Cryans kølige øjne lagde sig på de to dæmonerne, der straks begyndte at rumsterer rundt i rummet og tiltale ham. En hvis stank fra den ene af mændene, nåede hans næse, der blot fik ham til at trække den ene side lidt op. Kvalmt.
Snothvalp, spændende, fik han virkelig lov til at tale således til nogen der ejede ham, men han kunne alligevel ikke bryde sig selv fri? Hvem var det så lige der var en snothvalp, men igen dette var noget der forblev udelukkende tanker, uden at noget andet blev råbet af det næsten stensatte ansigt.
”Jeg har en lille overraskelse til jer oppe i forældrenes værelse, hvis i skulle have lyst til at deltage i festlighederne.” han ignorerede lidt at der blev spurgt hvem der, Max burde være klog nok til at lægge to og to sammen, så snart stemmen brød hans stilhed. Godt nok havde han været fuldt påklædt og havde haft hætte på for at gemme hans ansigt. Stemmen derimod, ville altid være svær for ham at ændre.

Dog nåede han ikke meget længere, før han kunne høre en svag lyd, en svag lyd der var nok til at forstå at Kiri kunne være i vanskeligheder. ”Så hvad bliver det Max, klar til at blive fri fra lænkerne her?”

Stemmen var genkendelig, og et spil gled over Maximillian's læber, som han rejste sig fra sengen, og hurtigt fik fat i noget tøj, som han tog på. Det var hurtigere udrykning end han havde forventet men han var ikke ked af det. Endelig, endelig kunne han blive fri fra denne her lidelse. Fra denne forfærdelige familie der havde holdt fast i ham i så mange år. Og han ville glædeligt gøre det.
"Selvfølgelig," sagde han, næsten i en spindende stemme, og vendte sig så mod Galavant. "Du bestemmer selv om du har lyst til at blive, hvis det endelig er," sagde han leende. Så lang tid at ingen beordrede dem til at redde dem her i huset, så burde de med lethed komme ud herfra. Ud i friheden.
Hele Maximillian's krop dirrede nærmest ved tanken om at være fri. Han følte sig højere, end han havde gjort i mange år. Bare ideen om at være fri, var bedre end noget af det sex han havde fået de sidste 2000 år. Så mange ting han kunne lave når han blev fri....

Overraskelse? Det arrige suspekte blik synes kortvarigt at få en bølge af vantro, mens han mærkede hjertet i kroppen banke lidt mere, især da det gik op for ham hvad det tilsyneladede mente. Blikket gled over imod Maximillian der nærmest havde fået en aura af vanvittighed over sig, en følelse som ulmede under overfladen, som Galavant kunne nikke genkendende til. Han valgte at følge den anden dæmons eksempel og fik hurtigt stukket sig i bukserne, mens han overvejede hvilke muligheder, hvilke aftaler det mon krævedes af den fremmede for at få sin frihed. 
Det kunne umuligt være  gratis, ellers ville han have dræbt Castillo familien, det var Galavant godt klar over, noget mere lå under, hvilket fik Galavant til at sende Maximillian et 'hvad-fanden-har-du-rodet-dig-ud-i?' blik, hen over skulderen mens han fik hevet en skjorte på. Ikke at han egentligt bekymrede sig om den anden dæmon, nej så længe han selv kunne holde sig i live så han ingen grund til at bekymre sig for hvad den anden rodede sig ud i, ikke medmindre det også gjaldt ham, hvilket tilsyneladende var tilfældet denne gang..  " Som om jeg vil blive i dette....!" Lød det dæmpet snerrende, fulgt af et halvkvalt gisp, som båndet pludselig strammedes om hans hals, for at forhindre den slette omtale af herrens hjem at komme over hans læber. Dette resulterede bare i en længere række lavmeldte eder og banden, som han fik fødderne mast ind i sine sko.

Kiri lå under denne dreng, som stank langt væk af sine natlige eventyr, men nu var det krig. Ingen skulle forhindre hende i at gøre hendes job, som Moretti hjælper. Det her var hendes liv, og hun havde lært et par enkelte tricks i nærkamp. Ikke mange, men nok til at hun kunne klare en lille snothvalp som drengen over hende.
Hun hamrede sit knæ op mellem hans ben, og hun vidste at det ikke var at være helt fair, men det fik den ønskede virkning, at han krummede sig sammen, og hun kunne vælte dem om, og nu presse kniven tættere på han hals, og med et fast greb om den.
"Du bliver nødt til at gøre som jeg siger, med mindre du og din familie vil dø," hvæsede hun og mens han stadig lå og ømmede, sig fik hun fat i hans arm, og drejede den om på ryggen. Når man ikke var så stærk, så måtte man bruge nogle alternative metoder på at få folk til at gøre som man ville have.

"Op," sagde hun, og fik da også stablet den stakkels dreng på benene, og han var lidt højere end hun alligevel havde forventet. Han havde tydeligvis haft en del vokseværk. "Dine forældres værelse," sagde hun, som hun holdt hans arm stramt bag på, og trak den lidt op så han kom med et piv. Samtidig med at hun havde kniven mod hans ryg, så han kunne mærke den kolde spids mod ryggen. Hun måtte vil hakke lidt i ham, hvis han ikke lyttede.

Han spidsede øre, for at sikre sig at alt var som det skulle være. Men det lød til, at tingene atter var under kontrol.
De gule øjne betragtede begge dæmoner og gjorde så et lille nik. Med hurtige - dog lydløse, skridt skyndte han sig op til værelset igen. Hvor han på vejen lagde mærke til Kiri der kom gående med drengen. Et lille andtag af et smil, strejfede hans læber. Mens tankerne gik, at han skulle huske at rose hendes flotte arbejde for aften. Skulle der ikke ske noget uventet senere hen. Men han måtte indrømme at det allerede var gået så glimrende, at det var svært ikke at fryde sig over at have taget en af lysets kriger sådan på sengekanten. Bogstavelig talt. 

Han stillede sig ind i rummet, og stod lidt og leget med sin kniv. Alt imens, at han ventede på at hele forsamlingen skulle komme ind i rummet. 

Maximillian var nu ikke så bekymret om hvad han havde roddet sig ud i. For Lysets havde brugt 2000 år på at gøre båndet perfekt. Gøre så Maximillian ingen chancer havde, men Mørket. Hvis de fik fat i hans navn, så ville de umuligt gøre det så stramt, for hvorfor skulle de? De ville gerne have en kaotisk dæmon, og hvis alt kom til alt, så måtte han vel stadig have venner i Kzar Mora som kunne hjælpe ham... Mod betaling selvfølgelig. Han var dog godt klar over at der var en hvis dæmon bibliotekar som han ikke kunne gå til. Han havde hørt hvad hun mente om dæmoner der blev fanget. Det var ikke for godt. Generelt ville det nok være lidt pinligt at indrømme at han havde været fanget i 2000 år.....
Tankerne om hvad hans moder kunne finde på at gøre ved ham, fangede slet ikke hans sind. Det var så mange år siden at hun sidst havde vist en interesse i hans liv, at han var sikker på at hun ville have glemt ham nu.

Han fulgte efter vampyren ind til soveværelset, hvor han så sin herre og familien være bundet. Men de var slået ud kolde, så ingen desperate skrig kom fra båndet, som han stod og så på den bevidstløse familie. Han måtte give dem det. Mørket var effektive, selv mod en Ridder af lyset.

Årvågent fulgte Galavant efter Maximillian, gik nærmest i dennes fodspor mens han skævede mellem ham og den fremmede 'helt'. Lydigt følgende med op af trapperne op til soveværelset mens hundredvis af tanker for gennem hans hoved. Tankerne om en nærmet håndgribelig frihed, hvad han ville gøre med friheden, men også hvad hagen ved det hele var. For der måtte vel være en hage? En form for aftale måske? Frihed mod hvad? Hjælp i en forestående krig..? Et kort fnys forlod ham idet han trådte ind i soveværelset og stoppede op, skævende rundt til de slappe skikkelser. 
Castillo selv lod ikke til at være vågen, i al fald kunne han ikke mærke nogen trækken i båndet, mens halen bevægede sig i små klikkende tics, som en aggressiv klapperslange eller gal kat. Lige nu var lysten til at gennemtrænge Castillos krop med halen nærmest uimodståelig. Faktisk enhver af familiens kroppe.. De ville være så smukke liggende svømmende i hinandens blod mens han ville kunne mærke båndet løsne sig og han kunne tage sit navn til sig selv igen. 
Hvor vidunderligt..

Afventende rettede han blikket over på 'helten', imens en blå bille-agtig tøs kom ind med den unge arving, der lod til at have pænt ondt det sted han for knapt en time siden nok havde ladet få nydelse, tanken om hvad der kunne være hændt ham fik et lile skadefro smil frem på Galavants læber, inden blikket igen rettede sig til 'helten'. Hvad nu?

Der endte med at blive lavet en lille omvej, for at Kiri huskede papiret med navnene, men den store dreng kunne næppe gøre så meget ved det. Hvis han prøvede noget, blev kniven næsten boret ind i ham, og han turde tydeligvis hverken at sætte sit liv på spil, eller sine nedre dele. Hvilket nok var at forstå. Kiri var måske ikke den stærkeste eller hurtigste, men hun kunne de lede kneb, så hun kunne vinde over folk der var større end hende. Hun foretrak dog stadig at være på afstand. Tage folk ud med pilene fra hendes bue.

Endelig nåede de ind på værelset, og hun stillede sig ud til siden med drengen, stadig kniven mod ryggen, og et godt tag på hans arm. Hendes gule øjne landede tilbage over på Cryan. Nu var de samlet, og papiret med navnene var i hendes hånd, så han kunne gøre hvad der skulle gøres. 

Afsluttet