Hun måtte indrømme at det stadigt voksende postyr der herskede omkring Katedralen var begyndt at gå hende på nerverne. Da det kun var en lille gruppe mennesker der stod og roligt diskuterede de nye ændringer i omgivelserne var det fint nok, men lyden og fornemmelsen af folk af varierende sindsro i alle retninger var mildest talt en anelse stressende. Især når man sad i en busk og havde det værste udsyn overhovedet muligt. Men Renatika havde ikke tænkt sig at blive blandet ind i noget, ikke i dag, så hun fandt sig tilfreds med at ignorere den prikkende følelse af en sovende arm, hive sin stok lidt tættere til sig og vente til at folk forsv—

"Er forbrændingerne forsvundet.. Morgoth?" Samsons stemme syntes meget klarere end alle andre lyde og fik blodet til at stivne i årene på Renatika.

Nej. Det kunne ikke passe. Hun kunne mærke sig selv blive hvid i ansigtet og i kort øjeblik svimmel. Morgoth var en af de sidste – den sidste person hun havde lyst til at møde lige nu. Det kunne godt være at hun ikke var meget mere end en tilfældig tyvetøs for ham, men hun tvivlede alligevel på at han ville bryde sig om at støde ind i en undsluppen fange. Eller også ville han i virkeligheden bryde sig vældig godt om det. Uanset hvad skulle hun ikke nyde noget af det.
Hun blev nødt til at komme væk derfra.
Pigen gjorde et forsøg på at sætte sig op, men måtte bide et klynk i sig idet en skarp smerte gjorde hende opmærksom på at hendes knæ ikke var med på legen. Frustreret rynkede hun brynene og bed tænderne sammen. Når nu hun tænkte over det, så var det også Morgoths skyld at hun overhovedet var i denne situation. Hans skyld at hun næppe kom til at gå ordentligt igen, nogensinde. Med så mange folk omkring sig ville han nemt blive distraheret … nu kunne være et perfekt tidspunkt at få hævn på …
Nej. Nejnejnej, for fanden, hun ville få sig selv slået ihjel på den måde. Bedre at stikke af med livet i behold. I en desperat bevægelse fik hun møvet sig ud af busken, mistede straks balancen og tumlede ud på den anden side så højlydt og uelegant som overhovedet muligt. Hun kastede et panikslagent blik mod gruppen af mennesker lidt væk, og håbede inderligt af en eller anden gud ville få medlidenhed med hende og gøre hende usynlig, før nogen besluttede sig for at se i hendes retning.

Ingen virkede til at bemærke den rødhårede pige i tågen. Det var muligvis præcis det sidste der var grund til dette: Tågen. Siri Grip var stivnet i en bevægelse, da stemmer og forskellige silhuetter kunne skimtes foran hende. Det var ikke til at vurdere, på grund af tågen, om de havde ryggen eller fronten imod hende og det var denne uvished kombineret med den trykkende stemning mellem de fremmede, der havde standset hendes krops bevægelser frem mod katedralen. Hendes blik var fæstnet ved denne flok mennesker – hvis det var mennesker? Billedet af skyggerne i tågen blev forvrænget for hvert sekund hun brugte på at nedstirrer disse så de fremstod mere vanskabte end hvad virkeligheden kunne have skabt. Hun vidste, at det var hendes stigende puls og fantasi der løb af med hende. Hun måtte væk, men hvor hen uden at tiltrække sig væsnernes opmærksomhed? Hun ville ikke rodes ind i noget som hun ikke kendte noget til. Hun forbandende sin isolerede tilværelse i Paradisskoven, hvor interessen for omverdenen ikke havde bekymret Siri synderligt meget. Lavmælt mumlede hun til sig selv: ”Egoist. Egocentrerede, lille pyntedukke. Hvad kan du bidrage med til denne verden andet end uvidenhed?” Disse irritationsmomenter endte ofte i besværgelsesformularer, som hun ikke havde kontrol over. Temperamentet, der lå gemt i hendes gnistrende hår, løb af med hende og endte i besværgelser som frembragte fatamorganaer. Det var ikke godt timet blandt disse mennesker med denne stemning.

Siri krympede sig, da en behåret klump indhyllet i stof væltede fra en busk. Der gik et øjeblik før det gik op for hende, at denne uelegance og støj var leveret af et menneske. Nærmere bestemt en pige. Hendes bevægelsesmønster var akavet og besværet, som om hun led af smerter. Hendes klager over sin egen egoisme forsvandt fra hendes tanker som dug fra solen, da pigen fangede hendes opmærksomhed. Hun blev nervøs på den fremmedes vegne, for hvis hun led af smerter ville hun ikke kunne flygte. Hun kunne ikke se til uden at give sin hjælp. Hjælpsomhed var et gennemtrængende gen i slægten Grip, som brusede voldsomt op i Siri i dette øjeblik.
Hun bevægede sig med fjerlette skridt hen mod staklen ved busken. Hun vidste, at hun ikke længere ville stå ubemærket hen i tågen, men hun følte dybt i sit eneste, at pigen havde brug for hendes hjælp.

Samsons blik var frydeligt rettet mod Yang. Han kendte det hadefulde blik, selvom det var længe siden han sidst havde set disse øjne. Smilet var ikke forsvundet fra hans læber, og indtil videre så det heller ikke ud som om at han havde tænkt sig at fjerne det. Hans tunge gled et par gange over den ene skarpe tand, som om den nærmest ”klargjorde” den til det næste vampyrbid, trods han ikke var vampyr.

”Jeg glæder mig ved at se din glæde i dine øjne ved synet af mig..” Samson lo let da hun løsrev sig fra mig. Hans opmærksomhed var alligevel blevet flyttet til et andetsteds. Samsons smil falmede en anelse, men ”rettedes” op igen, da han vendte ansigtet mod Schwartz, der kastede sig ned på jorden for sin tilsyneladende herre. Han havde tydeligvist frydet sig, da han havde hørt Samson sige, at Morgoth var alene. Dog tog denne fryd sin drejning mod Samson og indtog sin entre. Det morede den bredskuldrede at se på en afvisende herre, som tilsyneladende foragtede synet af sin tilbeder på jorden.

”Der kan man se… Du bliver tydeligvis ikke værdsat nok, Alexander.” Brummede Samson med let hævede øjenbryn, hvorefter blikket blev rettet mod Morgoth.

”Jeg er altid rolig, Morgoth. Jeg tvivler på at De ikke nyder min tilstedeværelse fuldt ud..” Svarede Samson brummende med sin dybe og lettere hæse stemme. Smilet prægede endnu den overdrevne muskuløse mands læber. Han selv var ikke just begejstret ved Morgohts ankomst, men han følte sig dog ikke stående alene, så det gav ham en kæmpe fordel.
Samson skulede til Tara. Han lo kort. ”Nej, det beklager jeg også meget at han ikke er. Men på den anden side, så skal han være glad for at brændemærkerne er væk og nu kan det give plads til at lave et par nye. ” Samson skjulte ikke just Tara og hans samtale, for han sænkede aldeles ikke stemmen og det afslørede i høj grad hvad han var ude på. Dog tvivlede han på, at forsamlingen ikke havde mærket denne stemning til ikke at blive overrasket over den bemærkning der netop lagde op til kamp.
Samson havde fået øje på Will, hvilket absolut var et positivt syn at skue. Med Denaro, Tara og Will ved sin side, ville det ikke gå helt galt. Og som det lignede, så stod Morgoth, Schwartz og måske Venus ovre på den anden side. Dog vidste han ikke helt med Krigeren fra Lyset. Han var vel med de lidt mere ”medgørlige”, som ikke så ud til at ville blande sig, og som havde tænkt sig at forholde sig roligt.
Samson bemærkede en tøs ramlende ud fra buskadset, da det skabte et større postyr og en kvinde der farede mod hende, tilsyneladende for at hjælpe hende. Samsons opmærksomhed blev rettet mod Netrish som tilsyneladende så ud til at have styr på hele situationen. Han forsøgte at udvæksle et skarpt blik med Morgoth, for at se hvad han egentlig selv synes om denne kvinde klædt i hvidt, derefter Tara, Denaro og Will, selvom Will ikke lige var så tæt på.
Han trådte et skridt frem mod Netrish, så kappen let bølgede omkring ham da han atter stod stille. Hatten på Samsons hoved var blevet totalt og aldeles våd. Regnen havde formået at ramme hans næse, sådan så det dryppede ned fra den. Regnen var bestemt taget til, og stod nu ned i søjler. Et lyn nåede jorden ikke mange kilometer derfra, så der lød et ordentligt knald. Samsons hjerte bankede i en kort tid hurtigt af chokket, da braget lød voldsomt. Han kneb sine øjne sammen. Smilet havde forladt hans ansigt, og blikket var atter rettet mod Netrish, som afslørede helt og aldeles utilfredshed med hendes indblanden. Samson tog sine hænder ind under sin kappe og i dem kom et skarpt lys frem og en ildkugle opstod. Rynker prægede atter Samsons næse, og hans pupiller var blevet smallere og han var blevet lettere ”tørstig”.

”Føler du selv, at du får meget ud af denne pæne forespørgsel, kvinde?” tonen var særdeles nedladende. I det mindste var hun dog høflig, men dog på en lidt irriterende autoritær måde, som Samson for mest af alt havde lyst til at skrælle af hende.
Krigeren fra Lyset havde tydeligvis ikke hensigt med at være stille længere.

*Utroligt som folk er villige til at være med i et kamp på blod* Flammen I Samsons hænder havde efterhånden ventet længe nok. Den havde faktisk været klar til at blive udnyttet kort efter at den basale flamme var blevet skabt. Hænderne kom frem fra kåben, og blev skudt direkte ned foran Stan, i sinde om at give ham en ordentlig forskrækkelse. Ildkuglens flammer ville umiddelbart ikke gå ud, for flammerne havde placeret sig i det våde græs, som man ikke umiddelbart ville tro kunne brænde midt i et kraftigt regnskyl på et større område, hvis ikke hele landet. Flammerne blussede op, helt op sådan så de var lige foran Stans ansigt og lyste ham op trods tågens ihærdige kamp for at gøre alle ”usynlige”.

”Jer fra Lyset, har en umådelig ubeskrivelig lyst til at blande jer… Og tydeligvis også præster” Sidst i sætningen havde han vendt blikket mod Netrish.
Flammen foran Stan dansede truende, og ingen på stedet kunne vide sig helt sikre om den pludselig ville sætte af mod dem. Retningen af flammen kunne ikke beskrives, for den rettede sig til forskellige steder hele tiden.
Venus tændte tydeligvis af på det Tara sagde, og dog holdt hun alligevel fatningen (lod det til). Venus var den reelle kærne mellem Morgoths og Samsons ”uvenskab”, der havde toppes grundet hende. Sikke en masse ballade en rødhåret kunne lave. Og her stod de.. Over ti mand som hverken vidste ud eller ind om hvad der kan foregå om blot to sekunder.
Samson lo højt til Venus’ kommentar. Det talte alene for sig selv. Nok var Morgoth her, men han ville ikke kunne holde sig beskæftiget med mange alene, heller Schwartz. Spørgsmålet kom så til de øvrige personer. Bande lederen kendte dog til sine egne medlemmers og Denaros evner, og med dét vidste han at de var sat godt.

”Om du skal være bange, kære? Nej, det skal du ikke.. Jeg vil nærmere foreslå.. skrækslagen.” Hvislede Samson med lange og tydelige ord.
Samson måtte hele tiden holde øje med Morgoth. Placeringen midt i det hele var ikke særlig god. Men sådan gik det når der pludselig kom flere til stedet. Dog var det så godt at der var flere til stede fra RT og derudover Denaro, som han regnede med nok skulle blande sig.

Det tog ikke mange sekunder før regnen havde taget så meget til i intensitet at Renatika var gennemblødt fra top til tå. Skønt. Lige hvad hun havde brug for. Med en irriteret knurren gned hun vandet væk fra sine øjne og forsøgte at genvinde overblikket over situationen. Hun var handikappet nok i forvejen: At være halvblind af regnvand var ikke nogen velkommen tilføjelse. Med lidt besvær og et sammenbidt klynk af smerte lykkedes det hende at gribe fat i sin stok, presse den mod jorden og hæve sig op i en siddende stilling, ryggen presset ind mod den regnvåde, kolde mur. I det mindste havde hun et nogenlunde udsyn herfra.
Lyden af en person der bevægede sig tættere på hende fangede hendes opmærksomhed, og Renatika drejede hovedet mod en rødhåret kvinde der så ud til at spankulere overraskende elegant i hendes retning. Hun rynkede brynene. I et kort øjeblik overvejede hun at vinke kvinden væk, men hun måtte indrømme at hun ikke havde noget imod at have en person inden for rækkevidde. Om ikke andet kunne hun bruge hende som skjold, i tilfælde af at Morgoth besluttede at Renatika irriterede ham.
Morgoth. Renatika kom hurtigt i tanke om hvilken situation hun befandt sig i, og pigen stivnede af frygt så snart hun bemærkede mandens sammenknebne blik på sig. Men han blev stående. Han slog hende ikke ihjel med det samme, og hun kunne ikke lade være med at ånde lettet op.
Nå. Han kunne vel nå det endnu.
Lidt akavet forsøgte hun at rette på sin stilling, men en stærk smerte der skød op igennem hendes højre ben fik hende hurtigt til at stoppe. Det så ikke ud til at hun ville kunne flytte sig ret meget det næste stykke tid. Forbandet også. Og nu så det ud til at hun ville få andre problemer at tænke på, for en præst af Kile havde valgt netop dette øjeblik til at bryde ind i den lille gruppe menneskers samtale. Den silende regn gjorde det umuligt for Renatika at høre hvad hun talte om, men hun tvivlede på at Morgoth og Samson i særdeleshed ville være særlig begejstrede for afbrydelsen.
Tydeligvis havde hun ret, for det tog ikke mange sekunder før en ild skød op fra jorden foran fyren med en Lysets Ridder-uniform og fortsatte hen mod elverpræsten.
Men Renatika var nær ved ikke at lægge mærke til flammerne, for pludselig mærkede hun tydeligt den velkendte følelse af jorden der rystede og bevægede sig under hende, bortset fra at det ikke kom fra hende. Hurtigt og med opspærrede øjne snappede hun hovedet i retning af kilden, og kunne ikke undgå at stramme kæberne vredt sammen. En fyr der delte hendes evne? Truslen fik hurtigt hendes egen magi til at blusse op, og rent instinktivt borede hun fingerspidserne let ned i den gennemblødte jord.
Fint nok. Hun kunne lige så godt udnytte det.
En lille bakke af jord steg klodset op i nærheden af Samson, Morgoth og de andre, bølgede vaklende fra side til side, før den kastede sig over flammerne foran præsten og kvælte ilden. Renatika tilhørte trods alt samme religion som elveren. Hun havde vel en slags forpligtelse. Eller også var hun bare ikke i humør til at se nogen dø i dag.

Et lyn slog ned få kilometer fra samlingen på de grønne arealer nær katedralen. Braget fik Siri til, at trykke sig mod den fugtige jord som en mus for søgte beskyttelse, når uglen var på rov. Hun var et nervevrag i denne atmosfære blandt mennesker hun aldrig havde mødt. Hun var uvidende om deres motivation for kamp og kendte ikke deres indbydes genvordigheder. Dette var igen nok grundlag for at en længere række bandeord bevægede sig over hendes læber. Igen blev hun opslugt af sin egen verden, hvor hun glemte stemmerne omkring sig og pigen, der var væltet ud af buskadset. Hun ønskede sig tilbage mellem sine familiemedlemmer og velkendte omgivelser. Hun følte sig pludselig for ung til, at begive sig ud på denne rejse alene. Hun skulle have samlet mere viden omkring verden udenfor Paradisskoven før hun forlod det pragtfulde sted.
Hendes tankerække blev standset, da jorden svagt begyndte at rejste under hende. Først havde hun følt, at det var hendes egen forfrosne krop, der rystede med de gennemblødte klæder mod sin hud. Vibrationerne viste sig dog hurtigt, at være for kraftige, hvilket fik Siri til at løfte blikket og se mod synderen. En muskuløs fyr med isblå øjne og hanekam stod som en af de få roligt, at jorden slå sprækker foran hans fødder. Han må være jordbetvinger, tænkte hun imponeret, mens angsten igen overtog hendes sind.

Siri Grip var endnu på en afstand, der gjorde det umuligt for hende, at følge forsamlingens samtale. Kun få brudstykker trængte igennem tågen. Det føltes beroligende på den uvidende elverpige, da hun måtte være på sikker afstand. Hun nåede kun, at tænke denne tanke til ende før en flamme skød igennem luften, for at sætte ild til det fugtige græs. Ilden var opstået i hånden på en bredskuldret mand med cowboyhat og rettet mod en mand klædt i hvidt. Ilden virkede legende og ustyrlig, mens den snoede sig op i hovedhøjde. En kvinde, som bar en hvid kåbe, havde også flammens interesse. Hun blev chokeret over sit eget ordvalg omkring ildens adfærd, da hun gav flammen menneskelige egenskaber på grund af den måde, at bevæge sig på.
Siri var tryllebundet af flammens lys indtil jorden skød op i mindre forhøjninger ved siden af ildens herre. Jorden lagde sig som et tæppe henover flammen, som kort efter blev kvalt på grund af iltmangel. Hun gik ud fra, at denne jord blev styret af manden med hanekam og havde derfor ikke helt forstået gruppernes alliancer. Igen vendte hun blikket mod pigen, der havde kæmpet med stok, for at komme op at sidde af muren. Smerterne var tydelige i hver en bevægelse hun foretog. Hendes hånd, der var boret ned i jordens muld, havde Siri ikke bemærket – og slet ikke at denne pige styrede jorden ved siden af ildens herre – ellers havde hun formentlig ikke true nærmere sig den tilskadekomne pige yderligere. Dog var hendes heltemod endnu engang blusset op i hende og nærmede hende med fjerlette skridt, for ikke at tiltrække sig blikke fra forsamlingen. I læ for den silende regn satte hun sig tæt op muren ved pigens side. Hun søgte pigen blik og sagde med håndfladerne vendt opad: ”Jeg kan hjælpe dig.” Om pigen forstod, at hendes hænder kunne forbedre hendes skade, vidste hun ikke, men hun true ikke andet end at hviskede ganske lavt med en næsten rusten stemme på grund af hun ikke havde anvendt sit stemmebånd de sidste mange dage. Folk havde holdt sig inden døre, hvilket hun fortrød nu, at hun ikke havde gjort.