Aldamar betragtede hende i yderligere stilhed de sekunder der fulgte efter hendes svar, om at hun bare havde ønsket at tilfredsstille ham, at finde en løsning, der fungerede for ham. Og selvom det sømmede sig at hun tænkte på hans behov i alle det her rod, kunne han instinktivt mærke hvor forkert det var, da hun fuldstændig overså sig selv i den panik. Han kunne ikke bruge, og ønskede i den grad heller ikke en kone der som et lam blot gav ham ret, eller føjede sig uden tanke hver gang han var uenig. Det var ikke ligeværdigt, og han ville have det ufattelig svært ved at ønske noget af hende, hvis hun ikke kunne sige nej. Og hvis hun ikke kunne sige nej til ham - en person hun kom til at være tættere på end nogen anden i de adelige regi, hvordan så med andre? 
Athelstan... det var ikke gjort forbi hende hvordan hun havde nævnt hans navn. Og hvis den fremtidige fyrstinde af Arys ikke kunne stå op for sig selv når han kom på tværs, ville hun heller ikke stå på for sig selv, næste gang når hun unægteligt ville blive mødt af sådan en person igen. De fandtes desværre. 
Fyrstesønnen rømmede sig - han følte Fabian's blik der gled tilbage hele tiden, og takkede indvendigt over at han ikke havde taget flugten ud af døren. Selvom stemningen ikke ligefrem var fantastisk, sådan som Aldamar's øjne stadigvæk var formørket af irritation og frustration i alt det her.  "Adena,  kig på mig" 

En kommando, og Aldamar pressede fingerspidserne imod hinanden idet at han skulle til at forklare sig; de var begge to heldige i alt det her, bagved misforståelserne. "Du er den kommende fyrstinde af Arys. Med den titel, er man ofte tvunget til at tage nogle beslutninger der ikke er fantastiske for en selv, men man gør det alligevel. At sige fra overfor mig i det private,  er en af dem" Aldamar's blik gled imod Fabian, så tilbage til hende, og han nikkede for at samle sig mentalt, øjnene lukkedes. "Og du må aldrig være bange for det.  Jeg ved ikke hvem du har talt med, som har... hentydet til at jeg straffer andre, jeg ved ikke hvorfor du sidder og skælver og græder ved tanken om hvad jeg vil gøre. Det er unødvendigt, og det håber jeg en dag at bevise" han havde fejlet noget så grueligt, hvis hans kommende kone var så bange for ham, som hun virkede til at være. Han forstod ikke hvorfor eller hvad han havde gjort for at fremprovokere det, men det var der i hele hendes statur, stemme og blik.  

"Og hvad gælder os to, og hvem du foretrækker at dele seng med, smiler guderne ned på os begge.... ... ... jeg foretrækker også selv selskab af mere maskulin natur, så at du ikke kommer til at holde af min krop,  kan jeg snildt acceptere. Men jeg håber du kommer til at holde af mig,  på trods af det" blikket gled op, ikke helt sikkert på hvordan hun vhille reagere, men hvis det stadigvæk var gået forbi hende, så et lille kast med hovedet i retning af den skøge der sad i midten af alt det her.  

Adena tvang sit blik op igen men ikke uden et synligt ubehag. Hun havde mest bare lyst til at blive sendt op på sit værelse nu, hvor hun i ro og fred kunne udtænke en plan for ikke at være et så skuffende væsen, som hun var lige nu. 
Hun havde svært ved at holde fokus på Aldamar, og måtte flere gange tvinge sit blik tilbage på ham, inden hun endelig fandt et sted lige under hans næse, hvor hun kunne holde blikket og stadig ligne, hun så ham i øjnene. 
Men hans ord forvirrede hende i øst og vest. Hun skulle sige fra over for... ham? Selvom han var så meget højere status end hende og havde samme mængde ekstra magt. Han havde været klar til at lade konsekvenser hagle ned over de 'veninder' der havde fået hende med på ideen om alkymien, men forstod ikke, hvorfor hun troede, han ville straffe hende. 

Alligevel følte hun, at hun skyldte en eller anden form for forklaring, for det var jo egentlig ikke Aldamar i sig selv, hun havde fået et dårligt indtryk af. Han havde virket sød nok til deres få møder, men forventingspresset fra alle andre samt de billeder af ægteskab, hun ellers var blevet præsenteret for i hverdagen var en noget anden virkelighed end hans rolig gemyt - især med udsigten til at være en skuffelse i sengen.
"Athelstan svor at gøre mit liv til et helvede," sagde hun og savnede at havde en tekop at pille ved. "Jeg så ham dræbe små dyr i mine tegninger - ufrivilligt - og han fandt ud af det. Min lærerinde faldt ud over en skrænt og... Det så jeg også. Hele det her ægteskab er kun blevet sat i stand, fordi min søster er død. Det hele føles bare som én stor, syg spøg fra Kile."
Hun skulle til at fortsætte, da Aldamars sidste ord sank ind, og hendes hjerne endelig opfangede - væsentligt forsinket - at han havde lavet et kast med hovedet i retning af Fabian. Fabian, der stadig var i lokalet. Fabian hvis tilstedeværelse pludselig gav en helt ny mening i alt det her. Langsomt og med halvåben mund vendte hun blikket mod skøgen. Skøgen. Og Aldamar bekymrede sig om at det ville falde tilbage på ham, at Adena eksperimenterede med alkymi?

"... Vent ... Hvad? Du... Du vidste det?" spurgte hun pludselig enormt tør i halsen. "Sagde du kun, du ikke kunne fikse mig, fordi du vidste, det ikke ville gøre nogen forskel? Jeg fortalte dig det endda... Lige siden Amelia fortalte, hvad Athelstan gjorde ved hende på bryllupsnatten... Jeg har været så bange ..."
Helt uden grund, lød det usagte i hendes sætning. 
Det føltes som en ringe trøst, at Aldamar ikke krævede noget af hende fysisk, når hun havde været så meget oppe at køre over det. Hun havde gjort alt, hun havde troet ville være hendes pligt som kommende hustru. Gjort alt hun kunne for Aldamar. Nu var det hele både forgæves og ligegyldigt. Det burde være rart for hende at vide, at han ikke krævede det fysiske aspekt af nydelsen af hende, men der kom kun ekstra spørgsmål op. Ville det så blive ulideligt for dem begge to? Ville de overhovedet kunne udføre deres pligt? Ville det at han var vant til mænd gøre, at han var hårdere i sine bevægelser og det ville blive værre end hvis hun var med en, der havde erfaring med kvinder?
I det mindste havde han sagt, hun skulle sige fra, og hvis hun begyndte at føle sig lidt mere sikker i, hvad ved Isari det var der foregik med det hele, kunne hun nok egentlig gøre det. Det plejede ikke at være er problem for hende at fortælle andre, hvad hun ville, mente og synes. Verden var bare blevet et så ubehageligt sted at være, at hun ikke ønskede at opildne Chance til at kaste mere brænde på bålet.

Det her var en samtale mellem Aldamar og Adena, og Fabian havde egentlig ikke tænkt sig at sige noget. Kun hvis de faktisk smed ham ud, men Aldamar havde tydeligvis andre planer. Nej, han blev ganske enkelt hevet med ind i samtalen, og Aldamar lod endelig sin egen hemmelig skære igennem rummet. Fabians egne blå-grønne øjne blev lidt større, som han kiggede mod Aldamar, inden at han kiggede mod Adena for at se hendes reaktion, som var... noget lidt andet end han havde forventet. Desværre var folk mere kompliceret end at de blot blev lettet over at vide det.

Han havde vidst alt for meget om dem begge to, og hvor Aldamar ikke havde forsøgt at have samtalen nu omkring det, så havde Adena nok ikke meget andet valg, hvis hun ville have svar ud af ham. Ordene fra Fabian blev derfor også valgt med omhu, som han lænede sig lidt overvejende tilbage, et enkelt blik mod Aldamar. Hun behøvede vel ikke at vide hvor meget involveret de egentlig var. Det var i hvert fald hvad Fabian fortalte sig selv.
”Jeg kendte til hans præferencer, ja,” svarede Fabian derfor til at starte med. ”Men det var ikke derfor jeg mener at jeg ikke kan fikse dig, for der er intet at fikse.” Noget der lå meget i stil med det han havde sagt til Aldamar, da det gik op for ham, at fyrstesønnen også havde det lidt svært med sin seksualitet til tider. ”Men det var ikke min hemmelighed at fortælle, at jeg vidste alt det om Aldamar.” Navnet føltes næsten mærkeligt i munden på ham. Han var så vant til at bruge Baldric.
Der var mere han kunne sige. At han var ked af det. Måske sågar at han gerne ville fortælle hende. Men ingen af ordene gav mening eller ville ændre hvad det betød. Han havde vidst hun havde været bange, men der havde ikke været grund nok til at gøre tingene usikker med manden han på daværende tidspunkt, ikke var sikker på hvor han stod med.

Han kiggede endelig væk fra Adena igen og mod Aldamar. Han var vel ikke sur over at han havde talt igen? Hvis han var, så var det dog også lidt hans eget problem, selvom Fabian da ville foretrække de endte denne her samtale, på et grundlag, hvor de to af dem i hvert fald stadig var på god fod.

Athelstan igen... Aldamar havde ikke set det som værende et større problem, men det gik stille og roligt op for ham, at han måske var mere involveret end den mørkhårede mand nogensinde kunne håbe på. Han måtte være ærlig og sige til sig selv, at Erneyll knægten altid havde givet ham en ubehagelig fornemmelse - han var så forfærdelig utilregnelig i hvornår han var glat som en ål eller rigid som en sten elemental, Aldamar havde set ham forsøge - og også lykkedes med - at sno gæster omkring sin lillefinger. Han fyldte meget, og havde rangen til at gøre det, i de flestes øjne. 
Og han havde slået Adena... og andet, lød det mere og mere som om - noget der kun blev bekræftet da det gik op for Adena hvad Aldamar havde sagt, og nu endelig kædede en lille brøkdel af hans relation til Fabian, sammen. Og nu nævnte Athelstan igen, i... ægteskabs regi. 
Og som forventet, havde Adena lejet Fabian, det var den eneste forklaring på hvordan de kendte hinanden så godt. Venner måske? Tanken gav ham stadigvæk en... underlig fornemmelse, og Aldamar kiggede kortvarigt væk fra dem begge imens at han prøvede at få lige dét billede ud af sit hoved.
"Fabian lejes for sin diskretion ved du nok" at han havde truet med at afsløre Aldamar to gange nu var så en helt anden ting, og ikke noget hun behøvede at vide. 

Blikket gled tilbage på Fabian, og han stoppede en misfornøjet trækning i at farve hans ansigt i modvilje (lige nu). Fordi selvom han ikke havde nogen grund til at fortælle Adena om Aldamar, kunne han godt have fortalt Aldamar om Adena. Og dét, ville han stå ved - det burde han have gjort så snart chancen bød sig. Så var det måske slet ikke kommet hertil, kunne han ikke lade værd med at tænke. 
Og med den tanke, gled blikket tilbage på Adena. Hans rodede, udmattede og unge kommende hustro, Aldamar himlede med øjnene i det 'skjulte' da han rakte ud efter sin kop. "Tror du Guderne bekymrer sig nok, til at lave en spøg for din skyld?" - det ville mildest talt være naivt. Endnu engang nævnte hun at hun var bange, og Aldamar forstod ikke hvorfor. Han vidste dog heller ikke hvilken grad af mental tortur Athelstan havde udsat hende for. 
Men det her handlede om så meget mere end hende, og det her var noget hun måtte komme over. 
Hun måtte indse, at hverken hendes afvigelse eller Aldamar's vrede var personligt rettet imod hende - det var bare sådan tingene var. Hvis han skulle samle en liste over alle de ting der kunne være bevidste, tragiske spøgefuldheder fra guderne... jah så ville den være lang; den ville fylde en god del af de første mange år af hans liv. 

Fyrstesønnen tog en tår. "Hvorfor er du bange?" Han havde ikke gjort noget for at kunne sammenlignes med Athelstan, ville han mene. Så hvorfor. 
 

Adena nikkede til Aldamars ord om Fabian, mens hun sendte et lidt fortørnet blik mod Fabian. Hvis det ikke havde været hans hemmelighed at fortælle om Aldamar, hvorfor virkede hans diskretion så ikke, når det kom til hendes hemmeligheder? Han havde praktisk talt tvunget hende til at spytte ud!
Igen måtte hun dog krympe sig for Aldamars ord. Selvfølgelig var hun ikke vigtig nok til at guderne så ned på hende. Generelt var hun ikke særlig vigtig - det ville hun først blive i alliancen med Arysprinsen - og hun havde mest ment det som en talemåde. Det var lige før hun mentalt lavede en note om at vare sine ord i nærheden af ham, hvis han tog alt så skide ordret, men hun bed det alligevel i sig. Han havde bedt hende give modspil. Det var hun normalt god til - hvorfor føltes det så fandens svært at sige ham imod? Selv med Athelstans vrede blik på sig, havde hun kunnet sige noget spydigt - og dumt - tilbage i hans alt for glatte ansigt. 

"Amelia ville ikke til deres bryllupsnat," svarede hun. "Han tvang hende. Jeg vidste - jeg ved jeg ikke har lyst til vores bryllupsnat - hvordan han jeg ikke være bange? Det er din ret og jeg har mødt dig tre gange. Amelia har haft et helt liv til at forberede sig på det uundgåelige, og hun kan faktisk lide mænd - og hun fortalte hvor forfærdeligt, det havde været. Og det er endda foruden, hvor forfærdelig, Athelstan ellers er ved hende. Og jeg ved hun ikke bare er hysterisk - han har allerede banket mig, mens han reciterede et eller andet obskurt citat om mænds ret til at herske over kvinder. Jeg ved godt, du ikke er sådan," Hendes talestrøm var løbet af sporet, og hun prøvede at rette ind. "Men jeg kunne ikke vide, om du ville blive sådan, når jeg ikke kunne tilfredsstille dig. Jeg har hørt om mænd, der bliver voldelige, fordi deres hustru ikke er god nok."

Diskreten var begyndt at seriøst at halte efter at fyrstesønnen var kommet ind i Fabians liv. Ikke at han var meget for at indrømme det. Først hans udbrud til Sif, og nu den frustration der væltede op som han var sammen med Aldamar over de ting der skete. Ja. Han kunne ikke helt løbe fra det mere, men under de fleste tilfælde, der var han nu meget god, og det var ikke som om at Aldamar ikke havde kunne stoppe ham begge gange, hvis han ikke gerne ville. Denne her gang, var det trods alt også mere gået ud over Adena.
Blikket hun sendte i hans retning var derfor også til at læse. Et lidt undskyldende smil blev sendt i hendes retning, og han trak lidt på skuldrene. Han var tydeligvis den der var tynget mindst ned af denne her samtale, men han vidste heller ikke hvem denne Athelstan var. At han var den samme som hun havde snakket om sidste gang, så meget havde han trods alt gættet sig til.

Han kunne dog stadig godt mærke en vis vrede mod denne her fremmede mand der havde valgt at banke en kvinde, fordi han mente han var bedre stillet. Han var ikke deciderete pacifist selv, men at gøre det mod en forsvarløs kvinde der sikkert intet havde gjort, det var bare ikke i orden. Og han formodede så meget, når han åbenbart også bare tvang sig på sin hustru om natten.
Man kunne i hvert fald godt se på Fabian, at hans kæbe var mere stram i det, men selvom hans opmærksomhed burde være mod Adena, så var han mere interesseret i Aldamars reaktioner. 

Aldamar lyttede i forpligtende tavshed, fordi nu hvor han havde spurgt direkte, kom svaret endelig. Det var ikke gået ham forbi hvordan at hun blev med med at nævne Athelstan, igen og igen... og selvom han havde opfanget en... anspændt stemning til ballet, hvor at de begge havde mødt Athelstan og Amalia, jah så begyndte det hele at give mening. 
Han havde tvunget sig selv over hende? Aldamar's øjne blev en anelse større, mindre smalle og mindre kølige. Han havde... banket Adena? 

Hvornår alt det her havde fundet sted, det kunne han ikke sige. Men der var bestemt en forandring fra da han først havde mødt komtessen til nu, de flakkende øjne og den nærvøse holdning begyndte at... være en smule undskyldt. Hvad var det helt præcis han havde sagt til hende? Alene at han havde vovet at lægge en hånd på hans trolovede var utroligt, og fremprovokerede en gradvist mere seriøs mine, end den irritable der indtil nu havde farvet Arysprinsens ansigt i trækninger af modvilje imod alt hvad de skulle til at gå igennem. "Han har banket dig?" et direkte spørgsmål, og han lænede sig ubevidst en anelse frem. Hvornår? 
Bagved det hele, ville han... ønske at han kunne hævde at det ikke blev et problem. At det ikke ville betyde noget, men det ville det. Det var simpelthen ikke et frivilligt valg der kunne skubbes til siden i flere år, om hun stadigvæk ønskede at gå igennem med brylluppet. Nogle måneder... bestemt, det ville han i den grad også foretrække selv. Men det var en snak i det private, og ikke noget han ønskede at sætte spotlys på sammen med Fabian. 
Selvom han i sidste ende nok ville ende med at vende det omkring ham, behøvede Adena ikke forklarer sig til... to 'fremmede' om noget så personligt som lyst. 

Mere stilfærdigt åbnedes munden en anelse tøven til en tilføjelse, inden at han lukkede den igen. En ting af gangen. 

Adena nikkede og begyndte at pille ved sine fingre. Det var kun Evlyn hun ellers havde fortalt det her til af frygt for at det ville slippe ud, og Athelstan ville gøre alvor af sine trusler.
"Kender du min magi?" spurgte hun, og fortsatte med at forklare den alligevel, inden han nåede at svare. De fleste, der kendte den, misforstod den alligevel de første par gange. "Jeg kommer til at tegne ting, der er i nærheden af folk, jeg har været i nærheden af - uden at jeg vil det, altså. Efter vores første møde, blev blomsten, jeg havde givet dig ved med at dukke op i mine tegninger. Jeg er glad for, du beholdt den så længe. 
Men ofte ved jeg ikke, hvem tingene hører til. Et smykke eller et hårspænde kan jeg ikke vide, hvor ligger henne. Men de døde dyr... Hele foråret begyndte de at dukke op overalt i mine tegninger og malerier. Nogle døde, nogle ved at dø. Blodige og forvredne. Jeg regnede efterhånden ud, at de kom fra Athelstan, og jeg forsøgte at undgå ham. Han fulgte efter mig til en fest, og selvom jeg fortalte ham om magien, forstod han det ikke - han troede jeg havde lagt noget magi over ham af en eller anden grund. Han slog mig og væltede mig i græsset. Han svor, han ville destruere mig, når jeg mindst ventede det. Jeg fik sagt, jeg ville fortælle Amelia det, så han fik mig udelukket fra brylluppet. Han gav hende en kappe lavet af killingeskind!"

Hun tav og så ned på sine hænder, der stadig vred sig i hinanden. Rastløsheden gav hende lyst til at tegne. I hvert fald et eller andet andet end at skulle sidde her og fortælle om Athelstan. Selvom det var rart at fortælle Aldamar om, og hun for første gang i aften faktisk følte sig en smule afslappet i hans nærhed, var hun ikke sikker på, der var meget, de kunne gøre ved Erneyll-drengen. 
"Det var før vores trolovelse," fortsatte hun. "Han stødte på mig igen ved alkymistbutikken, da jeg købte noget til... Bryllupsnatten ..." Hun sænkede blikket og rødmede en smule under de stadig grådblussede kinder. "Jeg ved ikke, hvorfor han flippede sådan ud over det, men han tvang det i mig, og... Ja altså min krop reagerede, og han fattede vist ikke, hvad drikken gjorde. Han slog mig igen, men jeg fik sparket ham og prøvede at løbe væk. Man kan bare ikke løbe så hurtigt i den-ehm... Tilstand. Så han slog mig noget mere og hans venner kom også til og hjalp. Jeg fik noget hjælp også, men en af hans venner fik slået mig ret hårdt i hovedet... Med en metalhandske... Jeg har holdt mig mest indenfor siden, eller altid sammen med andre. Jeg-Jeg er bange for, han følger efter mig. Jeg kan ikke forstå, hvad han vil med mig - han er gift med Amelia nu, og jeg kender til hans syge lyst, men det gør hun også. Jeg tror virkelig, han hader mig..."
Hun lod ordene stoppe og vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige mere. Det var vist alt, hun havde at fortælle om Athelstan, og at have talt så meget havde gjort hende virkelig tørstig. Forsigtigt tog hun om den omvendte kop og med en hurtig håndbevægelse, vippede hun den, så halskæden fløj bagud over gulvet og landede henne ved den modsatte væg. Så fyldte hun koppen med te og lod det stå lidt - ikke fordi det ikke allerede var godt lunkent, men fordi hun overvejede, om halskæden kunne give tekoppen sin effekt. Sådan virkede det ikke... Vel?

// Det er holdt bevidst vagt, hvordan Adena slap ud af situationen med Athelstan ved alkymistbutikken, for tråden er stadig i gang, så jeg ved det heller ikke ^^'

Det var ikke meget Aldamar havde fokuseret på hendes magi, omend han havde fundet den ganske finurlig dengang de mødtes i labyrinthaven. At den så havde nogle lidt andre side-effekter var noget der var blevet bragt op, men aldrig i et decideret negativt lys, og det nok af gode grunde. Ikke desto mindre nikkede han lyttende da hun forklarede sig, og et mere og mere bekymret.. nej, ikke bekymret, et mere og mere dystert udtryk fik Aldamar's øjenbryn skubbet sammen, og han sukkede indvendigt. Tungt. 
At Athalstan var utilregnelig, det havde han forventet, og han tvivlede ikke på at han på sin vis satte ære, familie og traditioner mindst ligeså højt som Aldamar selv, måske endda en god del mere! Men at gå efter Adena... selv efter at trolovelsen var blevet offentliggjort, og hendes navn burde være beskyttet af det løfte alene. Det gjorde det kompliceret. 
Fordi han - eller, hans familie - ville være tvunget til at reagere, nu hvor at det var kommet ud. Ikke fordi at han havde nægtet at reagere på noget tidspunkt, men sådanne interne stridigheder var hårde og ubehagelige.

Hvilken straf var passende? Hvordan ville det påvirke fyrstefamiliernes forhold til hinanden? Hvem skulle tage de beslutninger? Og vidste Reier familien noget, men havde holdt det inde? 
Der var mange spørgsmål afledt af forklaringen, men Aldamar memoerede hvad Adena havde sagt (til en anden dag), og vidste at han ikke ville kunne stå med den afgørelse alene. Han måtte spørge sig til råds hos fyrstinden, og det i sig selv, ville ikke gøre tingene nemmere. Men det var velsagtens ikke længere kun for Adena's skyld, selvom det ville være deres primære forklaring. 
Helt generelt, måtte han stoppes. Fordi hvis det skete for hans kone, og hvis det skete for Adena - den kommende fyrstinde af Arys. Jah så var ingen vel sikker, for hans forskruede syn på selvretfærdighed og krav på magtmisbrug. 

Og efter alle de tanker, overvejelser og interne dybe suk over den her uforventede del af alliancen med Reier familien, jah der var det at det endelig gik op for Aldamar, hvor forfærdeligt det måtte have været for hende. En person af hendes stand, i forhold til en af hans stand? Hun var ikke magtesløs, men det var satme tæt på. 
Og Aldamar følte et stik af empati på hendes vegne, over at hun havde stået med det alene. Ikke fortrydelse - hendes løsninger havde været utroligt uovervejede, græsende til stupide i hans nøgterne verden. Men... han fornemmede hvordan at det rigtige at gøre, ville være at gå hen og... trøste hende. Sige at det nok skulle gå. 
Det ene ben foldedes over det andet idet at han lænede sig en anelse tilbage, et mere neutralt udtryk over ansigtet, fremfor det tordnende der havde været i tide og utide. Aldamar rejste sig dog ikke. Han ville gerne, men kunne ikke få sig selv til det - han kendte hende ikke godt nok til... fysisk at gå hen og holde om hende. 
"Måske hader han dig, måske misunder han dig, måske ingen af de ting...  hvad end der er af tanker eller følelser der har dannet grobund for den her opførsel, det kan ikke være undskyldt. Sådan bør ingen behandles" han vidste ikke hvor han skulle starte, men i mangel på bedre, startede han med hvor hun sluttede, ganske distanceret i sit stemmeleje. At rationalisere sig frem til en løsning var alt hvad han kunne give hende af trøst lige nu, alt andet var... ukomfortabelt område for fyrstesønnen. "Og vi kommer til at gøre noget ved det, Adena. Vi... vi finder en vagt til dig, så du ikke skal se dig over skulderen når du er ude - " Aldamar havde allerede en i tankerne " - og det er selvsagt, men du er altid velkommen i Arys palæet" en lille pause hvor at han drak noget mere af teen, og lod det synke ind. 
"Når du kommer op og føler dig klar til det, vil jeg bede dig om at nedfælde en liste af navne på dem der har været involveret. Eller tegne dem, hvis du kan det - jeg sender en budbringer en af de følgende dage..." 

Adena formåede for første gang denne aften at holde blikket på Aldamar i mere end tre minutter. Hun sad med let åben mund, helt paf over med hvilken lethed han fandt løsninger på alle hendes problemer. Hun havde aldrig haft en vagt i sit liv - det tætteste hun var kommet på det, havde været mens Penelope stadig havde været i live. Hendes brede skuldre turde ingen drille Adena i nærheden af. 
Og han ville faktisk gøre noget ved det hele. En liste af navne ville hun ikke kunne give uden hjælp - hun kendte kun Athelstans lortevenner på fornavn - men tegninger af deres ansigter? Præcise, detaljerede tegninger af deres ansigter. Dét kunne hun. Så længe siden var det heller ikke endnu. Hun kunne højst sandsynligt bruge magien til at tegne dem præcis, som de så ud, lige nu. 

Det var helt nyt land for hende. Normalt, hvis adelige var uretfærdige, havde hun absolut ingen mulighed eller ret til at gøre noget ved det. Hun kunne beklage sig til forældrene, men det ville ikke afstedkomme nogen ændring i vedkommendes opførsel. Hun kunne sprede rygter, men så snart han eller hun var højere i hierakiet end Adena selv, ville de falde tilbage på hende med hårdere slagkraft. 
"T-Tak, Aldamar," svarede hun, stadig en smule rystet over hele situationen, hun var endt i. "Jeg har ikke fortalt det til andre. Je-Jeg var bange for, Athelstan ville finde ud af det og..."
Slå mig ihjel. 

Gennem hele Adenas forklaring og Aldamars reaktion på det, sad Fabian selv og summede lidt over spørgsmålet. Der var ikke meget der foregik på Fabians ansigt, som nærmest forholdt sig passiv. Der var Aldamar ikke den eneste der godt kunne holde sig i ro når det skulle være, men under overfladen, der var Fabian rasende. Ikke på Adena eller Aldamar. Nu snakkede de trods alt over tingene, men over denne her Athelstan. Måske var der også noget personligt fra hans side investeret i Adena og Aldamar, men at behandle et andet individ på den måde? Det kunne bringe hans pis lidt i kog i hvert fald. Forhåbentlig ville han aldrig møde denne her Athelstan.
Endelig hev han sig selv lidt ud af det. Humøret var faldet en del grader herinde, men ingen var vrede på hinanden, og.... de to af dem så ud til at forstå hinanden.

Det var nok næsten også mere for hans egen skyld ind Aldamars, da han endelig sneg en hånd hen og lagde den på Aldamars ben og gav ham et lille klem. Den var overraskende sober, især når man tænkte på hvem der gjorde det, men Fabian havde ikke i sinde om at traumatisere Aldamars udkårne.
Heldigvis virkede Aldamar også til at have en idé om hvad der skulle gøres, så de ikke stod på helt bag bund. Det dulmede dog ikke ligefrem vreden og en smule fortvivlelse over det. Her havde man forventet at de adelige i det mindste var ordentlige overfor deres egne, men åbenbart ikke. 

Aldamar's udtryk var uden meget reaktion og kunne bedst beskrives neutralt. Men bagved det hele, var han stadigvæk i overvejelser om hvordan de bedst kunne løse det her, jah måske endda stadigvæk i selve overvejelsen om hvad de overhovedet i princippet kunne gøre, som ikke ville eskalere en situation. Men årevis af træning i at fremstå fattet, selvsikker og løsningsorinteret gjorde at fyrstesønnens facade gjorde hvad den skulle, den virkede til at berolige den unge Adena. Et eller andet sted ville hun en dag være tvunget til at lære sig selv den samme ubehagelige, men nødvendige disciplin det holdt en person jordbundet i sådanne situationer - fordi det ville ikke være sidste gang at de politiske mure pressede sig klaustrofobisk tæt på. Men ikke idag. 
Med det på plads, kom er tak efter. 

De mørkeblå øjne det havde været en anelse fraværende i sine tanker blev med ét nærværende. Både fordi en genkendelig hånd lige klemte ham på låret, og fordi komtessens oprigtige 'Tak' vækkede han til nuet igen - Aldamar's øjne flakkede udenfor hans kontrol tilbage imod Fabian i et blandet,  men dog jah oprigtigt ømt glimt, inden at det fandt Adena, og han nikkede.  
"Selvfølgelig... du bliver en Arys, Adena. Familien frem for alt" mumlede han en anelse lavmælt, og gøs indvendigt over et ekko af de ord han så ofte have hørt.  
"Men... Jeg vil anbefale dig til stadigvæk at holde det under låg, til vi står mere sikkert i vores reaktion" tilføjede han derefter hurtigt. Det ville være det sikreste, det ville være det bedste at gøre nu.  
Og gjorde - nok ligeså meget for sin egen skyld, intet for at fjerne Fabian's hånd. 

Adena nikkede og drak sin te færdigt. Den lukne væske gled hurtigt ned og efterlod en bedre smag i hendes mund end hun havde haft hele dagen. 
"Jeg skal nok komme efter det. Jeg tror frygten over... Alt det her har præget mig lidt for meget på det seneste. Normalt er jeg altså ikke så uduelig," sagde hun, og da hun mødte Fabians blik kunne hun ikke lade være med at tænke på, hvordan hun - yderst handlekraftigt - havde kastet vin i hans ansigt, da han var kommet for tæt på.
Hun kunne ikke helt holde et lille, skævt smil tilbage fra mundvigen ved tanken. Hun fulgte skøgens blik over på Aldamar og tilbage igen. Den måde, han så på Aldamar på... Hvilke tanker gemte sig under de øjne, der ellers måtte have set det meste i byens gader?
Hun så bevægelsen i skulderen, da han flyttede hånden og selvom bordet skærmede, vidste hun, hvor den var landet. Aldamar flyttede den ikke, og så nærmest ud til at synke mere ind i berøringen. Det måtte have stået på længe, hvis Fabian faktisk kunne få Aldamar til at slappe af i den her situation - og hvorfor ville han ellers have taget ham med til en fest, hvor Adena befandt sig, hvis ikke det var for at prøve vandene af. Hvorvidt de to kunne lide hinanden. For han var ikke bare en lejet mand, der kunne stille Aldamars behov, vel? Mon... Mon hun havde bedt Fabian skifte form til Aldamar, mens de i privaten... Den tanke var nok til at få hende til at rømme sig en smule.
"Må jeg spørger, hvor I kender hinanden fra?" sagde hun forsigtigt. "Som du selv sagde, lejes Fabian, men det her virker som... Mere."

Fabians tommelfinger gled let over stoffet udenpå Aldamars lår. Han tænkte ikke så meget over det, men han kunne mærke og se at Aldamar i hvert fald havde intet i mod det, og måske sågar nød det, bare en lille smule. Et hemmeligt blik mellem dem, og det var alt hvad Fabian egentlig havde håbet det ville blive, da deres forhold ikke ligefrem behøvede at komme op lige nu. Det var en snak til senere, men... selvfølgelig havde Adena set noget.

Han kunne mærke sig selv ranke lidt mere op, lidt som han havde gjort overfor Fyrstinden, og måske også lidt fordi at han altid følte sig lidt utilpas, når de snakkede om følelser. Følelser han vidste han havde for Aldamar, og som også var gengældt, selvom seriøsiteten ikke var noget de havde snakket rigtig om. De var seriøse i det aspekt at han var inviteret med til brylluppet, men om det her var bare noget de havde indtil en af dem blev trætte af den anden, eller om det var noget... længerevarende også fra følelsernes side af, det havde Fabian svært at vurdere til tider.

Han kiggede mod Aldamar, ikke helt sikker på hvad der skulle komme ud, men der var trods alt visse fakta omkring det her. Hvor mange følelser Aldamar havde lyst til at fortælle Adena om, det var på hans sag. ”Han er en af mine stamkunder,” sagde han endelig. Det lød lidt for meget som 'vi ses' som han også havde fortalt til Fyrstinden. Hvorfor mindede de her situationer så meget om hinanden pludseligt? 

Under andre omstændigheder, var det ord der ofte kunne fremprovokere en lille munter latter fra Aldamar, da det egentlig ikke var noget han ville have tvivlet på. Hun havde ikke virker vag i sin karakter da de mødtes første gang. En anelse nervøs, men på en pludrende måde der virkede livlig og ung, ikke tilbageholdende og spag. Og dén energi havde været behagelig, og noget kan gerne så komme tilbage en dag i fremtiden. Og uden frygten for fordømmelse, ville den blomstre op igen, ingen tvivl om det.  
Men lige nu fik det et mere afmålt nik, frem for munter latter. Han tvivlede ikke decideret, men han glædede sig til at se det - gædede sig til ikke at føle sig som en... tung, ubehagelig skikkelse i baggrunden. Fordi sådan føltes det lidt som om at han var blevet sat op til at være, i efterdønningerne af Athalstan's ord.  

Intet havde dog forberedt ham på at hun blev siddende. Han havde halvt om halvt forventet at komtessen ville have undskyldt sig i den naturlige afslutning på deres samtale, så da hun spurgte ind til hvordan de to kendte hinanden, krakelerede Aldamar's maske i kortvarig 'åh gud' , og man så pludselig at han stadigvæk var ganske ung, når han ikke skulle fremstå vred eller skuffet. Det akavede "øhh" gjorde heller intet for at fjerne noget af det, og Fabian formåede heldigvis lige at komme ind fra sidelinjen. Stamkunde.
Eftertænksomt betragtede han ham lige, inden at han langsomt nikkede og accepterede den forklaring, om de kunne slippe afsted med det. "... Vi har brugt tid sammen i nogle måneder, af og til. Vi kender hinanden fra... et bal" tilføjede han, øjne der gled tilbage på Adena som ordende kom ud.  Var det forklaring nok? 

Det var utroligt forfriskende at se Aldamars stivhed falme lidt. Hans træk mildnes - omend i noget der mindede om nervøsitet - og Adena følte sig selv blive mere og mere i stand til at se på ham. På dem begge egentlig - og deres åbenlyse akavethed. Et let medlidende udtryk gled over hendes ansigt, for hun kunne forestille sig præcis, hvordan det ville føles. Hun ville uden tvivl se ligeså fortabt og give lige så vage svar, hvis det var hende selv, der sad over for Aldamar med Alyssa ved sin side. 
"I behøver ikke skjule det for mig," sagde hun og lod blikket flakke mellem dem. "Det kan være, jeg også gerne vil have dig til at møde..." Adena stoppede sig selv. Hun burde nok ikke sige Alyssas navn uden først at have snakket med hende om det. "... Min. Når jeg lige er faldet lidt mere tilpas ved tanken, og har snakket med hende om muligheden. Det er stadig meget nyt."

Hun fugtede læberne og lod blikket hvile på Fabian. Al den her alvorlige snak havde gjort rummet tungt af følelser, og hun ville gerne have, de gik herfra i et lidt bedre humør. De var på vej, i det mindst. 
"Men jeres er ikke helt nyt," fortsatte hun og undlod at kommentere på 'kunde'-delen af deres ord. Jaja, hvis de ville holde sig til den forklaring, måtte de gerne det, men det der var ikke blikke, man sendte enhver kunde. "Så du vidste udmærket, hvem jeg var, da jeg viste dig billederne af Aldamar, ikke? Jeg har næsten lyst til at undskylde, at jeg bad dig gøre dig til ham - var det ikke lidt... Akavet?"

Ballet virkede altid sikker at kommentere på, da der som sådan intet var galt i det. Det var hvor de havde mødt, og selvom Fabian aldrig ville nævne kunden, nu når det ikke var relevant mere, så havde han en god undskyldning for hvorfor han havde været der, og havde set Aldamar an.

Hans hånd forlod dog ikke Aldamars ben, selv som spørgsmålene ikke så ud til at stoppe fra Adena. Hun var ret god ret til at snakke som et vandfald, så meget havde Fabian i hvert fald efterhånden erfaret. Det her så også ud til at være mere usikkert for Aldamar. Han havde virket mere sikker overfor Fyrstinden. Hvor Fabian faktisk havde været mere usikker der, end nu. Måske fordi han kendte Adena på et mere personligt plan.

Det var også et lettere smil der brød Fabians læber endelig, som hun snakkede både om sin egen elsker, men også hvad de havde lavet sidste gang. ”Det var... en interessant oplevelse,” sagde han og skjulte ikke engang sit blik, da det gled over mod Aldamar, også for at læse hans ansigt omkring den nye information. ”For jeg havde set ham i et stykke tid inden, hvilket også var den eneste grund til at jeg lavede sådan en.... god kopi, hvis jeg selv skal sige det.” Hans smil blev næsten kun bredere, som han følte sig mere tilpas, og bare lidt forsøgte at drille især Aldamar med det. Hvis han i sidste ende ville se denne her kopi, så var han ikke imod det. 

Sårbarhed var en finurlig størrelse at arbeje med, og Aldamar var så absolut dårlig til at vise sådanne træk foran andre folk. Selv dem der kendte ham på et mere personligt plan, var hurtige til at understrege at han var af en noget indelukket natur, og sjældent delte erfaringer, viden eller oplevelser fra sig selv. Så selvom det ikke var nærvøsitet der gik igennem ham lige nu, var det bestemt noget der mindede om... og nok mest af alt ved fordi at han vidste... at med et spørgsmål, fulgte et til. Og det gav ikke mening at nægte hende svar, når hun havde fået svar på så meget andet. 
Men det kunne være rigtig svært at dele ud - en følelse der kun blev forstærket da hun prøvede at sige at der ikke var noget at skjule, fyrstesønnens øjne gled ud til siden da hun fortalte om sin egen... elskerinde, ikke helt sikker på at han var interesseret i det møde som tingene var lige nu, og heller ikke interesseret i øjenkontakt til de følgende ord.

Eller det var hvad han i hvert fald troede.
Vent, gøre sig til ham? I et ryk gled blikket tilbage til Fabian, der med et lille og alt for nonchelant smil pointerede at det havde været interessant. 
Aldamar's mørkeblå øjne glimtede i forvirring over hvorfor han havde skulle se ud som ham, indtil at det med et slag slog ham hvorfor, og munden åbnedes i overraskelse - han havde glemt at de kendte hinanden. Muligvis godt, bedre end han selv kendte sin trolovede.
Blikket flakkede over på Adena der havde lejet sig ind hos den blonde skøge, så tilbage på skøgen selv inden at han med et fnys krydsede armene, og rystede på hovedet. Ikke over at de havde været sammen, han havde intet tilovers for Fabian's mange kunder, selvom det her var lidt mærkeligt. Men at han havde haft Aldamar's skikkelse imens? 
Det føltes oprigtig forkert, omend han ville mene at Fabian velsagtens burde have fået alle detaljerne rigtigt, og skubbede i stolthed sin nysgerrighed til side for at se det. 
Og nogle af paraderne blev dermed rejst igen - nysgerrighed, overraskelse og den drilske energi han prøvede at hive frem i Aldamar, var ikke velkommen hos ham så kort tid efter. Og nu hvor den overrumplede fornemmelse ved hendes direkte spørgsmål havde lagt sig en anelse, var hvad end der kunne virke nærvøst faldet bagved en maske af begyndende irritation. Det var en nemmere følelse at dele ud af - en nemmere følelse at vise, og understregede at han ikke havde noget at sige, når det ikke var relevant. 
De behøvede måske ikke skjule noget for Adena, men fra Aldamar's synspunkt? Jah der behøvede de heller ikke at vise deres dynamik så åbentlyst; ikke uddybe deres forhold yderligere... lige nu og her til aften. Og ved den venlige energi der sprang imellem de to, sneg følelsen af at blive ført bag lyset af Fabian sig kun tættere på, igen, og han vippede Fabian's hånd af sit lår da han krydsede benene modsat i en glidende bevægelse. "Vores er ikke nyt, nej" en gentagelse af Adena, og kiggede på et punkt bagved hende, fremfor på hende. "Og hvis det var alt hvad der var nødvendigt at spørge om lige nu, må i begge have mig undskyldt. Det er ved at være sent. Men nyd endelig hinandens selskab i aften, i må have noget at indhente" 
Afmålte, passive ord, idet at han gjorde mine til at rejse sig, da han skubbede tekoppen længere ind på bordet. Selvom Adena - og nok også Fabian - gerne ville have en bedre stemning inden de forlod rummet, var det ikke noget der bare kunne hoppes med på for hans vedkommende. At hun havde en elskerinde var godt, at han ikke skulle være bekymret for at holde af en anden, det var også godt. Men det udlignede slet ikke alt det rod der ellers var kommet med de gode ting.
Og den trælse samtale han skulle tage med Fyrstinden af Arys, omkring Adena og Athelstan's fjendskab. 

Adenas næsten-gode humør blev krøllet sammen og hevet indad så snart Aldamars parader fløj op igen. Han kiggede ikke på hende mere, og det var næsten værre end da hans strenge blik havde gennemboret hende. Da han gjorde mine til at rejse sig, kom hun ham i forkøbet og skyndte sig at snige sig uden om sin egen stol og skubbe den ind med den simple kjoles stof faldene blødt omkring. 
"De må undskylde, hvis jeg blev for snagende," skyndte  hun sig at sige og nejede for ham - meget bevidst ignorerede hun Fabians tilstedeværelse. Det virkede til, Aldamar havde læst for meget ind deres bekendtskab. "Vi gjorde intet uanstændigt sammen. Jeg søgte kun råd om mit problem. Tjenerne kan følge jer ud - jeg vil trække mig tilbage. Godaften, de herrer."

Med de ord skyndte hun sig at trække sig - meget ordret efter sin sætning - tilbage mod en anden dør i rummet, som ikke var den, de var kommet ind ad. I stedet for at føre ud til forhallen af det lille palæ, førte den her ud til en gang direkte mod trappen, så hun kunne flygte ovenpå til sit værelse (efter hun lige havde hentet halskæden, når Aldamar og Fabian havde forladt rummet). Det var alt, hun havde brug for lige nu; at flygte. 
Den ubehagelige samtale kom op i hendes tanker igen, selvom hun lige havde fået det hele drejet i en bedre retning, og det manglende svar på det hun havde sagt med Alyssa, stak en smule i hjertet. Hun havde talt for meget, ikke? Måske var det ikke sømmeligt, at hun fortalte ham om sin egen kærlighed - men han havde da taget Fabian med af den grund ikke? Eller måske så han ofte skøger, forskellige hver gang, så idéen havde været at gøre hende bevidst om de skiftende partnere og folk, der ville vade ind i deres liv ved hver fest? Hun havde hovedet fuld af spørgsmål, men Aldamars afvisende udtryk sad fast, selv da hun havde lukket døren bag sig. Helt igennem udmattet lænede hun sin ryg mod den og drog en enkelt, dyb udånding. Om den var lettet, kunne hun ikke helt vurdere, men noget positivt havde hun da at holde fast i: Hun havde ikke ødelagt trolovelsen, og hendes kommende mand ville ikke blive skuffet over hendes manglende trang til hans krop. 
Måske... Måske kunne hun alligevel finde en smule lykke hos Arys.

Fabians smil faldt det øjeblik hvor Aldamars kølige persona kom tilbage op og han skubbede Fabians hånd af låret, noget han ikke brød sig om i det mindste. Måske var det for tidligt at begynde at lade som om at alting var fint som det skulle være, især når ham og Aldamar ikke havde snakket om tingene endnu, som i... overhoved ikke. I hvert fald ikke de ting der angik Adena og at Fabian havde tvunget noget igennem som Aldamar ikke havde ønsket i starten.

Da Aldamar rejste sig, så var Fabian også på vej op, men Adena kom lidt ham og Aldamar i forkøbet, ved at forsøge at undskylde sig selv.
”Godaften...” kom det lidt tøvende fra Fabian, som Adena lidt lignede at hun flygtede ud af rummet, og de to mænd var nu efterhånden tilbage. Men nu når Adena ikke var her, så kunne Fabians opmærksomhed også være fuldkommen på Aldamar, selvom han ikke sagde noget lige nu, ikke som tjenerne kom ind, for at vise dem ud af huset, heldigvis betød det at Aldamar ikke kunne storme væk fra ham.

Det var først da den friske luft ramte dem, som de blev vist ud, at Fabian åbnede munden. ”Baldric...” det var mest for at trække Aldamars opmærksomhed til sig, og bare... se an på om Aldamar egentlig stadig var vred på ham. Det var en ubehagelig knude der var begyndt at opstå i Fabians mave, og han vidste udmærket godt at Aldamar var den eneste der kunne fjerne den.