Hecate forsøgte at arrangere sine klæder en smule omkring sig. Det var svært at få noget som helst varme ud af dem, nu hvor de var gennemblødte, og hendes tynde fingre trak forgæves sjalet sammen omkring sig. Åh, hun savnede sin varme stue og en kop dampende te - healerne skulle hun ikke i nærheden af, hun vidste skam selv, hvordan en snue bedst kunne undgås og kureres.
Hendes sammenknebne øjne betragtede dog alligevel den rædselsfulde bandit med en vis nysgerrighed. Måske ville hun få en forklaring nu - og naturligvis gå direkte til byvagten med den. Det var vigtigt, at han kom bag lås og slå - og ikke lavede sådan et forsvind-og-duk-op nummer igen. Hecate foretrak sin pølsehandel fri for hans slags.

"Åh endelig!" Et lille stik af skuffelse over, at hun ikke nåede at høre hvor det var, slynglen var brudt ind, blev hurtigt overmandet af følelsen af sikkerhed - og naturligvis harme over, at vagterne ikke var kommet noget før! "Denne BANDIT og hans kumpan har siddet og drukket hele dagen i ølteltet - og generet en ældre, anstændig dame som mig, forgrebet sig på hende og smidt hende i hestetruget!" Remsede hun op, mens hendes ansigt igen blev rødere og rødere af forargelse.
"Og det er ikke det værste! Denne bandit har ved en anden lejlighed brudt ind i mit hjem. Hvor var DE løjtnant, de jeg råbte om hjælp tidligere?" Hun vendte sig mod ham, et ynkeligt syn, gennemblødt som hun var, men med en faretruende glød i øjnene. Det var typisk byvagten! Sløsede rundt på markedet uden at komme til hjælp, før faren var drevet over! Det skulle ikke undre hende, om de også havde været i ølteltet..
I det mindste havde den ene vagt et godt greb i Randalls arm. Godt. Tiden var inde til, at han skulle spærres inde - og Hecate skulle nok personligt sørge for at sikre sig hver eneste dag, at han stadig sad i arresten!

Randy rykkede let I sin arm, ikke så meget fordi han forsøgte at komme fri, men bare af ren vane. Det var aldrig specielt behageligt at blive holdt fast i, slet ikke af en byvagt! Men manden havde selvfølgelig godt fast og Randy gav da også hurtigt op igen.
”Vi var nu kun lige ankommet,” mumlede han lavt, hvilket bare fik byvagten til ar rykke i hans arm for at få ham til at tie stille. For et øjeblik overvejede Randall at hamre en hæl ned over hans fod, men endte med at lade være. Han kunne altid være en pestilens på vej mod arresten. Og så skidt med de hårde næver, byvagterne besad.

Løjtnanten så egentligt ikke så interesseret ud, over hvad den ældre dame himlede op om. Han havde fået fat på Randall igen og det var nok i sig selv for ham. Men han måtte hellere følge nok med til at kunne skrive en rapport senere. Det skulle aldrig undre ham, hvis Hecate ikke lod den blive ved en anholdelse. Det gav et let ryk i ham, da Hecate spurgte, hvor han havde været henne.
”Frøken Reier, nu er det sådan, at vi ikke kan være alle steder på én gang. Men nu skal vi nok tage os af denne…” Byvagten gik i stå, som han var ved at sige noget meget grimt, men betænkte sig, da han ikke var sikker på, at Hecate ville bryde sig om det. ”… kriminelle halvhjerne. Vi har en celle, der venter på ham.” Løjtnanten sendte Randall et ubehageligt smil.

Randy skar ansigt over at blive kaldte en halvhjerne. Ikke at det rørte ham, han var blevet kaldt meget værre. Han var ikke bange for løjtnanten, selvom manden havde bevist, at han gerne hev ham med ud bagved og gav ham en omgang, når hans tålmodighed løb ud. Skidt med det. Det overlevede han jo også.
”Frøken Reier, De kan ikke lade denne mand tage mig med, han har tydeligvis ingen hæmninger hvad angår vold! Og så en byvagt!” Randy gjorde sit bedste for at lave hundeøjne af den ældre dame, men det var ret tydeligt, at han ikke rigtigt mente det.

Hecates øjne blev smalle af vrede, da den skrækkelige bandits hundeøjne fokuserede på hende. Hvor vovede han at bede hende om noget! Ham, der havde brudt ind i hendes hjem, kastet hende over skulderen, som var hun en sæk kartofler og dumpet hende i hestetruget! 
"Og nu SØRGER De vel for, at han bliver hvor han er?" Hun rettede spørgsmålet mod løjtnanten, så hun fuldt kunne ignorere Randalls forfærdelige plapren. Åh, han havde fortjent at blive kastet i et mørkt hul, og nøglen skulle smides væk.

Det var svært at blive ved med at skræppe op, når tænderne var ved at klapre i munden på hende. Det var også det pokkers, gennemblødte tøj, og løjtnanten havde naturligvis ikke manerer nok, til at skaffe et varmt tæppe til hende. Unge mænd nu til dags. Hun var ikke engang sikker på, at de var egnede til at få lagt forbryderen ordentligt i lænker.

En tanke slog ned i hende: "Ved De hvad, min gode Hr. Løjtnant." Begyndte hun. Hendes tonefald var pludseligt blevet faretruende venligt, selv om kulden stadig var tydelig i hendes stemme. "Jeg tror, at det er bedst, hvis De eskorterer mig tilbage til byen. En ældre dame som mig, er YDERST rystet over behandlingen, jeg har modtaget fra denne.. bandit." 
Hun så insisterende på Cicero - Jo, naturligvis ville det gøre hende en anelse mere tryg at blive eskorteret tilbage, men hendes mål var først og fremmest at holde øje med, at Randall rent faktisk kom i den celle, han fortjente. Hun stolede ikke en meter på, at byvagterne kunne finde ud af at håndtere ham, når de ikke engang var dukket op, da hun råbte om hjælp tidligere. Nej, hun måtte selv se dette til ende!

Nå, det var da et forsøg værd. Hendes dræbende blik i mod ham, fortalte Randy, at det ikke virkede at forsøge at bede hende om noget. Det havde han nu heller ikke regnet med! Han var ikke sikker på, at denne skrigende blishøne havde et hjerte.
I det mindste kunne han godte sig over, at hun frøs så meget som hun gjorde. Han var ret ligeglad med om hun blev syg af det, sådan et kvindfolk havde sikkert råd til en healer og et varmt hjem at holde sig til. Så kunne hun lære det! Han kom med en opgivende lyd og rettede sig lidt op, inden hans blik gled ud over omgivelserne.

”Selvfølgelig, frøken Reier.” Løjtnanten var god til at skjule sin modvilje mod Hecate, men der var alligevel en træt tone i hans stemme. Den gamle kone fik hele byvagternes hovedkvarter vendt på hovedet, hver gang hun trådte ind af døren. Selvfølgelig var det ham der var på arbejde lige nu.
Han skulle lige til at bede sine mænd om at tage røvhullet med dem, da den ældre kvinde stoppede dem igen. Et kort glimt af vantro gled over hans ansigt, inden han fik sine muskler under kontrol igen. Hans blik mødte en af de andre mænds og han vidste, at han ikke kunne sige nej. Så han holdt et suk inde og nikkede til hende.
”Selvfølgelig, frøken Reier. De er velkommen til at følges med os tilbage til byen.” Indvendigt bandede den ellers tilsyneladende høflige byvagt hende langt væk, for det betød også, at han ikke kunne få lov til at give Randall den røvfuld, han fortjente. Igen.

Randy begyndte at måbe lidt, som Cicero meget modvilligt gav hystaden lov til at følges med dem tilbage til byen. Det kunne han ikke mene! Skulle han virkeligt høre på hende skræppe op hele vejen tilbage til en celle? Så hellere… ja, dø! Men inden han kunne nå at føre den tanke ud i livet, lagde den ene af byvagterne et par håndjern om hans håndled. Ved Zaladin!
”Og her ville jeg bare gerne have en god dag til pølsefestival,” mumlede han som han blev skubbet fremad mod byen.

Klamrende sig til sit sjal trippede den gennemblødte Hecate efter byvagtfølget. Arrestationen havde, som den slags nu plejer, tiltrukket sig en del nysgerrige blikke fra festivalsgæsterne, og Hecate sendte isnende blikke efter dem. Ja, nu kan de stå og glo, men at hjælpe en ældre dame, når hun havde brug for det.. Hendes vrede tanker var ved at få hende til at syde af arrigskab igen. 

"Ja, så kunne du have opført dig anstændigt!" Vrissede hun af Randall, da hendes skarpe ører opfangede hans mumlen. Hun satte farten lidt op, så hun kunne slå trit med byvagten og hans fange. Åh, han skulle ikke slippe nemt, skulle han. Først havde hun tænkt sig at gøre livet surt for ham hele vejen tilbage til byen - og derefter skulle hun skam nok troppe op hos byvagten hver eneste dag for at sikre sig, at han stadig sad i sin celle! Hun havde alligevel rigeligt med fritid til den slags aktiviteter. Et smalt smil krusede hendes stramme læber, som hun tænkte tanken. Byvagten trængte til at blive sat gevaldigt på plads!

Så snart de ankom til byvagternes vogn, der stod klar til at fragte dem tilbage til byen, kravlede Hecate omgående op i den. Den tilbageblevne byvagt, der havde stået vagt til vognen skævede lidt forundret til Cicero, men et par rullende øjne fra løjtnanten fik ham til at sluge sine indvendinger, og han rakte i stedet et tæppe til Hecate, der gav ham et foraget snøft som tak. Hun forstod så sandelig ikke, at hun ikke var blevet tilbudt det noget tidligere!
Hestene blev langsomt sat i gang, og sådan begyndte turen tilbage til Dianthos - med landevejsrøver og fruentimmer på slæb.

Anstændigt! Han havde siddet lige så stille og drukket med sin kammersjuk! Indtil den gamle harpe var kommet og havde forstyrret dem med sit skråleri! Randall satte ikke ord på sine tanker, han orkede ikke rigtigt at skulle diskutere med den gamle kælling. Ham måtte stille sig tilfreds med billedet af hende i hestetruget. Åh, det havde været det hele værd! Et kort tilfreds smil gled over hans ansigt, inden han ganske ublidt og brutalt blev losset op i vognen, der skulle tage dem den lille tur ind til hovedstaden. 

Med et utilfredst snøft satte han sig til rette. Nå ja, i det mindste slap han for at gå! Eller rettere, vakle af sted på sine fulde ben. Selvom han var blevet lidt mere ædru af hele balladen, sejlede hans blik stadig en smule. Det ville nok give en god gang tømmermænd i morgen. Nu håbede han, at de andre fanger i arresten kunne finde ud af at holde deres kæft!
Han sendte et sidste blik mod ølteltet. Det var en skam. Servitricen havde været så fin, han var virkeligt gået glip af en oplevelse der. Han håbede Logan havde mere held i løbet af dagen.

Med et suk rettede han blikket mod Hecate og et drenget, frækt smil dukkede op på hans ansigt. Mon ikke, at han kunne få lidt mere sjov ud af kragen, inden de nåede frem til arresten? Der var jo ikke så meget andet at lave!
"Hey, se det som noget positivt, nu slipper du for at gå i bad den næste uges tid!"

Hecate fik kun lov til at besøge Randall to gange, inden han kedede sig så meget i arresten, at han formåede at få sig selv kvalt af en medfange. Skidt sker jo.