Lee havde ellers samlet en sten op, men smed den da Ray bad hende om det, tydeligt irriteret over at Samson var så stærk, og at hun ikke bare kunne bide ham til døde som hun havde lyst til. Hun gik hen imod Yang, i en bue uden om Samson for at ’lade ham være’ og for ikke at ryge ud af kontrol, og forsøgte at lade være med at skøjte rundt i mudderet, for det var kogende hedt kunne hun mærke igennem skoene. Tre meter fra Yang står hun så og kigger lidt. (hvis Samson har fjernet smerten, vinker hun hendes hen til sig, eller forsøger at hjælpe hende op... nu ved jeg jo ikke hvad Samse har tænkt sig ._.)
Godt så. Nu håber jeg Ray ved hvad han laver.


OOC: uuh... kort... xD

Samson så lettere.. oprevet på Rex.
Han skævede kort til Yang, som i den grad måtte lide, men fjernede nu smerten i brændemærket, inden han atter vendte sig mod Rex.

"... Fint.. jeg holder inde.. Hvis blot de lader mig værre i fred.. Hvilket hende.. forræderen jo ikke gjorde..," Han fnøs, og spyttede ud til siden, inden han så med et lettere hadende blik på Yang.

*... Ying.. skal lide..*

Han vendte atter sit blik over på Rex, og stirrede på sværdklingen som var lige ved Brutus' hoved. Hvis han huggede, så ville Samson prøve at forhindre hugget om ikke andet. Men... han ville lige se, om han rent faktisk kunne redde tyren fra døden.

"Du forventer.. min respekt?" kom det spørgende fra Samson, bare for at slå fast, hvad det var han ville have. Han lavede en lille 'tyggende' bevægelse med munden, som tegn på at han overvejede det lidt.
Det var jo netop dét han selv ville have for alle andre.. Og hvis de blot viste ham det, så gjorde han dem jo egentlig tit, ikke noget særligt - medmindre han var i meget dårlig humør, eller kedede sig.. men det var efterhånden lang tid siden, at han bare havde gjort nogen ondt bare for at more sig lidt. På det punkt, havde han i hvertfald udviklet sig gennem årenes løb.

"Fint.. Bare red ham.. og det skal være nu!" brummede Samson og så ned på Brutus hoved. Tyrens øjne var halvt lukkede. Det gjorde stadig ondt inde i Samson, og det havde også lavet nogle små bivirkninger inden i ham. Også med de mange kræfter han egentlig havde brugt her til aften. Selv bare på så små ting som at blive overfaldet. Hvis ikke at Rex havde stoppet ham på denne måde, da Yang havde overfaldet ham, var Samson simpelthen faret lige i flæsket på hende. Men lige nu, ignorerede Samson Yang fuldt ud - medmindre hun prøvede på noget andet.
Han var ligeglad med, om Yang ville gå efter at få sin hævn over Samson. Han vidste i sidste ende, at hun ikke ville kunne have mulighed for at røre ham det store. Desuden, så var han yderst stærkere med banden ved sin side. Og det vil ikke holde med en forræder i blandt medlemmerne i banden.

Rex betragtede Samson med et stift blik. Han tøvede i nogle sekunder, men kunne ikke gøre mere ved sagen. Ikke hvis dyret skulle have tid til at overleve.
Han rodede i sine lommer og fandt nål og tråd frem. Han havde altid noget på sig. Altid. Tråden var grøn og tyk, heldigvis. Han trådede nålen og betragtede dyrets sår.

"Jeg har brug for at I alle sammen holder kæft nu." vrængede han og så op. "Leara, tag dig af Yang. Se at komme væk herfra, begge to." hvislede han. Han så på Samson. "Kom herover. Jeg får brug for lidt lys."
Han udstedte ordrer med en fast stemme, som havde han aldrig gjort andet. Han missede med øjnene og lod tungen glide over læberne. Han skulle ikke kun sy såret sammen, men også sy kødet sammen.

Han så på dyret og lod fingrene glide henover dens ru pels. Han betragtede såret og overvejede hvordan han skulle sy såret. Han havde ikke arbejdet med et dyr, eller et sår der havde så stor betydning: Det her sår betød meget for Samson og hvis han ikke fiksede det ville det gå ud over alle andre.

Yang sender et blik imod samson, der hvis øjne kunne dræbe havde slået ham ihjel 5 gange nu. Hun mumler irriteret for sig selv, og kommer på benene. et lille, trist smil bliver sendt til Leara, før hun vender sig om med et lille suk, og begynder at traske derfra, med den højre arm støttende den venstre.

Ak ja... så er vi tilbage ved det gamle igen tænker hun,og kaster et sidste blik tilbage, før hun forsvinder ind i skyggerne..

OOC: sorry, kort, men skal logge nu..

Da Yang bare går, skal Lee til at mumle noget om hvor uforskammet det er ikke at tage imod hjælp, da hun hurtigt husker på, at Ray vil have hende til at gå. Hun bed sig i læben, ville helst blive. men igen; hendes natur vinder over hendes følelser, stik af eller angrib, og hun går et par skridt baglæns, vinker, former ordene 'held og lykke!' med munden - det eneste nogenlunde fornuftige hun lige kan komme på nu - før hun fortsætter baglæns. hun vil ikke vende ryggen til dem. først da hun er langt væk, og ikke længere kan se røgsøjlen fra den brændene hule (som jeg altså mener var af JORD x3) standser hun, bider sig stadig i læben, og hakker så hånden ind i et træ i ren frustration over, at hun lbev nødt itl at lade Ray alene med den psykopat. hun lader en rystende hånd glide igennem håret. hun må have nogle stoffer. nu. hun går videre, og nu da adrenalinen har forladt hende, og vreden får hovedepinen til at vokse, vakler hun svagt. flimrende, sorte øjne med hvide, roterende pupiller fylder hendes sind i underelige passager, imens hun vakler hjem. hun føler sig som en kujon fordi hun lader ham være alene, og magtesløs fordi hun ved at han virkelig VILLE have hene til at å, så hun kunne ikke rigtig gøre noget.

//OUT

OOC: ... muahaha... *at blive på KåeL for at udspionere jer*

(( haha! xD spurgte Rex om hulen var af træ, og det mente hun også at det var.. så tog det bare derfra :D ))


Samson sagde intet, han gik blot hen ved siden af Rex, og fik en stor indflamme op fra sin hånd. Han skulle have den tyr hjem, og det skulle være meget snart. Den skulle hjem og hvile. Hjem til borgen, hvor den kunne vide sig sikker og være tryg.
Han skævede til Rex som syede med.. grøn tråd? Han hævede let det ene øjenbryn. Han vidste ikke helt, om grøn tråd var det bedste.. Men nu var det bare dét, at få det syet sammen som var det vigtigste.

Dét at have bortvist et medlem fra banden, gjorde ham egentlig intet lige nu. Om det ville komme til det, vidste han ikke. Yang havde været ret oprøsk dette øjeblik. Det havde hun ellers ikke virket? Hun søgte da bare.. at blive en del af det hele.. Gjorde hun ikke? Dét undrede nu Samson lidt.. Og hvad havde Rex i det heletaget lavet sammen med Leara? Han havde jo løget om, hvad han åbenbart lavede herude.
Om ikke andet, ville han måske spørge senere ind til dette, nu handlede det bare om at Brutus skulle blive hel igen.

Da Yang og Leara ikke gør noget, men blot går væk, så lader han dem gå. Det drejede sig jo om Brutus' liv.

Rex takkede lavmeldt for lyset og lænede sig ind over såret. Rejste sig derefter og varmede nålen i Samsons flammer. Den blev rødglødende og brændte Rex' fingre. Han bed det i sig og lænede sig atter ned over dyret. Han sukkede højlydt og lod nålen glide ned i dyrets kød og begyndte at sy køddet sammen. "Det kommer til at tage et par dage, før den er helt klar igen." brummede han og fulgte nøje med i sit håndarbejde. Han syede med et rolig hånd, og der var ingen usikkerhed at spore. For hver gang han lod nålen glide ned i dyrets kød, spændte den tilsyneladende musklerne. Men det berørte ham ikke.

"Jeg vil se til den igen i morgen. Fjerne tråden og sy igen." mumlede han. "Den rutine vil gentage sig en uges tid, før såret kan heale selv."
Han holdt en pause og syede videre. Når han talte stoppede han instinktivt med at arbejde, så han måtte holde nogle pauser.
"Hvis jeg ikke gør det på den måde, så vil såret vokse sammen og måske efterlade en knude hér," han pejede på et dybt krater i dyrets kød. "Det kan gøre den syg eller påføre den smerte. Derfor må jeg arbejde langsomt fremad med den."

Han var færdig men besluttede sig for at sy det igennem én gang til - Det var et tungt dyr med store bevægelser. Hvis syningen ikke var ordentlig så ville tråden knække. Dobbelt syning - dobbelt sikring.
Han lod atter nål og tråd irritere dyrets hud.
"Desuden er tråden ikke desinficeret, så Brutus her får ikke nogen særlig god nat." han tav igen og syede videre. "Men så meget offer for at overleve. Har jeg ret?"
Han blev færdig og knækkede tråden af, efter at have afsluttet den.

Han rejste sig og bakkede lidt væk fra det enorme dyr, så Samson kunne se den, syntes Rex selv, udemærkede syning.
Han sukkede og lod tungen glide over læberne igen. "Hvordan vil du få den hjem? Jeg har ikke planer om at hjælpe dig. Jeg har mine egne ting at tage mig til."
Han tøvede. Skulle han alligevel tage med for at sikre sig at Samson ikke gjorde yderligere skade på Yang? Eller skulle han tage til Leara for at undskylde for sine løgne?

Han nikkede kort, men sagde ikke en lyd. Han betragtede bare Rex stå der, og sy. Hver enkelt steng. Samson havde aldrig været udsat før, at hans tyr skulle komme til skade. For ellers, så havde han jo beskyttet den! Og med tiden, havde han vel egentlig bare taget den som en selvfølge, at den kunne klare sig. Men dette havde åbnet Samsons øjne lidt mere i så fald.
Men.. Hvis ikke Rex havde blandet sig, så var dette alligevel ikke sket.

"Hvorfor skubbede du Yang væk? Kan du ikke være lige glad med tøsen?" brummede Samson roligt og skævede til Rex ganske kort, inden han atter så ned på dyret som stadig lå på jorden.

"Kan godt få ham hjem selv.. Bliver ikke nemt, men det er ikke umuligt.." sagde han roligt. Han havde tænkt sig at bruge magi hele vejen hjem, så efter det, vil han trænge til en lang god natsøvn, som ville stærke hans krafter endnu en gang.

Han lagde hænderne over kors og betragtede Samson med et roligt blik og en neutral mine. Så satte han hovedet en anelse på skrå og hans øjne blev formørkede en smule.
"Hvorfor jeg ikke bare lod hende komme til skade?"
Han holdt en pause og bed sig i læben. "Samson. Der er noget du ikke har forstået endnu." Han slog blikket ned og gik atter hen til tyren. Han knælede ved syningen og brugte sit ærme til at tørre det værste blod og skidt og møg væk fra det halvåbne sår.

Så vendte han ansigtet imod Samson: "Når du holder af nogen, så lader du dem ikke dø." han rejste sig, "Nok er Yang en smule påtrængende, men jeg ville aldrig ønske at se hende dø. Du har selv lige gjort det samme. Ligesom jeg kunne være løbet da Yang blev angrebet, kunne du have gjort det samme, da det skete for Brutos. Du kæmper for det du holder af, ligesom mig." han holdt en pause. "Vi ligner hinanden mere end du tør tænke på Samson. Den eneste forskel er at jeg ved det."

Samson fnøs lidt.

"hmmf!"

Han viftede kort med hånden. Han skulle ikke nyde noget af alt det kærligheds pjat. Han havde selv fået en lærestreg ved det i tidernes morgen, og ville helst ikke blive svag på sådan et dumt punkt! Et typisk træk ved mennesker. Altid dét ømme punkt man kunne blivt ramt på.

"... Hun ville jo heller ikke dø.. bare få en lille lærestreg.." snerrede Samson.

"Mit slæng, skal ikke være nogle som går og lægger planer bag min ryg! De skal være lydige, og må gerne komme med indveninder.....," Samson stoppede og slog øjnene en lille smule op.
Rex var næsten FOR veltalende. Godt nok var Samson det også selv, men han skulle dog ikke få Samson til at røbe en hel masse som SLET ikke kom Rex ved.

"Om ikke andet.. må jeg vænne hjemover.. Tror jeg at Brutus vil sætte pris på..," brummede Samson med lettere blanke øjne, inden han gjorde en lille kraftanstrengelse ved at løfte den meget tynge tyr med sin evne, og gik fra stedet med den, svævende ved siden af sig.

//out

Han så efter Samson og straks som han var ude af syne faldt Rex sammen på jorden. Han bed tænderne sammen og hev efter vejret. Hans ryg dunkede, og han vidste hvorfor. Syningen i ryggen var gået op, og hans skjorte var nu gennemvædet i tyre- samt menneskeblod. Han eget blod.
Han lå i sneen, der endnu ikke var smeltet, og pustede. Han forsøgte at overbevise sig selv om, at hele rygsøjlen var intakt, til trods for at han tvivlede på det.
Han lukkede øjnene og lyttede til sit hjerteslag der lød som trommer i ørene.
For hver tromme var der en underlig pressende smerte i ryggen. Han sukkede og overvejede sin situartion. Det at sidde og sy og gå og stå og jeg-ved-ikke-hvad havde tappet ham fuldstændig. Blodet var ikke blevet bemærket af folk, knap af ham selv, eftersom han jo allerede var svøbt i tyrens.
Sneen blev rød. Han lå stille. Han nød kulden imod sit ansigt. Et øjeblik tvivlede han på om han kunne bevæge benene, men det lykkedes ham tog at skrabe dem imod jorden.
Han sukkede og mærkede hvordan energien ebbede ud. Han rettede sig dog op og skubbede sin krop imod hulen. Den var varm efter de afbrændinger der havde været derinde. Han satte sig ved indgangen hvor varmen stømmede ud. Han lod sig falde bagover og lyttede til sin egen vejrtrækning, der blev svagere for hvert sekund.

Bevidstløs.... Bleh!

Rex øjnlåg glippede. Der var noget der prikkede til hans hånd. Han drejede hovedet den anden vej, men den prikkende fornemmelse i hånden forsatte.
Men sukkede og åbnede øjnene. Han viftede med hånden og prikkenen forsvandt... For en stund. Så kom den tilbage. Rex åbnede øjnene igen og løftede hovedet. Han så på sin hånd, hvor en stor, fed ravn var igang med at prikke hul. Han trak hurtigt hånden til sig.
"Hvad i..." han satte sig op og langede ud efter fuglen der elegant spredte vingerne og lettede fra jorden og undveg hans irritable slag.
Han rejste sig op og ømmede sig, da fuglen pludselig begyndte at angribe han, med sit hakkende næb og en vred skræbben. Rex viftede med hænderne og forsøgte at få dyret væk.
"STOP ! ARGH! VÆK! DUMME DYR!"
Igen slog han ud efter fuglen og ramte den da også denne gang. Den ramte ind i et træ og faldt ubevægelig til jorden. Rex sukkede og pusetede. Han betragtede dyret i nogle sekunder før han listede hen for at se om han havde dræbt den.
"Åh nej," brummede han og tog dyret op i hænderne. Han betragtede den og ruskede lidt i den.
"Dumme... fede... dyr..." brummede han og prikkede lidt til den. Dens ene vinge lå i en akavet vinkel. Den åbnede øjnene og vendte og drejede hovedet en smule.
"Forbandede skyldfølelse." brummede Rex og rejste sig fra sjappet. Han vaklede med fuglen i favnen afsted. Han kunne mærke at hans krop var kold, og at han uden tvivl havde feber for at have ligget udenfor hele natten.

Out.

Murizz kommer roligt gående, med armene lagt over kors og blikket vendt mod jorden. Han bider sig let i læben, mens han bare går med små skridt..

Jace kommer flyvende med sine store sorte vinger sprædt ud, inden han lader sig falde mod jorden og lader vingerne slå hårdt mod jorden, lige inden han ramme den og sætter roligt fødderne på jorden.
Han kigger lidt i sin taske og søger for om han nu har fået alt med. Han ligger ikke mærke til Murizz

Murizz ligger ikke rigtig mærke til nogen, da han er i sine egne tanker. Og uden selv at vide det, har han retning lige direkte mod Jace. Han nå lige nøjagtig ikke at stoppe op, før han går ind i Jace(?). Han stopper så hurtigt op og ser op på Jace, med et lettere skræmt blik, dog uden at sige noget.

Jace mærker Murizz gå ind i sig og vender sig om og ser på ham
"jamen hej med dig" han smiler roligt og man kan tydeligt se hans vampyr tænder.
"hvad går du og tænker på lille ven?" smiler han og nusser Murizz i håret

Han går hurtigt et skridt tilbage, da Jace vender sig om. Og han går kun længere tilbage, da han nusser ham i håret.
"Øhm ... Ikk .. Ikk noget ..." siger han bare. Han bider sig hårdt i læben, mens han bare stirre på Jace, med det skræmte blik.

"hvorfor du dog bange for mig?" smiler han roligt "er du sulten?" spørger han blidt og finder lidt brød frem
"her, bare tag det" smiler han roligt
Han får sine vinger til at forsvinde og smiler roligt

"Jeg ved jo aldrig hvad du har tænkt dig at gøre ved mig," mumler han lavt. Han ser lidt på brødet, før han svagt ryster på hovedet.
"Jeg har lige spist," siger han bare. Han ser kort på hans vinger, før han igen ser på ham.

"jeg gør dig ikke noget så længe du holder fingrene fra min kæreste og ikke er næsvis" smiler han roligt og ligger brødet ned igen.
"men hvad laver du herude? det kan jo være farligt" siger han som en storebror