Fra sin plads i den lavryggede lænestol var der en udmærket udsigt til det meste af balsalen. Det var vel sagtens også hele idéen, så man altid havde nogen underholdning, selvom man ikke havde en samtalepartner. Tremor nippede den sidste stump jordbær af stilken og smed den grønne top over skulderen. I det mindste havde hans læber fået en smule farve igen, selvom frugtsaften selvfølgelig ikke holdt længe. Den velklædte skikkelse, hvis han selv skulle sige det, rettede sig op og rullede den ene skulder baglæns med et knæk og kiggede ud over salen, mens han lagde det en ben over det andet.
Luften var en suppe af alle de magiske amuletter, folk bar rundt på. Han knugede fraværende lidt af det der lignede stoffet på den lange, tynde frakke. Hans amulet hang ned ad hans brystkasse under tøjet. En kraftfuld lille ting, der normalt blev brug til at holde et væsens evner i ave, hvis de ikke havde lært at kontrollere dem, men uden at blokkere helt for magien. Han havde ikke båret en i over tre årtusinder. Ærligt talt var det nærmest pinligt, hvilket nok også var en af grundende til, at han havde valgt at holde den så tæt til kroppen. Men i det mindste var hans evner ikke fuldstændigt ubrugelige. Han havde båret den længe nu dog, og den var ved at blive svækket. Hans fysiske kræfter kom og gik i langsomme bølger. *Højst upraktiskt...*
Mens dæmonen spekulerede over sine egne kvaler forsøgte han at 'observere' evnerne i lokalet, og vigtigst hvilke væsner af hans egen race, der var til steder. Det var rent tilfældigt, at han så på Galavant i rette øjeblik til at se, at dæmonen havde set ham. Et øjeblik var han fristet til at rejse sig hilse på, men et øjeblik senere var Galavant optaget af andre ting. Tremors blik vandrede fra han rødklædte dansepartner til manden, hun havde fulgtes med. Bandelogoet var ikke til at tage fejl af; han læste det som brutale væsner, han ikke havde interesser i. Han havde set de hvidtklædte krigere, men forsøgte at ignorere dem. *Måske skulle man alligevel besværre sig med at introducere sig... Efter han er færdig med at danse. Alt andet ville jo være uhøfligt og unødvenidgt opslidende.*

Midsommerballet var uden tvivl en af dette års største begivenheder, og alligevel havde Saga slet ikke lyst til at være der. Tanken om hvad der kunne ske, hvis hendes sanser pludselig åbnede op var nok til at give hende sved på panden. For et var at ligge i en gyde og ralle, noget helt andet ville være at gøre det her. Her omgivet af vagter, der muligvis ville ende med at smide hende i en celle. Men så igen, måske var det ikke nogen dårlig tanke, for der ville måske være fred og ro.
Det stressede hende at tænke på, hvad der kunne ske hvis hendes sanser pludselig gik amok, og selvom den min kirsebærtærte hun netop havde samlet op blev hurtigt sat tilbage igen. Saga havde altid været en enspænder, men på det sidste var det blevet meget værre, og skønt hun godt vidste at der var en chance for at hun ville ende som en mærkelig eneboer foretrak hun faktisk sit eget selskab. I hvert fald så længe der var en chance for, at hun pludselig ville blive bombarderet med alt, alt for mange indtryk.

Hun vendte sig om for at gå, men nåede ikke at tage mere end et par skridt før hun stødte direkte ind i en person (eller også stødte personen ind i hende?), om end et par stærke hænder formåede at tage noget af kraften for sammenstødet. Et kort sekund syntes alle lyde at eksplodere, hvilket fik hende til at knibe øjnene sammen, så forsvandt lydene og hun kunne fokusere på personen foran sig. ”Det er okay,” svarede hun, inden det gik op for hende, at der stod en vaskeægte ridder foran hende. En af Lysets riddere! ”Det var mig der ikke så mig for, det beklager jeg, sir.” Hun ville aldrig have været ligeså høflig hvis det havde været enhver anden der var stødt ind i hende, men en lysets ridder fortjente alt den respekt han kunne få. Selvom det var lidt svært at skjule den nysgerrighed der fik hende til at glo på ham, som var han en af de der freaks der sommetider blev udstillet i cirkus.

Der var en særlig spænding i luften ved også dette midsommerbal som Maralinda huskede fra året før. Som ventede alle på at helvede brød løs og nogen faldt død om eller bare satte ild til alting. Med god grund med de forudgående fester i hukommelsen og da især så kaotisk som magien opførte sig nu.
Hendes egen gled over de nærmeste som en tåler mere end noget andet for hun havde ikke lyst til at bruge den helt. Der var for mange der kunne tage det helt forkert trods alt og hun var ikke kommet for at blive spærret inde endnu engang. Det var dog samtidig for fristende ikke lige at smage, når en nærved strålede følelser som den nervøse brunette. Maralinda strejfede hende blidt, som hun rakte efter et fad foran den anden trak lidt af nervøsiteten fra hende. Udsøgt! Det smagte dog af mere, noget den anden forhindrede ved så pludseligt at gå. Maralinda så kort efter hende, før hun fortsatte hen langs buffet og de retter der havde taget opstilling der.
En blåhåret kvinde gav en svag udstråling af noget af det samme Aella havde haft over sig. En person værd at undvige med andre ord og det var hvad Mara gjorde, som hun i stedet lod blikket falde på de to mænd der kom hen til den blåhårede. Endnu en god grund til at trække sig i retning mod den der svagt velkendte fornemmelse hun havde haft før.
Som hun forlod buffeten lagde hun også mærke til der var langt færre børn til stede i år. Det fik hende til at holde sig til kanten af salen, som hun bevægede sig med lette skridt hen til et arrangement af bløde møbler. Det gjorde også at hun kom hen til den utilfredse - en følelse hun kendte noget så godt! - bagfra og kunne tage bestik af salen, før hun gav sig til kende ved at titte frem fra bag ryglænet og se på ham. "Du ligner en der burde være blevet i din seng." Det gjorde han nu, men det var stadig ikke specielt pænt at sige eller starte ud med. Alt andet hun havde haft i tankerne var dog enten værre eller mere afslørende for hende.

//
Mental: 4
Skygger: 3

Mange mennesker var begyndt at dukke op til ballet, og Ra's lille slave havde gjord sit, en opmærksomhed og en svag nikken ned hovedet fra en af lysets kriger, fik blot Ra til at se sit smut til at smutte fra dette bal, at en af lysets kriger havde bemærkede hans tilstede værelse gjord at han ikke lige på dette tidspunkt dette sted havde lyst til at der skulle ske noget drastisk, så Ra vende ryggen til mængden af folk og begynde roligt at gå ud af salen, dog lod han to af sine mænd blive for at følge slave hjem, og i det hele taget beskytte hende for fare.

Ra stoppede op i dør åbningen hvor efter han vende sig om og kiggede rundt, et lumsk smil kom frem på hans læber inden han igen vende sig om og begynde at gå der fra.

(Bare spring mig over, har fortsat den her i andre tråde :) )

De meget venlige og ikke mindst høflige ord fik generalen til at smile et bredt og varmt smil. Smilet mindskedes en kende, da han mødte den kvindelige krystallianers (meget) stirrende øjne. Han kunne ikke tilbageholde en svag rynken imellem sine bryn da han, i takt med, jo længere pausen imellem deres samtale forlængedes, så hendes nysgerrige øjne mere og mere. Han følte sig kortvarigt som et udstillet dyr, men huskede så pludselig sin rang - og desværre den vage sandhed i sin egen tanke.
”Kan vi blive enige om, at vi begge begik selv samme fejl?”
En varm latter omfavnede hans ord og med et huskede han sine egne hænder, der omfavnede hendes skuldre. Han slap hende, ladende hænderne falde ned langs siden for til sidst at lade dem finde hinanden, liggende imod hans lænd. Lige nu kunne de finde lige så lidt ro, som han selv.
”Igen, jeg undskylder mange gange.”
 
Ulveøjnene veg fra Saga foran sig for en kort stund, netop seende bandelederen forlade festen. Foragt gled indover de ellers varme øjne. Han ville have snærret, hvis det ikke havde været for hans omgivelser. Han gav et svagt ryk med hovedet, seende nedad så de mørke øjenvipper tildækkede de grå synsorganer. Foragten forsvandt da han atter så opad, hørende ridderens ord for første gang, sådan rigtigt.  Ethels sukkende ord formede sig i hans inderste indre og fik atter generalens øjne til at søge efter hendes. Han fandt disse, dog uden at danne kontakt (for nu) og måtte erkende, at uroen denne dag ville være en trofast partner af hans. Han sank, trækkende øjnene fra halvdæmonen med en kende besvær for at se imod den kvindelige krystallianer.
”Nyder De ellers aftenen?”
Venligheden i hans ord var ganske oprigtige, men blikket i hans øjne var alt andet end fokuseret. Han synes distanceret og ikke uden grund, da Judahs tanker hvilede ikke ét sted, men flere. Han prøvede at holde fokus imod Saga, men kunne ikke undlade fortsat at høre ridderens lystfulde stemme i sit hoved og undlod ikke, at skue imod den dovnladne dæmon ikke langt derfra. Han vidste han måtte forlade skikkelsen foran ham før eller siden, for netop at opsøge Tremor - et bekendtskab generalen aldrig rigtig så glædeligt frem til. De grå øjne dannede sig sin egen stirren i et lille forsøg på, at få dæmonen til at opfange generalens tilstedeværelse. Et eller andet sagde ham, at han ville fejle grusomt på det punkt.

Ethel lod med påtaget rolighed, blikket glide hen over gæsterne der var kommet. Nogle af vennerne af hendes slægt og tidligere husbond, kom for at kondolere og snakke gamle minder, alt noget halvdæmonen svarede på med høflig, og lettere utålmodigt, minespil. Det hele var et stykke for de højtstående. Blikekt flakkede da også et par gange hen mod bandelederen, og en enkelt gang tilbage imod sin general idet førnævnte leder lod til at forlade festen. 
Hun nikkede diskret imod ham, inden hun fik sig undskyldt overfor dem hun snakkede med, og  lige så roligt løftede op i skørterne for at komme ned af trapperne og ned på  gulvet der var fuld af dansende. Hun fik dog smyget sig udenom og gik med en knapt bemærkelsesbar beslutsomhed mod døren, hvor hun snart efter befandt sig, ude i den kølige luft som hun skævede rundt uden at se nogen tegn på bandelederen. En anelse skuffet gav hun sig til at udspørge en af vagterne, længst fra hoveddøren så hun ikke forstyrrede ham der sad og kontrollerede de besøgendes magi, eller distraherede de andre vagter for den sags skyld. Hvor var han taget hen, havde han nævnt noget om det, og var han taget afsted på hest, i vogn eller på gåben. Alle de praktiske spørgsmål.
Med en smule held ville det kunne lykkedes hende at få noget brugbart ud af vagten.

(( tror jeg lige så diskret lader Ethel smyge sig ud  af tråden her medmindre der skulle være andre der ville have behov for hende. ;) ))

( spoler lige lidt frem til efter dans og drama i udehaven for galavants skyld XDD ) 

Det var ikke så lidt knottent Galavant var blevet tilbage efter dansen der havde ledt til en aftale til en heftig debat hvor han samtidig havde fået sendt  en ikke så lidt fuld Quinn og den yngste datter sikkert hjem. Nu var der så bare lige den ældste datter der stadig flirtede ivrigt, og ikke mindst akavet som enhver teenager kan være det, med sin trolovede. Med en vis trang til bare at skride fra sin opgave i at sikre sig børnenes og sin herres sikkerhed, var han gået hen til væggen, endnu engang med et glas med væske i hånden, mest af alt en pyntegenstand for at få ham til at se nogenlunde civiliseret ud som han stod oppe ved væggen, uden helt at have bemærket hvor tæt han varpå den dæmon han havde betragtet tidligere. En rokken i det ene ben viste en brøkdel af den vrede der ulmede i ham efter en forbistrede nonne. De hvide øjne skævede kort hen hvor hun havde stillet sig, kun for at se hende med nogen af bandelederdæmonens tilhængere. Han himlede ugideligt med øjnene med et dybt, irriteret suk mens blikket gled videre hen på resten af forsamlingen.

Tremor havde netop overvejet at lægge planer om muligvis at rejse sig fra sin magelige plads. Formålet denne gang var at finde nogle mere interessante væsner at observere. Men før han nåede nogen steder bølgede den meget velkendte fornemmelse af dæmonaura ned over ham oppefra af alle steder. Snerten af opslugende energier fik ham til at rynke på næsen som havde hun lugtet noget grimt. Med en afslappet bevægelse, der grænsede sig til dovenskab lænede han hovedet bagover så han kunne se ansigtet på netop op den dæmon, der havde optaget biblioteket for et par måneder siden. Tremor sukkede dybt og rullede med øjnene.
"Mine kære," disse var ord, han ikke lagde den mindste betydning i,"Hvis nogen burde ligge i deres seng, er det dig. Hvor er dine forældre henne?" I virkeligheden var han ikke interesseret i svaret, mere i at få lov at blive siddende uden flere forstyrrelser. På den anden side, havde han jo netop taget en beslutning om at rejse sig. Den idé virkede mere appetitlig for hvert øjeblik den meget unge dæmon befandt sig i nærheden.
Apropos væsner, hvis tilstedeværelse han havde bemærket, men valgt at ignorere, så havde han skam lagt mærke til den højestrangerende del af hæren, og det dømmende blik han sendte Tremor. Når generalen ikke blevet tvunget til at omgås andre mennesker med noget, der i det mindste mindede om et muntert sind, vel at mærke. Strejfet af varulv i luften var ikke til at tage fejl af eller særligt svært at spore, siden dæmonen allerede vidste, hvem auraen tilhørte. *Næsten synd at jeg ikke gengælder interessen.* Et grumt smil strejfede Tremors ansigt ved tanken om, at han sandsynligvis kendte til den oplysning, som Juda mindst ønskede at dele med omverdenen.

Tremor trommede et par gange restløst på armlænet med en slank pegefinger, stadig uden at værdige lysets general et blik. Han havde for en stund lykkeligt glemt, at der stod et irriterende lille væsen og begloede ham fra sin plads bag hans stols ryglæn. Til gengæld havde han diskret fulgt den herre, han tidligere havde overvejet at tage kontakt til, sende, hvad der kun kunne være hans familie, hjem efter mildt sagt utilfredst at have forladt sin dansepartner.
Tremor betragtede ham tænksomt ud ad øjenkrogen et øjeblik og tog så en beslutning, der involverede at rejse sig og introducere sig selv til Galavant. Men han nåede kun at vende sig halvt i stolen, før han spottede den lille pige, der stadig hang på hans ryglæn. Ung dæmon eller ej, så var det en barnlig opvisning. Han så op på hende, stadig uden helt at kunne se hendes ansigt. Så smidig var hans halsmuskulatur ikke.
"Er du her endnu?"

Hun havde efterhånden indtaget godt med jordbær. imens havde hun betragtet gæsterne og havde set nye folk komme ind. Der hvor hun stod, havde hun udsyn til indgangen og kunne se at der også var nogle af gæsterne det valgte at forlade festen. 

Eva gik væk fra fadet med jordbær. Blot for, ikke at spise flere. 
Hun så sig omkring ved at dreje lidt rundt på stedet og bemærkede hurtigt at nogle mænd som var en del større en hende. Hun så at de havde blikket rettet mod hende og en stærk ubehag bannede vej gennem hendes krop. Hun valgte at gå forbi menneske mængden og søge mod udgangen. Mændene, som hun ikke viste hvad de havde i tankerne, valgte at følge efter hende og hun kunne mærke de kom tætter på eftersom de havde længere ben end hun og kunne derfor går noget hurtigere. Hun valgte at vente sig om og fik øjenkontakt og det lykkes hende at lamme dem med andet forsøg, inden de kom for tæt på. 
Mændene stoppede i deres bevægelse eftersom hun fik lammet dem og det var ikke muligt for dem, at bevæge sig ud af stedet. Eva vente sig om og hastede med raske skridt mod udgangen. Hun stoppede kort for at se sig tilbage, mændene stod hvor de var kommet til og hun så sig omkring for at se om der var nogen der havde bemærket noget men valgte så at forlade ballet med det samme. Hun ønskede ikke og opholde sig mere ved dette bal da hun ikke fandt det hun søgte og hun kendte ingen her. Så kende hun et bedre sted. 

Eva ophævede lammelsen da hun var kommet et godt stykke væk, da hun var sikker på at kunne nå at komme helt væk.


 //Paralysering: 5 

Maralinda stillede sig mere afslappet op af stolen, men uden at opgive sin noget skæve potion i forhold til dæmonen der optog den. Den aura var ikke til at tage fejl af trods alt og styrker af den kaldte på en grad af varsomhed. Sådan - en grad. Det afholdt hende på ingen måder fra at smile muntert til ham ved ord valg eller over hans forsøg på at slippe af med hende igen. Hun svarede dog ikke med det samme, men fik et fjernt udtryk et øjeblik, som hun søgte ud i båndet til forældrene - hendes fars ikke så lidt stærkere end hendes mors - for at konstatere cirka hvor langt hun var fra dem. "Heldigvis langt herfra." Hun sendte ham et nyt smil, før hun flyttede sig fra bag stolen og lod sig dumpe ned i stolen ved siden af ham. Fascinationen i hendes blik var ikke til at tage fejl af, skønt hvorfor han var det ikke var til at se eller aflæse.
Dæmonen virkede ikke det mindste interesseret i hende hvilket egentlig også passede Maralinda ganske udmærket. Der var så meget andet at distrahere sig med i rummet. Dæmoner i flere afskygninger og diverse andre væsner med et godt blik til dem. Mistroen hang tyk i luften og overdøvede så godt som alt andet. Ret intetsigende faktisk. Mere bekvemt var det at ingen tilstede var nogen hun tidligere havde stiftet bekendtskab med.
Den blåhårede kvinde hun havde undveget så ud til selv at gøre det samme ved et par mænd. At disse stod stivnede tilbage et par øjeblikke var nok for Maralinda til at hæve et enkelt øjenbryn. Det var trods alt interessant at kvinde ikke havde søgt hjælp fra de mange krigere og riddere fra lyset der var til stede. En af disse så i hendes retning og fik hende til diskret at smutte tilbage om bag den anden dæmons stol.
Lige i tide til at han lod sig mærke med hende igen. "Det er sådan en sikker stol med dig siddende foran. Det er jo trods alt ikke til at vide hvad der vil ske til de her fester... venter du din ven fra sidste år igen i år?" Han havde føltes langt væk, men det skadede ikke at spørge og da slet ikke som hun ikke vidste om hendes far kunne snyde hende på det punkt. Det ville være særdeles ubelejligt trods alt.

//
Mental - 2
Skygger - 1

Åh..."" Saga tænkte sig om et øjeblik. Alt i hende bød hende, at påtage sig skylden for den kollision de begge havde været igennem. I princippet var det jo ikke kun hendes skyld, men en Lysets Ridder burde ikke påtage sig skylden for, at hun ikke så sig for. På den anden side virkede det ikke til, at han var interesseret i at hun påtog sig alt skylden, så i sidste ende endte hun med at nikke. "Jo det kan vi vel godt. Måske vi begge skal lære at se os for." Smilet om hendes læber blev en tand større, og blikket i de grønne øjne en anelse drillende, for det havde næppe været derfor de var stødt sammen. Faktum var, at der var så mange mennesker, at det var svært helt at styre hvem man gik ind i eller ej.
Det var først da han fjernede sine hænder fra hendes skuldre, at det gik op for Saga at de var blevet liggende længere end hvad normalt var. Ikke at det generede hende, for han havde reddet hende fra at ryge bagover, hvilket ville have været temmelig pinligt for en pige, hvis største ønske trods alt var at betræde balsalens bundede gulve som en Ridder engang. "Det skal du virkelig ikke, jeg er ikke helt så opmærksom som jeg plejer lige for tiden." Skyndte hun sig at affeje ham.

Uroen hos Ridderen ville have været tydelig, selv hvis Saga ikke havde været i stand til at høre den let forhøjede puls hos manden foran sig. Men en dag som denne krævede sikkert også at han var endnu mere på vagt end normalt, hvilket forklarede den forhøjede puls og hjerteslag.
Tanken var næsten nok til at få hende til at rødme, for selvom det ikke havde været med vilje at hun lyttede (det var det aldrig), var det alligevel intimt at lytte til en andens hjerteslag. Den her dag blev bare bedre og bedre; først gik hun ind i en Ridder og nu stod hun her og lyttede til noget, der slet ikke vedkom hende.
Heldigvis gav Ridderens ord hende mulighed for at fokuserer på andre ting. "Bestemt," svarede hun med et smil. "Det er mit første bal i Hovestaden, og jeg må indrømme, at det er lidt vildere end hvad jeg er vant til. Men på en god måde." Skyndte hun sig at rette, inden han troede at hun mente det var for vildt, for det var der sjældent noget der var med Saga. "Hvad med Dem selv? De må have nok at se til, og nok at holde styr på?" Fortsatte hun, både af ren nysgerrighed, men også af ren høflighed.

// Dice roll 5

*smutte afsted til seperattråd med Maralinda på slæb*