Juno skævede til Faust, som den ældre herre satte sig på en skammel imellem dem. Hele opsætningen gav ham flashbacks til da hans mor havde forsøgt at få en hypnotisør til at fjerne Junos energi, som var det dén, der var skyld i hendes ægtemands voldelige tendenser. Det havde ikke virket, men Juno var blevet bedre til at stikke af hjemmefra derefter. Han vidste ikke om hans manglende tilstedeværelse havde hjulpet på sin fars humør, men han håbede det stadig. 

Af samme grund kæmpede han mod ikke at være anspændt på briksen. Han kunne stadig ikke se på Pax, velvidende at manden ville kunne se direkte igennem hans facade. 

Med en dyb indånding rakte Juno sin egen hånd frem og tog Fausts i sin. Den kolde hud sendte gåsehud op langs hans arm, og i et forsøg på at bekæmpe sit instinkt til at trække sin hånd til sig, strammede Juno i stedet sit greb. Først da han blev bedt om at bruge sin magi, så Juno på Pax. Ikke for at søge trøst, men for at minde sig selv om grunden til, at han kastede sig hovedkulds ud i noget, der udefra måtte se fuldstændig vanvittigt ud.
Havde han været enhver anden, ville han måske have haft brug for at overveje hvilken evne han kaldte frem, men selv som han følte fortrydelse vokse truende frem i ham, kaldte han på sin evne til at skifte udseende. Han kunne ikke længere se på Pax, bange for at det klare blå skær, han altid havde fremhævet i sine øjne, allerede var ved at løbe ud af dem og over i den bevidstløse pige. 
Stille og roligt, havde Faust sagt, men Juno følte det som bølger han ikke kunne kontrollere, kraftfulde det ene øjeblik og tøvende det næste. Panik sneg sig langsomt ind på ham. 
"Er det her - er det okay?" Hans hals var knastør og hans stemme knækkede i spørgsmålet. 

"Jeg har brug for, at du slapper af.." Bemærkede Faust stille, som han ventede på, at Juno gjorde sig klar. Magien havde sværere ved at flyde frit og ubesværet, når kroppen koncentrerede sig om at spænde op i musklerne. Det var vigtigt, at den unge knægt var helt fokuseret på opgaven foran sig, og Faust kunne godt mærke, at pigen på briksen ved siden af kunne skabe en distraktion. 

Heldigvis valgte Juno at vende sin opmærksomhed mod den anden unge mand i rummet. Faust kunne kun håbe på, at han ville være med til at bringe mere ro frem for det modsatte. Hans egen hånd var afslappet, men holdt alligevel fast i Junos med en vis styrke. Det var vigtigt, at ingen af dem rev sig løs midt i processen. 

Og så kom bølgerne af magi. Det var altid nemmere, når folk havde fuld kontrol over evnen, og en grimasse kom kortvarigt frem på Fausts ellers udtryksløse ansigt, som han kæmpede for at dirigere magien over i den bevidstløse pige. Der var noget i evnen, der føltes anderledes, end han først havde forventet ud fra Junos beskrivelse, men nu var de i gang, og han kunne kun gøre sit bedste for at dirigere magien.
"Træk vejret roligt.." Hvæsede han, tydeligvis selv anstrengt over at skulle kontrollere magien. "Prøv at fremmane den konstant, frem for i bølger!" Det var for sent at tilbyde ham noget vand, at stoppe og sige, at de skulle starte forfra. Fausts egen chakra måtte forsøge at kontrolleree magien, så godt han kunne.

Det fik ikke Juno til at slappe mere af, at høre at også dét var en nødvendighed, men det lykkedes ham i det mindste, efter en dyb vejrtrækning, at tvinge sin krop til at slappe af. Mentalt var han mere anspændt end han havde været indtil da, dybt fokuseret på at frembringe sin evne, og næsten lige så distraheret af forestillingen om alt det, der kunne gå galt. 

Det blev kun værre, da han opfangede, at også den ældre herre anstrengte sig. Af uransagelige årsager havde han troet, at det ville være nemt, hvis først han fik hjælp, især når den hjælp han fik, var fra en elegant mand, der så ud til at have mere styr på sit lort end den gamle heks, Juno havde handlet med tidligere.
Det plejede at være så nemt for Juno at bruge sin evne, men han var bange og stresset, og det sidste han kunne forestille sig at gøre, når han havde det sådan, var at ændre sit udseende. Måske det ville have været lettere for ham at fremmane sin evne til at bevæge sig igennem fast materiale - i det mindste var det dén han brugte, når han gerne ville stikke af fra noget. 

Hans blik gled over til Pax. Hvis Pax var sammen med ham, behøvede han aldrig stikke af. Han var sikker med Pax. Alt han brugte sine evner til, sammen med ham, var at få sit blonde hår til at sidde bedre. Ubevidst spredte der sig et skævt smil på hans ansigt, og det blev samtidig lettere for ham at lade sin evne strømme gnidningsfrit. 
"Du passer på mig, ikk?" hviskede han lavmælt, selvom han ingen forhåbninger havde om at kunne holde ordene kun imellem sig selv og Pax, når Faust var så tæt på dem. Det var illusionen om at være alene med ham, der betød noget. 

Pax stod som naglet til stedet, hans stærke arme lagt over kors. Han kunne ikke tvinge sit blik væk fra Juno, hans stålgrå øje så umiddelbar i sin alvor. Skønt Pax var en ubevægelig marmorstøtte, bankede hans hjerte i panik, truende med at springe op og ud igennem hans hals. Han kunne ikke huske hvornår, at han sidst havde følt en lignende frygt, og den magtesløshed, han ikke kunne benægte også eksisterede i ham.
Det er ikke til at bære.
Jeg kan ingen ting gøre.
”Altid”, mimede han, hans hånd let dirrende, da han tvang sin pegefinger i en lodret streg nedover hans bryst, dér hvorunder hans hjerte sad.
Pax vidste, at noget var undervejs, des mere gløden i Junos ansigt forsvandt. Han vidste instinktivt, hvad der var ved at ske og et hav af tanker skreg alle efter hans fulde opmærksomhed. Den eneste der dog rigtig fik lov til at fæstne sig var, at det på en eller anden måde var første gang, at Pax rigtigt så ham.

Et øjeblik fortrød Faust, at han havde ladet så ung en mand frivilligt gå ind i dette eksperiment. En ældre, mere erfaren magibruger, ville utvivlsomt gøre processen nemmere.. men ville man nogensinde finde nogen, der ønskede at komme af med magi, de var gode til at kontrollere?
Når alt kom til alt, var dette stadig en gylden mulighed for vampyren til for alvor at udforske grænserne for sin egen, magiske kunnen. Hans øjne var lukket i, og som Juno på en eller anden måde slappede af, gjorde det magistrømmen mere stabil - flydende stærkere og stærkere over i den bevidstløse pige.

Han bemærkede knap ordvekslingen, der foregik mellem de to unge mænd, men resultatet af den var tydeligt. Hvad end der var for et forhold, de to havde - noget, som Faust næppe var i stand til at forstå - lod det til, at Pax' tilstedeværelse havde en positiv effekt på Junos kontrol.

Og således gik der måske flere timer, mens Faust trak magien bid for bid ud af Juno. Tidsfornemmelsen var sløret, men til sidst kunne han mærke, at drengen ikke havde meget mere at give af. "En sidste kraftanstrengelse." Hviskede han, næppe hørligt. "Det sidste af din magi." Hans egen kraft trak på nuværende tidspunkt så meget i de sidste rester af Junos evne, at det i sig selv ville kræve en kraftanstrengelse at rive sig løs. I løbet af få sekunder kunne eksperimentet, trods alt, se ud til at være lykkedes.

Juno var vant til bare at kaste sig ud i beslutninger, uden tid til at tænke over dem, men des længere han lå dér, med Faust på den ene side af sig og Pax på den anden, des længere tid havde han til at dvæle over sin beslutning. Den var allerede truffet, og han vidste, han havde valgt rigtigt, men han kunne ikke undgå at føle, at han mistede en del af sig selv, som han mærkede Faust trække mere og mere af den magi, han så ofte havde brugt, ud af sig. Den evne var så stor en del af ham, at han ikke engang kunne vide sig sikker på, hvor meget af hans udseende, der var dén, og hvor meget der var hans naturlige selv. 
Hver gang han blev i tvivl, klemte han om Pax' hånd. Det var ligegyldigt hvordan han endte med at se ud - han var overbevist om, at han havde kunne tvinge Pax til at elske ham, ligegyldigt hvordan han så ud. 

Det var lige så fysisk udmattende, som det var psykisk udmattende, og da Faust endelig erklærede at de nærmede sig enden, kæmpede Juno ikke imod - han ville bare gerne af med den nu. Han havde glemt alt om, at ville erstatte den med en anden evne, og var heller ikke sikker på at han kunne så meget som holde om medaljonen i sin nuværende tilstand. 
Følelsen af et ryk helt inde fra hans kerne, skar igennem ham, og han gispede forskrækket efter vejret, bange for hvad der ville ske, hvis han rørte sig ud af stedet. Det var dog kun et øjebliks smerte, efterfulgt af en summende fornemmelse i hele kroppen, og en snigende følelse af tomhed. 
Med en klump i halsen mødte han Fausts blik. "Er det- er vi..." Han kunne ikke finde ord for det. Overstået, færdigt. Det var hårde ord at bruge om noget, som havde været en del af ham. Han skævede over til pigen på den anden briks, der stadig lå bevidstløs. 

.. "Det .. lykkedes." På trods af den magiske anstrengelse, der fik hele Fausts krop til at føles så svag, at hænderne rystede, kunne han ikke skjule spændingen i sin stemme. En følelse der bedst kunne beskrives som ekstase gjorde det på trods af udmattelsen umuligt for ham at sætte sig ned og hvile.

Hans eksperiment, som Juno havde gjort muligt. Det kunne lade sig gøre at flytte magi fra en person til en anden. 

På briksen ved siden af Juno var pigen begyndt at bevæge sig uroligt. Et øjeblik kunne man se det hvide i hendes øjne, som hun slog dem åbne uden at se noget, og en smal stribe af fråde løb fra hendes mund. Hastigt greb Faust en flaske fra en hylde og tvang en eliksir ind i munden på hende, ytrende et nærmest kærligt "Shh.." som hun faldt til ro igen, vejrtrækningen findene sin normale rytme. 

Det ville tage hendes krop et stykke tid at vende sig til den nye magi.

Blikket i de mørke øjne vendte sig mod Pax, som han omhyggeligt skruede låget på den tomme eliksirflaske. "Han skal hvile." Befalede han, antagende at den unge mand kunne holde styr på Juno. Hans krop ville sandsynligvis føles underlig tom, men Faust mente, at det ville blive bedre, når den havde fået tid til at hvile ud. Reelt vidste han dog ikke, hvordan Juno i længden ville reagere på manglen af sin magi. Han havde trods alt aldrig prøvet dette før..