Naiv, som hun var, overrakte Sidka skovelveren til sin bror og påbegyndte sine bevægelser for at få magien med sig. Det var hårdt arbejde, og da anstrengelserne krævede to hænder, gav det kun mening at Sibal holdt skovelveren, så hun ikke endte med at løbe væk lige på målstregen. Med sved på panden fik hun bjerget til at hæve sig, og på det sidste af et hvæst "Tre - to - én!"  kastede hun dem op i luften, mens de sprang for at få ekstra højde på.
De endte noget højere, end hun havde planlagt, og hun nåede at se Arnym snurre forskrækket rundt ved de to tvillinger, der pludselig kom flyvende op fra bjergets klippefremspring. Eller nej, han kiggede kun på ...
Sidka ramte klippens faste underlag efter hujen og sejrsråb var brudt ud. Arnym holdt allerede Sibals hånd højt op, mens skovelveren var blevet smidt hen mellem to vagter. Han havde gang i en tale, der druknede i strømmen af paniske tanker, der overtog Sidkas hjerne. 
"Vi vandt sammen!" brød hun ind, og mærkede straks en isnende klump i maven. Man afbrød ikke Arnym. Men det gjorde man, når han opførte sig som om Sibal havde vundet, og hun ikke havde, selvom hun da tydeligvis lige havde hjulpet ham op - han kunne jo ligesom ikke flyve af sig selv! "Jeg hjalp! Ellers kunne han ik-"
Der var blevet rungende tavst i forsamlingen, og Sidkas sætning døde ud, for hun turde pludselig ikke fortsætte.
"Sidka," sagde Arnym og vinkede hende hen til sig. 
Hun kom op at stå og aflagde hurtigt afstanden, mens hun holdt ryggen rank og holdningen stolt. Nærmest før hun nåede ham, svingede hans hånd sig i en bue og ramte hendes kind med håndryggen, så hun måtte stavre til siden og næsten ramte ind i den sidden skovelver.
"Hjælp er svaghed!" proklamerede Arnym adresserende forsamlingen. "Man vinder ikke ved at hjælpe hinanden. Man vinder ved at tage sagen i egen hånd og gøre, hvad der gøres må. Det forstår unge Sibal her. Mange havde måske troet, at sejren i dag ville gå til en større eller stærkere ungelver, men I tænkte ikke på hurtigheden. Den har Sibal altid mestret. Hurtigere end en hare i underskoven - hurtig nok til at tage den i løb. Sibal har i dag udmærket sig ved at vise sit værd i en rigtig jagt, og det belønnes." Arnym vendte sig mod Sibal og lagde begge hænder på hans skuldre. "Jeg er stolt af dig Sibal. Du har virkelig, hvad der skal til, for at blive klanens næste leder. Rådet byder dig velkommen til at sidde med ved mødet, inden aftenens festligheder går i gang." Arnym vendte sig igen mod forsamlingen, stadig med den ene hånd på Sibals skulder. "For jagt!"
"JAGT!" svarede alle.
"For blod!" råbte Arnym
"BLOD!"
I stedet for at råbe med, tvang ordene sig ud af Sidkas mund gennem sammenbidte tænder, der skar mod hinanden i frustration. For første gang i sit liv stirrede hun på sin bror med jalousiens had i blikket.

Festlighederne var alt, hvad en mørkelver kunne begærer. Altså var man ikke de tabende ungelvere, der sad til bords med hinanden, mens Rådet var samlet og den eneste ene sejrsherre sad derinde og nød godt af opmærksomheden. Hvad havde Arnym sagt? At Sibal ville blive en god klanleder en dag? Åh Sidka skulle vise ham god klanleder. De var født til at herske sammen. Hun ville ikke finde sig i at stå i skyggen af sin tvillingebror for evigt - slet ikke, når hun var ældst!

Da Rådet endelig var færdige og de deltog i festlighederne, lå Sidkas blik på sin bror, mørkt og ulmende som et stormvejr i horisonten. Det havde været direkte ulideligt at sidde til bords med Ardulvyl og Sethro, men det slog ikke at se Sibal vandre gennem lejren som om han pludselig kunne svæve henover jorden frem for at gå. Som om han betød noget - nej, som om han betød alt. Som om hele klanen kiggede på ham (og det gjorde de), og som om det ikke var nok så han godt ud. Hvordan kunne han lige tillade sig det, hva'?

Sidka skubbede sig ud fra sin plads ved bordet så bænken bag hende tumlede omkuld sammen med en af de mere skravlede eksemplarer af hendes kusine-søskende. I store, beslutsomme skridt, som dog bar præg af ondt i hoften efter dagens anstrengelser, stred hun hen til Sibal, så hun nåede ham da han var nået ud på den anden side af alle de beundrende, klamme blikke.
"Du stjal den sejr!" anklagede hun med en understregende pegefinger mod hans næse. "Du snød mig!"

"Vi vandt sammen, din åndsamøbe, og du snød dig til en sejr uden mig. Uden mig, Sibal," Nu lød hun næsten ked af det, bagved den hæse, vrede tone. "Vi har altid gjort ting sammen!"
At Sibal indrømmede det så blankt var jo forventeligt, men faktisk ikke noget, Sidka havde overvejet ville ske. Hun havde forberedt sig på at trække en indrømmelse ud af ham, og mandet sig op til at være så bidsk som muligt, og i stedet stod han der og sagde, at han havde gjort det hele med vilje, fordi han havde regnet med, at hun ville stjæle sejren fra ham.
"Vil det sige, du i virkeligheden slet ikke stoler på mig?" pressede hun på og tog fat i kanten af hans vest, da det ikke føltes som nok at prikke sin finger ind i hans brystkasse. "Hvis du tror, jeg bare vil stikke dig i ryggen, hvad er det så lige, der gør os bedre end alle de andre, hva'? Sig mig lige det, bror!"
Lysten til at stikke ham en flad var stor, men hun fik holdt sig i skindet. Her til festen, hvor alles opmærksomhed lå på Sibal - hvis ikke lige nu, så ofte nok til at nogen ville opdage, hvis han pludselig rendte rundt med en højrød kind eller et blåt øje. På den anden side havde hun også lyst til at trække ham tæt på og... Ja, hvad egentlig? Hun var pisse vred på ham, og alle dagens strabadser havde givet hende alt for meget adrenalin i kroppen, som hun slet ikke havde en ordentlig måde at udleve på.

"Du skylder mig...!" udbrød Sidka lige som Sibal rejste sig op og tårnede sig op over hende.
Hans åndssvage ord fortsatte, og inderst inde forstod hun, at hans ord gav mening. Det gav mening, at de skulle gøre alt imod at en som Sethro vandt. Hvis de kæmpede indbyrdes, og det endte med at Sethro vandt, ville det være værre end at en af dem tabte. Det gav mening at lægge en taktik hvor man tog ét slag frem for to. Hvor man ofrede den enes fremgang for begges fremgang. Men på det følelsesmæssige punkt ville Sidka ikke forstå det. 
Det var én ting at lægge en plan, have en taktik og følge den. Det var noget helt, helt andet at udføre et sådan svig uden at tale om det først. Sibal havde ikke delt sine planer med Sidka, og det stak dybere end den lussing, Arnym havde givet hende, da hun var landet på sejrspodiet - for sent.

Sidkas mund åbnede og lukkede sig igen, men inden ord nåede at forme sig på tungen, havde Sibal skubbede sig forbi hende. Den brændende frustration flammede op, da de andre elvere trådte til side for ham - flere af dem bøjede endda hovedet i respekt! - og værre blev det kun, da massen lukkede sig lige så hurtigt igen og afskar Sidka vejen til sin anden halvdel. Med en irriteret mine begyndte hun at presse sig ind mellem folk, der skubbede igen, uvillige til at lade hende passere lige så nemt som hendesbror var sluppet igennem.

Med festlighederne i ryggen lagde hendes skygge sig flad og langtrukken foran hende, halvt op ad klanborgens nubrede stenmur. Borgen var blevet opført med hjælp fra Mørkets slaver, og de mørke sten faldt i ét med klippens overflade. Det skulle ikke undre Sidka, hvis stenene var formet direkte fra klippen.
Var han gået ud mod skoven, ind i borgen eller havde han taget en vej uden om festen for at komme ned til havet? Vreden gjorde det svært at koncentrere sig, men med en dyb indånding fik Sidka styr på sine tanker og fulgte sin mavefornemmelse: Borgen.

Gangene var tomme, og den eneste lyd var det fjerne ekko fra de glade festelvere, der fuldede sig udenfor. Dansene var gået i gang nu, kunne man høre, fordi taktfaste klapsalver og sang steg op fra det flakkende ildskær. Alt det prellede af på Sidka, hvis sind kun indeholdt fortærende ildtunger og ingen glædesdans. Sibal havde forrådt hende.
Fødderne stoppede foran Sibals dør. Deres dør. Den stod på klem, så han måtte lige være gået herind. Et øjebliks tøven lå over hende, inden døren blev skubbet op og hun trådte ind i deres fælles kammer.
"Jeg er ikke færdig med dig," proklamerede hun og knyttede hænderne ned langs siderne. 
Var de udenfor lige nu, var der ingen tvivl om, at underlaget ville hæve sig under hende eller forsøge at sluge Sibal til anklerne. Positionen var kampklar og krigerisk. Det faste åndedræt kom fra maven og faldt sammen med festens trommer. De røde øjne glødede med den indre ild.

"Jeg har gjort dig til grin?" fnøs Sidka håndligt. "Kan du høre dig selv lige nu? De andre var zalans ligeglade! De værdiger mig ikke et blik, at du ved det. Kun taberne snakker med en, når man først er sat i den bås."
Stadig med knyttede hænder gik hun frem til Sibal i vindueskarmen. Kunne hun komme til det, ville hun rive ham ned fra højsædet og skubbe ham op ad væggen. Han skulle ikke komme her og tro, han kunne give hende skylden for noget, han havde gjort.

"Hvis nogen er blevet gjort til grin, er det mig, dit lortedyr," snerrede hun. "Arnym slog mig foran alle, Sibal. Alle. Hvis du bare havde fortalt mig om din lorteplan, havde jeg haft en chance for at stå her i aften med stolt værdighed. Det ødelagde du, Sibal."
Værelsets kulde krøb ind under huden på Sidka og gav hende lyst til at tæve Sibal i gulvet. Ikke som de små brydekampe, de havde haft som børn. Nu hvor de var blevet større, og Sibal var vokset hende over hovedet, var det aldrig bare for sjov mere. De kunne nemt komme ud på den anden side med brækkede lemmer. Man skulle tænke mere over det, inden man satte gang i en kamp. Men lige nu tænkte Sidka ikke. Hun tænkte slet, slet ikke.

Tilfredsstillelsen da hun faktisk fik hevet han ned og op ad væggen, var ild på hendes indre bål, og et grumt smil kom frem på hendes ansigt, da han beklagede sig. Irriterende nok fik han dog fat om hendes håndled, og hun forsøgte ihærdigt at holde fast i hans krave samtidig med at hun kunne vride sig ud af hans stramme greb. 

"Og du kunne have taget den plan med mig først!" gav hun igen gennem sammenbidte tænder. "Så havde jeg nok været lidt mere tilgivende."
Selvom tilgivelse var en ting, man ikke rigtig brugte i klanen. Den eneste Sidka nogensinde havde tilgivet var faktisk Sibal, og deres interne stridigheder holdt de som regel mellem dem selv. Hvis nogen fandt ud af at de kunne spille dem ud mod hinanden, ville de først få det svært som de kommende ledere. Når man stillede det op på den måde, var Sidka faktisk gået over stregen ved at konfrontere ham under festen... Men Sibal var også en røv!

Det stramme greb om hendes håndled fik hende endelig til at slippe hans tøj og vride sig i grebet med en lav knurren. Hvornår var Sibal blevet så stærk? Det havde da altid været Sidka, der lavede det hårde arbejde, fordi hendes magi gjorde hende i stand til at løfte tungere ting, og Sibal havde altid været noget skravlet i det. Været.

I det næste øjeblik fil Sibal væltet Sidka omkuld på gulvet. Benene forsvandt under hende, og uden armene at tage fra med, ramte hendes ryg det hårde gulv først. Ømheden i kroppen fra dagens anstrengelser gjorde straks opmærksom på sig selv, og den ene arm mistede sin styrke og blev presset ned mod gulvet.
"Uuughhhr!"
Med en kraftanstrengelse lagde hun al vægt bag for at vende dem om, så hun kunne få overtaget. Magien i hende rørte på sig, men med jorden flere etager under dem, var der ikke noget til at kaste mudderkager i baghovedet på ham. I stedet lå der en gren på sengebordet fra deres sidste træningsgang, og den vred sig selv og dryppede gift ned på gulvet. Ikke så stor hjælp lige nu, egentlig. Pis osse. 

"Hah!"
Udbruddet var fyldt med sejr, da Sibals tab af koncentration gav Sidka en åbning. Hun pressede imod ham og med et vrid af armen vendte hun hele situationen rundt. Med et knæ i stengulvet på hver side af ham greb hun efter hans arme for at vride dem ind foran hans brystkasse, så hun kunne presse sin vægt ned mod ham og forhåbentlig have nok til at han ikke bare lige kunne vende det hele om igen. Om hun skulle være nederst igen..!

Fordi hun stadig var oppe at køre, vred grenen stadig gift ud på gulvet. Det samlede sig i en lille, rødlig pøl, og hun havde absolut ingen anelse om, hvad det gjorde. Men det ætsede sig ikke ned i stengulvet, så mere behøvede hun nok ikke tænke over det. I stedet tænkte hun over Sibal under sig og sin vrede.
Vrede, der nu var begyndt at sive over i ond drillesyge. Af alle de ting, hun havde lyst til, var det at ydmyge Sibal højest på listen lige nu. Så Sidka bøjede sig ned mod ham med et djævelsk smil.
"Ikke den bedste nu, hva, lillebror?" sagde hun og lod sin tunge glide op over siden af hans hals.

Sidka nød at mærke ham vride sig under sig. Som en lille mus i hendes katteklør. Og så blev han sgu sur! En sur lille mus, der brokkede sig over den situation, han selv havde fået sig viklet ind i, for hvad Sidka gjorde var jo bare den retmæssige hævn over hans bedrag.
Så selvfølgelig efterkom hun ikke hans ønske. I stedet forsøgte hun at fortsætte tungens vej op ad det spidse øre, men nåede ikke langt, før han blev mere insisterende i sin skubben. Sibal fik presset hende bagud , så hun var tvunget til at slippe hans ene arm for at tage fra mod gulvet for ikke at vælte hele vejen bagover. Forbandet være Nalish'ra, hvor var han blevet stærk! Hendes hånd gled forbi hans lår, inden den ramte gulvet, og hun så ned for at finde ud af, hvad han havde i bæltet, siden det havde føltes så .... Hårdt.
Åh.

Smilet på hendes ansigt blev bredere og de hvide tænder blottedes. Det var noget, hun ikke havde overvejet. Og det var noget, han ikke ville slippe for at høre om for evigt, nu hvor hun vidste det!
"Det kunne du godt lide, hva?" drillede hun i en lavmælt tone og lænede sig frem. 
Selvom han nu havde plads til at sætte sig op og skubbe hendes hænder helt væk, holdt hun stadig fast i ham med den anden hånd. Det afskar ham muligheden for bare lige at trække sig, og hun spændte i armen og trak sig selv tættere på ham. Helt hen til ansigtet, så han kunne mærke hendes ånde. Tæt nok på til at lade tungespidsen ramme hans øre, hvis ikke han fik trukket sig væk i tide. For Sidka vidste, hvordan man legede med en mand. Det var en vigtig del af en I'endrith at lære alle metoder til at få, hvad man ville have. Og Sidka ville have sin hævn, uanset hvordan hun så skulle opnå den.

Med sin anden hånd rakte  hun op mod hans hår og lod fingrene køre igennem den hvide manke. De bløde hårstrå kildede mellem hendes fingre, og lidt i hendes kinder. Kinder? Det kildede i hendes kinder? Rødmen kunne hun ikke selv se, og hun gav skylden helt og holdent til hævntankerne i hendes hoved. Det var det, der gjorde hende opstemt. Helt bestemt. Hævn var jo næsten det samme som jagt, ikke?

"Nååå, hvis fortjeneste er det så? Kiggede du lidt for længe på Sethro?" drillende Sidla videre, før det for alvor fik op for hende, at Sibal havde tænkt sig at tage til genmæle. 
Da han først gik igang med at vride hendes hænder fra sig og rundt, gjorde hun så meget modstand som muligt. Hun nåede lige at snerre på i hans ansigt, inden han fik vendt hende helt rundt og lagt ned på gulvet. Fingerneglene forsøgte at kradse efter ham, men fik ikke fat på noget vigtigt, før han havde lagt sig helt ned over hende. Vægten holdt hende fra at gøre mere med hænderne, men i stedet begynde at tænke over andre måder at være med i kampen, selvom hun havde ansigtet ned mod stengulvet. Opmærksomheden lagde sig over på træningsgrenen, der havde dryppet gift for lidt siden.

Følelsen af at resterne af hendes magi slap træningskæppen, da Sibals kraft skubbede hende ud af materialet, var direkte ydmygende. Nu var hun ikke særligt fokuseret, men det var ikke i orden, at han både overrumplede hende fysisk og magisk. 
"Hey, du ska..." begyndte hun, men blev så alt for opmærksom om, at han også fysisk pressede ned mod hende, og bed sin sætning af med fortænderne i underlæben.
Det distraherede hende yderligere, og hun nåede ikke at opdage, hvad han havde gang i, før træet snoede sig om hendes håndled og strammede til. Hun burde blive vred over det. Rasende, egentlig. I stedet udstødte hun et lille gisp, meget imod sin vilje, da et sus gik igennem hendes mave.

Var det Sibal, der fik det frem i hende? Sibals... Hårdhed? Hans vægt over hende, der fik nakkehårene til at rejse sig?
"Og hvad så nu, Hr. Vinder?" Sidka måtte rømme sig først før ordene kom. Hun forsøgte at lyde spottende og håbede at stakånderheden kunne undskyldes med, at lungerne havde hele broderens vægt på sig. "Jeg kan godt ligge her og se på, hvis du har gemt den elskerinde, der fik dig i godt humør, i skabet." 

Grenen stoppede ikke ved hendes håndled. Da de var bundet godt og grundigt sammen, fortsatte den med at sno sig rundt om fingrene, så de blev presset ind mod den anden hånd. Så fortsatte den op ad armene, hvor den tvang hende til at skyde ryggen en smule tilbage, da det strammede sig mellem armene. Snart var hun fuldstændig immobil med armene og kunne kun sparke lidt nytteløst med benene. Eller ... 
Som om Sibal havde læst hendes tanker om at kæmpe sig op med overkroppen, begravede han sin hånd i hendes hår så hårstråene prikkede og nev i hele hårbunden. Nev på en fantastisk måde, der sammen med hans vægt presset mod hende fik fremprovokeret et lavt støn.

Det kolde stengulv skrabede mod Sidkas kind, og hun holdt inde med sin modstand et øjeblik for ikke at flå den op i en hudafskrabning, mens hun overvejede, hvordan hun fik sagt et eller andet, så han ikke fokuserede for meget på de lyde, der ufrivilligt rullede ud ad halsen på hende. Sibal skulle absolut ikke have fornøjelsen af at give hende flere skrammer end dem, hun allerede havde været forbi helbrederen med inden festen, og han skulle slet, slet ikke få fornøjelsen af at tro, det var ham, der fik hendes krop til at reagere sådan her! Heldigvis plaprede han løs om de tilbud, han havde fået her til aften, og det gav Sidka en nem indgang til at være med i kampen igen, selvom det kun var med ord. 

"Pffrt," spyttede hun ad ham. "Hvorfor tror du selv, de vil dig samtidigt, lillebror? De ved, deres nydelse afhænger af hinanden, fordi din vinderpik ikke har prøvet noget før. De har ligget med hinanden de sidste tre månefaser. De vil bare prale med at have taget din mødom i morgen. Eller bedre, sprede rygter om at alt dit vinderi kun gjaldt skovelvere!"
Hvis hun kunne ramme ham på de ømme punkter, ville hun gøre det. At hun så ikke engang behøvede lyve særligt meget for det var jo nærmest kedeligt. Nok vidste hun ikke, om Ruba og Drarny faktisk havde lyst til Sibal, eller bare forsøgte at bestige den sociale rangstige ved at knalde dagens vinderdreng. At hun så selv var ved at være præcis så våd i bukserne, som de to piger håbede på at være senere... Det håbede Sidka på, Sibal ikke ville opdage.