Sidka stivnede. Det var Sibal det der. Andre ville ikke bruge netop den ting som en bekræftelse af at være hendes bror. Kun mellem dem havde stridigheden om den førstefødte altid brændt som en stærk flamme. Men denne gang blev hun ikke engang sur over at han bragte det op. Normalt ville hun give igen, for hun blev født først, ikke den stivnakke til Sibal. Men pludselig var han ikke så stivnakket alligevel. Han havde ændret sig. Han indrømmede, at han havde ændret sig. Sidka vidste ikke, hvilken en af delene, der var værst.

Så derfor slog hun ham i ansigtet.
Knyttede sin hånd og slog ham så hårdt hun kunne med vredestårer pressende på i øjenkrogene. Det knugede i brystet som om nogen havde forstenet senerne rundt om lungerne. Der var en trang til at sige noget, eller råbe noget, men vejret ville ikke presses ud og i stedet skar hun tænder og kastede sig over sin bror. Den bror, hun havde elsket. Elskede? Den bror, der burde være hendes støtte midt i stormen, og ikke stormvejret selv. Den bror, der ikke skulle ændre sig lige pludselig. Ikke vende sig mod hele deres liv, familie og hele sagen bare fordi hun havde forladt ham i et år. Han havde været uden hende i et år og noget var gået galt i hendes fravær. Det måtte jo være hendes skyld, når hun ikke havde holdt øje med ham. Været der for ham. Skyldfølelse? Det var også forkert. Vold var nemmere. Hun havde ikke lyst til at tænke lige nu. Ikke lyst til at indse, at Sibal talte sandt. VIlle ikke accepterer det.
Sidka slog igen. Måske ville det slå noget fornuft tilbage ind i hans tykke hoved.

Det første slag der ramte ham lige i ansigtet sendte ham et skridt væk fra hende. Han bandede irritereret på sit smukkeste mørkelviske, og skærmede for sit ansigt med den ene arm foran sig, som et skjold. Han mærkede hvordan næseborene størknede til at blod ret hurtigt, hvilket fik ham til at frygte at hun havde brækket den. Typisk Sidka at gå efter ansigtet, når hun vidste hvor forfængelig han var! Hans forfængelighed havde bestemt ikke ændret sig siden sidst, især nu hvor han ikke længere var blandt andre mørkelvere. En brækket næse kunne ikke gøre noget godt for hans muligheder, hvis han absolut skulle blande sig med skovelverkvinder.

Han konstaterede dog hurtigt at næsen slet ikke var brækket. Men med nasal dialekt skulle han til at anklage hende for at forsøge at brække hans næse, da hun kastede sig over ham igen for at slå ham endnu engang. Han var nødt til at standse hende, og samtidigt skærme for sit stakkels ansigt, før hun faktisk brækkende noget. Det virkede da som om hun gik specifikt efter det. Eller på at slå tænderne ud på ham! Han greb derfor fat i hende, som hendes krop var i hans nærhed igen, og han trak hende med sig ned i faldet. Han jog hende ned i sneen og landede selv med et støttende knæ på hendes hofte. “Prøv ikke at få mig til at hade dig!” Han tog af sneen under dem og knugede det hårdt i sin hånd inden han tværede det ud i hans søsters ansigt. Hun havde valgt vold, men Sibal kunne endnu ikke få sig selv til at slå på sin søster med en knyttet næve. Det var tydeligvis kun hende der hadede ham, men han ønskede trods alt ikke at ødelægge hende for det. Men lige nu fortjente hun den vasker han gav hende.

Sibal tog det alt for tungt at blive slået lige i fjæset. Typisk ham. Så kunne han lære at møde op med nedern, livsændrende informationer og være dækket i rustning alle andre steder.
Da hun blev lagt ned i sneen, priste Sidka sig lykkelig for den tykke uldkappe. Så blev hun kun våd i ansigtet, da Sibal tværede sne ud i det.Og det gjorde hende bestemt ikke mindre vred.
"Så slås dog som en voksen!" snerrede hun, men havde selv hånden fuld af sne.
Med hans ekstra rustningsvægt havde hun ingen chance for at få ham af med muskler alene, så det måtte blive feje tricks lige som han havde gang i. Hun pressede hånden ind under hans rustning og slagkofte og proppede den så langt ind hun kunne. Det var ligegyldigt, om hun ramte bar hud - det ville stadig gennemvæde hans inderste stof og forhåbentligt få ham til at trække sig nok til at hun kunne få et ben fri og sparke til ham. Et velplaceret spark ville bruge rustningen imod ham og sende ham bagud. Så kunne han få endnu et slag i det lorteansigt, der var faldet til de bløde skovelvere. Det var sikkert derfor han ikke slog igen. Han vidste godt, at han fortjente den her straf.

Vidste man ikke bedre kunne det næsten ligne deres gode gamle søskendeskænderier, med Sibal der brugte sin størrelse mod hende, og hende der brugte feje tricks for at undslippe ham. Men det var langt mere forfærdeligt end som så. Sibals vasker havde været for at lamme hende i ubehag. At hun havde lige så lede planer med ham, kom bag på ham. Han opdagede ikke hendes hånd før den allerede møvede sig ind under hans klæder, og pludselig mærkede han den iskolde sne. En væmmelig og ubehagelig fornemmelse! Han veg tilbage, nok til at Sidka kunne få det som hun ville have det, og BAM, nu var det Sibal der ufrivilligt lavede sneengle nede i jorden.

Nummer to slag i ansigtet gjorde ondt. Han kæmpede for at rulle længere væk fra Sidka så han kunne få nogle sekunder med ryggen til hende, så han med sine hænder kunne begrave sit ansigt og værne om næsen. Der var en generøs mængde af blodpletter fra der hvor Sidka havde sparket ham og hen til der hvor han nu lå.
Hun gjorde det virkelig svært for ham ikke at hade hende lige nu. Et had der måske var midlertidigt, men det ville blive svært for ham at glemme det og tilgive.

Han kiggede ned på sine hænder, hvis handsker var blodige nu. Han anede ikke hvor slemt det slog til med ansigtet, men næsen og overlæben dunkede i vildskab. Sibals øjenbryn tættedes så der dannedes en vredesrynke imellem dem, og et mørke lagde sig over hans rasende øjne. Blikket stirrede hadefuldt ud i stormvejret. Selvom hun var bag ham, kunne han ikke slippe hende fra sit indre blik. Alt hvad der var sødt og elskværdigt ved hende var væk.

Efter slaget mod Sibals næse, kom Sidka på benene igen. Hun rystede sneen af sig og trippede for at det ikke skulle ende ned ad nakken, mens hun holdt et halvt øje på Sibal ud af øjenkrogen. Han skulle ikke prøve på noget. Og det... Det gjorde han heller ikke. Han lå bare med hænderne for ansigtet og ømmede sig. Lidt for meget lige som en skovelver ville gøre.
Tanken pustede til vreden igen, og i to lange skridt var Sidka henne ved ham for at placere endnu et spark i hans side - lige dér hvor remmene i rustningen gik sammen. Så satte hun foden oven på hans mave og lagde så meget vægt i, hun kunne. Rustningen ville gøre resten af arbejdet for hende.
"Så snart stormen har lagt sig, skal jeg på opgave i fastlandet," råbte hun over vindens rasen. "Hvis du stadig er lige så svag, når jeg kommer tilbage, kan jeg love dig for, at jeg fortæller det til klanen. Jeg fortæller dem, at du er blevet til en forbandet svag skovelver, og så kan du komme hjem på genopdragelse! Pft!"
Helt uden at tænke over det, gjorde Sidka noget, hun aldrig havde gjort over for Sibal før. Hun spyttede ham lige i ansigtet. Den slags nedværdigende handlinger havde før i tiden været forbeholdt de ofre, hun følte var mindre værd end sig selv. Lige nu var det Sibal. Han var inficeret med noget, hun ikke kunne hive ud af ham. De ældstes historier havde været rigtige. Skovelvere kunne gøre en blød, hvis de ikke blev hugget ned og underlagt i tide.
Sidka flyttede foden, men holdt øjenkontakten. "Og så lover jeg dig, at jeg finder din søde lille helbrederske og giver hende den død, du skulle have leveret!"

Sibal havde virkelig regnet med, at hvis han bare lå stille og var kedelig og uinteressant for Sidka at slå på, så ville hans vrede ikke eskalere mere end højest sandsynligt. Men hun var allerede ovre ham igen. Han knurrede vredt da hun sparkede ham, lige præcist der hvor det faktisk gjorde ondt. Med ondt i siden, skulle han alligevel til at spænde i sine mavemuskler og hejse sig op for at slå ud efter hende, men rustningen var tungt, og Sidka var hurtigere til at jokke ham tilbage i den frosne jord. Det faldt sikkert ikke i god jord, at Sibal gik i mørkets rustning, med deres segl, og ikke noget der indikerede hvor han virkelig kom fra. I Iendrith-klanen satte man pris på fart og færdighed.

Hun var virkelig vred på ham, kunne han høre, og følelserne var gengældt. Men kunne hun finde på at gøre alvor af truslerne, og fortælle ham om hvad han havde gjort? Det ville ændre alt. Da hun spyttede ham lige så det ramte ham i ansigtet, hvilket han alligevel aldrig ville have forventet af hende, var han ikke længere i tvivl. Han skar en grimasse, denne gang ikke fordi han ondt, men fordi han var vitterligt frastødt af at have spydt i ansigtet, der ikke lige var til at tørre væk, når hun stadig var over ham.

”Din… lortekælling Sidkanys!” Med sin tunge arm slog han ud efter skinnebenet, det ben hun havde brugt til at holde ham nede med, og selvom hans krop var så tung og smadret af at blive sparket til, og efter at have rullet hen ad den isede bund, skyndte han sig at kravle over hende. Selv han, en mørkelver, havde visse standarter når det kom til kamp mod kvinder. Og især sin egen tvillingesøster som han altid havde elsket. Men lige nu så han rødt. Hun, den slange, havde provokeret ham, netop fordi hun ville have en reaktion fra ham. Han knyttede sin handskebeklædte hånd og slog hende hårdt i ansigtet. En del af ham ville have at hun skulle blive slået helt ud, så der kunne komme en ende på hendes giftige ord. Den anden del af ham, som ellers var hans kærlige side, var passiv lige nu.

Han slog hende 3 gange med hårde, hurtige stød, der i den grad var desperate og uden omtanke for konsekvenser. Verden var bare så hård og uretfærdig. Han havde dårlig samvittighed over alle de ting hun listede op for ham. Ja, han havde elsket en skovelver, og elskede hende stadig. Men han havde selv trukket sig for både hende og Iendrith-klanen.

”Så du tror at vores bror vil genopdrage på mig!? Tror du ikke han vil slå mig ihjel!?” Råbte han ind i Sidkas forslåede ansigt. Hans nu ømme fingre greb fat i hendes hvide hår tæt på rødderne. Hans øjne var tilslørede af vredestårer, hvor nogle af dem faldt ned på hende. ”Hvis jeg finder ud af at du gør alvor af dine trusler, at du kontakter hende, så kvæler jeg dig med mine egne hænder! Forstår du!?”

Han slap hurtigt grebet i hendes hår, som om hans søster var et eller andet ulækkert. Bakkede væk fra hende, kravlende og fortumlet, og kom på benene. Han trak pyntehjelmen af og smed den fra sig, og med handsken tørrede han spyt, tårer og blod fra sig, og bevægede sig med forslåede skridt mod slotsmurrene, som lige nu ikke var til at se for stormen.

Ved Sibals fornærmelse (som i det mindste var noget andet end bare at lægge sig fladt ned og tage sine tæsk som en skovelver) var Sidka klar til at råbe noget tilbage og rive ham i ansigtet. Men i stedet for modbydelige ord, hun potentielt ville fortryde senere, kom der et udråb ud af hendes mund, da han fældede hende ved skinnebenet og vendte hele situationen om. Fik hende ned at ligge og holdt hende der med sin rustningsforstærkede kampvægt.
Hun sendte ham et vredt blik og en snerren, der blev afbrudt af Sibals knytnæve, der ramte hende på siden af kæben. Derefter havde hun ligesom tænkt, at han ville give hende et pusterum til at svare ham igen. Godt nok var knytteren væsentligt hårdere end den plejede at være, men de plejede at have nogle regler i deres kampe. Som for eksempel at have tid til at sige noget ind mellem slagene. At hun allerede havde brudt de fleste af deres uskrevne søskende regler tænkte Sidka dog ikke videre over.

Hun nåede at blive omtåget af hans slag, før hans hånd pludseligt greb fat i håret og fik hvert hår til at skrige mere insisterende end den dunken, hendes ansigt var ved at svulme op med. Sidka kunne ikke se tårerne i sin brors øjne, men hun var ikke i tvivl om hans sindstilstand. Hun kunne høre hans bævende stemme, selvom vreden dominerede. Og måske frygt? Frygt for at blive slået ihjel af sine klansfæller? Som om Arnym ville slå Sibal ihjel. Genopdrage, jaja, men Sibal var alt for værdifuld med sine evner i klanen til at blive aflivet. Det var noget man gjorde med syge dyr og skovelvere.

Hans næste trussel var så ægte, at hun følte et lille stik af jalousi over, at den ikke blev sagt om hende. Hun var den eneste i hans liv, der burde betyde så meget. At en skovelver var kommet så langt ind under huden på ham var direkte afskyeligt. Kæben gjorde ondt og hun kunne ikke helt mærke sin underlæbe. Om det var på grund af slag eller kulde var hende uvist. Alligevel grinede hun hånligt gennem blodindsmurte tænder. Ordene var kun lige forståelige gennem en raspende hals.
"Forelsket i en forbandet skovelver. Ynkeligt."

Men han kravlede væk fra hende og lod hende ligge på de kolde sten. Hun så ham komme på benene og havde alle intentioner om at følge trop, så hun kunne tæve ham lidt mere. Som så mange gange før havde Sidka en forestilling om, at hun var i stand til mere, end hun egentlig evnede. For lige nu evnede hendes krop ikke andet end at ligge ned og dunke. Armene parerede i hvert fald ikke ordre, da hun sagde til sig selv, at hun skulle skubbe sig op at sidde. Skinnebenet dunkede bare med, da hun prøvede at rykke på højre ben. Over hende føg stormen stadig ind over borgmuren med en kraft, der passede til den vrede, tvillingerne lige havde udvekslet. 
Sidkas omtågede blik fæstnede sig ved et par enkle store snefnug, og så blev Sibals silhouet også opslugt af tågen eller snestormen eller hvad det nu var...

Sneen som virkelig var blevet voldsom nu, havde lagt sig som et lag over mørkelverkvindens krop, og den forbipasserende ypperstepræst måtte knæle ved hende og tjekke hendes puls, for at se om hun overhoved var i live., da han nær havde jokket på hende i sin spadseren gennem de pludseligt opståede uvejr. Mange soldater begik selvmord her, det var normalt. Men hende her havde fået sig nogle slag. Lucid kunne umiddelbart ikke se særligt godt i uvejret her, så han valgte at løfte hende op i sine arme, og slendrede tilbage mod slottet, ind af porten der åbnede sig for ham, og ind på slotsgangene. 

Fra det ene lange øjeblik til det næste, fra kold til varm, endte Sidka i en seng ved hospitalsfløjene, hvor healerne tilså hendes ansigt. De kunne hjælpe hende med det værste, men det havde været så hævet og forblødt, at hun skulle tilses over flere gange.

I mellemtiden nåede Lucid selv at få varmen med en kop te, og han ankom senere for at tjekke til hende. Han var nysgerrig for at se hvem det var han havde fundet derude. Og for at se om hun var gået tabt. Han gennede skovelverhealeren bort med en affejende håndbevægelse og tog plads på en stol, der var trukket hen til sengen. Her lænede han sig tilbagelænet mod væggen og lukkede øjnene. Forsøgte at holde sine tanker i ro, så han kunne drømmevandre. Forsøge at nå ind til hendes drømme.

Var Sidka ikke blevet fundet, var hun uden tvivl omkommet i stormen. Hun havde ikke lagt mærke til, at hun langsomt var blevet dækket af sne, så hun var sin egen lille, kolde dynge. Kulden havde ligesom lindret nogle af smerterne.
Det samme kunne dog ikke siges, da hun vågnede op igen i hospitalsfløjen. Alting gjorde helt afsindigt ondt, fordi der var varmt, og hun havde næsten slået skovelverhelbrederen ihjel, fordi hun for det første havde ondt og for det andet blev tilset af en skovelver. Der var en vis skovelverhelbrederske, hun havde en høne at plukke med, og i sin forvildede tilstand kunne ingen fortælle hende, at det ikke var netop denne skovelver. Så nogen gav hende noget magi direkte i blodet og fik hende slået ud, så de kunne fortsætte behandlingen uden en alt for voldsparat patient. Hvem skulle have troet, at Mørket var ekstra forberedt på netop dén situation?

Da hun anden gang vågnede op var hun lidt mere rolig. Uden tvivl fordi nogen havde givet hende et beroligende urteopkog, men grunden til roligheden var vel egentlig også underordnet. Ansigtet gjorde også mindre ondt, og nu føltes de varme omslag faktisk som en god ting, når de ikke blev lagt ovenpå smertefulde forfrysninger (eller hvad de nu var, de havde gjort - Sidka var sgu ikke læge).
Der var ikke mange andre i fløjen på nuværende tidspunkt. De fleste togter var trods alt udskudt på grund af stormen, så folk der endte herinde havde enten været dumme i vejret eller sure på de forkerte. Sidka følte ikke sig ikke som en af de to kategorier. Hun skilte sig jo også ud fra de andre ved at have en besøgende ved siden af sig. Det var sikkert en fra delingen, der ville sige noget dumt. Eller hvad? De kunne umuligt have hørt om det allerede, og selvom Sibal var en idiot ville han ikke have sladret eller blæret sig med deres kamp på muren.
Derfor blev den pæne modtagelse, Sidka gav sin ukendte gæst - der i øvrigt var så fræk at have lukkede øjne - at vende hovedet og tørt sige: "Hvem zalan er du?"

Lucid lå sådan der længe. Man kunne næsten ikke ane at han sov, fordi han var så stille og ubevægelig. Hans vejtrækning var til tider dyb, men ellers stille. Og hænderne lå løst på hans skød, helt fredfyldte, hvis man så bort fra kløerne.

Healeren nåede at komme tilbage for at tilse den vågne, genstridige patient, samtidigt med at hun ikke havde lyst til at vække den uhyggelige dæmon, der sov lige ved siden af. Og atter engang efterlod hun dem, til at være alene. Hun ville naturligvis ikke komme i problemer, selvom der var arbejde der skulle gøres.

I drømmene skulle Lucid først passere sine egne, kontrollerede drømme. Han forsøgte at trænge ind til Sidka, som burde ligge lige ved siden af ham. Der burde ikke være nogle problemer, vidste han, med mindre at han havde med en stærk mentalist. Men det tvivlede han på… I drømmen, såvel som i virkeligheden, rynkede han brynene utilfredst over besværet. Han havde ramt en mur. Mon det betød… at hun ikke sov længere?

Han slog øjnene op, lige akkurat som Sidka havde spottet ham og bandede ham lige i hans højhellige åsyn. Hvem Zalan er du? Det kunne ikke blive mere upassende og ungdommeligt. Men Lucid var godt klar over, at mange soldater endnu ikke havde haft chancen for at træffe ham endnu, så han var tilgivelig i dag.

Hans blik var nu lysvågent og kiggede på Sidka med de blå og grønlige reptiløjne. Kroppen stadig lænet hvilende mod væggen. ”Jeg var sikker på at du ikke ville overleve stormen, så jeg kom for at sende dig pænt afsted til kile med en bøn.” Svarede Lucid og regnede lidt med at det ville gå op for hende, hvem han var, helt af sig selv. Men efter hendes ansigt at dømme, tav han. ”Jeg er ypperstepræsten. Det er mig der fandt dig i sneen. Skæbnen ville at du skulle leve lidt endnu, så stort tillykke med det.” Hans stemme var ikke så sprudlende trods gratuleringen, men den var meget fattet og beroligende. Mørk og intellektuel. 

Sidka havde kigget uforstående på dæmonen. Både fordi han tydeligvis troede, at hun vidste, hvem han var, men også fordi det han sagde ikke rigtig gav mening. Hun havde da vel ikke ligget i sneen under stormen mere end et par minutter, havde hun? Sibal var gået, men han ville da ikke bare have ladet hende ligge til kuldens sult. 
... Ville han?
Hun vendte hovedet og kastede et blik mod de høje vinduer. Det var bælgmørkt bag aflejringerne af sne i rudernes omrids. Iskrystaller glimtede på glasset, kun oplyst af den indendørs belysning. Der var gået mange timer siden skænderiet med Sibal så. Og hun havde været her i sengen længere tid, end hun lige først havde troet.
Havde Sibal virkelig bare ladet hende ligge?

Hun vendte blikket tilbage til de lyseblå øjne og prøvede at skjule den følelsesløshed, der var krøbet ind i hendes sjæl. Hendes egen tvillingebror havde efterladt hende.
"Jeg vidste ikke, vi havde en ypperstepræst for Kile på borgen," sagde hun, fordi hun vitterligt ikke var klogere. 
Klanen tilbad Nalish'ra og en sjælden gang imellem også Zaladin, og det der med at kende forskel på de forskellige guddomme var virkelig ikke Sidkas spidskompetence - eller noget hun gik videre op i. Kile havde jo sin plads, men Sidka oplevede sjældent tilbedelse af guddommen som andet end en hurtig bøn, hvis nogen faldt i kamp. Nalish'ra passede på dem, og det havde hun altid gjort. Var der så stort behov for andre?

Lucid var ikke forberedt på at blive forvekslet med Netrish . Men han havde jo nok med en kvinde at gøre, som ikke var oplært i de forskellige frontfigurer i Krystallandet. Hun vidste sikkert ikke engang hvilken vanære hun havde gjort ham lige nu. Heldigvis for hende, var det ikke noget der satte ypperstepræsten for Zaladins pis i kog. ”Zaladin. Yppestepræst for Zaladin,” Rettede han hende. Forhåbentligt skulle denne misforståelse ikke ske igen. ”Mit navn er Lucid. Jeg forsøgte at finde ud af hvem du var, men ingen jeg spurgte kunne fortælle hvem du var.”

Endelig rettede han sig fra væggen. Sløvt og præcist, og kiggede ned på hende. Blot ved at kigge på hende, kunne han se at hun ikke virkede overrasket over at hun lå her. Hun havde virkelig været oppe at slås. Lucids opgave var ikke at løse den konflikt der havde været imellem hende og en af hendes kammerater. Men han havde en interesse i at høre hendes historie, så han kendte til hendes motiver. Og hendes svagheder, muligvis.

”Jeg kan fortælle dig at jeg ikke er tilknyttet obsidianslottet. Jeg er her blot for at stå vidne til de nye delinger og give jer god vind i jeres kampe mod fjenden.”

"Åh," sagde Sidka overrasket.
En Zaladinpræst. Nej, ikke bare en Zaladinpræst, en Zaladinypperstepræst. Han måtte være gammel. Og vigtig. Og højtstående. Hold da helt op.
"Årh!" udbrød Sidka fortørnet, da Lucid fortalte, at ingen vidste, hvem hun var.
Det var det værste hun vidste her på borgen. Ingen havde respekt for hende og hendes evner, som de burde have. Men ingen havde set hende i aktion med Sibal og nu... Nu virkede det pludselig til at have lange udsigter.
"Ååh," endnu et overrasket ord var passende, da han fortalte, at han ikke var tilknyttet borgen. Det hele gav selvfølgelig mening, men hvad var han så tilknyttet?

Det var så svært at processere den information, hun havde fået i løbet af tre sætninger, at hun overvejede, om hun havde fået hjernerystelse. Eller forfrysninger på tankerne.
"Jeg er Sidkanys ath I'endrith," sagde hun og fik hostet lidt imens, fordi hun prøvede at sætte sig op i sengen samtidigt. Bare for at virke lidt stærkere. Men at ligge i en hospitalsseng var faktisk ret svagt. Lortebror. "En af de ypperste krigere i vores klan, hvilket resten af borgen nok snart skal stå vidne til, når jeg knuser fjenden med min magi."
For at understrege sine ord knyttede Sidka hånden, som knuste hun en klump jord mellem sine fingre. De skulle nok få at se. Måske en velsignelse fra Zaladinpræsten ville gøre hende i stand til at få jorden til at sluge fjendens styrker i én mundfuld.

Med Sidkanys respons til alle de informationer om sig selv han gav hende, var han ikke sikker på om hun overhoved forstod hvem hun var overfor endnu. Han skulle ikke sætte sine forhåbninger alt for højt.

Heldigvis kvikkede hun en del mere op da hun præsenterede sig. Vreden i hende måtte være hendes drivkraft. Han betragtede hvordan hun kom mere op at sidde og hvordan hun knyttede sine hænder. Han kunne umuligt vide hvem det var hun talte om, og ærlig talt kendte han heller ikke meget til Iendrith-klanen, selvom det var placeret i Kzar Mora. Det var klanen og borgen alt for ny til.

Et ”Aha” og et ”Jaså?” kunne høres fra ham. Lavt, da han ikke ville afbryde hende i at afsløre hendes motiver. Trusler rettet mod ukendte fjender, var ikke noget der bekymrede Lucid. Det var ikke hans kampe, ligesom Mørket mod Lyset et eller andet sted heller ikke var. Desuden kunne han se hvor svag hun var, bag hendes vredesord. Det var sikkert ikke klogt for hende at bruge al sit krudt på at være vred lige nu. Hvis Lucid prikkede til hende ville hun måske falde sammen.

”Jeg forstår,” Lucid trængte igennem ”Det lyder som om din magi er meget kraftfuld.” Ikke overraskende. Denne Sidkanys var lille i størrelsen, og hun virkede ung. Men mørkelvere var barske og stærke magikere på grund af deres traditioner om at skabe stærke krigere, ved at matche de stærkeste hanner og hunner sammen. "Men mørkets hær huser nu på mange stærke krigere..."

"Pft, de fleste er gode krigere, men hvad hjælper deres sværd dem, når min magi får jorden til at skælve under dem og rive fodfæstet væk under dem?" gav Sidka straks igen, selvom det jo egentlig ikke var en konkurrence.
En ypperstepræst for Zaladin var i hvert fald næppe en type, hun ønskede at have en konkurrence med. Bevise sit værd overfor? Helt sikkert!
"Så snart stormen har lagt sig, og vi igen kan sejle over til fastlandet, skal jeg nok vise Lyset, at jeg bliver deres næste store problem," tilføjede hun, men måtte læne sig tilbage igen, fordi kroppen begyndte at krampe i anstrengelse. 
"Lortebror," mumlede hun for sig selv.
Lortedag i det hele taget.

"Er der en styrke-velsignelse med i at se os godt til søs, når vejret vil have at vi rejser igen?" spurgte hun.
Måske mest for at ændre emnet, egentlig. Det var svært at bevise sin sejhed, når ens krop var så modarbejdende. Det eneste, Sidka kunne fryde sig over, var at et eller andet sted på slottet rendte Sibal rundt med et lige så hævet ansigt som hende. Nok mere, fordi han næppe var blevet tilset af en helbreder.

Hun var godt nok kæphøj, samtidigt med at hun så svagelig ud. Lucid var nysgerrig på om hun virkelig var i sin ret til at tale så højt om sine egne evner, eller om det hele bare var pral? Som en slags rollemodel for mørkets soldater, burde han jo nok minde hende om at kammeratskab var vigtigt, og at hun næppe ville kunne stole på sine egne kræfter alene, men han blev hurtigt enig med sig selv om, at hun var uimodtagelig for den slags råd lige nu. Lige nu lyttede han bare til hende og iagttog hende med forundring.

”Det glæder jeg mig til at høre mere om, når det sker,” Han heppede da på hende, men det var nu ikke op til ham, om skæbnen skulle den vej. Det var kun Zaladin der kunne bestemme det. ”Og nej, så simpelt er det desværre ikke… Zaladin er en krævende gud, er min erfaring. Han kræver en generøs ofring for medvind i denne krig, så jeg er her for at stå vidne i hans sted. Og naturligvis styrke soldaternes motivation med en hellig bøn…” Han smilte. De kolde øjne virkede næsten varmere, som de hvilede på den udmattede, unge Sidka. Han kunne godt lide at tale med de unge. Og særligt mørkelvere, som han vidste primært bedte til Nalishra. Der var heldigvis ikke langt imellem tilbedere af Nalishra til tilbedere af Zaladin.

”Du er såret…” Tilføjede han så. Han gjorde det tydeligt med sin alvor, at han ikke mente hendes fysiske tilstand.

Sidka havde været ved både at forsikre ypperstepræsten om, at hun nok skulle vise ham, når hun fik fjenden til at bukke under, og at spørge mere ind til hans bøn, og hvordan den skulle hjælpe soldaterne, da han hans sidste ord blev sagt. De kunne tolkes anderledes, men Sidka var ikke i tvivl om, hvad han mente. Hans toneleje og blikket sagde det hele. De kolde, blå øjne stak ind i hendes sind og prikkede til den lille kugle af sårbarhed, hun havde samlet sammen under skænderiet og slagsmålet. Hun ville ikke have at den bristede, men Lucids gennemborende blik var ved at få skallen til at krakelere.

"Min lortebror af en tvilling er blevet forelsket i en skovelver," indrømmelsen kom nemmere end den burde.
Nok fordi det ikke var hendes hemmelighed at dele. Alligevel tyngede den nærmest mere end at Sibal havde tævet hende i smadder og efterladt hende i sneen. Dét kunne man ligesom gøre noget ved. At hans følelser var løbet løbsk var meget, meget værre. Hvad gjorde man faktisk ved det? Sidka anede ikke, hvordan det var sket - andet end noget træls magi sikkert - og hun anede ikke, hvem der kunne hjælpe med at fikse det. Der var denne ypperstepræst måske egentlig det bedste bud. Hvad gjorde man mod træls skovelvermagi?

Hvad gjorde man, når man ikke længere var den, han elskede højest?

Han så hvordan hans ord fik hende til at genleve det hun lige havde været udsat for, og uden helt at vide hvad det præcist drejede sig om, afventede han tålmodigt på at hun skulle acceptere eller afvise det. Lucid havde ingen evner der kunne fortælle ham hvad folk følte, men denne mørkelverkvinde var ung, og hendes intense vrede og iver efter at bevise alt muligt overfor allemulige var mildest talt transparent. Hendes røde øjne havde mistet sin glød, og det havde Lucid nok livserfaring til at ænse.
 
“Lortebror,” Erkendte han sig enig med hende, og blev nok et par tusinder år yngre i forsøget på at sympatisere med en så ung mørkelver. Han smilte mildt, og man kunne ikke rigtig finde noget ondskab over ham i dette sjældne øjeblik. “Mine erfaringer med den slags blandede forhold er, at det sjældent ender lykkeligt for dem, hvis det hjælper på det.” Sagde han så, noget mere alvorligt “Selv hvis de begge skulle overleve, og de skulle få et barn, vil dette barn finde det vanskeligt at høre til nogensteder.”
 
Lucid havde ikke noget personligt mod skovelvere, selvom de hellige skriftruller mindede om, at mørkelverne var Zaladins modsvar på skovelverne, og at de var bundet til at hade og bekæmpe hinanden i Zaladin og Isaris krige. Men skriftrullerne var nu også nogle gamle sager, og tiden havde lært ham, at hans had var spildt på racer. Det hele afhang af troen og gerningerne. 

    "Åh nej, et barn," Sidka spilede øjnene op. "Det havde jeg slet ikke overvejet."
    Det ville være forfærdeligt. Ét var at få et vanærende barn, noget andet var at spilde genpølen på en skovelver. I'endrith var den i klanen, der besluttede, hvem der skulle lave børn sammen for at få den ypperste magi i ungen, og indtil man blev udvalgt, var det ens eget ansvar at sørge for, magien ikke blev givet videre til horeunger. Man kunne risikere, at der ikke var mere magi at give videre, når man skulle føre slægten videre, og det eneste værre end spildte horeunger var at få et magi-goldt barn. Sidka gøs ved tanken.
    "Jeg bliver nødt til at banke noget mere fornuft ind i hans tykke hoved," sagde hun. "Jeg kan ikke lade ham vanære hele klanen på den her... Vent, du siger du har erfaring med det? Ved du så også, hvordan hun har fået ham forhekset? Hvordan jeg får ham til at vågne op og se, at han er svag med de tanker?"
    Sidka virkede mere vågen nu. En lille gnist af håb om at frelse sin bror fra skovelverheksen var antændt. Hun satte sig til rette med puden i ryggen, så hun kunne sidde nogenlunde op, mens hun lyttede til Lucid. Måske havde Nalish'ra sendt præsten fra sin fadergud for at hjælpe hende med at opretholde klanens ære.

Lucid åbnede munden for at svare, men klappede i, da Sidka lod til at have mange flere spørgsmål i forlængelse af det første. Han følte lidt at han var havnet i Sidkanys teenageproblemer, hvor han ikke hørte hjemme. Heldigt for hende at han lige denne dag var for udmattet af dagens arbejde, at han fandt det mere behageligt at blive siddende i stolen og lytte til hende end at gå hele vejen op til sine private gemakker.
 
“Forhekset?” Var hun nu også helt sikker på det? “Det er noget utraditionelt for skovelvere at forhekse unge mørkelvermænd. Jeg vil gætte på at hun har forhekset ham på samme måde som alle smukke kvinder forhekser deres elskere på, og der er der ingen magi involveret.” Han funderede nu alligevel over, om det var værd at undersøge. Hvis der var en skovelver derude, som havde stærke evner som disse, kunne hun vise sig brugbar. Og samtidigt hjælpe en mørkelverkvinde på vej til at genfinde sin fortabte bror… Det ville ikke ligefrem være præstearbejde, nok nærmere et personligt projekt.
 
“Jeg har en effektiv metode til at grave i sagen på, men jeg får brug for din hjælp, da du kender din bror bedst, formoder jeg da,” Svarede han så og kiggede på den opkvikkede elver i sengen “Men spørgsmålet er om du virkelig ønsker at kende sandheden, i tilfælde af at din bror frivilligt lod sig forelske sig?”