har fundet på deres egne historier til, hvorfor jeg ikke har lyst til at snakke om det. Måske er det fint at de bliver ved med det?"

Det var først nu tanken kom, som hendes eget lår faldt let ind for hendes blik som hun tog endnu en bid af tærten. Kan hun endelig læse elvisk? Hun kan tale det, men. Hun rystede let hovedet for tankerne hørte ikke til og problemet måtte tages hånd om som det kom. Hun vippede let hovedet som Vanna kom ind på at føle konsekvenserne af at være i familie med nogen i eksil, og om hun faktisk lignede dem. Hvilket fik hende selv til at ryste let på hovedet, ikke sådan helt, men hvis man ikke tænkte over det, så var det vel lige meget?
”Det er de færreste som faktisk har interesse i små detaljer om ens liv.” kommenteret hun kort.

”Folk, og specielt unge væsner har en tildens til selv at fulde huller ud i historier med deres forståelse. Så, du behøver ikke så meget mere end at fortælle i grove træk. Det er mere folk der i sandheden vil lære dig at kende, der kan blive et problem. Så som den unge gartner du gerne vil bo hos.” let løftede hun hånden som det blev sagt og førte lidt løst hår bag øret, som hun let overvejede muligheder.

”Men hvis han er forelsket nok..er det lige meget hvad du siger.” mumlede hun lavt, som hun tydeligt gav Vanna et blik fra bund til top. Hvilket nok var meget muligt, hvis han af en eller anden grund nydt en kvinde der ikke helt forstod samfundet og med dyriske tendenser. Billedet Vanna selv havde tegnet var en spinkle, forsigtigt, begravet ung mand, men fjender. Typisk nørd type, så det gav vel mening at han måske faldt dybt for og ville, en kvinde som hende. Men forhåbentligt tænkte ingen af dem langt frem? Og dette bare var et flirt, ikke? Mistroisk lod hun blikket blive nær Vannas blik, for sådan som hun opførte sig før, var det faktisk svært at sige lige nu.
”En vigtig ting, er hvad vil du..endelig? Er du her for bo her? Eller, er det en ’ferie’ fra mørket?”

    "Han er ikke gartner, han er helbrederlærling," rettede Sidka, forurettet på Renaéls vegne. Også selvom han nok ville være en bedre gartner end helbreder. "Og jeg er altså ikke forel-"
    Sidka stoppede sig selv. Yumes spørgsmål ramte hende lidt for hårdt. Ferie fra Mørket? Vidste hun overhovedet, hvad hun snakkede om, når hun sagde sådan noget?
    "Man tager ikke ferie hos Mørket," sagde hun og rettede sig op fra sin position hen over bordet og papiret. I ren vane endte hun med hænderne bag ryggen i den soldaterpositur, der var blevet hamret ind i hende under opholdet hos Mørket. "Jeg ... Yume er det..." Posituren faldt fra hinanden. "Yume er det i orden, hvis jeg ikke ved det?"
     Blikket faldt til jorden og hun skiftede vægten fra den ene fod til den anden. Hun så sig over skulderen mod vinduet.
    "Hvad jeg ved er, at jeg ikke kan lide, hvordan de behandlede mig. Jeg havde brug for at komme væk. Og du har ikke været forfærdelig mod mig. Det var Ren heller ikke. Heller ikke den mand fra Lyset, der fangede mig, da min egen delingsfører stak mig i ryggen for at redde sit eget skind."
    Hun fugtede læberne. Det var stadig noget, hun ikke forstod. Hvorfor en fra Lyset havde vist hende den slags venlighed, når hun ikke havde mødt ham med det samme. Ligesom at Yume viste hende venlighed lige nu, selvom hun havde gjort forfærdelige ting ved hende. Den eneste grund til, at Ren ikke syntes hun var forfærdelig, var vel fordi han ikke vidste, hvem hun var.
    "Lige nu vil jeg gerne bo her. Men jeg vil gøre det på min måde," sagde hun. "Jeg har brug for, at der ikke er nogen, der prøver at kontrollere mig eller kræve, hvad jeg skal gøre." Ligesom alle andre hele tiden krævede ting af hende. "Men jeg kan ikke love, at de ikke bare kommer og finder mig og tvinger mig tilbage i rækkerne."
    Eller tilbage til I'endrith-klanen og genopdragelse. Eller endnu værre... Tilbage til Zahinaels tortur.

Hun træk stort på smilet som hans erhverv blev nævnt i forsvar, endnu en prik på plads, navn, erhverv, det burde være til at finde manden, når, hvis, det blev nødvendigt. Men at møde ham burde ske på et tidspunkt, og gerne før ting udviklede sig for meget, blandt andet med tropalis urten. Et let glad fnis forlod hende som Vanna gik i stå midt i sine ord, og forsikret at man ikke tog ferie fra sådan noget. Hvilket nok var meget rigtigt, ud om det rygter der var om deres lederstil, og hvordan pigebarnet selv reageret på at få noget ro i drømmes verden. Tvivlen der spredte sig over Vanna førte dog, hun puste ud som hun lyttede til tvivlen.

”Lyset har en sær holdning om ikke at tage liv unødvendigt. Selv om mange fanger fra mørket møder dødsstraf, ønsker de så lidt død som muligt.” det blev sagt med et opgivende suk, over deres doublemoral når det kom til at holde folk i live.
Tallerkenen nu tom blev sat forsigtigt ved hendes side, og instinktivt nussede låret, under det farverig stof.

”Mhm..fint, men natteblomst. Du bliver nød til at ligge en plan på et tidspunkt, men at løbe fra ting og nyde livet lidt er en normal ting ved din alder.”Svært ikke at lade tankerne løbe til hendes egen ungdom, dengang hun reageret imod hendes familie. Dog mødte de tanker hurtigt deres ende som hun kom ind på at nogle måske ville hente hende.

”Din familie? Eller mørket.. eller, ham?” spurgte hun usikkert, for tanken ved dem alle var vel det samme, en masse mørkelvere? Og så ville de ikke overleve efter de blev set, folk fra mørket er mere problematisk, men ham, den lette angst ved tanken var tydelig at se som hun nussede sine egne fingre og lod blikke falde som de forbandet blå øjne igen var i hendes sind.

    Sidka trak på skuldrene. "Gør det en forskel?"
    Uanset hvem, der fandt hende, ville hun blive hevet tilbage til Mørket. Om det var familien, soldaterne eller nogle højtstående i hæren. I sidste ende ville det hele komme ud på et: At hun ikke havde et valg i, hvor hendes liv skulle hen.
    "Jeg er... Jeg er ked af, jeg fortalte dem om dig," tilføjede hun lidt spagt, mens fingrene klemte om hinanden. "Jeg troede, det var det rigtige at gøre."
    Men lige nu anede hun ikke, hvad det rigtige var at gøre. På noget tidspunkt faktisk. Hvad hun havde lyst til plejede at være en god indikation før i tiden, men efter Sibals lortebror-hed og Mørkets uduelighed til at fatte, at hun havde noget af byde på, var hun blevet ret meget i tvivl om, om noget af det hun gjorde var det rigtige. At fortælle Skyggen om Yume havde virket som det korrekte valg, for alt Sidka havde haft i tankerne havde været at leve op til deres forventninger. Det var ikke gået, som hun havde håbet. Og nu sad hun i Elverly og havde det faktisk bedre, end hun længe havde haft, men samtidig var det præcis den slags forræderi, hun havde klantret Sibal sådan for. Nu var hun en lige så dårlig mørkelver som han var. Hvad var det Yume havde sagt? Løbe og nyde livet. Det var sådan Sibals drøm havde set ud med den lille skovelverkvinde. Det var lidt sådan Sidka havde det, når hun var sammen med Renaél. Hun nød ting. Mere end bare tings destruktion. Det var en underlig, men rar følelse, som hun ikke var færdig med endnu. Måske var det det, der holdt hende fra at ville andet end lige at blive her. Om ikke andet, så virkede Elverly som det sikreste sted lige nu. Mørket så næppe mildt på dessertører.

Gør det en forskel, at hun overhovedet hørte det overraskede hende, selvfølgelig gør det en forskel! Af alt for mange grunde, men der kom aldrig en mulighed for tage det op som Vanna, førte samtalen videre, til fortrydelse. Eller noget der i hvert fald minde om det, hvis hun var i stand til det. Vis litteratur afviste mørkelvernes forbindelse til visse følelser, medfølelse, skam, fortrydelse, generelt følelser der fik en til at fortryde eller gen overveje sine tanker, var meget diskuteret om det fandtes i mørkelverne, for der var visse tilfælde af det, men selv psykopater er i stand til at virke som de viser empati. Men litteraturen havde hun flere gange sat sig på tværs af, ellers var denne snak aldrig blevet til noget, lige som deres første samtale som var bundet i nysgerrighed. Det var dette også, hvilket fik hende til at kigge undrende på sin gæst, længe nok til at hun faldt stille og legede let med sine egne fingre som tankerne dansede rundt i hendes indre. 

Endelig gled blikket fra gæsten og til sit slør som forsigtigt genfandt dets plads om hende kæbe, i takt med at puste, nærmest udmattet, ud.
”Vil du forklare hvad du troede var rigtigt ved det?” lyd det som de dybt violette øjne igen fandt fokus.

”Og..hvad troede du dengang der endelig ville ske hvis du, fortalte om mig? Om os?” tilføjelsen blev fuldt af et lille nervøst ryst, som hun greb fat om sig eget håndled på ny. Tydeligt usikker på om hun faktisk ønskede at få det hele forklaret, men nu var ordene sagt og svært ikke at indrømme hun var spændt på at høre hvad hun ville høre som svar.

    Sidka trak på skuldrene. Det var et simpelt svar. Så simpelt, at det næppe var det, Yume ønskede at høre. Alle de gamle væsner, om det var dæmoner eller elvere af enhver afstøbning, syntes altid at lægge en masse betydning i handlinger. For meget betydning, synes Sidka. For ofte var det bare sådan, det var. Verden var ret sorthvid, og selv nu hvor hun var trådt ud af sine vante rammer, befandt hun sig et sted, hvor hun kunne forvente at ramme ind i den sorte mur, hvis hun sagde noget forkert. Mens hun lignede en skovelver, ville folk behandle hende godt, og så snart de opdagede, hvad hun var, ville det hele vende på en tallerken. Sådan var det bare. Sorthvidt.
    "Det er meningen, man skal rapportere ting til Mørket, som giver dem en fordel," sagde hun. "Jeg tænkte, de kunne bruge det til noget, og at jeg kunne få en forfremmelse. Eller i det mindste ikke være i bunden længere."
    Der var ikke fortrydelse i hendes stemme mere. Nu var det blot en forklaring. Nok var hun ked af, at det var gået ud over Yume, men hun ville gøre det samme igen, hvis hun havde mulighed for ikke at blive behandlet dårligt. Det var sådan, det altid havde fungeret i hendes opvækst. Den eneste vej opad var ved at træde på andre og efterlade dem med ansigtet i mudderet. Enten trådte du på nogen, eller blev trådt på. Sorthvidt.